Hvordan kan vi være sikre på, at der rent faktisk kommer til at være plads til alle Skanderborgs børn i de pressede dagtilbud? Foto: Arkivfoto. Privat.

Kommunen har plan klar til nyt babyboom

I dagens nyhedsbrev skal vi forbi tre meget forskellige emner: Børn, mad og drabsforsøg.

Las os begynde fra en ende af.

I sidste uge bragte vi et komplet overblik over alle de nye byggerier, der skal huse vores mindste i dagtimerne, som er på vej rundt i kommunen. Det kan du dykke ned i her.

I denne uge følger vi op på sagen. For Skanderborg Kommune har blandt andre kommuner været et skræmmeeksempel, hvad angår dagtilbuds-området, fordi pladsmanglen har været så massiv. Så vi vil gerne vide, om der rent faktisk bliver bygget pladser nok? Og kan vi være sikre på, at der ikke lige pludselig kommer et nyt babyboom, så historien gentager sig?

Trine Frengler, formand for Børne og Ungeudvalget er dog helt rolig og overbeviser os faktisk om, at der er styr på situationen. For kommunen har faktisk allerede taget flere værktøjer i brug, hvilket du kan læse om i dagens første artiklen.

Derefter hopper vi videre til maden. For Wolt er kommet til Skanderborg, og nu kan enhver bestille sin aftensmad direkte fra byens spisesteder til hjemmeadressen. Hvor hurtigt kommer maden? Er den stadig varm, når den ankommer? Og er isen stadig kold? Vi har testet, hvor godt den nye service fungerer.

Endelig slutter vi med krimi-delen: I dag faldt der nemlig dom i en bemærkelsesværdig sag fra Skanderborg, der snildt kunne have været en del af plottet i en fiktiv krimiroman. Sidste år tog en mand hjem til sin tidligere ven i hans hjem, bankede ham 20-30 gange i ansigtet, stak ham med en kniv mens han eftersigende råbte "jeg vil dræbe dig."

Alligevel blev gerningsmanden frifundet for drabsforsøg. Hvordan kan det lade sig gøre? Det gør vi dig klogere på i dagens første artikel.

Fik du ikke læst første del af historien, kan du få den lige her.

Husk at du altid må række ud på manlo@jfm.dk, eller hvis du er abonnent, så meld dig ind i vores Inderkredsen-Facebookgruppe, hvor vi løbende fortæller om, hvad vi har gang i her på redaktionen.

God læselyst!

Bliv en del af inderkredsen

Inderkredsen er et unikt fællesskab for abonnenterne på SkanderborgLIV, hvor du kan:

🔷Blive en aktiv del af vores redaktionsmøder og byde ind med idéer, som vi bør skrive om.

🔷Deltage i særlige events, hvor du kan møde os og andre medlemmer, der brænder for vores lokalsamfund.

🔷Komme bag kulisserne på SkanderborgLIV og få indblik i journalistikkens verden.

🔷Være en del af en eksklusiv gruppe, der aktivt bidrager til og understøtter væksten af SkanderborgLIV.

Kom med i fællesskabet lige her.

Billede af Maria Neergaard Lorentsen
Billede af skribentens underskrift Maria Neergaard Lorentsen Journalist
I dag er der stadig folk som kører langt og får passet deres børn udenfor eget eller nabodistriktet. Men snart er det slut, og Formand for Børne og Ungeudvalget Trine Frengler (S) er rolig for fremtiden. For allerede nu har man forberedt sig på, hvis børnetallet stikker af igen. Foto: Christian Bæk Lindtoft

Formand er helt rolig: Vi har helt styr på, at der er plads nok til Skanderborgs mange børn i fremtiden

I sidste uge bragte SkanderborgLIV et overblik over alle de kommende dagtilbud, der i de næste år vil skyde op i kommunen. Men lokalt er man mange steder bange for, at antallet af pladser faktisk ikke er nok til at udligne den mangel man oplever.

Det er Trine Frengler (S), formand Børne- og Ungdomsudvalget dog ikke. Hun har ro i maven. For de nye byggerier passer med den seneste prognose - og så gør kommunen allerede nu at klar til at bygge tilbygninger til de nye institutioner, hvis væksten igen stikker af. Derudover arbejder den på at skabe flere dagplejepladser og holder minutiøst øje med befolkningsprognosen for hvert enkelt område i kommunen.

Læs med om det i artiklen her, hvor Trine Frengler også svarer på, hvordan situationen kunne gå så galt, som den gjorde.

I årevis har Skanderborg Kommune kæmpet med at skabe pladser nok til de mange tilflyttende børn - noget omkringliggende kommuner har set frygtsomt på. Nu åbner der endelig en række af nye institutioner rundt i kommunen. Men hvordan sikrer kommunen, at samme situation ikke opstår igen? Formanden for Børne- og Ungdomsudvalget har ro i maven. For allerede nu er man faktisk klar til, hvis børnetallet pludselig stiger eksplosivt.

Skanderborgs institutioner har i årevis været presset til randen, og for mange familier har været sendt på lange køreture for at få pasning. Men nu begynder det at lysne.

For i årevis har byrådet arbejdet på en masse nye institutioner rundt i kommunen, der begynder at åbne allerede i år, som SkanderborgLIV fortalte i sidste uge.

- Der er ingen tvivl om, at vi i nogle år har været bagud på institutionspladser, og familier har måtte køre meget langt. Det skulle vi gerne slippe for fremover, fortæller Trine Frengler (S), der er formand for Børne- og Ungdomsudvalget.

- Derfor følger vi hele tiden situationen meget tæt på en helt anden måde, end man gjorde tidligere.

Men matcher det nye antal af institutionspladser reelt det høje børnetal? Og hvordan sikrer man sig, at den samme situation ikke opstår igen?

Hurtig udbygning af ekstra modul i nye institutioner

Ifølge SkanderborgLIVs beregninger vil der med de nye byggerier i alt være 500-600 flere pladser til børn i alderen 0-6 år i slutningen af 2026. Men samtidig siger den nyeste befolkningsprognose, at der i 2032 vil være 800 flere børn i kommunen. Så hvordan sikrer man sig, at der reelt er nok pladser?

- Med den nuværende prognose, er der pladser nok. For der er jo lang tid mellem pladserne står færdige i 2026 og børnetallet er vokset med 800 børn i 2033, svarer Trine Frengler.

Det handler også om, hvordan man anviser, fortæller hun. Har alle ret til at have deres børn i den nærmeste institution? Eller skal man leve med, at skulle køre et lille stykke vej?

- Vi har en aftale om, at vi skal kunne anvise børnene til en plads i eget distrikt eller nabodistriktet. Vi kan ikke love alle en plads i den nærmeste institution, for vi skal heller ikke forbygge os. Det er meget dyrt at have tomme pladser.

Og så gør kommunen sig allerede nu klar til hurtigt at kunne bygge flere pladser, hvis tilflytter- og børnetallet pludseligt stiger.

- I alle de nye institutioner, vi bygger, gør vi allerede nu klar til, at det kan udbygges med et midlertidigt modul. Vi planlægger, hvor modulet skal være, vi sikrer, at der er plads på grunden og så har vi gjort klar til det lokalplanen, som tit er den del af arbejdet, der tager lang tid, forklarer Trine Frengler.

Det vil sige, at man på bare et halvt år vil kunne udbygge et modul på en institution, som ellers havde taget flere år at gennemføre. Som man kan se på skitsen for den kommende institution i Langvad Bakker (se billede), er man klar til at bygge yderligere 300 kvadratmeter til institutionen.

I venstre side af den kommende institution i Langvad Bakker i Låsby kan man se en "Etape 2" hvor der er klar til at blive bygget ud, hvis der pludselig bliver pladsmangel.  Skitse: LYTT Arkitekter

Dagplejerne er et vigtigt tilbud - og nu skal det styrkes

Udover kommunens vuggestuer er der et antal private institutioner og en gruppe hjemmepassere, som ikke er talt med i SkanderborgLIVs opgørelse af pladser. Og så er der dagplejerne.

- Vi vil meget gerne beholde dagplejerne, fordi det er en god valgmulighed for forældrene, siger Trine Frengler.

Dagplejerne kan nemlig noget, som institutionerne ikke kan, fortæller hun. Her får barnet den lille, nære, faste gruppe og en fast voksen. Og så er det selvfølgelig med til at lette presset på dagtilbudene.

Men bare siden år 2019 er antallet af dagplejere i kommunen faldet fra 252 til 122 i dag.

- Politisk er vi optaget af dagplejernes rettigheder og vilkår. Vi ser eksempelvis på, om de har mulighed for at mødes med deres kollegaer, om de skal på efteruddannelse og om der kan skabes mere fleksibilitet i deres arbejdstid.

Men det handler også om at overbevise forældrene om at vælge dagplejen. For mange tilflyttere kommer fra større byer, hvor de er vant til vuggestuer og derfor søger det.

Derfor vil man indføre det, Trige Frengler kalder for "forløbsinstitution". Det betyder, at man som barn i en dagpleje automatisk bliver tilknyttet en bestemt børnehave - så ens barn kommer altså ikke bagerst i køen, bare fordi det ikke har fået en af de eftertragtede pladser i en integreret institution.

Hvis byrådet gennemfører forslaget, vil det træde i kraft allerede til sommer.

Hvorfor gik det så galt?

- Det er fantastisk at bo i en kommune, hvor vi hele skal bygge i stedet for at lukke ned. Mine kollegaer rundt i andre kommuner ser jo misundeligt på mig, siger Trine Frengler.

- Men det betyder selvfølgelig også, at vi skal være meget vågne. Så snart det sker noget i et område, så holder vi øje.

Mange kommuner har også set på Skanderborg som et skræmmeeksempel på institutionsområdet. Hvordan kunne det gå så galt, som det gjorde?

- Det hele gik bare stærkt, og man havde ikke det lange lys på. Der går jo nogle år, fra vi planlægger, til byggeriet står færdigt. Og så var nye boligområder som i Skovby-Galten, hvor man troede at det ville udvikle sig over otte år, men så gik det stærkt og på tre år var det hele fyldt op, svarer formanden.

- I nogle få måneder måtte vi faktisk have et telt op i Galten for at kunne følge med. Det blev vi ikke frygteligt populære på, så der vil vi jo ikke ende igen.

Nu får formanden en opdatering på byggerierne, både dem der er i gang og dem der kommer i fremtiden, hvert kvartal, mens hun og forvaltningen hele tiden følger prognoserne for det enkelte område tæt. Derudover har de tæt kontakt med private bygherrer, der udsteder grunde eller bygger boliger, sådan som det var tilfældet i Galten.

Men alligevel kan der være uforudsete lokale tilflytninger.

Selv bor Trine Frengler i Herskind, hvor hun har bemærket, at der på kort tid er blevet sat 15-20 huse til salg.

- Hvis der flytter børnefamilier ind i alle boligerne, skal vi kunne arbejde hurtigt. For det er især i de mindre samfund, hvor kapaciteten jo ikke er så stor, at presset på institutionen vokser, hvis mange ældre flytter ud, og børnefamilierne flytter ind.

Men med tilbud om dagpleje, mulighed for hjemmepasning, den minutiøse overvågning af byggerierne og befolkningsprognoser og særligt med muligheden for hurtigt at bygge et ekstra modul på, er formanden helt rolig for fremtiden.

- Det giver mig meget ro i maven, for hvis noget udvikler sig anderledes end forventet, så er vi klar til at handle, siger Trine Frengler.

Den dømte i sagen blev idømt en anbringelsesdom på ubestemt tid. Siden episoden den 10. maj 2023 har han været varetægtsfængslet i retspsykiatrien i Middelfart. Arkivfoto: Peter Leth-Larsen.

Mand angreb tidligere ven med kniv og råbte 'du skal dø, jeg vil dræbe dig' - nu er han frikendt for drabsforsøg

Den 10. maj sidste år blev en 34-årig mand i Skanderborg overfaldet i eget hjem, mens han lå og sov. Overgrebsmanden var hans ven siden efterskolen, der bankede ham 20-30 gange i ansigtet, stak ham i kæben med en kniv, mens han råbte "jeg vil slå dig ihjel."

Manden blev dømt for grov vold - men frikendt for drabsforsøg. Da han af retslægerådet blev erklæret sindssyg i gerningsøjeblikket fik han en behandlingsdom. Han blev idømt anbringelse på ubestemt tid, den hårdest mulige sanktion.

