Håndværkerne er kun lige blevet færdige med at støbe soklerne til 13 nye rækkehuse på Søtoften i Skanderborg. Men allerede nu er tre af boligerne solgt. Det fortæller Morten Elmgaard, ejendomsmægler og indehaver af Home Skanderborg som har til opgave at sælge boligerne.

- Bynære, mindre boliger er en efterspurgt vare, og mange vil gerne bo i nybyggeri tæt på midtbyen. Det er faktisk lidt sjældent, at man kan lave sådan et projekt med en central placering. Normalt laver man nye udstykninger i udkanten af byen. Men her har man fundet nogle gamle, kedelige industribygninger, revet dem ned og bygget noget nyt med en rigtig god placering, siger Morten Elmgaard.

De fleste af boligerne, som altså allerede er sat til salg, koster lige i underkanten af 3,5 millioner, og mægleren forventer ikke udfordringer med at sælge til den pris.

- Det er en god pris for nybyggeri i Skanderborg midtby.

Rækkehusene får et boligareal på cirka 110kvadratmeter fordelt på to plan, og alle husene får også en lille have samt parkeringsplads. Morten Elmgaard forventer, at en del af boligerne vil blive solgt til borgere, der ønsker mindre plads og en mere bynær beliggenhed.

- Det kan være interessant for folk i Højvangen, som har en drøm om at bo midt i byen, når villaen er blevet for stor, fordi børnene er flyttet hjemmefra. Folk, der gerne vil ned på La Klas og have et glas vin om fredagen, spise på Postyr og gå en tur i Kulturhuset - uden at skulle bruge bilen. Det modne publikum, kan man måske kalde dem. Men det er også relevant for folk, der har været igennem en skilsmisse og gerne vil bo i midtbyen.

Der er godt gang i det østjyske boligsalg, og de seneste tal fra Boligsiden og Home viser, at der i september måned blev solgt 108 boliger i Skanderborg Kommune. I september 2024 blev der handlet 82 boliger.

- Der er virkelig gang i salget af lejligheder i Aarhus. Og nogle af dem, der flytter ud fra en lejlighed i Aarhus, flytter for eksempel ind i en villa i Højvangen og moderniserer den lidt, når den bliver ledig. Og de sælgere, der flytter ud af huset i Højvangen, flytter så ind i noget som det her på Søtoften. Det er et mønster, vi ofte ser, siger Morten Elmgaard.

Da 79-årige Kjeld Jensen for nylig stod foran sin kommende bolig på hjørnet af Adelgade og Alleen, fik han sig en ubehagelig overraskelse.

Midt i fornyelsen Adelgade fik han af byggearbejderne fortalt, at der skulle anlægges trapper på fortovet lige under hans nye lejlighed. Samtidig forsvinder en række parkeringspladser på Alleen, heriblandt en handicapplads, som han ofte benytter sig af.

Kjeld Jensen tog sagen i egen hånd, og modsat de lange sagsbehandlingstider i kommunerne, som de fleste kender til, blev der her reageret hurtigt. Allerede få dage efter stod kommunens vejchef på adressen, og nu bliver trapperne droppet.

For Kjeld Jensen og hans kone, 77-årige Inger-Magrethe, der begge er gangbesværede og bruger rollator, var det en melding, der truede hele drømmen om en tryg alderdom midt i Skanderborg.

Kjeld Jensen har ejet bygningen på Adelgade 56 siden 1971, hvor han i næsten 50 år drev cykelforretning i stueetagen, indtil butikken brændte i 2020. Siden har parret sat førstesalen i stand til en ældrevenlig lejlighed, som nu står klar til indflytning.

– Vi har sat lejligheden i stand, så vi kan nyde vores otium her. Vi har glædet os til at bo i centrum. Men du kan nok se, det ville blive svært for os at komme rundt, hvis der kom trapper her, siger Kjeld Jensen, da han viser rundt.

Helt konkret ville det betyde, at Kjeld Jensen skulle - med sin rollator - krydse vejen, gå forbi trapperne, og krydse vejen igen for at komme om til sin skraldespand eller bil.

Kjeld Jensen var forundret over ikke at være blevet hørt, inden planerne blev ført ud.

– Der er handlet hen over hovedet på os, og jeg mener, vi som grundejere burde være blevet inddraget, siger han.

Da Kjeld Jensen opdagede trappeplanerne, kontaktede han kommunens leder af Klima, Veje og Mobilitet, Lars Kronholm. Allerede dagen efter stod Lars Kronholm på stedet - og nu bliver planerne ændret.

- Vi er ved at arbejde på en løsning, så vi kan få flest mulige tilpas. Og det betyder, at dropper trapperne og laver en hældning i stedet for, bekræfter Lars Kronholm.

Der vil dog fortsat blive et enkelt trappetrin ind til den butik, der ligger i stueetagen.

- Med den her løsning bliver det sværere at komme ind i butikken, for hældningen bliver faktisk for stejl i forhold til gældende regler. Derfor må vi lave et trappetrin til butikken. Men lige nu er butikken jo ikke udlejet, og så er det reelt ikke et problem, siger han.

Kan butikken ikke selv lave en rampe eller en trappe, hvis kommende udlejere finder det nødvendigt?

- Det er faktisk en af de ting vi gerne vil undgå som en del af fornyelsen, så gaden bliver mere ensartet.

Kjeld Jensen er meget positiv overfor processen med kommunen:

– Det må jeg sige, jeg er meget glad for. Kommunen har været lydhør, og det er jeg taknemmelig for. Der kommer godt nok et enkelt trappetrin ned til butikken, og det må jeg leve med, siger Kjeld Jensen.

P-pladserne på Alleen kan der dog ikke ændres ved, da der med fornyelsen kommer til at blive mere trafik gennem gaden, forklarer Lars Kronholm Christensen, der i øvrigt understreger at processen forud for arbejdet har været grundig og at alle relevante parter har haft mulighed for at blive hørt.

- Det er sjældent, vi får og reagerer på så konkrete henvendelser som dette. Men vi vil gerne have, at flest mulige bliver glade for projektet, og derfor er vi selvfølgelig lydhøre.

Tre måneder tog det, og så var Alleen 37 solgt.

Det fortæller Morten Elmgaard, indehaver og ejendomsmægler i Home Skanderborg. Han har stået for salget, og selvom han ikke kan oplyse den eksakte købssum på boligen, der var udbudt til 16,9 millioner kroner.

- Men jeg kan godt sige nu, at det er det dyreste villa med beliggenhed ved Skanderborg Sø.

Det salg stod Morten Elmgaard også for, og der løb købssummen på 16,6 millioner kroner. Den er altså nu overgået, og ifølge Morten Elmgaard var der stor interesse for Alleen 37, både fra lokale, men også fra folk udefra.

- Det er en flot og meget klassisk villa i muremesterstil og glaseret tegl. Jeg kan ikke fortælle, hvem køberen er, men jeg kan sige, at vedkommende faldt for stilen og charmen og drømte om at bo ned til søen.

Huset er på over 300 kvadratmeter, ligger på en grund på 1100 kvadratmeter.

Da huset på Alleen blev sat til salg i juli, var ejendomsmægleren spændt på at se, hvordan de boligsøgende på jagt efter liebhaveri ville tage imod villaen. Huset skiller sig nemlig ud fra en del andre huse på vejen ved at være nybygget. Morten Elmgaard fortalte dengang, at de større, eksklusive villaer i Skanderborg typisk er blevet solgt for cirka 12 millioner.

Men rekorder har det jo med at blive slået, og mægleren vurderer da heller ikke, at Alleen 37 til tid og evighed vil være det dyreste hus i Skanderborg. Der er andre huse, og formentlig på samme vej, der i fremtiden kan blive handlet for endnu flere penge.

- Der er bygget nogle vilde huse i Skanderborg i løbet af de seneste 10-15 år. De har ikke været til salg på markedet endnu, og der er bygget villaer, hvor ejerne har brugt mere end 20 millioner kroner på det samlede projekt. Der vil jo helt klart være en forventning om, at man skal over 20 millioner, når de en dag skal sælges. Det tror jeg også, at området kan bære. Men spørgsmålet er jo, hvornår de kommer til salg, siger Morten Elmgaard.

I sidste uge kunne du her i SkanderborgLIV læse, at det historiske Søholt er blevet solgt for "et sted mellem 10 og 15 millioner", som den ejendomsmægler, der stod for det salg, formulerede det. Der er køberens planer at rive det eksisterende hus ned og bygge et nyt.  Det kan du læse mere om her.

Efter flere forsøg på at holde liv i delebilsordningen i Ry, bliver ordningen nu lukket ned.

Ordningen har i fire år givet lokale borgere mulighed for at booke og dele en elbil som alternativ til egen bil eller som ekstra bil til weekendture og indkøb.

Men Tadaa! meddeler, at elbilen ikke længere bliver brugt nok til at kunne løbe rundt. Den forsvinder fra bybilledet 31. oktober, og det ærgrer lokal bruger, der er dybt afhængig af bilen.

– Der har været perioder, hvor folk bakkede flot op, fordi de ikke ville af med bilen. Men vi har også haft perioder med for lidt brug, og det er ikke lykkedes at få et stabilt grundlag. Vi har prøvet alt, siger Anker Hedegaard, senior business developer i tadaa! car.

Tadaa! fik i sin tid henvendelser om at oprette delebiler mange steder, blandt andet fra Ry og Stjær. Kundegrundlaget blev undersøgt, og Ry blev vurderet som et oplagt sted at forsøge.

Selvom bilen tidligere på året kørte omkring 4000 kilometer i januar og februar og havde 48 brugere, var det ikke nok til at sikre et stabilt grundlag.

– Det er desværre ikke mange steder, det dur. Vi har fungeret i fire år i Ry, men det er bare ikke lykkedes på den lange bane, siger han.

En af dem, der har brugt delebilen flittigt, er Stine Sonne Lohmann fra Ry, der har været talsperson og kæmpet for bilen sidste gang, den var ved at lukke.

- Vi bruger den i den grad, og vi arbejder benhårdt på at finde en ny løsning. Det er virkelig ærgerligt, at den forsvinder, siger hun.

For Stine Sonne Lohmann har delebilen været en fleksibel og billig måde at få hverdagen til at hænge sammen med at hente og bringe større børn, kørsel til håndbold og badmintonkampe samt familieudflugter.

-  Jeg har meget kørsel, og min mand har ikke kørekort, så det giver ikke mening for os at have en bil stående fast. Så sent som i aftes hentede jeg min datter i Skanderborg. Det er ekstremt fleksibelt, at jeg kan bare gå ind i appen og booke bilen med det samme. Det tager to sekunder, siger hun.

Stine Sonne Lohmann ærgrer sig over, at initiativet ikke får mere støtte.

- Det er så fleksibelt og lettilgængeligt. I Gl. Rye har de to biler og venteliste. I Ry er det op ad bakke, fordi mange har to biler og ikke tænker over alternativerne, siger hun.

Ifølge Stine kræver det en mental omstilling, hvis delebiler skal have en fremtid.

- Når man er vant til at have sin egen bil, er det svært at vænne sig til at planlægge. Men det er også en kulturting. Delebilen kræver, at man snakker sammen. Vi faste brugere har faktisk mødtes jævnligt for at få det til at fungere, siger hun.

- Jeg er også med på, at alle ikke kan undvære en bil. Men det kan være et virkelig smart alternativ til en ekstra bil, hvor alt såsom forsikring, vejhjælp, strøm og så videre er sørget for.

Hun håber stadig, at det ikke er endegyldigt.

- Jeg arbejder benhårdt på, at vi kan finde en løsning, siger Stine Sonne Lohmann.

Hvornår er egentlig "det rette" tidspunkt at gå efter sin helt store drøm?

... hvis der overhovedet findes sådan et?

Hvis man spørger familien Buhl-Olsen, så kan man gå nok så længe og vente på, at det helt rigtige tidspunkt kommer. Derfor har de valgt en anden strategi.

