Lille Nyhavn set fra en sejltur på Skanderborg Sø. Foto: Johanne Jedig Wejse
Lille Nyhavn: Til salg, til leje og nu til salg igen - skal du købe?
I et års tid har der været fulde huse i Lille Nyhavns lejligheder med den flotte udsigt over Skanderborg Sø.
Cirka en tredjedel af boligerne blev solgt, inden man lagde strategien om og gik over til udlejning. Og det gik stærkt med at leje ud.
Men nu går man igen i gang med at sælge de eksklusive boliger, fortæller Home Skanderborg, der sammen med Nybolig, lige nu har to Lille Nyhavn-lejligheder til salg - blandt andet en af de store til mange millioner. Det kan du læse om her.
Vi bliver ved Skanderborg Sø lidt endnu. For en af de bedste sommerferieaktiviteter for hele familien er en sejltur på søen med det historiske skib M/S Dagmar. Antallet af passagerer, der gerne vil se Skanderborg fra søen, er vokset støt de seneste år, og SkanderborgLIV hoppede med om bord. Få den spændende historie om den fine båd her.
I dette nyhedsbrev har vi også samlet et overblik over de mange muligheder for at spise godt og lokalt. Restauranter, takeaway, bagerbrød - og selvfølgelig is. Mulighederne er mange.
God weekend.
Jesper RehmeierJournalist
Cirka en tredjedel af lejlighederne i Lille Nyhavn blev solgt, mens de resterende boliger er lejet ud. Nu åbner man op for salg igen. Foto: Maria Neergaard Lorentsen
Flere lejligheder i Lille Nyhavn sættes til salg: - Man prøver nu at sælge dem drypvist
Jesper Rehmeier jerso@jfm.dk
Lille Nyhavn i Skanderborg forsøger nu at sælge lejlighederne drypvis. To lejligheder er i øjeblikket til salg: en stor på 198 kvadratmeter og en mindre på 98 kvadratmeter.
Ejendomsmægler Morten Elmgaard vurderer, at der er et marked for en lejlighed til 10 millioner kroner, og at købere typisk vil have en tilknytning til Skanderborg.
fredag 18. jul. 2025 kl. 09:06
Jesper Rehmeier jerso@jfm.dk
Først blev alle boliger i Lille Nyhavn udbudt som ejerlejligheder. Siden blev en del konverteret til lejeboliger, men nu forsøger man igen løbende med salg, og en af ejendomsmæglerne, der skal sælge boligerne, tror på den strategi.
- Hvis drømmen om, at det her skal være det hotteste sted i Skanderborg skal blive til virkelighed, så skal der lys i vinduerne og liv og glade dage i gården.
Sådan sagde indehaver og ejendomsmægler i Home Skanderborg Morten Elmgaard til SkanderborgLIV sidste år, da det kom frem, at de sidste lejligheder i Lille Nyhavn skulle udlejes i stedet for sælges. Da var en tredjedel af boligerne solgt.
Men i skrivende stund er to lejligheder, en stor på 198 kvadratmeter samt en bolig på 98 kvadratmeter, til salg gennem Home og Nybolig. Den store lejlighed er udbudt til 9.995.000 kroner hos Home, mens den "lille" er til salg for 4.695.000 kroner hos Nybolig.
- Man sælger lejlighederne nu drypvist, efterhånden som de bliver ledige. Det vil man prøve at gøre fremadrettet, siger Morten Elmgaard.
Morten Elmegaard, ejendomsmægler og indehaver af Home Skanderborg, gav SkanderborgLIV en rundvisning i en af de store lejligheder i Lille Nyhavn, inden byggeriet stod helt færdigt. Foto: Benjamin Alexander Helbo
Så drømmer man om bo til leje i Lille Nyhavn, når der bliver en ledig bolig, så bliver det ikke muligt nu?
