Snart åbner årets Smukfest portene op. Foto: Mikkel Berg Pedersen / Ritzau Scanpix

Er du klar til, at det går løs?

I dagens nyhedsbrev tager vi hul på vores dækning af årets største begivenhed i Skanderborg - og det er selvfølgelig Smukfest.

🎉 Hver dag under festivalen sender vi i øvrigt et særnyhedsbrev. Send os gerne tips eller forslag på redaktion@skanderborgliv.dk.

Vi har fisket anbefalinger fra Berlingskes musikanmelder Jakob Genz, der også dækker festivalen. Selvom han på flere punkter er kritisk overfor line-up'et på landets dyreste festival, er der flere perler af komme efter. Bliv inspireret i guiden.

Derudover bringer vi et portræt af festivalens booker Mikkel Xavier - for hvordan spotter man morgendagens store stjerner? Vi kan afsløre, at arbejdet med at booke de helt store stjerner kan tage helt op til to år.

I dagens nyhedsbrev dykker vi også ned i butikslivet. For i Ry er to centrale butikker lukket. Det er desværre en nyhed, de færreste løfter et øjenbryn over i byer som vores, hvor butikslivet har det svært. Men ifølge chef på erhvervsforeningen Ry+, er der ikke noget at frygte.

Her er, hvad vi ellers har med til dig i dag:

👶 Skanderborg har landets næstlaveste andel af enebørn.
🏘️ Lille Nyhavn får ros i landsdækkende tv-program.
🍽️ Ny restaurant med nordisk koncept.

God sommer og god læselyst.

Billede af Maria Neergaard Lorentsen
Billede af skribentens underskrift Maria Neergaard Lorentsen Journalist
Mikkel Xaviers historie med Smukfest går langt tilbage. Han var flaskedreng på festivalen som barn, frivillig og barformand som ung, spillestedsleder på Walthers Musikcafé, inden han for tre år siden blev musikchef. Pressefoto: Per Bille

Mikkel nærmer sig den travleste tid på året: Det tager to år at skabe Smukfests musikprogram

Otte dage i august er Mikkel Xaviers travleste på året. Som booker på Smukfest er det her hans benarbejde med at skabe et alsidigt musikprogram bærer frugt og får festivalgæsterne til at stimle sammen foran scenerne i bøgeskoven i Skanderborg. Mød bookeren, der altid har musik i ørene - undtagen når han snører vandrestøvlerne og tager på ture ud i det blå.

Otte dage i august er Mikkel Xaviers travleste på året. Som booker på Smukfest er det her hans benarbejde med at skabe et alsidigt musikprogram bærer frugt og får festivalgæsterne til at stimle sammen foran scenerne i bøgeskoven i Skanderborg. Mød bookeren, der altid har musik i ørene - undtagen når han snører vandrestøvlerne og tager på ture ud i det blå.

Mikkel havde sin Smukfest-debut allerede som 10-årig, hvor han som så mange andre unger dengang rendte rundt og samlede flasker under 'Danmarks smukkeste festival'.

- Det må have været i 1990, for jeg kan huske, at jeg hørte Gary Moore. Så hver gang jeg hører "Still got the blues", så kommer jeg tilbage til den festival. Det er sjovt, fortæller Smukfests musikchef, Mikkel Xavier.

Vi har slået os ned på første sal i Smukfests hovedkontor FØLA for at få indblik i, hvordan Mikkel strikker programmet sammen på den populære festival der hvert år samler tusindvis af mennesker til koncerter med artister fra ind- og udland.

- Men da jeg samlede flasker dengang, havde jeg ikke en idé om, at det var mig, der skulle have et svar på, hvad der skulle stå på plakaten. Det kan jeg godt nogle gange gå og smile lidt over, siger han.

Postnummer 8660

Mikkel Xavier er vokset op i Stilling, samme postnummer som Skanderborg, og kun 15 minutters kørsel fra festivalpladsen i et klassisk ligusterkvarter med stisystemer og søde naboer. Som en del af lokalområdet, er det som om, at festivalen altid har været der, fortæller han.

