De mange farver får Lille Nyhavn til at skille sig ud fra den øvrige bygningsmængde i Skanderborg. Laila og Josefine glæder sig, til der åbner restaurant og butikshotel i stueetagen. Foto: Jesper Rehmeier

Manglede du de mange millioner? Så er der godt nyt

12 millioner kroner for en lejlighed? I Skanderborg?

Det kom nok ikke som den store overraskelse, at en sådan lejlighed ikke bliver solgt lige med det samme.

Men folkene bag Lille Nyhavn havde nok alligevel regnet med, at der ville være mere gang i salget af de mange lejligheder i projektet, som var udbudt til en del mindre end de astronomiske 12 millioner. De "almindelige" lækre bynære lejligheder af den slags, som SkanderborgLIV gæstede i sidste uge, hvor en af indflytterne gæstfrit gav en rundvisning i sit nye hjem.

Sådan gik det desværre ikke.

- Salget af lejlighederne gik ikke som håbet...

Sådan lyder det kortfattet i en mail fra Admincom, selskabet bag Lille Nyhavn, hvor direktør Lars Kromand ikke har ønsket at stille op til interview.

- ... hvilket har betydet at lejlighederne er blevet sat til leje i stedet for.

Det vil sige, at alle lejligheder i byggeriet med den storslåede udsigt over Skanderborg Sø nu i stedet kan lejes. Og det åbner selvfølgelig dørene til Lille Nyhavn op for en meget bredere målgruppe. Der er da også god interesse for lejemålene fortæller begge de lokale mæglere, som nu har travlt med at fremvise de eksklusive lejligheder. Og hvad skal det koste at leje Skanderborgs mest eksklusive lejlighed, der var på markedet til 12 millioner kroner? Svaret finder du i artiklen.

Men hvorfor lykkedes det så ikke at sælge Lille Nyhavn? Den høje rente får en del af skylden, forklarer den ene af de to mæglere. Og der er næppe tvivl om, at det faktum, at det er dyrt at låne penge til fast ejendom, holder mange væk fra boligmarkedet. For et par uger siden beskrev dette medie, hvordan tilflyttervæksten til Skanderborg for første gang i 10 år var negativ, og i den forbindelse fik de høje renter og det træge boligmarked også skylden.

Nu handler det om at få lys i vinduerne og liv i gaden i Lille Nyhavn, som du altså kan læse mere om i dag.

Vi kommer også omkring nyheden om et byggefirma fra Ry, hvis konkurs efterlader utilfredse og ikke mindst utrygge kunder. Du kan også læse den inspirerende historie om en mand, der arbejdede alt for meget og pludselig stod over for et valg: Læg dit liv om eller se i øjnene, at dit arbejde vil tage livet af dig.

Her er et lille udpluk fra den artikel:

- Jeg kørte på motorvejen, da mit syn pludselig blev sløret. Jeg kunne ikke fokusere på vejen eller bilerne omkring mig.

- Og så kunne jeg mærke, at jeg havde trykken for brystet. Jeg ledte efter et sted, jeg kunne holde ind med bilen, men det var svært at se ordentligt, og jeg kan huske, at jeg tænkte: ‘Brian, det er ikke så godt, det her’.

Så skriv dig op som abonnent på SkanderborgLIV og få adgang til masser af godt læsestof. 

God fornøjelse.

Billede af Jesper Rehmeier
Billede af skribentens underskrift Jesper Rehmeier Journalist
Det gik ikke som planlagt med at sælge boligerne i Lille Nyhavn, hvorfor de nu i stedet udbydes som lejeboliger. Foto: Jesper Rehmeier

Det lykkedes ikke at sælge Lille Nyhavn: Lejlighederne er nu til leje i stedet for eje

Det gik så trægt med at sælge de eksklusive lejligheder i Lille Nyhavn, at selskabet bag har sadlet om og i stedet udbyder boligerne som lejemål. 

- Det gør man simpelthen for at få liv og lys i alle vinduer. Hvis drømmen om, at det her skal være det hotteste sted i Skanderborg, skal blive til virkelighed, så skal der lys i vinduerne og liv og glade dage i gården, lyder det fra en af de lokale mæglere, der nu har opgaven med at leje boligerne ud. 

