Anders Kalstrup er medindehaver og restauratør af Knudhule Badehotel og Gastronomisk Institut i Ry, der er kåret til Danmarks bedste badehotel. Foto: Johanne Jedig Wejse

Fra "ødelagt, beskidt og klamt" til prisvindende badehotel

- Der er ikke noget af det, man kan få på Knudhule, som man ikke kan få andre steder. Der er masser af steder, der er bedre til at lave mad. Der er masser af steder, der har bedre service. Der er masser af steder, der har en federe beliggenhed.

Det lyder jo ikke umiddelbart som den bedste salgstale fra medindehaveren af Knudhule, Anders Kalstrup. Men – for der er et men, og det er nok en af grundene til, at de lokale Facebook-grupper flød over med opfordringer til at sætte en stemme på Knudhule i afstemningen om Danmarks bedste badehotel.

Og men'et er:

- Det er ganske få steder, hvor alting er synkront med hinanden, og der er en sammenhæng mellem det, man laver, siger Anders Kalstrup.

Han og kompagnonen Dean Jespersen overtog Knudhule for ret præcist 11 år siden, og det var, som han siger, "ødelagt, beskidt og klamt".

I denne uges nyhedsbrev får du historien om, hvordan de endte med at se noget i de cirkus-gule bygninger, og en chance for at møde den ene af folkene bag det, man vidst roligt kan kalde en lokal succes, som er værd at køre efter.

Som Anders Kalstrup også siger:

- Folk bruger deres surt tjente penge herude, uanset om det er på et helt bryllup eller et enkelt glas vin, og så har vi også en forbandet forpligtelse til at sørge for, at det glas vin er skænket med alt det kunst og kærlighed du overhovedet kan klemme ned i det.

Jeg tror da i hvert fald, at jeg skal ind og have et glas vin med kunst og kærlighed, næste gang jeg er på badetur ved Knudsø.

Jeg kommer også omkring bybussen, hvis rute skal lægges om, både fordi Adelgade Syd skal omdannes, og for bedre at betjene Flok.

Og så tager vi et kig på ambulancer og akutlægebiler i Skanderborg Kommune. Der er nemlig forskel på, hvor mange der når kørslen indenfor den tid, som regionen har som mål. Og særligt Ry halter efter.

Til sidst vil jeg minde om det korte nyhedsoverblik i bunden, og så er der ikke meget andet at sige end rigtig god læselyst.

Vi elsker at høre fra jer

Er der noget, du undrer dig over i Skanderborg Kommune? Noget der også kan interessere andre, og som vi kan undersøge journalistisk? Så skriv til os lige her. Vi elsker, når journalistikken bliver til i fællesskab med jer - og vi belønner de gode spørgsmål med en kaffekop ☕

Billede af Johanne Jedig Wejse
Billede af skribentens underskrift Johanne Jedig Wejse Journalist
Anders Kalstrup er medindehaver og restauratør for Knudhule, som han og kompagnonen overtog i 2013. Foto: Johanne Jedig Wejse

Danmarks bedste badehotel havde 17 konkurser på 20 år – men skuden vendte i 2013

Anders Kalstrup og Dean Jespersen overtog i 2013 nøglerne til Knudhule, og stedet har siden da gennemgået en stor forandring.

- Vi har masser af projekter inde i hovedet, som vi godt kunne tænke os for Knudhule – men vi lærte under corona, at vi ikke skal ud og låne penge. Så vi udvider og renoverer, når vi har pengene til at stå på kontoen, siger Anders Kalstrup.

Det blev et badehotel, selvom der er 30 kilometer til den nærmeste kyst. Her er historien bag Knudhule Badehotel og Gastronomisk Institut, der gik fra at ligne vinteropbevaring for et cirkus til at være Danmarks bedste badehotel.

- Det er ikke raketvidenskab, det vi laver. God mad, godt værtskab, og så en beliggenhed, der i den grad er fornuftig.

Der er ikke meget tvivl at spore i stemmen på Anders Kalstrup, der er restauratør og medindehaver af Knudhule Badehotel og Gastronomisk Institut i Ry.

Men det er der nok heller ikke grund til. For bag restauratøren i kokkeskjorte og sorte briller glimter solen i Knudsøs spejlblanke overflade. Og omkring ham summer det af liv på badehotellet Knudhule.

Danmarks bedste af slagsen, hvis man spørger Opdag Danmark, der hvert år kårer Danmarks bedste badehoteller. Knudhule fik i slutningen af april titlen for anden gang i kåringens historie.

Knudhule Badehotel og Gastronomisk Institut ligger lige ud til Knudsø Strand – det kræver blot, at man krydser Randersvej. Foto: Johanne Jedig Wejse

Det lå ellers ikke i kortene for det snart 90 år gamle byggeri, at det skulle indgå i en badehotelskåring. Knudhule har både været ungdomsherberg og vandrehjem, og da de nuværende ejere overtog det, var det et kursus- og konferencecenter.

- For os var det i hvert fald ikke et kursus eller konferencecenter – det kan jo ikke blive mere usexet. Til gengæld var der en blå-flags-badestrand lige ude foran. Knudsø er fantastisk, og der er altid sort af mennesker om sommeren, siger Anders Kalstrup, og fortsætter:

- Så tænkte vi, vi laver da et badehotel. Ja, det kan godt være, det ligger lidt inde i landet – men der er jo ingen regler, der siger at badehoteller skal ligge ud til en kyst.

Kort tid efter at Knudhule Badehotel fik sin titel, blev badebroen ved Knudsø Strand bygget, og året efter havde TV2's serie Badehotellet premiere. Dermed blev titlen i den grad cementeret.

Badebroen ligger ved Knudhule strand ved Knudsø, der har haft blåt flag siden 1992. Foto: Johanne Jedig Wejse

Men for Anders Kalstrup og medindehaveren Dean Jespersen var det egentlig ikke drømmen om et badehotel, der var afgørende.

De to mødte hinanden mens de var i lære på Hotel Hanstholm i slutningen af 90'erne, og havde efterfølgende en årrække hver for sig, inden de vendte blikket mod Østjylland med drømmen om at købe en restaurant sammen.

- Det så herrens ud

Det blev starten for Gastronomisk Institut i Silkeborg.

- Da vi havde været der i syv-otte år, så begynder vi at gå og kede os lidt. For det var jo en restaurant, og vores målsætning havde altid været, at vi gerne ville eje noget selv. Så vi begyndte at kigge, og mægleren foreslog det her Knudhule, som jeg aldrig havde hørt om eller besøgt, fortæller Anders Kalstrup.

Hans første møde med badehotellet beskriver han med lys i øjnene i én lang, ivrig køre:

- Jeg kører ud selv for at se på det, og det ser herrens ud over det hele. Ham der ejer det, er gået konkurs, og det hele bærer ret tydeligt præg af, at det har været dårligt vedligeholdt i en periode. Alt det, der nu er hvidt, det har samme farve gult som Cirkus Benneweis, og alt det, der ikke er gult, det er svensk rødt – så det ligner jo en vinteropbevaring for et cirkus. Ude foran er der gamle have-møller og en masse ødelagte havenisser.

Han tager en kort indånding:

- Og jeg tænker, der er et eller andet ved det her. Så begynder det at hagle, og det er helt skørt, men alt det her sjap dækkede pludselig alt lortet. Så alt det, der før så herrens ud, det blev egentlig helt okay, og området er jo helt fantastisk. Så jeg skyndte mig hjem til Dean (nuværende medindehaver, red.) og viste det, nu inspireret af haglvejret til, at alt det gule skulle males hvidt, og så bød vi egentlig bare på det.

Knudhule blev indviet i 1936 under navnet Tulstrup Ungdomsherberg. Foto: Johanne Jedig Wejse

Anders Kalstrup griner lidt, og tilføjer:

- Så tænkte jeg egentlig bare: Hvad er det, du har gjort? For du drømmer ikke om, hvordan her så ud. Så ødelagt og beskidt og klamt.

Masser af projekter for fremtiden

Anders Kalstrup og Dean Jespersen fik nøglerne den 17. maj 2013, og frem til udgangen af 2015 drev de restauranten i Silkeborg, samtidig med at de tog renoveringen af Knudhule fra en ende af.

- Det var lige ved at tage livet af os. Men jeg troede fuldt og fast på det, ellers havde jeg ikke brugt alle mine spareskillinger på at købe det, siger Anders Kalstrup.

I den tid, de to kompagnoner har ejet Knudhule, har det gennemgået ti udvidelser eller større renoveringer, og de har netop taget hul på den 11.

- Vi har masser af projekter inde i hovedet, som vi godt kunne tænke os for Knudhule – men vi lærte under corona, at vi ikke skal ud og låne penge. Så vi udvider og renoverer, når vi har pengene til at stå på kontoen, siger Anders Kalstrup, og tilføjer:

- Nu har vi snart haft 11 gode år med Knudhule, men de forudgående 20 år var der ikke mindre end 17 konkurser på adressen – så det kan jo lynhurtigt vende.

- Vi har valgt vores gæster med omhu, og for hver 1000 gæster vi har, har vi kun 1 idiot, fortæller Anders Kalstrup. Foto: Johanne Jedig Wejse

Gastronomisk Institut er nu en del af Knudhule, så stedet byder både på restaurant, hotel, konferencemuligheder og selskaber. Og der er nu 55 medarbejdere på lønningslisten, der tilsammen udgør 43 årsværk.

- Knudhule er ligesom et skib, det kan ikke bare låses for – det er 24/7. Klart, der er lukket om natten, men den første morgentjener møder 5.30 om morgenen, og opvaskeren går ofte først ved 3-tiden om natten. Så det er et hus, der er levende hele tiden, siger Anders Kalstrup.

Men selvom Knudhule er spredt ud på mange heste, så er indehaverens store fokus, at det hele skal hænge sammen.

- Der er ikke noget af det, man kan få på Knudhule, som man ikke kan få andre steder. Der er masser af steder, der er bedre til at lave mad. Der er masser af steder, der har bedre service. Der er masser af steder, der har en federe beliggenhed. Men det er ganske få steder, hvor alting er synkront med hinanden, og der er en sammenhæng mellem det, man laver, siger Anders Kalstrup.

- Forsørg jer med noget andet end restaurationsbranchen

Det er ikke altid nemt, og i travle perioder indrømmer han, at det nogle gange kan blive en smule maskinelt.

- Der er det vigtigt, at vi hanker op i os selv. Folk bruger deres surt tjente penge herude, uanset om det er på et helt bryllup eller et enkelt glas vin, og så har vi også en forbandet forpligtelse til at sørge for, at det glas vin er skænket med alt det kunst og kærlighed du overhovedet kan klemme ned i det. Bare fordi vi har 50 bryllupper på et år, må der ikke gå samlebånd i det, understreger Anders Kalstrup.

Men det kan være hårdt, og det er langt fra et 9-16 job. Både Dean Jespersen og Anders Kalstrup står til rådighed 24/7, og Anders Kalstrup bor ovenikøbet i værtsboligen lige ved siden af badehotellet – så hvis der springer et vandrør klokken 3 om natten, er det ham der er den første på pletten.

Derfor siger han da også til sine tre børn, at de er velkomne til at besøge og være på Knudhule, men:

- I skal sørge for at få en uddannelse hvor I kan forsørge jer selv med noget andet end restaurationsbranchen, fordi det er en hård mundfuld. Sagt på en anden måde: Hvis man har en ingeniøruddannelse og overvejer restaurationsbranchen, så uanset hvor dårlig en ingeniør man er, skal man bare holde fast i det, siger Anders Kalstrup.

- Vi fylder hverdagen med ironi og sarkasme, men bakker det op med, at vi tager det vi laver dybt seriøst, fortæller Anders Kalstrup. Foto: Johanne Jedig Wejse

Det ændrer dog ikke på, at det for Anders Kalstrup i den grad er det værd, og han elsker at være ude og have med menneskene, der besøger Knudhule Badehotel at gøre. Han fortæller, at folk kan huske at have besøgt stedet på skoleture i 80'erne, 70'erne og 60'erne.

- Der er masser, der har haft gode oplevelser i den tid, selvom der er en kæmpe forskel fra det og til i dag. Vi har som mennesker en positiv egenskab til at huske alt det sjove, ikke alt lortet. For er var sikkert halmsenge, rotter og røvdårlig mad, men fordi solen skinnede og det var noget andet end man plejede, så var det en god tur – og selvom det er helt noget andet nu, så bliver de to gode oplevelser kædet sammen i konklusionen: Knudhule er et fantastisk sted, siger Anders Kalstrup.

Det er dette stop på den sydlige del af Adelgade, som bybussen i fremtiden ikke længere vil holde ved. Foto: Johanne Jedig Wejse

Bybussen får ny rute: Mindre Adelgade, mere Flok

Byrådet har vedtaget, at bus 21 i Skanderborg skal have en ny rute, da Adelgade skal omlægges og bussen gerne i fremtiden skal betjene fællesskabshuset Flok.

Derfor vil bussen fra start-midt 2025 køre via Sygehusvej og Vestergade på alle afgange, mens den på udvalgte afgange skal køre videre fra endestationen i Vrold til Flok i Dyrehaven.

De seneste trafiktal viser, at bybussen er yderst populær, og det ønsker kommunen skal komme det nye fællesskabshus Flok til gavn.

Stopknappen på de gule stænger i 21'eren fremkalder en høj hyletone, der ikke efterlader tvivl. På en solbeskinnet hverdagseftermiddag er bussen proppet fra uddannelsescentret i Højvangen, og stopknappen hyler ved hvert stop på Banegårdsvej og Adelgade.

Men den proppede bybus får inden længe nye græsgange.

For allerede fra næste år, 2025, vil bus 21 køre anderledes.

Den skal have en ny rute, fordi den sydlige del af Adelgade skal omdannes, blandt andet med en ensretning. Det vedtog byrådet i Skanderborg Kommune på seneste byrådsmøde.

Den nye rute betyder, at bybussen omlægges til at køre via Sygehusvej og Vestergade på alle afgange. Det forventes, at ruten kan implementeres enten i starten af 2025 eller i sommeren 2025, inden anlægsarbejdet i Adelgade opstartes. En forvandling, du kan læse mere om i denne artikel.

I oplægget til byrådet står der, at bybussen vil dække stort set samme antal indbyggere med omlægningen, mens de forholdsvist nye byområder Søtoften og Søbyen vil blive bedre betjent end i dag.

Men det er ikke kun den snarlige omdannelse af Adelgade, der påvirker bus 21. For som du har kunnet læse i SkanderborgLIV her og her, så er Skanderborgs nye fællesskabshus Flok åbnet for offentligheden.

Og kommunen ønsker, at det kommunalt finansierede fællesskabshus skal være let at komme til med bus. Gerne bybussen. Det vil også betyde bedre busforbindelse til børnehuset Dyrehaven, der ligger lige ved siden af Flok.

- Når vi har fået så godt et tilbud som Flok forhåbentlig ser ud til at blive, så skal den også have fuld skrald herfra, sagde Jens Szabo (V), formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget, på byrådsmødet.

Kommunens administration havde foreslået flere scenarier, og her valgte byrådet altså det scenarie, der forlænger bybussens rute. Det vil sige, at endestationen i Vrold på et ikke-defineret antal afgange flyttes til Sølund, hvor Flok ligger i pavillon 5.

Flok er det nye fællesskabshus og aktivitetshus i Skanderborg. Foto: Johanne Jedig Wejse

Et valg, der kommer til at koste cirka 200.000 kroner, som budgettet til kollektiv trafik skal øges med. Byrådet har valgt at udskyde finansieringen af ekstraudgiften til budgetlægningen for 2025-2028.

Administrationen havde ellers anbefalet ikke at omlægge bybussen for at betjene Flok, men i stedet udnytte at bus 107 stopper med 12 afgange i hverdagen og 20 flexbus-afgange.

Derudover påpeger kommunens scenarie, at der på nuværende tidspunkt er cirka 900 meter fra bybussens stoppested ved Sølundsvej/Vestergade til Flok.

Men det var altså ikke nok for byrådet, og en del af forklaringen er at finde i passagertallene for Midttrafik. For 14.500 passagerer stod i 2023 på bus 107, der kører mellem Skanderborg og Tebstrup (med enkelte stop i Gedved og Horsens).

Bus 21, Skanderborgs eneste bybus, kører hele byen tynd. Foto: Johanne Jedig Wejse

Bus 21 er derimod velbenyttet i en helt anden skala. Passagertallene fra Midttrafik for 2023 viser, at knap halvdelen af de 434.000 årlige buspassagerer i Skanderborg Kommune tager bybussen.

Især i hverdagene er der gang i bussen, der kører fra Højvangen til Vrold: 175.000 passagerer tog i 2023 bussen i hverdagene.

Det er en del mere end den næstmest populære bus, nemlig 309'eren, der kører mellem Skanderborg og Galten/Herskind. Her tager knap 100.000 bussen i hverdagene – og bussen kører slet ikke i weekenderne.

Forandringerne for bybussen ved både den sydlige del af Adelgade og på Flok skal implementeres samtidig; start-midt 2025.

Det skal helst ikke tage mere end 15 minutter for en ambulance med blå blink og sirener at nå frem, lyder det i Region Midtjyllands servicemål. Arkivfoto: Johan Gadegaard.

Nye tal: Flere lokale forskelle på, hvor ofte ambulancen er forsinket

Ambulancetjenesten i Skanderborg Kommune har stor set nået Region Midtjyllands mål for hurtig respons på nødkald.

92,6 procent af livstruende nødkald blev besvaret inden for 15 minutter, mens 85,6 procent af de hastende men ikke-livstruende nåede frem inden for 30 minutter.

Der er variation på tværs af postnumre, specielt i Ry, hvor kun 82 procent af A-kørslerne blev besvaret inden for måltiden, modsat Hørning med 97 procent.

Ambulancen skal som udgangspunkt nå frem indenfor 15 minutter på livstruende kørsler, og 30 minutter ved hastende kørsler. Men et par steder ligger kommunen under gennemsnittet, og det kommer især til udtryk i Ry.

Hvert minut er afgørende, hvis man falder om og har akut brug for at blive fragtet til et hospital.

Derfor har Region Midtjylland fastsat mål for, hvor hurtigt ambulancen skal nå frem, både på de livstruende og ikke-livstruende, men stadig hastende, ambulancekørsler.

I Skanderborg Kommune havde ambulancerne 1.960 af de mest akutte kørsler, og 1.684 kørsler, hvor borgerens tilstand var hastende, men ikke livstruende.

Af de mest akutte kørsler, såkaldte A-kørsler, nåede 92,6 procent frem indenfor 15 minutter, hvilket er en smule over regionens mål. 85,6 procent af de hastende, men ikke livstruende såkaldte B-kørsler, nåede frem indenfor 30 minutter. Det lever også op til målene, men ligger en smule under gennemsnittet.

Det viser tal fra Region Midtjylland i en orientering til Sundheds- og Omsorgsudvalget i Skanderborg Kommune.

Responstider for Ry og Hørning ligger under målene

Dykker man derimod ned på postnumrene, skiller især Ry sig ud på begge kørsler.

Hvor knap 97 procent af A-kørslerne i Hørning nåede frem inden 15 minutter var gået, gælder det kun knap 82 procent i Ry.

Tabel: Johanne Jedig Wejse via tal fra Region Midtjylland

Hørning halter til gengæld bagefter, når det kommer til B-kørslerne, altså de ikke-livstruende, men stadig hastende kørsler. Her nåede omkring 80 procent frem inden 30 minutter – regionens mål er 85 procent.

Formanden for Sundheds- og Omsorgsudvalget Jens Szabo (V) og udvalgsmedlem Jesper Arbo Frederiksen har ifølge orienteringen holdt møde med Ry Borgerforening om de lange responstider i Ry.

På mødet blev der talt om, at der eventuelt kan arbejdes med at tilbyde førstehjælpskurser med henblik på at modvirke usikkerheden ved de lange responstider, skriver kommunen i dagsordenen.

Akutlægebiler halter efter

Der er en fremskudt ambulancebase i Ry, og en permanent ambulancebase i både Galten og Skanderborg.

Men der er ingen akutlægebiler med base i Skanderborg; de nærmeste er henholdsvist i Horsens, Silkeborg og Aarhus Universitetshospital. Og det kan ses i tallene for akutlægebilernes responstider, hvor Skanderborg Kommune ligger en del under gennemsnittet for hele Region Midtjylland.

411 gange i 2023 kørte akutlægebilen, og af dem nåede knap 1 procent frem på under 5 minutter, mens 30 procent nåede frem på under 15 minutter. 78,6 procent nåede frem på under 20 minutter.

Syv akutlægebiler dækker hele Region Midtjylland. Foto: Mads Dalegaard

I Region Midtjylland nåede 64,3 procent af akutlægebilerne frem på under 15 minutter, og 81 procent nåede frem på under 20 minutter.

Der er desuden sket et fald fra 2022 i Skanderborg Kommune. Her var flere akutlægebiler fremme på under 10, 15 og 20 minutter end i 2023.

For både akutlægebiler og ambulancer gælder det, at responstiderne afspejler den geografi, som bilen er placeret i. Derfor er det ifølge Region Midtjylland forventeligt, at akutlægebiler, der dækker et stort geografisk område, vil have længere responstider.

Vejdirektoratet udvider E45 med et ekstra spor fra Skanderborg S. Foto: Vejdirektoratet / Grafik: jfm

Kort nyt: Motorvejsudvidelse, millioner af fondsmidler – og en klar spilleplan for Smukfest

Velkommen til dit korte nyhedsoverblik fra SkanderborgLIV.

ㅤㅤㅤㅤㅤ

Motorvejsudvidelse kommer nærmere på Skanderborg

Udvidelsen af E45 er i fuld gang, og bevæger sig nu op til Skanderborg S. Grafik: Vejdirektoratet

Motorvejen mellem Skanderborg og Horsens skal have tre spor. Det begynder Vejdirektoratet nu at grave ud til på en strækning på 13 kilometer.

Det skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Meget af E45 skal udvides med et tredje spor, og derfor møder trafikanter lige nu vejarbejde på det meste af strækningen forbi Aarhus og mellem Vejle og Skanderborg.

Det er strækningen syd for til- og frakørslen Skanderborg S til syd for Horsens N, der nu skal have den helt store opgradering.

Her vil trafikanter ud over de igangværende vejarbejder møde 80 km/t og smalle spor på hele strækningen, og imens trafikken bliver omlagt, vil der være perioder med 50 km/t i aften- og nattetimerne.

Der skal håndteres mere end 1.000.000 tons jord for at få plads til det ekstra spor, og så skal til- og frakørslen Horsens N. totalombygges, hvor ramper og krydsende veje skal flyttes og en ny bro skal bygges – og en gammel rives ned.

Derudover skal nye faunapassager sikre, at dyr ikke ender ude på motorvejen, og borgere i Tebstrup og på Nymøllevej i Gedved får ny støjafskærmning.

Fire millioner til lokale projekter

Bestyrelsen i Gl. Skanderborg Fonden har netop uddelt 4.082.500 kroner til 25 forskellige projekter.

Det skriver fonden på Linkedin.

Gl. Skanderborg Fonden er stiftet på baggrund af salget af NEM Forsikring i 2021. Den er nu en erhvervsdrivende fond med et velgørende og almennyttigt formål om blandt andet at bidrage til udviklingen af landdistrikter i Midt- og Østjylland.

Blandt midlerne går 1 million kroner til Voers Skabende Hub; et kreativt og bæredygtigt fællesskabscenter i Voerladegård. Det skal transformere bygningen med skole og multisal til samlingspunkt.

Derudover går 600.000 til etablering og udvikling af Husrum i Skanderborg. Husrum Danmark vil hjælpe ensomme unge i Skanderborg Kommune ind i fællesskaber og trygge relationer med samtalegrupper, sociale aktiviteter og én-til-én venskabsordning.

106.500 kroner går på SAHsamfund, Skanderborg-Aarhus Håndbold, der skal hjælpe unge uden for job og uddannelse videre i livet gennem brancheafklarende praktikker.

Gl. Skanderborg Fonden har to ansøgningsfrister tilbage i 2024: Den 3. juni og 3. oktober.

Smukfest er klar med spilleplanen – og tilføjer ekstra navne

Lukas Graham er blandt de nye navne på Smukfests stjernespækkede musikprogram. Foto: Johnny Pedersen

Nu kan du se spilleplanen for årets musikprogram på Smukfest, der også tilføjer fire nye artister.

Det skriver Smukfest på Facebook.

De nye artister er Lukas Graham, der netop har udgivet ny musik, tv-værten og komikeren Melvin Kakooza med sit band The Upload Jam Band, Dj'en Hardwell og country-musik fra Kiefer Sutherland, der blandt andet er kendt som hovedrollen i tv-serien 24 Timer.

Spilleplanen for årets musikprogram indeholder spilletider og scener for alle festivaldagene.