En mand i cirkusjakke byder os velkommen ved indgangen, da jeg træder ind på Sølund Festival for første gang.

- You're in for a treat, siger han, da han hører, at jeg aldrig har været her før. Det er først her jeg opdager, at han står med stang og hoved fra en støvsuger.

Jeg spørger ham, hvad jeg skal opleve.

- Fællesskabet. Kærligheden. Og så skal du ikke kun se på musikken, men på menneskene og hvordan de oplever den. Når man ser gæsterne her, kan man godt tro, de altid er glade. Det er de ikke, siger han og tilføjer:

- Det er derfor, den her festival er så vigtig.

Regnen har efterladt vandpytter og mudder, præcis som en festival skal have, men da portene åbner, bryder solen frem.

Fra "Madboden" dufter der af boller i karry, kinabox og risalamande. Det er nok første gang jeg har set sidstnævnte på en festivalmenu.

- Vi har det, åh-å, så dejligt, åh-å-åh-å.

Publikum skråler med i Nilles telt, hvor Bomles Venner har indledt festivalens første koncert.

- Jeg havde altså ikke forventet, at så mange ville sidde ned. Op at stå med jer, lyder det fra scenen.

Der bliver grint, hænder ryger i vejret, og foran scenen står et par og kysser. Stemningen minder mig om at være til byfest i Sønder Omme.

Hvor mange festivaler efterhånden ligner en konkurrence i slidte sneakers, brede jeans og de rigtige solbriller, er der ingen dresscode på Sølund. Det er helt befriende, at der er mennesker i alle aldre, alle størrelser og alle tænkelige outfits.

En af dem, der fanger mit blik, er Torben.

Torben Hedegaard er iført en skinnede guldjakkesæt og krammer alle han møder. Og det er ikke så få, for han har været med i festivalen i 41 år - altså alle de år, den har eksisteret - og skal være konferencier på den store scene den efterfølgende dag.

Han er med det samme klar på at stille sig op foran vores kamera og fortælle løs. Sådan er åbenheden blandt alle vi møder igennem hele dagen.

Flere gange kommer folk hen til os alene fordi de ser mikrofonen.

- Vil I spørge mig om noget? Spørger én.

Pladsen begynder at blive fyldt op foran den store scene, hvor Tessa snart bruser frem med sine store bryster, lange negle og den bad ass female energy, som hendes fans elsker.

- Lange negle, lange vipper, iPhone på flymode for drengene tripper, råber hun og publikum er med.

Det er på mange måder en helt almindelig festivaldag. Der bliver danset, flirtet, skrålet, drukket øl. Men her drikker folk sig ikke fra sans og samling for at skråle med på Tessa eller turde tale med sin flirt.

I enden af en beskeden kø sidder bandmedlemmerne fra Apacha og skriver autografer. De smiler og tager sig tid til alle fans. En scene man næppe kunne forestille sig på en af landets større festivaller.

Måske er det netop dét, Peter Sommer mener, da han kort efter proklamerer fra den store scene, at det, der sker på Sølund Festival, er meget særligt.

Selvom der nu er mere pakket foran scenen, er der stadig albueplads, og (igen) modsat andre festivaler, er der ingen skubberi eller øl, der kastes rundt. Skal man forbi, smiler man bare til hinanden.

Jeg frygter at lyde både privilegeret og blåøjet i mine iagttagelser. Men jeg repræsenterer på mange punkter den gennemsnitlige skanderborggenser, der sjældent får et indblik i denne særlige lille landsby, Sølund, som ellers så vigtig en del af Skanderborg.

Festivalen har flere gange kæmpet for sin overlevelse. Økonomien er presset, fordi det er stadigt sværere at få økonomisk støtte til ledsagelse og transport.

Det ærgrer mig endnu mere efter i dag. Her er skabt et sted, hvor mennesker, der ofte oplever at være anderledes, får lov til at være flertallet.

Derfor vil jeg give anbefalingen til alle skanderborggensere: Tag med til Tov'li Tirsdag. Ikke kun på grund af det åbenlyse - 225 kroner for at høre Tessa, Peter Sommer og Aphaca, det er altså et slagtilbud (ej at forglemme Bomles venner).

Men fordi man her oplever noget andet, end på de andre festivaler.

Som koncertfotograf gennem 18 år Flemming Mechlenborg formulerer det:

- Det her, det er landets bedste festival. Til andre festivaller brokker folk sig altid over alt muligt. Her er gæsterne altid glade. Hvis det regner, tager de bare regntøj på. Det kunne vi andre virkelig lære noget af.

I Luftrummet, bagerst på Sølund Musik-Festival, ligger Hjerterummet.

Et hvidt telt, pyntet med hjerter og sedler på væggene.

Sedlerne fungerer som en slags kontaktannoncer – eller analoge Tinder-profiler – med billede, navn, alder og interesser.

På den måde kan festivalgæsterne lede efter en kæreste og/eller venner.

- Jeg mangler venner og bekendtskaber. Jeg vil gerne mere ud og se verden sammen med dem, siger Julie, der er ved at lave en profil.

Sidste år kom der 220 opslag.

- Jeg er jo så moderne, at jeg spørger: Er det en dreng eller pige, du søger? spørger seksualvejleder Karin Bjerregaard.

Hun hjælper gengangeren Niclas, der er iklædt Hawaii-skjorte, blomsterkrans og kaptajn-hat. Han er herinde hvert år, men har ingenlunde opgivet håbet.

- En pige. Jeg er sgu da ikke til drenge, griner han højlydt til spørgsmålet.

Og det er en succes, både for venskaber og kærester. Det fortæller Karin Bjerregaard.

- Vi har flere brudepar, der har mødt hinanden her, og som kommer og besøger os, lyder det.

Udover kontaktannoncerne, hvor man kan krydse af, om man leder efter en ven eller en kæreste, og hvilket køn, så får gæsterne også et badge til at sætte på tøjet. Det skal gøre det nemmere for andre gæster at se, at her er én, man kan gå hen og snakke med.

- Den målgruppe, der er her på festivalen, har svært ved at finde en kæreste og svært ved at finde venner. Mange af dem er meget ensomme. Derfor er vi her, siger Karin Bjerregaard.

Se flere billeder fra Hjerterummet her:

Det vakte nok bange anelse hos de fleste med en Sølund-billet i mail-indbakken, at det stod ned i stride stråler det meste af tirsdag.

Men vejret artede sig, da først Tessa gik på, og ansigtsmalingen og glimmerhåret fik lov til at forblive på de glade festivalgæster.

Se billederne fra dagen her: