Hvad stiller man op, hvis man har idéen? Idéen, som vil gøre lokalområdet endnu bedre for alle, der bor der. Men kommunen kan eller vil ikke hjælpe med gøre idéen til virkelighed - hvad gør man så?

Så må man få det til at lykkes uden kommunens hjælp, men med opbakningen fra det lokalsamfund, hvor alle vil få glæde af den gode idé, siger Henrik Hahn-Nissen. Og hvordan gør man det, hvis man dårligt nok kender sine naboer?

Så må man jo lette sig fra sofaen og mødes med naboerne for at finde ud af, hvordan man kan hjælpe hinanden!

Og det er netop med hensyn til det møde - mødet, der kan sætte skub i tingene og bringe folk sammen - at Henrik Hahn-Nissen har store planer for Skanderborg Kommune.

Han er i fuld gang med at arrangere kommunens første folkemøde. Han kalder det for "Det Mobile Folkemøde", for tanken er, at det skal sprede sig til andre kommuner også. Inspirationen er hentet hos "det store folkemøde" som hver sommer forvandler solskinsøen Bornholm til en Distortion-agtig festival for politikere, journalister, lobbyister og erhvervsfolk. Men Henrik Hahn-Nissen vil lave et folkemøde som skabe grobund for udvikling frem for afvikling i de små lokalsamfund i den kommune, hvor han selv bor. Det skal være mere tilgængeligt end storebroren på Bornholm.

- Jeg har været til Folkemødet mange gange, og jeg elsker det. Men der er sgu ikke meget folkelighed over det, siger Henrik Hahn-Nissen og fortsætter:

- Mit håb er, at alle landsbyer i Skanderborg kommer til at have sin egen debat. Virksomheder, institutioner, organisationer, alle skal prøve at lave deres egen debat i løbet af den uge, vi holder folkemøde. Vi er nødt til at forstå, hvor meget vi faktisk kan gøre selv. Og jeg mener, at det hele starter med, at vi sætter os ned og snakker om, hvad vi kan gøre sammen, og hvad vil vi gerne opnå, siger Henrik Hahn-Nissen.

Når den driftige initiativtager selv belyser de potentielle faldgruber i det arrangement, han har brugt lang tid på at forberede, slår han en høj latter op og siger noget i retning af "der er jo aldrig nogen, der er mislykkes med det før". Dermed sagt, at han prøver noget nyt, og det er ikke til at sige, hvordan det går.

Det, som Henrik Hahn-Nissen drømmer om, er at skabe mere borgerinddragelse, at forankre lokalt ejerskab og at gøde jorden for virkelyst uden om kommunen.

Men spørgsmålet er, om andre vil være med i den leg?

- Min største frygt er, at jeg står alene til infomøderne. At ingen synes, det er fedt, og at ingen kan se værdien i det eller forstå, hvad det er, jeg gerne vil, siger Henrik Hahn-Nissen.

Men hvad er så drømmescenariet? 

- Det er da, at vi til infomøderne har haft 200 glade og interesserede mennesker på besøg som glæder sig til at arrangere debatter om det, de brænder for. At vi finder frivillige, som vil være med til at arrangere og facilitere de debatter, der skal være med til at sætte skub i tingene.

Og hvem er det så, Henrik Hahn-Nissen forestiller sig skal invitere til debat til folkemødet, og hvad skal det handle om? Her er et tænkt eksempel:

Fire naboer på en villavej i Galten drømmer om en legeplads for kvarterets unger. Men sådan en er dyr at opføre, og kommunen kan ikke betale for den. De fire naboer kunne så invitere til en debat om udvikling af legepladser og den videre proces fra tanke til handling. Og så kan det jo være, at der i nabokvarteret sidder en, der har prøvet at søge fondsmidler. Eller en, der har en mingraver og kan stå for gravearbejdet - og så man pludselig lidt nærmere en legeplads.

- Folk elsker faktisk at hjælpe hinanden. Og vi ved, at folk elsker at blive spurgt om hjælp, når blot vi spørger om noget, der kan lade sig gøre, siger Henrik Hahn-Nissen.

Det gælder dog ikke kun for landsbyerne, men også for borgere i de større byer i kommunen, som også er velkomne til at bringe debatter og dialoger i spil.

Henrik Hahn-Nissen understreger flere gange, at Det Mobile Folkemøde ikke bliver til i samarbejde med, eller til fordel for, Skanderborg Kommune - eller nogle andre kommuner, når det breder sig ud over Skanderborg på sigt. De lokale politikerne er inviteret med, og kommunen må da gerne være en medspiller, men hele formålet med de debatter, Henrik Hahn-Nissen ser for sig, er netop at nå frem til, hvad man kan udvikle, uden at kommunen skal punge ud.

