Louise og René Mammen åbnede Substans, da de var henholdsvis 24 og 25 år. Siden åbnede de restaurant Pondus og nu Postyr i Skanderborg. Foto: Jesper Rehmeier

Fylder Lille Nyhavn for meget?

Tidligere på ugen fik vi en rigtig god henvendelse med noget konstruktiv kritik fra en læser i Ry. Foruden at rose vores "friske skrivestil" skrev læseren blandt andet:

- Jeg synes ikke, jeres journalistik bevæger sig ret meget ud over Lille Nyhavns areal. Jeg var selv forbi, og det er da et flot byggeri, men synes godt nok, den har fået hele armen og lidt til, så mit råd til jer er at tage lidt mere rundt i kommunen.

Vi brugte på vores redaktionsmøde en rum tid på at diskutere, hvorvidt læseren har ret. Men konklusionen blev, at Lille Nyhavn-projektet er så usædvanligt og banebrydende for Skanderborg, at det nødvendigvis kalder på bred og grundig dækning. Vi har skrevet om den bemærkelsesværdige arkitektur. Vi har fortalt om pris på og attraktion ved de - efter Skanderborg-standard - usædvanligt prestigiøse og dyre lejligheder. Og på det seneste har det handlet om de nye samlingssteder, som åbnede ved Lys Nat.

Men det betyder ikke, at vi ikke interesserer os for andre ting andre steder i kommunen, og man er altid velkommen til at henvende sig til os.

Vi elsker at høre fra jer!

Er der noget, du undrer dig over i Skanderborg Kommune? Noget der også kan interessere andre, og som vi kan undersøge journalistisk? Så skriv til os lige her. Vi elsker, når journalistikken bliver til i fælleskab med jer - og vi belønner månedens bedste spørgsmål med en kaffekop ☕

Efter dette nyhedsbrev er det også meget naturligt, at vi skruer lidt ned for Lille Nyhavn-dækningen, for med vores interview med René og Louise Mammen har vi beskrevet både vinbar, butiksfællesskab og restaurant Postyr, de tre store trækplastre for offentligheden i Skanderborgs mest farverige byggeri. De 2x Mammen fortæller om forventningerne til at åbne restaurant på egen hjemmebane, om behovet for et sted, der holder åbent mindst 12 timer om dagen syv dage om ugen og om, hvordan Postyr kommer til at adskille sig fra parrets andre restauranter som blandt andet tæller den michelinpræmierede Substans på Aarhus Ø.

Men dermed ikke sagt at vi helt vender Lille Nyhavn ryggen. Vi følger selvfølgelig op med historier om, hvordan det så går med boligerne, butikkerne, restauranterne, hotellet og så videre.

"Hvad betyder et par aflysninger?". Det var titlen på det første nyhedsbrev fra dette medie for præcis tre år siden. Da blev både Smukfest og Sølund Musik-Festival aflyst på grund af en vis pandemi. Og man skal ikke grave meget for at finde ud af, at en aflyst Sølund -festival betyder enormt meget for de udviklingshæmmede festivalgæster, der måske ikke har så mange andre store, fede events i deres liv at se frem til. Derfor er det også glædeligt, at Sølund Musik-Festival, der har haft ondt i økonomien, klarer skærene, blandt andet takket være en ny indsamling, der i de seneste par dage har sendt over en kvart million i festivalens retning. Men der er underliggende problemer, der skal kortlægges. Det kan du også læse mere om.

Vi følger også op på den voldsomme brand i Stilling, der i det forløbne døgn har krævet over 100 brandmænds opmærksomhed. Vi giver dig også en guide til Skanderborgs nye frivillighedscenter Flok, hvor der er masser af aktiviteter, du kan kaste dig over i kristihimmelfartsferien. Og så kommer vi faktisk også lidt længere uden for byen med en femstjernet anmeldelse af Nørre Vissing Kro.

God fornøjelse - og god læselyst.

Billede af Jesper Rehmeier
Billede af skribentens underskrift Jesper Rehmeier Journalist
René og Louise Mammen har boet i Skanderborg siden 2008. Parret har tre børn sammen, og nu har de også tre restauranter. Postyr i Lille Nyhavn er nyeste skud på stammen. Foto: Jesper Rehmeier

René og Louise Mammen om deres nye restaurant i Lille Nyhavn: - Vi har fået det lige, som vi drømte om

Endelig er Postyr åbnet i Lille Nyhavn. René og Louise Mammen har med den nye restaurant åbnet deres tredje spisested, og Postyr er selvfølgelig noget særligt, fordi parret bor i Skanderborg og har gjort det siden 2008. 

De har med restauranten villet skabe noget, som de selv har manglet i byen: Et sted, hvor maden ikke bare er god, men hvor man har lyst til at blive en halv time længere, fordi rummet også indbyder til det. 

I dette interview kan du læse mere om tankerne bag åbningen af restauranten og om, hvordan Postyr vil adskille sig fra - og ligne - de to øvrige, anmelderroste restauranter, som René og Louise Mammen står bag.

Mange har glædet sig til at se, hvad michelinkokken René Mammen og hans hustru Louise Mammen præsenterer for skanderborgenserne med deres nye restaurant, Postyr. Foruden at lave god og jordnær mad, har parret fokus på at være åbne og tilgængelige. - Hvis vi vil skabe det Postyr-liv, vi håber at skabe, så skal vi være tilgængelige og ikke have lukkedage.

