16-årige Annika Balle Olsen er indstillet til at blive anbragt på særligt sikret afdeling. Foto: Maria Neergaard Lorentsen

Annika kan ende bag lås og slå

Flere og flere psykisk sårbare unge ender bag låste yderdøre på særligt sikrede afdelinger – steder, mange nok først og fremmest forbinder med ungdomskriminalitet.

I 2012 var otte procent af de unge på sikrede institutioner anbragt af såkaldt "sociale årsager". I 2025 gjaldt det 46 procent. 

I morgen kan 16-årige Annika Balle Olsen blive en del af den statistik.

Lige nu bor hun i en campinghytte og ved ikke, hvor hun skal bo efter i morgen. Hun har ADHD og atypisk autisme, og Skanderborg Kommunes Familierådgivning har indstillet hende til at blive anbragt på netop sådan en afdeling. I morgen skal Børne- og Ungeudvalget træffe en afgørelse.

Men hvorfor ender flere psykisk sårbare unge bag lås? Og vil det kunne hjælpe Annika eller gøre hende mere syg? Det undersøger vi i dagens første artikel.

Har du selv en lignende historie, hører jeg meget gerne fra dig på manlo@jfm.dk.

God læselyst.

Billede af Maria Neergaard Lorentsen
Billede af skribentens underskrift Maria Neergaard Lorentsen Journalist
Annika Balle Olsen er indstillet af Skanderborg Kommune til at blive anbragt på særligt sikret afdeling - en stigende tendens blandt psykisk belastede unge, man ser mange steder i landet. Foto: Maria Neergaard Lorentsen

16-årige Annika har autisme og kan ende på særligt sikret afdeling: - Jeg føler mig meget utryg

Annika Balle Olsen bor lige nu alene i en campinghytte i Horsens. Onsdag skal det afgøres, om den 16-årige med autisme og ADHD skal flyttes til en særligt sikret afdeling på Grenen på Djursland. Familien frygter, at endnu en flytning vil gøre hende mere syg.

Annika Balle Olsen bor lige nu alene i en campinghytte i Horsens. Onsdag skal det afgøres, om den 16-årige med autisme og ADHD skal flyttes til en særligt sikret afdeling på Djursland. Familien frygter, at endnu en flytning vil gøre hende mere syg.

16-årige Annika Balle Olsen ved ikke, hvor hun skal bo efter onsdag.

Lige nu bor hun alene i en campinghytte i Horsens, efter at hendes bosted har opsagt hende. Skanderborg Kommunes Familierådgivning indstiller nu til, at hun flyttes til en særligt sikret afdeling på Grenen-Dalstrup på Djursland.

Grenen er en af landets mest sikre institutioner for unge under 18 år, hvor blandt andre ungdomskriminelle bliver anbragt.

Annika Balle Olsen er indstillet af Skanderborg Kommune til at blive anbragt på særligt sikret afdeling - en stigende tendens blandt psykisk belastede unge, man ser mange steder i landet. Foto: Maria Neergaard Lorentsen

Annika Balle Olsen fra Galten har ADHD og atypisk autisme og har haft omfattende skolefravær siden 4. klasse. På to år har hun boet tre forskellige steder.

- Jeg føler mig meget utryg. Det virker mest som om, kommunen ikke kan finde andre steder, siger Annika Balle Olsen til SkanderborgLIV.

Hendes mor, Eva Maria Olsen, forstår heller ikke, hvorfor kommunen nu vil bruge den mest indgribende løsning.

- I mange år, når hun har haft det meget skidt, har vi ikke kunnet få den hjælp, hun havde brug for. Nu har Annika faktisk haft det bedre i noget tid, og så vil de anbringe hende på en særligt sikret afdeling. Det giver jo ikke nogen mening, siger hun.

Antallet af psykisk sårbare unge, der anbringes på en sikret afdeling er steget markant på få år. Onsdag skal Børn- og Ungeudvalget i Skanderborg Kommune beslutte, om Annika skal blive en del af den statistik.

Tre bosteder på to år

Annika Balle Olsens mistrivsel begyndte ifølge familien i 4. klasse, og efter et længere udredningsforløb fik hun i 2023 diagnoserne ADHD og atypisk autisme.

I august 2024 blev hun anbragt uden for hjemmet. Det første sted, Fonden Ørting ved Odder, blev efterfulgt af Fjordlivet ved Ringkøbing i februar 2025.

Men da fik hun det endnu værre.

- Jeg fik voldsomme nedsmeltninger, fordi jeg blev rigtig presset. Jeg råbte og skreg og kastede med ting, fortæller Annika Balle Olsen.

Livet i campinghytten ved Horsens de seneste fire uger har været de bedste længe, fortæller Annika Balle Olsen, der drømmer om at bo i egen lejlighed med støtte. Foto: Maria Neergaard Lorentsen

I hendes journal beskrives et stort behov for ro, struktur og forudsigelighed. VISO peger på, at krav, støj og ændringer kan udløse vrede, selvskade og udsagn om selvmord, når hun bliver overbelastet.

Fjordlivet opsagde hende i april, og 1. juni flyttede hun til Corvia ved Solbjerg. Her så familien en fremgang, og Corvia beskriver, at hun kan klare flere praktiske opgaver selv.

Men støj, fælles faciliteter og konflikter med de øvrige unge gjorde ifølge bostedet, at hun ikke kunne trives. I august opsagde Corvia anbringelsen og lejede campinghytten i Horsens.

Den mest indgribende løsning

Familierådgivningen beskriver Annika Balle Olsen som aktuelt alvorligt belastet og peger blandt andet på selvskade, selvmordstrusler, rømninger og voldsomme affektudbrud.

Familien er ikke uenig i, at Annika Balle Olsen har haft alvorlige kriser. Men de kan ikke genkende det aktuelle billede.

- Jeg er blevet bedre til at styre det. Der var en enkelt nedsmeltning i august, men tidligere var det næsten dagligt. Og jeg er altså ikke selvmordstruet, fortæller Annika Balle Olsen.

- Hun har været meget mere aktiv, været til koncerter og shoppet med sine veninder hen over sommeren. Sådan noget oplevede vi jo slet ikke før, da lå hun bare i sengen, siger Eva Maria Olsen.

Eva Maria Olsen skal onsdag med sin datter ind til Børne- og Ungeudvalget for at lave en indsigelse mod anbringelsen. Foto: Maria Neergaard Lorentsen

Kommunen indstiller ikke Annika Balle Olsen efter farlighedskriteriet, fordi der ifølge Familierådgivningen ikke er konkret dokumentation for, at hun aktuelt er til fare for sig selv i den grad, det kræver. I stedet foreslår kommunen en særligt sikret observationsperiode for at afklare hendes behov og derefter finde en mindre indgribende løsning.

Derfor mener Skanderborg Kommune, Annika skal på særlig sikret

Kommunen mener ikke, at mere skærmning på Corvia eller et åbent tilbud med eget bad og køkken vil være tilstrækkeligt.

Annika har haft tre anbringelsesforløb uden at få skabt en stabil ramme med både ro og faste krav.

Kommunen frygter, at endnu en flytning til et åbent tilbud kan udløse alvorlige nedsmeltninger, selvskade, rømning eller selvmordsforsøg.

Børne- og ungdomspsykiatrien vurderer ifølge kommunen, at Annika er for belastet til yderligere udredning lige nu.

Derfor vil kommunen bruge en observationsperiode til at afklare hendes aktuelle funktionsniveau, reaktioner på krav og behov for støtte, før man finder et mindre indgribende tilbud.

Kommunen vurderer, at en almindelig sikret afdeling heller ikke er nok, fordi Annika både har et meget stort behov for skærmning og personale med særligt psykiatrisk kendskab.

Grenen-Dalstrup er et sikret tilbud, der har specialiseret sig i unge med kriminalitet eller risiko for kriminalitet. Men på den særligt sikrede afdeling kan også unge uden kriminalitet anbringes efter de sociale regler.

For få uger siden tilbød Familierådgivningen dog Annika Balle Olsen en egen lejlighed på et åbent bosted i Brovst nær Aalborg. Familien afviste på grund af afstanden.

- Hvordan kan de tilbyde så åbent et tilbud og så kort tid efter mene, at hun skal på en særligt sikret afdeling? spørger Eva Maria Olsen.

En særligt sikret afdeling er niveauet over en almindelig sikret institution. På Grenen-Dalstrup er det afdeling Syd, hvor yderdørene er låste, og som er målrettet unge med psykisk afvigende adfærd, der ikke kan være på en almindelig sikret afdeling.