Her kan du blive klogere på huslejen, antallet af lejligheder og mere om baggrunden for beslutningen.

Den høje rente har sat en dæmper på boligmarkedet, og det har også ramt Lille Nyhavn, hvor det ikke er lykkedes at sælge nok lejlighederne. Boligerne i det farverige byggeri er nu til leje i stedet.

- Hvis drømmen om, at det her skal være det hotteste sted i Skanderborg skal blive til virkelighed, så skal der lys i vinduerne og liv og glade dage i gården.

Sådan lyder forklaringen fra Morten Elmgaard, indehaver af Home Skanderborg, på spørgsmålet om, hvorfor lejlighederne i Lille Nyhavn ikke længere er til salg, men i stedet til leje.

Det er ikke gået som håbet med at sælge de eksklusive lejligheder i Skanderborgs nye signaturbyggeri. Ifølge Morten Elmgaard skal det i høj grad tilskrives den høje rente som gør det dyrere for købere at låne finansiering til boligkøbet. Det vigende salg har fået Admincom til at sadle om og give flere muligheden for at flytte ind.

- Det er simpelthen for at skabe liv og glade dage. Det er det mest luksusprægede bynære byggeri, vi har set i Skanderborg gennem tiden. Derfor ved jeg, at ønsket fra ejer er, at man gerne vil have lys i alle vinduerne i stedet for, at det står tomt, lyder det fra Morten Elmgaard, der som ejendomsmægler har haft til opgave først at sælge lejlighederne i Lille Nyhavn og siden leje ud.

Morten Elmegaard, ejendomsmægler ved Home Skanderborg. Foto: Benjamin Alexander Helbo

SkanderborgLIV ville gerne have interviewet udvikler og ejer af Lille Nyhavn Lars Kromand om beslutningen om at leje boligerne ud, men han har ikke ønsket at medvirke. Fra Admincom lyder det kortfattet i en mail.

- Salget af lejlighederne gik ikke som håbet, hvilket har betydet at lejlighederne er blevet sat til leje i stedet for.

Fra 10.000 til 22.000 kroner om måneden

Hvis du fik appetit på den lejlighed, Morten Elmgaard fremviste for SkanderborgLIV i starten af december, men manglede de 12 millioner, den kostede, så er der altså håb for dig nu.

Den kan nemlig lejes for omkring 22.000 kroner om måneden.

Kan man udleje en lejlighed til 22.000 kroner om måneden i Skanderborg? 

- Ja, det tror jeg man kan, fordi der ikke er noget magen til. Skal noget kunne koste 22.000 kroner, så skal det være det her. Jeg ved, at folk i Ovenvande betaler 15.000 -18.000 kroner om måneden. Og det her er mere attraktivt, det er helt nyt, og det er i en højere kvalitet, så selvfølgelig skal det koste mere, lyder det fra Morten Elmgaard.

Sådan ser køkkenet og spisestuen ud i den lejlighed, SkanderborgLIV besøgte, da den var udbudt til 12 millioner kroner. Foto: Home Skanderborg

Sammen med Nybolig Skanderborg kører han lige nu fremvisning på lejemål i Lille Nyhavn, og begge mæglere siger, at der er fin interesse for lejlighederne.

- Når man ser på lejepriserne, så er de mere … spiselige for mange. Vi fremviser hver eneste dag. Jeg tror, man skal være hurtig, hvis man vil have en lejlighed. Men det er selvfølgelig dem med leje omkring  10.000- 11.000 kroner og op til 15.000 - 16.000, der vil blive lejet ud hurtigst, er min forventning, lyder det fra Morten Elmgaard.

Der kommer liv og lys i vinduerne

I sidste nyhedsbrev var SkanderborgLIV på besøg hos Laila Stentoft og hendes datter Josefine i deres nye lejlighed i Lille Nyhavn. Laila Stentoft er en af de relativt få, der har købt en lejlighed i projektet, og mor og datter havde kun positive ting at sige om tilværelse i Lille Nyhavn.