René og Louise Mammen har med Postyr i Lille Nyhavn lige så mange restauranter, som de har børn. Tre styk. Enhver mor eller far vil dog sige, at det ikke bliver hverdag at få endnu et barn, og der går heller ikke rutine i den, når man åbner nye spisesteder.

Det forsikrer René og Louise Mammen som SkanderborgLIV møder i deres nye, flotte restaurant.

- Men det bliver dyrere og dyrere, siger René Mammen og griner.

- Ja, det gør det eddermame, istemmer Louise Mammen.

Og det er ikke så mærkeligt, at Mammen-parret har måttet poste en del penge i Postyr, for de har fået det, som de vil have det, og de har nu en stor og lys restaurant med enestående udsigt og plads til 56 spisende gæster.

- Vi har fået 420 kvadratmeter, hvor vi selv har placeret alt fra vægge til køkken og opvask, og hvor vi selv har kunnet bestemme, hvordan tingene skal deles op. Det er fedt at se det nu frem for på de arkitekttegninger, som vi har kigget os helt blinde på de seneste 2-3 år. Det er kæmpe forløsning at se, at det er blevet, som vi har drømt om, siger Louise Mammen.

Mammen-parret anslår, at de brugte 150.000 kroner på at åbne deres første restaurant. - Det kan du gange med mange for det her, siger Louise Mammen. Restauranten er lys og med komfortable møbler. Foto: Jesper Rehmeier

Nu venter de spændt på at se, hvordan Skanderborg så tager imod Postyr.

- Vi vil gerne skabe en restaurant, der er lækker at opholde sig i. Det har vi manglet lidt i Skanderborg. Der har ikke manglet et godt sted at spise, men et sted, som er fedt at være, med en god lyd i rummet og en god, hyggelig atmosfære med en god udsigt. Et sted, man har lyst til at hænge ud og blive en halv time længere, siger Louise Mammen.

De samme tanker, men forskel på processer

Postyr inviterede de nysgerrige inden for til Lys Nat i fredags og åbnede officielt i mandags. Tiden op til åbningen har budt på masser af sommerfugle i maven hos René og Louise Mammen, der bor i Skanderborg og desuden ejer restaurant Pondus på Åboulevarden i Aarhus samt selvfølgelig michelinrestauranten Substans på Aarhus Ø.

Og hvad kan man så forvente af nyeste skud på Mammen-stammen?

- Jeg synes, at der er en del ligheder med de andre restauranter, selvom Postyr selvfølgelig også adskiller sig på nogle punkter. Der er mange af de samme tanker bag, og vi bruger også de samme leverandører. Så der er for eksempel kyllinger fra Gothenborg på alle tre restauranter. Vi starter med et godt produkt, og så tager vi den derfra. Processerne er lidt mere simple her på Postyr end på Subsans, men grundtankerne er den samme, siger René Mammen.

Louise og René Mammen åbnede Substans, da de var henholdsvis 24 og 25 år. Siden åbnede de restaurant Pondus og nu Postyr i Skanderborg. Foto: Jesper Rehmeier

Postyr har åbent fra klokken 10 og frem til klokken 22 i hverdagene og til midnat i weekenderne. I løbet af dagen serveres der blandt andet smørrebrød, en pastaret, burger, grillet kylling og ribeye. Postyr kører også en sæsonmenu med tre eller fire retter, og som tilbagevendende gæst vil man opleve, at maden ændrer sig alt efter, hvad der er i sæson.

- Lige nu er der eksempelvis rabarber på menuen, men den sæson er ikke særlig lang. Det samme gælder for hvide og grønne asparges, det er noget, vi kan køre i nogle uger, og bang, så skal vi skifte det. Det er det, vi mener med sæsonmenu. Så bliver desserten med rabarber måske erstattet med jordbær, fordi det så er det, der er i sæson i en periode, siger Louise Mammen.

Var nødt til at gribe chancen

René og Louise Mammen erkender, at de har fået dyrere vaner, siden de åbnede Substans. Da var de 25 og 24 år, og de anslår, at de brugte omkring 150.000 kroner på at åbne restauranten. Med Postyr har de helt fra start været involveret i et projekt med store ambitioner, og selvom det ikke lige var planen at åbne en restaurant nummer tre, var muligheden for gylden.

- Da vi var til det første møde med Lars Kromand (udvikleren bag Lille Nyhavn, red.) for efterhånden mange år siden, gik vi egentlig ikke med flere iværksætterdrømme, og da havde vi vist ikke tænkt, at vi skulle åbne en restaurant mere. Men det her sted har et kæmpestort potentiale, og det mener vi, at vi kan være med til at løfte, siger René Mammen.

Med Substans har parret dets michelinrestaurant. Men Postyr skal være noget andet.

- Vi vil gerne være et allemandseje og favne et bredt behov her i Skanderborg. Det er noget andet end det, vi laver inde i Aarhus, hvor vi slås vi med mange andre restauranter og hver gang skal opfinde den dybe tallerken. Her skal vi sørge for, at gæsterne er glade, og at maden er god, men det er mere nede på jorden, forsikrer Louise Mammen.

