Kan en ny arkitekturpolitik redde Skanderborg midtby fra den profeti, som flere kritikere i sensommeren har klistret på udviklingen af bykernen?

Nemlig den, at den blot bliver grimmere og grimmere, og at udviklingen sker uden hensyntagen til den historiske kulturarv, som mange af de ældre bygninger er med til at holde liv i.

Når man spørger Claus Leick (SF), mangeårig formand for Klima-, Miljø- og Planudvalget, som er det politiske organ, der først og fremmest tager stilling til udviklingen af Skanderborg midtby, er han betænkelig ved at fæstne alt for skråsikker tillid til arkitekturpolitikken.

- Arkitekturpolitikken bliver et godt redskab, og vi skal finde ud af, hvordan vi bruger det bedst muligt. Men det bliver altså ikke sådan et vidundermiddel, siger Claus Leick.

Han sidder ved Kulturhuset i Skanderborg med udsigt over søen til den ene side og et kig til et lille udsnit af Adelgade til den anden.

SkanderborgLIV har sat ham stævne efter flere artikler, hvor et arkitektpar, der har boet i midtbyen i mange årtier, samt Landsforeningen for By- og Landskabskultur har rettet kritik mod byudviklingen i Skanderborg midtby.

Og netop nu i begyndelsen af september begynder det politiske arbejde med at formulere en arkitekturpolitik - ikke kun for Skanderborg midtby - men for alle kommunens byer.

Men hvorfor er der overhovedet brug for en arkitekturpolitik. Og hvad mener Claus Leick om kritikken af midtbyens udvikling?

- Når vi skal have en arkitekturpolitik, er det selvfølgelig udtryk for, at vi gerne vil være med til politisk at fremme, at vi får nogle byggerier, der ser ordentlige ud, og som hænger sammen med det byggeri, der allerede eksisterer, siger Claus Leick.

- Men det er en svær øvelse, for det er ikke nogen objektiv videnskab. Man kan jo ikke slå op et sted og sige, at sådan og sådan skal tingene se ud for at være gode. Politikken skulle gerne hjælpe til, at vi får nogle bedre processer, når vi byudvikler, så det endelige udtryk bliver bedre end det, vi har haft hidtil. Dermed ikke sagt, at det har været dårligt indtil nu, men vi skal have noget mere ensartet, siger han.

Det er dog ikke nyt, at politikerne gerne vil forholde sig til, hvordan byggerierne i Skanderborg ender med at se ud, understreger Claus Leick.

- De store projekter har vi jo haft til politisk behandling. Det gælder blandt andre både Lille Nyhavn og byggeriet på den gamle rådhusgrund, siger han.

Lige netop de to byggerier er interessante, fordi arkitektparret Jette og Jørgen Frost Larsen, som SkanderborgLIV bragte et interview med i august, udpegede de to etageejendomme som eksempler på bygninger, der har et visuelt udtryk, der adskiller sig fra de ældre bygninger.

Samtidig har de to byggerier - ikke mindst, understregede Frost Larsen-parret - begge en højde og drøjde, der får deres visuelle udtryk til at overskygge de ældre bygninger, som ifølge dem er en slags identitetsmarkør for byens historiske kultur.

Så det er altså ikke, fordi I ikke har forholdt jer til, hvordan byggerier som Lille Nyhavn og det på den gamle rådhusgrund skulle se ud?

- Nej, men det er noget, vi først har gjort langt henne i processen. Den nye arkitekturpolitik handler også om, at vi hverken skal spilde vores eller projektskabernes tid, siger Claus Leick og peger på et andet aktuelt eksempel fra Vroldvej.

Her blev et nyt, større etagebyggeri før sommerferien endeligt godkendt politisk. Men forud for det er gået en rigtig lang proces, hvor projektet, der hedder Randløv Vænge, ret langt henne blev sent tilbage til udviklers tegnebræt.

