Første søndag i advent blev Skanderborgs nye kirke, Højvangen Kirke, indviet af blandt andet biskop Henrik Wigh-Poulsen og borgmester Frands Fischer (S). Foto: Johanne Jedig Wejse

- Hvem ringer klokken for, spørger de irriterede naboer i Højvangen

Sidste søndag markerede en historisk milepæl for Skanderborg, der for første gang i 500 år kunne slå dørene op til en ny kirke. En stor, topmoderne kirke med døbefont, prædikestol og hvad der ellers hører sig til i Guds hus - kirkeklokker selvfølgelig også.

Og sidstnævnte har tidligere været genstand for en vis murren i Højvangens kroge, hvor naboerne allerede inden åbningen af kirken ikke just var begejstrede for udsigten til lyden af kimende klokker. Hvad så nu, hvor de har hørt klokkerne ringe? Ja, det har ikke gjort dem mildere stemt, som du kan læse i dagens første artikel. Her får du en lille smagsprøve:

- Jeg ville ønske, at menighedsrådet prøvede at sætte sig i vores sko og forestille sig, hvordan det er med kirkeklokker lige udenfor soveværelsesvinduet ... det er jo et levn fra middelalderen, at man ringer solen op og ned!

I nyhedsbrevet bringer vi også en reportage fra den historiske åbning af Højvangen Kirke.

Det er ikke kun gejstligheden i Skanderborg, der har kunnet slå dørene op i et nyt, flot hjem. Det samme er tilfældet for Sport 24 Outlet, der er flyttet fra et lille, overfyldt lokale på Adelgade til store, luftige rammer på Ladegårdsbakken i et butikslokale, der tidligere på året var genstand for en del ballade. Hvorfor Sport 24 er rykket ind med outlet i Ladegårdscentret kan du læse mere om i interviewet med ejeren af sportsbutikken.

Elsker du julemarkeder, er denne weekend så sandelig din højtid. Vi har et tip til forskellige julemarkeder i både Skanderborg og Ry OG så sætter vi fokus på julemarkedet på Vestermølle, et af kommunens største.

Der er mere læsestof endnu, for vi har også et nyhedsoverblik med flere interessante historier om blandt andet Højvangen, julehjælp og grønne penge til lokalsamfund med VE-anlæg.

God weekend fra SkanderborgLIV.  

Billede af Jesper Rehmeier
Billede af skribentens underskrift Jesper Rehmeier Journalist
Skanderborgs nye kirke, Højvangen Kirke, blev indviet første søndag i advent. I den forbindelse blev klokkerne i toppen af tårnet også taget i brug. Foto: Johanne Jedig Wejse

Nu ringer klokkerne fra byens nye kirke. Det er flere naboer kede af: - Et levn fra middelalderen

Naboer til Højvangen Kirke udtrykker bekymring over lydniveauet fra de nye kirkeklokker, der vækker dem og generer dem i deres hverdag.

Menighedsrådsformanden Anny D. Jessen påpeger imidlertid, at mange borgere værdsætter klokkerne, og ingen betydelige klager er modtaget fra andre i sognet.

Menighedsrådet inviterer dog til offentligt møde om tre måneder for at diskutere folks bekymringer, men ser inden da ikke umiddelbart behov for ændringer i ringetiderne eller lydniveauet.

Ifølge menighedsrådsformanden er der dog mange, der er glade for kirkeklokkerne.

De var allerede bekymrede, inden klokkerne begyndte at ringe.

Og nu, efter Højvangen Kirke blev indviet i weekenden, og kirkeklokkerne i det høje tårn er sat i gang, er naboerne til kirken blevet bekræftet i deres bekymring.

- Vi synes godt nok, det er højt, siger Rune Kier, der er en af naboerne til Højvangen Kirke.

Lone Rømer, der bor med "kirketårnet i baghaven", som hun siger, er også overrasket over den høje ringen:

- Vi er overraskede over, hvor højt det er – alle fire. Vi bliver simpelthen vækket af det, hvis den ringer, imens vi sover, selvom vi har døre og vinduer lukket, fortæller Lone Rømer.

