Aase Mikkelsen og Rasmus Normann Andersen har brugt 18 år sammen på hver sin etage i huset. Foto: Johanne Jedig Wejse

Her kunne alle bo med svigerfamilien

Jeg bor ikke med hverken mine eller min mands forældre, men med to børn på 3 og 1 kan jeg mildest talt godt forstå appellen.

Lig dertil en af byens bedste beliggenheder, og så er det intet under, at Rasmus Normann Andersen sagde ja til forældrenes tilbud.

Jeg kunne i hvert fald godt se mig selv sidde og drikke morgenkaffe ned til Lillesø med Slotskirken foran mig. Og det er faktisk en mulighed nu (hvis vi altså ikke spørger min bank)...

For huset er til salg, og derfor har jeg talt med den mor og søn, der har boet der sammen i de seneste 18 år. Få deres historie og læs mere om det særlige hus i dagens første artikel.

Og så er der et andet stykke prime real estate, der er sat til salg. Nemlig Sølunds feriekoloni Ajstruplund, der ligger ud til Aarhus Bugt i Malling.

Men til salg-skiltet medførte flere bekymrede henvendelser, og derfor fik jeg fat på Sølunds leder for at høre, hvad salget betyder for beboerne. Det kan du se i dagens anden artikel, hvor jeg også debuterer som fortællende videojournalist.

Her er, hvad vi ellers har med til dig i dag:

🏗️ To af kommunens store byggerier til fremtidens børn har nået en vigtig milepæl. Vi giver dig overblikket.

🏘️ Skanderborg Kommunes befolkning bor i høj grad rundt omkring i landsbyerne. Nu inviteres alle beboerne ud på Himmelbjerggården.

🚮 Renosyd gør det nemmere at få indblik i, hvor meget du smider ud - og sammenligne dig.

Rigtig god læselyst.

Billede af Johanne Jedig Wejse
Billede af skribentens underskrift Johanne Jedig Wejse Journalist
Rasmus Normann Andersen og hans mor Aase Mikkelsen har siden 2008 boet sammen på en af byens bedste adresser. Foto: Johanne Jedig Wejse

Mor og søn flyttede sammen på "Skanderborgs bedste beliggenhed". Nu er det særlige hus sat til salg

Børn og børnebørn har boet på overetagen i 18 år på den sublime beliggenhed. Nu flytter de hver til sit, og derfor skal liebhaverhjemmet have en ny ejer.

Børn og børnebørn har boet på overetagen i 18 år på den sublime beliggenhed. Nu flytter de hver til sit, og derfor skal liebhaverhjemmet have en ny ejer.

På den ene side ligger Skanderborg Sø. På anden anden går haven direkte ned til lillesø.

Hvis du drejer hovedet, ser du Slotkirken. Den anden vej ligger Skanderborgs midtby.

Der er en grund til, at den ene af ejerne, Rasmus Normann Andersen, betegner det som "den bedste beliggenhed i Skanderborg". Men nu er villaen på Adelgade 1, som er delt op i to lejligheder, sat til salg.

- Det er absolut ikke, fordi vi er trætte af stedet. For det er både et dejligt hus, og man bliver aldrig træt af lokationen, fortæller Aase Mikkelsen, der ejer den nederste lejlighed.

Man får ikke meget bedre udsigt - og ro - end Rasmus Normann Andersen og Aase Mikkelsen har i haven. Du kan klikke igennem billederne af huset og beliggenheden via pilene. Foto: Johanne Jedig Wejse

Ud over at være to ejere, er de også mor og søn. Aase Mikkelsen og hendes mand købte huset i 2000, og da Rasmus Normann Andersen var i start 20'erne, talte familien om, at han kunne bygge en overetage på huset og flytte derind.

Flyttede sammen med "svigermekanikken"

Det tog lige lidt tid at få lov, for det særlige område kommer med mange fredninger. Men tømrerfirmaet, hvor Rasmus Normann Andersen var lærling, fik entreprisen, så der er ikke noget på overetagen, som han ikke har haft fingre i.

Villaen på Adelgade 1 er delt i to plan med fladt tag. De to familier bor på hver deres plan. Foto: Home Skanderborg

Han og kæresten nåede kun lige at sætte sofaen ind i den nybyggede overetage, før deres første barn kom til. Til stor glæde for den nybagte farmor på underetagen.

- Der skulle selvfølgelig en lillesmule overtalelse til, for at min kæreste - nu kone - ville flytte sammen med svigermekanikken. Men det var en god fod indenfor på boligmarkedet, og beliggenheden giver jo sig selv, smiler Rasmus Normann Andersen.

Nu har de to familier boet på samme matrikel i 18 år, og børnebørnene er ved at være store. Men da de var små, gik Aase Mikkelsen på efterløn og overtog pasningen, da forældrene skulle begynde at arbejde igen.

Aase Mikkelsen og Rasmus Normann Andersen har brugt 18 år sammen på hver sin etage i huset. Foto: Johanne Jedig Wejse

- Nogle gange kom de bare herned i nattøj, og så passede jeg, indtil de blev større og skulle ud og lege med andre børn. Så vi har haft stor glæde af, at de boede ovenpå - og det har de også, siger Aase Mikkelsen, og Rasmus Normann Andersen nikker.

Sælges samlet - som to lejligheder

Men nu er Aase Mikkelsen blevet alene, og med det virker hus og have pludselig meget stort til én person. Det er altså ikke det at bo sammen flere generationer, som de er trætte af, understreger de.

Men Aase Mikkelsen vil gerne bytte haven ud med en altan et centralt sted i Skanderborg, mens Rasmus Normann Andersen og familien ønsker et sted med plads til heste og et ordentligt snedkerværksted.

Sø, sø og atter sø på begge sider. Foto: Home Skanderborg

Derfor har de sat huset til salg, men som to separate ejerlejligheder, som de håber på at sælge samlet. Den samlede pris er 15,9 millioner kroner ved Home Skanderborg.

- Det kunne være nogen som os, der skal bo i flere generationer, eller nogen, der vil bo på den ene etage og leje den anden ud - eller nogen, der vil slå det hele sammen til en storvilla. Der er mange muligheder, siger Rasmus Normann Andersen.

De har alle haft stor glæde af søerne, og har også bygget et lille shelter og bålsted helt ned til vandet til hyggelige sommeraftener. Ved siden af ligger en lille båd, som både kan sejle på Lillesø eller under Dagmarbroen ud til Skanderborg Sø.

Flyttede fra nabohuset

Oprindeligt flyttede Aase Mikkelsen og hendes mand ind i nabobygningen i 1979, hvor de boede på femte sal. Her blev Rasmus Normann Andersen født, og derfor har han brugt både barndom og voksenliv på samme beliggenhed.

Rasmus Normann Andersen bor med sin familie på overetagen. Foto: Home Skanderborg

Dengang gik de og kiggede ud af vinduet på villaen med have ned til Lillesø.

- Vi sagde til hinanden, at hvis det nogensinde kom til salg, så ville vi meget gerne købe det. For vi kunne godt tænke os at slippe for alle trapperne, men ville ikke væk fra den her lokation. Og så blev det et dødsbo. Så det var ikke ret svært at flytte, fortæller Aase Mikkelsen.

Villaen er arkitekttegnet og bygget i 1972. Foto: Home Skanderborg

Derfor står begge parter også overfor et nyt skridt, når de skal helt væk fra den særlige placering. Men de ser tilbage på årene sammen med varme:

- Det er et dejlig sted, og vi har virkelig haft stor glæde af at være samlet flere generationer, smiler Aase Mikkelsen.

Du kan se salgsopslaget hos Home Skanderborg lige her.

