Rutsjebane, stort varmtvandsbassin og ny sauna i vente: Nu begynder byggeriet af den nye svømmehal, og her er svar på alle dine spørgsmål
Om lidt begynder byggeriet af Skanderborgs nye svømmehal, Vandvirke. Der er tale om en heftig udvidelse og ombygning af den eksisterende svømmehal fra 1978, og byggeriet løber op i omkring 100 millioner kroner.
Vejen til første spadestik, der er lige rundt om hjørnet i april, har været lang og besværlig, for planerne for en ny svømmehal går faktisk over 15 år tilbage. Det er derfor en lettet bestyrelsesformand og halinspektør, som SkanderborgLIV har talt med.
De fortæller om de nye muligheder, som de får med ombygningen, og om et byggeri, der bliver langt mere tidssvarende og kan tilfredsstille en bred vifte af brugere. Her dykker vi ned i byggeriet og ser nærmere på, hvad folk i kommunen kan vente af deres nye svømmehal.
Efter mere end 15 år med drømme, planer, udregninger, arkitekttegninger, politiske drøftelser, bestyrelsesmøder og byggemøder, sker det endelig:
Om godt en måneds tid begynder opførelsen af Skanderborgs nye svømmecenter som får navnet Vandvirke. Den eksisterende svømmehal fra 1978 bliver udsat for en heftig ombygning og tilbygning med små 3000 nye kvadratmeter. Når byggestøvet lægger sig, har byen og kommunen et moderne svømmecenter, som kan meget mere, end den selvejende svømmehal kan i dag.
- Den er ganske enkelt ikke tidssvarende, som det er i dag. Nu får vi får et svømmecenter, der virkelig bliver for alle. For børnefamilier, for holdtræning og for folk med særlige behov, Vandvirke bliver tilgængelig for alle, siger Søren Abildgaard, som er formand i den selvejende institution Skanderborg Svømmehal.
Sammen de øvrige medlemmer af bestyrelsen samt halinspektør Henrik Sparre har Søren Abildgaard brugt enormt mange timer på den ofte frustrerende proces med at planlægge det nye svømmecenter. Et projekt, som har været et brændende ønske i bestyrelsen i over 15 år.
Nu er de sidste detaljer ved at være på plads. Til stor glæde for folkene bag Vandvirke.
- Vi prøver med Vandvirke at gå et skridt foran og skabe nogle faciliteter, der gør det nye svømmecenter tidssvarende mange år ud i fremtiden. Det gælder ikke bare om at skabe noget sjovt for børnefamilierne. Men også om at kunne tilbyde samarbejde med mange forskellige interessenter og bruge de holdsale, varmtvandsbassiner og så videre, som vi får, til at være noget for mange, siger halinspektør Henrik Sparre.
SkanderborgLIV har sat bestyrelsesformanden og halinspektøren i stævne for at blive klogere på, hvad borgerne i kommunen kan se frem til. Så læs med herunder, når Søren Abildgaard og Henrik Sparre fortæller om, hvad der er i vente og giver svar på mange af de centrale spørgsmål.
Hvad kan børnefamilierne se frem til?
Børnefamilier er selvfølgelig en vigtig del af klientellet i enhver svømmehals offentlige åbningstid, og i Vandvirke bliver der sjov for børn i alle aldre, forsikrer Henrik Sparre og Søren Abildgaard.
Og der er nok ingen tvivl om, at noget af det, der virkelig får børnefamilierne til at løse billet, er rutsjebaner, multibassin og varmtvandsbassiner. Sådan en trio får Vandvirke - og man ved, at rutsjebanen er det helt store trækplaster. Det lægger endnu ikke helt fast, præcis hvilken model rutsjebane, der bliver tale om, men det skal nok blive noget, der kilder i maven - og bidrager til at sikre en god driftsøkonomi.
- Vi ved, at sådan en rutsjebane er vigtig, og bestyrelsen har bedt Henrik om at finde noget rigtig godt, og noget som ikke bliver umoderne om tre år. Vi fokuserer selvfølgelig også på mange andre ting end bare rutsjebanen, men skal vi skabe god økonomi i vores offentlige åbningstid, og det er vi nødt til, så skal der være noget sjovt for børnefamilierne, siger bestyrelsesformand Søren Abildgaard.
