Far til fire, fuldtidsjob og succesfuld surdejsbager: Carl Mikkel udvider sit populære bageri og deler gerne sine hemmeligheder
Ikke langt fra Skanderborg gemmer der sig et efterhånden populært mikrobageri. Bagermester Carl Mikkel har kun bagt surdejsbrød i lidt over et år, men efter at have bagt og bagt og bagt blev fritidspassionen pludselig til en levevej.
Hos Carls Krumme kan du via selvbetjening købe surdejsbrød, trøfler eller snurrer hver weekend, og planen er, at bageriet på sigt skal holde åbent syv dage i ugen. Se hans foldeteknik i en video i artiklen.
De stærke hænder kaster den smidige dej på bordet. De river let i hjørnerne og folder det først én, så to og så tre gange og fortsætter i et tempo, hvor det er tydeligt at se, at hænderne efterhånden har arbejdet med den type af dej mange hundrede gange før.
- Jeg havde aldrig tænkt, at det skulle blive en forretning. Men jeg blev bare så grebet af håndværket, og at det skulle blive bedre og bedre, siger Carl Mikkel Rosengaard Carlsen.
Det er kun lidt over et år siden, at han bagte sit allerførste surdejsbrød. Han bagte, og han bagte, og endte med at have så mange brød, at han gav dem væk gratis i den lokale Facebook-gruppe.
- Det var jo bare mine øvebrød, som folk fik. Men ret hurtigt begyndte folk at skrive til mig, om jeg mon havde flere brød på lager.
Populariteten - og kvaliteten - steg, og han begyndte at sælge dem til en 20'er, og pludselig havde han skabt mikrobageriet Carls Krumme. Bageriet ligger i Harlev, men flere af vores læsere har gjort os opmærksomme på stedet, fordi det eftersigende skulle være en køretur værd.
- Indtil nu har jeg bagt det hele i mit eget køkken og folk har købt brødet fra et skab foran mit hus. Men det kræver mere og mere, så nu har jeg flyttet biksen herover i et nyt lokale, og venter faktisk på at kunne rykke i de endnu større lokaler ved siden af, fortæller bageren, der har endnu større planer i sigte til sommer, men som han endnu ikke kan løfte sløret for. Men det hele skal også gå op med at være familiefar, musiker og meget andet.
Carls Krumme
Carls Krumme er et mikrobageri i Harlev, der bager surdejsbrød.
Det åbnede i 2023 i Carl Mikkels eget hjem og er i december 2023 flyttet i lokaler udenfor hjemmet. Snart flytter han ind ved siden af i et endnu større køkken.
Han holder åbent fredag, lørdag og søndag og sælger surdejsbrød, boller, snurrer, rugbrød, brownies og trøfler.
Et håndværk der opstod i hjemmet
- Jeg havde simpelthen aldrig set sådan et brød før, så jeg blev bare nødt til at prøve at bage et, siger Carl Mikkel Rosengaard Carlsen, der bagte sit allerførste surdejsbrød i december 2022.
- Det handler virkelig om at have kærlighed til håndværket. For det betaler sig at gøre sig umage, og man kan se på sit brød, at man bliver dygtigere og dygtigere. Det er det, der er så fantastisk.
Carl Mikkel Rosengaard Carlsen er hverken udlært bager eller på anden måde udlært fra den gastronomiske verden. Som for de fleste andre begyndte hans surdejs-rejse på de sociale medier.
- Der er en million måder at lave et surdejsbrød på. Men ingen som er helt perfekte. Man bliver nødt til at tage lidt fra her og der, når man skal i gang, fortæller han.
- Men mange, der deler deres opskrifter på sociale medier, holder kortene tæt ind til kroppen. Og så holder de et eller andet guldkorn tilbage, som skal give det perfekte brød. Det synes jeg er ærgerligt. Min erfaring er, at dem der tør at dele alt, det er de dygtigste, som hviler i deres fag.
Carl Mikkels proces i at bage et surdej
Torsdag formiddag blandes surdejen
Møder fredag kl 03.00: Skaber autolyse ved at blande vand og mel
Efter 30 minutter skal surdejen i vandet
Efter lidt ventetid skal der salt i dejen, og så skal det hele stå i 30 minutter
Derefter kommer dejen over i hævebøtter i 2-5 timer, alt efter vejret og temperaturen
Efterfølgende skal de pre-shapes til store runde boller
Derefter skal brødene final shapes (se video)
Så skal hvert brød hæve i en bøtte i 1,5 time på bordet
Endelig kommer de på køl natten over indtil den efterfølgende nat klokken 03.00 hvor bagningen begynder
Der er skudt enormt mange surdejsbagere op de seneste år. Er du ikke bange for at markedet bliver mættet?
- Nej, det er den ældste bagværksteknik, der findes, og den udvikler sig hele tiden, så jeg tror kun det bliver større og større, siger Carl Mikkel Rosengaard Carlsen og fortsætter:
- Men det har klart været en fordel for mig ikke at være inde midt i Aarhus, hvor huslejen, kvaliteten og konkurrencen er så høj, at man bare skal kunne levere. Herude har jeg kunne lære og dygtiggøre mig.
Nu bager han ugentligt 128 brød og 225 boller fordelt på fredag, lørdag og søndag. Derudover sælger han brownies, trøfler, rugbrød og snurrer. Og der er næsten altid udsolgt af alting.
Selvom de fleste kunder er lokale, har rygtet om det gode surdejsbrød i Harlev spredt sig. Hver weekend kommer en familie fra Brabrand for at få fingrene i et af de eftertragtede brød, mens en virksomhed i Galten for nyligt bestilte 400 boller.
Mikrobagerier tager over, hvor de traditionelle lukker
Fra vinduet i Carls Krumme kan man næsten se over til den familieejede bager gennem mere end 100 år, som drejede nøglerne om i bare en uge efter Carl Mikkel Rosengaard Carlsen åbnede sin forretning.
- Jeg tror ikke, lukningen har noget med mig og mine surdejsbrød at gøre. Det var længe undervejs. Men det fortæller nok nærmere noget om en generel tendens for bagværksfaget, som sker i disse år, siger han.
Mikrobagerierne skyder i disse år op over hele landet, særligt i provinsen. Samtidig må flere og flere traditionelle bagerier lukke og slukke i konkurrencen mod de billigere bagerier i eksempelvis Føtex eller dagligvareforretningernes bake off-afdelinger.
Gennem vinduet fra Carls Krumme kan man spotte byens Meny, der også har egen bager.
- Det er som om, at folk enten vil have det billige brød, som man kan få i dagligvareforretninger, eller også søger det gode, særlige håndværk som man får i et surdejsbrød, siger Carl Mikkel Rosengaard Carlsen.
I dag giver man 45 kroner for et surdejsbrød hos Carls Krumme. Og selvom det er væsentlig mere end hos genboen Meny, har der ikke været mange klager over prisen.
- Det er meget få gange, folk har sagt det var for dyrt, og hvis nogen har skrevet om det i den lokale Facebook-gruppe, har mange andre brugere forsvaret mig og fortalt om, hvilket håndværk og hvor meget tid, der lægger i sådan et brød. Så jeg har slet ikke behøvet at forsvare mig selv.
Familiefar med dobbeltjob - men altid positiv
Ved siden af de fire nætter om ugen, hvor Carl Mikkel Rosengaard Carlsen står op ved 3-tiden for at lave surdej, arbejder han som handikaphjælper på fuldtid. Derudover har han fire børn i alderen 3-14 år.
- Det smarte ved at være selvstændig som bager er, at jeg selv styrer min tid. På hverdage kører jeg hjem, når brødet hæver og kører børnene i skole, og så kan jeg køre tilbage og bage videre, fortæller han.
Derudover er han medejer af et musikstudie, hvor han har produceret musik for blandt andet Kajsa Vala. I øjeblikket bruger han dog ikke meget tid hverken i studiet eller med selv at spille musik, fortæller han.
Det lyder helt utroligt, at det hele kan gå op. Er du ikke bange for, at læsset vælter?
- Nej, jeg er ret god til at mærke efter. Men jeg er på ingen måde klar til at gå på kompromis med familielivet - det er enormt vigtigt for mig at have tid med mine børn.
Derfor møder han netop så tidligt for at kunne holde fri klokken 10.30 lørdag og klokken 8 søndag og have hele dagen sammen med sine børn.
- Jeg har faktisk netop søgt efter min første ansatte i bageriet. For jeg kunne godt se, at det var ved at blive lidt for meget.
Planen er, at Carl Mikkel Rosengaard Carlsen snart skal gå ned i tid på det faste arbejde, og drømmen er på sigt at kunne sige jobbet op og leve af sit bagværk.
Mod interviewets slutning dukker hans mor op. Det gør hun af og til, mest for at holde ham med selskab.
- Han er dygtig til at bruge hoved og hænder. Det har han altid været, når noget interesserede ham nok, siger hun.
- Men endnu vigtigere er det nok, at han aldrig er opgivende. Heller ikke når det er svært. Han er enormt positiv af sind.
- Jamen hvis det er et problem, man ikke kan løse, så er der jo ingen grund til at lade det ødelægge ens humør. Og det er nok ret vigtigt at huske, når man arbejder som jeg gør, for selvfølgelig er der perioder, hvor det er super hårdt, afslutter Carl Mikkel Rosengaard Carlsen.