Loven kræver blandt andet, at en almindelig sikret afdeling ikke er tilstrækkelig, og at der foreligger en lægefaglig vurdering af aktuelle symptomer på psykisk sygdom.

Det undrer Eva Maria Olsen, at vurderingen bag indstillingen er underskrevet af en overlæge, som ifølge familien aldrig har mødt Annika. Familien har desuden gjort indsigelse mod, at vurderingen nævner diagnosen “blandet udviklingsforstyrrelse af specifikke færdigheder”, som Annika ikke har fået diagnosticeret.

Kommunen vil ikke udtale sig om den konkrete sag.

Chef for Børn og Unge Christian Rotbøl skriver dog, at sikrede og særligt sikrede anbringelser er blandt lovens mest indgribende indsatser og kun kan bruges efter en konkret vurdering, når lovens betingelser er opfyldt – og den unges behov ikke kan imødekommes forsvarligt i et mindre indgribende eller åbent tilbud.

Læs hele svaret fra Christian Rotbøl, Chef for Børn og Unge i Skanderborg Kommune.

1. Oplever Skanderborg Kommune generelt mangel på højt specialiserede og skærmede tilbud til unge med alvorlig psykisk mistrivsel og neurodivergens, som hverken passer i åbne botilbud, psykiatrien eller på sikrede institutioner?

På landsplan ser vi en stigende kompleksitet i de sager, der omhandler børn og unge med omfattende psykiske vanskeligheder og neurodivergente diagnoser såsom autisme og ADHD. Det kan gøre det vanskeligt at finde ledige pladser i egnede åbne botilbud, der præcist matcher den enkelte unges behov.

Skanderborg Kommune oplever ligesom mange andre kommuner, at der for nogle unge kan være mangel på pladser til meget specialiserede åbne botilbud, særligt når der er tale om komplekse problemstillinger, som kombinerer psykisk mistrivsel, sociale udfordringer og behov for høj grad af skærmning. Vi arbejder derfor løbende på at finde de bedst egnede løsninger i samarbejde med specialiserede tilbud, regioner og andre relevante samarbejdspartnere.

Anbringelse på en sikret eller særligt sikret institution er blandt de mest indgribende indsatser efter barnets lov og kan alene anvendes, når lovens betingelser er opfyldt.

2. Hvad gør Skanderborg Kommune for at forebygge, at unge med alvorlige psykiske vanskeligheder ender på en sikret eller særligt sikret afdeling, fordi et mindre indgribende tilbud ikke findes?

Vi arbejder ud fra princippet om den mindst indgribende indsats, som kan sikre, at den unge modtager den nødvendige støtte, behandling og omsorg i et tilbud, som samtidig kan imødekomme den unges aktuelle udfordringer.

Derfor arbejder vi blandt andet med tidlig indsats, tæt samarbejde med familien og netværket omkring den unge, tværfagligt samarbejde mellem social-, skole- og sundhedsområdet, løbende opfølgning på den unges udvikling og trivsel, samt løbende vurdering af mulighederne for støtte i mindre indgribende tilbud, så behovet for anbringelse på en sikret eller særligt sikret institution så vidt muligt undgås.

Når sådanne anbringelser alligevel kommer på tale, sker det alene efter en konkret vurdering af den unges situation og inden for de rammer, som barnets lov fastsætter. Anbringelse på en sikret eller særligt sikret institution er blandt de mest indgribende indsatser efter barnets lov og kan alene anvendes, når lovens betingelser er opfyldt, fx hvor der er et særligt behov for at forhindre, at den unge udsætter sig selv eller andre for alvorlig fare, unddrager sig nødvendig hjælp eller i øvrigt befinder sig i en situation, hvor de særlige lovbestemte kriterier er opfyldt. Det vil altid være en forudsætning for indstilling, at den unges behov ikke kan imødekommes forsvarligt gennem mindre indgribende eller åbne tilbud.

3. Hvor mange unge fra Skanderborg Kommune er aktuelt anbragt på en særligt sikret afdeling af sociale årsager?

Skanderborg Kommune har aktuelt ikke anbragt personer på særligt sikrede afdelinger.

4. Hvor mange unge fra Skanderborg Kommune har de seneste fem år været anbragt på henholdsvis sikrede og særligt sikrede afdelinger af sociale årsager?

Skanderborg Kommune har haft 3 unge anbragt på sikrede eller særligt sikrede afdelinger af sociale årsager indenfor de seneste 5 år.

