Nu er arkitekturpolitikken klar - men hvad vil den ændre? - Vi kan ikke bestemme alle små detaljer
Skanderborg Kommune vedtager en ny arkitekturpolitik, der sigter mod at forbedre samarbejdet mellem forvaltningen og projektudviklere for at sikre en mere harmonisk byudvikling i kommunen.
Politikken giver forvaltningen mandat til at stille krav til udviklere, og dens implementering forventes at skabe en bedre dialog mellem parterne tidligt i byggeprocessen.
Målet er at skabe byggeprojekter, der både er æstetisk tiltalende og funktionelle, uden at skræmme udviklere væk, hvilket kræver en fin balance mellem politiske ambitioner og praktiske realiteter - for i sidste ende er det udviklerne, der betaler gildet, og de skal helst ikke skræmmes væk.
På onsdag ventes det, at byrådet i Skanderborg Kommune vedtager den arkitekturpolitik, man har brugt et år på at udarbejde. En politik, der skal give forvaltningen det politiske mandat og rygstød til at møde projektudviklere og fortælle dem, hvordan politikerne i Skanderborg gerne ser byerne udvikle sig.
Men arkitekturpolitikken er ikke et dokument, der giver forvaltning og politikere ret til at diktere et byggeris visuelle udtryk. Det understreger Claus Leick (SF), formand for Klima, Miljø- og Planudvalget i Skanderborg Kommune. Han glæder sig over den politik, man har udarbejdet det seneste års tid.
Skanderborgs arkitekturpolitik er ikke en facitliste
Arkitekturpolitikken arbejder med tre overordnede temaer:
- Stedet og Helheden
- Livskvalitet og Byliv
- Arven Forpligter
Klima og bæredygtighed i byggeri og byudvikling er en tværgående forudsætning for arkitekturpolitikken. Udviklere skal have fokus på klima, miljø og bæredygtighed i deres projekter.
Forvaltningen skriver blandt andet om arkitekturpolitikken, at "Arkitekturpolitikken er ikke en facitliste, men en beskrivelse af de værdier et projekt skal holdes op imod – hvad er vigtigt og hvorfor? Den introducerer vigtige emner og tilgangen til kvalitet, men giver ikke svarene til det konkrete projekt. Ikke alle emner er lige vigtige i alle projekter, og det konkrete projekt afgør, hvor fokus lægges - resultaterne skal gerne afspejle, at alle parter har gjort sig umage i processen"
Der er desuden udviklet et dialogværktøj, som efter hensigten skal danne udgangspunkt for samarbejdet mellem en udvikler og forvaltningen med afsæt i den arkitektur i midtbyerne, som politikerne ønsker. Om dialogværktøjet står der, at "denne dialog indledes så tidligt som muligt i processen – før der er brugt midler på skitser, og før der er skabt forventninger, som måske ikke kan opfylde."
Som Claus Leick tidligere har understreget i SkanderborgLIV, bliver arkitekturpolitikken dog ikke en tryllestav, forvaltningen bare kan svinge, og voila, så står der en smuk bygning som passer perfekt ind i skolebogen for god og funktionel arkitektur.
- Den er jo et mest af alt et værktøj til dialog. Et rygstød til forvaltningen og en besked om, hvordan de skal møde udviklerne. Og hvad der kommer ud af det, det bliver spændende at se. Vi kan ikke bestemme i alle mulige små detaljer, hvordan en udvikler skal lave sit projekt. Jeg håber på det bedste, og det er jo bedre at have politikken og dialogværktøjet end ikke at have noget, mener Claus Leick.
- Lad være med at komme med en fiks og færdig tegning
Skanderborg Kommune generelt - og Skanderborg by i særdeleshed - er i en gunstig situation, påpeger Claus Leick. Området er nemlig attraktivt for udviklere som gerne vil bygge. Ifølge udvalgsformanden har man fra politisk hold indimellem været for hurtig til at godkende et projekt. Og når først bygningen er opført, er det selvsagt svært at lave noget om og drønirriterende at gå og ærgre sig over, at det ikke blev, som man havde håbet.
Uden at hænge konkrete projekter ud, er der steder hvor Claus Leick ville have ønsket, at der havde været mere dialog med udvikleren, så man havde fået et andet byggeri som havde passet bedre ind.
Denne arkitekturpolitik indeholder jo ikke en række ny regler, som en udvikler skal overholde - så hvad er det, den kan?
- Den giver vores administration, som jo er dem, der møder udviklerne, muligheden for at sige, at her er det, vores politikere gerne vil have. De ved, at de har politisk opbakning, når de møder projektmagere, som måske vil presse på for at komme igennem med nogle ting, siger Claus Leick.
Ifølge udvalgsformanden foregår det tit sådan, at en udvikler banker på og præsenterer forvaltningen for et mere eller mindre færdigt projekt. Og det store håb er, at arkitekturpolitikken vil vende processen på hovedet og i stedet resultere i projekter, der i højere grad udvikles i samarbejde mellem forvaltning og udvikler.
- Vi vil gerne sige til folk, der vil bygge hos os, at de skal lade være med at stille med en fiks og færdig tegning. Det er jo sådan, det foregår i dag. I den ideelle verden vil udvikleren komme og sige, "vi vil genre bygge noget, og vi forestiller os det her og det her", og så kan vi sige, at vi gerne ser det her og her, og på den måde bliver det et fælles projekt, som man udvikler sammen.
Projektmageren betaler gildet
Ifølge Claus Leick er der tale om en hårfin balance, for på den ene side har politikerne i Skanderborg Kommune en ambition om, at byggeprojekter skal være flotte og passe ind i omgivelserne, men omvendt ønsker man heller ikke at skræmme udviklerne væk. For som udvalgsformanden selv påpeger:
- Det er projektmageren, der skal finansiere projektet, så der er selvfølgelig grænser for, hvor langt vi kan gå. Vi skal jo nødig gå så langt, at projekterne ikke bliver til noget.
Men man kan nok gå et stykke vej endnu, var i hvert fald budskabet fra Lars Autrup, direktør i Arkitektforeningen, da SkanderborgLIV talte med ham tidligere på året. Da kan han med følgende opfordring til politikerne i byrådet:
- I bor et sted i landet, hvor byrådspolitikerne har serveretten. Folk vil gerne bo i byen, de vil gerne flytte til byen. Og derfor kan politikerne også stille store krav til det, der bygges. Fordi udviklingen er sådan, har man i mine øjne en forbandet pligt til at stille de krav og til at sikre, at det også er en attraktiv by i fremtiden.
Ved den lejlighed roste direktøren i arkitekternes brancheforeningen byrådet for at tage initiativ til en arkitekturpolitik. Nu skal den implementeres, og senere skal den evalueres. Forhåbentlig kommer den til at medvirke til, at man i højere grad end tidligere strømliner projekterne i midtbyerne - til glæde for alle dem, der bagefter skal bo i byggerierne og se på dem.
- Projekterne skal give noget tilbage til byen, og det betyder jo også, at man bygger noget, der ser godt ud, og som folk i byen er glade for og er stolte af. Det er jo ærgerligt, hvis der er for meget brok og ævl og kævl omkring et nyt projekt, for det er jo ikke meningen, siger Claus Leick.