- At få den oplevelse ude i skoven, det har bare sat sig i mig. Og derfor har musikken været en passion ved siden af mit arbejdsliv hele vejen op, fortæller Mikkel Xavier.

Vejen til et job i Smukfest-regi gik i første omgang gennem festivalens spillested i Skanderborg. Mikkel arbejdede egentlig i detailbranchen, men da en kammerat i 2013 gjorde ham opmærksom på, at Walthers Musikcafé søgte en spillestedsleder, voksede ideen i ham, og han søgte og fik jobbet.

- At det så endte med, at jeg skulle sidde her som musikchef for festivalen 13 år senere. Det havde jeg da ikke regnet med. Men sådan blev det, siger Mikkel smilende.

Et godt musikøre

Årene som spillestedsleder var med til at forme ham og skærpe hans interesse for musik.

- Jeg er lederuddannet og har arbejdet med unge mennesker hele mit liv. Men Walthers gav mig en forståelse for og en kærlighed til fællesskabet og musikken. At kunne lave et fællesskab blandt 40 unge mennesker, hvor hele omgangspunktet var at lave to koncerter om ugen. Det gjorde, at jeg fik øjnene op for, hvordan musik kan samle folk, siger Mikkel, der også tidligere havde været med til at arrangere store fester i det århusianske LGBTQ+-miljø.

Som spillestedsleder arbejdede han meget med morgendagens musikere, og det faldt ham naturligt at have en holdning til musik.

- Jeg vil mene, at jeg har et godt musikøre og har et godt bud på, hvad der bliver populært i morgen. På den måde, så blev jeg rådgiver på Smukfest, siger Mikkel, der begyndte at anbefale nye navne til festivalen.

Et fedt festivalprogram bæres ikke kun af hovednavne, mener Mikkel Xavier. - Den enkelte artist er en vigtig brik, men det er summen af alle de lige knap 180 artister og mixet i programmet, der giver magien. Det er altid det afgørende. Foto: Kirstine Lefevre Sckerl

Han kom under vingerne på festivalens stifter J.P. (Jens Peter Andersen, red.), der havde været musikchef siden festivalens start i 1980. For tre år siden overtog Mikkel stafetten som musikchef efter J.P., der i år takker af fra Smukfest.

- Han han har lært mig, hvad jeg kan, for alt det, man skal kunne i sådan en musikbranche, kan man ikke få en uddannelse i. Der er mange tanker bag et musikprogram, for hvad er det egentlig, der gør et program som Smukfests særligt? Det handler om at prøve at forstå det, det DNA, der ligger i summen af 180 musiknavne på plakaten, siger Mikkel Xavier.

For et fedt program bæres ikke kun af hovednavne, understreger han.

- For os er det vigtigt at kigge på det samlede musikprogram. Den enkelte artist er en vigtig brik, men det er summen af alle årets artister og mixet på festivalen, der giver magien. Det er altid det afgørende.

Netværk er afgørende

Passion, netværk og forhandlingstalent er tre ting, Mikkel Xavier fremhæver som virkelig afgørende, når man skal begå sig som booker.

Mikkel Xaviers drømmebooking? - Der er jo nogle af de store kæmpestjerner som Billie Eilish eller Bruno Mars, eller måske et besøg af Rihanna igen. Hun har jo været her før, og det var en helt magisk koncert. Skulle Rihanna tilbage i skoven? Sådan noget ville da være fantastisk, siger han. Foto: Kirstine Lefevre Sckerl

Bag hver booking ligger et stort benarbejde, for det er ikke sådan, at Mikkel bare griber knoglen og ringer op til artisten for at tilbyde vedkommende en plads på plakaten.

- Det fungerer på den måde, at artisten har en manager, og sammen har de fundet en agent, som er den vi taler med, forklarer Mikkel.

Det er her at netværket er afgørende.

- Man kommunikerer med sit netværk og finder ud af, hvilke artister der skal ud at spille til sommer, og hvem vi ikke kan have med. Vil de spille festivaler eller stadions? Er de i Europa i august? Så selve afsøgningen af muligheder fylder rigtig meget. Når man så endelig bliver enige om at lave en aftale, så er der alt det kontraktuelle, som også tager lang tid, siger Mikkel.

To år til ét program

Det tager omkring to år at booke et festivalprogram til Smukfests små og store scener.

Det tager omkring to år at lave et festivalprogram, fortæller Mikkel Xavier. Foto: Kirstine Lefevre Sckerl

- De absolut største internationale navne, som i år er Robbie Williams, Lewis Capaldi, Macklemore og Dave, har et langt indløb, mens vi i juni blev færdige med at booke de sidste navne til Live Camp, fortæller han og fortsætter:

- Men der er ingen tvivl om, at fra festivalen i august og frem til jul, dér bliver der lavet et stort benarbejde, hvor vi skal lande hovedparten af vores program, forklarer Mikkel, der vurderer, at cirka 60 procent af programmet er i bogen ved juletid.

- At arbejde med et program, er noget, der bor i en hele tiden. Så hvis man synes, det er træls, at telefonen ringer om aftenen, så skal man ikke lave det, vi laver. Der er forskellige tidszoner på dem, du arbejder med, og sådan må det bare være. Men det er jo bare noget af det, jeg synes er fedt. Det er jo den der passion omkring musik. Og når noget lykkes, så er det da lige meget, om klokken er halv to om natten, eller om den er syv om morgenen, siger han med begejstring.

Generation Youtube

Da Mikkel blev spillestedsleder, vendte han tilbage til sit gamle postnummer, og det har han ikke fortrudt.

For tre år siden købte han sammen med sin mand et gammelt hus midt i Skanderborg, som de går og sætter i stand.

- Jeg er Youtube-generationen. Man kan lave alt, hvis man har en skruemaskine og Youtube, siger han med glimt i øjet.

- Jeg kan godt lide at bruge mine hænder, og når man til daglig bruger dem meget ved computeren, så kan det med at have sit eget hus noget helt særligt. Det er fedt at have skabt noget. Det er måske en moderne form for redebyggeri, men det har min mand og jeg været gode til sammen, siger Mikkel, der er gift med Dan Xavier, som er selvstændig blomsterdekoratør i Skanderborg på tiende år.

- Så når der skal køres buketter ud til Mors dag, så er det mig, der kommer med dem. Sådan hjælper vi hinanden, for han hjælper mig med alt muligt andet resten af året, siger Mikkel.

Ro og vandreture

Selv om musik fylder meget i Mikkels liv, har han også tidspunkter, hvor han vælger den fra.

Musik og natur er to vigtige elementer for Mikkel Xavier. Når han ikke er til festival i bøgeskoven, nyder han roen i naturen på lange vandreture. Foto: Christian Olesen

- Der er musikken, og så er der naturen for mig. De to ting er mine holdepunkter, siger Mikkel og fortsætter:

- Jeg har vandret rigtig mange kilometer med rygsæk og kan godt lide at tage på de helt lange ture, hvor man overnatter ude i naturen i flere dage.

Han har en god kammerat, han vandrer med, og de har efterhånden tilbagelagt et par tusind kilometer rundt i Danmark, og til efteråret rejser de til Grønland for at vandre 240 kilometer.

- Jeg glæder mig som en lille bitte baby, siger Mikkel smilende.

- Det er modstykket til den fest, vi skaber ude i skoven. Jeg knus-elsker festen, musikken, sammenholdet og glæden, men jeg kan også godt lide at tage en rygsæk på og gå i tosomhed med en kammerat på lange ture. For selvom jeg synes, det er fedt at være på, så er det cool en gang imellem at tage 14 dage eller tre uger ud af sit liv, hvor telefonen pludselig bare er noget, man bruger til at tage billeder med.

Otte dag med knald på

For musikchefen er årets absolut travleste dage lige om hjørnet. Otte dage under Smukfest, hvor der er fuld knald på.

En af de originale Festiwalther figuerer i træ har fået plads på Mikkel Xaviers kontor på FØLA. Foto: Kirstine Lefevre Sckerl

- Det er helt særligt. Det er jo der, vi har vinduet åbent og skal vise det hele frem. Så vi inviterer masser af samarbejdspartnere fra hele verden, siger Mikkel, der under festivalen er fuldt optaget af at vise internationale besøgende fra musikbranchen rundt på Smukfest.

Men da kun 30 procent af Smukfest-programmet er internationalt og de resterende 70 procent er danske navne, er det stort set også hele den danske musikbranche, der er samlet i skoven.

- Det er en festival, hvor det er fedt at spille som dansk musiker, fordi du kan tage hele rejsen fra Live Camp og så nogle år senere stå på Bøgescenen, siger Mikkel og refererer til Annika, som stod på Live Camp-scenen i 2023, og i år åbner Bøgescenen onsdag 5. august.

Det afslører Mikkels Spotify-konto

Hvad lyttede musikchefen mest til i 2025? Mikkel Xavier har kigget på det mest lyttede på sin på Spotify-konto sidste år:

- Det har priomært været danske navne. Jeg har selvfølgelig hørt Aphaca, ligesom alle andre. Men jeg har også hørt Benjamin Hav, Søn og Østen.

- Jeg forelsker mig typisk i dansk musik og i nyere dansk musik. Lige nu er jeg fuldstændig vild med Saint Claras seneste single.

- Jeg er meget på det nye hele tiden. Det ligger nok i mit arbejde, jeg kan ikke undgå at lytte til det.

Mikkel Xavier er musikchef på Smukfest og sammensætter programmet, der skal have det helt rette mix. Her Kato på Smukfest i 2025. Foto: Peter Jensen


Den elektroniske musik får sin egen scene på årets Smukfest, og dén fortjener et besøg. Arkivfoto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

Din guide til Smukfest: Her er koncerterne, du ikke må gå glip af - og et par bud på menuen

Ugen, hvor Skanderborgs indbyggertal står til mere end en fordobling, begynder i morgen. Med kyndig hjælp fra Berlingskes musikanmelder guider vi dig til de mest mindeværdige oplevelser på årets festival.

Ugen, hvor Skanderborgs indbyggertal står til mere end en fordobling, begynder i morgen. Med kyndig hjælp fra Berlingskes musikanmelder guider vi dig til de mest mindeværdige oplevelser på årets festival.

Da Jakob Genz skulle skrive sin guide til årets festivaler, måtte han sande, at der var langt mellem creme de la creme på årets Smukfest. Kun sangerinden eee gee blev der plads til. Og det siger noget om programmet, lyder det:

- Umiddelbart er det et rigtigt Smukfest-program, på godt og ondt. Det matcher Smukfests dna, og det de vil. Men især de internationale stjerner er ikke store nok i forhold til, at det her altså er Danmarks næststørste festival - og den dyreste, siger Jakob Genz, der er Berlingskes musikanmelder.

Jakob Genz er musikanmelder på Berlingske, og skal dække Smukfest hele ugen. Foto: Rune Moesgaard

Han fremhæver et navn som Melanie C, bedre kendt som Sporty Spice-medlemmet af Spice Girls, som et sted, hvor Smukfest godt kunne have sparet honoraret og i stedet prioriteret af sende en af de unge, danske stjerner op på Bøgescenen.

- Hvis Annika og Mille kan stå på Orange Scene, så kan de også stå på Bøgescenerne i primetime. I det hele taget er der, og det kommer fra en midaldrende mand på 45, et tydeligt fravær af kvinder på bøgescenerne – især om aftenen, siger han.

Og med det svirp er vi vidst klar til at bevæge os videre til anbefalingerne. For musikanmelderen har stadig en række koncerter, du ikke bør gå glip af.

Robbie Williams

Smukfest er, hvis du spørger Jakob Genz, i højere grad end Roskilde for "mor og far"-segmentet, og musikprogrammet skal derfor rumme hele familien.

- Det er en af de vigtige ting ved festivalen, at der er koncerter, hvor vi kan stå sammen - fordi de går lige i hjertet på far og mor, men også hitter hos ungerne, siger Jakob Genz.

Det bedste eksempel på det er Robbie Williams, der spiller onsdag kl. 23.15 på Bøgescenerne.

Robbie Williams brød igennem med boybandet Take That, og har siden haft en stor solokarriere - hvor han blandt andet fyldte bøgepladsen til randen til Smukfests 40-års jubilæum i 2019. Arkivfoto: Michael Svenningsen

- Han er et navn, hvor mor og far er de primære fans, men lur mig om ungerne ikke også synger med, siger Jakob Genz

Lewis Capaldi

Et af de andre internationale hovednavne på årets festival er Lewis Capaldi, der spiller på Bøgescenerne torsdag kl. 21.15. En koncert, du ifølge Jakob Genz skal gøre dig selv den tjeneste at se:

- Jeg ser frem til kærligheden mellem publikum og artist, når Lewis Capaldi står på scenen. Han har en magisk evne, midt i sine ticks og sin jordnærhed, der skaber noget langt ud over det sædvanlige, og det håber jeg, han formår i bøgeskoven, siger Jakob Genz.

Ekko

Og så lader vi lige de enkelte navne ligge et øjeblik, og vender blikket mod et af de nye tiltag til årets festival: Den nye elektroniske scene Ekko.

- Jeg glæder mig til at blive overrasket af Ekko, som jeg i den grad synes klæder dem, og jeg er spændt på at se, hvordan den fungerer. Bliver det en integreret del af festivalen eller en fest i festivalen? spørger Jakob Genz.

Han kalder det tiltrængt, at den elektroniske musik ikke er reserveret til det sidste natlige programpunkt, men får lov til at skinne hele dagen.

Annika og Mille

De unge danske stjerner, som Jakob Genz savner på Bøgescenerne i primetime, skal heller ikke snydes for deres egen anbefaling.

Milles koncert foran Egeskov Slot på Heartland var et af højdepunkterne på Heartland-festival, skrev Berlingske efterfølgende. Arkivfoto: Michael Bager

For selvom de unge nok allerede ved det, så skal også de voksne prioritere Mille og Annika:

- Hvis man gerne vil forstå sine unger, så skal man lytte til Annika og Mille – jeg har selv en datter på 14, og jeg er blevet klogere på hende af at høre på de to. Det vil jeg klart anbefale, siger Jakob Genz.

Annika åbner Bøgescenerne onsdag kl. 14.15, mens Mille spiller på Stjernescenen onsdag kl. 21.

Dave

Den britiske rapper Dave er måske ikke et mainstream-navn, men derfor bør du alligevel gå hen til Bøgescenerne fredag kl. 23.15.

- Dave er britisk historiefortælling, men jeg er spændt på, hvor mange der står foran, når han spiller. Men jeg tror, det bliver en god oplevelse, hvis man kan fornemme lidt af teksterne, siger Jakob Genz.

Eee Gee

Og så lige en sidste anbefaling af den eneste af Smukfests koncerter, der sneg sig med i Jakob Genz' store festivalguide i forsommeren.

Den danske sangerinde eee gee spiller på Månen onsdag kl. 16, og hun er ifølge Jakob Genz en af Danmarks bedste sangerinder.

- Hvis du nyder Eee Gee og lytter til budskabet, så kommer du godt ud af festivalen, siger Jakob Genz.

Hvis du bliver sulten...

På Smukfest er der over 80 forskellige spisesteder og 60 temabarer at vælge imellem, når du er sulten for sjov.

Derfor har vi også spurgt musikanmelderen, hvad han skal have at spise i Dyrehaven.

Stjær Boldklub står bag Café Stjær'ne, der ifølge musikanmelderen laver en rigtig god boller i karry. Foto: Café Stjær'ne på Facebook

Han fremhæver to værdige kandidater - og en, han altid ender med, selvom han aldrig planlægger med det:

- Hvis man savner far og mor eller mormor, så gå hen og spis boller i karry fra Café Stjær'ne. Skal man have lækker fastfood, så er det kartoffelpizza fra Pizza by WH. Og skal man egentlig bare have noget uden det store bøvl, så ender man jo altid med en Gasolin-burger klokken 22.30, lyder det fra anmelderen.

To centrale butikslokaler på gågaden i Ry bliver snart tomme. Foto: Maria Neergaard Lorentsen

Butiksdød eller blot udskiftning? To centrale butikker lukker

Blomsterhuset Flora og Rokkjærs Ry drejer nøglen om med kort mellemrum. Ry+ ser dog ikke lukningerne som tegn på en bymidte i krise.

Blomsterhuset Flora og Rokkjærs i Ry drejer nøglen om med kort mellemrum. Erhvervsforeningen Ry+ ser dog ikke lukningerne som tegn på en bymidte i krise.

Den seneste tid har det været muligt at gøre et kup på både blomster, interiør og smykker i Ry. Blomsterhuset Flora og smykkebutikken Rokkjærs Ry holder ophørsudsalg, inden de lukker med kort mellemrum og efterlader to tomme butikslokaler på Klostervej.

Selvom butikkerne lukker næsten samtidig, er forklaringerne vidt forskellige.

Blomsterhuset Flora blev ved årsskiftet overtaget af et ungt par, som dengang fortalte, at de stort set intet vidste om blomsterfaget. Blot et halvt år senere skrev de på Facebook, at butikken "desværre har oplevet stor stilhed i lang tid", og at de derfor nu "søger andre veje".

Floras nye ejere nåede kun at drive butikken omkring et halvt år. Ved siden af butikken har den ene haft fuldtidsstudie og den anden fuldtidsjob. Foto: Maria Neergaard Lorentsen

Hos Rokkjærs Ry skyldes lukningen ifølge indehaver Line Rokkjær derimod ikke økonomien. Hun kalder beslutningen "gennemført og velovervejet" og peger i stedet på familiens situation, en kommende barsel og udfordringer med bemandingen.

Ejer Line Rokkjær bor på Mors, hvor hun også ejer en smykkebutik. Foto: Maria Neergaard Lorentsen

De to lukninger rejser samtidig spørgsmålet om, hvordan det egentlig står til med butikslivet i Ry.

Ry+ ser ikke en bymidte i krise

Ifølge Simon Rønlev, chef for Erhvervsforeningen Ry+, skal lukningerne ses i lyset af en udvikling, der foregår i hele landet. En analyse fra SMVdanmark viser, at Danmark mistede 1.170 detailbutikker fra 2020 til 2024 – et fald på 7,5 procent.

Alligevel mener han ikke, at Ry skiller sig negativt ud.

- Ry er et sted, folk gerne vil besøge, og der er en stærk lokal opbakning, siger Simon Rønlev.

- De butikker, der er etablerede, har et godt produkt og kender deres kunder, klarer sig godt. I en by som Ry betyder det meget, at man engagerer sig i lokalmiljøet og er en del af de arrangementer, der foregår i byen.

Stor interesse for de ledige lokaler

Selvom to butikker nu forsvinder fra bymidten, tror Simon Rønlev ikke, at lokalerne kommer til at stå tomme længe.

- Det er to attraktive lokaler midt på gågaden, så der skal nok komme noget nyt. Der er stor interesse, men jeg kan ikke afsløre fra hvem endnu, siger han.

Men det handler netop om, at få den helt rigtige lejer ind.

Klostervej er Rys handelsgade. Ifølge chef for Ry+ Simon Rølev er der altid stor interesse, når butikslokaler bliver tomme. Foto: Maria Neergaard Lorentsen

Ry+ har bedt borgerne komme med bud på, hvad de gerne vil se flytte ind. Flere hundrede har kommenteret opslaget på Facebook, hvor ønskerne især går på en blomsterbutik, en outdoor-forretning og forskellige specialbutikker.

