Fra udsigtspunkt til nationalt demokraticenter: Så store er planerne for Himmelbjerget
Skanderborg Kommune vil gøre Himmelbjerget til langt mere end et udsigtspunkt. Planerne om et nationalt demokraticenter rummer både interaktiv formidling, arkitektur i særklasse og nye funktioner ved Julsø, men der er stadig lang vej til første spadestik.
- Viden om demokratiet er vigtigere end nogensinde. Vi er i en situation i verden, hvor liberale demokratier er under afvikling.
Sådan lød det fra kulturudvalgsformand Anne Heeager (RV) i den fyldte St. St. Blichersal på Hotel Himmelbjerget, hvor Skanderborg Kommune onsdag aften inviterede til demokratisk samtale om fremtidens Himmelbjerg.
Nogle var kommet af nysgerrighed. Andre fordi de bor tæt på de kommende projekter. Flere har et livslangt forhold til Himmelbjerget og ville høre, hvad kommunen egentlig drømmer om.
For visionerne er store.
I fremtiden skal Himmelbjerget - Danmarks hjertechakra, som en tilhørende beskrev det - være meget mere end et udsigtspunkt og en turistattraktion. Planerne tæller et nationalt demokraticenter, arkitektur i særklasse og måske endda støtte fra Christiansborg.
- Det er klart, at det her skal på finansloven. Det fortjener det, sagde borgmester Frands Fischer (S) under mødet.
Fra folkemøder til demokratilaboratorium
Udgangspunktet er Himmelbjergets rolle i demokratiets historie og St. St. Blichers folkemøder. Men ambitionen er at føre fortællingen ind i nutiden med et demokratilaboratorium, interaktiv formidling, skoleophold, overnatning og aktiviteter, der skal engagere gæsterne.
- Det må ikke bare være et museum med plancher, man skal læse på. Man skal være aktiv, siger Anne Heeager. Samtidig drømmer politikerne om arkitektur i særklasse.
- Det skal være markant, men også passe ind i landskabet, siger hun.
Planerne for Himmelbjerget
Hvad er projektet?
- Skanderborg Kommune vil udvikle Himmelbjerget til et nationalt center for demokratiformidling.
- Visionen omfatter blandt andet udstillinger, demokratilaboratorium, café, mødefaciliteter, overnatning og aktiviteter for skoleklasser, foreninger og besøgende.
- Samtidig arbejdes der med nye ankomstområder ved både toppen og Julsø samt projekter som Himmelbroen, gangbro, amfiscene og madpakkehus.
Hvordan er man nået hertil?
- 2014-16: Byrådet begynder at arbejde med udvikling af Himmelbjerget som strategisk indsatsområde.
- 2021: Skanderborg Kommune, Naturstyrelsen, Tårnkomiteen og Realdania udarbejder en udviklingsplan for området.
- 2025: Kommunen køber Hotel Himmelbjerget og Julsø-grunden.
- 2026: Nordea-fonden giver 3,4 millioner kroner til et forprojekt, der skal konkretisere planerne.
Hvad sker der nu?
- Efter sommerferien skal kommunen vælge rådgivere til forprojektet.
- I efteråret 2026 gennemføres workshops og borgerinddragelse.
- I begyndelsen af 2027 ventes de første bud på indhold og bygningsscenarier.
- Byrådet skal efter planen tage stilling til et byggeprogram i sommeren 2027.
- Derefter kan der følge arkitektkonkurrence, myndighedsbehandling, fondsansøgninger og projektering.
- Borgmester Frands Fischer håber på første spadestik inden udløbet af den nuværende byrådsperiode, altså inden for cirka tre et halvt år.
Frands Fischer håber på en arkitektkonkurrence, der kan tiltrække nogle af landets største tegnestuer.
Præcis hvordan det skal se ud, er dog stadig uvist. De 3,4 millioner kroner fra Nordea-fonden til en forundersøgelse skal undersøge bygningerne - om Hotel Himmelbjerget og Hotel Julsø skal bevares, ombygges eller erstattes. Der skal regnes på økonomien og udviklingsmulighederne og meget mere, inden byrådet i 2027 skal tage stilling til et egentligt byggeprogram.
Blandt tilhørerne er naboen Aslaug Færch fra Himmelbjerggården, som ser store muligheder i projektet.
- Det er vigtigt at skabe bro mellem de historiske rødder og de værdier, vi har i dag. Især med fokus på vores unge, siger hun.
Ikke alle er begejstrede
Selvom demokraticentret stadig befinder sig på tegnebrættet, er andre dele af udviklingsplanen længere fremme.
Gangbroen mellem parkeringsområderne, amfiscenen, madpakkehusene og Himmelbroen ved Julsø arbejdes der allerede konkret med.
- Vi håber på at kunne komme i gang med projektet til vinter, når turbådene ligger stille, og være klar til næste sommer, sagde Jens Szabo (V) under mødet.
Men broprojektet er ikke i mål endnu. To klager har forsinket projektet, og den ene kommer fra Jens Vestgård, der har sommerhus tæt ved det kommende anlæg.
Han mener, at projektet strider mod kommuneplanens hensyn til landskab, natur og udsigter.
- Det skal jo ikke tivoliseres. Kommuneplanen beskriver naturen, udsigterne og landskabet som noget helt særligt. Men så giver man bare dispensation til sig selv, og så kører vi, siger han.
Han understreger, at han ikke er imod udvikling ved Julsø.
- Der bør gøres noget ved ankomststedet. Men ikke et kæmpe kajanlæg ude i vandet eller et stort udsigtstårn.
Hvem skal betale - og hvordan kommer folk derop?
Mens politikerne talte visioner, kredsede mange af spørgsmålene fra salen om noget mere jordnært som økonomi, trafik, besøgsantal og drift.
Nogle undrer sig over, hvordan kommunen både kan tale om skoleklasser fra hele landet og samtidig afvise, at ambitionen er flere besøgende.
- Når man siger, at man vil have alle danske unge og skoleklasser til at komme, så kan man jo ikke sige, at der ikke vil komme flere, siger en borger.
Derfor bekymrer flere sig også over, at de smalle veje allerede i dag er udfordrede.
Frands Fischer afviser dog, at målet i sig selv er højere besøgstal.
- Det er ikke ambitionen, at der skal komme flere. Ambitionen er, at dem, der kommer, bliver her længere og at sprede det ud over sæsonerne, siger han.
Også økonomien hænger fortsat i luften. Ingen kan endnu sige, hvad et færdigt demokraticenter vil koste, eller hvem der skal betale regningen.
Drømmene om en forandring af Himmelbjerget begyndte for 10 år siden - og der er stadig lange udsigter. Borgmesteren håber på første spadestik inden udløbet af den nuværende byrådsperiode - altså inden for de næste tre et halvt år.
Indtil da diskuterer kommunen allerede, hvordan området kan få mere liv, når den overtager Hotel Himmelbjerget ved årsskiftet.
- Vi vil forsøge at skabe liv heroppe allerede fra 1. januar 2027, når vi overtager stedet, siger Frands Fischer.