Peter A.G. tog fusen på pressen, for Gnags er kun færdige med festivaler og vil altså stadig spille andre koncerter. Søndag lukkede bandet Bøgescenerne til dette års Smukfest i Skanderborg. Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix.
Så blev det mandag
Så blev det mandag.
Teltene skal ned. Den sidste fadøl er skænket. Og Gnags har spillet Smukfest ud med det, der samtidig blev bandets sidste festivalkoncert nogensinde.
60.000 gæster om dagen har festet, sunget og drukket sig gennem en uge under bøgetræerne. Og overordnet set blev Smukfest 2026 en succes.
Men ikke alt fungerede lige godt.
Det kan du læse om i dagens nyhedsbrev, hvor vi har gjort status på Smukfest 2026.
Bøgescenerne er efterhånden blevet legendariske. Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix
Én ting fungerede ikke i år: Her er, hvad der gik godt og skidt på Smukfest
Christian Olesen chole@stiften.dk
søndag 9. aug. 2026 kl. 17:50
Christian Olesen chole@stiften.dk
Smukfest var en succes med glæde, druk og fællessang. Men som altid er der plads til forbedringer. Her er, hvad der fungerede godt og skidt.
60.000 daglige gæster, heraf 18.000 frivillige, indtog Skanderborgs bøgeskov i en uge.
I år har Stiften og SkanderborgLiv dækket festivalen sammen, og udover talrige artikler har vi diskuteret, hvad der gik godt og skidt på dettes års Smukfest.
Vi begynder med Bøgescenerne.
For flere koncerter var proppede til bristepunktet, og det er atypisk for Smukfest, hvor man ofte plejer at kunne finde en udmærket plads til de store koncerter.
Der var proppet til Robbie Williams. Heldigvis spillede Artigeardit samtidig på en anden scene, hvilket tog lidt af presset. Foto: Mikkel Berg Pedersen / Ritzau Scanpix
Værst var Minds of 99 lørdag aften. Her følte flere gæster sig klemt og beskrev, at de måtte kravle over en bardisk for at komme i sikkerhed. Fra scenen sagde forsanger Niels Brandt, at folk skulle passe på hinanden.
Generelt virker det til, at der har været et større pres til de store koncerter på Bøgescenerne i år end tidligere.
Normalt er Smukfest gode til at sørge for, at to populære kunstnere spiller på samme tid på forskellige scener, så publikum bliver spredt ud.
Det lykkedes for eksempel nogenlunde med Robbie Williams og Artigeardit onsdag aften, men fungerede ikke lige så godt de andre dage.
Det interessante er, at der ofte var fin plads oppe foran scenen, mens presset skete bagved og i den bagerste del af midten. Nok fordi folk først stødte til, når koncerten begyndte.
Månen flyttede
Trængslen kunne også mærkes andre steder, hvor det indimellem var svært at komme fra a til b.
Smukfest har da også flyttet rundt på pladsen i år, og der er kommet et nyt torv og en helt ny technoscene kaldet Ekko, og samtidig er teltscenen Månen flyttet ud i Sherwoodområdet.
Flytteræset virker til at have skabt en ubalance, så folk klumper sig mere sammen. Måske skal gæsterne lige vende sig til den nye indretning, men festivalledelsen bør nu alligevel overveje, om den kan justeres.
Vi mødte i hvert fald et par gæster, som var på vej hjem, fordi de oplevede, at pladsen var presset.
Et nyt torv skaber et sted for hygge mellem koncerterne. Indimellem var der også underholdning her. Foto: Mikkel Berg Pedersen / Ritzau Scanpix
Vi ærgrede os også lidt over Månens nye placering.
Tidligere var den en scene, man kom forbi og "faldt" over noget spændende eller gik til, hvis der ikke var plads ved Bøgescnen. Men med den nye placering, tog man nærmest kun derhen, når der spillede en kunstner, man virkelig ville se
Det er ærgerligt, fordi magien ved en festival netop er at falde over noget nyt. Selve scenen fungerer dog rigtig godt, når man endelig fandt derhen.