Det kan du læse mere om her.

De ser dog begge frem til, at der kommer mere liv og aktivitet i byggeriet, der lige nu fremstår ret tomt. Det er Morten Elmgaards klare forventning, at foråret, de lysere tider og den nye strategi med leje frem for eje nok skal sætte skub i indflytningen.

Kig fra entréen ind til gæsteværelset i en af de store lejligheder i Lille Nyhavn. Der er indbyggede skabe i hele lejligheden. Foto: Home

- Det tror jeg, der kommer her til forår og sommer, særligt når restauranten også åbner. Der er bare ikke så meget ved at have en restaurant, hvis så er der kun lys i hvert andet vindue, siger Morten Elmgaard fra Home Skanderborg.

Restauranten, som ejendomsmægler Morten Elmgaard refererer til, skal drives af ægteparret René og Louise Mammen som driver Michelin-restauranten Substans i Aarhus. SkanderborgLIV har spurgt René Mammen, hvornår restauranten i Lille Nyhavn åbner, men han kan endnu ikke udmelde en åbningsdato. Vi følger op, når vi ved mere.

Da bølgerne gik højest, bestod Brian Toft Madsens diæt blandt andet af otte kander kaffe og 60 grønne Cecil - om dagen. I dag er smøgerne lagt på hylden, mens der er skåret gevaldigt ned på kaffen. Foto: Christian Bæk Lindtoft

Hvad ville du gøre, hvis dit arbejde var ved at slå dig ihjel? Brian har svaret.

Brian Toft Madsen har et arbejdsliv udover det sædvanlige. I flere år arbejder han nærmest i døgndrift i IT-branchen og han holder stort set aldrig fri.

De mange arbejdstimer og lange rejser slider både på familielivet og Brian Toft Madsens helbred, og en dag går det galt. Brian Toft Madsens krop siger fra og beskeden fra lægen er glasklar: Stop - ellers dør du af stress.

Det er en besked, som selv en ambitiøs karrieremand som Brian Toft Madsen kan forstå. Og det sætter gang i en masse tanker - for hvad gør man, når ens arbejde er ved at slå en ihjel? Fortsætter man eller lægger man sit liv om?

Brian Toft Madsen vælger det sidste. Og det åbner op for et nyt, inspirerende kapitel i hans liv. Han begynder at forhandle whisky. Det starter som en hobbyvirksomhed, men som tiden går udvikler det sig. I dag sælger Brian Toft Madsen whisky til hele verden.

Brian Toft Madsen havde fart på karrieren i IT-branchen. Han rejste med jobbet, tjente godt og væltede sig i spændende opgaver. Men det hektiske arbejdsliv tærede på familien og Brian Toft Madsens helbred. Så meget, at han til sidst var døden nær - det tvang ham til at træffe et valg, der ændrede alt.

I december bragte vi historien om Brian Toft Madsens populære whiskyforretning, der startede som hobbyvirksomhed, men som i dag sælger whisky til hele verden

Det var en historie, der var utroligt populær blandt vores læsere. Derfor bringer vi nu historien om baggrunden for Brian Toft Madsens dramatiske karriereskift fra IT-branchen til livet som whiskyforhandler. Et skifte, der pludselig blev aktuelt, fordi arbejdet i IT-branchen var ved at koste Brian Toft Madsen livet.

Brian Toft Madsen plejede at stå op klokken 04 hver morgen. Han lavede en kande kaffe, som han drak over morgenmaden, og klokken lidt i 06 kørte han ud på sit job i IT-branchen, hvor han knoklede til sent ud på aftenen.

Mellem klokken 21.00 og 22.00 om aftenen kom han hjem. Han sagde hurtigt godnat til sin søn og spiste aftensmad, før han gik i seng og sov nogle timer, inden det hele gentog sig dagen efter.

I weekenderne arbejdede Brian Toft Madsen videre. Han svarede på mails, talte i telefon og slappede aldrig helt af. I en periode på nogle år pendlede han endda mellem Thailand og Danmark, for at starte en ny afdeling op.