Der er plads til 56 spisende gæster i Postyr som ligger over for butiksfællesskabet og deler torv med vinbaren La Klas. Ifølge René og Louise Mammen hersker der en vaskeægte holdånd omkring torvet, hvor alle er opsatte på at skabe liv og glade dage i Lille Nyhavn. Foto: Jesper Rehmeier

Postyr kommer til at have åbent fra 10 til 22 i hverdagene og til midnat i weekenderne. Parret erkender, at det muligvis kan ændre sig, men nu skal de finde ud af behovet og tilslutningen til restauranten. Men er der mon kundegrundlag i Skanderborg for så mange åbne timer? I første omgang gælder det i hvert fald om at vise, at Postyr er åbent og et sted, man skal komme og opholde sig, slår Louise Mammen fast.

- Det kan jo godt være, at behovet hele tiden har været der, men at mulighederne ikke rigtig har. Hvis vi vil skabe det Postyr-liv, vi håber at kunne skabe, så skal vi være tilgængelige og ikke have lukkedage. Så indtil videre holder vi åbnet, og så må vi se på det.

Mange mennesker lagde vejen forbi Lille Nyhavn for at besøge både Postyr, vinbaren La Klas og butikshotellet, da der i fredags var Lys Nat. Folkene bag Postyr er imponeret over byens nye varetegn og ser frem til at skabe en fed stemning sammen med de øvrige aktører.

- Det er skidefedt at mærke, at vi alle har samme holdåndsfølelse. Vi vil bare alle sammen gerne have folk herned. Vi vil gerne skabe noget, og vi vil gerne hjælpe hinanden med at skabe det. Alle, der er involveret, er virkelig opsat på, at det skal lykkes, og at Lille Nyhavn skal blive en succes, lyder det fra René Mammen.

Sølund Musik-Festival bliver undertiden kaldt verdens største musikfestival for udviklingshæmmede. Festivalen har været presset på økonomien, men et par markante skikkelser har været med til at gøre opmærksom på de økonomiske problemer, og det har givet pote. Foto: Bettina Sønderskov

Lynindsamling redder Sølund-festivalen: - Men vi skal finde ud af, hvorfor der ikke kommer så mange som tidligere

Sølund Musik-Festival meldte tidligere på året ud, at den var presset på økonomien. Årsagen er, at færre end tidligere køber billet til festivalen for udviklingshæmmede. Det er der flere mulige forklaringer på, lyder det fra lederen for festivalen. 

De økonomiske trængsler har sat gang i et par indsamlinger, og den seneste af slagsen har på flot fire dage indsamlet over en kvart million og fået flere politikere til at erklære deres støtte til festivalen.

Lasse Mortensen glæder sig over alle, der har valgt at støtte, men afslører også, at de underliggende problemer, der resulterer i færre deltagere end tidligere, skal kortlægges.

Lasse Mortensen er festivalleder for Sølund Musik-Festival. Han er taknemmelig for alle de mennesker, der har doneret penge til festivalens overlevelse de seneste måneder. Nu vil han holde politikerne op på deres løfter om at hjælpe festivalen fremover - og finde ud af, hvorfor deltagertallet er faldende.

Den seneste uges tid er Sølund Musik-Festival pludselig blevet omtalt i så godt som alle landets medier.

Årsagen er, at iværksætter Jonathan Løw på sin profil på LinkedIn, hvor han har over 30.000 følgere, har startet en indsamling med en opfordring til, at man donerer til den økonomisk trængte festival for udviklingshæmmede. Det har mange gjort, og på få dage er der indsamlet 275.000 kroner. Mere end de 250.000 kroner, der var målet.

Lasse Mortensen er festivalleder og har arbejdet med Sølund Musik-Festival siden 1986. Han er selvfølgelig taknemmelig for Jonathan Løws initiativ og for alle, der har doneret. Festivallederen gør med det samme opmærksom på, at der i løbet af hele 2024 er blevet samlet mange penge ind.

- Vi har samlet over 680.000 ind i år. Så jeg går ud i dag og takker alle, ydmygt takker alle, der har doneret så meget som en flad femmer, siger Lasse Mortensen.

Jonathan Løw er ikke den eneste offentlige person med en stor tilstedeværelse på sociale medier, der via sin platform har opfordret folk til at støtte Sølund-festivalen. Det samme gjorde komikeren Torben Chris tilbage i marts, og det gav også pote.

- Da fik vi 183.000 kroner ind på én dag, siger Lasse Mortensen.

Men hvorfor har Sølund Musik-Festival økonomiske problemer? Og hvordan kan de løses i fremtiden, så festivalen ikke står i samme økonomiske uføre om to år igen? Det skal Lasse Mortensen og den øvrige ledelse til at blive klogere på - og her vil de holde politikerne oppe på de løfter, de i disse dage har givet.

Sølund Musik-Festival fejrer næste år 40-års jubilæum. Festivalleder Lasse Mortensen garanterer et brag af en fest. Foto: Bettina Sønderskov

Billetsalget har været for nedadgående

Tilbage i 2017 solgte Sølund Musik-Festival over 12.000 billetter til det, der omtales som verdens største festival for udviklingshæmmede. Siden da er billetsalget faldet til cirka det halve. Hvorfor har Lasse Mortensen ikke det endegyldige svar på - men det skal man finde ud af. Han tror i hvert fald ikke, at det skyldes mange på interesse fra målgruppen.