Ny technoscene
Smukfests nye elektroniske scene hedder Ekko. Her fik du måske ikke den store kunstneriske musikoplevelse, men der var ofte vild fest.
Det matcheret Smukfest-publikum, som alligevel typisk tager på festival for stemningen fremfor musikken.
Den nye scene Ekko på Smukfest var populær i aftentimerne. Men bassen fra scenen forstyrrede indimellem de intime øjeblikke på den nærliggende Bøgescene. Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix
På nogle tidspunkter var stemningen ved halvdød, men om aftenen var og natten var der ofte virkelig gang i den.
Lørdag var Ekko så populær, at Smukfest måtte lukke for yderligere adgang til området af sikkerhedsmæssige årsager.
Indimellem forstyrrede scenens pumpende bas dog også de intime koncertøjeblikke på Bøgescenen. Det skete for eksempel under koncerter med Simon Kvamm og Annika.
Alt det praktiske
Nu vi er ved bas og lyd, så skal Smukfests lydfolk have ros.
Til langt de fleste koncerter spillede lyden altså bare. Den var klar og gennemtrængende på en positiv måde.
Og lad os fortsætte med det positive. For der var sjældent lang kø til toiletterne. Kun efter de store koncerter, hvilket er forventeligt.
Samme situation så man ved mad- og ølboder, hvor du heller ikke skulle vente længe for at komme til kassen. Så selvom oplevede trængsel andre steder, var boderne ikke plaget for meget af det.
Annika samlede bøgeskoven til fællessang onsdag eftermiddag på Smukfest. Foto: Christian Olesen
Generelt brillerer Smukfest ved at have et flot udbud af drikke- og madboder. Du kan få alt fra en snasket flæskestegssandwich til friske, asiatiske vegetarretter og michelin-mad.
Sidstnævnte testede vores madanmelder og kaldte oplevelsen "tæt på fremragende."
En anden ros skal gives til alle de frivillige, som altid gav et smil og sørgede for, at pladsen altid tog sig flot ud.
Håbløs fredag
Smukfest kunne dog godt have fordelt kunstnerne lidt bedre i løbet af ugen. For i år var fredag en slatten dag. I hvert fald musikmæssigt.
Vi talte med flere, som havde svært ved at finde ting, de gad høre, og det resulterede da også i, at der særligt fredag eftermiddag virkede til at være lang færre mennesker på pladsen.
Derfor savnede vi en bedre balance mellem gode musikdage som onsdag, torsdag og lørdag og så den kedelige fredag.
Simon Kvamm var et af festivalens store scoops. Han tog gæster med som Peter Sommer, Lis Sørensen, Søren Huss, Hugorm, Saveus og halvdelen af Nephew. Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix
Og nu vi er ved musikprogrammet, så leverede hoveddelen af de danske kunstnere solid underholdning. Lige fra Annika til Simon Kvamm, Kesi, Morten Breum og Minds of 99.
Særligt Simon Kvamm og Morten Breum var et scoop, fordi de ikke spiller på andre danske festivaler i år og samtidig passer fremragende til Smukfests publikum.
De internationale navne var en mere blandet landhandel. Robbie Williams leverede en godkendt koncert onsdag aften, og dagen efter kom hitmageren Lewis Capaldi forbi, mens det lørdag aften var Mackelmore.
Publikum virkede tilfredse, men vi savnede et mere aktuelt verdensnavn i stil med Shawn Mendes eller Ava Max, der har spillet på festivalen de seneste år.
En succes, men ..
Som udgangspunkt var Smukfest anno 2026 altså en succes. Folk var glade og havde en fest under trækronerne.
Men når gæster oplever trængsel til koncerter og på pladsen, bør festivalen tage det alvorligt og finde årsagen.
Trængsel på bøgepladsen til Minds of 99. Foto: Johanne Jedig Wejse
Det er svært at sige, om det er indretningen, antallet af mennesker eller planlægningen af koncerterne. For der var egentlig udmærket plads foran til flere af de pressede koncerter.
Men et eller andet fungerede ikke efter hensigten. Vi håber, det spiller bedre til næste år.
Peter A.G. tog fusen på pressen, for Gnags er kun færdige med festivaler og vil altså stadig spille andre koncerter. Søndag lukkede bandet Bøgescenerne til dette års Smukfest i Skanderborg. Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix
- I har oplevet Gnags' sidste festivalkoncert, sagde Peter A.G. på Smukfest
Christian Olesen chole@stiften.dk
søndag 9. aug. 2026 kl. 23:30
Christian Olesen chole@stiften.dk
Søndag lukkede Gnags årets Smukfest og annoncerede, at bandet er færdige med festivaler. Samtidig løftede Peter A.G. sløret for noget nyt.
I år har Gnags 60 års jubilæum.
Det fejrede bandet med en stor turné kaldet Summer of love, der også er navnet på en single, bandet udgav tidligere i år.
Men længe har rygterne svirret i musikbranchen om, at Gnags' koncert på Smukfest måske ville blive bandets allersidste.
Peter A.G. Nielsen lignende ikke en mand, der var på vej på pension. Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix
Det gamle Aarhus-band, som oprindeligt blev dannet i Skjern, var da også sat til at gå på som de sidste på Bøgescenerne klokken 21.30 søndag aften.
Og da søndag var turnéen sidste koncert, virkede det ikke helt ulogisk, at Danmarks ældste rockband nu var pensionsmoden.
Inden koncerten gik to konferenciers på scenen, og de virkede til at puste til ilden.
- Hvilket punktum vi skal have sat med nogle vaskeægte legender, sagde de.
"Om gud vil"
Derfor spidsede publikum øre, da Peter A.G. Nielsen tog ordet til sidst i koncerten.
- Tak for opbakningen fra jer. Og tak for opbakningen igennem 60 år, sagde han.
Under "Mr. Swing King" kom der for alvor gang i festen i bøgeskoven. Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix
- Det, I har oplevet nu her, er Gnags' sidste koncert på "Summer of Love" turnéen.
Han holdt en kunstpause.
- Og Gnags sidste festivalkoncert i det hele taget, lød det så.
Publikum buhede. Nogle råbte "Nej!".
- Men vi håber at kunne forberede en række indendørs koncerter til foråret, hvor vi også kan strække hele kataloget, så I kan høre flere numre fra Gnags' historie, sagde Peter A.G. Nielsen så.
Peter A.G. Nielsen har været frontmand i Gnags, siden han som 13-årig var med til at starte bandet i Skjern. Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix
- Det bliver indendørs koncerter om gud vil, og om publikum køber billetter, fortsatte han.
Folk jublede og klappede. Humøret var højt igen på grund af løftet om flere koncerter.
- Men ellers vil jeg bare ønske jer alle det allerbedste og sige mange, mange gange tak for en lang karriere.
Ny plade om lidt
Det blev altså ikke Gnags' sidste koncert. Men det blev bandets sidste festivalkoncert.
Og så afslørede den 73-årige forsanger datoen for en længe ventet udgivelse.
- Det, vi ved med sikkerhed, er, at 4. september kommer vi med et nyt album, vi har arbejdet på i lang tid. Det hedder Knark. For det er verden set fra en gammel mands synspunkt, sagde Peter A.G. Nielsen.
Publikum var ved godt mod, selvom det var søndag aften på en festival, hvor musikken havde været i gang siden onsdag. Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix
Gnags er færdige med festivaler efter søndagens koncert. Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix
Herefter spillede Gnags et nyt nummer, som blev udgivet på diverse streamingtjenester umiddelbart efter koncerten.
- Men publikum skal høre den her først! slog Peter A.G. fast, hvorefter han sang og dansede rundt.
Da guitaristen døde
Det er ikke første gang, man taler om en afslutning på det historiske band Gnags.
Hele bandet leverede, da Gnags lukkede Danmarks næststørste festival. Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix
For nogle år siden var Gnags egentligt i gang med overvejelserne om en afskedsturné.
- Det skulle have været lukket. Men det skal ikke lukke på den måde, sagde Peter A.G. Nielsen tidligere i år til P1.
Han henviser til 2022, hvor Gnags spillede en stor koncert med flere gæster i forbindelse med Aarhus Festuge. Ifølge Peter A.G. Nielsen var det en slags prototype på en afskedsturné.
Men så døde guitarist Per Frost, og så var Peter A.G. Nielsen pludselig det eneste originale medlem tilbage i bandet og ville altså ikke slutte på den måde.
Der var fyrværkeri og fest, da Gnags spillede på Bøgescenerne. Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix
De fleste ville være gået på pension for længst. Men ikke 73-årige Peter A.G. Nielsen. Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix)
Derfor har han denne turné samlet en række musikere, der har spillet med Gnags gennem året. Bedst kendt er Mads Michelsen på trommer og percussion.
Til koncerten i bøgeskoven spillede Niels Mathiasen keyboard og saxofon, på guitar var det Vicky Singh, på Trommer Jon Gruntvig, på bas Peter Kjøbsted, kor var Anne Seier og Marcel Gbekle, på keyboard Søren Runge, og kapelmester og rytmemand var altså Mads Michelsen
Vokal og frontmand var selvfølgelig Peter A.G. Nielsen.
Pludselig stod Stewart Stardust på Stjernescenen til Smukfest. Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix
Anmeldere sabler lummer koncert ned: Men Anders Matthesen blev et overraskende lyspunkt
Kristoffer Hanberg Clemmensen khc@stiften.dk
søndag 9. aug. 2026 kl. 12:05
Kristoffer Hanberg Clemmensen khc@stiften.dk
En anmeldeler undskylder, at han på forhånd anbefalede festivalgæsterne at troppe op til koncerten. Men gæsterne virkede til at have en fest.
Der var både moshpit, konfetti, flammer og flyvende undertøj, da Ude Af Kontrol lørdag aften indtog Stjernescenen på Smukfest.
Og midt i løjerne dukkede en ganske særlig gæst op.
Komiker Anders Matthesen gik på scenen i rollen som den øldrikkende og brovtende Stewart Stardust, som mange vil kende fra blandt andet"Terkel i knibe," "Jul på Vesterbro," og "Ternet Ninja."
Anders Matthesen var tidligere på dagen selv på plakaten på Smukfest, hvor han optrådte med et stand-up sæt på Bøgescenerne, men lørdag aften fandt han vej til Stjernescenen, hvor han sluttede sig til Ude Af Kontrol.
Ude Af Kontrol på Stjernescenen til Smukfest. Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix
Koncerten gav kun en ud af seks stjerner hos Gaffas anmelder. Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix
Ifølge Ekstra Bladet indtog han scenen med en øl i hånden og en klar besked: "Spil noget lummert."
Derefter kastede Ude Af Kontrol og Stewart Stardust sig over nummeret "Mr. Lummer", som karakteren medvirker på.
Anmeldere var ikke imponerede
Mens gæsteoptrædenen vakte begejstring, var anmelderne ikke just imponerede af selve koncerten.
Berlingske kvitterede med to stjerner og beskrev Ude Af Kontrol som "storproducenter af energi uden filter". Avisens anmelder fremhævede dog netop besøget fra Anders Matthesen som et af koncertens lyspunkter:
Ude Af Kontrol på Stjernescenen til Smukfest. Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix
- Til at begynde med var det sjovt. Ikke mindst da Anders Matthesen kom ind i rollen som Onkel Stewart og sang med på "Mr. Lummer", skriver avisen.
Endnu hårdere var Gaffa, som blot gav koncerten en enkelt stjerne.
Ude Af Kontrol på Stjernescenen til Smukfest. Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix
"Det var årets vildeste fest - men det havde ikke det mindste med musik at gøre," lød dommen fra mediets anmelder, som kritiserede koncerten for playback og manglende lyd gennem mikrofonerne.
Koncerten måtte stoppes
Ekstra Bladet hæftede sig i højere grad ved festen foran scenen. Her blev der blandt andet simuleret sexstillinger, kastet undertøj på scenen og åbnet store moshpits blandt publikum.
Ude Af Kontrol på Stjernescenen til Smukfest. Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix
Avisen beskrev, hvordan publikum "gakkede ud", mens konfetti og flammer satte yderligere gang i Stjernescenen.
Koncerten måtte kortvarigt stoppes under det afsluttende nummer "Moshpit", da en person satte sig på hug midt i menneskemængden. Kort efter blev festen sat i gang igen.
Og dermed fik Ude Af Kontrol afsluttet en koncert, som anmelderne ikke var enige om kvaliteten af.
Ude Af Kontrol på Stjernescenen til Smukfest. Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix
Ude Af Kontrol på Stjernescenen til Smukfest. Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix
Ude Af Kontrol på Stjernescenen til Smukfest. Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix
Ude Af Kontrol på Stjernescenen til Smukfest. Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix
Ude Af Kontrol på Stjernescenen til Smukfest. Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix
Med 38.00 gæster til koncert med The Minds of 99 blev presset for stort, og to gæster besvimede, mens ti personer måtte hjælpes over disken til en bar ved Bøgepladsen på Smukfest. Arkivfoto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix
To personer besvimede under kaotisk koncert på Smukfest
Grith Larsen
søndag 9. aug. 2026 kl. 20:54
Grith Larsen
To personer endte med at besvime, efter at kaotiske scener udspillede sig til The Minds of 99-koncert på Smukfest.
Med 38.000 gæster samlet til The Minds of 99-koncert lørdag aften blev presset for stort ved enkelte barområder på Bøgepladsen ved Smukfest, hvilket resulterede i, at to gæster besvimede.
Det siger Smukfests sikkerhedschef, Thomas Rydahl, til DR.
Her understreger sikkerhedschefen, at beredskabet hurtigt fik de to gæster på benene igen, men han anerkender, at situationen ikke har været optimal og har skabt utryghed hos koncertgæsterne.
- Både personligt og som festival har jeg det rigtig dårligt med det. Det er slet ikke det, vi er her for. Vi er her for at skabe en festival, hvor folk kan hygge sig, siger han til DR.
I alt kunne Smukfest melde om, at ti personer blev klemt og måtte hjælpes over disken på en bar ved Bøgescenerne, da presset blev for stort under koncerten.
Situationen udspillede sig ved koncertens start. Efter aftale med sikkerhedsfolkene bad bandets forsanger, Niels Brandt, efter tredje nummer publikum om at passe på hinanden.
The Minds of 99 sender via et opslag delt på bandets officielle Instagram-profil søndag eftermiddag en "ekstra stor tak" til sikkerhedsfolkene for "at passe på os allesammen".
Ifølge Thomas Rydahl skyldtes den kaotiske situation, at festivalen ikke havde taget højde for presset uden om sceneområdet.
- Det, nogle publikummer oplevede i går aftes til The Minds of 99, afspejler nogle sikkerhedstekniske detaljer, vi ikke har taget højde for i omlægningen af områder uden for Bøgepladsen, og det er vi utroligt kede af, skriver sikkerhedschefen i et skriftligt svar til Ritzau.
Sikkerhedschefen understreger, at fokus nu er på de gæster, der er på festivalens sidste dag, og herfra vil Smukfest undersøge lørdagens situation nærmere.
- Vi vil selvfølgelig se festivalpladsen grundigt efter i sømmene og vurdere, hvad vi helt konkret kan justere til næste år, så noget lignende ikke sker igen, for det vil vi selvfølgelig gøre alt for at undgå, siger Thomas Rydahl.