- Jeg var stresset konstant. Min familie syntes ikke, det er sjovt. Min dreng var halvandet år, da jeg startede i Thailand. Han var altid ked af det, når kufferten blev pakket. Selv to år efter jeg stoppede i Thailand, begyndte han at græde, når jeg fandt kufferten frem. Fordi han forbandt det med at nu skulle far rejse.

Omtrent sådan så Brian Toft Madsens hverdag ud i mange år. Han var med egne ord lidt af en arbejdsnarkoman og han elskede sit job. Så meget, at han ignorerede tegnene på, at arbejdsbyrden var ved at slå ham ihjel.

Stop - ellers dør du

Brian Toft Madsen har lagt mærke til stresssymptomerne. Flere gange går han til læge, fordi han har smerter i brystet. Hver gang er beskeden, at han skal skrue ned for arbejdsmængden. Alligevel fortsætter Brian Toft Madsen ufortrødent.

Indtil det en dag går galt.

- Jeg kørte på motorvejen, da mit syn pludselig blev sløret. Jeg kunne ikke fokusere på vejen eller bilerne omkring mig.

- Og så kunne jeg mærke, at jeg havde trykken for brystet. Jeg ledte efter et sted, jeg kunne holde ind med bilen, men det var svært at se ordentligt, og jeg kan huske, at jeg tænkte: ‘Brian, det er ikke så godt, det her’.

Trods brystsmerterne og det slørede syn fik Brian Toft Madsen parkeret bilen.

- Jeg ringede til min læge, og hun spurgte med det samme, hvor jeg var henne. Jeg forklarede, at jeg var parkeret langs motorvejen på Fyn. Jeg skulle til København og holde et stort møde. ‘Du kan godt vende om’, sagde hun så.

- Jeg blev helt paf. Jeg kunne ikke vende om, der stod 50 mand og ventede på mig, fik jeg sagt, men hun var iskold. ‘Du vender om. Og jeg bliver i telefonen, til du holder herude’, lød beskeden.

Brian Toft Madsen sundede sig, vendte bilen og kørte hjemad. Da han kom frem til lægehuset stod lægen som aftalt ude foran og ventede på ham.

- Vi gik ind og hun undersøgte mig med det samme. Hun var grundig og det tog lang tid. Hun undersøgte også min hjerterytme.

Brian Toft Madsen har to gange før fået målt sin hjerterytme hos lægen. Det er ikke første gang, hans krop og hjerte har reageret på hans stressende arbejdsrytme.

Men hvor han før er blevet anbefalet hvile og en kortere arbejdsdag, så er beskeden denne gang anderledes kontant.

Du skal stoppe. Med det samme. Ellers dør du.

- Hun sagde til mig: "Hvis du ikke finder på noget andet at lave, så behøver du ikke tænke på fødselsdagsgaver næste år".

Hvad vil du med dit liv?

I dag er Brian Toft Madsen 51 år gammel. Det er efterhånden et årti siden, han måtte holde ind langs motorvejen mod Fyn, men selvom der er gået mange år, bliver Brian Toft Madsen stadig berørt, når han fortæller om dagen.

- Jeg får hjertebanken bare ved at snakke om det. For det var en advarsel, selv jeg kunne forstå. Jeg kørte i et meget højt tempo - det er der også andre, der gør - men jeg gjorde det i meget lang tid. Alt for lang tid.

Da Brian Toft Madsen kører hjem fra lægehuset, ved han, at han skal noget andet med sit liv.

Han og hustruen Lene sætter sig i haven, hvor han overbringer hende nyheden.

- Det går ikke længere. Jeg skal finde på noget andet.

Det er en besked, hustruen Lene har ventet på i lang tid. Hun sidder med til interviewet og bryder ind med et lettelsens suk.

- Det var jeg glad for. Jeg kunne jo godt se, at han havde alt, alt, alt for travlt. Der var altid deadlines, der var altid et eller andet. Og nu havde vi endelig chancen for at gøre noget ved det.

Ægteparret sad længe i haven den dag. De vendte og drejede den voldsomme besked, Brian Toft Madsen havde fået fra lægen, og var helt enige om, at han skulle forlade sit stressende job i IT-branchen.