En sjov og fremtidssikret vandrutsjebane er en stor investering til adskillige millioner, men både halinspektør og bestyrelsesformand slår fast, at det er en god investering.
- Jeg har fortalt en ekspert om vores behov og sagt, at det skal være noget, som er fremtidssikret og også noget, som man ikke lige har andre steder. Det skal jo gerne være noget, hvor man som gæst tænker, at det er lidt usædvanligt, det skal vi prøve igen, siger Henrik Sparre.
Desuden får Vandvirke også familieomklædningsrum, som i flere andre moderne svømmehaller er et stort hit blandt børnefamilier.
Hvornår står svømmehallen klar - og hvorfor er den forsinket?
Byggeriet begynder i april, og Vandvirke kommer formentlig til at stå klar til kommunens vandhunde i begyndelsen af 2026. Det nordjyske byggeselskab Svend Aage Christiansen A/S er totalentreprenør på opgaven. Lige nu lægges absolut sidste hånd på det, der kaldes projektforslaget - altså de detaljerede tegninger og planer der viser, hvordan svømmehallen skal indrettes. Det skal være på plads, inden man går i jorden.
- Det er en krævende og besværlig proces at udarbejde projektforslaget, for man skal dykke ned i de mindste detaljer og sikre, at man får det rigtige projekt fra start, for det er dyrt at lave sådan noget om, siger Søren Abildgaard og fortsætter:
- Lige nu går jeg faktisk bare og venter på at få datoen for første spadestik, så vi kan få politikerne i gang med den gyldne skovl.
Her i SkanderborgLIV kunne man tilbage i foråret 2022 læse i et interview med Søren Abildgaard, at planen var at indvie Vandvirke i foråret 2024. Omkring det tidspunkt blev verden dog ramt af inflation og voldsomme stigning på udgifter til byggeri, og det var medvirkende årsager til forsinkelsen, forklarer formanden.
- Men på det tidspunkt havde vi heller ikke været igennem processen med udarbejdelse af lokalplan og hele udbudsprocessen. Det tog bare længere tid, end jeg havde regnet med. Vi blev også udfordret af, at verdenssituationen pludselig ændrede sig. Inden vi gik ud og brugte en masse penge, blev vi nødt til at sikre, at det kunne lade sig gøre inden for den økonomiske ramme, som vi havde. Der fik vi en vurdering af rådgivningsselskabet Covi som kiggede på, om det overhovedet var realistisk at lave en svømmehal inden for de økonomiske rammer, som vi havde. Da vi sagde ja, turde vi godt gå videre med at bruge pengene.
Hvad med dem, der ikke vil køre i rutsjebane - hvad skal de glæde sig til?
Selvom der med Vandvirke ikke bliver tale om en helt ny svømmehal, vil det være en markant anderledes oplevelse, der venter gæsterne.
Der bliver etableret nye omklædningsrum, nyt foyerområde med plads til ophold, åbne klublokaler og nye fitnessfaciliteter med kig til svømmehallens store multibassin. Der etableres desuden sale til forskellige former for holdtræning samt behandlerrum.
Præcis hvad og hvordan, de forskellige tilbud kommer til at se ud, ligger endnu ikke fast, for det afhænger af, hvilke samarbejde der kan etableres med forskellige interessenter. Men, slår bestyrelsesformanden Søren Abildgaard og halinspektør Henrik Sparre fast, mulighederne er mange.
- Det har jo svært for os at gå ud og sælge noget, før vi med 100 procent sikkerhed vidste, hvordan det kom til at se ud. Det kan vi nu, hvor vi om lidt med det færdige projektforslag ved præcis, hvordan det kommer til at se ud, siger Søren Abildgaard.
Hvad koster det at bygge en ny svømmehal?
Byggeriet kommer til at koste mere end i alt 100 millioner kroner.
- Når det kommer til byggeri af en svømmehal, er alting dyrt. Eksempelvis skal der bruges en særlig belægning på alle rør, og alt stål skal være af en helt speciel slags. Og den slags er ikke billigt, siger halinspektør Henrik Sparre.