Sagen var dog ikke lige til at dømme. For alle nævninge var ikke enige: To mente faktisk, at han var skyldig i drabsforsøg. Derudover var der tvivl om, hvorvidt han rent faktisk var sindssyg - eller om han havde fået en psykose af at have taget stoffer få dage forinden? Bliv klogere på sagen her.

En 35-årig mand blev af retten i Horsens frifundet i drabsforsøg på en ven, som han opsøgte og bankede i hjemmet. I stedet blev han kendt skyldig i grov vold og ikendt den hårdest mulige behandlingsdom i retspsykiatrien på ubestemt tid.

- Tiltalte er frifundet for drabsforsøg, men fundet skyldig i grov vold.

Det var en lettet 35-årig mand, der blev frikendt for drabsforsøg mod en tidligere ven. For første gang under retssagen smilte den tiltalte og krammede i pausen sin familie, der var mødt op som støtte.

Manden angreb sidste år en ven i hans hjem i Skanderborg med knytnæveslag og knivstik, mens han råbte ordene "du skal dø, jeg vil dræbe dig, du er pædofil."

Men på baggrund af flere ting var tre dommere og fire ud af seks nævninge ved retten i Horsens enige om, at der ikke var tale om drabsforsøg.

Tiltalte blev idømt en anbringelsesdom på ubestemt tid - den hårdest mulige dom - og bad om fjorten dages betænkningstid i forhold til muligheden for at anke dommen.

Valgte en mindre kniv og brugte knytnæven først

- Jeg ville ikke slå nogen ihjel, sagde tiltalte under sin vidneforklaring første dag i retssagen.

Og den forklaring købte dommerne.

I skyldspørgsmålet om drabsforsøg blev der særligt lagt vægt på to forhold i sagen.

Først og fremmest fremhæves det, at tiltalte først slog offeret med højre hånd i ansigtet - i alt 20-30 gange - mens han havde kniven i venstre hånd. Tiltalte gik altså, ifølge dommerne, ikke direkte efter at skade offeret med kniven, som var det, der blev vurderet til at kunne få en dødelig udgang.

Sagen kort

  • Den 10. maj klokken 7.13 opsøgte en 35-årige mand en gammel efterskolekammerat i dennes hjem i Skanderborg. Kammeratens kæreste lukkede ham ind i huset, og manden gik op i soveværelset, hvor han satte sig oven på offeret og slog ham adskillige gange i ansigtet og stak ham med en kniv på 7 cm i venstre kæbe med behandlingskrævende skade til følge. 
  • Ifølge offeret og offerets kæreste råbte manden: "du skal dø, jeg vil dræbe dig, du er pædofil." Sammen formåede parret at overmande manden.
  • Kort efter kom politi og ambulance frem til stedet. Manden blev anholdt og har siden været varetægtsfængslet.
  • Tiltalte blev i 2009 diagnosticeret med paranoid skizofreni, har flere gange før haft psykoser og havde få dage inden hændelsen taget euforiserende stoffer, som ifølge ham selv og mentalundersøgelsen har haft indflydelse på, at han blev psykotisk og begik overgrebet.
  • Tiltalte blev frifundet for drabsforsøg men kendt skyldig i grov vold. Han blev idømt en anbringelsesdom på ubestemt tid.
  • Læs den første artikel i sagen, som udfolder hele historien, her.

Derudover fortalte tiltalte under sin vidneforklaring i retten, at han havde stået i sit køkken, før han tog afsted mod offerets bopæl, og overvejet forskellige mulige knive at tage med. Først havde han stået med en urtekniv på 20 cm i hånden, som han havde vurderet til at være for voldsom. Formålet var, ifølge tiltalte, nemlig ikke at dræbe offeret, men at kunne forsvare sig selv. Og da tiltalte selv har fået amputeret et ben, ville han medbringe en kniv som beskyttelse.

I stedet for urtekniven valgte han en mindre voldsom kniv på cirka 7 cm formet som et kreditkort.

Desuden var den forurettede ikke i livsfare på noget tidspunkt, og af den grund er specialanklager Anna Holm Christensen ikke overrasket over udfaldet:

- Det, der tit skiller i dansk strafferet er, om offeret har været i livsfare eller ej, siger hun.

Tre dommere og fire nævninge var enige om at frikende tiltalte for drabsforsøg, mens to nævninge mente, at han skulle kendes skyldig.

Anbringelse på ubestemt tid

Tiltalte blev som nævnt idømt anbringelsesdom på ubestemt tid, hvilket var den hårdest sanktionsmulighed og den som blev anbefalet af retslægerådet, der havde vurderet ham som sindssyg.

- Den eneste rigtige sanktion er en anbringelse på ubestemt tid. Både for ham, fordi han er sindssyg, og for at passe på samfundet, sagde specialanklager Anna Holm Christensen i retssalen og fortsatte.

- Han har brug for behandling, så vi kan sikre at det ikke sker igen, og hvor lang tid tager det at behandle en der er sindssyg? Hvornår kan vi sende ham ud i samfundet igen?

Hvilken straf kan man få som sindssyg?

Der findes tre grader af behandlingsdomme i Danmark.

  1. Ambulant behandling. Man er ikke indlagt, men stadig er under behandling på psykiatrisk og skal til tilsyn hos kriminalforsorgen.
  2. Behandlingsdom, hvor man er indlagt på almindelig psykiatrisk afdeling. En overlæge vurderer, hvilken behandling man skal have, og hvornår den dømte er klar til udskrivelse.
  3. Anbringelsesdom, hvor man en indlagt på retspsykiatrisk afdeling, som er helt lukket. Den dømte skal følge lægens anviste behandling. Ved en anbringelsesdom er det retten, der bestemmer, hvornår den dømte kan udskrives.

Forsvareren mente derimod, at tiltalte skulle have en kortere behandlingsdom, da han netop ikke var dømt for drabsforsøg:

- Skal man virkelig give den hårdest mulige sanktion, når han ikke er dømt for drabsforsøg?, spurgte forsvareren.

Siden episoden den 10. maj 2023 har tiltalte været varetægtsfængslet på retspsykiatrisk afdeling, hvor han har fået behandling. Og ifølge tiltalte har denne behandling hjulpet ham.

- Jeg har fået det bedre og jeg drømmer om at komme ud i samfundet og færdiggøre noget. At lykkedes med noget, fortæller tiltalte i retssalen. Han har først startet på tre forskellige uddannelser og færdiggjort fem ud af otte semestre på lærerseminariet.

Sindssyg i gerningsøjeblikket?

Spørgsmålet handlede i sidste ende om, hvorvidt den dømte var sindssyg i gerningsøjeblikket.

Hvad betyder "sindssyg i gerningsøjeblikket"?

I en mentalundersøgelse kan man vurdere en person til at være sindssyg i gerningsøjeblikket på tre måder:

§16, 1. At man er sindssyg i gerningsøjeblikket og generelt sindssyg. Så er man ikke i stand til at modtage en almindelig fængselsstraf.

§16, 2. At man er mentalt retarderet. Det bedømmes, hvis man har en IQ under 70. Så er man ikke i stand til at modtage en almindelig fængselsstraf.

§16, 3. At det man gør, er sindssygt (momentalt sindssyge), men at man ikke generelt er sindssyg. I den forbindelse kan man godt idømmes en normal fængselsstraf. Denne slags sindssyge bliver oftest brugt i forbindelse med narkosager.

Tiltalte er tidligere diagnosticeret med paranoid skizofreni, har i mange år været tilknyttet psykiatrien, været voldelig under indlæggelse og haft flere psykoser. Derudover har han gennem tiden prøvet flere forskellige euforiserende stoffer, både hash, LSD og amfetamin.

I 2021 blev han idømt en ambulant behandlingsdom for vold mod tjenestemand. I den sammenhæng blev han i mentalundersøgelsen vurderet sindssyg.

I forbindelse med denne aktuelle sag fra 2023 blev der lavet en ny mentalundersøgelse, som viste noget andet. Denne gang blev tiltalte vurderet sindssyg i gerningsøjeblikket men ikke generelt sindssyg.

Overlægen vurderede nemlig, at det var tiltaltes indtag af LSD og hash få dage tidligere, der ledte til psykosen. En konsekvens, som tiltalte godt kendte til, da han før havde fået psykoser ved at tage euforiserende stoffer.

Derfor bad anklagemyndigheden om en vurdering fra retslægerådet, den højeste instans i sådanne bedømmelser. Det underkendte overlægens mentalundersøgelse og vurderede ham som sindssyg - med forslag om en anbringelsesdom på ubestemt tid.

Dommerne gik dog med retslægerådets anbefaling om den hårdest mulige dom. Både den dømte og anklagemyndigheden har fjorten dage til at anke dommen.

Vi nævner ikke navn på dømte, når der falder en behandlings- eller anbringelsesdom, da disse domme er udtryk for, at dømte ikke er egnet til almindelig straf og dermed ikke kan overskue konsekvenserne af sine handlinger. Denne undtagelse gælder ikke forvaringsdomme.

Wolt Skanderborg

Er maden stadig varm, når den kommer frem? Og er isen smeltet? Vi testede Wolt-udbringning fra to af Skanderborgs spisesteder. Her er dommen

49 kroner, kostede det for at få leveret mad fra McDonald's til udkanten af Skanderborg, mens det kostede 19 kroner at få leveret fra Adelgade. Det sidste er måske meget rimeligt, mens der skal bestilles en ret stor ordre for at det gør op for en halvtreller i levering.

Begge ordrer kom hurtigt og både sandwich og pasta var stadig lune, da de kom frem.

Wolt er kommet til Skanderborg og vi har testet servicen for dig med udbringning fra to af Skanderborgs spisesteder. Det er dog en dyr fornøjelse for restauranterne at bruge app'en og derfor er maden også dyrere for kunderne. Hos et af spisestederne er målet, at omsætningen skal stige med 10 procent på tre måneder - lykkedes det ikke, melder det sig af Wolt igen.

Fra 21. februar har skanderborgensere kunnet få bragt take away fra 17 forskellige spisesteder direkte til hjemmeadressen. Udbringningsfirmaet Wolt er nemlig kommet til byen.

På SkanderborgLIV har vi testet servicen for dig, og først og fremmest kan vi konkludere, at der til frokost på en mandag ikke er mange steder, der holder åbent. Kun tre styks.

Vi fik bragt mad ud fra McDonalds, hvor udbringningsprisen for de knap 6 kilometer lå på 49 kroner og fra Fars Køkken i Adelgade, hvilket ville have kostet 19 kroner. I øjeblikket er der dog gratis udbringning som et åbningstilbud.

Desuden er selve maden fra spisestederne dyrere, når du køber gennem Wolt, dyrere, end hvis du køber direkte i butikken. Men det er der en forklaring på.

Læs vores anmeldelser længere nede i artiklen.

Taleb er en af Wolts nye kurerer i Skanderborg. Han bor selv i byen og kører rundt i bil. Foto: Maria Neergaard Lorentsen

Ikke flere bestillinger trods mulighed for udbringning

Ali Najdi fra Fars Køkken fortæller, at det indtil videre har været en god oplevelse at samarbejde med Wolt. Det har været nemt at koble sig til deres system, og Fars Køkken har ikke før kunne tilbyde deres kunder udbringning. Derfor ville de gerne prøve konceptet af.

Indtil videre har den nye Wolt-service dog ikke givet flere kunder til Fars Køkken.

- Indtil videre har vi haft samme antal af bestillinger. Jeg kan se på de navne, der bestiller, at det er meget de samme kunder, som vi plejer at have, men som nu er rykket over på Wolt, siger Ali Najdi.

- Men jeg tænker, det bliver bedre. Når jeg taler med kunderne, er der stadig mange, der ikke ved, at Wolt er kommet til byen.

ANMELDELSE: Fars Køkken, Adelgade

Bestilling: 1 varm sandwich, 1 pasta med kødsovs og 1 pastasalat. 244 kroner.

Normalpris for levering: 19 kroner for 1,5 kilometer

Tid fra ordrebestilling til leving: 24 minutter

Bestillingen stod til at komme efter 20-30 minutter, og overholdt aftalen ved at ankomme efter 24 minutter. Kureren kom i bil og kunne nemt og hurtigt finde vejen hele vejen op til køkkenet i vores kontorfællesskab på Godthåbsvej i nordvestbyen.