- Folk snakker om festivalen, når de tager herfra og glæder sig allerede til at komme igen. Det er ikke projektet, den er galt med. Det er et andet sted, det halter, mener Lasse Mortensen.

Forklaringen kan blandt andet findes i, at det er svært for festivalgæsterne at få ledsagere med til Sølund.

- Men hvorfor er der problemer med ledsagerordningen? Vi har valgt at tage ja-hatten på og fokusere på de 8000 gæster, der rent faktisk kommer på festivalen. Hvorfor kan de komme, og hvorfor er der kommuner, der massivt kan sende deres borgere af sted, mens andre ikke kan? Er det lovgivning, er det måden at prioritere på i kommunerne? Det skal vi til at undersøge nu, og det er spændende.

Politikere i hobetal støtter op

I kølvandet på Jonathan Løws opslag på LinkedIn har flere folketingspolitikere erklæret deres støtte til festivalen.

- Det er meget sjældent, at jeg gør reklame for noget, men den skønne Sølund-festival opfordrer jeg gerne alle til at støtte, skriver Radikales Martin Lidegaard. 

- Sølund Musik-Festival skal bevares til glæde for så mange mennesker. Kort og godt, lyder det fra Moderaternes Tobias Groth Elmstrøm.

- Jeg har som, du også selv skriver arbejdet på en løsning. Jeg har talt med ledelsen for Sølund-festivalen som selv beskriver, at det er fra næste år der skal findes en løsning. Så det arbejder jeg selvfølgelig på. De puljer som vi skal arbejde efter, de kommer først til forhandling efter sommerferien. Men Sølund Festival er selvfølgelig på mit papir til forhandlingerne, kommenterer Camilla Fabricius fra Socialdemokratiet.

Radikales formand Martin Lidegaard er en af de politikere, der offentligt giver sin støtte til Sølund Festival. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Det glæder selvfølgelig Lasse Mortensen at se, at politikerne tror på vigtigheden af Sølund Musik-Festival.

- At de går ind i det betyder givetvis også, at de er interesserede i en varig løsning. Og lad mig bare slå fast, at det, som Sølund Musik-Festival allerhelst vil, er at sælge 12.000-14.000 dagsbilletter, så vi kan lave vores egen festival for vores egne penge. Vi vil helst ikke være afhængige af andres penge. Men lige nu mener jeg ikke, at vi selv er skyld i, at vi er afhængige af andres penge.

En ting er snak og løfter fra politikerne - noget andet er deres handlinger.

- Vi vil holde dem fast på, at de vil hjælpe os. Jeg har da en klar fornemmelse af, at vi lægger godt til kaj i forhold til at få del i satspuljemidlerne. Såvel Socialdemokratiet som SF og Enhedslisten rækker ud til os, så det vil sige, at vi får den ro på, der er nødvendig, for at vi kan lave projekter for udviklingshæmmede som lyser i mørket for dem. Vi skal ikke, som vores fundraiser siger, bruge tid på at samle penge ind. Vi skal bruge vores tid på at lave fede projekter og events, siger Lasse Mortensen.

Initiativtager kender Sølund

Jonathan Løw, som altså på sin profil på LinkedIn tog initiativ til en indsamlingen, er foredragsholder og iværksætter, og han kender Sølund Musik-Festival, blandt andet fordi hans mor har arbejdet som handicaphjælper.

- Jeg har været med nogle gange på festivalen og oplevet stemningen og gæsterne. Jeg tænkte, at jeg om ikke andet har et rimelig stort netværk på LinkedIn, og jeg tilbød at smide noget op og samtidig prikke et par medier på skulderne og gøre opmærksom på, at den almindelige dansker også kan være med til at støtte, siger Jonathan Løw.

Sølund Musik-Festival finder sted 11.-13. juni, og det er ikke lang tid til at indsamle 250.000 kroner. Det viste sig at tage blot fire dage, så var der indsamlet 275.000 kroner. Ifølge Lasse Mortensen er der i løbet af i år givet donationer på mellem 40 kroner og 100.000 kroner. For Jonathan Løw er håbet også, at der kan findes en mere permanent løsning for festivalen, og han lover også, at han vil holde de politikere, der har tilkendegivet deres støtte, op på deres ord.

- Det, at politikerne melder ud nu, det ser jeg som noget positivt, og på en positiv måde vil jeg bide mig fast i haserne på dem. Men det store spørgsmål er også, hvad der sker fremadrettet i Socialministeriet og Finansministeriet fremadrettet med hensyn til handicapområdet og ledsagerordningen. Så vi kommer da til at holde dem op på det, for det er for hårdt for en forening som Sølund Festival med få ansatte og en del frivillige, hvis de hvert år skal være lukningstruede, siger Jonathan Løw.

Har du fået lyst til at støtte Sølund Musik-Festival, kan du gøre det ved at donere på dette link.

Lagerbygningen hos Sports Backup er kollapset, og derfor arbejder Østjyllands Brandvæsen udefra og ovenfra med at slukke småbrande. Foto: Johanne Jedig Wejse

Det ved vi om kæmpebrand: Sportsfirma er ramt, risiko for farvet drikkevand

Omkring 100 brandfolk har været involveret i branden på virksomheden Sports Backup i industriområdet på Niels Bohrs Vej i Stilling.