Men har kommunen ikke også et stort ansvar i forhold til at sikre udvikling i landsbysamfundene? 

- Jo, helt bestemt. Men er det vigtigt for mig at sige, at ansvar og penge ikke er det samme. Jeg synes da afgjort, at kommunen skal være med til at stille rammer og platforme til rådighed, som gør at borgerne kan finde sammen og udvikle. Men jeg mener ikke, det er deres ansvar at gå forrest eller sørge for finansieringen af det hele, siger Henrik Hahn-Nissen.

Så en forskønnelse af gadekæret her i Hvolbæk til glæde for borgerne i landsbyen, det er ikke noget, kommunen skal være med til at betale? 

- Jeg tror, at det i langt hovedparten af tilfældene vil være mere smart og agilt, at man gør det selv. Hvis vi vil have vores gadekær her i byen tilbage, så tror jeg faktisk ikke, det ville tage meget mere end en weekend at banke på hos de forskellige og bede dem om at komme med deres maskiner og deres arbejdskraft, siger Henrik Hahn-Nissen og understreger, at det skal være nemt for folk, der gerne vil hjælpe til, at komme i gang.

- Derfor prøver vi at lave rammerne og platformen. Vi stiller sølvfadene frem og service frem, så at sige. Men vi kan ikke lave maden og en retterne. Det må man selv gøre, hvis man går og brænder for noget.

Henrik Hahn Nielsen ligner det, han er: Et menneske, der har sin daglige gang blandt politikere og erhvervsfolk. Han ligner en virksomhedsleder. Jakkesættet er skarpt, slipseknuden sirligt bundet, og der er lommeklud i habitjakken. Den hjemvendte lobbyist og iværksætter ligner faktisk en konservativ folketingskandidat, og det kan han da også skrive på CV'et.

- Det var dengang, det var det rigtige Konservative, understreger han og erklærer samtidig sin forkærlighed for Matador og den modtagelse, Jørgen Varnæs får, da han stiller op som folketingskandidat for det gamle godsejerpartiet i Korsbækkredsen.

Henrik Hahn-Nissen taler også om klassiske, konservative dyder, når han deler sine bevæggrunde for at arrangere det folkemøde, der skal skabe mere borgerinddragelse.

- Jeg vil gerne forsøge at finde nogle af de gamle gadekærsdyder frem. Vi skal tage ansvar for at skabe et godt og stærkt lokalsamfund, som vi kan være stolte af. Når den lokale Brugs lukker, nytter det ikke at brokke sig over det, hvis man kun har brugt den til at købe de småting, man ikke lige fik med fra Bilka, lyder det fra Henrik Hahn-Nissen.

Men med Det Mobile Folkemøde, og det, der gerne skal komme ud af det, lyder han, efter eget udsagn, nærmest ræverød. Han taler om lokalkomiteer, et manifest og andele. Planerne er mange, ambitionerne er store, og han har noget andet vigtigt for en iværksætter: Modet til at tage en chance med noget, som ikke er garanteret at blive en succes og sige, "nå, men i det mindste prøvede vi da."

Mange foreninger rundt omkring vil nok sige, at det er svært at få folk til at engagere sig og lave frivilligt arbejde. Har du opfundet den dybe tallerken? 

- Nej, det har jeg ikke. Det kan være, jeg er helt galt på den, siger Henrik Hahn-Nissen og affyrer endnu en høj latter.

- Men jeg tror stadig på, at det her kan være med til at gøre en forskel. Også selvom det måske ikke bliver verdens største succes, så tror jeg på, det er med til at rykke bevidstheden om, at man faktisk kan få meget til at ske uden kommunen.

Sidder du nu efter endt læsning og tænker, at du gerne vil være med til Det Mobile Folkemøde som frivillig, medlem af lokalkomiteen eller lignende, så kan du se mere på hjemmesiden.

MAD & DRIKKE: Lyng Dal Restaurant fremstår sandsynligvis endnu mere betagende om sommeren, når man kan skue ud over Søhøjlandets smukke landskab og tage en spadseretur i deres køkkenhave omgivet af lyngklædte bakker. Men der var også noget magisk ved at ankomme til det idylliske bindingsværkshus i hjertet af Gl. Rye denne bidende kolde februaraften, hvor en snestorm rasede udenfor.

