Det er bestemt ikke gået ubemærket hen, at de nye ejere af det gamle museum på Adelgade 5 er gået i gang med at renovere på den gamle byfogedgård, der ligger på grunden.

Salget af grunden blev endeligt den 10. juli, og i den forbindelse skrev vi på SkanderborgLIV om salget og hvad det betyder for den offentlige søadgang.

Siden har vi fået flere henvendelser – især efter håndværkerne er gået i gang. For det ser voldsomt ud dernede uden tag og med en mur, der er delvist brækket ned.

Men de bekymrede borgere, der går forbi byggepladsen, kan trække vejret roligt.

Det understreger køberen Michael Andersen:

- Det ser ret hidsigt ud dernede lige nu, blandt andet fordi taget er fjernet, så det ligner mere en ruin end noget, man er i gang med at renovere. Men om et halvt år skulle der gerne se ud, som det plejer at se ud, men bare opdateret, så det kan stå 100 år endnu, siger Michael Andersen.

Sammen med sin hustru faldt han for grunden, da de så et "til salg"-skilt under Smukfest, og familien planlægger at bygge den gamle byfogedgård om til en moderne, privat bolig.

Men købet var betinget af, at køberne kunne blive enige med Skanderborg Kommune om en ny lokalplan, og derfor gik der to og et halvt år fra man første gang kunne læse, at det gamle museum blev sat til salg af kommunen, til købet blev endeligt.

Og i lokalplanen bliver det understreget, at bygningsfacader og udtryk mod Adelgade skal bevares, og at det i det hele taget er en lokalplan, der sikrer visse bevaringshensyn.

Så hvorfor ser det ud som det gør?

- Når du står og kigger ude fra vejen, så er facademuren ud mod Adelgade ved at blive fjernet. Men det var ikke en del af planen; planen var, at murværket ud mod vejen skulle bevares. Da vi så begyndte at renovere, så fandt vi ud af, at det ikke er muligt på grund af et manglende fundament under bygningen. Samtidig var der skjult bindingsværk indvendigt, som var rådnet væk, fortæller Michael Andersen.

Derfor har køberne sammen med kommunen måtte finde en ny løsning, fordi det stående murværk ikke kunne bevares.

I stedet bliver alle de mursten, der kan bevares gemt, så de kan bruges til at bygge muren op igen. De har lavet scanninger af murværket, så det bliver bygget op på samme måde.

- Det bliver samme mur, men der var ikke andre muligheder end at pille det ned. Derfor ser det voldsomt ud lige nu – men det skulle gerne blive svært at se forskel. Det er selvfølgelig ærgerligt, men det er en meget, meget gammel ejendom, og hvis man forventer, at der ingen overraskelser kommer, så er man nok også lidt naiv, lyder det fra Michael Andersen.

Foruden muren, der skal pilles ned og bygges op igen, skal der nyt tag på bygningen med samme slags tegl som før. Også de nye vinduer bliver med samme sprosser.

Den største forandring er nok, at den grå "pyramide"-lignende tilbygning, der var billetkontor i museumstiden er fjernet, og ikke kommer op igen. Fokus i byggeriet er i stedet på at sørge for, at ejendommen fremstår i originalt udtryk.

I stedet for "pyramiden" kommer der en ny hovedindgang med ny trappe, og så skal der være parkeringsområde med en lille carport eller garage.

- Ellers vil jeg tro, at alt kommer til at se ud som det plejer, bare opdateret. Især forhaverne og selve bygningen forventer jeg, at man skal kigge rigtig godt efter for at kunne se noget.

Indvendigt skal det bygges om til et moderne hjem. Her var køberne faktisk lidt overraskede og ærgerlige over, hvor få gamle detaljer der bestod fra tiden som byfogedgård.

- Det har været nemmere at gå til indvendigt. Men vi har jo købt det som en gammel bygning, fordi vi godt kunne tænke os, at det var en gammel bygning, så alt hvad der meningsfyldt kan bevares, skal bevares. Ellers kunne vi lige så godt have købt en tom grund, understreger Michael Andersen.

En del af pakken i forbindelse med, at grunden overgår fra offentlig til privatejet er også, at baghaven ned mod Lillesø bliver privat.

Men så alligevel ikke helt.

For et af de afgørende punkter for Skanderborg Kommune, der også tager plads i lokalplanen, var at sørge for offentlig adgang til Lillesø fra Adelgade i form af en sti og et mindre opholdsareal ved søen.

Det er allerede etableret, og i den forbindelse er køberne egentlig ikke bekymrede for, om folk kommer til at have svært ved at forstå, at en del af det tidligere opholdsareal nu er privat have:

- Lige nu er der jo byggehegn hele vejen rundt, og det tror jeg kommer til at drive en ændret adfærd. Især fordi den offentlige sti og opholdsarealet jo er etableret og er blevet rigtig fint, siger Michael Andersen.

Familien håber på at kunne holde jul i det renoverede hus, men Michael Andersen tror allerede, at det udvendige udtryk kommer til at se nogenlunde færdigt ud til sommer.

Kommuneplansarbejdet skrider frem, og med det den varslede ændring af en mulighed for et supermarked i Skanderborg Bakker.

Men det er ikke alle, der har givet op på muligheden for en indkøbsmulighed i nærområdet.

En kort gåtur fra grunden ved Dronning Sophies Allé og Låsbyvej ligger rækkehusene, der udgør Grundejerforeningen Lunden.

Og her er formand Gunnar Jørgensen gået til kamp mod ændring af grundens formål.

- Det ville jo give en stor værdi til området med en indkøbsmulighed. At man kunne gå op for at handle i stedet for at køre til Højvangen eller midtbyen, hvor mange jo synes, der er biler nok, siger Gunnar Jørgensen.

Derfor har han skrevet et brev til de fem kæder, han tænker kunne stå bag et nyt supermarked i Skanderborg Bakker. Bevæbnet med trafiktællinger og tal om befolkningssammensætning i området fra Skanderborg Kommune.

- Jeg synes, kæderne skal have alle de oplysninger, man kan give. Så håber jeg bare, at en af kæderne melder ud, at de er interesserede, for så tror jeg ikke, kommunen vil modarbejde det ved at ændre bestemmelsen, siger Gunnar Jørgensen.

Grunden har ligget uberørt hen, siden lokalplanen med mulighed for detailhandel blev vedtaget i 2009. Derfor planlægger Skanderborg Kommune at ændre bestemmelsen i den kommende kommuneplan for 2025, så der i stedet bliver åbnet op for liberalt erhverv.

Marianne Galsgaard, der er afdelingsleder for Plan og Byudvikling i Skanderborg Kommune, har tidligere udtalt til SkanderborgLIV, at det åbenbart har vist sig ikke at være en attraktiv placering for dagligvarekæderne.

Men Gunnar Jørgensen mener, at kommunen kunne have gjort mere for at skabe en interesse hos dagligvarekæderne.

- Man skal sørge for, at der bliver skabt en appetit hos udviklerne. Jeg har haft en EDB-virksomhed, og hvis jeg bare gik rundt og ventede på kunderne, så havde det ikke været en succes. Det synes jeg faktisk også er kommunens opgave i den her sag; når borgerne har et ønske om at få et supermarked, siger Gunnar Jørgensen.

Og det har kommunen da også gjort. Det siger i hvert fald borgmester Frands Fischer (S), der fremhæver at han selv har nævnt grunden over for flere af kæderne, når de har henvendt sig om noget andet.

- Men udviklingen i detailhandel, men sådan set også udformningen af det stykke jord, man har udlagt dengang, har ikke været attraktivt for dem. Og i de dialoger, jeg har haft med dem, hvor jeg har peget på det stykke, der har de ikke umiddelbart været interesseret, siger Frands Fischer.

Han fortæller, at han derfor også bragte emnet op på det seneste møde i Økonomi- og Erhvervsudvalget, hvilket medførte en snak om, at en dagligvarebutik på grunden ville fjerne fokus fra den midtbydannelse, kommunen arbejder meget med for tiden.