Det er en af de få boliger i Skanderborg midtby, der får aftensol i haven - og det har beboerne sat stor pris på. Foto: Home Skanderborg
Også fra førstesalen er der rig mulighed for aftensol fra terrassen over Lillesø. Foto: Home Skanderborg
I en årrække har Skanderborg Kommune ejet feriekolonien, som Landsbyen Sølund administrerer. Foto: EDC Erhverv Poul Erik Bech.

Nu kan du få fingre i Sølunds unikke feriekoloni. Men det betyder ikke mindre ferie til beboerne

Skanderborg Kommune har sat den særlige ejendom i første række til vandet til salg. Vi har spurgt hvorfor, og hvad det betyder for feriemulighederne for Sølunds beboere.

Skanderborg Kommune har sat den særlige ejendom i første række til vandet til salg. Vi har spurgt hvorfor, og hvad det betyder for feriemulighederne for Sølunds beboere.

Skanderborg Kommune har sat feriekolonien Ajstruplund, der ligger ud til Aarhus Bugt i Malling, til salg.

Men det har vakt undren fra flere på Facebook, da feriestedet administreres af Landsbyen Sølund, som indtil nu har anvendt det som et feriested for mennesker med udviklingshæmning.

Derfor har vi kontaktet Anne-Marie Kruse, der er leder af Landsbyen Sølund, for at spørge hende til de bekymrede henvendelser.

- Salget af Ajstruplund betyder ikke, at vores beboere kommer mindre afsted på ferie. Snarere tværtimod, er den klare melding fra lederen.

I en årrække har Skanderborg Kommune ejet feriekolonien, som Landsbyen Sølund administrerer. Foto: EDC Erhverv Poul Erik Bech.

Feriekolonien har været Skanderborg Kommune i hænde i en række år og blev senest renoveret i 2011. Men Anne-Marie Kruse forklarer, at ændrede behov for Landsbyen Sølund betyder, at man ikke får stedet brugt ret meget.

- Vi har 210 beboere, og de har meget forskellige ønsker og behov til deres ferier. Samtidig tager vi ikke afsted ret mange ad gangen længere, og Ajstruplund er jo et stort sted, siger Anne-Marie Kruse.

I stedet har Landsbyen Sølund de seneste år i højere grad besøgt andre feriesteder, der også er handicapvenlige. Det satte gang i en større drøftelse af, hvorvidt de forskellige boenheder ønskede at bruge Ajstruplund mere - men der var konsensus om, at man hellere ville forskellige steder på ferie, fortæller Anne-Marie Kruse.

- Det er ikke, fordi stedet ikke er dejligt og ligger godt, men anvendelsen af det har været mindre de seneste år, siger Anne-Marie Kruse, leder af Landsbyen Sølund, om feriekolonien Ajstruplund. Foto: EDC Erhverv Poul Erik Bech.

Derfor er feriekolonien på 453 kvadratmeter - og 12 hektar strandgrund - nu sat til salg med en mindstepris på 8,5 millioner kroner.

Ifølge en pressemeddelelse fra Skanderborg Kommune må ejendommen ikke anvendes til sommerhus. I stedet kan den anvendes til feriekoloni, vandrehjem, hoteldrift, bed and breakfast, ferielejligheder til udlejning, campinghytter eller lignende ferieformål.

Ejendommen er i fast udbud med budfrist den 4. november. Du kan finde salgsopstillingen her.

Hele Sommerbæk Skole forventes klar ved skolestart i august 2027. Foto: Skanderborg Kommune

To rejsegilder på to dage: Her bliver der plads til flere hundrede børn

Byggerierne har nået en vigtig milepæl både i Hørning og Virring. En skoleudvidelse og et nyt børnehus skal stå klar i 2027.

Byggerierne har nået en vigtig milepæl både i Hørning og Virring. En skoleudvidelse og et nyt børnehus skal stå klar i 2027.

Der var flag, kranse og pølser på menuen, da Skanderborg Kommune på to dage holdt rejsegilde for to store byggerier til kommunens børn.