Vi blev budt indenfor i varmen og placeret i en lille vindueskarnap, hvor vi straks følte os hjemme. Og hvis der er noget, der skal stå tilbage efter denne anmeldelse, så er det netop stedets evne til få gæsterne til at sænke skuldrene og give sig hen til det gode værtskab. Sjældent har jeg oplevet en mere autentisk service, hvor alt blær og lir er skrællet væk, så blot kernen af god, gedigen betjening står tilbage. Her taler maden og vinen sit eget sprog, klart og ukompliceret.

Og sådan har det været i snart 12 år, hvor søskendeparret Anita og Kristin Kajhøj Ibsen samt sidstnævntes mand Nicolai Gadebæk Pedersen har drevet den lille familievirksomhed, som udover restauranten også rummer et hotel med ni værelser. Selv bor Anita, Kristin og Nicolai også på adressen sammen med deres børn, der hjælper til med at finde lokale råvarer i de nærliggende skove.

Vi blev som det første budt på snacks og bobler, som vi takkede ja til, mens vi kiggede nærmere på menukortet. Og nu bliver jeg lidt selvmodsigende, for jeg har jo netop rost stedet for sin evne til at være nede på jorden, men menukortet lå i en krøllet plastiklomme, som var vi havnet på en middelmådig familierestaurant. Her kunne man med meget få midler gøre et bedre førstehåndsindtryk.

Samme følelse havde jeg med de flute-glas, som vores champagne blev serveret i. For det er altså – efter min mening – synd at drikke god, mousserende vin af alt for slanke, høje glas, hvor du ikke kan slynge vinen rundt eller få næsen tilpas langt ned i glasset til at opfange duftens fulde potentiale.

Det ændrer dog ikke ved, at det var et spændende champagnevalg. En 100 procent Pinot Meunier-baseret flaske fra producenten Charpentier, og det var en mørkfrugtet og rustik vin, der passede godt til den store tallerken med snacks, der også var til den landlige side.

Der var blandt andet puffede flæskesvær med barbecue, spanske oliven, små delikatesse-pølser samt maltkiks og øllebrødschips. Det var simpelt, men med gode råvarer, og så behøver man for min skyld ikke at gøre det mere kompliceret.

Jeg er også nødt til at nævne, at vores meget søde og storsmilende tjener lod champagneflasken stå på bordet med kommentaren ”så kan I selv hælde mere op og styre mængden i forhold til at køre hjem” med henvisning til, at min medspiser denne aften havde trukket det korte stå og lovet at agere chauffør på hjemvejen. Denne praksis med at lade flaskerne stå på bordet fortsatte aftenen igennem, og det har jeg aldrig oplevet før. Det vidende både om en førsteklasses service og en stor tillid til gæsterne.

Lyng Dals usnobbede tilgang viste sig også i kortet, hvor der både er en sæsonmenu med op til seks retter samt klassiske Lyng Dal-retter (for eksempel rejecocktail eller dansk oksemørbrad), og vores tjener fortalte, at man gerne måtte blande på kryds og tværs. God stil. Vi valgte dog den fulde menu inkl. de førnævnte snacks og tilhørende vin- og saftmenu samt kaffe og petit fours til 1450 kroner pr. person.

Og det skulle vi ikke fortryde. Inden første egentlige ret kom på bordet fik vi dog en ekstra appetizer i form af kammusling, syltet blomkål, selleri og tørrede urter. Det blev toppet med frisk kastanje, der blev revet over retten ved bordet, og vi fik selvfølgelig historien om, hvordan de fleste urter og svampe – og også denne kastanje – bliver fundet i naturens spisekammer i lokalområdet.

Vi fik også tre slags surdejsbrød på henholdsvis malt, ølandshvede og quinoa, og jeg kunne se, hvordan min medspiser, der er stor surdejsentusiast, fik smilehuller i kinderne. Det var en fornem start på aftenen.

Første forret var rimmet torsk, der lå omkranset af sprød grønkål, karse, dild og citronskal. Fisken ramte den perfekte balance mellem fast struktur og mørhed og smagte fuldstændig rent og æterisk. Det var en velkomponeret ret, hvor også tre skiver syltet pære og et par skefulde syrnet fløde med urteolie var med til at understøtte friskheden.

Det samme kunne siges om vinen, der blev hældt i glasset af Anita Kajhøj Ibsen, der foruden at være kok også har en baggrund som sommelier og tidligere restaurantchef på Molskroen. Vi skulle til Portugal og have Vinho Verde, og vinen var fuld af syre og mineralitet og tog mig tilbage til Algarvekysten, hvor jeg har boet og arbejdet og ikke mindst drukket denne terrassevin et utal af gange med udsigt til Atlanterhavet.

