Er det blevet Bøgescenen, der svinger taktstokken, og ikke Orange?. Foto: Johanne Jedig Wejse

Er Smukfest blevet vigtigere end Roskilde?

På få år har musikscenen i Danmark ændret sig markant.

Danskerne lytter langt mere til dansk musik. Sidste år på dette tidspunkt lå 15 udenlandske sange i top-40 på singlehitlisten herhjemme. I år er tallet tre.

Og det kan man måske ikke mærke i Bøgeskoven, for Smukfest ser ud, som Smukfest altid har gjort: Med dansk musik, folkelighed og fællesskab.

Netop derfor rammer Smukfest 2025 tidsånden spot on - langt mere end storebroren Roskilde, der ellers altid har været frontløberen med musikalske trends. Men nu er rollerne byttet om, og hvis du vil vide, hvad der rører sig indenfor musikken lige nu, så skal du tage på Smukfest, konkluderer musikekspert Sune Anderberg i dagens første artikel.

📬 Og det gør vi selvfølgelig. SkanderborgLIV dækker festivalen tæt og sender dig hver dag et Smukfest-nyhedsbrev med det bedste fra bøgeskoven direkte fra os og vores kolleger på Aarhus Stiftstidende.

🍾 Og apropos det bedste: Hvis du vil skåle festivalen i gang, kan du tage til forfest i Lille Nyhavn, hvor der er jomfruhummer og champagnedrinks. Det fortæller vi mere om i næste artikel.

🚛 Fra bøgeskoven tager vi et smut til Hørning, hvor transportfirmaet Sparta tester to elektriske lastbiler på hele 40 tons. De kører på strøm og skal bevise, at tung transport og grøn omstilling faktisk kan gå hånd i hånd. Det holder hele branchen øje med.

🏠 Og hvis du går og drømmer om at skifte til noget med lidt mere søudsigt, så skal du ikke bladre for langt. Vi har samlet de fem dyreste boliger til salg i Skanderborg lige nu med en samlet værdi på 60(!) millioner kroner. Så hvis du drømmer om søudsigt, skal du læse med her.

🚗 Vi giver dig også et par råd til, hvordan du undgår trafikkaos under festivalen – og som altid slutter vi af med et overblik over de vigtigste lokale nyheder fra ugen.

God weekend og god læselyst.

Billede af Maria Neergaard Lorentsen
Billede af skribentens underskrift Maria Neergaard Lorentsen Journalist
Danske APHACA er en af sommerens helt store danske navne. De spiller på Smukfest onsdag. Foto: Torben Christensen/Scanpix 2025

Musikkritiker: Derfor er Smukfest årets vigtigste festival

Vil man vide, hvad der rører sig indenfor musikken, så tag på årets Smukfestival. Sådan lyder det fra musikkritiker Sune Anderberg, der roser årets Smukfest for at ramme tidsånden med sin parade af danske navne - og dermed overhale Roskilde festival indenom.

Vil man vide, hvad der rører sig indenfor musikken, så tag på årets Smukfestival. Sådan lyder det fra musikkritiker Sune Anderberg, der roser årets Smukfest for at ramme tidsånden med sin parade af danske navne - og dermed overhale Roskilde festival indenom.

Anika, Aphaca, Mumle, Lis Sørensen, Aqua, Peter Sommer.

Listen over danske kunstnere, der skal spille på årets Smukfest, synes næsten at kunne fortsætte i det uendelige. Det gælder både nye, unge og helt aktuelle artister og gamle kendinge.

På den måde ligner Smukfests musikprogram egentlig sig selv, som man kender det.

Men når man ser det i en større sammenhæng med landets andre store festivaler – og i lyset af danskernes musikvaner – springer programmet i Sune Anderbergs øjne.

– Smukfest gør sådan set ikke så meget anderledes, end de plejer. Men fordi publikums lyttevaner er blevet helt forandret på bare få år, rammer Smukfest tidsånden spot on. Hvis man skal se, hvad der er de helt store trends inden for musikken lige nu, så skal man se på Smukfestival, siger han.

Sune Anderberg er musikjournalist og kritiker for Weekendavisen. Og ifølge ham er magtforholdet til Roskilde Festival, hvor Smukfest altid er blevet set som lillebroren, under forandring.

– Det er Smukfest, der svinger taktstokken lige nu. Den er trådt ud af lillebror-rollen i forhold til Roskilde, for det er i den danske musik, man skal orientere sig, hvis man vil forstå, hvad der rører sig.

Dansk musik hitter

Hitlisterne taler deres tydelige sprog: Danske kunstnere som Annika, Aphaca, Lamin, Mumle og Gilli – alle sammen musikere, der kan høres på dette års Smukfest – fylder nu næsten hele top-40.

Sidste år på dette tidspunkt lå 15 udenlandske sange i top-40 på singlehitlisten herhjemme. I år er tallet tre.

Selvom vi aldrig har haft lettere adgang til musik fra hele verden, vælger lytterne det nære og genkendelige. Det er ikke bare en tendens, men et markant kursskifte i, hvad vi orienterer os mod, mener Sune Anderberg:

– Siden corona har vi lyttet mere og mere til dansk musik og til kunstnere, der er tæt på os. I modsætning til internationale kunstnere, man lytter til online eller med års mellemrum til kæmpestor koncert, kan man tage til koncerter og høre de danske kunstnere hele sommeren.

– Med de danske kunstnere bliver vi i højere grad en del af et fællesskab – og kunstnerne er gode til at dyrke det. Musikere som Anika og Aphaca kommunikerer direkte med publikum. Der er ikke den samme distance, som man oplever med udenlandske stjerner.

Det kiksede er blevet trendy

Smukfest har aldrig været bange for det brede, det folkelige eller det kommercielle, og det er netop dét, der gør festivalen tidssvarende i dag, mener Sune Anderberg.

- Det, man tidligere har vrænget på næsen af – coverbands, Medina, Aqua – det bliver taget alvorligt nu. Smukfest har været ligeglade med, hvad der blev anset som god smag, og det er det, der gør dem interessante. Man går ikke længere på Smuk og føler, man bare får ‘billige danske kunstnere’. Tværtimod – i år rammer festivalen tidsånden lige på kornet.

Også publikum har ændret holdning. Musik, der før blev afskrevet som “dårlig smag” eller for kommerciel, nyder i dag ny respekt.

- Et navn som Medina nyder langt større respekt nu end i hendes storhedstid for ti år siden. Det siger noget om, hvordan vi ser på musik i dag.

Mange af tidens unge kunstnere trækker samtidig på lyde og udtryk fra tidligere årtier. Aphacas baslinjer leder tankerne hen på Dodo & The Dodos, Zao Paulo er  inspireret af TV-2, og genopblomstringen af navne som Lis Sørensen og Thomas Helmig viser, at det velkendte og nostalgiske igen har kulturel værdi, også hos de unge.

Det er med til at få den nye musik til at række på tværs af generationer.

– Dansk musik har i mange år været præget af pop-rap-genren og autotune, som hovedsageligt har ramt den yngre målgruppe. Nu er det blevet meget mere rendyrket pop, som Mumle, Mille og Anika, og det har en meget bredere appel.

En ny trendsetter

De ændrede musikvaner giver ifølge musikkritikeren Smukfest en ny position i forhold til Danmarks største festival, Roskilde.

Mens blot 20 procent af Roskildes program består af danske navne, gælder det for 70 procent af Smukfest.

– Roskilde henvender sig først og fremmest til folk, der vil opdage nyt, selvom den gruppe bliver mindre og mindre. Smukfest går i højere grad efter fællesskab – også på tværs af generationer. De bygger bro, hvor Roskilde i højere grad taler til de helt unge. Og måske er det netop dér, Smukfest har fat i noget vigtigt – for det er i mødet mellem generationer, at musikken og traditionerne bliver givet videre.

Man ser det også på billetsalget. Mens Roskilde Festival i år, for første gang i ti år, åbnede med partoutbilletter tilovers, var den samme billettype til årets Smukfest udsolgt efter bare få timer.

– Roskilde er ikke længere en vigtigere festival end Smuk – nærmere tværtimod. Roskilde er nødt til på en helt anden måde at regne den danske musik ind i regnestykket, ligesom Smukfest har gjort i mange år, siger han.

Postyr, La Klas og Butiksfællesskabet går sammen om at lave en forfest til Smukfest. Fotos: Jesper Rehmeier.

Mangler du en forfest til Smuk? I Lille Nyhavn er der eksklusive cocktails og besøg fra kendt tv-kok

La Klas, Postyr og Butiksfællesskabet i Lille Nyhavn er gået sammen om at skabe en forfest med live musik, drinksbar og eksklusive menuer som forfest til Smukfest.

La Klas, Postyr og Butiksfællesskabet i Lille Nyhavn er gået sammen om at skabe en forfest med live musik, drinksbar og eksklusive menuer som forfest til Smukfest.

Bobler, jomfruhummer og cocktails fra The Macallan. Det lyder som noget, man skal til storbyen for at finde. Men midt i Skanderborg by, i gården ved Lille Nyhavn, inviterer tre lokale aktører til fire dages forfest under Smukfest.

Bag initiativet står vinbaren La Klas, restaurant Postyr og Butik Lille Nyhavn. Fra onsdag til lørdag i uge 32 forvandles gårdrummet til en sommerlig oase med musik, mad og kolde drinks.

– Vi vil gerne skabe liv i byen. Der sker så meget ude på festivalpladsen, men vi synes, det er synd, at byen ikke kan være en del af det. Derfor laver vi en forfest, fortæller Klaus Bolwig Huusmann, medejer af vinbaren La Klas.

Forfesten er åbent fra kl. 10 til 16, og fra torsdag til lørdag spiller livemusikken fra 12 til 15.

Samarbejde med tv-kok og whisky-brand

– Sidste år prøvede vi lidt spontant at holde åbent under Smukfest, selvom vi egentlig havde tænkt os at holde lukket. Der var godt vejr, mange mennesker – og det blev en kæmpe succes, siger Klaus Bolwig Huusmann.

Erfaringerne fra sidste år gav mod på mere. I år har de udvidet og allieret sig med både en kendt tv-kok og et internationalt spiritusbrand.

Torsdag bliver højdepunktet, hvor La Klas byder på en “cocktail-brunch” med fire små retter, der  laves af kokken Anders Kuk, kendt fra Fem fede kokke på TV2. Dertil serveres tre cocktails og et glas champagne af brandet The Macallan, der kommer og laver en cocktailbar.

– Retterne bliver noget med jomfruhummer, tartar og foie gras, afslører Klaus Bolwig Huusmann.

Menuen koster 495 kroner, og drinkspakken 695. Enkelte dele kan også købes separat, og allerede nu er der godt gang i bordreservationerne.

– Vi lukker klokken 16, for så skal vi selv ud på festivallen bagefter. Jeg har ikke misset en eneste – det her bliver min tiende.

Postyr holder fast i menu

Hos Postyr holder man omvendt fast i den vanlige menu efter sidste års erfaringer.

- Sidste år lavede vi en slags brunch, og vi tænkte, at den både var god som opvarmning og med tømmermænd. Men der ramte vi simpelthen forbi. Ikke fordi det gik helt galt, men det var ikke lige det, folk faktisk havde lyst til. Så i år holder vi fast i den menu, som folk kender, siger René Mammen.

Drømmen er næste år at kunne servere den velkendte Postyr-menu i en restaurant på selve festivalen, fortæller han.

- Vi synes, der mangler et spisested på festivallen som stammer fra Skanderborg. Vi vil gerne lave et sted, hvor man rent faktisk kan sidde ned, nyde maden og hvile benene.

Selv skal René og hustruen Louise Mammen også på festival på snart 20. år.

- Vi får huset fuld af venner fra hele landet, mens børnene skal på camping med bedsteforældrene. Og vores venner er alle madører, så vi spiser faktisk godt hele døgnet, siger kokken.

Hvilke madsteder på Smukfest skal du rundt om spise hos?

- Jeg kommer nok forbi de fleste, men skal i hvert fald forbi Smukfisk og Gastromé. Og så skal jeg nok også have en Halifax burger på et tidspunkt, griner kokken, der særligt glæder sig til at høre gamle danske kendinge som Nik og Jay og Medina - og så 50 Cent, lyden af hans ungdom.

Nikolaj Kock er direktør i Sparta Logistics i Hørning. Selvom der er visse begrænsninger og udgifter forbundet med en investering i el, prøver virksomheden det af. Foto: Jesper Rehmeier

Lokal virksomhed trodser udfordringer og begrænsninger og tester spændende mulighed

Sparta Logistics fra Hørning har investeret i to elektriske lastbiler, hvilket er bemærkelsesværdigt for en virksomhed af deres størrelse i en branche, der ofte er afhængig af diesel.

Virksomheden ser frem til at teste el-lastbilernes potentiale, på trods af udfordringer som rækkevidde og ladeinfrastruktur, som stadig er under udvikling.

Logistikvirksomheden Sparta Logistics fra Hørning har åbnet den store tegnebog og købt to lastbiler med elmotorer. Og det er faktisk lidt opsigtsvækkende i en branche, der i høj grad stadig er afhængig af diesel. Eksperter peger på et kæmpestort potentiale i den grønne omstilling, hvis lastbilerne går over til el, og hos Sparta ser man frem til at teste det af - selvom der er visse begrænsninger.

100% elektrisk står der på den store, flotte, skinnende og spritnye lastbil fra Mercedes, der stråler i solskinnet.

Man spærrer nok ikke ligefrem øjnene op, når man støder på et køretøj, der skilter med at være 100 procent elektrisk. Ikke i 2025, hvor alt fra græstrimmere til biler og busser kører på strøm. Men selvom mange danske husstande efterhånden har mindst en elbil, står det anderledes til i transportsektoren, altså i de virksomheder, der med lastbiler transporterer fødevarer, legetøj, byggematerialer og 10.000 andre ting.

Faktisk peger eksperter i grøn omstilling på, at der indenfor godstransport er store muligheder for den grønne omstilling. Men også nogle store begrænsninger. Mere om dem senere.

Sådan ser de ud, de nye lastbiler fra Mercedes. For det utrænede øje ligner de almindelige lastbiler, men det er under motorhjelmen, at de bliver interessante. Foto: Karoline Thode Fogh/Sparta Logistics

Muligheden for at sætte strøm til udviklingen og afprøve potentialet for lastbiler på el har fået transportvirksomheden Sparta Logistics fra Hørning til at åbne den store pengepung og investere i to Mercedes-Benz eActros 600-lastbiler. Og det er usædvanligt for virksomheder af deres størrelse. Det er noget, som branchen kommer til at følge med i, vurderer direktør i Spart Logistics, Nikolaj Kock.

- Vores lastbiler kører med en totalvæg på 40 tons. Og det stiller bare nogle helt andre krav til batterierne. Men vi er i starten af rejsen med lastbiler på el. Det er lidt, som da de første elbiler kom frem. Der kiggede man også lidt skævt til det. Der er en rivende udvikling på markedet for lastbiler til tung transport, og derfor er det meget spændende at se, hvordan de kommer til at klare sig, siger direktøren.

- Vi er der ikke helt endnu

Den store udfordring for virksomheder som Sparta i Hørning er selvfølgelig, at batterierne i lastbilen har en begrænset rækkevidde, omkring 600 kilometer. De er betydeligt større end batterierne i en personbil, og de tager længere tid at lade op. Alt sammen udfordringer i en branche, hvor det handler om at komme ud over stepperne og få flyttet kundens varer fra A til B hurtigst muligt.

Men det går den rette vej, forsikrer Nikolaj Kock, hvilket også er grunden til, at store spillere på markedet, som DSV, Frode Laursen og så videre, også er begyndt at eksperimentere med el.

- Ladeinfrastrukturen er ikke på plads endnu, men nogle steder kan man lade med op til 600 kilowatt. Udfordringen er, at chaufførerne har visse kørehviletidsbestemmelser, de skal overholde. De skal blandt andet holde 45 minutters pause mellem to køreperioder. Der er målet, at man gerne skulle lade bilen op i den periode for at få økonomi i det. Vi begynder at nærme os, at det kan lade sig gøre, men vi er der ikke helt endnu, siger Nikolaj Kock.