Derefter faldt snakken på fremtiden.

- Hvis du kunne vælge frit, hvad vil du så allerhelst bruge din tid på, spørger Lene på et tidspunkt sin mand.

Svaret faldt prompte.

-Så vil jeg allerhelst arbejde med whisky, svarer Brian Toft Madsen.

Brian Toft Madsens hustru Lene arbejder på deltid i Fadandel.dk, som er blevet lidt af et familieforetagende. Foto: Benjamin Alexander Helbo

- Vi har fået noget sammen, som jeg aldrig havde forestillet mig

Brian Toft Madsen og hustruen Lene havde sat penge til side, mens Brian Toft Madsen arbejdede i IT-branchen.

- Der var penge på bogen, så jeg kunne starte op uden at give mig selv løn i et stykke tid. Økonomien var ikke en hæmsko. Og så gik vi bare i gang, siger Brian Toft Madsen.

De købte lille hus ved siden af deres eget i Voerladegård, hvor de indrettede butikken, som i dag bærer navnet Fadandel.dk.

Det var en kæmpe omvæltning for familien.

- Pludselig var han hjemme hele tiden, siger hustruen Lene og griner højt.

Med tiden bliver hun også en del af virksomheden, som udvikler sig til lidt af et familieforetagende.

Sammen med sønnen David maler Lene huset, og familien bakker op om Brian Toft Madsens whisky-projektet fra start. I dag arbejder Lene deltid i virksomheden.

- Jeg synes, det er smaddersjovt at være med. Og vi har fået noget sammen, som jeg aldrig havde forestillet mig, og det er så hyggeligt, siger hun.

Fra hobbyvirksomhed til international succes

Med tiden viste Brian Toft Madsens whisky-gesjæft viste sig at være meget mere end blot hyggelig.

Fadandel.dk startede i 2011 som en hobbyvirksomhed, men i dag sælger Brian Toft Madsen sin whisky verden over.

- Jeg har kunder i hele verden. Vi har solgt til 37 forskellige lande. Den seneste måned har vi fået ordrer fra steder som Irland og Canada, og vi har kunder, der kommer kørende fra Norge 6-8 gange om året, bare for at handle her.

Brian Toft Madsen står foran sortimentet i butikslokalet i Voerladegård. Foto: Benjamin Alexander Helbo

Brian Toft Madsens whiskyeventyr har med andre ord været en stor succes. Og den slags kræver tid og arbejde. Hvordan undgår han at ende i samme situation, som dengang arbejdet var ved at tage livet af ham?

- Når jeg går igennem hullet i hækken herude ved 17.30-tiden, siger han og peger ud af butiksvinduet, så sker der et eller andet oppe i mit hoved. Jeg ved, at nu har jeg fri.

Computeren bliver liggende på kontoret.

- Du har ændret dig helt vildt meget. Da du arbejde i IT-branchen var du på konstant. Men nu holder du fri, når du holder fri, supplerer hustruen Lene.

'Nej tak' til at udvide forretningen

De sidste fire år har Brian Toft Madsen modtaget over 15.000 ordrer på sin webshop. Hvis han ville, kunne han sagtens udvide firmaet, der er ordrer nok. Men det har han ikke lyst til.

- Jeg har ikke nogen interesse i at blive "stor". Så mister du bare noget af atmosfæren, intimitet og bliver en ud af flere. Det har jeg ikke lyst til, siger han og fortsætter.

- Det er ikke butikken her, jeg lever af. Den er et showroom for onlinekataloget. Men jeg nyder virkelig at have kunder i butikken, at vise whiskyen frem og få en god snak. Og folk har noget med i hånden, når de går. Jeg synes, det er sjovt.

Vores tidligere artikel om Brian Toft Madsens populære whiskyforretning kan du læse her.

Idealhuse har bygget mange huse i Skanderborg - bl.a. i nybyggerområderne i Anebjerg og Sigkær Vænge i Stilling. Foto: Scanpix og Anders Hjelmer Paulsen

Byggefirma fra Ry går konkurs og efterlader kunder i byggerod: - Vi skal finde ud af, hvordan de huse bliver bygget færdigt

Efter længere tids rygter er det officielt. Idealhuse fra Ry er gået konkurs. 