Herudover har der i yderligere to sager været truffet afgørelser i Børn og ungeudvalget, hvor afgørelserne efterfølgende ikke har kunnet effektueres grundet pladsmangel på sikret/særlig sikret institution.

Flere psykisk syge bag lås og slå

Annika Balle Olsens historie er del af en større udvikling.

I 2012 var otte procent af unge på sikrede institutioner anbragt på såkaldte sociale pladser - altså uden at være der på grund af kriminalitet. I 2025 var andelen steget til 46 procent, viser tal fra Danske Regioner.

Skanderborg Kommune har de seneste fem år anvist fem unge til særligt sikrede afdelinger af sociale årsager. Tre af anvisningerne blev effektueret, oplyser kommunen.

Udviklingen bekymrer blandt andre Bedre Psykiatris generaldirektør Jane Alrøe Sørensen, som til TV 2 kalder det “dybt problematisk” og "under al kritik":

- Når man er så syg, skal man have et højt specialiseret tilbud med mulighed for at komme sig og komme tilbage i trivsel. Det er stærkt problematisk, at de bedste tilbud, man har, er sammen med unge kriminelle. Det er ikke værdigt, siger hun til TV 2.

Chef for Børn- og Unge i Skanderborg Kommune Christian Rotbøl peger på, at Skanderborg Kommune – ligesom mange andre kommuner – kan opleve mangel på pladser til meget specialiserede, åbne botilbud til unge med komplekse problemstillinger, som kombinerer psykisk mistrivsel, sociale udfordringer og behov for høj grad af skærmning.

- Vi arbejder derfor løbende på at finde de bedst egnede løsninger i samarbejde med specialiserede tilbud, regioner og andre relevante samarbejdspartnere, skriver han til SkanderborgLIV.

- Jeg er virkelig bange for, hvad det vil gøre for Annika at komme på den afdeling, siger Eva Maria Olsen.

Både mor og datter frygter for onsdagens afgørelse. Foto: Maria Neergaard Lorentsen

Annika Balle Olsens private psykolog, Linda Larsen, deler bekymringen og har flere gange underrettet kommunen, fordi hun mener, at Annika mangler den rette hjælp.

- Jeg forstår slet ikke, hvordan det er kommet hertil. Hun har brug for ro, en plan og voksne med specialviden – ikke at blive låst inde. Det vil med sikkerhed forværre hendes mentale tilstand og kan traumatisere hende yderligere, siger psykologen, der mener, hun bør bo mere selvstændigt med tæt støtte.

Den løsning er Annika Balle Olsen enig i.

- De seneste fire uger i campinghytten har været de bedste, jeg har haft længe. Her har der været ro, og jeg kan sagtens gå ud uden høreværn nu. Jeg drømmer om at få et normalt liv, komme tilbage i skole og videre på gymnasiet, siger hun.

Der er mange tusind kroners forskel på den samme behandling, alt efter hvilken tandlæge du vælger. Arkivfoto: Vibeke Toft/Ritzau Scanpix

Stort pristjek: Her er de billigste og dyreste tandlæger i Skanderborg

Det kan være en dyr fornøjelse at sætte sig i tandlægestolen, og derfor har SkanderborgLIV lavet et pristjek på, hvad tandlægerne i Skanderborg Kommune tager for flere forskellige behandlinger.

Det kan være en dyr fornøjelse at sætte sig i tandlægestolen, og derfor har SkanderborgLIV lavet et pristjek på, hvad tandlægerne i Skanderborg Kommune tager for flere forskellige behandlinger.

Selvom den nye regering har en plan om at gøre tandlæge gratis for alle, så har det stadig lange udsigter.

Men allerede nu kan der være penge at spare. Faktisk svinger priserne på at få fikset et hul i tænderne eller lavet en krone meget hos tandlægerne i Skanderborg.

Det viser et pristjek, SkanderborgLIV har lavet i sundhed.dks database. Her skal tandlæger indberette priser på otte behandlingsområder, og priserne varierer med flere tusinde kroner for den samme behandling.

For mens en rodbehandling hos tandlægerne Mindet koster 9.107 kroner, kan du gå 500 meter ned ad Adelgade og kun slippe 2.800 kroner hos Tandlægerne Adelgade.

Fakta: De billigste og dyreste tandlæger

De billigste tandlæger ifølge vores sammenligning af tallene på sundhed.dk:

1. Tandlægerne Adelgade, Skanderborg

2. Godt Smil Skanderborg

3. Stilling Tandlægerne

De tre dyreste er:

1. Tandlægerne Mindet

2. Sundhedshusets Tandlægeklinik

3. Tandteamet Refslund og Ørts

Sammenligningen bygger på priserne for rodbehandling, fyldning på tre flader i en lille kindtand, porcelænskrone og hård bidskinne.

Se alle tandlægerne og sammenlign priserne i tabellen længere nede.

Kilde: Sundhed.dk

De store prisforskelle begrundes i forskelle i faste udgifter som huslejebetalinger eller valg af materialer og udstyr i behandlingen. Men tandlæger er også selvstændige erhvervsdrivende, og derfor tager de den pris, markedet kan bære.

Det vurderer cheføkonom Morten Bruun Pedersen fra Forbrugerrådet Tænk overfor Stiften.

Han anbefaler derfor, at man indhenter tilbud fra flere forskellige tandlæger, så man kan sammenligne. For mens tandlægerne har faste priser på mindre behandlinger som tandrensning og tandeftersyn, så er der ingen rammer om prisen for rigtigt mange behandlinger, og tandlægen kan derfor selv bestemme, hvad det skal koste at udbedre et hul eller få en bidskinne.

Du kan finde den fulde database med tandlægepriser her. I den kan du også sammenligne prisniveauet hos din egen tandlæge med andre lokale tandlæger - eller tandlæger på den anden side af kommunegrænsen.

Sådan forhandler du om prisen

Forbrugerrådet Tænk har lavet en vejledning til at finde den bedste pris på behandlinger hos tandlægen. Her er de gode råd:

  • Find ud af, hvad du skal have lavet: Bed om en præcis betegnelse og beskrivelse af den behandling, du har brug for på skrift. Få tilsendt røntgenbilleder mail, så du selv har dem. Husk, at du altid har ret til at få din egen journal.
  • Få et tilbud på skrift: Når du har brug for en større og dyrere behandling, skal tandlægen give dig et prisoverslag på skrift. Det gælder, hvis din egenbetaling er 2.500 kroner eller mere. Du kan dog altid bede om et prisoverslag uanset beløbet.
  • Undersøg prisen andre steder: På Sundhed.dk kan du få et overblik over cirkapriserne på 8 af de større behandlinger hos forskellige tandlæger. Her kan du altså sammenligne priser. Brug det skriftlige tilbud, du har fået, til at undersøge, om det er en fair pris. Find mindst tre tandlæger i nærheden af dig. Sammenlign deres priser med tilbuddet fra din nuværende tandlæge.
  • Spørg tandlægen om en ny pris: Når du kender prislejet for den behandling, du har brug for, kan du indhente og sammenligne tilbud fra de forskellige tandlæger. Du kan også sende en mail til din nuværende tandlæge, hvis du har fundet et bedre tilbud men gerne vil forsætte hos din tandlæge. Så kan det være, at din tandlæge vil matche tilbuddet. Send en mail til andre tandlæger i lokalområdet, hvis tilbuddet fra din nuværende tandlæge er for dyrt, og du ikke har noget imod at skifte tandlæge.
Kilde: Forbrugerrådet Tænk
Planen om et nyt plejehjem med 60 pladser i Låsby er sat på pause. Arkivfoto: Jesper Rehmeier

Nævn underkender kommunen: Plejehjem i Låsby sat på pause

Planklagenævnet har underkendt Skanderborg Kommunes ekspropriation af jord til det planlagte plejehjem i Låsby. Nu er både placeringen og tidsplanen usikker.

Planklagenævnet har underkendt Skanderborg Kommunes ekspropriation af jord til det planlagte plejehjem i Låsby. Nu er både placeringen og tidsplanen usikker.

Planen om et nyt plejehjem med 60 pladser i Låsby er sat på pause, efter Planklagenævnet har underkendt Skanderborg Kommunes beslutning om at ekspropriere landbrugsjord til projektet. Det skriver DitRy.

Kommunen har arbejdet med planerne i tre år, og lokalplanen for området ved Nørregade og Gjernvej blev vedtaget i december. Men nævnet har givet ejerne af den berørte landbrugsejendom medhold i, at ekspropriationen ikke kan gennemføres.