Nikolaj Kock foran de ladestandere, virksomheden har monteret ved hovedsædet i Hørning. Ladeinfrastruktur er noget af det, der mangler, inden elektriske lastbiler for alvor kan udbredes, mener direktøren. Foto: Jesper Rehmeier

Det skal til for at sætte fart på

En anden udfordring for transportvirksomhederne er prisen. For en lastbil med elektrisk motor koster rundt regnet dobbelt så meget i anskaffelsessum som en almindelig lastbil med dieselmotor. Helt konkret koster en almindelige lastbil i Spartas flåde en million kroner, mens en elektrisk variant koster to millioner kroner. Ifølge direktøren er håbet dog, at investering er tjent hjem inden for 5-7 år, da el er billigere end diesel, og vejafgifterne er lavere for elektriske køretøjer.

Hele branchen vil bevæge sig retning af el, og Nikolaj Kock glæder sig til, at hans chauffører får testet de nye lastbiler ordentligt af. Han vurderer også, at virksomhedens erfaringer er noget, andre, lignende transportvirksomheder vil følge med spænding.

Sparta Logistics står dog ikke over for at udskifte alle lastbilerne lige med det samme.

- Og jeg tror heller ikke, at vi nogensinde kommer over på 100 procent el. Der vil være opgaver, hvor vi ikke har mulighed for at stoppe op og lade, siger Nikolaj Kock.

Han er dog heller ikke i tvivl om, hvem der kan komme til at skubbe på i udviklingen.

- Vi oplever ikke for alvor endnu, at det er noget, vores kunder, små og mellemstore virksomheder, specifikt efterspørger. Men det er helt sikkert noget, der kommer. Kunderne kommer til at spørge "hvad kan I for den grønne omstilling?". Det kan vi se, at de større transportvirksomheder bliver spurgt om, og vil vi gerne være forberedt på det, siger Nikolaj Kock, direktør i Sparta Logistics.

Udsigt over Skanderborg Sø er selvfølgelig et must, når man skal betale 10 millioner og mere for en bolig i byen. Foto: EDC og Home.

Mursten og udsigt for 60 millioner: Her er de fem dyreste boliger på markedet i Skanderborg lige nu

Skanderborg byder på en række imponerende ejendomme til salg, herunder villaer med enestående udsigt over Skanderborg Sø, som har priser der strækker sig fra 9,9 millioner til 16,9 millioner kroner.

Blandt de dyreste boliger finder vi en lejlighed uden have men med to altaner og en fantastisk udsigt, samt villaer med store kvadratmeter som inkluderer kældre og eksklusive detaljer.

Der er nogle vilde villaer, og en enkelt lejlighed, til salg i Skanderborg lige nu. Tag et smugkig på de fantastiske boliger her.

Det koster, hvis man skal have en villa på første parket til Skanderborg Sø. Særligt, hvis man vil have stor have, masser af boligkvadratmeter og lækre detaljer. Og alle de fem dyreste boliger i Skanderborg har netop det - bortset fra én, der skiller sig ud ved ikke at kunne tilbyde køberen en have.

Her løber vi boligerne igennem, og vi starter med "den billige".

Lille Nyhavn 13 - 9.995.000 kroner

Godt nok har den 200 kvadratmeter store lejlighed på tredje sal i Lille Nyhavn ikke en have, men så får man til gengæld hele to altaner, som mægleren Home skriver. Og man får en fuldstændig fantastisk udsigt over Skanderborg Sø i det farverige varetegn, der stod klar til indflytning for et års tiden.

Lejligheden består af fire rum samt to badeværelser, og der er selvfølgelig elevator.

Sarabjerg 12: 9.998.000 kroner

Her hopper vi over på den anden side af søen og kommer lidt op i terrænet, hvor man virkelig kan nyde udsigten over vandet og Skanderborg by. Villaen er på 246 kvadratmeter, men der er også næsten 100 kvadratmeter kælder med i købet. Samt en grund på 1000 kvadratmeter.

Villaen har været til salg i over 300 dage og var oprindeligt udbudt til 11.5 millioner kroner.

Alleen 25: 9.998.000 kroner

Alleen er måske nok den mest eksklusive vej i Skanderborg, og denne villa er end ikke den dyreste på vejen, man lige nu finder på mæglernes hylder. Denne bolig adskiller sig dog fra de andre på listen ved at være mindre, 134 kvadratmeter plus 75 kvadratmeter kælder, og det giver faktisk en kvadratmeterpris på 66.000 kroner ifølge salgsopstillingen fra mægleren.

Der er højt til loftet, smuk udsigt over søen og lækre gulve fra kælder til kvist. Villaen blev bygget i 2005 og har været til salg i lidt over 200 dage.

Slotsholmen 3: 14.995.000 kroner

Nu begynder det nok at gøre ondt på pengepungen hos de fleste, og vil man have fingre i denne pragtvilla på historiske Slotsholmen, må man grave dybt i lommeren. For de små 15 millioner får man til gengæld også liebhaveri og herskabelighed for alle pengene fordelt på 252 kvadratmeter bolig OG 150 kvadratmeter kælder.

Villaen er bygget i 1900 og har en fantastisk udsigt over søen. Der er badebro, snedkerkøkken, marmorgulve og en stor have. Boligen har været til salg i over 200 dage, og der er endnu ikke givet afslag i prisen.

Alleen 37: 16.900.000 kroner

Sidste år blev der sat rekord for dyreste bolig nogensinde i Skanderborg, da Oddervej 104 blev solgt for 12,3 millioner kroner. Hvis Alleen 37 skifter ejer, er der udsigt til, at rekorden bliver slået godt og grundigt.

Boligen er bygget i 2012 og byder på 259 kvadratmeter, 167 kvadratmeter kælder og 1200 kvadratmeter grund med egen badebro. Home, som sælger boligen, skriver følgende:

- Grunden alene vurderes til omkring 10 millioner kroner – og at bygge tilsvarende i dag ville kræve en betydelig investering.

Der er vinkælder, hjemmebiograf og meget andet som man forventer at få med i handlen, når man slipper næsten 17 millioner kroner for et hus.

Vejarbejde og Smukfest kan give trafikkaos den kommende uge. Foto: Christian Bæk Lindtoft.

Vejdirektoratet advarer om trafikkaos under Smukfestival: Slå GPS'en fra og følg de gule skilte

Udvidelsen af E45 og tusindvis af festivalgæster kan give kø og trængsel fra søndag.

Udvidelsen af E45 og tusindvis af festivalgæster kan give kø og trængsel fra søndag.

Trafikanter skal forberede sig på forlænget rejsetid, når dette års Smukfest løber af stablen fra søndag den 4. august til søndag den 11. august, da der samtidig er vejarbejde på E45.

Når tusindvis af mennesker sætter kurs mod Skanderborg, bliver presset på motorvejen ekstra stort. Vejdirektoratet advarer om risiko for trafikkaos – især ved frakørslerne til Ejer Bavnehøj i tidsrummet mellem kl. 10 og 16.

– Vi forventer øget trængsel hele ugen, men især søndag, tirsdag og onsdag, hvor mange ankommer eller skifter armbånd, lyder det fra Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Direktoratet opfordrer festivalgæster til at følge de gule "Smukfest"-skilte og slå navigationen fra. Det gælder både for at undgå omveje og for at lette trafikafviklingen lokalt.

Også bilister uden festivalplaner bør være ekstra opmærksomme. Der er risiko for kødannelser omkring Skanderborg hele ugen – særligt mellem Skanderborg og Ejer Bavnehøj fra kl. 11 til 14.

Vejdirektoratet anbefaler at tjekke trafikken på trafikinfo.dk og lytte til P4 Trafik.

For rejsende med kollektiv trafik gælder det om at tjekke både Rejseplanen og Midttrafik for ændringer.

Den aktuelle trafiksituation og detaljer om vejarbejdet kan følges live på Vejdirektoratets trafikkort.

Ukendte gerningsmænd har begået seriehærværk på en lang række biler, der holdt parkeret på p-pladsen ved Skanderborg Station. Foto: Jakob Hedegaard-Høgh

Mindst 16 biler udsat for seriehærværk: Vi vil rigtig gerne høre fra vidner, siger politiet

Uventet hærværk på Jernbanevej. Politiet beder vidner om hjælp til opklaringen.

Uventet hærværk på Jernbanevej. Politiet beder vidner om hjælp til opklaringen.

En lang række bilejere er mødt frem til et ærgerligt syn, da de kom for at hente deres bil på p-pladsen øst for Skanderborg Station på Jernbanevej.

Ifølge Finn Ellesgaard, Sydøstjyllands Politi, er der begået seriehærværk på mindst 16 biler. Bilerne er blandt andet blevet ridset langs siden og på fronten, og tre biler har fået knust en rude.

Det foreløbige gerningstidspunkt skønnes at være mellem lørdag kl. 22 og mandag kl. 14.30, hvor de første anmeldelser tikkede ind til politiet.

- Vi er lige nu ved at undersøge kameraovervågning på p-pladsen, men vi hører også rigtig gerne fra folk, hvis de har set aktivitet på stedet. Det tager trods alt lidt tid at lave hærværk på så mange biler, siger Finn Ellesgaard.

Han siger videre, at politiet, i takt med, at anmeldelserne kommer ind, arbejder på at indsnævre gerningstidspunktet.

- Mit bedste bud er, at det er sket natten til mandag, vurderer han.

Politiet kan kontaktes på tlf. 114, hvis man har oplysninger.

Kort nyt: Beboere raser over p-regler. Diabetesarmbånd skaber tryggere festival. Afkørsel lukket.

Her er ugens nyhedsoverblik fra Skanderborg.

ㅤㅤㅤㅤㅤ

Nye parkeringsregler under Smukfest skaber utilfredshed

I år får beboere i Skanderborg midtby ikke automatisk en ekstra parkeringstilladelse. Foto: Johanne Jedig Wejse

Flere beboere i Skanderborg midtby er stærkt utilfredse med, at de i år ikke automatisk har fået ekstra parkeringstilladelser under Smukfest – som tidligere kunne bruges til gæster.

Ifølge Skanderborg Kommune er tilladelserne i år kun sendt til biler, der er registreret på adressen. Det har skabt frustration hos flere, der mener, det begrænser deres hverdag og sociale liv.

– Det er ikke bare en praktisk gene – det er en indgriben i privatlivet, siger beboer Flemming Vind Christiansen til Din Avis Skanderborg.

Kommunen oplyser, at man kan søge om ekstra tilladelser, hvis man har særlige behov – fx firmabil, tilkaldevagt eller kundebesøg.

Gratis diabetes-armbånd skal skabe tryghed på Smukfest

Dette armbånd udleveres til gæster med diabetes. Det kan sikre den rette behandling, hvis uheldet er ude. Foto: Diabetesforeningen

Gæster med diabetes kan få ekstra tryghed på Smukfest i år.

Diabetesforeningen deler nemlig gratis, lyseblå armbånd ud, som gør det tydeligt, at bæreren har diabetes – og hvad man skal gøre, hvis personen virker konfus eller besvimer. Armbåndene fås hos samaritterne på pladsen og forklarer kort og klart, hvordan man skal handle ved lavt blodsukker.

Det kan være forskellen på liv eller død, siger direktør Claus Richter i pressemeddelelsen.

Armbåndene er lavet i samarbejde med Alm. Brand. I Skanderborg Kommune lever over 2.900 borgere med type 2-diabetes.

Trafikanter skal forberede sig på lukkede motorvejsramper ved Hørning

Frakørslen ved Hørning på E45 er spærret fra 27. juli til 5. august. Foto: Presse-fotos.dk

Frakørslen ved Hørning på E45 er spærret fra 27. juli til 5. august, mens tilkørslen samme sted lukkes fra 5. til 15. august. Vejdirektoratet anbefaler i stedet at bruge Aarhus S og Genvejen.

Spærringerne skyldes det afsluttende arbejde med de nye ramper og sker som led i udvidelsen af E45. Målet er at mindske trængsel på strækningen mellem Kolding og Randers.

Er badevandet rent? Tjek det online

Husk at tjekke badevandet, før du bader. Foto: Silas Fly Bang

Husk, du kan tjekke badevandskvaliteten direkte på Skanderborg Kommunes hjemmeside.

Her kan du se, om der er risiko for forurening med bakterier som E. coli og enterokokker, før du hopper i søen – blandt andet ved Skanderborg Sø, Mossø og Knudsø.

Data bliver løbende opdateret i badesæsonen, og kommunen anbefaler, at man holder øje med målingerne, især efter kraftig regn.

Tjek vandet her: skanderborg.dk/badevand.