Du kan høre kirkeklokkerne, da de ringede ved indvielsesgudstjenesten her:

- Ja, det er vi noget kede af, må vi nok sige. Jeg har talt med flere, der allerede nu overvejer at flytte på grund af det. Det handler jo ikke om, at de har bygget en kirke – det skal de være hjertens velkomne til, jeg glæder mig til at se den, den ser flot ud. Men når de bygger i et boligområde, hvor alle andre er underlagt støjbegrænsninger, så ville vi ønske de kunne begrænse hvor højt de ringer, og hvornår de ringer, siger Rune Kier.

Men det er ikke umiddelbart på tapetet, lyder det fra menighedsrådsformand i Skanderborg Sogn Anny D. Jessen.

- Nej, vi vil ikke skrue ned, for der er så mange, der føler det er i orden. Der bor rigtig mange mennesker i Skanderborg Sogn, og vi er hele tiden i kontakt med nogen, eksempelvis til rundvisninger. De fleste er faktisk rigtig glade for kirkeklokkerne. Derfor er det meget at lave om for helt få mennesker, siger Anny D. Jessen.

Moderne kirke, moderne regler?

Hun lover dog, at menighedsrådet indkalder til et offentligt møde om tre måneder – en endnu ikke fastlagt dato, da det først skal aftales med det nye menighedsråd.

- Der vil vi fortælle om kirken og vores kirkeklokker. Og vi lytter til, hvad der bliver sagt på mødet. Det lover vi. På det tidspunkt kan vi så tale om, om der er noget der skal laves om – men ikke før, for al begyndelse er svær.

Tilbage til naboerne:

Mon ikke I vænner jer til det, når I har overstået begyndelsen?

- Det er jo stadig meget nyt, men hvis de fastholder den volumen, så bliver det godt nok svært. For det er så højt og så invaderende. Og så rammer det også min retfærdighedssans. Er det virkelig meningen, at vi skal vænne os til det? Bare fordi de gerne vil ringe med en klokke? Det synes jeg jo ikke er fair, siger Rune Kier.

- Måske kan man vænne sig til det, ligesom hvis man bor ved siden af en jernbane. Men huse ved siden af en jernbane bliver jo også forringet i værdi. Så jeg synes, at man burde indrette lydniveauet efter, at det lyder i et allerede etableret boligkvarter, siger Lone Rømer.

De tre klokker er placeret i Højvangen Kirkes 18 meter høje kirketårn. Arkivfoto: Emil Fibiger

De oplever begge, ligesom deres udvalg for vejen, at menighedsrådet virker uforstående, og har kommunikeret mangelfuldt.

- Jeg ville ønske, at menighedsrådet prøvede at sætte sig i vores sko og forestille sig, hvordan det er med kirkeklokker lige udenfor soveværelsesvinduet. Kirken er jo bygget moderne, den ligger i et moderne område – derfor kunne den godt have nogle moderne regler. Som at skrue ned for decibel-grænsen, og kun ringer ved kirkelige handlinger. Det er jo et levn fra middelalderen, at man ringer solen op og ned, siger Lone Rømer.

Ens for alle tre kirker

Anny D. Jessen genkender dog ikke billedet af menighedsrådet som fraværende.

- Vi har deltaget i den omfattende korrespondance, der har været. Men der er altså 13.000 i vores sogn, og der bor også folk nede i byen tæt på kirkeklokker, og dem har vi aldrig hørt noget fra. Ringetiderne er ens for alle tre kirker, siger Anny D. Jessen.

Hun fortæller, at klokkerne på alle byens tre kirker ringer klokken 8 om morgenen og klokken 17 om eftermiddagen, foruden til gudstjenester og højtider.

Højvangen Kirke hører under Aarhus Stift, og biskoppen for stiftet har tidligere indstillet de daglige ringetider i en kirke på grund af naboklager, skriver Kristeligt Dagblad. Men Aarhus Stift oplyser til os, at der ikke er andre eksempler i stiftet.

Sidst, SkanderborgLIV skrev om naboernes bekymring, spurgte vi biskop Henrik Wigh-Poulsen, om han ser det som en mulighed at stoppe de daglige ringninger eller skrue ned for lyden i Højvangen Kirke.

- Byggeriet af Højvangen Kirke har være planlagt i mere end 40 år, og jeg ved, at menighedsrådet i Skanderborg Sogn er i god dialog med naboerne om byggeriet af kirken og om den fremtidige klokkeringning. Hvis jeg skal træde ind i sager om klokkeringning, bliver det på baggrund af en konkret vurdering fra sag til sag, lyder det fra Henrik Wigh-Poulsen, der er biskop i Aarhus Stift.

Første søndag i advent blev Skanderborgs nye kirke, Højvangen Kirke, indviet af blandt andet biskop Henrik Wigh-Poulsen og borgmester Frands Fischer (S). Foto: Johanne Jedig Wejse

Sådan blev Skanderborgs nye, store og fleksible kirke indviet. Nu kan du selv komme indenfor

Højvangen Kirke i Skanderborg blev indviet første søndag i advent efter mange års planlægning.

Kirken er designet til at imødekomme et stigende behov for mere plads, blandt andet til bisættelser, dåb og julegudstjenester. Og til indvielsen var der samlet 350 interesserede.

Det er 500 år siden, Skanderborg sidst fik en ny kirke. Højvangen Kirke har været længe undervejs. Den første søndag i advent var ventetiden forbi, og nu er den klar til brug.

Snakken er dæmpet i det højloftede kirkerum, hvor lysene hænger i lange, gyldne snore fra loftet.

Der er samlet godt og vel 350 mennesker; 230 særligt inviterede, såsom en udsendt fra SkanderborgLIV, og de resterende 120 billetter blev revet væk på få minutter, da de blev tilgængelige på kirkens hjemmeside.

Så der er ikke noget at sige til, at der mærkes en vis ærbødighed blandt de mange forsamlede. Om lidt skal Højvangen Kirke indvies; en sjælden begivenhed på landsplan, og en 500-års begivenhed for Skanderborg.

Kirken er tegnet af det københavnske arkitektfirma Henning Larsen Architects. Foto: Johanne Jedig Wejse

Den har været på tegnebrættet siden Højvangen blev udlagt til boligområde for mere end 50 år siden.

Da klokken slår ti, åbner dørene ud til foyeren, og en procession bevæger sig ind i kirken. Ført an af biskop i Aarhus Stift, Henrik Wigh-Poulsen, og borgmester i Skanderborg Kommune Frands Fischer (S).

Bag dem kommer provsten, og en god håndfuld lokale sognepræster.

Fra foyeren gennem de store glasdøre gik borgmester og biskop forrest til den allerførste gudstjeneste i Højvangen Kirke. Foto: Johanne Jedig Wejse

Da menigheden har sat sig igen, begynder indvielsesritualet.

Lysene på alteret tændes første gang, alterbøger og bibel overrækkes for første gang, vandet hældes i døbefonten for første gang.

Til hver "første gang" hører en tekstlæsning og en bøn. Afbrudt af et vers fra salmen "Hvor Gud sit hus".

Hvorfor er der brug for en ny kirke?

Den nye kirke skal både være til for Højvangen, et område med cirka 5.500 beboere og forventet vækst de kommende år.

Men den er også tiltænkt både Skanderborg Sogn, og de omkringliggende sogne. For med sin størrelse kan den udvide kapaciteten, når der er behov for det.

Højvangen Kirke ligger på Malinggårdsvej, ikke langt fra Skanderborg Fælled. Foto: Johanne Jedig Wejse

Skanderborg Sogn er nemlig i forvejen stort og presset på kapacitet i de to eksisterende kirker – Skanderup Kirke og Skanderborg Slotskirke opført henholdsvis i 1050 og 1572. Det fortalte menighedsrådets byggeformand Rasmus Kolding til SkanderborgLIV i sommers, da vi fortalte om planerne for kirken.

- De to kirker, vi har, kan ikke opfylde de ønsker, vi har til kirker i dag. De er små. Det fandt vi i særdeleshed ud af, da coronaen kom. Men vi ville bygge uanset hvad, for vi har rigtig mange bisættelser, 160-180 om året, og nogle af dem er megastore, så folk har måttet stå uden for. Det er det samme med dåbene, lød det fra Rasmus Kolding.

Vil du besøge den nye kirke?

Så er der mulighed for både rundvisninger, musikalske indslag og almindelige gudstjenester.

Man kan se Højvangen Kirke til rundvisninger for hver time (16.00, 17.00, 18.00 og 19.00) i tidsrummet 16.00-20.00 på dagene:

Tirsdag 3/12, torsdag 5/12, tirsdag 10/12 og torsdag 12/12.

Lørdag 14/12 er der rundvisninger for hver time fra klokken 13.00-17.00 i Højvangen Kirke. Der vil være også et musikindslag med organist Michael Blume, og denne dag vil der blot være tre rundvisninger.

Derudover er der flere koncerter og gudstjenester med fri entré og ingen tilmelding. Blandt andet den 8. december med Aarhus Strygerensemble, gudstjeneste med gospelkor den 15. december og koncert med Stillingkoret den 18. december kl. 19.30.

Kilde: Skanderborg Sogn

Tilbage i kirkerummet til søndagens indvielse er prædikestolen næste element, der skal indvies. Den er  bemærkelsesværdig ved ikke at være hævet over jorden, som man kender fra ældre kirker, og fra de bagerste rækker kan man ikke se forskel på, om præsten står på gulvet eller i prædikestolen.

Biskoppen står bag alteret med prædikestolen på hans højre hånd og døbefonten på venstre hånd. Foto: Johanne Jedig Wejse

Men det er med vilje, for prædikestolen er som næsten alt andet i kirken fleksibel. Den kan flyttes rundt, alt efter hvad behovet er. Mellem søjlerne kan glasdøre og skodder åbnes op, så man kan se de kirkelige handlinger udefra. Alt sammen planlagt fra start af arkitekterne bag kirkebyggeriet, Henning Larsen Architects.

Det betyder også, at selve kirkerummet ikke byder på bænke, men specialfremstillede træstole, der kan stilles frem og tages væk alt efter, hvad kirken skal bruges til.

Hermed indviet

Noget af det sidste, der skal indvies, er orglet. Det står de to organister for, selvom det lille orgel i højre side af kirken ikke er det endelige orgel. Det kommer nemlig først et års tid efter indvielsen, og bygges derfor lige nu af Marcussen & Søn.

Og så kan biskoppen stille sig op foran alteret, iført grøn kåbe, og erklære:

- Dette hus og alt, hvad det rummer, ved Guds ord og bøn er indviet og taget i brug som Guds hus og kirke for Skanderborg menighed.

Efter biskoppen har holdt tale, forløber resten af gudstjenesten mere traditionelt med prædiken, altergang og velsignelse.

Alle sangene ledes af kirkens ungdomskor; og blandt dem er salmen "Der står en kirke på dybe grunde", som er skrevet specifikt til indvielsen af kirken af Iben Krogsdal og Katrine Muff Enevoldsen.

Koret sang for, da Skanderborgs nye kirke blev indviet med både adventssalmer og særlige indvielsessalmer. Foto: Johanne Jedig Wejse

Til sidst går biskoppen og borgmesteren igen forrest ud af kirkerummet, for nu er der forfriskninger, inden flere musikalske indslag og taler slår søm i fejringen.

Med det vil der nok nu være et før og et efter den første søndag i advent 2024.

Heidi Schmidt bestyrer den nye Sport 24 Outlet på Ladegårdsbakken. Foto: Jesper Rehmeier

VILLE blive i byen: Sport 24 Outlet er flyttet i nye, store lokaler på Ladegårdsbakken

Sport 24 Outlet har flyttet fra sin tidligere butik på Adelgade til et større lokale i Ladegårdscentret for at imødekomme efterspørgslen fra kunderne.

Ejer Troels Nyboe Rasmussen fremhæver, at den nye beliggenhed giver bedre plads til et bredere sortiment og en bedre indkøbsoplevelse for kunderne.

Troels Nyboe Rasmussen pointerer forskellen mellem Sport 24 Outlet og den almindelige butik, som tilbyder dyrere sportsmærker med fokus på at støtte det lokale foreningsliv.

Lokalerne i det gamle Sport24 Outlet på Adelgade var blevet for små, og derfor søgte Troels Nyboe Rasmussen, ejer af Sport24 Skanderborg, mere plads. Den plads blev fundet i Ladegårdscentret i et lokale, der tidligere på året fik en del opmærksomhed. For Troels Nyboe Rasmussen er det dog en stor glæde, at der kunne findes plads i den sportsglade by.

Enhver, der har prøvet at bo på for lidt plads, ved, hvor skønt det er at flytte til noget større.

Det gælder for dem, der udskifter tilværelsen i toværelses lejlighed med en villa med skur og loft, men glæden ved at rykke til noget større kender også de butiksdrivende, der fraflytter en lidt for lille butik.

Spørg bare hos Sport 24 Outlet i Skanderborg.

Der var for mange varer på for lidt plads til de mange kunder. Derfor var Troels Nyboe Rasmussen, ejer af Sport 24 Skanderborg, igennem lang tid på udkig efter et større lokale, og det fandt han i Ladegårdscentret, hvor Sport 24 Outlet nu har slået dørene op til masser af kvadratmeter med alt fra sportstøj til flyverdragter, sko, sportstape og træningsudstyr. Den helt centrale beliggenhed på Adelgade er nu udskiftet med en butik, hvor varerne kan tage sig bedre ud, og der er plads til et bredt sortiment.

- I mere to år kiggede jeg faktisk efter et større lokale, fordi det gamle simpelthen ikke var stort nok. Vi kunne ikke rigtig vise, hvad vi kunne, og vi kunne ikke få lov til at gøre, hvad vi ville. For mig er det rart at komme derop og fortsætte med at være den lokale sportsbutik til familien Danmark, nu bare med mere plads, siger Troels Nyboe Rasmussen.

Troels Nyboe Rasmussen ejer Sport 24 i Bloms Butikker og nu også Sport 24 Outlet på Ladegårdsbakken. Han glæder sig over den ekstra plads, der gør det nemmere at vise, hvad butikken har at byde på. Foto: Jesper Rehmeier

Det lokale, som Sport 24 Outlet er rykket ind på Ladegårdsbakken, fik tidligere i år en tur i de lokale medier, inklusiv dette, da Skanderborg Vinhandel af kommunen fik at vide, at de ikke kunne rykke ind i lokalerne, som de ellers ønskede. Det skyldtes, at vinhandlen blev klassificeret som en dagligvarebutik. Det endte med, at Jess Jul Hansen i stedet rykkede sin vinbutik til Odder.

Men inden da gav han Troels Nyboe Rasmussen og Sport 24 Outlet en hjælpende hånd i deres søgen efter mere plads.

- Det var faktisk Jess, der kom til mig og sagde, "Troels, jeg har fundet et butikslokale til dig". Det var ham, der anbefalede mig butikken på Ladegårdsbakken, da det ikke kunne lykkedes for ham, og han åbnede sin butik i Odder i stedet, siger Troels Nyboe Rasmussen.

Egentlig havde Skanderborg Vinhandel en drøm om at flytte i de lokaler, som Sport 24 Outlet nu er rykket ind i, men det kunne ikke lade sig gøre. Foto: Johanne Jedig Wejse

Da det tilbage i sommer kom frem, at det altså ikke var muligt for Skanderborg Vinhandel at flytte ind i lokalerne på Ladegårdsbakken sagde Karen Margrethe Høj Madsen, chef for Plan, Teknik og Miljø i Skanderborg Kommune, følgende til SkanderborgLIV:

- Det skyldes ene og alene, at Skanderborg Vinhandel er en dagligvarehandel, og i lovgivningen skelner planloven mellem dagligvarebutikker og udvalgsbutikker. Og planloven siger i udgangspunktet, at alt dagligvarehandel skal være i midtbyen.

Hun påpegede ved den lejlighed, at der ikke var tale om en lokalpolitisk beslutning, men at den nationale planlov prioriterer dagligvarebutikker i midtbyerne.

Heidi Schmidt og Camilla Kiikonen tager imod kunderne i den nye store outlet-butik på Ladegårdsbakken. Foto: Jesper Rehmeier

Det er vigtigt for Troels Nyboe Rasmussen at understrege, at Sport24 i Bloms Butikker og Sport24 Outlet er to forskellige ting, og butikken i centret kører videre som vanligt. Den almindelige centerbutik og outletbutikken kan nemlig noget forskellige.

- Mange af de varer, vi har her i butikken i Bloms, kan man kalde lidt mere "high end". Søger man for eksempel en skijakke fra Peak Performance til 2500 og de generelt dyrere mærker, så er det her. I vores outlet får man varer, som stadig er i en god kvalitet, men til lavere priser.

Beliggenheden på Ladegårdsbakken er mere afsides end tilfældet var det på Adelgade. Men det er typisk for Sport24 Outlet-butikker, at de ligger et stykke fra midtbyen og gerne er det, man kalder "boksbutikker". Og det har også sine fordele, siger Troels Nyboe Rasmussen.

Der er plads nok til de mange varer i Sport 24 Outlet, hvor priserne er lavere end i en almindelig Sport 24 Outlet, men hvor man heller ikke finder de allerdyreste mærker. Foto: Jesper Rehmeier

- Da vi lå på Adelgade, fik jeg ofte at vide, at der manglede parkeringspladser ude foran. Folk kom gående ind, tog en hurtig runde i butikken og gik igen. De folk, der kommer i vores nye outlet, har gerne bedre tid, fordi de har valgt at køre hen til os og parkeret i god ro og mag lige foran butikken. Og så skal man altså heller ikke undervurdere Ladegårdsbakken og hvor mange biler, der kører forbi hver dag. Kan vi få nogle af dem til at svinge ind og besøge os, er vi nået langt. Vi ligger trods alt også tæt på Fælleden, hvor sporten hører til.

Og sport er der masser af i Skanderborg og omegn. Så meget, at der altså sagtens kan være plads til både en stor butik i Bloms og et stor butik med outlet inden for samme byskilt.

- Der er løb, der er fodbold, håndbold, mountainbike, kajakklub, roklub. Der er virkelig meget til friluftslivet i det hele taget. Vi kan sælge meget andet end bare tennisstrømper, for vi har virkelig et stærkt foreningsliv i området, som også gerne støtter op om os. Og vi kan hjælpe med det meste, lyder det fra Troels Nyboe Rasmussen.

Julemarkedet på Vestermølle ved Skanderborg Sø har været afholdt siden 2011. Foto: Vestermølle Møllelaug

I weekenden går det løs med årets store julemarked på Vestermølle – nu med mere rigtig mad

Julemarkedet på Vestermølle 7. og 8. december byder på over 70 stande med forskellige aktiviteter både for voksne og børn, herunder ponyridning og pandekagebagning.

Julemarkedet blev afholdt første gang i 2011, og siden da er det vokset.

Julemarkedet blev afholdt første gang i 2011, og siden da er det vokset. Nu er der et væld af aktiviteter, foruden naturligvis en masse stande.

På lørdag og søndag vil der på Vestermølle i Skanderborg være samlet over 70 forskellige stande.

Der er nemlig julemarked på den gamle møllegård, der ligger lige ud til Skanderborg Sø.

Bag markedet står bestyrelsen for Vestermølle Møllelaug, hvor Ulla Lynge er tovholder.

- Det er altid noget særligt. Det er jo et vidunderligt sted, så det er fantastisk med et event, der bruger området, siger Ulla Lynge.

Julemarkedet på Vestermølle blev afholdt første gang i 2011, inden stedet gennemgik en større ombygning.

- Jeg var rundt på forskellige markeder og spørge stadeholdere, om de kunne tænke sig at komme til Vestermølle, fordi vi startede et julemarked op. Det var faktisk sådan, det blev weekenden omkring anden søndag i advent – mange havde allerede planer den første, siger Ulla Lynge.

I tiden der er gået siden, er julemarkedet i den grad vokset. Nu er der som nævnt over 70 stande, ponyridning om lørdagen, spejdere der bager pandekager, åben smedje og mølle og flere aktiviteter til børn, lyder det.

Der er mange forskellige aktiviteter på plakaten til julemarkedet. Blandt andet pandekagebagning over åben ild. Foto: Vestermølle Møllelaug

- Foreningerne derude er blevet inddraget lidt efter lidt, og nu har det virkelig vokset sig stort. Man kan både tage derud som familie, og prøve nogle af legeaktiviteterne for børn, så der er noget for alle, siger Ulla Lynge.

Flere ting til ganen

Foruden æbleskiver, kringler og gløgg er noget nyt i år, at de også vil sælge pølser. Derfor bliver et af lokalerne indrettet med borde og stole, så man kan sætte sig og få en bid mad.

Samtidig har Restaurant Vestermølle også åbent, så man også kan kombinere et restaurantbesøg med en tur på marked.

- Det er et populært marked, og der er rigtig mange stande, der gerne vil ud til os – så vi har ventelister, fortæller Ulla Lynge, og uddyber:

- Vi har gjort markedet kendt, så folk kommer også fra udenfor kommunegrænsen.

Der er blandt andet mange håndlavede og hjemmelavede varer på de forskellige stande til julemarkedet på Vestermølle. Foto: Vestermølle Møllelaug

Hun tror især, at det skyldes stedet Vestermølle og den særlige stemning, der efter ombygningen af laden danner gode rammer om markedet.

- Jeg holder meget af Vestermølle, der er en fred og ro, når man går derude, og man føler at man går i fodsporene af folk, der har gået der før. Hele kulturen og naturen derude holder jeg meget af – og når man holder af ting, så vil man fortælle andre om det. Så stedet er fuldstændig oplagt til events, både julemarkedet, sommermarked og høstgudstjeneste, siger Ulla Lynge.

Julemarkedet på Vestermølle løber af stablen både lørdag og søndag den 7. og 8. december fra 10 til 16, og der er gratis entré.

Højvangen har gennemgået en stor forandring de seneste år. Foto: Johanne Jedig Wejse.

Nyhedsoverblik: Penge til nye områder med vindmøller og solceller. Højvangen pillet af træls liste.

Her får du et nyhedsoverblik fra Skanderborg.

Her får du et nyhedsoverblik fra Skanderborg Kommune, hvor vi kommer omkring både vedvarende energi, affald og julehjælp.

Grøn pulje giver penge til områder med VE-anlæg

Solceller og vindmøller fylder mere og mere i landskabet - og i fremtiden er det planen, at det skal opføres langt mere i klimaets navn. (Arkivfoto).

De fleste støtter op om den grønne omstilling. Men samtidig er det nok de færreste, der jubler over at blive nabo til en solcellepark eller et par store vindmøller. I et forsøg på at gøre lokalsamfundene mildere stemt, er det af Folketinget vedtaget, at der i områder med anlæg til vedvarende energi skal oprettes en såkaldt Grøn Pulje med midler, der skal gå til lokalsamfundet.

Lige nu arbejder man i Skanderborg Kommune på at etablere flere store VE-anlæg, og byrådet har i den forbindelse besluttet, hvordan pengene i Grøn Pulje kan fordeles.

I en pressemeddelelse skriver Skanderborg Kommune, at puljen betales af den eller dem, som ejer anlægget. Størrelsen på puljen følger størrelsen på anlægget. Der gives 313.000 kroner per MW ved landvindmøller og 125.000 kroner per MW ved solceller.

Der kan altså blive tale om forholdsvis store beløb, der vil gå til det omkringliggende lokalsamfund.
Som et eksempel er den godkendte solcellepark ved Østerskovvej i Låsby på 68 MW (og 59 ha). Det svarer til 8,5 mio. kroner til Grøn Pulje, fremgår det.

Puljerne vil være åbne for naboer inden for seks gange møllehøjde, naboer inden for 200 meter fra et solcelleanlæg samt lokale i øvrigt i kommunen. Enkeltpersoner, enkeltvirksomheder og projekter, som kun kommer én eller meget få til gode vil ikke blive prioriteret, lyder det i pressemeddelelsen.

Boligområde i Skanderborg er nu fjernet fra træls liste

I 2022 blev Højvangen kåret til nordens bedste boligområde. Foto: Johanne Jedig Wejse

Boligområdet Højvangen i Skanderborg har undergået en markant forandring i de seneste år. Området var tidligere at finde på den lidet flatterende ghettoliste over belastede boligområder, men rykkede senere op på den knapt så alvorlige "forebyggelsesliste".

Også den liste er Højvangen nu strøget af. Det betyder blandt andet mennesker i uddannelse og job ikke længere kommer foran i køen til lejligheder. I en pressemeddelelse fra Skanderborg Kommune siger  boligsocial leder i ”Fælles om Højvangen” Charlotte Strandgaard:

- Det tætte samarbejde mellem Skanderborg Andelsboligforening, Midtjysk Boligselskab og Skanderborg Kommune og den daglige tilstedeværelse i området har spillet en stor rolle for Højvangens forvandling. Men først og fremmest har mange mennesker bidraget - og den største tak skal lyde til dem, som i dag bor i Højvangen, og som hver dag styrker fællesskabet.

I 2022 blev Højvangen kåret til nordens bedste boligområde.