Min medspiser fik også en lang introduktion til saftmenuen, der til denne ret var Lyng Dals hvide most på blandt andet grønne druer, sure æbler og citronverbena, og man fornemmede hurtigt, hvordan Anita brænder mindst lige så meget for sin egenproduktion af saft og kombucha.

Den hvide most smagte så lækkert, at vi var nødt til at spørge, om vi kunne købe en flaske med hjem, og det var intet problem. Men som Anita sagde, ”så skilter vi ikke med det”, for hun kan bedst lide, at der ikke går samlebånd i produktionen, da det skal være sjovt og en mulighed for, at hun kan eksperimentere med de ting, hun finder i naturen.

Næste ret blev aftens svageste. Det var kulmule stegt med pankorasp på toppen, men den havde ligget for længe på panden og fremstod desværre en kende tør. Retten ville også have haft gavn af mere salt, men de sprøde jordskokkechips, hasselnødder og brunede smør fungerede fint som klassiske elementer på retten.

Mens min medspiser drak hvid kombucha, fik jeg serveret en ret interessant chardonnay fra den unge, tyske vinkomet Stefan Meyer, der dyrker vin efter biodynamiske principper i Pfalz. I mine noter har jeg skrevet, at den duftede af to-komponent epoxy-lim, hvilket lyder skørt, men vinen var også semi-funky på den gode måde – måske fordi den er spontangæret og har ligget sur-lie (altså på gærresterne) i 8-10 måneder. En spændende oplevelse, der overstrålede fisken.

Til gengæld imponerede næste ret, som var tatar på okseinderlår rørt med urter og pyntet med beder, kartoffelchips, tranebær, bøgehatte og tallerkensmækkere. Det er én af de bedste tatarer, jeg har fået i nyere tid. Perfekt krydret og samtidig visuel flot og enkel i sin fremtoning.

Mens vi ventede på sidste hovedret, funderede jeg over, at gæsterne på Lyng Dal denne aften var en sammensat størrelse. Der var gæster som os, der var ude med den store pung for at spise gourmet, men der var også et større fødselsdagsselskab med mindre børn, som restauranten forsøgte at favne med en særskilt børnemenu. Det er jo egentlig en flot tanke, at der er plads til alle, og børnene denne aften var meget eksemplariske, men jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan oplevelsen havde været for de andre gæster, hvis det var mine børn, der var medbragt på restauranten. Det var næppe gået lige så godt, kan jeg afsløre, og jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene om, at børn kan være en risikofaktor, man skal tage med i ligningen, hvis man spiser på Lyng Dal.

Apropos børn så var klokken efterhånden blevet ret mange, da vores hovedret med svinekæber og nakkekam blev serveret. Vælger man den fulde menu, er der uden tvivl tale om en helaftensforestilling fra køkkenet. Og da vi havde spist retten, der for øvrigt sad lige i skabet med en fortrinlig trøffelsauce og dertilhørende svampe, kunne vi kigge på uret og se, at klokken ville nærme sig midnat, før vi var hjemme, hvis vi både skulle have ost, dessert, petit fours og kaffe.

Så vi spurgte Anita, om vi mon kunne springe osten og kaffen over, så vi kunne afløse vores børnepassere, inden de faldt i søvn på sofaen. Og igen viste Anita, at det ikke er for sjov, at hun har vundet guld i DM for tjenere, da hun kort tid efter serverede desserten og samtidig havde pakket vores små lækre petit fours i en lille foliebakke, så vi kunne nyde dem, når vi kom hjem.

Og sørme om hun ikke også havde taget en lækker surøl med fra Observatoriet (tidligere på aftenen var vi faldet i snak om vores fælles passion for ølbrygning) som kompensation for kaffen. Og for at min medspiser ikke skulle snydes, fik vi også en plasticpose med Anitas egen kombucha-starterkultur, som vi tog under armen, mens vi bevægede os ud i snestormen helt høje på formidabel service og mad på højt niveau.

Lyng Dal er en lille autentisk perle, som på overfladen ikke gør meget væsen af sig. Den er end ikke nævnt i Michelin-guiden, selvom niveauet tåler sammenligning med nogle af de bedste restauranter i Østjylland. Men måske er det sådan, de helst vil have det. Jeg har tidligere læst Anita udtale, at de ikke vil være kendt som mad og vinsnobber. Eller som hun siger; ”vi er jo bare nogle midtjyder med interesse for mad og vin, og som elsker at hygge om vores gæster”.

