Bilister holder på cykelstien ved Skanderborg Station. SkanderborgLIV har sløret nummerpladerne. Foto: Johanne Jedig Wejse

Du kan (næsten) parkere lige så tosset du vil

Du har sikkert prøvet det: Du skal bare lige hurtigt skal ind omkring en af butikkerne i Adelgade, og der er ingen ledige parkeringspladser i en af lommerne.

Eller du skal nå et tog fra stationen, eller skynde dig til din tid på borgerservice – men hverken på stationen eller ved Fælleden er der en ledig plads tæt på.

I de tilfælde kan man måske være fristet til at holde en smule ulovligt. Måske på en cykelsti, eller i mere end 15 minutter i en lomme, der ellers har netop den tidsbegrænsning.

Hvis du falder for fristelsen, har du måske opdaget, at du ikke kommer ud igen til en af de irriterende gule sedler i forruden. Der er nemlig ingen ansat hos hverken politiet eller kommunen til at tjekke p-skiver og lange bøder ud ved de kommunale parkeringspladser.

I dagens første artikel har jeg sat mig for at undersøge, hvordan det kan være. Og jeg taler både med nogen, der mener at en kommunal p-vagt ville være mere skadeligt end gavnligt for byens handelsliv, og nogen der savner mere parkeringskontrol, blandt andet af hensyn til cyklister og svageligt gående.

Det er altså dilemmafyldt, og derfor vil vi også meget gerne høre fra jer læsere. Find afstemningen i den anden artikel, og lad os høre, hvad du synes. Er der brug for mere parkeringskontrol? Eller er du glad for, at du i en snæver vending ikke skal bekymre dig om parkeringsbøder?

Derudover har vi et par opfølgninger med til dig i dag. Først om BusBjarne, et elsket fænomen for børn i Galten-Skovby, der i mangel på institutionspladser har været på alskens busture i området, men som nu takker af. Nu er der nemlig igen plads i børnehaverne, og derfor er bussen - til manges sorg - blevet nedlagt.

Den næste opfølgning handler om et potentielt kommende biogasanlæg ved Torrild, som ifølge Skanderborg Kommune får ret store konsekvenser her i kommunen - og det bliver ikke undersøgt grundigt nok, mener vores kommune. Ikke desto mindre har man i Odder valgt at gå et skridt videre med planerne.

Jeg glæder mig til at følge med i jeres svar – selvom det bliver hjemmefra. Dette er nemlig mit sidste nyhedsbrev, og når du læser det, er jeg allerede gået på barsel. Jeg efterlader jer i Jesper og Marias kyndige hænder, imens jeg vil koncentrere mig om at få bragt et barn til verden.

Tak fordi du læser med.

Billede af Johanne Jedig Wejse
Billede af skribentens underskrift Johanne Jedig Wejse Journalist
Et af de steder, hvor parkeringsreglerne ifølge flere aktører ofte bliver brudt, er de 15-minutters parkeringslommer langs Adelgade. Her et tilfældigt eksempel fra en dag, hvor p-skiverne overskred de 15 minutter. SkanderborgLIV har sløret nummerpladerne. Foto: Johanne Jedig Wejse

En offentlig hemmelighed: Hvorfor er der ingen p-bøder i Skanderborg?

Der er flere dilemmaer på spil for både handelslivet og politikere, når spørgsmålet om en kommunal p-vagt bliver bragt på banen.

Der er flere dilemmaer på spil for både handelslivet og politikere, når spørgsmålet om en kommunal p-vagt bliver bragt på banen.

- Alle ved efterhånden, at der ikke er en p-vagt i Skanderborg. Derfor forsvinder respekten omkring vores parkeringsregler, siger Claus Leick (SF).

Han er formand for Klima-, Miljø- og Planudvalget i Skanderborg Kommune, og har i flere år været i mindretal med ønsket om, at der igen skal udstedes p-bøder i kommunen.

For siden politiets deltidsansatte parkeringskontrollør stoppede, har det defacto været konsekvensløst at parkere ulovligt rundt omkring i kommunen. Det er stadig under politiets myndighed, så de kan kontaktes om ulovlige parkeringer, men bortset fra under Smukfest er der ikke mange meldinger om politi-udstedte parkeringsbøder i Skanderborg.