- Efter halvandet eller to år sagde vi der, at vi hellere ville have noget, der lignede kartoffelrækkerne i København lidt mere. Det var godt, at vi gjorde det, men havde vi nu haft en arkitekturpolitik, kunne det være, at vi kunne have sat udvikleren på det rette spor lidt tidligere, siger Claus Leick.

Hvilket potentiale Claus Leick mere specifikt ser i den gryende vision om en arkitekturpolitik, vender vi tilbage til.

Når det handler om den førnævnte kritik af midtbyens udvikling, er udvalgsformanden ikke meget for krystalklare konklusioner og kontant karaktergivning til enkelte byggerier.

Men han medgiver, at der "måske er nogle eksempler, hvor vi har givet lov til for meget". Og noget af det, som embedsfolkenes sparsomme forarbejder til den politiske behandling af arkitekturpolitikken trods alt allerede nu påtaler, er behovet for at styrke begreber som "stedsans" og "helhed" i byudviklingen.

Det betyder nærmere bestemt, at arkitekturen ifølge embedsfolkene skal "tage udgangspunkt i det konkrete sted, hvor det placeres", samt at "helhedstænkning skal styrke både små og store projekter".

Hvad er det for nogle eksempler, som får dig til at tænke, at det måske er meget fornuftigt at have noget, der ligner en manual til udviklerne? Er der eksempler på projekter, som er blevet for voldsomme og uensartede i forhold til resten af midtbyen?

- Det tror jeg da sagtens, der er. Men det er jo en udfordring i sig selv, at Adelgade er meget forskellig på forskellige steder. Byen er bygget i faser over forskellige tidsperioder. Der er selvfølgelig noget med højden, som man altid kan diskutere. Der kan være noget med tagpladerne, og man kan også diskutere, hvilket udtryk facaderne skal have, siger Claus Leick og understreger, at han synes, at det er en "rigtig svær" diskussion at tage.

- For jeg synes, at Skanderborg er et godt eksempel på en midtby, der er meget blandet. Og jeg synes, at der er bygninger, der er værd at holde fast i, men der er helt sikkert også bygninger, hvor man tænker, at det kunne være kønnere med noget andet, siger han.

Men hvis du kigger overordnet på Skanderborg, mener du så, at midtbyen er inde i en positiv udvikling, eller mener du, at der er behov for, at der er nogen, der siger, at nu må vi også lige sørge for, at tingene sker på en ordentlig måde?

- Jeg synes, at det er rigtig svært. Jeg har selv været med til at beslutte mange af de bygninger, der er blevet lavet, og det har vi jo gjort ud fra den bedste intention om, at det var bedre end det, der var her før. Men om det samlet set er blevet løftet - det håber jeg da, at det er, siger Claus Leick og fortsætter:

- Men jeg håber da, at denne her arkitekturpolitik kan være med til at at gøre, så det ikke bliver tilfældige enkeltprojekter, der kommer til at afgøre, hvordan byen ser ud, men at der bliver noget mening med galskaben, fordi vi kommer til at tænke mere langsigtet, og vi kommer til at tænke nabobygningerne mere ind. Men det er svært, og det er en stor opgave.

Særligt byggeriet på den gamle rådhusgrund er et af de byggerier, som arkitektparret Jette og Jørgen Frost Larsen har kritiseret.

Claus Leick vil ikke gå ind i en konkret karakteristik af byggeriet, men han synes, at det er vigtigt at pointere, at arkitektur ikke er en eksakt videnskab.

- Det er et byggeri, som mange har stærke meninger om. Men ham, der tegnede det, som er født her i Skanderborg, han argumenterede for, at han elskede politistationen dernede, og han syntes, at det var den flotteste bygning i hele byen. Og det nye byggeri skulle ifølge ham netop fremhæve politistationen. Det var hans intention. Det er bare for at sige, at han er jo også arkitekt, så det er jo rigtig svært, når der er andre, der kan have andre holdninger til, om det så er lykkedes eller ej, siger Claus Leick.

Et andet element, der fremgår af de dokumenter, som de kommunale embedsmænd på dette tidlige tidspunkt har formuleret til politikerne forud for arbejdet med arkitekturpolitikken, er den såkaldt "fælles kulturarv".

"Natur, landskab og kulturarv" beskrives som et af seks vigtige temaer for arbejdet med arkitekturpolitikken, og i forlængelse af det punkt står der, at "vores unikke natur og fælles kulturarv er grundlaget".

Netop den fælles kulturarv er noget af det, som både Helge Torm fra Landsforeningen for By- og Landskabskultur og Jette og Jørgen Frost Larsen ønsker at beskytte. Men det er også et fænomen, som de mener, bliver trådt under fode af den nuværende byudviklingskultur i Skanderborg midtby.

Claus Leick, nu siger du jo selv, at Skanderborg er en divers by, som er bygget lidt i faser og med forskellige stilarter og forskellige tidstypiske idealer. Hvis nogen i fremtiden vil rive en bygning ned og bygge noget nyt, hvad er det så for en fælles kulturarv, de skal bygge med respekt for? Hvad er det for en arv, der i arkitekturpolitikken skal anerkendes?

- Det er et rigtig godt spørgsmål, og det er rigtig svært at svare på. Jeg synes netop, at det med, at hvis man har en gade med relativt mange bygninger fra samme periode, det kan f.eks. være omkring Mindet, hvor bygningerne ligner lidt hinanden, så skal noget eventuelt nybygget jo ligne det eksisterende, siger Claus Leick og peger så fra sin position ved Kulturhuset op mod Adelgade lige ved Ole Lund Kirkegaards Stræde.

- Men lige heroppe er mange af husene jo vidt forskellige. Så jeg tror ikke, at man på den måde kan sige, at der ét fællestræk.

Så det nye skal fremover bygges med respekt for det, der ligger i umiddelbar nærhed?

- Medmindre, at det, der ligger ved siden af, er så tudegrimt og forfærdeligt, så det nye i stedet kunne være med til at løfte det eksisterende. Adelgade er en gade, hvor man nogle steder vil skulle sige, at her skal det ligne det, der allerede findes, og andre steder vil man nok sige "hmm, det skal det så nok ikke lige her".

Så værdien og funktionen af arkitekturpolitikken kan først ses, når man går i gang med at bruge den på specifikke cases?

- Ja, for jeg tror ikke, at man på forhånd bare kan skrive i en manual, hvad der er godt og skidt. Der vil også være nogle byggerier, som er smukke i sig selv, men som bare ikke er det, hvis de bliver placeret på den og den adresse i Adelgade. Og det er jo det, der har været skismaet - at vi måske har set for meget på enkelte byggerier, men i højere grad bør se på hele området og på, hvad der er ovre på den anden side af vejen. Ikke, fordi man nødvendigvis skal lave det samme, men fordi der skal være en større idé med det, hvis vi giver lov til et byggeri. Men det bliver ikke en manual.

Turistbranchen i Skanderborg Kommune kommer for fremtiden ikke til at have den samme bistand fra turistsamarbejdet VisitAarhus, som de har haft i en årrække.

Det står klart, efter byrådet onsdag aften valgte — for anden gang på kort tid — at sige nej til at forny kontrakten med VisitAarhus.

At der nu er slået to tykke streger under den beslutning ærgrer Viggo Rasmussen, formand for Ejer Bavnehøjs Venner.

- Jeg tænker, at det er synd, og at det er ærgerligt. Og så bekymrer det mig, at politikerne ikke kunne se de argumenter, som vi har fremlagt, siger Viggo Rasmussen.

- Vi har gjort, hvad vi kunne for at gøre opmærksom på nogle betænkeligheder og nogle muligheder, og så må vi bare konstatere, at vi ikke kan gøre mere. En beslutning er en beslutning. Men vi har talt med store bogstaver. Det er meget sjældent, at jeg udtrykker mig kritisk over for kommunen i pressen — faktisk kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst gjorde det — men det var nødvendigt her. Jeg vil helst kommunikere om gode historier, siger han.