Familien fra Aarhus, der består af mor Katrine, far Christian og datteren Mila - for ej at glemme hunden Joe - har nemlig selv valgt, at deres tidspunkt er nu.

Tiden er inde til at realisere deres fælles drøm. En drøm der går på at opleve Europa sammen på fire hjul.

Per 1. august i år solgte familien Buhl-Olsen deres nybyggede hus i Voerladegård ved Skanderborg. Selvom det måske kan lyde tosset i nogens ører, at man sådan flytter fra noget, man selv har sat i værk - så var dét det helt rigtige at gøre.

- For der var ikke rigtigt nogen af os, der trivedes derude, fortæller Katrine.

Og netop det med at føle, at man trives, har været en drøm i sig selv for familien.

Mila har nemlig lidt af skolevægring lige siden børnehaveklassen, og har som en effekt deraf gået på flere forskellige skoler i årenes løb.

I dag er Mila 13 år og går i 8. klasse - men hun hjemmeskoles af sin mor, Katrine, der af samme årsag har været uden arbejde i længere perioder.

- Så nu hvor vi alligevel var "in between" - så tænkte vi, hvorfor ikke gøre det nu?

Sådan siger Katrine, som fortsætter:

- Vi kunne jo altid finde på en undskyldning for at vente. Så skulle Mila måske lige blive færdig med 9. klasse, og vi kunne jo også bare flytte i en lejlighed inde i selve Skanderborg i stedet. Der var så mange ting oppe og vende, men så endte vi med at sige: NEJ - hvis det skal være, så skal det være nu.

Det skulle altså være nu, at huset og langt det meste af familiens jordiske gods blev solgt eller doneret.

Det skulle være nu, at der blev købt dén minivan, der i skrivende stund fragter familien rundt i Europa.

Da Stiften var i kontakt med familien Buhl-Olsen, foregik samtalen selv sagt over telefon.

Med stop "et eller andet sted syd for Frankrig, noget nær Toulouse - ikke særligt langt fra Pyrenæerne", havde familien været på farten i to uger.

Til trods for at fjorten dage umiddelbart kun kommer til at udgøre en lillebitte brøkdel af hele den rejse, som familien har begivet sig ud på - så føler de allerede hver især, at beslutningen om at tage afsted har kastet noget godt af sig.

Endda også for Christian, der egentlig var ganske glad for sit job derhjemme.

- Lige efter jeg stoppede med at arbejde tilbage i slutningen af juni måned, fik jeg sådan en mærkelig følelse af at være fri på en måde, som jeg ikke har følt, siden jeg blev student, fortæller han.

- Det er den der følelse af at kunne gøre, hvad jeg og vi har lyst til - lige nu.

I samme ombæring faldt snakken på det her med, at vi som samfund med tiden nok har fået skabt nogle usynlige retningslinjer, man skal - eller bør - følge. I hvert fald hvis man vil opnå "det gode liv." Hvad end dét så betyder.

- Der er jo ligesom lagt nogle spor ud for os langt hen ad vejen. Vi går i skole, vi tager en uddannelse, vi får jobs, vi køber hus og bil, vi skaber os en karriere, og vi stifter familie. Man ruller jo ligesom lidt ud af de spor, uden måske helt at stoppe op undervejs eller bare overveje, om det er den rigtige vej at gå, siger Christian.

Inden der er andre på medhøret, der når at indvende noget, tilføjer Christian:

- Nogle gange er det måske i virkeligheden sundt ikke at vide, hvor vi skal hen. At alting ikke skal være fastlagt de næste 30 år.

Noget, der heller ikke er fastlagt endnu, er den rute, som familien skal ud på i deres VW California.

Ganske vist har de en "grov rejseplan", men der er plads til overraskelser og nye idéer undervejs.

Og da journalisten i den anden ende af røret agerer djævlens advokat ved at spørge ind til, hvordan det mon kan løbe rundt rent finansielt, er svaret klart.

- Vi løber nok tør for penge om 15 måneder. Vi kan ikke bare rejse uendeligt, men det gør heller ikke så meget. Det vigtigste er, at vi ikke vågner op en dag og har fortrudt, at vi ikke tog afsted, fortæller Christian.

Derfor er svaret på spørgsmålet om, hvorvidt familien er bange for at gå glip af noget derhjemme, måske også indlysende klart:

- Det er vi overhovedet ikke bange for, lyder det nærmest i kor.

- Jeg har alligevel ikke gået i skole ret meget, så jeg føler ikke, der er noget, jeg misser ud på dér, supplerer Mila.

- Jeg har et par venner, jeg skriver med, og de synes alle, det er snyd, at jeg er i Frankrig, mens de sidder og laver matematik, fortsætter Mila i en glad, kæk tone.

For Mila er oplevelserne ved at rejse vigtigere end noget andet, hun kan forestille sig her i livet. Den opfattelse var også grunden til, at hun i stedet for at holde en konfirmationsfest rejste til Costa Rica med sine forældre.

- Jeg vil hellere have oplevelser, end jeg ville have fest og gaver, forklarer Mila.

Da telefonsamtalen er ved at være ved vejs ende, og forbindelsen heldigvis har holdt hele interviewet igennem, bliver særligt Katrine og Christian bedt om at give et godt råd til andre, der måske har en drøm a la deres.

- Man skal bare kaste sig ud i det; uden at tænke for meget. For ellers ender man med at bygge det for meget op, siger Katrine.

- Vi var nok også lidt naive. Vi tænkte, at vi bare lige kunne sælge vores hus og købe en minivan, og at vi så bare kunne komme afsted. Men der er jo vildt mange ting, man skal tage stilling til.

For nu skal familien dog kun tage stilling til én ting. Og det er at udleve deres fælles drøm til fulde.

Skulle man få lyst til at følge med i rejsen, er det muligt at gøre på den Instagram-profil, som de har lavet til formålet. Under brugernavnet @nova_nomads_25 deler familien billeder løbende, som i en slags "digital dagbog", som Christian kalder det.

Skovene ligger som et lunt tæppe omkring byen, mens de spæde bøgeblade folder sig ud i forårssolen. De farverige lyngbakker snor sig, som de altid har gjort.

Selvom området ligner sig selv, er der løbet meget vand gennem Gudenåen, siden Rasmus Matthiesen for mere end et årti siden flyttede fra Gl. Rye. Noget har forandret sig.

Det synger musikeren på sin nyeste single med samme titel, der handler om at vende tilbage til der, hvor han er vokset op.

- Det er skørt at gå på stierne eller fodboldbanen, hvor jeg var så meget som barn. I dag oplever jeg det på en helt anden måde. Selvom det hele ligner sig selv, er der noget, der har forandret sig, fortæller Rasmus Matthiesen.

Med sin dansksprogede musik udspringer den lokale kunstner af en sangskrivertradition med stærke fortællinger, der har rod i hverdagslivet og som vi kender fra blandt andre Peter Sommer og Lars Lilholt. Sangene kredser om hjemstavn, fællesskab og eksistens - alt det, der ligger i Gl. Ryes skovkanter og på de stier, hvor han gik, da han var dreng.

‘Noget har forandret sig’ er Rasmus Matthiesens første single fra hans kommende, fjerde album, der udkommer den 17. oktober. Albummet har rødder i lokalområdet, ikke kun i teksterne, men også i selve tilblivelsen.

- Jeg har altid følt mig hjemme her. Men det er som om, at jeg hører til på en anden måde nu, fortæller Rasmus Matthiesen over en kop kaffe i hans hjem midt i landsbyen.

- Og jeg tror faktisk, at man kan høre det på min musik. Også at den er lavet her.

Albummet er produceret i Firgårde med lyddesigner Søren Bigum, der blandt andet har spillet med Peter Sommer og Jonah Blacksmith, samt blandt andre musikerne Jonas Kardyb og Morten Dybdal, hvoraf sidstnævnte bor i Ry.

- Det er helt anderledes end at skulle booke et studie i København, hvor man skal have produceret det hele på fire dage. Vi har haft masser af dage, hvor vi bare sad og drak kaffe, røg smøger og talte om livet.

Det er dét, landsbylivet kan, forklarer han. Der er tid, ro, sammenhold, vennetjenester og ikke mindst inspirationen fra naturen. Samlet set en gave for kreativiteten.

- Herude opstår tingene helt naturligt og mere organisk, fordi man støder ind i folk og pludselig sker der noget magisk. Ligesom at Michelle (Elmhøj Pedersen, red.), der er kirkesanger i Gl. Rye, synger kor på den nye single. Til gengæld har jeg hjulpet med at synge oppe i kirken, fordi hun spurgte mig, da vi tilfældigt mødtes i skolen.

Men selvom Rasmus Matthiesen tilbage før flytningen havde sunget på flere prominente steder rundt i landet, gjorde det ham alligevel langt mere nervøs at skulle spille i sin barndomsby.

- De første par år havde jeg ikke lyst til at optræde lokalt, selvom folk bad mig om det. Jeg følte på en eller anden måde, at her kom jeg spadserende og ville vise mig og tage rampelyset. Og det var jo slet ikke den Rasmus, jeg var, da jeg flyttede herfra.

Alligevel lykkedes det at lokke ham til at spille i det lokale og frivilligt drevne samlingssted Bageriet i Gl. Rye.

- Jeg var sindssygt nervøs, da jeg skulle spille første gang. Meget mere end jeg plejer, siger han med et smil.

- Det er som om, der er mere på spil, når man står foran folk, man kender. Men da vi først var i gang, og folk nød det, var rusen og tilfredsheden kun endnu større.

Musikeren og kæresten havde ellers ikke set sig selv flytte tilbage til Gl. Rye. Men da Rasmus Matthiesen blev ansat i Grundtvigsk Forum med base i Gellerup, tegnede de en cirkel rundt om Aarhus og kørte ellers Østjylland tyndt for at besøge alle landsbyer på størrelse med Gl. Rye.

- Vi ledte efter Gl. Rye et andet sted, for vi ville jo ikke bare flytte tilbage. Men efter vi havde ledt og ledt med følelsen af, at alle stederne manglede noget, gik det op for os, at det faktisk var Gl. Rye vi ledte efter.

Selvom Rasmus Matthiesen stadig til tider savner bylivet i hovedstaden, fortæller han om at opleve et helt andet og mere aktivt liv, efter at være flyttet tilbage.

- Der sker så meget her i området, både i Gl. Rye og i Ry.  Og jeg var helt seriøst til flere koncerter i det første halve år efter vi flyttede tilbage, end jeg var til de sidste fem år, jeg boede i København.

Hvad er det, der har forandret sig?

- Det er et godt spørgsmål, siger Rasmus Matthiesen med et smil. Han sidder længe og ser rundt i sin stue mens hænderne hviler på kaffekoppen.

- Det ér en anden by, end den jeg flyttede fra. Her er tilflyttet en masse børnefamilier fra byerne, der i virkeligheden minder om os selv og her er et andet kreativt og musikalsk miljø, end da jeg var barn, hvor det meste drejede sig om fodboldklubben.

- Men samtidig tror jeg måske ligeså meget, det er noget indeni mig. Noget der opleves anderledes. Jeg ser pludselig landskabet i et andet lys og mærker glæden ved fællesskabet og det nære. Men jeg havde brug for at komme væk herfra for at opleve det, jeg oplever nu - og det håber jeg også, mine børn en dag vil gøre.

Netop derfor har Rasmus Matthiesen også fundet en ro i ikke at skulle leve af musikken, men lade den gro i samspil med landsbyen og familien:

- Engang håbede jeg altid på, at den næste sang eller det næste album ville blive mit helt store gennembrud, så jeg kunne blive musiker på fuldtid. Men sådan ser jeg ikke på det i dag, fortæller han.

- Jeg tror egentlig, jeg har fundet ret stor ro i, at det ikke nødvendigvis er målet. Jeg er bare virkelig glad for at lave musik, udgive det og spille koncerter. Selvom jeg håber på en dag at kunne få endnu mere tid til det.

Rasmus Matthiesen spiller koncert på Gnisten i Ry den 24. oktober.