Borgmester Frands Fischer (S) kalder afgørelsen bemærkelsesværdig.

- Nu viser det sig, at vi har taget fejl. Det må vi tage på os, siger han til DitRy.

Ifølge mediet har nævnet blandt andet lagt vægt på, at kommunen havde andre mulige placeringer, og at projektet vil være et væsentligt indgreb i landbrugets drift og fremtidige muligheder.

Afgørelsen er endelig og kan ikke ankes. Kommunen vil nu undersøge, om der kan findes en anden placering til et plejehjem i Låsby.

Plejehjemmet var efter planen klar til indflytning i slutningen af 2028 eller begyndelsen af 2029. Det tidspunkt er nu usikkert.

- Vi er noget chokerede over det her, for det betyder, at plejehjemmet i hvert fald bliver meget forsinket, hvis det da overhovedet kan lade sig gøre at finde en placering i Låsby, siger Jørgen Jakobsen, formand for den lokale følgegruppe, til DitRy.

Christian Bank er formand for Skanderborg Vinterbadeklub, Sviba i daglig tale. Klubben bader fra Dagmarbroen i Skanderborg Sø ved Vestermølle. Foto: Johanne Jedig Wejse

Fra isbrud til sauna: Sådan oplevede nybegynderen sit første kolde gys i søen

Snart er vinterbade-sæsonen i gang igen.
Der er sammenlagt knap 1.000 faste vinterbadere i Skanderborg. Men hvad er det, der får mennesker til at dykke ned i isvand? Det satte SkanderborgLIVs journalist sig for at undersøge på egen krop.
Artiklen er fra arkivet.

Der er sammenlagt knap 1.000 faste vinterbadere i Skanderborg. Men hvad er det, der får mennesker til at dykke ned i isvand? Det satte SkanderborgLIVs journalist sig for at undersøge på egen krop.

- Jeg har lige været ude og hakke hul på isen, lyder hilsenen fra Christian Bank.

Han står foran Vestermølle i tyk jakke og vanter, mens solen glimter i isflagerne på søen foran os.

Christian Bank er formand for Skanderborg Vinterbadeklub, der i daglig tale går under navnet Sviba.

En klub, han var med til at starte, og som råder over sauna og badebro fra Vestermølle i vinterbadesæsonen mellem oktober og maj.

Han har sagt ja til at fortælle lidt om vinterbadning i Skanderborg Sø, og til at guide denne journalist gennem sit første kolde dyb – nogensinde.

Isflagerne på søen er efterhånden et sjældent syn, og derfor bliver pumperne fra Skanderborg Vinterbadeklub ikke nødvendigvis tændt hver eneste gang. Foto: Johanne Jedig Wejse

- Når man vinterbader, er der en million måder at gøre det på. Det vigtigste er bare at eksekvere. Du skal aldrig lige stikke tåen ned for at mærke, om vandet er koldt – for det er det, lyder et af de indledende råd fra Christian Bank.

Hvis det bliver "rigtig vinter", har Sviba mulighed for at tænde pumper ved badebroen, så der ikke skal hakkes hul i isen hver dag. Men isen er væk allerede, når denne artikel udkommer, og derfor har det ikke været nødvendigt i den nuværende sæson.

To vinterbadeklubber i søen

Det er den 11. sæson, vinterbadeklubben eksisterer, og de har netop haft åbent for tilmeldinger til den kommende sæson, og som vanligt er der hurtigt få billetter tilbage. Dog ikke lige så hurtigt som dengang, de var den eneste vinterbadeklub i byen.

- Før Vinterbybadet åbnede med sine 700 medlemmer, var vores medlemsskaber som festivalbilletter – de blev revet væk. Men nu vælger man aktivt, hvor man gerne vil være medlem, fortæller Christian Bank.

Vinterbadning i Skanderborg

Ved Skanderborg Vinterbadeklub (Sviba) ligger det årlige kontingent på 650 kroner. Så får man via nøglebrik adgang til klubbens lokaler, herunder sauna, indenfor åbningstiderne.

Åbningstiderne er alle ugens dage fra 6 til 10, og mandag og onsdag aftener fra 15 til 21.

Ved Vinterbybadet koster et medlemskab 550 kroner, og nøglebrikken koster 100. Det bliver altså også 650 kroner for en sæson.

Her er åbningstiderne alle hverdage fra 6 til 10 og 15 til 22, samt lørdag og søndag fra 7 til 11 og 15 til 22. Der er lagt en stilletime ind i alle tidsrum.

Derudover er det muligt at blive medlem af vinterbadeklubber i Ry (ved Knudsø) og Solbjerg i nærområdet, og ellers er der flere i Aarhus og Horsens.

Han har shanghajet den erfarne vinterbader Birgitte Randrup Krog til at hjælpe mig lidt på vej, og vi følges ud på badebroen langs det frosne vand på Skanderborg Sø.

Fra Dagmarbroen ind til saunaen i Vestermølle er der en fin gåtur, som vinterbaderne går med morgenkåbe eller håndklæde omkring sig. Foto: Johanne Jedig Wejse

Inden har Christian Bank fortalt om både de sociale aspekter ved Vinterbadeklubben, der har familieskab med både løbeklub og kajakklub, og om de værdier, der hører til i klubben.

- Vi afklæder os tøj, politik og religion, når vi vinterbader. Det er vigtigt for os, at du ved, hvordan du opfører dig, når du kommer hertil, understreger han.

Så man skal være nøgen? 

- Der er mange besøgende her på Vestermølle, så når du går mellem klublokalerne og badebroen, er du tildækket. Men når du bader, er det helt tekstilfrit. Og i saunaen er du tildækket med et håndklæde, men ingen badetøj, siger Christian Bank.

Isen er skarp

Jeg tænker på den badedragt, som jeg – en smule optimistisk – har taget på under mit varme tøj, og spørger, hvorfor de har den politik.

- Der er både de praktiske grunde. Vi har et stykke at gå fra søen til sauna, og mange kvinder kunne blive ramt af blærebetændelse, hvis de skulle være iført koldt og vådt badetøj på den tur. Samtidig ville saunaen nemt komme til at lugte af vådt badetøj. Men det er også en del af præmissen, og jeg ville først føle mig nøgen, hvis jeg skulle bade med nogen, der ikke er nøgne, siger Christian Bank.

Det er svært ikke at have hjertet helt oppe i halsen, når man går på badebroen langs det iskolde vand. Foto: Johanne Jedig Wejse

Nuvel. Skik følge eller land fly, som man siger. Det er mottoet, da jeg på gåturen med Birgitte Randrup Krog får endnu flere tip til at lave det kolde dyp. Iført intet andet end et badehåndklæde og badesandaler.

Hun foreslår at dyppe sig først, så vi bare kan skynde os ind i saunaen, når jeg er færdig.

- Bare ned og så op igen. Men prøv at give slip på vejrtrækningen. Og se, om du lige kan holde ud at være dernede i nogle sekunder, siger Birgitte Randrup Krog, inden hun tager bestik af hullet ved badebroen:

- Det er vigtigt, at vi sørger for, at isen er lidt væk, for det er så skarpt, at man kan skære sig på det. Så jeg plejer bare at blive ved med at holde fast i badestien.

Hun træder langsomt ned i vandet med dybe vejrtrækninger.

Birgitte Randrup Krog er erfaren vinterbader, og kommer mindst én gang ugentligt i vinterbadeklubben. Foto: Johanne Jedig Wejse

- Ja, det stikker, men det gør jo ikke noget, siger Birgitte Randrup Krogh, da hun er fuldt dækket af vandet.

Da hun er oppe igen, kan jeg mærke pulsen stige endnu mere. Jeg rækker håndklædet til Birgitte Randrup Krogh, og telefonen med kamera til Christian Bank, der har sluttet sig til os.

- En, to, tre. Træk vejret, træk vejret, træk vejret – supergodt, siger Birgitte Randrup Krogh, mens jeg med adrenalinen pumpende i kroppen laver det famøse kolde dyp.

En ud-af-kroppen-oplevelse

Helt ned med nakken, hænderne klamrer sig til stien, og så op igen.

- Se, om du kan se sur ud nu, siger Christian Bank, da jeg er kommet op og har fået håndklædet omkring mig.

Og det kan jeg ikke. Han havde ret, da han tidligere beskrev det som naturens egen lykkefølelse.

Blodet suser rundt i kroppen, når man kommer op fra det kolde vand. Foto: Privat

På gåturen tilbage beskriver jeg det som en ud-af-kroppen-oplevelse at gøre noget, jeg synes er ubehageligt. Og mærke lettelsen over, at det nu er overstået.

Vi bevæger os roligt ind i saunaen, hvor jeg har mit håndklæde omkring mig, og fødderne til at hvile på et andet.

I saunaen går snakken livligt; Christian Bank fortæller om fødslen af sit seneste barnebarn, mens jeg bliver guidet til at mærke efter den kropslige reaktion.

Jeg spørger ind til, hvor lang tid de regner med at blive i saunaen, og sidder også og begynder at planlægge min hjemtur, mens nogle af de andre saunagæster ærgrer sig over, at der ikke er saunagus i dag.

- Typisk er det første dyp det hurtigste, hvor man virkelig mærker det. Mens man til det andet, og nogle gange også det tredje har nemmere ved at være lang tid i vandet, siger Birgitte Randrup Krogh, da vi evaluerer lidt på dyppet.

- Så... De fleste af jer går ud igen? Nu? spørger jeg, og har nok lidt svært ved at skjule min overraskelse.

Christian Bank og Birgitte Randrup Krog har begge faste rutiner omkring deres vinterbadning; og de deler gerne ud af deres tips og tricks. Foto: Johanne Jedig Wejse

De andre i saunaen taler videre om det dejlige ved at tage flere dyp, og samtalen glider tilbage på barnebarn og sommerhusture, mens jeg summer lidt i varmen.

Christian Bank fortalte tidligere, at klubbens 220 medlemmer har en stor diversitet, og aldersgruppen spænder fra 18 til 84, med en overvægt af de 50-60-årige.

En lille smule tvunget

- Skal du ud tre gange, eller hvad? spørger en af saunagæsterne mig.

- Naaaeerj, jeg er ikke sikker på, at jeg skal ud igen, trækker jeg.

- Jo, det skal man da. Det er den bedste måde at slutte af, siger Christian Bank, og tilføjer:

- Ellers tror jeg, at du vil komme til at fortryde det. Det bliver en helt anden oplevelse.

Birgitte Randrup Krog supplerer:

- Hvis du skal lave den klare, journalistisk-antropologiske undersøgelse, hvor du virkelig sætter dig ind i kilderne, så...

Jeg prøver at forklare, at jeg lige havde forberedt mig mentalt på at gøre det én gang. Men jeg kan godt mærke, at slaget er tabt, og især Birgitte Randrup Krogs argument er svært at sige imod.

- Vi kan jo ikke tvinge dig, men hvis du beslutter dig for at gøre det, så vil jeg gerne gå med dig, siger Birgitte Randrup Krog.

Inden længe befinder jeg mig tilbage på badebroen. Adrenalinen pumper ikke på samme måde, og jeg tager mig selv i at tænke, at nu skal det overstås. En, to, tre.

Ja, der skal ikke herske tvivl om, at jeg altså var i. Foto: Privat

- Var det ikke lidt anderledes? spørger Birgitte Randrup Krog, da jeg er kommet op.

- Jo – men mest fordi jeg faktisk synes det var hårdere, siger jeg med håndklædet knuget omkring mig.

- Måske du også har følt dig en lille smule tvunget til det, siger min medbader, og jeg griner lidt nervøst, mens hun også dypper sig anden gang.

Vi møder de fleste af vores sauna-kompagnoner på tilbagevejen, og det er tydeligt, at alle skal ud igen.

Den smukke dag gjorde det nemmere at nyde gåturen mellem saunaen og klubfaciliteterne, og Dagmarbroen med det kolde dyp. Foto: Johanne Jedig Wejse

Dem, der nøjes med to dyp, tager bare en hurtig tur ind i saunaen igen. De plejer ikke at tage et brusebad bagefter; det er en af fordelene ved det ferske vand.

- Der er stor forskel på salt- og ferskvand. Det ferske vand er tyndere, og kommer mere ind i ørerne. Men til gengæld føler du dig ren af vandet, hvorimod saltvandet klistrer. I hvert fald på det her tidspunkt, hvor der ikke er alger. Og så slipper du også for brandmænd i ferskvandet, siger Christian Bank.

Saunaen er stuvende fuld, og vi må klemme os sammen. Jeg sidder der lige til at få varmen, og så hopper jeg ind for at få tøj på igen. Ude i bilen spørger min mand, om jeg nu skal til at være vinterbader:

- Nej, det tror jeg altså ikke. Men det var da sjovt at prøve.