Jette Dyrvig overtog butik Anbi i 2010, og har nu valgt at rykke væk fra Adelgade. Fotos: Johanne Jedig Wejse

Stort projekt på Adelgade betyder et tomt butikslokale

Det begynder at nærme sig, at maskinerne går i jorden på en af kommunens mest benyttede veje.

Den store omdannelse af Adelgade er et faktum, og lige netop de planer har fået en af butikkerne på netop Adelgade til at sige farvel til handelsgaden og det kommende års store byggeri.

Det kigger jeg nærmere på i denne uge, hvor jeg både besøger ejeren på den nye, smukke lokation et kvarters tid fra Skanderborg, og selvfølgelig spørger kommunen, hvad de vil gøre for at passe på butikslivet i det kommende gravearbejde.

Vi kommer også omkring Lille Nyhavn, for i weekenden var resultatet af Arkitektoprørets afstemning klar, og der må siges at være skanderborgensisk rullegræs i finalen.

Inden det korte nyhedsoverblik er det også tid til at se nærmere på endnu en perlerække af artister, som Smukfest har løftet sløret for til den kommende festival.

Tak fordi du læser med, og rigtig god weekend.

Billede af Johanne Jedig Wejse
Billede af skribentens underskrift Johanne Jedig Wejse Journalist
Lige nu ånder alt fred og ro på Adelgade, hvor Anbi har holdt til i mere end 40 år. Men snart går den store ombygning af Adelgade i gang. Foto: Johanne Jedig Wejse

Kommende "rod" var sidste dråbe: - Jeg forstår godt, at de andre er kede af endnu et tomt lokale

Butikken Anbi er flyttet fra Adelgade på grund af den kommende ombygning, der vil skabe betydeligt rod i handelsgaden over det næste år.

Skanderborg Kommune, der er bygherre på projektet, arbejder på at minimere generne for butikkerne mest muligt, og understreger blandt andet, at man kan komme til alle butikkerne under hele byggeperioden.

- Planen er, at det kommer til at være en mere attraktiv gade, end det er i dag. Mere attraktiv at opholde sig i, at færdes i og være i, lyder det fra chefen for Plan, Teknik og Miljø i Skanderborg Kommune.

For butikken Anbi var den kommende ombygning af Adelgade udslagsgivende for, at butikken nu er flyttet. Vi har spurgt bygherren, Skanderborg Kommune, hvad man vil gøre for at hjælpe butikslivet under det store arbejde.

Jette Dyrvig havde egentlig altid tænkt, at hun og butikken Anbi skulle blive i Adelgade.

I hvert fald indtil hun skulle på pension.

Men da det stod klart, at Adelgade skal gennemgå en stor ombygning i løbet af 2025, traf Jette Dyrvig beslutningen.

- Det bliver jo noget forfærdeligt rod. I hvert fald i et års tid, siger Jette Dyrvig.

Derfor er butikken i Adelgade nu lukket, og i stedet kan man – med indsnævrede åbningstider – besøge Anbi på Tammestrup Gods. En flytning, du kan læse mere om i denne artikel.

Jette Dyrvig har allerede fejret første måned med de nye rammer på Tammestrup Gods. Foto: Johanne Jedig Wejse

For Jette Dyrvig betyder de mange ekstra timer hjemme meget, men hun er alligevel ikke i tvivl om, at hun ville have holdt ud i Adelgade, hvis ikke det var for det kommende byggeprojekt.

- Vi ved jo fra andre lignende projekter, at det kommer til at betyde en nedgang i omsætningen. Og der er ingen tvivl om, at mange butikker allerede lider, også på grund af høje huslejer. Derfor vil det ikke hjælpe på overlevelsen, og jeg tror det kan blive svært for butikkerne at komme igennem den kommende periode, siger Jette Dyrvig, og tilføjer:

- I al den tid jeg har været i Skanderborg, har der aldrig været så mange tomme lokaler som lige nu.

Bygherre arbejder på så kort tid som muligt

Butikslivets overlevelse under det store projekt i Adelgade er da også en stor overvejelse for bygherren, Skanderborg Kommune. Det siger Karen Margrethe Høj Madsen, der er chef for Plan, Teknik og Miljø i Skanderborg Kommune.

- Vi har jo enormt meget opmærksomhed på det, fordi vi ved notorisk fra andre byer, der bygger deres handelsgader om, at det er rigtig hårdt for butikslivet, fordi der ikke er samme adgang som normalt. Vi arbejder meget på at sikre så gode adgangsmuligheder som man overhovedet kan, og blandt andet at man kan komme til alle butikker i hele byggeperioden, siger Karen Margrethe Høj Madsen.

Firmaet Lytt Arkitekter, der står bag dispositionsforslaget, har lavet en række visualiseringer, som viser, hvordan Adelgade Syd skal være meget grønnere og med en smallere kørebane og bedre plads til cykler og fodgængere. Byrådet har vedtaget en række principper for det videre arbejde, fx at belægningerne skal være smukke, lette at færdes på, og at der skal indbygges lokale genbrugsmaterialer. Belægningerne på visualiseringen er altså kun illustrativ og ikke de endelige materialer. Illustration: Lytt Arkitekter

Det er især arbejdet med at skifte belægning på hele gaden, der i perioder vil besværliggøre adgangen til butikkerne. Derfor vil det ifølge Karen Margrethe Høj Madsen i perioder være gangbroer, der skal sørge for adgang til butikkerne.

Samtidig har bygherren flere fokusområder, der skal mindske generne ved ombygningen mindst muligt.

- Vi arbejder på, at kommer til at tage så kort tid som muligt, og forventer, at der kommer en underopdeling af gaden, så butikkerne bliver forstyrret i så kort tid som muligt. Vi er også meget opmærksomme på at få ryddet op efter os, siger Karen Margrethe Høj Madsen, og fortsætter:

- Og så forsøger vi at grave så lidt op som overhovedet muligt, både af klimahensyn og for at bruge færre penge og råmaterialer. Men det gør jo også rigtig meget for, hvor meget røg, støj og møg, der kommer, for hvis man graver meget, så støver det og giver meget gris, og det er træls for butikkerne. Derfor forsøger vi at minimere det.

Bliver en mere attraktiv gade

Karen Margrethe Høj Madsen forventer, at tidsplanen holder, så arbejdet starter op i maj og fortsætter til sensommeren, muligvis efteråret, i 2026. I hele perioden fokuserer kommunen meget på kommunikation – både til butikkerne og til kunderne.

- Det er vigtigt, at kunderne hele tiden bliver gjort løbende opmærksomme på, at vi har et butiksliv i midtbyen, og at det er i vores allesammens interesse at bevare det, og forvente at det bliver bedre bagefter, siger Karen Margrethe Høj Madsen.

Det bliver både med konkrete, praktiske informationer om eksempelvis parkering, især i perioden, hvor bilister ikke kan køre på gaden, og om vareleverancer og nye trapper til butikkerne.

Sådan er det planen, at strækningen af Adelgade syd kommer til at se ud. Illustration: Arkitema/COWI

Men det handler også om at understrege, at det store arbejde sker af en grund.

- Planen er, at det kommer til at være en mere attraktiv gade, end det er i dag. Mere attraktiv at opholde sig i, at færdes i og være i. Hvis du ser Silkeborg og Horsens, der har fået ændret deres handelsgader for relativt nyligt, er der en væsentlig, positiv forskel i, hvor hyggeligt der er. Dermed understøtter vi også butikslivet og det liv, der er i byen. Vi forventer simpelthen, at der kommer flere brugere af gaden, siger Karen Margrethe Høj Madsen.

Det var der dog lidt for lange udsigter i for Jette Dyrvig, selvom hun også tror på, at det nok skal gøre en positiv forskel, når arbejdet er slut.

Jette Dyrvig har rykket butikken Anbi fra Adelgade til Tammestrup Gods. Foto: Johanne Jedig Wejse

Butik Anbi havde sidste åbningsdato i Adelgade den 31. januar, og Jette Dyrvig har ikke set sig tilbage, siden butikken åbnede på Tammestrup.

- Jeg forstår godt, at de andre i Adelgade er kede af endnu et tomt lokale, men nogle gange skal man passe på sig selv, siger Jette Dyrvig.

Jette Dyrvig har rykket sin butik fra Adelgade til Tammestrup Gods. Her har datteren Kathrine Dyrvig allerede butikken Ville Vintage. Foto: Johanne Jedig Wejse

Kendt butik er nu rykket fra Adelgade til landligt gods

Butikken Anbi, drevet af Jette Dyrvig, er flyttet fra Adelgade til Tammestrup Gods. Her driver datteren Kathrine Dyrvig allerede butikken Ville Vintage.

De to kvinder har boet side om side i næsten ti år, og nu er deres virksomheder også blevet naboer.

Selvom butikslokalet nu står tomt, så er det ikke slut. I stedet har butikkens varer nu fået nye, historiske rammer – i stedet for ejerens stue og kontor.

Det var egentlig lidt tilfældigt, at Jette Dyrvig faldt for butikken Anbi.

Hun var ergoterapeut og arbejdede i psykiatrien, da hun for første gang blev draget af en butik, der var til salg.

Og da den gamle Anbi-butik blev revet ned for at gøre plads til butikscentret Bloms, var der mulighed for, at Jette Dyrvig kunne lave et karriereskift og overtage den nye butik.

Men nu har den fået nye rammer igen. Denne gang et pænt stykke fra Adelgade, mellem Tebstrup og Tåning, har Anbi nu taget plads i den ene længe af hovedgården på Tammestrup Gods.

Butikken Anbi ligger nu i venstre længe af Tammestrup Hovedgård. Foto: Johanne Jedig Wejse

Et par kunder er kørt ud til den nye butik Anbi, og hilser med ordene:

- Vi savner dig jo inde i Skanderborg. Men du må have så godt et navn, at det nok skal lykkes.

For Jette Dyrvig var det også mærkeligt, da Anbi i slutningen af januar havde sidste åbningsdag. Men hun glæder sig over de nye rammer.

- Jeg kommer ikke til at savne Adelgade. For jeg har tit tænkt, at jeg gerne ville være mere hjemme, siger Jette Dyrvig.

Butikken Anbi har nu åbent færre dage i ugen. Til gengæld er der udover Jette Dyrvig kun én ansat, der primært tager sig af webshoppen. Foto: Johanne Jedig Wejse

Og det er netop, hvad Tammestrup Gods er. Jette Dyrvig bor i den ene længe af hovedgården, mens datteren Kathrine Dyrvig bor med sin mand og to børn i den lange længe.

Her driver Katrine Dyrvig og Jakob Krogsgaard Madsen virksomheden Ville Vintage, hvor de istandsætter genbrugsmøbler og videresælger dem. Nok især til nogle af de 34 tusinde, der følger med på deres Instagram-profil.

- De fleste af os, der lejer os ind herude, har boet her i små ti år. Det kan noget helt særligt at bo sammen, men hver for sig; og børnene render jo frem og tilbage, fortæller Katrine Dyrvig.

Det var hende, der sammen med mand og børn først flyttede ud til Tammestrup Gods fra en lejlighed i Aarhus. Det første stykke tid uden bil og kørekort, men i stedet på en ladcykel uden motor. Det gjorde nu ikke noget, for de faldt for de skønne omgivelser og den nærmest park-lignende have, hvor de nu har etableret en stor køkkenhave.

Ville Vintage ligger i den midterste længe af godset. Foto: Johanne Jedig Wejse

Halvandet år efter de selv flyttede derud, mødte svigersønnen op hos Jette Dyrvig i hendes lejlighed i Højbjerg og annoncerede, at nu kunne hun flytte ud i nabolængen. Dengang kørte hun hver dag mellem hjemmet og butikken i Skanderborg, og hun havde derfor alligevel tænkt, at hun gerne ville tættere på – både butik og børnebørn.

Det er derfor Jette Dyrvigs egen bolig, som hun har indskrænket for at gøre plads til butik Anbi, der fordeler sig over to plan i den ene af de hvidkalkede længer.

- Ja, det er blevet Anbi i stedet for kontor og stue.

Et lille "privat" skilt i butikkens stueetage afslører, at Jette Dyrvig har inddraget sit private hjem til butikslokalerne. Foto: Johanne Jedig Wejse

Nabobutikken Ville Vintage startede egentlig som Instagram-profilen med samme navn under corona, og efterspørgslen på de istandsatte vintage-møbler tog fart.

Siden er webshoppen kommet til, og virksomhedens varer er vokset med en masse ting til interiør, maling og tøj og tilbehør. Alt sammen med genbrug og miljøvenlighed i højsædet.

Sidste skud på stammen er butikken, der åbnede i stueetagen i hovedgården på Tammestrup for halvandet år siden.

- Både for at få nogle lækre rammer til varerne, fordi flere gerne ville se dem med hænderne. Og for at få andre kunder, for på webshoppen er hovedsegmentet fra København og Nordsjælland, siger Kathrine Dyrvig.

Kathrine Dyrvigs butik Ville Vintages sortiment er vokset fra genbrugsmøbler. Foto: Johanne Jedig Wejse

Nu ligger butikkerne side om side på Tammestrup, og deler oftest åbningstider. De to kvinder oplever, at kundesegmenterne i større grad end tidligere overlapper.

- Anbi har altid været naturprodukter, der er produceret under ordentlige forhold. Og det er blevet mere moderne, siger Jette Dyrvig, og Kathrine Dyrvig tilføjer:

- Det er blevet noget, som min aldersgruppe og yngre oftere går efter. Før var det mest min mors egen aldersgruppe.

Jette og Kathrine Dyrvig er nu både private naboer og butiksnaboer, foruden at være mor og datter. Foto: Johanne Jedig Wejse

Derfor tænker de også, at de kan drage fordel af at have butikkerne ved siden af hinanden. For der er noget for både yngre og ældre i begge butikker, lyder det.

Og indtil videre har Jette Dyrvig været tilfreds med den nye placering.

- Kunderne virker til gerne at ville køre efter det. I starten kom der også mange herud for at lykønske og kigge. Det er jo et lækkert sted, som man kommer hen og oplever, siger Jette Dyrvig.

Lille Nyhavn har været længe undervejs, og det store arbejde bærer frugt ifølge en afstemning, hvor borgerne indstiller og stemmer på landets arkitektur. Foto: Silas Bang

Lille Nyhavn på delt førsteplads i landsdækkende arkitektur-afstemning

Lille Nyhavn er sammen med Havnekvarteret i Kerteminde blevet kåret som Danmarks bedste byggeri i en afstemning organiseret af Arkitekturoprøret, hvor borgere har stemt.

Jep Loft, der står bag Arkitekturoprøret, har tidligere rost Lille Nyhavn for blandt andet at skabe et indbydende bymiljø.

Det farverige Skanderborg-byggeri er blandt de to bedste byggerier i Danmark. I hvert fald ifølge Arkitekturoprøret, en forening, der arbejder for bedre arkitektur i Danmark.

Det kan næppe kaldes en overbevisende sejr, men en sejr er det dog: Lille Nyhavn er – sammen med Havnekvarteret i Kerteminde – 2024's bedste byggerier.

Det står klart efter Arkitekturoprørets afstemning, hvor alle landets borgere har haft hele februar til at stemme.

Her er det folket, der indstiller byggerier og stemmer i kategorierne for både bedste byggeri, værste byggeri og hvilken myndighed, der har skadet bybevaring mest i 2024.

Vi talte med manden bag Arkitekturoprøret i Danmark, Jep Loft, da Lille Nyhavn blev nomineret, og han havde en del at sige om byggeriet.

Hvad er Arkitekturoprøret?

Arkitekturoprøret beskriver sig selv som en forening, hvis "mission er at bevare og beskytte de ældre bymiljøer og genindføre den klassiske, traditionelle byplanlægning og byggestil i de nye byområder".

Foreningen findes i både Sverige, Norge og Danmark. I Danmark følger over 3000 brugere med på foreningens side på Facebook, mens 14.000 er medlemmer i sidens gruppe. også Instagram har foreningen over 3000 følgere.

Der er 1526, der har stemt, og af dem er 37 procent af stemmerne gået til Havnekvarteret i Kerteminde, og 37 procent til Lille Nyhavn.

De resterende valgmuligheder, Køhlers Have i Sydhavn i København, Lille Skagen og Ottosgade fik henholdsvist 11, 9 og 6 procent af stemmerne.

Nordre Havnekaj i Kerteminde er en del af Havnekvarteret, der sammen med Lile Nyhavn er løbet med prisen for det bedste byggeri i 2024. Foto: Asger Blæsbjerg Lind

Da vi talte med Jeb Loft, som står bag Arkitekturoprøret i Danmark, havde han nærmest udelukkende positive ting at sige om Lille Nyhavn.

- Lille Nyhavn er et eksempel på, at man godt kan lave et nyt bykvarter, som ikke er goldt og trist og umenneskeligt, men hvor der er hyggeligt, der er farver og et torv, der kan binde det sammen. De forskellige huse står skulder ved skulder, de er ikke drysset tilfældigt ud over en græsplæne. Det er et eksempel på et bymiljø, hvor der er hyggeligt, og man føler sig tryg, lyder vurderingen.

Tidligere vindere

2023

Årets bedste byggeri: Rosenkranzgade 24, Aarhus

Årets værste byggeri: Europaplads 6, Aarhus

2022

Årets bedste byggeri: Perlegade/Jernbanegade, Sønderborg

Årets værste byggeri: Kaktustårnene, København

2021

Årets bedste byggeri: Jomfrulågen, Faaborg

Årets værste byggeri: Pavillonen på Torvet, Ringsted

2020

Årets bedste byggeri: Kullinggade 3-5-7, Svendborg

Årets værste byggeri: Lilli Gyldenkildes Torv, Horsens

2019

Årets værste byggeri: Østerport II, København (Der blev ikke uddelt en pris for bedste byggeri dette år)

Kilde: Arkitekturoprøret

Det er altså ikke et panel af arkitekter, der har indstillet byggeriet. Og det er faktisk tiltrængt med folkets dom, mener Jep Loft. Han er ikke uddannet arkitekt, men har i mange år blandt sig i debatten om arkitektur i byrummet og er også medlem af Københavns Kommunes Lokaludvalg for Indre By.

- Der er ikke nogle arkitekter, der spørger fru. Jensen, hvad hun mener om et byggeri. Det har hun ikke forstand på. Men her er det altså folkets røst, og det synes jeg, at arkitekter og bygherrer skulle være lykkelige for at høre mere om, siger Jep Loft.

Vejviseren udpeger de steder, hvor der også er adgang for den brede befolkning. Arkivfoto: Jesper Rehmeier

Han fremhævede også, at Lille Nyhavn har skabt et miljø, hvor der ikke kun er adgang for beboerne i byggeriet, men også for den brede offentlighed takket være butik Lille Nyhavn, vinbaren La Klas og Restaurant Postyr.

Èn torn i øjet er dog højden på byggeriet, særlig i forhold til det omkringliggende i Skanderborg.

- Men det er så meget bedre, end hvad vi ellers er vant til, at jeg lovpriser det fuldt ud og er glad for, at nogen har nomineret det. Jeg kan også godt lide farverne. Se bare, hvad Nyhavn gør for turismen i Danmark. Det er det mest afbildede sted i kongeriget. Og der er da ikke nogen af os, der bare ønsker, at alle husene skal være grå, sagde Jeb Loft.

Ifølge afstemningen er årets værste byggeri Sundkrogsgade 24 i København.

Smukfest har sat navne på 30 nye kunstnere til årets festivalplakat. Foto: Anthon Unger/Ritzau Scanpix

Smukfest er klar med 30 nye navne til årets festivalplakat

Musikchef Mikkel Xavier har fundet en bred vifte af musikere fra den danske musikscene og har blandt andet booket Benjamin Hav, TV-2 og Ella Augusta til årets program.

Musikchef Mikkel Xavier har fundet en bred vifte af musikere fra den danske musikscene og har blandt andet booket Benjamin Hav, TV-2 og Ella Augusta til årets program.

Onsdag formiddag præsenterede Smukfest en ordentlig omgang nye navne til årets festivalplakat. Her blev der blandt andet åbnet op for den helt store strøm af danske musikere.

En bred vifte af nye, fremadstormende unge kunstnere, etablerede og ikke mindst nogle af de mest fremtrædende navne gennem flere årtier.

Her er blandt andre Benjamin Hav & Familien, Andreas Odbjerg, Ella Augusta og Kalaset, men også Michael Learns To Rock, News, Peter Sommer og TV-2.

Sidstnævnte fejrer i år sit 45. år som udøvende kunstner og udgiver i midten af marts sit 20. album "Som om vi ikke har mere at sige" på Universal.

- Med offentliggørelsen i dag runder vi 70 navne på plakaten, så vi er rigtig godt på vej. Det er en styrkelse af det brede danske udbud, vi altid prioriterer på Smukfest, siger festivalens musikchef Mikkel Xavier.

TV-2 vender til tilbage til Bøgeskoven. Foto: Michael Bager

Han fortsætter:

- Med Gobs, Kundo og U$O fra den danske rapscene over et gendannet Spleen United og News til internationalt hittende Christopher og de nyere, men stærke sangere Ella Augusta, Mumle, Dayyani og Sofie1998 kommer vi vidt omkring. Der er masser af musikalsk nysgerrighed bag navne som Tori Kelly og Bradley Simpson, nostalgisk fællessang med TV-2 og Michael Learns to Rock og nyere bangers med Andreas Odbjerg. Alsidigheden og festen på tværs af generationer er vores store styrke, og den muskel flexer vi i dag, mener jeg, lyder det fra musikchefen.

Smukfest har tidligere offentliggjort en række større internationale musikere som 50 Cent, Gloria Gaynor, Will Smith og Iggy Pop til den store musikfest i Bøgeskoven.

Årets festival finder sted fra 3. til 10. august. Alle partout-billetter er for længst udsolgt. Det er dog stadig muligt at få endags-billetter til onsdag, torsdag og søndag.

Nye navne på Smukfest 2025

Onsdag offentliggjorde Smukfest 30 nye navne til årets festivalprogram.

  • Allan Olsen & Norlan
  • Almost AC/DC
  • Andrew Strong
  • Andreas Odbjerg
  • Benjamin Hav & Familien
  • Bradley Simpson
  • Burhan G
  • Christopher
  • DAYYANI
  • Ella Augusta
  • Familien
  • Gobs
  • Hajal
  • Hjalmer
  • Innocent Blood
  • Jung
  • Kalaset
  • KATO
  • Kundo
  • Malte Ebert
  • Michael Learns to Rock
  • Mumle
  • News
  • Peter Sommer
  • Punk Rock Factory
  • Sofie1998
  • Spleen United
  • Tori Kelly
  • TV-2
  • U$O
Smukfest
SCU Skanderborg har oplevet samme positive tendenser i ansøgertallet som sidste år. Foto: Christian Bæk Lindtoft.

Kort nyt: Generationsskifte i DF. SCU nyder popularitet. Kongelig udendørskoncert gæster Ry

Velkommen til det faste nyhedsoverblik fra SkanderborgLIV.

ㅤㅤㅤㅤㅤ

ㅤㅤㅤㅤㅤ


DF klar med lokale kandidater til byrådet

Målet med kandidaterne er ifølge partiets pressemeddelelse at få Dansk Folkeparti tilbage i byrådet. Foto: Pressefoto

Dansk Folkeparti i Skanderborg præsenterer et generationsskifte med kandidaterne til kommunalvalget i november.

Det skriver partiet i en pressemeddelelse.

Partiets spidskandidat bliver 24-årige Frank Rune Kristensen Nielsen fra Hylke, der i flere år har siddet i hovedbestyrelsen i Dansk Folkepartis Ungdom.

Nummer to på listen bliver den tidligere folketings- og byrådskandidat, 32-årige Daniel Aage Holm fra Låsby.

- De to kommer til at køre et tæt parløb sammen med de andre kandidater frem mod valget, hvor målet er at få Dansk Folkeparti tilbage i byrådet, efter vores tidligere medlem valgte at skifte parti og tage sit mandat med sig, skriver partiet i pressemeddelelsen, hvor de også udtaler:

– Vi har store ambitioner for vores valgkamp, vi føler virkelig, at der mangler en rigtig opposition til den socialdemokratiske ledelse der har været i mange år, vi savner en seriøs og meget mere borgerlig tilgang. Vi føler, at det er på tide at få nye kræfter og yngre øjne ind i byrådet.

De øvrige navne på listen er Vivian Frederiksen, Egil Frederiksen og lokalformanden Tobias Brus Mikkelsen. Partiet forventer at få flere kandidater på listen inden indsendelsesfristen

Stor søgning til SCU

Pia Marlo er direktør for Skanderborg-Odder Center for Uddannelse, SCU. Foto: SCU

Skanderborg-Odder Center for Uddannelse, SCU, har igen i år fået mange ansøgere til ungdomsuddannelse.

Det skriver SCU i en pressemeddelelse.

Der var ansøgningsfrist for alle de unge, der gerne vil ind på en ungdomsuddannelse, den 1. marts. Og af dem var der altså i alt 348, der søgte ind på SCU.

- Jeg er meget glad for, at så mange unge vælger SCU. Antallet svarer omtrent til den samlede søgning sidste år, som var et rekordår for os. Det viser, at vi gør det godt og har et attraktivt mix af uddannelser, siger SCUs direktør, Pia Marlo, i pressemeddelelsen.

Den store søgning betyder, at Handelsgymnasiet HHX til næste skoleår 2025/26 igen etablerer seks nye 1. årsklasser. Også på EUX og EUD Business ligger søgningen på niveau med sidste år, og der kan etableres to EUX-klasser og en EUD-klasse.

Desuden har mange unge valgt HF, og der oprettes tre HF-klasser i det nye skoleår. På teknisk gymnasium HTX oprettes der igen to klasser, når skoleåret starter til august.

Det Kongelige Teater kommer til Himmelbjerget

Den Kongelige Sommeropera gæster 12 byer i løbet af sommeren. Foto: Camilla Winther/PR

Den kongelige sommeropera er med, når Himmelbjergtårnets 150-års fødselsdag fejres henover sommeren.

Det skriver Det Kongelige Teater i en pressemeddelelse.

- Kongelig sommeropera er for alle - både helt garvede og passionerede operafans men også nybegyndere, der her kan opleve nogle af de allerstørste hits fra operaens verden og få en forsmag på den nye operasæson, lyder det i beskrivelsen på hjemmesiden.

Den gratis, udendørs forestilling løber af stablen den 24. maj klokken 16, og man skal selv medbringe tæpper eller stole. Det er ikke nødvendigt at bestille billetter.