Virksomhedens lagerområde er kollapset, men administrationsbygningen er reddet.

Østjyllands Brandvæsen arbejder stadig på stedet, og det har brugt så store mængder vand på brandslukningen, at der kan ske misfarvning af drikkevandet i området, lyder det fra Skanderborg Forsyning.

Sports Backup på Niels Bohrs Vej er gået op i flammer. Det vil tage mange timer at slukke, og slukningsarbejdet har tæret på drikkevandet.

Brandvæsnet har været i gang hele natten til onsdag og arbejder stadig på branden, der gik i gang ved 20.30-tiden tirsdag aften.

Branden er i en industribygning, hvor virksomheden Sports Backup lejer sig ind. Den sælger golfudstyr og har en lagerbygning på stedet. Ejeren Peter Kasper De Neergaard udtaler til TV2 Østjylland, at det er hele virksomheden, der er gået op i flammer.

- Jeg ved stort set intet udover, at langt det meste er brændt. Brand er forfærdeligt, man er jo magtesløs, siger Peter Kasper De Neergaard til TV2 Østjylland.

Østjyllands Brandvæsen oplyser til SkanderborgLIV, at administrationsbygningen er reddet fra flammerne, mens lagerområdet er kollapset. Her er det svært at komme ind og slukke, men brandvæsenet er i gang med et minimum af mandskab, der slukker enkelte småbrande og ildlommer.

Sports Backup er stiftet i 1964 og har 11 ansatte. Foto: Johanne Jedig Wejse

- Det er svært at sige, hvor lang tid vi kommer til at være derude, men det bliver nok rigtig mange timer for at overvåge, lyder det fra Søren Møller, der er indsatsleder ved Østjyllands Brandvæsen.

Fra branden startede og frem til onsdag ved middagstid har der været omkring 100 brandfolk i indsats, og da branden var på sit højeste, var der 60 brandfolk i gang.

Brandvæsenet fik kontrol over branden omkring klokken 1 natten til onsdag. Imens har en stor røgsøjle stået op fra branden, og i flere Facebook-grupper forlyder det, at røgen kunne ses langvejs fra – både Horsens, Aarhus og Mols.

Der har på intet tidspunkt været nogen til stede på adressen, og derfor er der heller ingen tilskadekomne.

- Det er nok også derfor, at det bliver et så voldsomt brandforløb; det bliver opdaget sent. Da vi bliver kontaktet af borgere, er flammerne allerede igennem taget, og vi kunne se, da vi kørte fra stationen, at det var en kraftig brand, lyder det fra Søren Møller, indsatsleder ved Østjyllands Brandvæsen.

Situationen blev ikke hjulpet af, at der var gasflasker i bygningen, som begyndte at eksplodere, og brandvæsnet måtte derfor kortvarigt trække sig tilbage.

Både Østjyllands Brandvæsen og Beredskabsstyrelsen arbejder med efterslukningen. Foto: Johanne Jedig Wejse

Brandfolkene har brugt store mængder vand på brandslukningen, og det betyder stort pres på vandforsyningsnettet. Det skriver Skanderborg Forsyning på sin hjemmeside.

- Grundet den store brand i lokalområdet i går og i nat, er der brugt store mængder vand til brandslukning. Der kan derfor forekomme misfarvet drikkevand. Hvis vandet er misfarvet, anbefaler vi at I lader vandet løbe i 5-10 minutter, eller til vandet klarer op igen, skriver Skanderborg Forsyning på hjemmesiden.

Årsagen til den voldsomme brand er indtil videre ukendt.

- Så længe brandvæsenet er i gang med efterslukningen, kan vi ikke komme ind og lave vores undersøgelser, forklarer vagtchef Morten Jessen fra Sydøstjyllands Politi til Århus Stiftstidende.

Virksomheden Sports Backup skriver i sin årsrapport for 2022, at dens koncern er en af Nordens største grossister af golfudstyr, og at hovedkontor og lager ligger i Skanderborg. Sports Backup havde i 2022 et overskud på 2,5 millioner kroner efter skat.

Sådan så branden ud, inden den kom under kontrol tirsdag aften. Foto: Presse-fotos.dk

Den anden virksomhed på adressen, Refour, er under konkurs, men ejeren Torben Brunhøj Andersen har virksomheden Zotefoam ved siden af branden. Han oplyser til TV2 Østjylland, at de har nogle sprungne ruder og røgskader, de skal håndtere.

Skanderborgs nye frivillig- og fællesskabshus Flok blev indviet den 4. maj. Foto: Vibeke Guldborg Breuerbach/Skanderborg Kommune

Et år efter Flok åbnede: Få et overblik over, hvad du kan bruge fællesskabshuset til

I det nye aktivitetshus i Skanderborg, Flok, er der åbnet op for en masse aktiviteter for Skanderborg Kommunes borgere.

En legehule og et bevægelsesrum, hvor der er plads til store og små. 
Kreative værksteder til mosaik, keramik, smykker og snedkerarbejde, hvor frivillige vil give en introduktion og en hjælpende hånd.
Derudover er der Café Flok og et folkekøkken, samt et rum for gamere og sy-interesserede og et atelier.