Udskoling på vej

Ved Sommerbæk Skole i Hørning er anden og sidste etape af skolen godt på vej. Den 6.000 kvadratmeter store tilbygning skal rumme 350 elever fra 4. til 9. klasse, som dermed kan flytte fra Bakkeskolen til Sommerbæk Skole.

Udvidelsen får blandt andet klubfaciliteter, værksted, udendørs undervisningsområder og fodboldbane. De nye fællesområder bliver desuden bygget med genbrugte fliser fra Bakkeskolen.

- Fliserne gemmer på minderne fra Bakkeskolen – og så er det bæredygtigt at genbruge dem, skriver Skanderborg Kommune i en pressemeddelelse.

Etape to har et budget på godt 155 millioner kroner. Første etape kostede cirka 145 millioner kroner og huser allerede dagtilbud samt elever fra 0. til 3. klasse. Hele skolen ventes klar ved skolestart i august 2027.

111 børn i nyt børnehus

Også i Virring vokser antallet af børn, og her blev der dagen før holdt rejsegilde for det nye Børnehuset Toftegård.

- Flere børn kommer til Virring, og derfor er vi i gang med at bygge et nyt og moderne børnehus, skriver kommunen.

Der var pølsevogn til rejsegildet ved børnehuset Toftegård i Virring. Foto: Skanderborg Kommune

Den 965 kvadratmeter store bygning får plads til 111 børn og 32 medarbejdere. Pladserne fordeles som udgangspunkt mellem 45 vuggestuebørn og 66 børnehavebørn, men lokalerne indrettes, så fordelingen kan ændres, hvis behovet udvikler sig.

Børnehuset opføres primært i træ og så vidt muligt med genbrugsmursten. Der kommer også solceller på taget samt overdækkede udearealer med direkte adgang fra børnegrupperne.

Det nye børnehus erstatter den gamle daginstitution Toftegården og ventes klar til brug i foråret 2027.

Himmelbjerggården danner rammer for Landsbykonferencen i år. Foto: Anette Cecilie Skriver/Landsbykonferencen

Der er 42 landsbyer i Skanderborg Kommune. Her samles alle beboerne

På lørdag den 26. september slår Himmelbjerggården dørene op for beboere fra Skanderborg Kommunes 42 forskellige landsbyer.

Det skriver arrangøren, Landsbyfællesskabet, i en pressemeddelelse.

Her er målet, at de forskellige landsbyer kan dele viden, erfaringer og hente ny inspiration - samtidig med, at fællesskabet styrkes på tværs af landsbyerne.

Dagen starter ud med fælles morgenmad, og forløber med en række taler, fortællinger fra landsbyerne selv og forskellige workshops.

Blandt andet kommer en mobilitetsplanlægger fra Skanderborg Kommune og spørger, hvilke løsninger der mangler lokalt i landsbyerne.

Konferencen er arrangeret af borgere, der selv bor i kommunens landsbyer. Den  koster 50 kroner, og resten dækkes af landdistriktsmidler. Du kan finde program og tilmelding lige her.

Fakta: Hvad er Landsbykonferencen?

Landsbykonferencen er arrangeret af Landsbyfællesskabet og blev afholdt første gang i 2020.
Det er blevet en tilbagevendende begivenhed, som er afholdt hvert andet år siden.

Formålet er at sætte landsbyerne på dagsordenen og øge fokus på, hvordan de kan arbejde i og sammen med Skanderborg Kommune. Udover dem, der bor på landet, deltager kommunale byrådspolitikere og embedsmænd.

Konferencen forløber over en hel dag og veksler mellem oplæg og interaktion i plenum og grupper, afbrudt af kulturelle oplevelser, fulgt op af forplejning. 

Konferencen er for alle, men måske særligt interssant, hvis:

  • du interesserer dig for dit lokalsamfund
  • du gerne vil inspireres
  • du mangler input til, hvordan man kan styrke udviklingen af din landsby
  • du bare er nysgerrig

Landsbykonferencen er arrangeret af almindelige borgere fra de 42 landsbyer i Skanderborg Kommune.

Kilde: Landsbyfællesskabet
Nu kan du følge med i, hvor mange kilo affald, du smider ud. Foto: Renosyd

Hvad vejer dit affald? Nu kan du sammenligne dig med naboerne

Nu kan du følge med i, hvor mange kilo affald, du smider ud.

Hvor meget affald ryger der egentlig ud hjemme hos dig? Og vejer det mere eller mindre end hos naboerne? Det kan borgere i Skanderborg og Odder kommuner nu gå på opdagelse i på Mit.renosyd.dk.

Mange følger allerede med i elforbrug, skridt, søvn eller kilometertider. Nu får borgerne også mulighed for at følge en ny hverdagskurve: vægten af deres eget affald.

På den nye udgave af renosyds selvbetjeningsunivers ”Mit renosyd” kan husstande med egne affaldsbeholdere se, hvad beholderne vejer fra tømning til tømning. De kan følge udviklingen over tid og sammenligne med gennemsnittet blandt naboer i området.

Det handler ikke om at få en karakter på sin affaldssortering. Det handler om at blive nysgerrig på sin egen hverdag, få øje på mønstre og måske få lyst til at prøve, om affaldsmængden kan rykkes lidt i den rigtige retning.

– Når skraldebilen har tømt beholderen, er affaldet som regel ude af både hjemmet og tankerne. Nu kan borgerne selv følge med og se, hvad der gemmer sig i tallene. Vi håber, at mange får lyst til at logge ind, kigge på deres egne data og måske tage snakken derhjemme: Hvad er det egentlig, vi smider ud? siger vicedirektør Michael Nørgaard fra renosyd.

En lille konkurrence – hvis du har lyst

For nogle bliver det måske en lille konkurrence med sig selv: Kan vi få mindre i restaffald? Kan vi sortere lidt bedre? Eller kan vi komme tættere på – eller under – gennemsnittet blandt naboerne?

For andre handler det bare om nysgerrighed. Hvorfor vejer beholderen mere efter ferien? Kan oprydningen i kælderen ses i tallene? Og hvad sker der, når hverdagen ændrer sig?

– Et tal fortæller ikke hele historien. Borgerne kender selv deres hverdag og kan sætte tallene ind i den rette sammenhæng. Vi kommer ikke efter nogen, fordi beholderen vejer ekstra meget en måned. Og vi kommer heller ikke med fanfare og champagne, hvis affaldsmængden falder tre måneder i træk. Men man er naturligvis meget velkommen til selv at fejre det, siger Michael Nørgaard.

Tallene er derfor ikke en karakterbog, men et nyt redskab til at forstå sit eget affald. Måske giver de anledning til en snak ved køkkenbordet. Måske bliver de bare en sjov ting at tjekke ind imellem.

Prøv det på Mit renosyd

Den nye funktion er en del af Mit renosyd, hvor borgerne i forvejen kan se tømmekalender, finde sorteringsvejledning og bestille storskrald.

Affaldet bliver automatisk vejet, når skraldebilen tømmer beholderen. Tallene vises bag login og er ikke offentligt tilgængelige.

Ejere og medejere af boliger med egne affaldsbeholdere kan oprette sig på mit.renosyd.dk med e-mail og kodeord. Første gang skal du bekræfte din identitet med MitID. Lejere og samboende kan anmode ejeren om adgang gennem Mit renosyd.

Fakta

Den nye udgave af Mit renosyd er målrettet private husstande med egne affaldsbeholdere i Skanderborg og Odder kommuner.

Borgerne kan følge vægten ved den enkelte tømning og udviklingen over tid.

Husstandens tal kan sammenlignes med gennemsnittet blandt naboer i området.

Tallene er information – ikke en vurdering af den enkelte husstand.

Personlige affaldsdata ligger bag login og er ikke offentligt tilgængelige.

Mit renosyd indeholder også tømmekalender, sorteringsvejledning og mulighed for at bestille

storskrald.

Virksomheder med beholdere gennem renosyd kan kontakte renosyd for at høre om deres affaldsdata.