Simon Rønlev peger samtidig på, at det i dag kræver langt mere at drive en specialbutik end tidligere. Han henviser blandt andet til en ny klumme fra brancheforeningen Merk, som fremhæver, at butikslukninger ikke alene skyldes nethandel, men også ændrede forbrugsvaner og stigende krav til butikkernes måde at drive forretning på.

- Det er ikke længere nok at stille et A-skilt ud på fortovet. Man skal være til stede på flere platforme, være skarp på sin målgruppe og give kunderne en grund til at vælge netop sin butik.

Det farverige byggeri får stor ros i Hammerslag. Foto: Laura Kjestrup Nielsen

Lille Nyhavn får ros i landsdækkende tv: - De har fanget noget

Byggeriet har gennem årene skabt debat om både højde, indblik og arkitektur. Men da Hammerslag lagde vejen forbi Skanderborg, lød vurderingen markant anderledes.

Byggeriet har gennem årene skabt debat om både højde, indblik og arkitektur. Men da Hammerslag lagde vejen forbi Skanderborg, lød vurderingen markant anderledes.

Lille Nyhavn har været et af de mest omdiskuterede byggeprojekter i Skanderborg i nyere tid.

Projektet har været næsten to årtier undervejs og har undervejs mødt kritik fra naboer, klagesager og debat om blandt andet byggeriets højde, indbliksgener og placering helt ned til Skanderborg Sø. Flere dele af projektet blev ændret undervejs, blandt andet blev tagterrasser droppet for at mindske indblik hos naboerne.

Men da Sofie Østergaard for nylig lagde vejen forbi med DR-programmet Hammerslag, var tonen en helt anden.

- Jeg står jo og roser det i 'Hammerslag', fordi jeg synes, at hvis byggeriet skal tale sammen med en gammel bydel, så har de fanget noget omkring højden, bredden og den sammensatte facade, siger programmets arkitekt og formidlingschef i Realdania, Kristine Virén, til DR.

Er det nybyg?

Programmet besøger en af de eksklusive lejligheder med udsigt over Skanderborg Sø som led i et tema om nybyggede boliger med søudsigt.

Allerede da deltagerne ankommer, vækker de farverige facader begejstring. De er i tvivl om, hvorvidt byggeriet overhovedet er nybyggeri, og bliver overraskede, da de finder ud af, at bebyggelsen først stod færdig i 2024.

Under rundvisningen ser de en lejlighed på omkring 200 kvadratmeter med elevator direkte ind i boligen, stor terrasse, flere gæsteværelser og udsigt over søen. Begge hold bemærker især udsigten, som de beskriver som noget af det mest imponerende ved boligen.

Ifølge Kristine Virén er Lille Nyhavn et eksempel på en arkitektonisk tendens, hvor nyt byggeri bevidst låner udtryk fra ældre bymiljøer.

- Det hyggelige er en tendens, som taler til os i de her år, hvor verden kan være lidt urolig og utryg. Så er der ikke noget, der kan betrygge os mere end noget velkendt og nostalgisk. Vi er meget mere åbne over for moderne og ny arkitektur i trygge tider. Og hvad er så hyggeligt? Det er Nyhavn, siger hun til DR.

Hun understreger samtidig, at mange arkitekter normalt ikke er begejstrede for at kopiere fortidens byggestil.

- Vi arkitekter vil jo oftest sige, at der ikke er nogen grund til at efterligne det gamle. Det gamle har sin oprindelse og sin autenticitet, siger hun.

Hvad skal det koste?

Netop derfor skiller rosen af Skanderborg-byggeriet sig ud.

Lille Nyhavn er inspireret af de farverige havnehuse i Københavns Nyhavn, men bag facaderne gemmer sig moderne lejligheder med elevatorer, store altaner og alle nutidens bekvemmeligheder.

Til sidst i Hammerslag giver boligens pris begge ekspertpar store udfordringer. Kirstine Víren og Lars Lyng gætter på 6,8 millioner kroner, mens Christian Torp og Mira Lie Nielsen lander på 6,6.