Frivillig- og fællesskabshuset har åbent alle dage mellem 8 og 22.

SkanderborgLIV har opdateret overblikket over, hvad borgerne kan bruge Flok til, i anledning af aktivitetshusets snarlige 1-års fødselsdag.

- Ja, hvad kan man ikke? lød svaret fra projektleder Vibeke Breuerbach Guldborg, da jeg for et år siden spurgte hende, hvad man kunne bruge det nye frivillig- og fællesskabshus Flok til.

Og det står stadig for troende. Derfor har vi opdateret overblikket i anledning af husets 1-års fødselsdag, som du kan læse meget mere om her.

Herunder finder du et overblik, men projektlederen understreger også:

- Det er ikke et fuldt færdigt hus, så man må meget gerne sætte sit præg, have en holdning og tage ansvar for at sætte noget mere i gang.

Flok er åbent hver dag fra kl. 8 til kl. 22. Den eneste undtagelse er, at der er lukket under både Smukfest og Sølund Musik-festival.

Børnerummet legehulen

Legehulen er fyldt med legetøj til børn i alle aldre. Foto: Johanne Jedig Wejse

Et af rummene i Flok er legehulen, der er til både de små og lidt større børn. Her er indrettet med legetøj, så børnene kan "gå amok i leg", som Vibeke Breuerbach Guldborg udtrykker det.

- Det er åbent for alle, og er genialt til for eksempel mødre- og fædregrupper, hjemmepassere, dagplejere og hvad har vi. Man kan jo bare komme og være der, sætte en leg i gang og måske få sig en kop kaffe eller bid brød i caféen, siger Vibeke Breuerbach Guldborg.

Café og folkekøkken

Café Flok er drevet af Skanderborg Kommunes beskæftigelsesindsats, og køkkenet har åbent mellem 8 og 13 i hverdagene. Men selv udenfor åbningstiderne er en montre fyldt op med sandwich og bagværk, som man kan købe via MobilePay eller med kort.

Derudover er der et tekøkken, og der er altid mulighed for at købe en kop kaffe eller sodavand. Caféen kan også bookes til at stå for forplejning til møder.

Hvis man gerne selv vil i gang, er folkekøkkenet åbent. Her kan man tage op, hvis man er en stor vennegruppe, der skal spise sammen – eller hvis hele vejens børn skal bage småkager.

- Det står til fri afbenyttelse, så længe man tømmer opvaskemaskinen og vasker op efter sig – hvis man efterlader det bare én procent bedre end da man kom, så skal det nok blive en succes, siger Vibeke Breuerbach Guldborg.

Værksteder for keramik, smykker og træ (i kælderen)

Alle aldre kan prøve kræfter i de kreative værksteder i FLOK. Foto: Vibeke Guldborg Breuerbach/Skanderborg Kommune

En del af trækplastret ved Flok er de kreative værksteder. I kælderen er der tre, snart fire.

Her er alle aldre velkommen, men man er selv ansvarlig for sine børn – de frivillige i værkstederne passer ikke børn, men giver hjælp og tips til at komme i gang.

De første gange, man vil prøve kræfter med et af de kreative værksteder, skal være når der er åbent værkstedstid, så man kan lære hvordan det fungerer. Efterfølgende kan man få et adgangskort med chip til 100 kroner, så man altid kan benytte sig af værkstederne.

De er gratis, men man betaler selv for materialer. De forskellige værksteder er:

  • Keramik, hvor der er frivillige til at hjælpe i gang tirsdage 14-17, onsdage 16-19 og torsdage 17-20.
  • Makkeriet, et snedkerværksted med fokus på træ og håndværk, der er frivillige til at hjælpe i gang

    onsdage 12-21. Hver første onsdag i måneden fra kl. 17-21 er der dameaften.

  • Smykke- og læderværksted, hvor der er frivillige til at hjælpe i gang tirsdage og torsdage 13-17. En af de frivillige er uddannet guldsmed.

Snart åbner mosaik også mellem smykke og keramik. Åbningstiderne for de frivillige er endnu ikke fastsat.

Atelier og tekstil

Foruden de kreative værksteder i kælderen er der på anden sal et atelier og et tekstilværksted. Begge steder er ligesom i kælderen gratis, men du betaler selv for materialer – og de første gange, du besøger, skal være til åbent værksted.

Det er der i tekstil onsdage i lige uger fra 10-15, og den første torsdag i hver måned fra 17 til 21.

I atelieret er der åbent værksted med frivillige mandage fra 10 til 13.

Bevægelsesrum

I Floks bevægelsesrum er der både plads til, at de voksne kan udfolde sig med yoga eller crossfit, samtidig med at man kan tumle med børnene og lege "Jorden er giftig".

Det er indrettet til at inspirere til bevægelse, men kan også bruges til mindfullness.

Det står åbent i hele Floks åbningstid, 8 til 22 på alle ugens dage. Derudover kan det bookes.

Kreahulen

På første sal, hvor caféen, folkekøkkenet og legehulen også ligger, er kreahulen åben.

Den kræver ingen nøglebrik, og der vil heller ikke være frivillige. I stedet handler det bare om at slippe fantasien løs, og det kan både store og små få lov til. Der er både mulighed for at strikke og hækle, men også tegne og klippe-klistre.

Nørderiet for gamere og sy-interesserede

I Nørderiet er der trukket LAN-kabler og stillet klar, så en gruppe gamerinteresserede blot skal medbringe egen computer for at holde en vaskeægte LAN-fest.

Og hvis man ikke er så meget til gaming, så er der symaskiner i skabene, så du kan sætte dig til at sy et nyt stykke tøj eller lappe et gammelt.

Bare brug for et lokale?

I fællesskabshuset Flok er det muligt at låne et lokale for foreninger, klubber, grupper, borgere, institutioner og organisationer i Skanderborg Kommune.

Det er gratis, og kommunen blander sig ikke i, hvad de bruges til – men i de fælles rum må man ikke være politiske eller religiøse eller reklamere for kommercielle aktiviteter.

Lokalerne må heller ikke bruges til kommercielle aktiviteter; så enkeltpersoner må ikke tjene penge på at låne lokalerne. De kan heller ikke lejes til fester eller andre private arrangementer.

Der er desuden et maks på tre timer per booking.

Du kan finde og booke et lokale her.

Nørre Vissing Kro er turen værd. Mad og betjening er glimrende. Foto: Kim Haugaard

Madanmeldelse: Landlig gourmethygge tæt på Skanderborg byder på ambitiøse retter til små penge

Mellem Skanderborg og Låsby ligger Nørre Vissing Kro, der har haft solide køkkenambitioner i mindst 30 år. Det er svært at finde et mere fordelagtigt forhold mellem pris og kvalitet, og alene derfor er kroen værd at lægge vejen forbi.

Mellem Skanderborg og Låsby ligger Nørre Vissing Kro, der har haft solide køkkenambitioner i mindst 30 år. Det er svært at finde et mere fordelagtigt forhold mellem pris og kvalitet, og alene derfor er kroen værd at lægge vejen forbi.

Tager man bilen fra Skanderborg til Nørre Vissing Kro tager det under et kvarter. Men så er man selvsagt nødt til at begrænse alkoholindtaget med mindre, man tager en taxa hjem eller snupper en overnatning på stedet, hvilket sagtens kunne friste, for kombineret med en middag får man værelse og morgenmad til yderst favorabel pris.

Vi nøjedes med middagen, som blev et behageligt bekendtskab.

Gourmetkro som er rejsen værd

Nørre Vissing Kro har haft solide køkkenambitioner i mindst 30 år, hvor Morten Mygind sammen med først sin bror Mads og siden sin kone Birta Lejbølle har drevet stedet.

Gourmetkroer på landet er der efterhånden blevet en del af, Nørre Vissing holder sig cirka i midterfeltet, hvad angår køkkenkvalitet og ambitioner. Til gengæld er det svært at finde et mere fordelagtigt forhold mellem pris og kvalitet i hverken land eller by, og alene derfor er kroen værd at lægge vejen forbi.

Nørre Vissing Kro

Låsbyvej 122, Nørre Vissing

Tlf: 86 94 37 16 / www.nr-vissing-kro.dk

Så meget var vi enige om på turen hjem fra en habil måltidsoplevelse i behagelige rammer.

Menukortet er bygget op omkring en ”sansemenu” med to til seks retter, som med et par alternativer også kan bestilles i a la carte sortimentet. Men det giver ikke meget mening at gå lavere end seks retter for knap 600 kr. – en venlig prissætning, som madoplevelsen ikke ændrede på vurderingen af.

Nørre Vissing Kro ligger godt 30+ km fra Aarhus, men det er også muligt at overnatte på kroen, hvis man ikke vil holde tilbage på drikkevarer under maden. Foto: Kim Haugaard

Jeg flottede mig med et glas bobler som ledsager til menuens varslede ”snack” (i ental), men de 85 kr. kunne godt være sparet, for den anonyme Cava blev aftenens eneste meh-vinoplevelse. Vinmenuen til 600 kroner for seks solide glas gav et endnu bedre forhold mellem pris og kvalitet end maden og demonstrerede flot fornemmelse for sammensætning af mad og vin.

Snacken var spansk sortfods-lomo, lufttørret mørbrad serveret på ske med creme og ærteskud, godt men lidt, og måske vel flot at nævne indslaget i menuen i betragtning af størrelsen på snack-serveringer i almindelighed på ambitiøse spisesteder, hvor de nogle gange kommer i flere serier.

Velkomponeret og veltillavet

Første forret kom som et lille skaldyrspotpourri i en visuel indbydende servering. Rejer, musling og krabbe kombinerede sig igennem smagstilsætninger af blækspruttemayo, en citrus-ingefærdressing, tern af cashewnødder og ananas samt spæde salatspirer.

Det lyder som en gevaldig pærevælling, men smagsmæssigt fungerede det med surt/sødt, sprødt og umami fra de små, men delikate portioner skaldyr.

Skaldyrspotpourri. Foto: Morten Guldberg

Økologisk tysk pinot gris (grauburgunder) fra Pfalz ledsagede på glimrende vis.