- Det kan man ikke entydigt sige. Det vurderer ejeren på baggrund af den rådgivning, vi giver. Altså hvorvidt jeg tror, det er en bolig, der kan sælges eller ej. Så det kommer an på markedet. Det er klart, at en lejlighed til 10 millioner kroner ikke er for alle. Men markedet er godt lige nu, og derfor tror vi på, at den kan sælges. Så man kan ikke lave en hovedregel om, at alt kommer til salg fremadrettet, siger Morten Elmgaard.
En køber har formentlig en tilknytning til Skanderborg
Og ejendomsmægleren tror altså på, at der er et marked for en lejlighed til 10 millioner kroner i Skanderborg. Og Morten Elmgaard vurderer, at en køber formentlig vil have en tilknytning til byen.
- Det vil være formentlig være en fra "det voksne publikum" som har lokale relationer. Enten forbi man bor i et stort hus og ønsker en nemmere bolig. Men det kan også være folk udefra, som flytter hertil, fordi børn og børnebørn bor i Skanderborg eller omegn. Der er typisk en relation til byen.
Morten Elmgaard sælger også lejligheder i Aarhus, og der en udbudspris på 10 millioner kroner for en lejlighed knapt så opsigtsvækkende.
- Der er lejligheder på Aarhus Ø til 10, 12 og 15 millioner. Men der er jo også folk, der nåede at købe de store, dyre lejligheder her i Lille Nyhavn, mens de var til salg.
Så selvom det ikke lykkedes at sælge Lille Nyhavn i første omgang, kan der sagtens komme gang i salget af lejligheder fremadrettet, siger Morten Elmgaard.
- Det er en fin strategi, at der kommer to til tre lejligheder i forskellige størrelser til salg løbende. Med alt for mange på én gang risikerer man at drukne markedet. Så det giver mere mening på den her måde.
Der har været tursejlads på Skanderborg Sø i mere end 150 år - og de seneste år er det kun blevet mere populært. Foto: Maria Neergaard Lorentsen
Dagmars besøgstal er fordoblet på tre år: Kom med på en historisk rejse gennem Skanderborg
Maria Neergaard Lorentsen manlo@jfm.dk
Antallet af gæster på turbåden M/S Dagmar er fordoblet på tre år, fra 4000 til omkring 8000 besøgende årligt, hvilket viser den stigende interesse for Skanderborg Sø som turistdestination.
Turbåden tilbyder en unik sejltur med historiske perspektiver, hvor passagererne kan nyde naturskønne udsigter og lære mere om områdets rige historie.
fredag 18. jul. 2025 kl. 08:51
Maria Neergaard Lorentsen manlo@jfm.dk
På bare tre år er antallet af gæster på turbåden Dagmar fordoblet. Flere - både lokale og turister - vil se Skanderborg fra søsiden. Derfor tog SkanderborgLIV med ombord, og turen på Skanderborg Sø viste sig at gemme på meget historiefortælling.
Solen skinner over Skanderborg Sø. Vandet ligger blikstille og bliver kun forstyrret af den lange, hvidmalede båd, der stille glider fra kajen.
Vi er i starten af sæsonen, og der er god plads på dækket, som dufter af teaktræsolie. En ung ansat tilbyder kaffe og kolde drikkevarer til et par midaldrende kvinder, Susanne og Bente, der er kommet fra Ry:
- Det er første gang, vi sejler med Dagmar. Vi er jo meget glade for Hjejlebåden, der sejler i Ry. Men nu skulle vi altså prøve noget nyt, siger den ene.
Den hvidmalede turbåd M/S Dagmar har plads til 73 passagerer og sejler fast rute på Skanderborg Sø med fire stop, hvor man både kan stige af og på. I højsæsonen er det dog en god idé at booke på forhånd. Foto: Maria Neergaard Lorentsen
Stilheden brydes af motorens dybe brummen, og "man kan godt lugte, det ikke er en elbåd," som den ene af SkanderborgLIVs udsendte konkluderer, da en kraftig lugt af diesel spreder sig. Alligevel er det svært ikke at lade sig betage, da turbåden M/S Dagmar glider ud fra de farverige bygninger ved Lille Nyhavn mod på den blanke sø, og man undervejs kan lure på de store huse, der grænser ned til søen.
Fra søsiden kan man kun endnu bedre få øje på Lille Nyhavns særegne arkitektur. Foto: Maria Neergaard Lorentsen
I 156 år har der sejlet turbåde på Skanderborg Sø. Den første var en tidligere russisk redningsbåd med navnet Dagmar, og siden har flere generationer af både og skippere ført lokale og besøgende ud på søens stille vande – med udsigt til bøgeskov, slotshistorie og sommerstemning.
De seneste år er turbåden kun blevet mere populær. På bare tre år er antallet af sejlende gæster ifølge ejerne fordoblet fra 4000 om året i 2022 til omkring 8000 sidste år. Så hvis man vil sikre sig en plads ombord på båden, der har 73 pladser - 40 af dem siddepladser - må man ud i god tid, særligt i højsæsonen.
Med en fordobling i antallet af passagerer, måtte SkanderborgLIVs reportere undersøge, "what the fuzz is all about." Foto: Maria Neergaard Lorentsen
Fra skomager til skipper: 150 års bådfart ved Vestermølle
Ved Vestermølle lægger M/S Dagmar atter til land. En større gruppe pensionister venter på broen. Skipper Peter Bøgh og den unge medhjælper, Tobias Valbjørn Pedersen, springer rutineret i land og hjælper de ældre om bord, én efter én.
Tobias Valbjørn Pedersen kommer fra Randers - ligesom Skipper - og har arbejdet for Fjordline i 4 år. I år er han fuldtidsansat, da han har sabbatår. Foto: Maria Neergaard Lorentsen
Det var netop her – ved Vestermølle – at turbådssejladsen for alvor fik fast form for over 150 år siden. I 1873 overtog skomager Peder Molbech bådfarten og drev den i flere årtier. Han satte gang i en mere organiseret rutedrift og indsatte i 1904 motorbåden Turisten, og senere Ternen i 1912, der sejlede i fast rutefart mellem Skanderborg by og Vestermølle.
I dag er det Peter Bøgh, der står ved roret. Han ejer M/S Dagmar i det familieejede rederi FjordTours, som han startede sammen med sine forældre, og som også driver både i Aarhus, Mariager og på Livø. Siden 2008 har de drevet Dagmar i Skanderborg Sø.
- Der er så fantastisk meget historie i Skanderborg Sø. Det kan folk godt blive overraskede over, siger Peter Bøgh.
Peter Bøgh er medejer af Fjordline sammen med sin søn - og har tidligere drevet firmaet med sine forældre. Foto: Maria Neergaard Lorentsen
Hans 25-årige søn Magnus Bøgh er i dag medejer, og det har givet ny energi til forretningen.
- Vi kan godt mærke, at folk gerne vil bruge flere penge på oplevelser. Vi har firedoblet vores omsætning de seneste tre år og sejler nu med omkring 50.000 passagerer om året.
Den nuværende Dagmar er fra 1998, hvor den blev bygget til at sejle på Gudenåen fra Randers Regnskov. Den kom til Skanderborg sø i 2008. Båden danner i dag ramme om alt fra ølsmagninger og brunch-ture til banko og private selskaber.
Sejltur gennem skov, siv og spor af Christian 4.
Vi glider videre over søen, mens Dannebrog blafrer i agterstavnen. Solen spiller i vandet, og Tobias Valbjørn Pedersen serverer sandwiches og kolde drikkevarer til de nytilkomne pensionister, som de har bestilt på forhånd.
Først passerer vi Kalvø, som er en lav, bevokset ø, der ligger som en grøn plet midt i søen. Øen er ubeboet, men nævnt i historiske kilder helt tilbage til 1600-tallet som græsningsland for kvæg, der blev sejlet ud med pram fra fastlandet.
Turen går videre forbi Danhostel Skanderborg, hvor der er mulighed for at stige af og på. Det er et populært stop, især om sommeren, hvor man kan nyde en is eller en kop kaffe ved søbredden, fortæller skipperen.
Danhostel Skanderborg ligger idyllisk ved søbredden og er et populært stop for M/S Dagmars passagerer. Foto: Maria Neergaard Lorentsen
Længere inde passerer vi søbadet, hvor en kvinde forsigtigt træder ud i det kolde vand. Vi glider stille gennem den smallere passage mellem Æbelø og fastlandet, hvor træer og siv lukker sig tættere omkring os og skaber en næsten junglelignende stemning. Øen har været brugt som jagt- og fiskeområde i århundreder, og blev i 1617 nævnt i Christian 4.s breve, hvor han gav ordre til at opføre et bådhus og fiskehytter her.
Skanderborg Slot har gennem tiden været hjem for flere danske konger, herunder Frederik 2. og Christian 4. Foto: Maria Neergaard Lorentsen
Sejladsen på Skanderborg Sø har i perioder været båret frem af lokale kræfter. I 1895 blev Skanderborg Turistforening stiftet med ambitionen om at gøre søen mere tilgængelig for både borgere og besøgende. Foreningen etablerede bådebroer og investerede i dampbåden Hjalmar, som dog viste sig vanskelig at styre. Tekniske problemer og grundstødninger plagede sejladsen, og selskabet måtte lukke allerede i 1898.
Tursejladsen på Skanderborg Sø har været en næsten ubrudt tradition i over 150 år, kun afbrudt under 2. Verdenskrig, hvor bådene blev lagt op. Efter krigen vendte bådfarten hurtigt tilbage.
Fra kongeslot tilbage mod kajen
Foran os rejser Skanderborg Slotskirke sig bag trætoppene. Det sidste synlige levn fra Skanderborg Slot, som engang lå på en holm midt i søen.
Slottet blev grundlagt i middelalderen og ombygget til renæssanceborg af Frederik 2. i 1500-tallet. Her har både konger og adel haft deres gang, og i 1572 blev Slotskapellet indviet som en del af den nye østfløj. Da slottet blev revet ned i 1770’erne, fik kirken lov at blive stående og fungerer i dag som sognekirke for Skanderborg.
Skanderborg Slotskirke, det sidste levn fra det tidligere kongeslot, rejser sig majestætisk bag trætoppene. Foto: Maria Neergaard Lorentsen
Derefter sætter M/S Dagmar kurs tilbage mod Bybadet.
Passagererne ser ud gennem vinduerne, mens båden glider stille hen over det blanke vand.
Dagmar lægger til kaj, og kvinderne fra Ry, der steg på i turens begyndelse, forsikrer, at de har nydt turen, men de er ikke i tvivl om, at deres egen båd, Hjejlefærgen på Birksø i Ry, er både mere charmerende og omgivet af smukkere natur.
SkanderborgLIVs reportere er dog enige om, at en sejltur med turistbåden kan – trods motorlarm og diesellugt – varmt anbefales. Både for dem, der er nysgerrig på historien, og for dem, der bare vil læne sig tilbage og nyde naturen. Også børnefamilier har god plads ombord, og børnene kan bevæge sig frit rundt, mens byen viser sig fra søsiden.
M/S Dagmar, bygget i 1998 og sejlet på Skanderborg Sø siden 2008, stævner ud fra bybadet. Foto: Maria Neergaard Lorentsen
Der er mange gode fristelser i lokalområdet. Foto: Christian Bæk Lindtoft, Kim Hauge, Jesper Rehmeier, Maria Neergaard Lorentsen.
Det bedste bagerbrød, takeaway og restauranter: Her får du det store og lækre overblik
Jesper Rehmeier jerso@jfm.dk
Vi har samlet et overblik over de bedste restauranter, is, takeaway og bagerbrød, som du kan kaste dig over i nærområdet.
Bon Appetit.
fredag 18. jul. 2025 kl. 09:03
Jesper Rehmeier jerso@jfm.dk
Skal du bruge lidt ekstra på mad, is, takeaway og lækkert brød i ferien? Så har vi samlet et overblik over dine lokale muligheder.
Her på SkanderborgLIV opfordrer vi gerne til, at man bruger de lokale butikker, restauranter, kulturinstitutioner og så videre. Og den lejlighed benytter vi også her i sommeren, hvor madplanen måske holder pause og feriedagene er en kærkommen lejlighed til at lade andre lave maden.
Vi har samlet et overblik over restauranter, takaway, is og bagerbrød fra lokale ildsjæle med links til anmeldelser, portrætter og så videre.
Velbekomme.
De bedste restauranter har udløst stjerneregn hos anmelderne
Postyr i Skanderborg. Foto: Kim Haugaard
Du behøver ikke tage til Aarhus, hvis du vil spise godt. Der er nemlig gode restauranter her i området, som har fået anmelderne hos Aarhus Stiftstidende til gavmildt at drysse stjernerne ud over bedømmelserne.
Det gælder for eksempel for Postyr, der byder indenfor til både frokost og aften med smørrebrød og solide hovedretter. Bag restauranten står ægteparret René og Louise Mammen, der bor i Skanderborg og også driver restauranterne Substans og Pondus i Aarhus.
Burgertest, SkanderborgLIV. Fotos og collage: Johanne Jedig Wejse
Nogle gange trænger man bare til en burger. Til hverdag eller fest, til tømmermændene eller som en belønning efter en hård træning. Nogle gange behøver man ikke en anledning.
Her på SkanderborgLIV tog vi en for holdet og testede udvalget af burgere i Skanderborg. Vi smagte, drøftede og diskuterede og nåede frem til en vinder. Den kan du finde i testen her.
Smukfest er jo lige rundt om hjørnet, og får du burgertrang uden for festivalsområdet, kan du jo med fordel navigere efter vores test.
Byens bedste sandwich overraskede os - har du smagt den?
Sandwichtest, SkanderborgLIV. Fotos: Maria Neergaard Lorentsen.
Engang var det højtbelagt smørrebrød det foretrukne valg på frokostbordet, men der er efterhånden langt mellem restauranter, der serverer klassikeren. I stedet er en sandwich, som også er lidt lettere at tage med på farten, blevet et meget udbredt fænomen. Og her på SkanderborgLIV har vi selvfølgelig testet det lokale udvalg - og fundet den bedste.
Vi smagte os igennem 14 sandwiches fra 9 forskellige steder, og vinderen overraskede faktisk testpanelet, som du kan læse her.
Desuden faldt en af kandidaterne i testfeltet helt igennem og fik kun én stjerne.
SkanderborgLIVs læsere har kåret den bedste is - er du enig?
Kandis i Ry tog prisen som kommunens bedste is. Foto: Christian Bæk Lindtoft.
For to somre siden bag vi læserne om at hjælpe os med at kåre den bedste is i Skanderborg Kommune.
Og på helt demokratisk vis blev det Kandis i Ry, der løb med folkets stemme.
Surdejsbrød hitter, og der er gode lokale muligheder
Carls Krumme i Harlev, Foto: Maria Neergaard Lorentsen
Giv os i dag vort daglige brød, og lade det gerne være surdejsbrød. Godt brød er noget, vi danskere i stigende grad sætter pris på og gerne betaler for, og her har du også et par gode muligheder lokalt.
I Skanderborg finder man HM Bakery, som var så venlige at invitere SkanderborgLIV ind i bageriet til en snak om surdej, croissanter i hundredevis og klassisk bagværk med et twist. Du kan læse om bageriet her.
Over hele landet skyder der små såkaldte mirkobagerier op, og en af dem, der startede småt, men siden er vokset sig større, er Carls Krumme, som SkanderborgLIV besøgte sidste år. Carls Krumme holder ganske vist til i Harlev, men det er en køretur, særligt hvis man bor i den nordlige ende af kommunen og ikke har så langt.
Der er rigt med naturoplevelser i nærområdet. Også for børnefamilier. Fotos: Jakob Thorup Thomsen, Johanne Jedig Weise, Benjamin Alexander Helbo, Laura Kjestrup Nielsen, Mads Dalegaard, Maria Neergaard Lorentsen.
Læs eller genlæs: Her er de bedste grønne oplevelser nær Skanderborg
Maria Neergaard Lorentsen manlo@jfm.dk
Har du cyklet turen mellem Horsens og Silkeborg over Den Genfundne Bro? Vandret rundt om Danmarks reneste sø? Eller været på ø-hop i Skanderborg Sø?
Vi har samlet et lang række af ideer til, hvordan man kan komme ud i naturen med sine børn og børnebørn her i nærområdet. For når man er afsted med de små, er det rart at være forberedt på, hvad en tur byder på.
fredag 11. apr. 2025 kl. 09:06
Maria Neergaard Lorentsen manlo@jfm.dk
Vil du have børnene med ud i naturen men savner inspiration? Så læs med her. For der er masser af ideer til både vandring, cykelture og på vandet - både med små og store børn.
Påskeliljerne har blomstret i ugevis og de små lysegrønne knopper er begyndt at titte frem på hække og træer. Foråret er over os og med børnene hjemme og energi, der skal bruges her i påskeferien, er det oplagt at komme ud i Danmarks måske smukkeste natur, som angiveligt finder her i området.
For her er rig mulighed for både vandring, cykelture og sejlads.
Vi har forsøgt at opdrive nogle af de bedste naturoplevelser i Skanderborg og omegn, hvor du sammen med dine børn eller børnebørn kan nyde det spirende forår.
Trænger du til en at komme på en anden legeplads, end den I altid besøger, kan du også læse eller genlæse denne artikel fra SkanderborgLIV.
På benene: De bedste vandreruter med børn
Skanderborgs natur er - ikke overraskende - en af de helt store glæder. For det betyder meget for os som mennesker at komme ud og koble af. Foto: Maria Neergaard Lorentsen.
Når man trækker de korte ben med på en gåtur, kan det være rart på forhånd at vide, at turen er både sjov, nem og overskuelig.
Få eventyr i Dyrehaven
Hvem siger at en gåtur skal være kedelig eller foregå i fred og ro? I Dyrehaven kan man komme med på eventyr. I løbet af rutens 3 kilometer kan man lytte gratis til eventyret "Skovtroldenes store fest i Dyrehaven." Man skal være fysisk tilstede dér, hvor historien udspiller sig. Der findes i øvrigt også en gratis historie på Himmelbjerget med navnet Tidsrejsen.
Rundt om Danmarks reneste sø
Skønhed, idyl og ro kan særligt findes ved Slåensø. Turen rundt om Danmarks reneste sø er 3 kilometer med udsigt til det klare søvand hele vejen. Den er både overskuelig på gåben eller med barn i vandrerygsæk. Man kan godt have en klapvogn med, men på halvdelen af ruten er der dog en del rødder, der stikker op og besværliggør det en smule. Hvis man er afsted med store børn og har lyst til at få lidt ekstra højdemeter i benene, kan man dreje af mod Kongeskolen og få en smuk udsigt mod Sindbjerg-Stoubjerg i Sejs.
Udsigten er fantastisk hele vejen rundt om Danmarks reneste sø, Slåensø. Foto: Jakob Thorup Thomsen
Danmarks bedste udsigtspunkt?
Trænger man til hvile blikket ved et smukt udsigtspunkt, så sæt kursen mod Mossø. For Sukkertoppen bliver af Destination Kystlandet kaldes for "Danmarks bedste udsigt". Der findes flere forskellige ruter i området, hvor man kommer forbi toppen. En af de lettere ture - en loop på 3,7 kilometer - begynder ved Klostermølle og kan blandt andet findes her. Klostermølle var oprindeligt var et benediktinerkloster i Middelalderen. I dag ligger der et stort og flot bygningskompleks, som tidligere var en aktiv papirfabrik - og som i dag er et oplagt sted til en picnic.
Oplev træfigurer og en 100 meter lang træsti
Syd for Skanderborg findes en af de måske mere ukendte ruter, nemlig Præstegårdsstien ved Tebstrup. I løbet af 5 kilometer går man over en 100 meter lang træbro og kan undervejs finde spændende træfigurer, der indgår i en fortælling om Det Gamle Testamente. Der er i øvrigt både madpakkehus og sheltere undervejs. Find ruten her.
Familiesti i Silkeborg - med mulighed for både is og dukkert
Har I allerede travet Skanderborgs ruter tyndt, så kan I også køre en tur til Silkeborg. En populær rute er den 4,2 kilometer lange tur rundt om Alminde Sø, som er en decideret "certificeret familiesti." Stien er let at have både klapvogn og barnevogn med på, og foruden mange smukke udsigter undervejs, kan man både købe is og kaffe ved Østre Søbad, hvor man i øvrigt kan tage en dukkert.
Find flere vandreture på udinaturen.dk, hvor man kan søge med bestemte kriterier såsom længde og underlag.
På vandet: Få en særlig sejleoplevelse
Vil du på øhop i Skanderborg Sø? Så er der flere gode muligheder både med og uden motor. Foto: Johanne Jedig Wejse
Som navnet antyder er det selvfølgelig oplagt at komme en tur på søerne her i området. Og selvom man har børn - også helt små - er der rig med mulighed for at komme afsted.
Oplev vandet - i egen båd
Når man bor tæt på smukke søer er det let at drømme om egen båd. Men hvis det ikke lige er en mulighed, kan I alligevel godt komme afsted og sejle jeres egen båd som familie. For i både Skanderborg og Ry kan du komme rundt og nyde udsigten til vands i små eldrevne både - og det kræver faktisk ingen erfaring med sejlads. I bådene fra Skanderborg Bådudlejning kan man være max fem personer, og den kan sejle 12 kilometer i timen. Hos Ry Riverboats, hvor man sejler på Birksø, er der tre forskellige størrelser at vælge i mellem.
Tag en madpakke med. Den kan både nydes under sejlturen eller på land et sted undervejs, hvor man let kan lægge til rundt ved forskellige broer. Det kræver hverken forberedelse eller efterrengøring - det er bare at dukke op, og sejle sikkert tilbage i havn, når tiden er løbet ud, hvilket gør det utrolig nemt som børnefamilie.
Har I lidt større børn og trænger til at bevæge jer, er det også oplagt med en tur i kano eller kajak. I Skanderborg kan man leje kanoer ved Danhostel og sejle op gennem Tåning Å til Mossø. Her er prisen 100 kroner pr time eller 300 for en hel dag.
I Ry kan man også leje kanoer flere steder. Blandt andet ved Ry Kano på havnen, hvor prisen lyder på 150 kroner pr. time eller 500 for en dag i foråret. Man kan leje en kajak til cirka samme pris. Planen var egentlig først at åbne op for leje af kano og kajak den 1. maj, men da vejret længe har været varmt har vandet nu fået en temperatur, der gør det forsvarligt at sejle. Derfor åbner Ry Kano allerede i påsken i år, oplyser stedets ejer.
Hos Holmens Camping syd for Ry, åbner man også op for udlejning her til påske. Man kan leje kanoer (140 i timen, eller 240 for 4 timer) eller robåde med plads til hele familien.
Med både kano og elbåde kan I sejle hele vejen til Himmelbjerget fra Ry. Bestig Himmelbjerget fra søsiden, så du får alle højdemeterne med. Børn over klapvognsalderen kan godt klare turen; især hvis de først bliver belønnet med is, når den er gennemført! Foto: Laura Kjestrup Nielsen
De tunge drenge - sejler dog først efter påske
Vil man hellere bare sidde og nyde udsigten uden ansvar for sejladsen kan man hoppe en tur på M/S Dagmar, der siden 1869 har sejlet på Skanderborg Sø. Man kan hoppe på tre forskellige steder og turen varer cirka 1,5 time. Fra Ry kan man sejle med Hjejleselskabet til Himmelbjerget og retur - eller man kan gå de 7 kilometer retur til Ry.
Begge steder åbner op for sejlads den 3. maj.
På cyklen: Find den genfundne bo i naturskønne omgivelser
Trailcenteret i Skanderborg er et godt sted til at begynde sin mountainbikerute. Foto: Benjamin Alexander Helbo
Er I mere til at cykle, er området også fuld af muligheder for både mountainbiking og længere ruter.
Cykeltur på en gammel jernbane - med en fantastisk hemmelighed
Drømmer du om at komme på en længere tur er det oplagt at kigge lige udenfor kommunegrænsen. For den gamle Bryrupbane, der i dag er en 61 kilometer lang natursti fra Horsens til Silkeborg er en meget uforstyrret og naturrig oplevelse langs skov, der følger Gudenåen og krydser den flere gange og forbi gamle stationsbygninger. Kun en mindre del af turen foregår på trafikeret vej og som gammel jernbanestrækning er den pandekage flad - og dermed oplagt til cykeltur med børn (måske endda i ladcykel?).
Undervejs cykler man desuden over den smukke "genfundne bro", der i 85 år lå den gemt og glemt i en dæmning, før den i 2014 blev genfundet, gravet fri og restaureret.
En halvt så lang tur, der ligger lige i Skanderborgs baghave, er Mossø rundt. Mossø er Jyllands største sø og tager man hele turen, er den 28 kilometer.
Den Genfundne Bro kan nydes både oppe- og nedefra. Foto: Mads Dalegaard
Adrenalin og fart i skoven
Søhøjlandet er uden tvivl kendt for sine mange mountainbike-ruter og har man større børn, er det en fed måde at få både adrenalin og oplevelser.
Helt oplagt er selvfølgelig Trailcentret ved Skanderborg Fælled, hvor der lørdag den 5. april åbnede en helt ny mountainbikerute. Den er 4,5 kilometer og bliver kaldet Prærien, skriver Skanderborg Trailcenter på deres Facebook. Derudover har Trailcentret den finurlighed, at der er en startrampe på taget. Man kan også tage en tur på teknikbanen for at finpudse sine evner. Et oplagt sted at starte og slutte sin tur, hvor man både kan få en kop kaffe, hoppe på toilet og vaske sin cykel.
Er man øvet rytter kan man køre vestpå og tage et stop mellem Ry og Silkeborg. Her ligger ruten "Danmarks Tag", som eftersigende skulle en af Danmarks bedste ruter med masser af spænding og teknik - men ikke for nybegyndere.
Skating for de små
Er man mere til det tekniske, eller savner et nyt sted til børnene på løbecyklen eller løbehjulet, er der masser af fede steder.
En af dem er Multiparken ved Sct. Georgsgården i Skanderborg Midtby, hvor der er en særlig støbt skatebane. Udenfor Skanderborg kan man med fordel besøge skateparken i Hylke, hvor der også er anlagt en legeplads, Pulsparken i Ry, der er opdelt i fire zoner til aktiviteter for både børn og voksne, også med mulighed for børne-mountainbike eller Galten Skatepark.