Jeg er nødt til at indlede denne artikel med en bekendelse: Jeg køber aldrig noget i genbrugsbutikker. Den vestlige verdens forbrugermentalitet med al dens køb og smid ud-frås er dybt rodfæstet i mig. Det er (endnu) ikke en del af mit mindset at tjekke min lokale genbrugsbutik for haveredskaber, inden jeg køber dem til overpris i Bauhaus.

Derfor er jeg selvfølgelig den rette til at skrive historien om en vaskeægte lokal genbrugssucces - for det er lige præcis, hvad Værdicentralen i Skanderborg er blevet på 9 år. Charlotte Bartels, daglig leder af Værdicentralen, fortæller flere gange i løbet af den times tid, vi bruger sammen, at målet med Værdicentralen er at inspirere borgerne til mere genbrug. Og inspireret bliver jeg også - for den butik, eller central, som Charlotte Bartels gerne vil kalde stedet, er et inspirerende eksempel på, at virkelyst og ambitioner kan resultere i noget, der skaber glæde for mange.

Hver dag modtager Værdicentralen, som er en del af affaldsselskabet Renosyd, omkring to tons varer fra kommunens genbrugspladser - varer, der kommer på hylderne i den store butik på industrikvarteret på Danmarksvej i Skanderborg og i rigtig mange tilfælde får nyt liv i andre hjem.

- Man kunne se, også fra politisk side, at der var potentiale for meget mere genbrug end det, de frivillige organisationer kunne aftage. Så man besluttede sig for at lave en genbrugsbutik inspirereret af den, man havde haft i over 30 år i Hjørring. Og nu er vi altså blevet en af dem, andre skeler til, og den her type butikker knopskyder over det hele, siger Charlotte Bartels.

Folk kender efterhånden Værdicentralen - det er vist ikke en overdrivelse. Da vi her på SkanderborgLIV for et par måneder siden bad læserne anbefale os interessante butikker i området, var Værdicentralen en af dem, der gik igen.

På tværs af Instagram og Facebook har Værdicentralen over 10.000 følgere, der kigger med, når Charlotte lægger billeder og videoer af både dagligdagen og nye varer på de sociale medier.

Når dønrene til butikken åbnes klokken 13, står kunderne klar. Inden da har de ansatte, som tæller en blanding af fastansatte, ungarbejdere, ansatte i praktikforløb samt flexjobbere, haft travlt med at sortere de store mængder varer fra genbrugspladserne. Da der dagligt ankommer en mængde varer svarende til indholdet i en skibscontainer, er der altid noget nyt på hylderne.

Og kunderne er nærmest lige så forskellige som varerne. Der er alt fra klassisk "nips" til service, bøger, legetøj, tøj, møbler, elektronik, værktøj, og så videre. Ting, der fortjener en chance mere.

- Det har aldrig været mere in og mere trendy at købe genbrug, end det er nu, lyder det fra Christina Lynge, der er fastansat i butikken:

- Vi har alt fra de unge kvinder, der kører på loppetur fra Aarhus til pensionisten, der kommer hver eneste dag til en kop kaffe og en sludder. Vi prøver at være et sted, hvor man kan få en hyggelig oplevelse. Det skal være et levende hus.

På kommunens genbrugspladser har man en fraktion, der hedder "til genbrug", og det er varer fra den, der dagligt bliver kørt til Værdicentralen. Men det er også ting og sager, som de opmærksomme pladsmænd observerer i containere, hvor tingene ville gå til genanvendelse - ikke genbrug. Charlotte Bartels forklarer kort og godt forskellen.

- Hvis en porcelænskop afleveres til genbrug, bliver den hos os solgt som en kop og genbrugt som det. Alternativet er, at den bliver knust og lavet til vejfyld. Så genbrug er et skridt højere oppe i hierarkiet. Jo højere op, vi når i hierarkiet, jo bedre er det for miljøet.

Siden starten i Skanderborg, er der også åbnet en Værdicentral i Odder, som også er en del af Renosyds domæne.

Da den daværende bestyrelse for Renosyd, en bestyrelse, som tæller flere medlemmer af Skanderborg byråd, besluttede at starte Værdicentralen, var der et andet mål end bare at øge mængden af genbrug. Der skulle være en social profil og en social bæredygtighed, som Charlotte Bartels forklarer.

- I begyndelsen målte vi os på, hvordan mange vi havde i praktikforløb. Men vi har bevæget os hen imod i stedet at måle kvaliteten af forløbene. Vi lægger meget arbejde i, at det skal være godt at være i praktik her, og at man skal flytte sig, når man er i praktik.

Værdicentralen i Skanderborg tæller 14 ansatte. Og flere af de ansatte er ansat i en flexjob på mellem 6 timer og 15 timer - og flere af dem er startet i et praktikforløb og "blevet hængende".

- Vi har haft praktikanter, hvor det måske ikke på papiret har været det bedste match, men hvor vi bare har set dem blomstre. Vi har oplevet folk ankomme med hævede skuldre, angst og social fobi, og inden de har været færdige i et praktikforløb, har de kunnet stå ved kassen og betjene kunder. Jeg får helt gåsehud over at tænke på det. Det er bare fedt. Og det kan lykkes her, fordi der er rummelighed og respekt for forskellighed, siger Christina Lynge.

Værdicentralen omsatte sidste år for 3 millioner kroner. Og hvad går pengene så til? De går til at gøre  Værdicentralen bedre.

Da butikken blev født, var det med det benspænd, at det ikke skulle koste borgerne noget - Værdicentralen skulle altså ikke resultere i en højere forbrugertakst til Renosyd. Stedet hviler så at sige i sig selv. Når der er overskud, hyres der ekstra mandskab, og resten går til driften af butikken.

Der føres nøje regnskab med, hvor mange varer, Værdicentralen modtager, og hvor mange varer, der forlader butikken i kundernes indkøbsnet. Men ikke alt, Værdicentralen modtager, kan sælges  - et vilkår på lige fod med stort set alle andre butikker i verden. Varerne får seks uger på hylderne, og de ansatte har forskellige kneb, de kan prøve af for at få skudt en Steltonkande eller en blå lænestol af sted. Man arbejder meget med indretning og brugen af podier, hvor man i bedste Ikea-stil indretter et helt værelse med ting fra genbrugsstationerne.

I den seneste tid har Christina Lynge haft et samarbejde med den lokale ungdomsskole i et forsøg på at gentænke måden, legetøj præsenteres for kunderne. Det handler i høj grad om at ændre vaner og opfattelser hos de voksne - og så skal det nok komme helt af sig selv til børnene.

- Der kommer meget mere legetøj ind, end vi kan afsætte. Vi skal flytte forældre, og bedsteforældre, hen til at tænke, at det er legalt at købe brugt legetøj. Det er slet ikke færdigt med at blive leget med, og ungerne er ligeglade, siger Charlotte Bartels.

Og giver man børnene en god oplevelse med genbrug helt fra start, kan man være med til at rykke noget, supplerer Christina Lynge.

- Vi skal oplyse. Vi har en helt ny generation, hvor vi har et ansvar for, at de får en god oplevelse med genbrug helt fra starten. Og at de tænker, det er en naturlig ting, at man kan købe ting på genbrug.

Denne journalist vil i hvert fald gøre et oprigtigt forsøg på at tænke mere på mulighederne for at bruge en genbrugsbutik som Værdicentralen.

Således inspireret.

Opdateret i oktober 2026.

Hvis du søger på Google Maps efter legeplads, skorter det ikke på grønne ikoner i Skanderborg eller nabobyerne.

Små og store legepladser, især etableret af borger- og grundejerforeninger, pibler frem i de fleste boligkvarterer.

Men hvis du nu alligevel vil køre lidt for det – hvis nu I også er ved at have prøvet den lokale legeplads – så er det svært at vide ud fra de grønne ikoner, hvor man skal rette pilen hen.

Derfor har vi samlet en række bud til inspiration, både på klassiske legepladser, og udfordrende baner til leg på BMX, skateboard og rulleskøjter, i Skanderborg og omegn.

Kan man lokke unge tilflyttere fra Aarhus til, hvis ikke der et sted i byen findes muligheden for at sætte sig med en god kop kaffe og en BMO? BMO, skulle du være i tvivl, står for "bolle med ost", og bollen skal være bagt på surdej, og osten skal gerne være af typen Gammel Knas fra Arla Unika. Det er en menneskeret at have nem adgang til ordentligt bagværk, vil mange mene, når de har vænnet sig til det.

Så kom blot til 8660, veluddannede cafegæster fra Aarhus. For her kan man, i hvert fald nogle timer om dagen nogle gange om ugen, sætte tænderne i bagværk, der smager af rigtigt håndværk. HM Bakery på Adelgade har i halvandet års tid bagt boller, franskbrød, frugtkager og bagerbutiksklassikere som croissanter, snegle og spandauere. Godt håndværk og gerne et lille twist, som bagermester og indehaver Malte Simonsen beskriver sit sortiment af brød.

- Vi prøver at tage noget velkendt, men tilføje en lille smule mere flair. Det gør vi ved at lave det hele fra bunden af gode råvarer - og det tager længere tid. Der for er det selvfølgelig også lidt dyrere, selvfølgelig er det det. Men det lader til, at folk i Skanderborg gerne vil betale og forstår værdien. Det er måske svært at slippe pengene, første gang man går ind og køber en croissant til 27 kroner, men når man først har smagt den, så ved man, hvad forskellen er, siger Malte Simonsen.

Og han kender selv forskellen på de surdejsprodukter, han bager, og på det mere masseproducerede samlebåndsarbejde. 33-årige Malte Simonsen gik i lære som bager som 16-årig, og det var i en større kæde af bagerbutikker, hvor surdej ikke rigtig var noget, man brugte. Det er faktisk lidt svært at forestille sig i 2024, hvor tusindvis af danskere har en surdej stående i køkkenet, og hvor man i de større byer bestemt ikke taber kæben, når ekspedienten beder om 27 kroner for en croissant.

Som 21-årig var Malte Simonsen eventyrlysten, og han rejste til Australien for at arbejde i et bageri i Sydney. Her fik han øjnene op for surdejens mange muligheder.

- Når man har spist hvidt brød i Danmark i 20 år, og man så prøver noget, der er godt og ordentligt, så bliver det lidt en øjenåbner. Det ville jeg gerne tage med tilbage og arbejde videre med. Så begyndte surdejsbølgen ar ramme i Danmark, og der var jeg heldig, at jeg havde gjort mig nogle erfaringer.

Efter nogle års rejse i Asien, vendte Malte retur til Danmark, nu med drømmen om at starte sit eget bageri. Den drøm er dyr at udleve, og med tomme lommer efter årene med rejser, skulle der tjenes lidt startkapital. Nu kører forretningen med bageri i et erhvervslokale i Brabrand og med cafe og bagerbutik i Skanderborg.

- Det første år med HM Bakery var benhårdt. Men nu har folk i højere grad fået øjnene op for os, og det gør selvfølgelig også noget for økonomien. Det første år arbejdede jeg i bageriet om natten og stod i butikken om formiddagen, samtidig med at jeg også bagte til erhverv. Det blev vel til omkring 80 timers i ugen, og det var hårdt. Men nogle gange er det, hvad der skal til, lyder det fra Malte Simonsen, der i dag har ansatte, både i bageri og café og derfor arbejder knapt så mange timer.

I bageriet i Brabrand ruller Maltes bagermakker Thomas croissanter - og det er han god til, for han ruller omkring 300 om ugen. Croissanter, spandauere og snegle er evigt populære, også hos HM Bakerys kunder i Skanderborg, og det samme er de forskellige former for franskbrød og surdejsboller. Bagerne Malte og Thomas er selvfølgelig nørder, og de bruger meget tid på at idéudvikle og eksperimentere. Der skal være plads til at overraske.

- Vi lavede engang en snurre med citron og ingefær og blå birkes. Den så sgu lidt giftig ud. Men folk var vilde med den! Det er sjovt, når man kaster sig ud i noget anderledes, som kunderne rent faktisk godt kan lide, siger Malte Simonsen.

Men det er også en balancegang, for Malte Simonsen er afhængig af, at kunderne vender tilbage til bageriet. Han roser klientellet for at være loyale og interesserede i at holde liv i de lokale steder.

- Jeg tror også, vi skal blive ved med at henvende os til en bred målgruppe. Derfor er kaffen heller ikke for eksperimenterende, og det er på brødet, vi har vores fokus, siger bagermesteren.

At foretagendet er håndholdt fornemmer man tydeligt i bageriet. Her er der kog i en gryde med rabarber, og Malte Simonsen tilsætter sukker og smager til. Han blender, til han synes, den duftende røde masse har den rette konsistens, og det kan altså variere en smule fra gang til gang. Om lidt er det jordbær, der er i sæson, og så skal der selvfølgelig bages kager med jordbær.

Her går det godt, slår bagermester Malte Simonsen fast. Det er sjovt at bage, og det er dejligt at se, at kunderne kan lide det, der kommer ud af ovnene. Lige nu arbejder han på at uddelegere mere af det tidskrævende arbejde til andre, eksempelvis transport af brød til de erhvervskunder, som også er en del af forretningen.

Og hvor er HM Bakery så om fem år?

- Der er vi stadig i Skanderborg håber jeg. Og jeg kan da drømme om, at bageriet måske også i Skanderborg til den tid. Jeg kunne godt forestille mig et stort åbent bageri, men der er selvfølgelig også nogle økonomiske aspekter, der skal være styr på det. Lige nu fokuserer vi på at bage godt brød, forsikrer Malte Simonsen.

Gemt væk bag husene, finder man i Gl. Rye de fineste og farverige lyngbakker. De minder lidt om Sindbjerg og Stoubjerg i Sejs, som de fleste i området kender, eller måske Rebild Bakker, hvis man ser lidt længere væk. Lyngbakkerne lever et mere stille liv. Som en hemmelighed blandt lokalbefolkningen.

Ligesådan er det med Lyng Dal. Den familieejede restaurant, der grænser op til det naturskønne område blot få kilometer fra Himmelbjerget.

I anmeldelserne beskrives det som et sted "de færreste kender", som autentisk og som en gemt perle, hvor man føler sig budt velkommen, som var man gode venner af huset.

- Det vigtigste for os er vores gæster. De betyder alt. Derfor skal her altid være noget til alle, siger den ene af ejerne Anita Kajhøj Ibsen, der er ansvarlig for serveringen, uddannet sommelier og har en fortid i højere gastronomiske kredse.

Hun bor på desuden på matriklen med sin partner og deres to børn.

En anden ejer er kokken Nikolaj Gadebæk Pedersen, der bor sammen med sin hustru Kristin - Anitas søster - og fem børn længere nede af vejen.

- Det er en kæmpe fordel, at vi er to. Det har aldrig skabt problemer, tværtimod. Vi hjælper også hinanden med eksempelvis at hente børn, siger han.

Familien er spundet helt ind i dagligdagen på restauranten, hvor børnene fra de to familier både hjælper i køkkenet, haven og med servering.

Sammen har familierne skabt et jordnært sted, hvor både lokale og stamgæster langvejs fra kommer igen og igen. Og sådan skal det blive ved med at være, slår de fast. Det er meget vigtigere end "en eller anden stjerne."

I dag er bordene reserveret det meste af ugen, og de ni tilhørende hotelværelser er booket frem til slutningen af sommerferien.

Da de købte stedet i 2012, var tiden dog en helt anden. Med efterdønninger fra finanskrisen og talrige konkurser, kom der et rungende "nej" fra banken, da de bad om et lån til det lille bindingsværkshus i Gl. Rye, som de havde ledt efter i lang tid.

- Vi måtte låne af vores forældre. Vi måtte nærmest tage pant i dine forældres hus, fortæller Anita Kajhøj Ibsen og ser på Nikolaj Gadebæk Pedersen.

- Ja, det var rimelig langt ude, tilføjer han.

- Det var nervepirrende. Lidt for spændende i starten. Men samtidig tænkte vi også "hvor galt kan det gå?" I værste tilfælde måtte vi nøjes med at bo her og så finde et andet arbejde. Og så kunne vi have høns i restauranten, siger Anita Kajhøj Ibsen, der på det tidspunkt havde forladt jobbet som restaurantchef på Molskroen.

Men forældrene bakkede op. For de troede på projektet. Det gjorde lokalsamfundet også. I dag får Lyng Dal gæster fra ikke bare Østjylland og hele Danmark, men fra hele verden, fortæller Anita Kajhøj Ibsen.

- Vores stamgæster betyder alt for os. Det er dem vi lever af, og vi har et meget tæt forhold. Det er folk, der er kommet i 12 år, som nu har deres børn og børnebørn med. Der er ældre gæster, som kommer ned og siger farvel, for nu tror de ikke, at de kan komme mere. Og så er der gæster fra USA og Norge, der kommer igen år efter år.

Med bolig på matriklen og lån fra forældrene har familien fra begyndelsen været spundet ind i den daglige drift. Det er kun blevet endnu mere i takt med, at der er kommet flere børn til.

- På fridage er de med i skoven og sanke svampe, som vi bruger i maden, hvor vi også kigger på små krible-krable dyr og hygger os undervejs. De hjælper til med at plukke omme i haven, uddyber Anita Kajhøj Ibsen og tilføjer:

- Nu lyder det jo som om vi har produceret en masse børn for at få hjælp, sådan er det altså ikke, griner hun.

- Vi tvinger dem ikke til at være med. Det er et tilbud. Men de vil jo også gerne tjene penge og så er flere af dem gennem tiden blevet interesseret i branchen, siger Nikolaj Gadebæk Pedersen.

- Jeg kan huske, da de to ældste var små, så sagde den seks-årige til hans ældre bror, at "når vi bliver store, så skal du være ligesom far. Stå ude i køkkenet og svede. Og så skal jeg bare gå inde i restauranten og hygge og snakke, ligesom moster Anita," siger Anita Kajhøj Ibsen med et smil.

Og sådan blev det. Den ældste begyndte som opvasker og havde ikke lyst til at komme ind til gæsterne. I dag er han 16 år, og drømmer om at blive kok. Samtidig er den yngre på 10 år allerede med til at servere i restauranten.

- Det er jo helt vanvittigt, at han som 10-årig er med til at servere. Men han synes bare, det er fedt og hyggeligt, og han kom selv en dag og spurgte, om han måtte prøve at præsentere menuen, siger Anita Kajhøj Ibsen og tilføjer.

- Ja, det går altså ikke på en michelin-restaurant.

I årevis har anmelderne undret sig over, hvorfor Michelin ikke har lagt vejen forbi Lyng Dal. De er enige om, at restauranten er blandt Østjyllands bedste og som Århus Stiftstidende skrev i 2019, får man "madkunst på højt niveau til næsten uforskammet få penge."

Men når man taler med Anita Kajhøj Ibsen og Nikolaj Gadebæk Pedersen lyder det ikke som om, at stjernerne er målet.

- Jeg tror ikke, vi får en michelin-stjerne. Det ville virkelig komme bag på mig, og det er ikke vores drøm. Ikke fordi vi ikke gør os umage, men så kommer det pludselig pludselig til at handle om noget helt andet end nærheden og gæsterne, som er det vi sætter højest, siger Anita Kajhøj Ibsen.

- Nogen vil nok sige til os, at vi kommer for mange komponenter i retterne og at vi skulle dele det op til måske 12-13 serveringer i stedet, men det tror jeg ikke, vores mad ville blive bedre af, siger Nikolaj Gadebæk Pedersen.

Lyng Dals sæsonmenu kan købes fra 2 retter for 445 kroner til 6 retter for 645.

- Vi skal ikke være smarte i en fart og pludselig løbe efter nyeste dille, men vi elsker at udforske og prøve nyt og på sæsonmenuen må vi gerne lege, siger Nikolaj Gadebæk Pedersen.

- Vi er jo ikke bange for at prøve sprængt gedetunge og puffede grisehaler af, tilføjer Anita Kajhøj Ibsen.

- Jeg har stor respekt for dem, der driver Michelin-restauranter. Men jeg synes, der kan være lidt en kultur omkring Michelin, hvor folk skal rundt til alle stederne bare for at krydse af. Det er jo ikke folk, der kommer tilbage på en onsdag og får en rejecocktail og en oksemørbrad. Kan man overhovedet servere sådan noget på en Michelin-restaurant?, spørger Anita Kajhøj Ibsen.

Netop rejecocktailen indrammer måske stedet ret godt. Den er blandt den faste tre-retters, de har haft på menuen siden åbningen for 12 år siden.

- Vores rejecocktail er meget værd. Det er ikke mange steder, man kan få det længere, og jeg tror jeg aldrig vi kommer til at tage af. For der er nogen, der altid kommer efter netop den menu, siger hun og fortsætter.

- Det er så magisk, at der kan sidde et par 14-årige på deres første date i den ene side af restauranten, og nogen der fejrer sølvbryllup i den anden. Vi skal have noget for alle, både for det unge kærestepar, for forretningsgæsterne og for vores stamgæster på 90.

De hvide kokkekitler svæver nærmest rundt i det allerede travle køkken, der åbenbarer sig bag mørkeblå fliser, når man træder ind i restauranten. Det er en time før åbning, og klargøringen til dagens hundredevis af gæster er godt i gang.

Det er nu et år siden, Postyr første gang slog dørene op i Lille Nyhavn, og siden da er det gået stærkt, fortæller iværksætterparret bag.

- