Klar til plask, leg og velvære? Her er alt, du skal vide om Skanderborgs nye, topmoderne svømmehal
Langt om længe er vi nået til dagen, hvor Skanderborgs nye svømmehal slår dørene op for første gang. Vi giver dig svar på alle de vigtigste spørgsmål om Vandvirke.
Endelig. Efter mange år med drømme og hårdt arbejde er det nu en realitet. Skanderborgs gamle svømmehal har fået en meget solid 90 millioner kroners opgradering, og på søndag åbner Vandvirke for første gang dørene.
Og der er rigtig meget at se frem til for vandhunde i alle aldre, kan vi afsløre. SkanderborgLIV kiggede forbi svømmehallen torsdag eftermiddag og fik en lille rundvisning, mens håndværkerne stadig var i fuld sving med at få de sidste detaljer på plads.
Mange forskellige grupper og behov er dækket ind med den nye svømmehal, men det store mål har været at designe et sted for de børnefamilier, der udgør kernen i kommunens befæstningsværks. Og det er lykkes, siger halinspektør Henrik Sparre, der har været med i hele processen.
- Vi er sammen med vores børn, når vi er i en svømmehal, for der er ingen skærm eller telefon, vi kan sidde og glo i. Man har de rigtige timer sammen med sin familie, så det har vi haft et kæmpestort fokus på i arbejdet med svømmehallen.
Her har vi samlet et overblik over, hvad der venter dig som badegæster i det nye, topmoderne svømmecenter.
Bassiner med varmt vand giver mere leg
Et nye såkaldt multibassin er en af de nye store opgraderinger i Skanderborgs nye svømmehal. Det er 25 meter langt og byder på masser af sjov for børnefamilier med modstrømskanal. Vandet er 29 grader varmt. I den ene ende er bassinet udformet med såkaldt strandkant, hvor dybden går fra 20 til 80 centimeter, perfekt til mindre børn. Her kan forældre tage en slapper i vandet og sætte sig til rette på en af bænkene, hvor vanddyser giver massage, mens børnene leger.
Bassinet er desuden indrettet med en modstrømsbue i den mere actionmættede afdeling ved siden af vandrutsjebanen - mere om den længere nede.
Der er også adgang til bassinet via en rampe, så kørestolsbrugere kan komme i vandet.
Svømmehallen har også et nydesignet, stort varmtvandsbassin. Her er vandet 34 grader varmt og velegnet til babysvømning, handicapsvømning og genoptræning.
Vandrutsjebanen bliver et hit
Det helt store trækplaster for den nye svømmehal, er selvfølgelig vandrutsjebanen. Den lukkede rutsjebane er seks meter høj og 70 meter lang, og på vejen gennem røret er der lyd og blinkende lys. For at gøre turen ekstra sjov, er der ikoner inde i rutsjebanen, hvor man kan sætte sine hænder. Rutsjebanen registrer, hvor mange af ikonerne, man rammer, og på den måde kan man dyste om at være bedst og ramme flest punkter og køre turen hurtigst.
Kæmpestor sauna med adgang for familier
Hvad sauna angår har Vandvirke virkelig taget et kvantespring. Kønsopdelt sauna i omklædningsrummene hører fortiden til, og i Vandvirke kan familier nyde saunaen sammen midt inde i svømmehallen mellem varmtvandsbassin og multibassin.
Saunaen 35 kvadratmeter og har plads til 35–40 personer. Den er udstyret med lyd, lys og to store ovne og er særdeles velegnet til saunagus, hvor lidt kan skifte alt efter gusmesterens humør.
Omklædningsrummene er opgraderet
Omklædningsfaciliteterne har også fået en solid overhaling og er også indrettet med børnefamilier for øje. Her finder man blandt andet borde med indbyggede babybadekar samt tre familierum, hvor hele familien kan klæde om og bade sammen.
Desuden har Vandvirke fået en stor terrasse på taget. Ved åbningen er den del af svømmecentret stadig ikke helt færdig, men der er håb om at tilføje en sauna på tagterrassen. Der er mulighed for at træne på terrassen, da den ligger i forbindelse med centrets træningsfaciliteter.
Billetpriserne er steget en smule
Udgifterne til den nye, flotte svømmehal med sauna, rutsjebane og multibassin og hele baduljen skal selvfølgelig betales tilbage i form af billetindtægter. Og det bliver dyrere at løse billet til Vandvirke end det var til den gamle svømmehal. 75 kroner for voksne og 50 kroner for børn modsat tidligere 50 og 40 kroner.
Vandvirke åbner dørene for første gang på lørdag, men den officielle åbningsfest finder sted søndag 1. marts.
Hvorfor har man bygget en ny svømmehal?
Den gamle Skanderborg Svømmehal var utidssvarende og manglende mange af de faciliteter, som særligt børnefamilier i dag efterspørger. Derfor har skiftende bestyrelser i mange år arbejdet på at udvikle fremtidens svømmecenter, og med 90 millioner kroner gennem KommuneKredit, samt 3 millioner kroner opsparet af svømmehallen selv, lykkedes det at få projektet i hus.
Der var første spadestik på Vandvirke i april 2024.