Hvor meget lejligheden faktisk koster, kan du se i programmet – men vi kan godt røbe, at begge hold rammer markant ved siden af.

I Skanderborg vokser mange børn op med søskende - det står i kontrast til de større byer. Foto: Maria Neergaard Lorentsen

Skanderborg skiller sig ud: Her vokser de fleste børn op med søskende

Kun omkring hvert 12. barn i Skanderborg er enebarn. Det er den næstlaveste andel i landet, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Kun omkring hvert 12. barn i Skanderborg er enebarn. Det er den næstlaveste andel i landet, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Kun 8,3 procent af børnene i Skanderborg Kommune er enebørn. Dermed er Skanderborg den kommune i landet med næstfærrest enebørn – kun Fanø ligger under ved 8,1 procent.

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

I alt er 1.358 børn i Skanderborg enebørn. Til sammenligning er omkring hvert femte barn - 21 procent - enebarn i København, mens det på landsplan gælder cirka hvert ottende barn.

Ifølge Laust Hvas Mortensen, forskningsprofessor ved Rockwool Fondens Forskningsenhed, hænger de store forskelle mellem kommunerne især sammen med boligmarkedet.

- Mange familier starter i København, men når familien vokser, søger man væk fra København og Frederiksberg, fordi boligpriserne er lavere og boligerne mere tilgængelige lidt væk fra hovedstaden, siger han til dr.dk.

Den samme tendens ses også omkring Aarhus, hvor tallet er 14,2 procent, og landets øvrige største byer, hvor mange familier bliver boende med ét barn, men flytter ud i oplandet, når familien får barn nummer to eller tre.

- Folk vil gerne hen, hvor der er plads til mere end ét barn, så derfor ser vi, at familier med et enkelt barn flytter, når de skal realisere drømmen om at få et til, siger han.

I nabokommunerne er andelen højere. Den lyder på 8,8 procent i Favrskov, 10,4 procent i Silkeborg, 9,9 procent i Odder og 11,8 procent i Horsens.

På landsplan er antallet af enebørn steget markant siden 2010. Dengang var lidt over hvert tiende barn enebarn. I dag er det omkring hvert ottende, viser Danmarks Statistik.

Restaurant i Ry skifter spor. Foto: Maria Neergaard Lorentsen

Ny restaurant erstatter Gastrobaren: - Ry mangler et sted med liv

Hotel Birksø gør klar til et helt nyt spisested i Ry, hvor Gastrobaren lukker efter sommerferien.

Hotel Birksø gør klar til et helt nyt spisested i Ry, hvor Gastrobaren lukker efter sommerferien.

Hotel Birksø i Ry er på vej med et helt nyt restaurantkoncept. Det fortæller hotellets nye driftschef, Christian Fisker, i et interview med Midtjyllands Avis.

Ifølge avisen lukker Gastrobaren efter sommerferien og bliver afløst af en ny restaurant med nyt navn, nyt menukort og et opdateret interiør. Åbningen er planlagt til den 18. august.

Christian Fisker, der tiltrådte som driftschef tidligere på året, ser et stort potentiale i byen.

Jeg fornemmer helt tydeligt, at Ry hungrer efter et sted, hvor man både kan spise godt og mødes efter fyraften over et glas vin eller en cocktail, siger han til Midtjyllands Avis.

Den kommende restaurant skal ifølge avisen tage udgangspunkt i et moderne nordisk café- og brasseriekøkken. Ambitionen er at skabe et spisested, der også fungerer som mødested med temaaftener og arrangementer.

Blandt planerne er blandt andet skaldyrsaftener, brunch med jazz og grillarrangementer. En nylig test med moules-frites blev ifølge Christian Fisker taget godt imod af gæsterne.

Den nye driftschef har tidligere været køkkenchef for en restaurantkæde i Aarhus og indgår desuden i driftsledelsen i Birksø-hotelkæden, som også driver hoteller i Ribe og Tønder.