Sammen med en række turistaktører, som blandt andre tæller Skanderborg Sø Camping, Hotel Skanderborg Park, Kulturhuset i Skanderborg, Vestermølles Møllelaug, Museum Skanderborg og Danhostel Skanderborg, har Viggo Rasmussen de seneste måneder forsøgt at overbevise politikerne om at blive i VisitAarhus-samarbejdet.

I en artikel i SkanderborgLIV tidligere på ugen påpegede han blandt andet, at kommunen går glip af muligheden for at få del i de puljemidler, som VisitAarhus kan søge og efterfølgende distribuere til kommunerne, fordi kommunerne via organisationen indgår i et såkaldt destinationsselskab, som giver adgang til at søge midler fra puljer under Erhvervsministeriet.

Ifølge Viggo Rasmussen henter VisitAarhus via disse puljer gennemsnitligt 15 mio. kr. om året hjem til organisationens otte medlemskommuner. Ligeligt fordelt og uden skelen til forskel i kommunestørrelse giver det ca. 1,8 mio. pr. kommune.

Når byrådspolitikerne gerne vil træde ud af VisitAarhus-samarbejdet, handler det om, at de gerne vil bruge de midler, de betaler til VisitAarhus på selv at strikke en mere lokalt forankret turismeindsats sammen. Samtidig er prisen for en ny kontrakt med VisitAarhus steget fra ca. 1,1 mio. kr. i 2023 til 1,4 mio. kr. i 2024.

Altså en difference på 300.000 kr.

- Politikerne har travlt med at finde modargumenter, som for eksempel, at der skal bruges mange penge til alt muligt andet, som også er nødvendigt - og respekt for det. Men i det store spil er 300.000 kr. selvfølgelig blot dråber i et hav, siger Viggo Rasmussen om byrådspolitikernes økonomiske argument.

- Så det ærgrer mig, at de ikke kunne se regnestykket i forhold til, hvad man mister af puljemidler, siger Viggo Rasmussen.

Som det eneste byrådsmedlem stemte socialdemokraten Malene Ringberg imod forslaget om at forlade VisitAarhus. Eller rettere — bare Malene Ringberg, for hun meldte sig nemlig samtidig ud af Socialdemokratiet.

Ikke kun, men også, på grund af sagen om VisitAarhus, siger hun torsdag til SkanderborgLIV.

- Jeg ville fritstille mig selv til at stemme efter min egen holdning her. Jeg havde brug for at stemme imod forslaget, siger Malene Ringberg.

Siden 2015 har hun været medlem af Socialdemokratiet, og siden 2017 har hun siddet i byrådet.

- Turismesagen har været med til at udløse det. Jeg synes simpelthen, at det er galimatias, når en lille kommune med 64.000 indbyggere som Skanderborg ikke samarbejder med Aarhus, landets næststørste by, som er kendt i store dele af verden. For der er så mange muligheder i et turismesamarbejde med Aarhus, siger hun.

Adspurgt, hvorvidt Viggo Rasmussens argumenter om den missede mulighed for at søge statslige puljemidler gennem VisitAarhus som destinationsselskab, svarer hun:

- Ja, de tal er en del af baggrunden.

Hun forklarer, at hendes beslutning om at blive løsgænger også hænger sammen med en oplevelse, som hun har af, at rammerne internt i Socialdemokratiet ikke er "demokratiske nok" — hverken på landsplan og kommunalt. Samtidig peger hun også på udsigten til "en rodet implementering af minimumsnormeringer fra nytår".

SkanderborgLIV har bedt borgmester Frands Fischer (S) om en kommentar efter byrådsbeslutningen om at træde ud af VisitAarhus-samarbejdet, men han svarer i en sms, at han torsdag ikke har tid til at kommentere, da han skal på budgetseminar med resten af byrådet.