Virksomheden, der opfører arkitekttegnede villaer og på 10 år har bygget over 200 huse i hele landet, efterlader en del utilfredse og usikre kunder samt en del ufærdige byggeprojekter. 

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Idealhuse, men konkursboets advokat giver her en kort status på virksomhedens konkurs.

Rygterne om forestående konkurs har svirret længe, og onsdag blev det officielt. Idealhuse fra Ry, som opfører eksklusive millionvillaer over hele landet, er gået konkurs.

Når håndværkerne får besked om, at de skal stoppe med at arbejde på det projekt, de er i gang med, er der som regel dårligt nyt på vej.

Og efter en god uges tid med rygter på diverse Facebookgrupper kom onsdag den 31. januar beskeden fra Retten i Horsens.

Aktieselskabet af 26-01-24 (tidligere Idealhuse A/S) er gået konkurs. 

SkanderborgLIV har de seneste 10 dage forsøgt at få en kommentar fra Idealhuse, men uden held.

Kurator i konkursboet, Jacob Staghøj Troelsen fra Spektrum Advokater i Herning, er i gang med at danne sig et overblik over konkursboet og ikke mindst de igangværende byggesager. Det drejer sig ifølge advokaten om 5-6 byggeprojekter, hvor man er gået i jorden.

- På den helt korte bane skal vi selvfølgelig finde ud af, hvordan de huse bliver bygget færdigt.

Foruden de boliger, der allerede er ved at skyde op af jorden, er der også en række projekter, som afventer myndighedsgodkendelse.

- De folk, der har et projekt til godkendelse, skal også finde ud af, om det skal færdiggøres af en anden entreprenør, om vi gør det, eller om de skal ud og finde et helt andet projekt. De har jo en grund, der skal bygges på, så det skal vi også have håndteret, siger Jacob Staghøj Troelsen.

Over 200 huse bygget på 10 år

Ifølge firmaets egen hjemmeside, har Idealhuse siden 2014 opført mere end 200 villaer. Der er tale om arkitekttegnede villaer til mellem tre og ti millioner kroner, oplyser Idealhuse på hjemmesiden. Idealhuse havde foruden direktøren otte ansatte.

På hjemmesiden kan man også møde flere tilfredse kunder, der beskriver samarbejdet med Idealhuse.

forbrugersitet Trustpilot.dk har flere kunder også valgt at skrive en anmeldelse af Idealhuse. Her roser flere Idealhuse og kvitterer for en god proces i forbindelse med projekt drømmehus.

Men flere brugere er også stærkt kritiske over for Idealhuse under overskrifter som "Vi kan simpelthen ikke advare nok…", "Kan ikke give Idealhuse min anbefaling" og "Har aldrig oplevet lignende…".

Århus Stiftstidende har talt med et par af de utilfredse kunder. Normalt er artiklen forbeholdt abonnenter på stiften.dk, men som abonnent på SkanderborgLIV, kan du læse historien her.

SkanderborgLIV har adgang til en Facebookgruppe for folk, der har bygget med Idealhuse. Gruppen har over 500 medlemmer, og her er flere også kritiske over for virksomheden, der altså på den sidste dag i januar blev begæret konkurs.

Hvis du har erfaringer med Idealhuse, som du gerne vil dele med os, hører vi gerne fra dig. Udfyld formularen herunder, og så hører du fra os.

Naboskaber drømmer om at grundlægge et bofællesskab i Sjelle. PR-foto

Nye bofælleskaber på tegnebrættet. Stort millionbeløb til Adelgades forvandling vedtaget. Farten sænkes på E45

Her får du et nyhedsoverblik fra Skanderborg.

Vi starter lige nyhedsoverblikket med et par hurtige anbefalinger til to af de fem sanser:

🎶 På Walthers Musikcafé i Skanderborg kan du i morgen fredag høre Wafande fra klokken 20. Billetter kan købes her. 

