Grund ligger bare hen: Snart forsvinder mulighed for endnu et supermarked i Skanderborg
Muligheden for at etablere en dagligvarebutik i Skanderborg Bakker, der har eksisteret siden 2009, står til at blive fjernet i den kommende kommuneplan for 2025.
Skanderborg Kommune vurderer, at grunden ikke har været attraktiv for dagligvarekæder, hvilket har resulteret i, at området har ligget ubebygget hen.
Derfor anbefaler rådgivere at omdanne området til liberalt erhverv såsom kontorer eller klinikker.
Hvis du bor eller arbejder i Skanderborg Bakker eller det umiddelbare nærområde, så har du sikkert tænkt det.
"Hvorfor er der ikke et sted, jeg kan købe ind i nærheden?"
Især for tilflyttere fra større byer kan de knap to kilometer fra daginstitutionen Børneriget til nærmeste indkøbsmulighed virke lang.
I så fald vil det måske overraske dig, at der faktisk har været mulighed for, at interesserede dagligvarekæder kunne etablere sig på den tomme grund ved Dronning Sophies Allé og Låsbyvej, siden en lokalplan blev vedtaget for området i 2009.
Nu har grunden ligget hen så længe, at Skanderborg Kommune regner med at fjerne muligheden, når kommunalplanen for 2025 skal vedtages.
- Hvis placeringen havde været attraktiv for dagligvarekæderne, så havde der ligget en dagligvarebutik i dag. Bakkerne er så stort et boligområde, at det burde kunne bære en dagligvarebutik i sig selv. Men det har så vist sig, at det åbenbart ikke er attraktivt, siger Marianne Galsgaard, der er afdelingsleder for Plan og Byudvikling i Skanderborg Kommune.
Hun fortæller, at kommunen har talt med nærmest alle, der kunne placere en dagligvarebutik på grunden:
- De kommer typisk og spørger os, om der er et sted indenfor Skanderborg by, hvor de kan etablere en dagligvarebutik. Så svarer vi, at der er et sted med en godkendt lokalplan – så det er bare at gå i gang. Men jeg går ud fra, at de kigger på deres markedsanalyser og tror ikke, at der vil være nok omsætning i den butik. Så de siger, at den placering ikke er attraktiv. De vil hellere ned og ligge på Ladegårdsbakken, og så siger vi, at det kan de ikke, forklarer Marianne Galsgaard, og tilføjer:
- Det viser bare, at der ikke er en interesse, og så er det jo dumt at have det areal til at ligge.
Detailhandel i Skanderborg Bakker
I lokalplanen fra 2009 fremgår det, at arealet på Dronning Sophies Allé kan indeholde en eller flere dagligvarebutikker.
Det samlede butiksområde må maksimalt være på 2.000 kvadratmeter.
Foruden en eller flere dagligvarebutikker kan arealet indeholde en parkeringskælder eller parkeringsareal. I alt må der være én etage og eventuelt en kælder.
Der er desuden mulighed for at etablere indkørsel fra Dronning Sophies Allé, ikke fra Låsbyvej.
Derfor anbefaler rådgiveren bag den strategiske midtbyplanlægning, som er en del af forarbejdet til den nye kommuneplan, at mulighederne for detailhandel i Skanderborg Bakker fjernes, så det i stedet vil kunne anvendes til kontorerhverv eller liberalt erhverv.
En opfordring, som borgmesteren i udgangspunktet ser fornuften i.
- Det har vist sig at være svært at få nogen til at bide på, for grunden har jo ligget hen, siden man lavede lokalplanen. Derfor giver det mening at følge overvejelsen om at pille muligheden ud i den nye kommuneplan, siger Frands Fischer (S).
Kommunen ser derfor umiddelbart ud til at følge rådgiverens råd om at få arealet i spil til andre anvendelser.
- Hvad der kommer i stedet, afhænger at mange ting. Der er jo allerede støj fra motorvejen, og så må vi ikke have noget, der skaber støjende aktivitet i Bakkerne, så det kan næsten kun være liberale erhverv – en type erhverv, der ikke har miljømæssige udfordringer på nogen måde, siger Marianne Galsgaard.
Hvad kan der komme i stedet?
En ikke-udtømmende liste over funktioner, der hører under betegnelsen liberalt erhverv:
- Kontor og administration
- Klinik (såsom læge, tandlæge, dyrlæge, hudpleje, akupunktur, fysioterapi m.m.)
- Køreskole
- Reklamebureau
- Tegnestue
- Frisør
Både hun og Frands Fischer fremhæver, at der er to ben i tankerne om at fjerne muligheden for detailhandel i Bakkerne. Det ene handler om, at dagligvarekæderne ikke har budt sig på, og grunden derfor bare ligger hen. En grund, kommunen i øvrigt ejer, men ikke kan gøre brug af.
Det andet ben drejer sig om, at kommunen gerne vil sikre "attraktive bymidter", som Frands Fischer siger.
Det er derfor, kommunen har sagt nej, når dagligvarekæderne har spurgt om at få lov til at placere en dagligvarebutik på Ladegårdsbakken, eksempelvis i lokalerne, som Sport24 Outlet flyttede ind i for kort tid siden.
Det var samme begrundelse, der lå bag den meget omtalte afvisning af Skanderborg Vinhandels ønske om at flytte ind i samme lokale.
- Bymidterne er under pres i alle kommuner, også i Skanderborg. Derfor siger detailhandelsredegørelsen, at det er godt, at kommunen har været tilbageholdende med at placere butikker spredt rundt i Skanderborg by. Det betyder også, at vi ikke kommer til at lægge arealer ud til butikker udenfor bymidten, siger Marianne Galsgaard.
Det betyder altså, at hvis muligheden for dagligvarehandel i Skanderborg Bakker bliver fjernet, så er det ikke planen med en ny plads til dagligvarebutikker andre steder i byen.
De interesserede dagligvarekæder må i stedet kigge mod midtbyen (og eksempelvis den forladte Kvickly), eller de to såkaldte bydelscentre ved henholdsvis Højvangen Torv og Vestergade/Vroldvej.