Det fik vi

Et glas bobler til appetizer ​85,-

-

Skaldyr • Citrus-ingefær • Blæk-mayo • Salat • Cashew • Ananas

Grauburgunder, Gut von Beiden, Pfalz

​-

​Vesterhavsfisk • Dild-citruscreme • Spiresalat • Urter • Tang æg

Chardonnay, Saint Peyre, Languedoc-Roussillon

​ ​-

Skovduebryst • Trøffelrisotto af korn • Syltede ribs • Ærteskud

Tempranillo, Eremus, Páramo Arroyo, Ribera del Duero

​-

Lam fra Søhøjlandet • Ratatouille • Oliven • Rosmarinsauce

Zweigelt, HuM Hofer, Auserstal, Østrig

-

​Udvalg af oste med sødt, salt & knas

Albarino, Solas, Laurent Miquel, Languedoc

​-

​”Tarta Santiago” mandelkage med citrus • Sherrycreme • Eksotisk frugt • Karamel

​Verduzzo Friuliano «Pass the cookies”, Di Lenardo, Friuli

To menuer af 595 kr., en vinmenu 600 kr. to glas 250 kr.

Herefter kom endnu en maritim forret, dampet lyssej garneret med bitter salat, sprøde jordskokke-chips, tynde skiver radise og tang-æg – sidstnævnte sælges under den mistænkelige betegnelse ”caviart” i butikker, men smager forbavsende godt og fungerer som både salt og surt indslag.

Dampet lyssej. Foto: Morten Guldberg

Køkkenet holder meget af citrus, her i selskab med dild i cremen, endnu en velkomponeret og veltillavet servering. Languedoc-chardonnay fulgte retten til dørs, en vin med mere end Bourgogne-ekko og yderst velvalgt til fisken.

Svipser og fuldtræffer

Aftenens eneste tallerkenskuffelse var skovduebrystet, som var senet og svært at både skære i og tygge sig igennem.

Det lignede en køkkensvipser, for det havde også fået for længe over ilden, og så kom serveringen i meget dybe tallerkner, som gjorde skærearbejdet vanskeligt i sig selv. Synd, den ledsagende faux-risotto med byg og grønne linser smagte rigtig godt og de syltede ribs på toppen gav et fint sur/sødt modspil.

Skovduebryst. Foto: Morten Guldberg 

Klassisk, glimrende Ribero del Duero med afstemt fad gjorde hvad den kunne for retten, som desværre var handicappet i fundamentet.

Det var hovedretten ikke: Velstegt og saftigt lammekølle i tynde skiver på en papirstynd skive stegt aubergine garneret med bagt tomat en skefuld miniature-ratatouille, små stegte kartofler og en sovseskålfuld reduceret lammefond med masser af rosmarinsmag.

Lammekølle i tynde skiver. Foto: Morten Guldberg 

Det var en kro- snarere end raffineret gourmetservering, og måske behøvede lammet ikke så meget tilbehør. På den anden side var det rart at svælge i sovs snarere end sauce, når kvaliteten som her ikke fejler noget.

Zweigelt er Østrigs røde prestigedrue, i vores udgave ikke mindre end fremragende og bredt favnende i forhold til endnu en sammensat tallerkenservering.

Udvalg af oste var en tilsnigelse af en beskrivelse, der kom kun en enkelt på bordet. Til gengæld en rigtig fin gruyere, og vi var ikke just gammelsultne længere. Den galiciske albarino-drue i sydfransk variation var ikke vellykket sammen med al den sursøde indpakning, aftenens eneste mismatch, til gengæld smagte vinen aldeles glimrende for sig selv.

Et fund

Det afsluttende dessertfyrværkeri skuffede ikke. Den saftige mandelkage fik syrligt modspil af syltet kumquat og creme smagt til med sherry, og den hjemmelavede vaniljeis flaget med sprød tuille kunne stille op mod de fleste i genren.

Vaniljeis og mandelkage. Foto: Morten Guldberg

Endnu en usædvanlig vin kom til – norditaliensk Verduzzo-drue fra Friuli kombineret med riesling i så tilpas sød, men også syrlig udgave, at den håndterede både is og kage uden problemer.

Det bragte en god restaurantoplevelse til ende. Ikke uden fodfejl, men overordnet absolut i orden og til prisen et fund.

Bedømmelse

Mad og drikke: 5 stjerner 

Dansk/fransk køkken med soliditet, vinkortet begrænset, men stort nok til at økologiske håndværksvine med kant og personlighed.

Service: 5 stjerner 

En veloplagt og vittig tjener med græsk baggrund tog sig af os aftenen igennem, og det var intet at udsætte på.

Omgivelser: 4 stjerner 

Lyse farver, hvide duge og individuelle blomsterdekorationer på hver bord vidner om en kælen for detaljen, som bidrager positivt for den samlede oplevelse.

Værdi for pengene: 5 stjerner 

Ikke verdens dyreste råvarer, men håndværksmæssig præcision til prisen finder man ikke magen til mange steder.

Samlet: 5 stjerner 

Restauranter bedømmes på en skala, hvor 1 stjerne er bundkarakter, og 6 stjerner er topkarakter. I den samlede vurdering runder vi op eller ned.

Man stifter ikke bekendtskab med gastronomiske landvindinger eller innovative aha-oplevelser, men mindre kan gøre det for en samlet regning på godt et par tusinde, som også inkluderede førsteklasses betjening og stilrene omgivelser, der emmede af gourmethygge snarere end brun krostemning.