Her er svarene på de største spørgsmål om Normals kæmpebyggeri i Skanderborg
Normal planlægger at bygge et nyt hovedkvarter i Skanderborg, der skal rumme op til 2200 ansatte og forventes at være en del af et stort udviklingsprojekt, der starter i 2027.
Byggeriet omfatter kontorbygninger, fællesfaciliteter og omfattende trafikomlægninger, som har vakt bekymring blandt lokalbefolkningen, især vedrørende trafikforholdene.
Normal skal bygge nyt hovedkvarter i Vrold i udkanten af Skanderborg. Lokalplanen er nu i offentlig høring, og torsdag eftermiddag holdt Skanderborg Kommune informationsmøde om projektet. Der var både begejstring og bekymring hos de fremmødte borgere og kommende naboer.
Her dykker vi ned i de ting, der blev diskuteret på mødet.
- Vi har gjort os umage
Normals planer for det nye hovedkvarter er opdelt i forskellige etaper. Det endelige projekt kan komme til at huse op mod 2200 ansatte - altså 10 gange så mange som det nuværende hovedkvarter på Godthåbsvej i Skanderborg. Et gigantisk og meget ambitiøst projekt - og et med en meget lang tidshorisont.
Som Normal-stifter, tidligere direktør og nuværende bestyrelsesformand Torben Mouritsen sagde:
- Det bliver nok ikke i min levetid, at hele den plan bliver indfriet. Men nu har vi prøvet at flytte et par gange, fordi vi har manglet plads, og det har altså været dyrt.
I stedet er planen, at bygge et kontorbyggeri til 500 ansatte i første etape af byggeriet. Et byggeri, der efter planen skal begynde i 2027.
Bygningsmassen kommer til at bestå af kontorbygninger med murstensfacader og sadeltag. Bygningerne bliver mellem 16 og 24 meter høje, og hele området forbindes med stisystemer og et torv, der skal fungere som velkomstområde. Der skal anlægges en frugtlund, nyttehave og pavilloner, og de ansatte får desuden glæde af en sportshal, et auditorium og andre fællesbygninger. En stor del af trafikken gemmes væk under jorden i et parkeringsanlæg.
- Vi vil lave en landsby, der passer ind i landsskabet. Og vi har gjort os umage for at tage mest muligt hensyn til landskabet og borgerne omkring, lød det fra Torben Mouritsen.
Bekymring om trafik
Da mikrofonen blev vendt mod publikum, stod det dog klart, at flere borgere i lokalområdet i Vrold ikke føler, at der tages tilstrækkeligt hensyn til dem. I hvert fald ikke, hvad trafikken angår.
En arbejdsplads med 500 ansatte skaber en del trafik, og biler til og fra Normal-bygningerne kommer til at køre via en rundkørsel, der skal etableres som erstatning for krydset ved Vroldvej og Vrold Tværvej, ganske tæt på den rundkørsel, der leder billister til og fra motorvejen. Rundkørslen bliver med cykelsti, og det er Normal som bygherre, der skal betale for etableringen af rundkørslen.
Skanderborg Kommune har fremskrevet trafikken og opererer med et såkaldt "worst case"-scenarie, hvor hele planen for området er udbygget, og hovedkvarteret altså bliver arbejdsplads for 2200 ansatte. Det vil ifølge beregningerne give en øget trafik i form af 3900 ture i døgnet til og fra bygningerne.
- Undersøgelsen viser, at det eksisterende vejnet kan klare det, når der laves en ny rundkørsel. Og visse steder på Vroldvej vil det faktisk forbedre trafikken. Vi ved også, at man i en virksomhed som Normal ikke går hjem på samme tidspunkt, lød forklaringen på mødet fra Skanderborg Kommunes vejafdeling.
Men det var ikke alle i salen, der købte den forklaring.
- Jeg er er lidt bekymret, når I siger, at vejnettet sagtens kan klare trafikken. Jeg synes slet ikke, det er optimalt, som det er i dag, særligt ikke for de skolebørn, der cykler frem og tilbage langs Vroldvej.
Har man planer om at gøre mere for sikkerheden? Lød det fra en naboerne.
Der er dog ikke udsigt til lige med det første, måtte chef for Plan, Teknik og Miljø Karen Margrethe Høj Madsen oplyse borgeren om.
- Vi har ikke planlagt forbedringer i den gamle landsbydel af Vrold. Og vi kan ikke undgå, at der kommer mere trafik på Vroldvej. Vi drømmer da om, at vi kunne lave en omfartsvej, men det kan ikke lade sig gøre.
Men hvorfor ikke bare lede trafikken fra den rundkørsel, der allerede findes i dag ved at tilføje en afkørsel mere? Ville en fremmødt borger vide.
- Det kan vi ikke få lov til for Vejdirektoratet. De siger nej til flere ben i rundkørslen, var svaret.
Ros til arkitekterne
Arkitektfirmaet CF Møller Architects forklarede også om tankerne bag projektet, der altså designet med en stor mængde bygninger i klynger i stedet for enkelte, store bygninger i beton med fladt tag.
- Kvalitetsniveauet er ekstremt højt i det her projekt. Det er en drømmeopgave for arkitekter som os. Det skal være fantastisk om 100 år også, det er ikke bare et "fancy projekt" lige her og nu.
Og der blev tilsyneladende taget vel imod projektet. En af de nærmeste naboer havde sendte arkitekterne hjem med følgende kommentar.
- Jeg har boet i området i mange, og jeg er rigtig glad for, at der kommer nogen med så stor en vision. For hvad kunne der ellers have været præsenteret her? Så det er meget velkomment i min bog.
En afledt konsekvens af byggeriet er også, at støjskærmen langs motorvejen forlænges, og det var flere af de fremmødte tydeligvis glade for at høre.
Men bekymringerne omkring trafikken fyldte altså en del, og chef for Plan, Teknik og Miljø Karen Margrethe Høj Madsen opfordrede flere gange til, at man sender et høringssvar.
- Det giver tit bedre projekter, når I har mulighed for at sige til os, hvad I tænker om et projekt. Og vil I være sikre på, at jeres holdninger bliver hørt, så indgiv et høringssvar.
Den opfordring videregiver vi også her på SkanderborgLIV, og klikker du dig ind på dette link, finder ud høringsmaterialet, hvor du også sender dit svar.