Allerede inden, første spadestik er taget, har det kostet millioner for den selvejende institution at planlægge en ny svømmehal. Udgifter til ingeniører og arkitekter har kostet omkring fem millioner kroner, men det kunne have været dyrere endnu, hvis ikke det var sammensætningen af bestyrelsen i Skanderborg Svømmehal. Søren Abildgaard er advokat og har eksempelvis sparret projektet for en del udgifter til juridisk bistand, og andre kræfter i bestyrelsen, herunder Carsten Kronborg der har stor byggeindsigt, har løst andre opgaver, som ville have kostet mange penge, hvis arbejdet skulle være købt ude i byen.
Der er lagt mange timers frivilligt arbejde i projekt Vandvirke, understreger bestyrelsesformanden som flere gange roser de øvrige medlemmer af bestyrelsen for deres dedikation.
Der fandtes også dyrere løsninger, man kan kunne have valgt, fortæller Søren Abildgaard videre. I stedet for en tilbygning til den eksisterende svømmehal, kunne man have bygget en ny svømmehal, hvad der også var oppe at vende en overgang.
- Det havde været fedt at lægge den oppe på Fælleden. En flot, helt ny svømmehal deroppe. Men det er jo fornuftigt og bæredygtigt at gøre det her i stedet. Det ville koste mindst det dobbelte af, hvad vi skal give her. Og desværre graver man jo heller ikke her i kommunen pengene op ad jorden eller plukker dem på træerne. Det her er det bedste løsning, af alle projektforslag, som kan opnås for de penge, der er til rådighed. Vi håber bare på, der bliver stor opbakning fra hele kommunen.
Tilbage i efteråret forhøjede kommunen den lånegaranti på 79,5 millioner kroner, som var stillet for byggeriet. Den blev forhøjet med 10,5 millioner kroner.
Søren Abildgaard sagde i den forbindelse til SkanderborgLIV.
- Vi har været nødt til at få lånegarantien forhøjet, for der er jo sket rigtig meget, siden vi gik ud med det her projekt første gang, f.eks. prisstigninger, så nu er det et projekt til 100 mio. kr., siger Søren Abildgaard.
Hvilken type vandbassiner bliver der tale om?
Det eksisterende svømmebassin bevares, og det samme gør vippen, der bliver flittigt brugt.
Men derudover får Vandvirke to store trækplastre i form af et nyt, stort varmtvandsbassin samt et såkaldt multibassin med modstrømsanlæg og masser af plads til leg og vandpjask.
- Vores svømmebassin kører i dag med en temperatur på 27,5 grader, hvor det normalt er mellem 24 og 26 grader i den type bassin. Den 1,5 grad ekstra lyder ikke så vildt, men det betyder sindssygt meget. Det er det, der gør, at børnene ikke får blå læber og klaprer tænder. Det gør selvfølgelig også noget ved driftsudgifterne, for der er trods 740.000 liter vand i bassinet, der skal varmes op, siger halinspektør Henrik Sparre.
Han fortæller, at det nye multibassin vil få en tilsvarende temperatur, mens varmtvandsbassinet formentlig bliver på omkring 34-35 grader. Og der bliver tale om et stort varmtvandsbassin som giver mange muligheder for en bred vifte af brugere.
- Varmtvandsgymnastik for ældre, genoptræning, babysvømning og så videre. Det er altså noget, vi satser benhårdt på, siger Henrik Sparre, inden Søren Abildgaard uddyber:
- Vi har nogle borgere i kommunen, som har brug for at kunne komme i et varmtvandsbassin, fordi de har specielle behov. Jeg lægger selv meget vægt på, at vi kan tilbyde sådan noget, når vi gerne vil være noget for alle.
Hvad med dem, der gerne vil stege i saunaen?
Meget har ændret sig i måden man bygger svømmehaller, siden Skanderborg Svømmehal stod klar til indvielse i 1978.
Og noget af det, man i de senere år er begyndt at gøre, er at flytte saunaen væk fra omklædningsrummet. Det bliver også tilfældet i Vandvirke. Halinspektør Henrik Sparre forklarer:
- At gå i sauna skal også være en oplevelse, man kan have sammen som familie. Er du som mand i svømmehal med din otteårige datter, kan I ikke gå i sauna sammen, hvis der en sauna i hvert omklædningsrum.
Teknikken i svømmehaller har ændret sig meget bare de seneste 10 år, og det har en indvirkning på, hvordan man kan bruge en sauna i dag.
- I dag er der så lidt klor i vandet, at man sagtens kan sidde i en sauna, selvom man har badetøj på. Det bliver man altså ikke forgiftet af, som man gjorde i gamle dage. Med de pumper og filtre, vi har i dag, kan vi udskifte 740.000 liter vand i bassinet på tre timer, så det er slet ikke nødvendigt med så meget klor i vandet. Derfor er fællessaunaen, og den oplevelse, noget af det, som vi ser meget begejstret frem til, siger Henrik Sparre.
Holder svømmehallen lukket, mens der bygges?
Der er godt nyt til dig, der er bekymret for, om du skal undvære en svømmehal i Skanderborg i de år, det tager at ombygge til Vandvirke. Det bliver ikke tilfældet.
- Vi har fået at vide af entreprenøren, at vi nok skal regne med, at der bliver lukket i to til tre uger, når den nye del skal bygges sammen med det gamle. Men det er også alt. Så i langt det meste af tiden, kan vi fortsat holde åbent, siger halinspektør Henrik Sparre.
Hvordan kommer Vandvirke til at skille sig ud?
Vi har slået fast, at det er dyrt at bygge en svømmehal, og når nye, flotte svømmehaller skyder op rundt omkring i landet, går der nærmest prestigebyggeri i den. De fleste steder vil man gerne gøre et eller andet specielt, så en ny svømmehal skiller sig ud fra mængden.
Gør Søren Abildgaard og den øvrige bestyrelse sig også den slags tanker om at give Vandvirke et særpræg? Ja, selvfølgelig, og de har en idé.
Som allerede beskrevet i denne artikel skal der et heftigt pumpeværk til at drive en svømmehal med mange hundredetusinde liter vand, der skal renses og filtreres. Det maskineri er ikke synligt for gæsterne i svømmehallen, men hvorfor egentlig ikke? Med Vandvirke er det planen, at teknikken skal vises frem som noget af det første, man ser, når man træder ind i den nye bygning. Her skal maskinrummet være synligt bag en glasvæg.
- Jeg har aldrig set en svømmehal med et vindue ind til teknikken. Men jeg synes, det er en rigtig god idé. Og jeg tror da, det bliver spændende for børnefamilier at komme og se, hvordan vandet bliver renset og få den oplevelse med, siger Henrik Sparre.
Halinspektøren og bestyrelsesformanden fortæller, at de har besøgt et bredt udsnit af svømmehaller for at få inspiration til ikke blot indretning, men også forretningsmodel. Svømmehallerne i Vejen, Vejle, Horsens, Viborg, Kolding og Esbjerg er nogle af de steder, de har kigget på.
Hvad skal der være på taget?
På illustrationerne af det nye svømmecenter har den opmærksomme læser måske bemærket, at der er lagt op til sjov og ballade på taget i form af udendørs træningsudstyr.
Den del er ikke helt på plads endnu, for tanken er, at pengene til det skal komme fra fonde og donationer fra private og virksomheder - og arbejdet med at anskaffe de midler begynder nu, fortæller Søren Abildgaard.
- Målet har været at bygge en svømmehal. Det er kerneforretningen. Og så har vi en række ting, vi gerne vil opnå for at gøre det endnu bedre og skabe en god sammenhæng. Og aktiviteter på taget er noget af det. Det er tænkt ind i byggeriet, og i bestyrelsen har vi nedsat en gruppe, der skal ud og skaffe penge til det.
Det bliver en intensiv jagt over det næste halve år, og ifølge Søren Abildgaard er der et håb om, at der er borgere i Skanderborg som kan hjælpe til.
- Vi vil meget gerne engagere de lokale og skabe et godt, lokalt ejerskab helt fra starten. Men vi er også klar over, at der er mange andre derude, der gerne vil have fat i de penge, som man kan hente hos fondene. Men troede vi ikke på det, ville vi jo ikke prøve. Vi giver i hvert fald ikke op, før vi løbet panden mod muren tilpas mange gange, siger Søren Abildgaard.