Og det var præcis sådan, at jeg husker vores aften. Blottet for prætentiøse floskler eller store armbevægelser, kun ren og skær madglæde.

Nu træder den nye affaldssortering i kraft i Skanderborg og Odder Kommuner, som begge dækkes af renovationsselskabet Renosyd. Det betyder, at borgerne i kommunen skal have nye affaldsbeholdere og samtidig vinke farvel til deres gamle beholdere.

Allerede nu kan du se som borger i Skanderborg Kommune se, hvornår Renosyd kommer forbi og leverer dine nye skraldespande. Det kan du gøre ved at følge linket her, hvor du skal indtaste din adresse.

Tager man udgangspunkt i borgmester Frands Fischers (S) adresse i Ry, kan man se, at Renosyd forventer at levere tre styk nye affaldsbeholdere den 17. april. Man kan samtidig se, at de gamle beholdere afhentes to dage senere.

Man kan som læser frygte for en vis trængsel i Frands Fischers skraldely.

Og det er ikke blot borgmesteren, men alle forbrugere hos Renosyd, der får et par dage med ekstra mange beholdere på matriklen, når Renosyd skal have bringe-ud og hente-ind-kabalen til at gå op. Det foregår i en tretrinsraket, hvor Renosyd først leverer de nye beholdere, efterfølgende kommer forbi og tømmer de gamle beholdere for sidste gang og slutteligt afhenter de gamle beholdere.

Direktør i Renosyd, Henrik Müller, understreger om dagene med ekstra beholdere på matriklen:

- Men behøver ikke ringe og sige, at vi har glemt noget, når der står seks beholdere i indkørslen.

Fordelt på de to østjyske kommuner skal Renosyd og deres samarbejdspartnere forbi 37.000 husstande og levere i alt 95.000 nye beholdere og afhente 85.000 gamle beholdere. Det er en stor opgave, og direktøren håber, at borgerne vil hjælpe til med at sikre en så gnidningsfri overgang som muligt.

- Det er vigtigt, at man husker at stille de gamle beholdere ud til afhentning, når de er blevet tømt for sidste gang. Det står også forklaret på en seddel på de nye beholdere. På den måde undgår vi, at det tager for lang tid at indsamle, og at medarbejderne skal løbe rundt og lede efter beholdere.

Udbringningen af de mange nye affaldsbeholdere skydes i gang på den usædvanlige 29. februar, og direktør Henrik Müller forventer, at de sidste beholdere er bragt ud i slutningen af maj.

Når man som forbruger i Skanderborg Kommune modtager de nye affaldsbeholdere, skal man sortere sit skrald efter de nye regler - der ligger en sorteringsvejledning i den røde kasse til farligt affald, der leveres sammen med beholderne.

Renosyd har kunnet se på erfaringerne fra nabokommunerne, hvor man allerede er overgået til den nye affaldsordning, og det har givet en fordel i planlægningsarbejdet, medgiver Henrik Müller, direktør i Renosyd.

- Vi har sørget for at have alle beholdere hjemme til tiden, så vi undgår flaskehalse og problemer med leverancer, som har været tilfældet andre steder. Vi har også hyret fem ekstra skraldebiler samt ti ekstra medarbejdere ind i opstartsperioden, fordi vi ved, at der andre steder har været problemer med kapaciteten.

Overgangen til den nye affaldssorteringsordning markerer samtidig et skift i renovatør for Renosyd - det er altså et nyt firma, der fremadrettet skal stå for at hente affald hos borgerne i Skanderborg Kommune. Henrik Müller forklarer, at man har brugt det seneste års tid på at planlægge overgangen.

- Erfaringerne siger dog også, at man kan planlægge så godt som muligt, men vi ved, der kan opstå sygdom blandt medarbejdere og så videre. Vi ved også allerede nu, at der vil være steder, hvor vi for eksempel ikke kan finde en beholder, eller vi ikke kan køre, fordi der holder en bil på tværs eller lignende. Så der bliver daglige opsamlinger, hvor vi skal ud og hente manglende beholdere. Vi har lejet ekstra køretøj og hyret ekstra mandskab til det. Det er mere reglen end undtagelsen i sådanne store forandringer, at der vil være ting, som vi ikke kan forudsige, siger Henrik Müller.

Herunder får du en guide til den nye affaldsordning samt svar på nogle af de vigtigste spørgsmål.

Fik du læst ugens nyheder fra Skanderborg? Vi har samlet det vigtigste til dig lige her.