- I takt med en øget opmærksomhed på de svære vilkår, detailhandlen har, er vi blevet mere opmærksomme på, at vi er nødt til at centrere butikslivet for at skabe en synergi mellem butikkerne. Derfor var der ingen i Økonomi- og Erhvervsudvalget, der ikke ønskede at fjerne mulighed for detailhandel på grunden i Skanderborg Bakker, siger Frands Fischer.

Gunnar Jørgensen håber ellers på, at kommunen i den kommende kommuneplan vil nøjes med at ændre bestemmelsen, så der bliver mulighed for både et supermarked og liberalt erhverv.

Han tror nemlig ikke, at et supermarked vil få en betydning for midtbyen.

- Kommunen vil jo gerne samle al handel i midtbyen – vel for at skabe liv og fordele for butikkerne. Men jeg tror ikke, at det vil give mindre liv, at vi ikke skal køre derned efter to liter mælk, siger Gunnar Jørgensen.

Frands Fisher står dog fast på udspillet i kommuneplansforslaget, men understreger, at alle interessenter er velkomne til at sende et høringssvar ind til forslaget, hvis de har andre tanker.

- Jeg har nævnt det i de mange dialoger, jeg har haft med detailhandelskæder i årenes løb. Og forsøgt at prakke det på mange, for jeg forstår godt, at det ville være rart med en handelsmulighed tæt på, siger Frands Fischer, og fortsætter:

- Men jeg tror arealet er for lille til detailhandelskæderne. Derfor er det svært. Da man udlagde arealet i 2009, blev der bygget mange små discountbutikker. Det gør der ikke længere, og på den måde er tiden nok løbet fra størrelsen på matriklen. Jeg havde gerne set en kombination mellem liberalt erhverv og detailhandel, men det harmonerer ikke med den måde, man laver butik på i dag. Så kan det være, man kan bruge det til noget andet i stedet.

Af de forskellige projekter, der hører under betegnelsen liberalt erhverv, er det kun et lægehus, Gunnar Jørgensen tror vil give en øget værdi til området.

Et kontorhus som det, der er åbnet længere nede ad vejen, vil derimod ikke gøre den store forskel for borgerne, mener Gunnar Jørgensen.

- Men jeg tænker heller ikke, at det har nogle negative effekter. Så vi må se. Vi kan i hvert fald ikke gøre så meget mere, siger Gunnar Jørgensen.

Administrationen i Skanderborg Kommune arbejder lige nu med det samlede forslag til Kommuneplan 25, som bliver sendt til politisk godkendelse på møderne i maj 2025.

- Jeg sad i min drøm. Og det var bare alt for meget, konstaterer han.

Drømmen, der var blevet virkelighed, var i det her tilfælde at rejse rundt som opvarmning for den britiske standup-stjerne Russell Howard på hans turné. Indtage enorme scener i USA og Canada og møde andre af de største navne fra standuppens internationale elite.

En elite, hvis shows og pressearbejde er booket så tæt, at man indregner, at der bliver aflysninger, fordi de bare ikke kan holde til arbejdspresset.

Og hvor nogle ikke nøjes med, at manageren holder styr på vitamintilskud og sovepiller, så man kan holde sig frisk og udhvilet, men sørger for læger, der kan lægge vitaminerne som drop undervejs.

Og det var som sagt en drøm for Simon Talbot, der i kraft af en irsk far har haft bedre forudsætninger end mange andre for at søge ud i verden med sin comedy, som han også tidligere har gjort. En mulighed for at se, hvordan de største arbejdede. Hvordan der altid kan skrues lidt mere op, altid kan tilføjes lidt ekstra.

- Jeg har haft altid haft en kløe efter det internationale, og nu fik jeg kløet så meget, at det blødte, siger han:

- De kører på så vildt et niveau, og til sidst ville jeg bare gerne hjem og se ”Juniorbagedysten” og haveprogrammer og hygge med min familie.

Han har dog også nået andet end at se tv, og det er grunden til, at han denne dag sidder og giver interview i et roligt hjørne af en restaurant ved vandet nær Greve. For selv om det hele var for meget, blev Simon Talbot alligevel inspireret.

”Ekstra Extra” hedder hans nye show, fordi der både er skruet op for lyd, lys og andre effekter, og sat billetter til salg i landets største arenaer. Men også ”Ekstra Extra”, fordi privatfly, kæmpe tourbusser og mødet med stjernerne ikke er det eneste, der har været ekstremt i hans liv i de senere år.

Det er blevet matchet af to endnu vigtigere begivenheder, der på hver sin måde også har handlet om at være ude i ekstremerne: Han er blevet far. Og han har mistet sin egen far.

Lad os begynde med det glædelige: Ada, der kom til verden i sensommeren 2023.

Hendes fødsel var kulminationen på seks års kamp med dårlig sædkvalitet, fertilitetsbehandlinger og ”alt, der følger med af trælse ting”: dårlig samvittighed, for eksempel. Over ens sløve sædceller og over, at ens kone skal gennem hormonsprøjter og forfærdelige ægudtagninger.

- Mennesker er bygget til at give sig selv skylden, når der sker noget dårligt, selv hvis det er fuldstændigt ude af deres kontrol, konstaterer han.

- Alle i fertilitetsbehandling, eller i hvert fald langt de fleste, er jo bare nogle, der har fået en uheldig terning. Det er ligesom at have astma. Er det også min egen skyld? Nej, ikke nødvendigvis, du var bare uheldig.

I det hele taget er der rigtigt meget, man kan nå at få dårlig samvittighed over i et langvarigt fertilitetsforløb, for: ”Hvad nu hvis det er derfor, at det heller ikke lykkedes denne gang?”

Hvis de stadig havde været i behandling, fortæller han, ville han have haft et parallelt spor i hovedet under interviewet: Måske var det skidt med koffeinen i hans kaffe? Et problem, at den lufttørrede skinke på bordet egentlig var rå? Blev han blev for varm nede omkring skridtet? Havde han fået sovet nok?

Bekymringerne blev ikke bare inde i hovedet. De satte sig spor i deres liv. Først droppede han og Katrine alkoholen. Så blev der skåret ned på sukkeret.

- Til sidst hed det ingen koffein, ingen alkohol, ingen gluten, ingen sukker, og vi var veganere, siger han og tænder for komikerstemmen:

- ”Ingen bøf, ingen sex nogensinde. Det var lige sådan, jeg gerne ville have, at det skulle gå, skat. Det er bare fedt!”

Der er også den dårlige samvittighed over at være jaloux på andre, der bliver forældre. Man kan ikke altid rumme at være i nærheden af børn, siger han.

- Jeg er 38, så jeg har nået at se så mange venner få børn - og flere børn. Når du så ser det eller bare ser en and med ællinger på en flot forårsdag, bliver du glad, men du bliver også mindet om din egen infertilitet. Du kan blive jaloux på planter!

Resultatet blev en øget trang til at isolere sig. Også fordi det er så svingende, hvad man gerne vil have fra andre mennesker, siger han.

- Den ene dag har du brug for at snakke, og næste dag vil du slet ikke røre ved det, fordi det hænger dig langt ud af halsen. Så du er bare stille. Det er noget, man går med selv. Jeg synes, jeg er utrolig god til at tale følelser og har mange følsomme, empatiske venner, men det er, som om fertilitetsbehandlinger bare ikke indbyder til, at man altid har lyst til at være åben.

Det er i øvrigt endnu et lag af skam, siger han. En ”du burde også være bedre til at snakke med dine nærmeste om det”-skam.

- Er der også er en form for sorg? En sorg på forskud over det liv, man har forestillet sig, som ser ud til ikke at komme?

- Hele tiden. Jeg har været sammen med Katrine i 12-13 år, og jeg ville faktisk gerne have børn efter halvandet år. Jeg vidste, det var hende, jeg ville blive gammel med.

Dengang var Katrines indstilling: ”Ro på!” Hun havde gang i sin egen virksomhed, der var uddannelse, hun gerne ville tage, og det var helt fint.

- På det tidspunkt gjorde det jo ikke ondt. Jeg manglede sådan set ikke noget. Jeg havde rigeligt at give mig til - der var en masse haveprogrammer, jeg kunne se, siger han og griner.

- Det lignede vel også stadig en dør, der stod vidt åben?

- Fuldstændig, og det er først i det sekund, man sætter sig for, at ”nu gør vi det her”, at man for alvor sætter et mål og forestiller sig, hvordan det skal være. Hvad bliver det for et barn, hvilket hus skal vi bo i? Og når det så ikke lykkes, mister du. Det er så svært at forstå for folk, der ikke har været i fertilitetsbehandling. Du er i sorg, hver gang det ikke lykkes, for du mister noget, du aldrig har haft. Hver gang du får et negativt svar, mister du det potentielle barn.

Samtidig er man nødt til at håbe, siger han. Nødt til at tro på, at det bliver til noget. Hvorfor skulle man ellers byde sig selv og sine kroppe det, man gør?

- Jeg fik laserbehandling på bollerne. Det foregik med en slags pistol, og så kunne man sidde og true sine sædceller: ”Halerne op! Kan I så virke!” Vi gjorde alle mulige crazy ting, som du ikke gider gå igennem, hvis du ikke tror på og forestiller dig det barn, som du gør det for. Og når du så får at vide, at det ikke har givet resultat, skal du sætte dig op til at starte forfra. Gøre det samme én gang til. Det er simpelthen noget af det sværeste for hjernen.

Til sidst gik det hele, som det skulle. Og bare graviditeten var alle anstrengelserne værd, fortæller han.

- At se, at det var lykkedes. Og se, hvor meget Katrine strålede og nærmest aldrig havde haft det bedre oven på seks år med hormonsprøjter. Det var en helt magisk periode.

I sensommeren 2023 kom Ada til verden.

- Jamen, det var jo så fantastisk, siger han med et ansigt, der bliver helt blødt og antyder, at lige her ligger der ikke en joke og venter, hvis der skulle være brug for sådan en.

- Det har givet en helt ny dimension til livet. Jeg kan noget med hyperfokus, og det er en fantastisk evne, der kan få én langt. Uanset hvor mange nej’er jeg får, uanset hvor meget der ikke lykkes, kan jeg ignorere virkeligheden og bare fortsætte mod et mål, jeg har sat mig.

Det kan han stadig, men der er alligevel sket noget med det fokus.

- Nu har jeg hele tiden hende til at hive mig ud af det. Ting er ikke så vigtige, som de var. Jeg kunne godt gå på kompromis med mine egne behov og tænke, at det var lige meget, hvis jeg kunne mærke, at jeg ikke havde det godt. Nu skal jeg have det godt for hende. Hun er altid med i alle planer og alle tanker, jeg har om, hvad jeg vil, siger han og fortæller, at han også har planer om at tage ud i verden og lave noget på engelsk.

- Men det har fået en anden smag, når jeg tænker på det. Jeg skal netop ikke lave en turnéplan som Russell Howard. Jeg vil kunne holde fri og tage min familie med. Så kan det være, det bliver stort, det kan også være, det ikke gør. Det er lige meget. Det er alt sammen bonus, så længe hun er glad.

Det er ikke, fordi det andet er blevet ligegyldigt, og det er forkert at sige, at han er blevet ligeglad, understreger han.

- Jeg går lige så meget op i tingene som før. Jeg har bare noget andet, jeg går mere op i. Det har givet mindre tyngde på mine skuldre.

Trods alt det magiske og fantastiske har virkeligheden imidlertid vist sig ikke at harmonere helt med de drømme, som Simon Talbot havde i den lange ventetid.

- Altså, kontrasten har jo været … Det er blevet lettere, men der har været en masse komplikationer.

Der var blandt andet problemer under fødslen, som betød, at der måtte et akut kejsersnit til, som Katrine skulle komme sig efter. Det viste sig også, at Ada led af mælkeallergi og såkaldt refluks-kolik i en grad, så de første seks måneder stort set var konstant vekslen mellem at vaske overgylpet tøj og sidde på en yogabold i et mørkt rum med den knitrende lyd af hvid støj i baggrunden. Her sad han så med sin baby i armene og gav flaske eller vuggede hende, mens han bouncede på bolden i håb om, at hun kunne falde til ro og måske sove bare lidt.

- Det er noget af det mest sindssyge, jeg nogensinde har prøvet. Man bliver helt smadret i hovedet. Når jeg tænker tilbage, kan jeg knap huske det halve år, siger han og fortæller, at de på et tidspunkt var på hospitalet.

Her var han faldet i søvn i en sofa, og da en sygeplejerske vækkede ham, satte han sig pr. refleks til at vugge og sige sssshhhh og såååååhhh - uden at registrere, at han ikke havde en baby i armene.

Så på den ene side gik kærligheden og ansvars- og beskyttergenet amok. Og på den anden side var han så udmattet og presset, at han nærmest var klar til at lade sig inspirere af historien om klokkeren fra Notre Dame, der blev efterladt som hittebarn i den berømte kirke.

- Det tænker man jo, når man er allermest presset. Man har tre følelser, når man har en kolik-refluks-baby. Det gør virkelig ondt inden i dig, fordi hun har ondt. Du er sur på hende over, at hun skriger. Og du har dårlig samvittighed over, at du bliver sur, for hun kan jo ikke gøre for det. Nu er hun kommet over det, men det var bare en crazy, crazy tid, siger han:

- Og så er der igen det med det ”Ekstra Extra”. Jeg troede, det var så hårdt, som det kunne blive. Og så fik min far kræft og døde.

Da kræften sidste efterår blev konstateret, var det for sent at gøre noget. Der gik kun 14 dage, så var det slut. Heldigvis nåede han at se Ada, og heldigvis havde Simon Talbot mulighed for at trække stikket i den sidste tid og være sammen med sin far.

Deres forhold var sammensat og kompliceret. På den ene side var hans far altid parat til at bygge sin søn op og støtte ham i, at han havde talent, uden at presse på for, at han skulle opnå alt muligt.

- Og det er bare fedt at have sådan en klippe. Det tror jeg, er noget af det vigtigste, man kan have.

På den anden side var han typen, der godt kunne finde på at sige, at han gik på indkøb, men i stedet kom til at runde værtshuset. Han var ikke god til kompleksiteten ved at have børn og syntes først for alvor, at hans søn blev interessant at være sammen med, da han blev gammel nok til at drikke. Det skete jævnligt, at Simon Talbot ventede forgæves, når han skulle hentes af sin far og være hos ham i weekenden.

- Og når jeg var hos ham, tog han mig med til voksne ting, så jeg er vokset op på bodegaer. Jeg kan ikke huske, at vi nogensinde har kastet en bold, og når han prøvede at gøre den slags, blev det alt for meget. Det ville have været rigeligt, hvis han havde sat sig og sagt: ”Hvad laver du?” Bare lidt nærvær. Men det blev enten ingenting eller noget, der skulle være et stort far-søn-moment som i en film fra 50’erne. Så tog vi ud at fiske i en båd med en kasse øl i bunden, men det var efterår, bølgerne var lort, og han sad og bandede og svovlede ad havet, fordi det var koldt, og han hang fast i noget.

Et kaosmenneske kalder Simon Talbot ham også. Mere en skør onkel end en far. En gadedreng, der var vokset op i et af Dublins fattigste kvarterer i en stor søskendeflok, var nødt til at stjæle, for at familien kunne få mad og brænde, og blev hjemløs som teenager. Og en mand, der aldrig havde lært at håndtere konflikter eller tale om tingene.

Alligevel blev deres forhold tættere med årene.

- Når man selv bliver forælder, forstår man også kontrasten i sin egen opvækst. Jeg kan se, hvor vanvittigt jeg er vokset op sammenlignet med den opvækst, min datter får. Men med alderen får man også empati for sine forældre, og jeg forstod pludselig, at han egentlig klarede det rigtigt godt i forhold til, hvad han kom fra, siger Simon Talbot.

- Jeg er virkelig glad for, hvordan det var til sidst. Det var stadig Guinness, smøger og bajere, men på et meget mindre niveau, end da jeg var ung, hvor der også var noget til næsen. Han havde fundet en helt anden ro. Han var meget nemmere at connecte med, og havde meget mere refleksion i forhold til sit eget liv. Men stadig med humor, understreger han og citerer sin far:

- ”The only thing I did fucking well in my life was fucking you up, son (Det eneste, jeg har gjort fucking godt i mit liv, er at fucke dig op, min dreng),” sagde han. Så han vidste, at det ikke havde været helt godt, men på sin egen skrupskøre måde sagde han også, at han var stolt af mig.

I det hele taget bandt humoren dem sammen. Den og fandenivoldskheden havde de til fælles - hele vejen.

- Han var positiv til det sidste og lavede jokes på sit dødsleje. Han havde altid lavet morbide jokes, og han holdt fast i galgenhumoren. Han klagede ikke en eneste gang over, at han skulle dø, men konstaterede, at vi alle skal herfra, og at han havde levet fuldt ud.

”Life is short and the rest is luck (Livet er kort, og resten er held),” var andre ord, han brugte om situationen, og hans tilgang til afskeden med livet satte tingene i perspektiv for Simon Talbot.

- Jeg var presset på alle fronter. Vi var også flyttet ind i et hus, hvor der var nogle problemer, som betød, at økonomien også var en bekymring. Men jeg blev tvunget til at ligge med min døende far, som helt bogstaveligt ikke havde gode fremtidsudsigter. Han vidste, han var ved at dø. Alligevel lå han, hver gang han kom til sig selv, og prøvede at lave jokes med mig og dem, der kom og besøgte os. Og så tænker man: ”Jeg er presset over, om jeg har råd til at blive i mit hus - det er jo så ligegyldigt! Det er familie, venner og relationer, der betyder noget.”

Han har hørt om andre, der pludselig får travlt med at opnå alt, når de mister forældre, fordi de bliver mindet om, at de skal dø.

- Men jeg var allerede en bold af spænding og hyperfokus-ting, jeg skulle have hakket af, for så ville alt blive perfekt. Derfor har hans død på en skør måde betydet det samme som at få Ada: Tyngden er blevet mindre.

Følelser og handling, siger han, er det, han har lært af sin fars død. At gøre mere af det, han har lyst til, og mindre end det, han bør. Han har lige været i Skanderborg og spillet Magickort, set superbowl og spist pizza med gamle venner. Det ville han ikke have gjort tidligere så tæt på en premiere, hvor ”jeg burde”-listen er alenlang.

Og så er der selvfølgelig de øjeblikke, hvor han slukker for telefonen og sætter sig ned for at kede sig med Ada, der på sin helt egen måde formår at få ”bør” og ”har lyst til” til at smelte sammen for sin far.

- Meget af tiden er det jo enormt kedeligt at have børn. Særligt i den alder. Jeg kan egentlig godt forstå, at min far, der var så rastløs og crazy, ikke gad. Hun synes, det er superfedt at tage et glas og putte en gaffel ned i det, siger han og demonstrerer med sit eget glas, bestik og gengivelse af tilfreds-forbavset babylyd.

- Og jeg sidder bare og siger: ”Ja, gaffel. Ja, glas. Ja, gaffel i glas.” Det er så hjernedødt. For hende er noget af det bedste, der kan ske, at vi sidder og åbner og lukker plastiklåg i en halv time. Dér topper hendes liv. Mit er lort, konstaterer han og skraldgriner:

- Så jeg prøver at sige, at det er en slags meditation. Kvalitetstid, hvor jeg lader op. Jeg kunne sidde og kigge på et Excel-ark - og snakke med en håndværker. Nu sidder jeg bare her og åbner og lukker et låg, konstaterer han.

Og når alt kommer til alt, slår det garanteret både ”Juniorbagedysten” og haveprogrammerne med flere længder.

ㅤㅤㅤㅤㅤ

ㅤㅤㅤㅤㅤ