Både sandwichen og pasta-kødsovs var lune, da maden kom. Dog ikke så varme, som man havde forventet, hvis man havde spist på stedet.

Generelt var det en god oplevelse, og vi vurderede, at vi knap havde kunnet gøre det meget hurtigere selv.

Har I fået nogle reaktioner fra jeres kunder? Fx om maden stadig er varm, når den kommer frem?

- Vi har ikke hørt noget endnu og vores kunder plejer hurtige være til tasterne. Så hvis der var noget galt havde vi helt sikkert hørt det.

Her kan du se rejsen i Wolt-app'en fra bestilling og frem til levering. Undervejs kan man følge kurerens færd gennem Skanderborg.

Dyr service for restauranterne

Ali Najdi fortæller dog også, at det er en dyr forretning at tilbyde levering til sine kunder gennem Wolt.

Spisestedet betaler nemlig 20 procent af ordrens pris til Wolt. Derfor har Fars Køkken set sig nødsaget til at sætte priserne op i app'en.

- Vi har gjort det sådan, at vi betaler 10 procent, mens kunden betaler de resterende 10 procent, siger Ali Najdi.

Derfor koster en varm sandwich fra Fars Køkken 89 kroner i app'en, mens den kun koster 74 kroner i butikken. Ligeledes har McDonalds også højere priser i app'en, hvor Mammens Homestyle burger koster 77 kroner, mod 65 kroner i restauranten.

ANMELDELSE: McDonald's, Stilling

Bestilling: 2 styks McFlurry. 81 kroner.

Normalpris for levering: 49 kroner for 5,8 kilometer

Tid fra ordrebestilling til leving: 22 minutter

Ved bestilling af de to ikoniske is er første melding, at maden vil komme efter 60-70 minutter. Det skuffer os selvfølgelig en smule, men allerede kort efter bliver den forventede leveringstid lavet om til 15-20 minutter.

Kureren har desværre svært ved at finde indgangen til vores kontor og må ringe mig op for at få hjælp. Jeg ender med at gå ud af bygningen, hvor jeg finder hende ude foran.

Isene er desværre en smule smeltede, da vi får dem - men ikke mere end forventet. Havde leveringen ikke været gratis i øjeblikket havde det dog været en dyr omgang for isene, som sælges dyrere gennem app'en.

Vi fik leveret sandwich, salat og pasta fra Fars Køkken, som var lune ved levering, og is fra McDonald's der dog var en smule smeltet. Foto: Maria Neergaard Lorentsen.

Derfor er det for Fars Køkken et forsøg at bruge Wolt:

- Vi vil prøve det i tre måneder, og så er forventningen at det skal give 10 procent mere i omsætning. Hvis antallet af bestillinger ikke stiger, så stopper vi igen, siger Ali Najdi.

Kan det betale sig at bestille med Wolt?

Hvis vi skal drage en lille konklusion på vores Wolt-oplevelser lyder den sådan her:

19 kroner for at få mad fra Adelgade er måske rimeligt nok, det kunne vi godt finde på at gøre igen. Men 49 kroner for at få mad fra Maccen? Så skal man lægge en ret stor ordre for, at det kan betale sig. Dertil skal man huske, at priserne på maden også er højere, når man bestiller gennem Wolt.

Sølle tre restauranter til frokost er ikke meget at vælge imellem. Da vi forsøgte igen samme aften var der 9 restauranter på listen - men ikke 17, sådan som Wolt har fortalt.

Desuden skulle det ifølge Wolt være muligt at bestille fra nærmest hele kommunen (se kortet nedenfor), så vi forsøgte også at bestille til Ry, Låsby og Galten - men der var der ingen restauranter tilgængelige.

Kan det betale sig at bestille med Wolt?

Det er dyrt - både for mad og udbringning, udvalget er begrænset, og så er det ikke tilgængeligt i store dele af kommunen som lovet.

Men det er selvfølgelig en fantastisk genvej på en travl (eller doven) aften - og en god mulighed for at støtte de lokale spisesteder.

Ifølge Wolt bringer de ud i hele Skanderborg Kommune. Det var dog ikke vores oplevelse. Illustration: Wolt