Han henviser til de offentligt tilgængelige optagelser af byrådsmødet og til kommunens pressemeddelelse om beslutningen.

Her siger Frands Fischer blandt andet, at man nu skal finde ud af, "hvad det er, Skanderborg skal være kendt for".

- Vi har brug for at samle turisterhvervet og i fællesskab få formuleret, hvad det er, Skanderborg skal være kendt for. Jeg oplever en stor iver for at komme videre blandt vores turistaktører, og vi glæder os til at arbejde tættere sammen med turisterhvervet om at formulere en vision, der kan samle hele kommunen, siger borgmesteren i pressemeddelelsen.

- Det er en stor opgave, vi står med, og jeg håber, at turistaktørerne vil have forståelse for, at der bliver en indkøringsperiode, hvor man måske ikke helt kan få det, som man plejer. Til gengæld er jeg også tryg ved, at den model, vi har valgt, hvor vi selv varetager turismeindsatsen på sigt bliver en gevinst for Skanderborg Kommune, siger Frands Fischer i pressemeddelelsen.

SkanderborgLIV har også spurgt næstformand i Økonomi- og Erhvervsudvalget, Thomas Cordtz (K), om muligheden for at interviewe ham om beslutningen, men han henviser til borgmester Frands Fischer.

Viggo Rasmussen, formand for Ejer Bavnehøjs Venner, mener dog ikke som borgmesteren, at der er det store behov for at "formulere, hvad Skanderborg skal være kendt for".

- Borgmesteren siger, at vi skal til at finde os selv og finde ud af, hvad vi gerne vil være kendt for. Men jeg kan ikke helt lade være med at tænke, at du i 2023 gerne skulle vide, hvem du er som kommune, og hvad du brander dig på. Der bliver det for mig lidt komisk, selv om det sådan set er tragisk. Vi skulle da gerne allerede vide, hvem vi er. Især når kommunen nedsatte et særligt udvalg med fokus på turisme i 2016, siger Viggo Rasmussen.

Samtidig kritiserer Ejer Bavnehøj-formanden byrådet for ikke at have skabt en mere løsningsorienteret proces i samarbejde med alle turistaktører i løbet af de seneste uger.

- Jeg ved godt, at det her ikke er den allerstørste økonomiske sag i Skanderborg Kommunes historie. Men der er vidt forskellige holdninger til turisme og forskellig vægtning af fakta. Det undrer mig bare, at borgmesteren ikke har lagt sig mere i selen for at finde en mere kompromissøgende linje, siger Viggo Rasmussen.

Hvad mener du med kompromissøgende? Du har jo selv været fortaler for den ene af to yderpunkter — nemlig at blive i VisitAarhus og ikke at lave et kompromis.

- Jeg har brugt formuleringen, at det her burde sparkes til hjørne, så borgmesteren kunne have kaldt os ind til videre snakke. Jeg synes, at han skulle have kommunikeret bedre til os i turismebaglandet. Vi havde et møde den 3. august, men derefter var der tavshed. Efter mødet i Økonomi- og Erhvervsudvalget den 23. august kom der heller ingen melding fra ham. Efter vores to breve til dem kom der heller ingen kommentarer til os, siger Viggo Rasmussen.

Han er dog indstillet på at komme videre og få sat gang i det bedst mulige samarbejde med politikerne og embedsfolkene om fremtidens turisme i Skanderborg Kommune.

- Nu skal vi fortsætte vores dialog om, hvordan vi konstruktivt får noget ud af de berøringsflader, vi har. Og helt konkret vil jeg håbe, at vi stadig kan få en eller anden form for hjælp fra VisitAarhus ved selv at betale til dem direkte og uden om kommunen, siger Viggo Rasmussen.

- Der er også en fremtid. Sket er sket. Fra nu af må vi fremad, siger han.

ㅤㅤㅤㅤㅤ