- Jeg har flere gange meldt ulovlige parkeringer til politiet, men det er jo ikke sådan, at det er holdt op. Byen har et problem her: Der er jo ikke parkeringspladser nok, og ingen justits i forhold til at holde sig indenfor de afmærkede pladser, fortæller Lene Høst-Madsen.

Lene Høst-Madsen er museumsdirektør på Skanderborg Museum. Museet skal udvides og have en tilbygning kaldet Perron1 på Skanderborg Station. Arkivfoto: Johanne Jedig Wejse

Hun er museumsdirektør på Museum Skanderborg, der lige nu er ved at blive (om)bygget på Skanderborg Station. Og hun har derfor også sin daglige gang på parkeringspladsen ved stationen, hvor hun dagligt oplever, at parkeringsreglerne ikke overholdes.

Mest i Skanderborg by

- Når der er rigtig meget pres på, så holder der jo biler i dusinvis nede på cykelstierne. De forsøger at komme så tæt på stationen som muligt. Det er jo en af de få gratis parkeringspladser, der er tilbage i forbindelse med jernbanenettet, og jeg tror godt folk ved, at man kan parkere ulovligt, uden der opstår nogle problemer, siger Lene Høst-Madsen.

Derfor fremhæver hun parkeringspladsen ved stationen som et sted, der kunne have gavn af en parkeringsvagt. Claus Leick er enig, og påpeger desuden flere steder omkring Adelgade samt på Skanderborg Fælled.

Parkering på Skanderborg Station, hvor en del biler holder på cykelstien. SkanderborgLIV har sløret nummerpladerne. Foto: Johanne Jedig Wejse

Men det er ikke relevant at prioritere skattekroner til en parkeringsvagt, der primært ville være til stede i Skanderborg by. Det mener Morten Møller, der er byrådsmedlem og medlem af Klima-, Miljø- og Planudvalget for Venstre.

- Vores holdning er, at borgere i kommunen er så lovlydige, at det ikke giver mening at bruge ressourcer på en p-vagt. Især fordi det ikke er et problem i de andre byer i kommunen, men mest ville være i Skanderborg, siger Morten Møller.

Hvad koster en kommunal p-vagt?

Forvaltningen i Skanderborg har ikke kigget på, hvad det vil koste at indføre en kommunal p-vagt.

Men i eksempelvis Thisted Kommune, der ifølge Nordjyske netop har fået en kommunal p-vagt på budgettet, vil det årligt koste 500.000 kroner at gennemføre parkeringskontrol. Kommunen forventer, at der årligt opkræves parkeringsafgifter for cirka 400.000. Da halvdelen betales til staten, er det kun cirka 200.000 der tilfalder kommunen.

Derfor kommer det i Thisted Kommune årligt til at beløbe sig til cirka 300.000 kroner at indføre en p-vagt.

I Frederikshavn Kommune, der svarer nogenlunde til Skanderborg Kommunes indbyggertal og størrelse på hovedbyen, har man ifølge FDM en bruttoindtægt på parkering (dvs. både betalingsparkering og afgifter) på 4,6 millioner kroner.

Derfor er han og Venstre ikke umiddelbart for idéen om en kommunal p-vagt. Men han understreger, at hvis det begynder at blive opfattet som et stort problem, så vil de gerne genoverveje det.

Svageste trafikanter betaler prisen

For Lone Löwenstein, der er indehaver af Mit Hjerterum i Adelgade og formand for bestyrelsen i Skanderborgs Cityforening, er det et komplekst spørgsmål. Hun vil selvfølgelig gerne, at reglerne bliver overholdt, men:

- Jeg er mest til, at man går med en kærlig opfordring til at få parkeret efter reglerne, af respekt for de erhvervsdrivende. For jeg ved, at kunder der kommer hjem med en bøde i hånden ikke står tilbage med en god oplevelse, også selvom de har fået gode ting med i poserne, siger Lone Löwenstein.

- Kærlighed til vores Skanderborg er vores nye overskrift i byen, og det er også kærlighed at tænke på andre, når vi parkerer efter reglerne, siger Lone Löwenstein, der er kvinden bag Mit Hjerterum og formand for bestyrelsen i Skanderborg Cityforening. Foto: Pressefoto

Når Lene Høst-Madsen er genereret af de mange ulovligt parkerede biler ved stationen, så er det ikke kun af bekymring for fremtidige museumsgæster. Til den tid er der planer om tidsbegrænsede pladser tæt på museet, som hun "vil kæmpe for bliver overholdt".

- Det, der lige nu bekymrer mig, er at man ikke kan køre på cykelstien, fordi der holder biler. Det gør, at der opstår nogle potentielt farlige situationer, siger Lene Høst-Madsen.

Claus Leick fremhæver også især de bløde trafikanter, når han taler om de steder, hvor folk ikke overholder reglerne.

- Dem, der i sidste ende betaler prisen, er de svageste trafikanter i bybilledet – cyklister og de dårligt gående. Samtidig bliver det svært at komme ind og handle i Adelgade, hvis man lige har travlt – og den store omlægning, vi har på vej, kommer ikke til at gøre problemet mindre, siger Claus Leick.

Reglerne skal overholdes

Lone Löwenstein konstaterer også, at der især er mange steder på Adelgade, hvor nogen parkerer længere tid end de burde. Det er en udfordring, der kan få konsekvenser for de erhvervsdrivende:

- Lagkagehuset lukkede jo, da man fjernede parkeringspladserne foran dem; de kunne ikke overleve uden. Så vi vil gerne henholde til, at reglerne bliver overholdt, siger Lone Löwenstein.

SkanderborgLIV har også forhørt os blandt læserne i vores Facebook-gruppe for abonnenter, Inderkredsen. Her var der ikke enighed om, hvorvidt der er behov for en parkeringsvagt – men en læser fremhæver benzinbiler på el-ladepladserne i midtbyen som et område, hvor han savner en kommunal p-vagt.

Bliv en del af inderkredsen

Inderkredsen er et unikt fællesskab for abonnenterne på SkanderborgLIV, hvor du kan:

🔷Blive en aktiv del af vores redaktionsmøder og byde ind med idéer, som vi bør skrive om.

🔷Komme bag kulisserne på SkanderborgLIV og få indblik i journalistikkens verden.

🔷Være en del af en eksklusiv gruppe, der aktivt bidrager til og understøtter væksten af SkanderborgLIV.

Kom med i fællesskabet lige her.

Lone Löwenstein understreger, at hun ikke vil stille sig på tværs, hvis der kommer et politisk flertal for en kommunal p-vagt. I så fald bør butikslivet involveres i at finde den bedste løsning, lyder det.

Men det er ikke umiddelbart på vej. Ifølge Claus Leick har han prøvet at rejse diskussionen i både Klima-, Miljø- og Planudvalget og Økonomi- og Erhvervsudvalget, men uden at der var opbakning til det.

Ikke "kæmpe udfordringer"

Morten Møller forklarer Venstres holdning med, at det ville være som "at skyde gråspurve med kanoner", hvis man indførte en kommunal p-vagt i den nuværende situation.

- Vi har nogle gode borgere i byen, og det sætter vi enormt stor pris på, og så er der ikke noget ved at straffe dem, der kommer til at træde en my over grænsen, for det kommer vi allesammen til, siger Morten Møller.

Det på trods af, at det fremgår i kommunens egen parkeringsplan, at en kommunal p-vagt-ordning ville sikre den bedste udnyttelse af den eksisterende parkering. For som der står:

- I byer uden eller med mangelfuld kontrol ses hyppigt, at op til halvdelen af parkeringen foregår i strid med de gældende parkeringsregler. En effektiv parkeringskontrol kan derfor i sig selv give en større parkeringskapacitet, fordi færre vil parkere ud over den tilladte tid.

Men lige nu er der ikke "kæmpe udfordringer" i kommunen som berettiger kommunal parkeringskontrol. Det skriver Torben Wallner fra Konservative i en mail til SkanderborgLIV:

- Skulle det billede ændre sig, så kan vi naturligvis tage det op til genovervejelse, men der er vi altså ikke endnu.

SkanderborgLIV har også kontaktet de to medlemmer af Klima-, Miljø- og Planudvalget fra Socialdemokratiet. De er ikke vendt tilbage på henvendelsen.

De digitale p-tavler viser, hvor der er ledige pladser. Ifølge kommunens egen parkeringsplan ses det "hyppigt, at op til halvdelen af parkeringen foregår i strid med de gældende parkeringsregler". Arkivfoto: Christian Bæk Lindtoft.

Afstemning: Mangler der kommunal parkeringskontrol i Skanderborg?

Der er ingen kommunal p-vagt i Skanderborg Kommune, og derfor kan du som regel parkere ulovligt uden konsekvenser. Men er det et problem? Giv dit svar i afstemningen.

Der er ingen kommunal p-vagt i Skanderborg Kommune, og derfor kan du som regel parkere ulovligt uden konsekvenser. Men er det et problem? Giv dit svar i afstemningen.

Som SkanderborgLIV i denne uge kan fortælle, så har det i flere år været en offentlig hemmelighed, at du ikke behøver at overholde tidsgrænserne på de kommunale parkeringspladser.

Eller holde dig indenfor de afmærkede parkeringsbåse.

Der er nemlig ikke ansat en kommunal parkeringsvagt, og derfor er det kun hvis politiet bliver kaldt ud, at de ulovlige parkeringer har konsekvenser.

Men der tegner sig ikke umiddelbart et politisk flertal for at ansætte en kommunal parkeringsvagt, ligesom der heller ikke er begejstring at spore hos bestyrelsesformanden for Cityforeningen. Deres argumenter kan du læse meget mere om i denne artikel.

Døren er dog ikke lukket, og derfor vil vi gerne spørge jer læsere: Savner du en kommunal parkeringsvagt?

Altså en hel- eller deltidsansat, der kan dele bøder ud til de bilister, der parkerer ulovligt? Eller for lang tid?

Eller vil du helst, at det fortsætter som nu?

Bjarne Petersen-Engstrøm - BusBjarne blandt venner - begræder politikernes beslutning om at spare børnebussen væk. Foto: Jesper Rehmeier

1000 børn siger farvel til helt særlige oplevelser, når BusBjarne takker af

Efter mere end tre år og 15.000 fyldte sæder, siger børnebussen farvel. For med en ny daginstitution i Galten er muligheden sparet væk. Men børnene har gjort en forskel for BusBjarne - og han har givet dem oplevelser for livet.

Efter mere end tre år og 15.000 fyldte sæder, siger børnebussen farvel. For med en ny daginstitution i Galten er muligheden sparet væk. Men børnene har gjort en forskel for BusBjarne - og han har givet dem oplevelser for livet.

Det lignede en protest fra selveste børnebussen, da i går brød sammen på dens andensidste tur.

I mere end tre år har chaufføren Bjarne Petersen-Engstrøm - kendt under navnet BusBjarne - fragtet børnehavebørn rundt på udflugt til alskens steder i og udenfor kommunen. På stranden, i skoven, på landbrugsbesøg, på museer og meget mere. Men nu er det slut.

- Den sidste uge har været hård og jeg har sagt farvel til rigtig mange, siger Bjarne Petersen-Engstrøm, der med et vist vemod takker af.

Børnebussen blev oprindeligt sat ind som en midlertidig løsning på overfyldte børnehavestuer, men voksede hurtigt til at blive en fast del af hverdagen i Dagtilbud Nord. Med nye daginstitutioner på vej og faldende børnetal besluttede byrådet i Skanderborg Kommune sidste år at spare bussen væk fra 1. juli 2025.

Nu er børnebussen ikke længere fyldt med GLADE børn. Foto: Jesper Rehmeier

Pædagogernes ekstra hånd

- BusBjarne hjalp mig op ad bakken, sidste gang vi var herude.

Ordene kom fra en lille dreng på et af bussens sæder til en pædagog, og blev overhørt af Bjarne Petersen-Engstrøm. En måned forinden havde dem samme børnehave været på tur til et skovområde ved Vestermølle, hvor alle de andre børn løb op ad skrænterne for at glide ned igen, men drengen, som havde motoriske udfordringer, kunne ikke være med. Han prøvede og prøvede i timevis, og først da BusBjarne guidede ham op et stykke væk, hvor det ikke var så stejlt, lykkedes det ham at komme op.

- Drengen var så stolt og det var virkelig en succes for ham, at han klarede det. Og så huskede han det stadig en måned senere. Det er sådan nogle oplevelser, jeg lever af, siger Bjarne Petersen-Engstrøm.

For Bjarne Petersen-Engstrøm har det aldrig "bare" været en bus.

- Jeg var jo pædagogernes ekstra hånd på turene og jeg tager ofte hånd om de lidt udfordrede børn. Og selvom jeg sommetider må sætte nogle grænser for dem, så er det mig, de kommer og tager i hånden, når vi skal hjem. Det siger noget.

På godt tre år har han haft omkring 15.000 fyldte sæder og kørt, hvad der svarer til flere ture rundt om Jorden. Han anslår, at han har haft over 1000 børn med på tur – mange af dem igen og igen.

Både børn og pædagoger har været berørte over, at bussen ikke længere bliver en del af hverdagen. Og selv fortæller Bjarne Petersen-Engstrøm, at oplevelserne med børnene har haft stor betydning for ham.

Børnene fra Gyvlehøjen i Galten var med på bussens sidste tur onsdag den 18/6. Billedet her er fra en tur - med samme børnehave - sidste sommer. Foto: Jesper Rehmeier

Nye rammer – og farvel til en særlig institution

Beslutningen om at lukke børnebussen blev taget som led i budgetaftalen for 2024. Med faldende børnetal og en ny, stor daginstitution under opførelse i Galten, vurderede et flertal i byrådet, at behovet for bussen ikke længere var der.

Den nye institution får plads til 165 børn og ventes at imødekomme det kapacitetspres, som børnebussen i sin tid blev sat ind for at lindre. Samtidig sparer kommunen godt 650.000 kroner årligt fra 2026 ved at tage bussen ud af drift.

Men selvom beslutningen er truffet, er det ikke uden konsekvenser, mener Bjarne Petersen-Engstrøm.

- Børnebussen er gået fra at være en midlertidig løsning til at blive en institution i sig selv. En dag begyndte børnene bare at kalde mig BusBjarne, og nu står de altid og råber det, når jeg kommer. Jeg møder også stadig ældre børn i skolealderen, der husker turene og kommer og snakker, hvis vi besøger deres legeplads.

- Det er nogle helt sælig oplevelser, børnene har fået på deres ture med bussen - og mange af dem er nogle, som de ikke ellers havde fået.

For Bjarne Petersen-Engstrøm er planen nu at gå på pension og han ved endnu ikke, hvad der skal ske med selve bussen.

Biogasanlægget på billedet stammer fra Heden på Midtfyn og er lavet af Nature Energy, som også skal stå bag det i Torrild. Foto: Michael Bager

Trods protester fra Skanderborg: Nu er lokalplan for biogasanlæg i nabokommune vedtaget

Et stort flertal i Odder Kommunalbestyrelse har godkendt planerne om et biogasanlæg i Torrild - stadig uden klarhed over, at de bekymringer, Skanderborg Kommune har rejst om trafik, udsigt og lugt, bliver ordentligt belyst.

Et stort flertal i Odder Kommunalbestyrelse har godkendt planerne om et biogasanlæg i Torrild - stadig uden klarhed over, at de bekymringer, Skanderborg Kommune har rejst om trafik, udsigt og lugt, bliver ordentligt belyst.

Planerne om et stort biogasanlæg ved Torrild – lige på den anden side af kommunegrænsen – er nu rykket et skridt tættere på virkelighed.

Et flertal i Odder Kommunalbestyrelse har godkendt både lokalplan og kommuneplantillæg, der udlægger området til biogas.

Det sker på trods af omfattende kritik fra Skanderborg Kommune, som flere gange har advaret om alvorlige konsekvenser for både vejnet, landskab og virksomheder i Skanderborg. Men de bekymringer er kun delvist eller slet ikke behandlet i den vedtagne miljøvurdering.

Kritik fra Skanderborg Kommune

Skanderborg Kommune har i flere omgange gjort indsigelser mod biogasplanerne i nabokommunen og sendt høringssvar med bekymringer om både trafik, udsigt og lugtgener.

Kommunen kritiserer blandt andet, at Odder ikke har redegjort tilstrækkeligt for, hvordan op mod 60 lastbiltransporter dagligt – hvoraf op mod 40 procent forventes at komme fra Skanderborg – vil påvirke trafikbelastningen.

Derudover savner Skanderborg visualiseringer af, hvordan anlægget kan påvirke udsigten fra blandt andet Skanderborg Bakker og stationen, samt en vurdering af, om lugtgener kan ramme virksomheder som Gjesing Mejeri.

I sit seneste høringssvar, underskrevet af borgmester Frands Fischer (S), kalder kommunen det utilfredsstillende, at de væsentlige konsekvenser for Skanderborg-området enten er udeladt eller kun mangelfuldt beskrevet i miljørapporten fra Odder Kommune.

Trods den klare kritik fra Skanderborgs borgmester og byråd, forholder Odder Kommune sig ikke direkte til, hvorfor nabokommunens bekymringer om blandt andet trafik, lugt og udsigt ikke er blevet belyst tilstrækkeligt. I kommunens svarnotat nævnes Skanderborg ikke med navn, og flere høringssvar, der handler om forhold i Skanderborg Kommune, bliver afvist med henvisning til, at der først senere vil blive lavet en miljøkonsekvensvurdering. Som det lyder i notatet:

- De konkrete miljømæssige konsekvenser af et biogasanlæg vurderes i en kommende miljøkonsekvensvurdering af det konkrete projekt.

Odder Kommune fastholder, at planlægningen er lovlig, og at nabokommuner er blevet hørt gennem høringsprocessen – men det er fortsat uklart, hvordan eller hvornår Skanderborgs indvendinger vil blive behandlet konkret.

Mange utilfredse høringssvar

Skanderborg Kommune er langt fra den eneste, der har rejst kritik af biogasplanerne ved Torrild.

Blandt de 155 høringssvar og en underskriftindsamling på 89 borgere er der flere bemærkninger, der vedrører Skanderborg-siden af kommunegrænsen.

En af de mest markante kommer fra Arla, som driver Gjesing Mejeri få kilometer fra det planlagte anlæg. Arla advarer om, at lugtgener – selv inden for de tilladte grænser – kan påvirke både produktionen og kvaliteten af deres fødevarer. Virksomheden efterlyser blandt andet, at der stilles krav om lugtrensning med backup-løsninger.

- Det bemærkes, at den fastsatte grænseværdi for lugt er vejledende, og at der ikke er garanti for, at de fastsatte niveauer ikke medfører lugtgener på Gjesing Mejeri, lyder det fra Arla i et høringssvar.

Også flere borgere udtrykker bekymring for, hvordan det planlagte anlæg vil øge den tunge trafik gennem Skanderborg Kommune. Blandt andet peges der på farlige forhold for bløde trafikanter på Grobshulevej og risiko for øget trafik ad Låsbyvej og Oddervej gennem Skanderborg by.

Andre høringssvar kritiserer, at projektet vil ændre landskabets karakter markant og ødelægge udsigten fra blandt andet Skanderborg Bakker – uden at det er tilstrækkeligt belyst i miljøvurderingen.


Den i dag 24-årige mand skal for retten tirsdag. Det viser sig, at han nu er tiltalt for røveriforsøg og frihedsberøvelse. Fotos: Østjyllands Politi/Presse-fotos.dk.

Vanvidsbilist kørte betjent ned og fik fire års fængsel: Nu er han tiltalt i ny alvorlig sag

Offeret skulle "betale med blod," hvis han ikke betalte de 200.000 kroner. De truede ham med økse og "bortførte" ham i en bil gennem to timer. Nu skal sagen for retten, og det viser sig, at en af de tiltalte er særdeles velkendt.

Offeret skulle "betale med blod," hvis han ikke betalte de 200.000 kroner. De truede ham med økse og "bortførte" ham i en bil gennem to timer. Nu skal sagen for retten, og det viser sig, at en af de tiltalte er særdeles velkendt.

En sommerdag i 2021 blev en 31-årig betjent påkørt af en dengang 20-årig mand.

Politiet var ved at lægge stop sticks på vejen for at få flugtbilisten standset - men i stedet for at køre over sømmåtten, valgte den unge bilist at køre ind i betjenten med en fart på mindst 80 kilometer i timen og derefter fortsætte flugten.

Det skete i krydset mellem Silkeborgvej og Åby Ringvej.

Betjenten, Stefan Nymann, svævede længe mellem liv og død, men han overlevede på mirakuløs vis - men lever videre med svær hjerneskade og lænket til en kørestol.

Gerningsmanden, som tidligere for rullende kameraer har omtalt sig selv som kendt vanvidsbilist, blev senere anholdt og idømt fire års fængsel for vanvidskørsel og adskillige andre brud på blandt andet straffeloven, færdselsloven og våbenloven.

Dommen på de fire års fængsel fik han 17. juni 2022, og da han allerede dengang havde været varetægtsfængslet i et år, kunne han prøveløslades allerede ved udgangen af 2023.

Noget tyder på, at den unge mand, som ved påkørslen af betjenten boede i det vestlige Aarhus, ikke har holdt sig på dydens smalle sti, siden han blev sluppet ud i friheden.

Han er nemlig nu tiltalt i en ny sag, som begynder ved Retten i Horsens tirsdag formiddag.

Betale med blod

Den i dag 24-årige mand skulle ikke bruge mere end et år efter løsladelsen på igen at komme i politiets søgelys.

Ved tirsdagens straffesag er han sammen med tre andre unge mænd tiltalt for røveriforsøg og frihedsberøvelse.

Det fremgår af sagens anklageskrift, som Stiften har fået aktindsigt i.

Det hele begyndte en mørk og sen aften en håndfuld dage før jul.

Den pågældende aften, 19. december sidste år, mødtes de i alt fire tiltalte med offeret, en 21-årig mand. Det skete i et industrikvarter på Sverigesvej i Skanderborg.

Firemandsgruppen ville have offeret til at overføre 200.000 kroner i kryptovaluta. De viste ham knive og økser, en af de tiltalte slog endda ud efter den 21-årige med netop en økse, ligesom gruppen også truede ham med vold.

- Du må betale med blod, hvis du ikke vil betale med penge, lød det blandt andet.

Kørt væk i bil

Offeret nægtede at overføre pengene, og de fire tiltalte endte derfor med at tvinge ham ind i en VW Golf, og så kørte de ellers rundt med ham i små to timer.

Det hele sluttede, da politiet stoppede bilen ved Harlev.

Det fremgår alt sammen af sagens anklageskrift.

Sagen mod den 24-årige tidligere vanvidsbilist og de øvrige tiltalte begynder tirsdag. Der er i alt sat fem dage af til sagen, og dommen ventes at falde i den kommende uge.

De øvrige tiltalte, som ifølge anklageskriftet var med til at true og "bortføre" den 21-årige, er mænd i alderen 23 til 26 år. Derudover er en 20-årig kvinde tiltalt i sagen for medvirken, da hun angiveligt skulle have del i udbyttet. De tiltalte kommer fra både Aarhus, Skanderborg og Silkeborg.

Ifølge anklageskriftet bor den 24-årige ikke længere i Aarhus. Han er nemlig efter sin løsladelse flyttet til Silkeborg.

Selvom den 24-årige i forbindelse med den forrige sag har været omtalt ved navn, har Stiften i forbindelse med denne artikel valgt at udelade navnet, da de to sager ikke har den fjerneste sammenhæng, og da den 24-årige ikke er dømt. Såfremt han skulle blive idømt mindst et års ubetinget fængsel i denne sag, vil han derefter blive omtalt ved navn.


Kort nyt. Her er det faste korte nyhedsoverblik fra SkanderborgLIV. Grafik: jfm.

Kort nyt: Millioner til Flok. Ny cykelsti. Kommuneplan i høring.

Her er ugens nyhedsoverblik fra Skanderborg Kommune.

ㅤㅤㅤㅤㅤ

FLOK får millioner fra Nordea-Fonden – nu kan arbejdet gå i gang

Nye udearealer på vej. Vibeke Breuerbach Guldborg er projektleder for Flok. Foto: Johanne Jedig Wejse

Nordea-Fonden støtter nu Floks udearealer med over 8 millioner kroner – og da Skanderborg Kommune bidrager med det samme beløb, er der i alt 16 millioner kr. til at realisere planerne. Dermed kan arbejdet med de nye udendørs rammer omkring Flok ved Sølund gå i gang efter sommerens Smukfest.

Planen byder bl.a. på en sanseeng, samtalesaloner, naturfitness og kreative værksteder i det grønne – alt sammen med fokus på fællesskab og tilgængelighed. Projektet er skabt i samarbejde med frivillige og foreninger, heriblandt Skanderborgs Aktive Mil, som også har været med til at designe det kommende træningsområde. Se alle planerne her.

– FLOK skal understøtte det fællesskab og den frivillighed, som Skanderborg er kendt for. Nu gør vi det mere attraktivt også at samles udendørs, siger borgmester Frands Fischer i en pressemeddelelse fra Skanderborg Kommune.

De nye udeområder forventes klar til brug i foråret 2026.

Ny cykelsti på vej mellem Virring og Stilling

Cykelsti, genrefoto. Foto: Oskar Rask Hjorth

Skanderborg Kommune går nu i gang med at anlægge en ny tre kilometer lang cykelsti mellem Virring og Stilling. Hvis alt går efter planen, står stien klar ved årsskiftet 2025/2026. Det skriver Din Avis med henvisning til en pressemeddelelse fra kommunen.

Cykelstien anlægges på nordsiden af Virringvej for at øge trafiksikkerheden og gøre det lettere at komme til blandt andet Pilbrodalen. Stien bliver udført med såkaldte geoceller, der sparer jord og råstoffer og dermed reducerer klimaaftrykket.

Projektet har været flere år undervejs, bl.a. på grund af forhandlinger med lodsejere. Prisen lyder på 12,1 mio. kr., hvoraf halvdelen kommer fra statens supercykelstipulje.

Ny kommuneplan i høring – nu kan du blande dig

Ny Kommuneplan er ved at blive fastlagt - og nu er den offentlig. Foto: Christian Bæk Lindtoft

Hvordan skal Skanderborg Kommune udvikle sig de næste 12 år? Det kan du være med til at præge nu.

Byrådet har sendt forslaget til Kommuneplan 2025 i høring, og frem til 1. september kan alle komme med deres input.

Planen handler især om, hvordan midtbyerne kan styrkes, og hvordan nye boligområder udvikles med mere sammenhæng og kvalitet.

Se planen her.

Hjemmeplejer slog alarm – ældre mand reddet ud fra brand i Hørning

Brand på plejehjem i Hørning. Foto: Kim Haugaard/Jysk Fynske Medier

En hjemmeplejer slog hurtigt alarm, da hun opdagede røg fra en bolig i Hørning mandag formiddag. Det oplyser Østjyllands Brandvæsen til TV2 Østjylland.

Branden var opstået i en seng og havde bredt sig til nogle bøger, men brandfolk nåede hurtigt frem og fik både reddet den ældre beboer ud og slukket ilden.

Manden var ved bevidsthed og blev kørt til sygehuset efter redningsaktionen. Alarmen indløb klokken 11.51.

Oplev Sankt Hans fra søsiden – båltale og midsommervise på M/S Dagmar

Hold Sankt Hans på søsiden. Foto: Viggo Rasmussen

Vil du opleve Sankt Hans på Skanderborg Sø, kan du sejle med turistbåden M/S Dagmar mandag den 23. juni.

Båden stævner ud fra Bybadet kl. 19.30 og lægger til ud for Byparken, hvor båltalen holdes kl. 20 af Frank Megabody. Derfra kan man nyde både bål og midsommervise fra vandsiden.

Drikkevarer og snacks kan købes ombord. Billetter via fjordtours.dk.