🎙 Kim Larsen er desværre ikke længere blandt os, men heldigvis findes der masser af musikere, der spiller og fortolker nationalskjaldens musik. På lørdag kan du i Kulturhuset i Skanderborg opleve Kim Larsen / Gasolin Show med Munch og Broderskabet. Du kan læse mere om det event her.

🎭 Fastelavn falder tidligt i år, så du har kun et begrænset vindue til at mæske dig i fastelavnsboller. Vi flager lige for vores grundige test af Skanderborgs udvalg af de cremefyldte boller. Læs testen - og se vinderen - ved at klikke her.

Et bofællesskab i Sjelle? Det kan blive virkelighed

Det er selskabet Naboskaber, der med en række temaaftener om et muligt bofællesskab i blandt andet Sjelle. PR-foto

Der bor 315 borgere i landsbyen Sjelle, men det tal kan muligvis vokse i fremtiden, hvis drømmen om et bofællesskab bliver til virkelighed. 

Flere steder i Jylland arbejder virksomheden Naboskaber på at etablere bæredygtige bofællesskaber, og et af stederne er altså Sjelle. Det fremgår af en pressemeddelelse, Naboskaber har udsendt. 

Planen er at etablere mindre klynger af boliger samt et fælleshus. Naboskaber har skabt et lignende bofællesskab med 58 træhuse i Odder. På tegnebrættet hos Naboskaber er også et bofællesskab i Virring og selvfølgelig projekt Mossø Bakke i Alken, hvor der er forventet indflytning i foråret.

Naboskaber holder en række infomøder i løbet af foråret, hvor blandt andet Sjelle er på dagsordenen. Du kan læse mere og finde datoerne på Naboskabers hjemmeside.  

Så er der sagt endeligt go for den nye Adelgade

Lytt Arkitekter arbejder med en ensretning af biltrafikken i sydgående retning. På denne illustration lægges der op til at erstatte vejbanen med brosten. Illustration: Lytt Arkitekter.

52 millioner kroner.

Så meget har byrådet i Skanderborg Kommune afsat til den overhaling af den sydlige del af Adelgade, som i flere år har været på tegnebrættet. Som en del af projektet bliver Adelgade ensrettet fra nord mod syd på strækningen fra Ole Lund Kirkegaards Stræde til Alléen, så der bliver mindre trafik i gaden.

Det er i projektet også besluttet at give Kulturtorvet en kærlig hånd. Torvet skråner ned mod Kulturhuset, og det betyder, at torvet ikke er specielt anvendeligt til arrangementer. Det vil man med det store anlægsprojekt rette op på, fremgår det af byrådets møde for januar.  

Efter planen begynder anlægsarbejdet i 2025.

Slut med "hvid januar": Tag til ophørsudsalg hos Vinlogen i Skanderborg

Hvis du elsker vin og gode tilbud, så ved vi, hvad du skal lave i weekenden. 

Lørdag og søndag holder Vinlogen i Skanderborg nemlig ophørsudsalg. 

Du kan se Facebook-eventet her.

Til et godt ophørsudsalg gælder det jo, at ALT SKAL VÆK, så vinlogen lover muligheden for at gøre et kup på vine og glas og sågar "kontorinventar og diverse service."

Adressen er Industrivej 4A, 8660 Skanderborg. 

Skål.

Bered dig på år med lav fart på E45

Her er den strækning, der bliver påvirket af arbejdet. Foto: Vejdirektoratet. 

E45 Østjyske Motorvej omkring Aarhus gennemgår en udvidelse. Det skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse. 

Tre broer mellem Aarhus Vest og Hinnerup udvides for et ekstra spor i hver retning. Fartgrænsen sænkes til 80 km/t på en 16 km strækning, hvilket forventes at forlænge rejsetiden med 5-10 minutter. 

Vejarbejdet, der starter i dagtimerne fra den 2. februar, vil stå på til 2027.

Også mellem Skanderborg og Vejle er der forberedelser i gang til udvidelse af motorvejen, hvilket resulterer i yderligere vejarbejde. Trafikanter på E45 opfordres derfor til at udvise tålmodighed og beregne ekstra tid til deres rejse.