Rekordmange har søgt om julehjælp

Frelsens Hær uddeler julehjælp på Frederiksberg, fredag den 17. december 2021. Frelsens Hærs julehjælp består af godter, gaver og gavekort til supermarkeder (minus alkohol). Normalt hjælper Frelsens Hær omkring 8.000 familier med julehjælp.. (Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix)

Nok er julen hjerternes fest, men den er også hård ved pengepungen i mange familier. Blå Kors Danmark uddeler julehjælp til økonomisk trængte hjem, og i år har flere østjyder end nogensinde før bedt om hjælp. Det skriver Blå Kors Danmark i en pressemeddelelse.

Også på landsplan er efterspørgslen efter en økonomisk håndsrækning til mad og gaver større end nogensinde. I Østjylland har 3.469 familier søgt om julehjælp, mens det drejede sig om 3.173 i 2023, fremgår det.

I Skanderborg har Blå Kors Danmark modtaget 179 ansøgninger om julehjælp. Generalsekretær Morten Skov Mogensen siger:

- Vi møder mange familier, som ikke har råd til de mest basale ting, og som hver måned kæmper for at få pengene til at slå til. Det økonomiske pres bliver ekstra stort i juletiden, hvor der skal købes julemad og julegaver.

Blå Kors uddeler julehjælp til familier på overførselsindkomst, der har hjemmeboende børn under 18 år. Julehjælpen består i år af et gavekort på 700 kroner til dagligvarekæden Lidl.

Nyt affaldsregulativ vedtaget med en ændring

For et år siden kunne skraldemendene ikke komme frem i sneen mange steder – som her i Aarhus. Nu melder Renosyd, som varetager affaldet i Skanderborg og Odder Kommuner, at borgerne ikke nødvendigvis skal regne med et nødberedskab på genbrugspladserne. Foto: Jens Thaysen

Efter otte ugers høringsfase kan Skanderborg Kommune konstatere, at ingen borgere ville klage over det nye affaldsregulativ.

Belært at sidste vinters erfaringer med de voldsomme snemængder har Renosyd lagt op til en række  ændringer i affaldshåndteringen under lignende forhold, primært for at beskytte de ansatte. Det kan du læse mere om i dette interview med direktør i Renosyd, Henrik Müller.

Det opdaterede affaldsregulativ vedtages dog med en ændring i forhold til den tekst, der var i høring.

Der står følgende i høringsudgaven: "Er der tale om længerevarende afbrydelse af indsamlingen, vil der blive oprette nødberedskab på genbrugspladserne". 

Det er blevet rettet til ".... kan der oprettes nødberedskab...".

Ifølge forvaltningen er Formålet med ændringen er at undgå, at der opstår en forventning fra borgerne om, at der oprettes nødberedskab i enhver situation. Det er Renosyd, der beslutter, hvornår der er tale om en længerevarende afbrydelse, og hvornår der er behov for nødberedskab, fremgår det.

Flok, Skanderborgs nye mødested for frivillige, åbnede tidligere i år, og nu holdes det første julemarked på stedet i denne weekend. Foto: Jesper Rehmeier

🎁 Dit lokale juletip: Det er ikke kun på Vestermølle, der skrues op for julehyggen i weekenden

Der er masser af julemarkeder at se frem til i denne weekend. Så på med jule-jahuen og planlæg din lørdag og søndag ud fra vores overblik.

Hvis du kan spise flere brændte mandler og kogte klejner og måske mangler at købe lidt lokalt fremstillet julepynt, så kan du jo passende tage på julemarked. Der er nemlig flere af slagsen at besøge i denne weekend.

Det helt store show foregår på Vestermølle, som du kan læse mere om i denne artikel. Men der er også andre markeder at sætte kursen mod.

I morgen lørdag er der eksempelvis julemarked på FLOK i Skanderborg, byens store frivillig- og fællesskabshus. Fra klokken 11 til klokken 14 er der udendørs julemarked med masser af aktiviteter og selvfølgelig det obligatoriske besøg af julemanden. Du kan læse mere på Facebook.

Samme dag fra 10 - 16 er der julemarked på Himmelbjerggården et stenkast fra Ry. Her lokkes med lidt af det samme, men også med fortællinger og en gåtur i det dejlige område omkring Himmelbjerggården. Det kan du læse mere om her.

Så er du lidt flittig, kan du altså nå hele tre julemarkeder denne weekend. God fornøjelse.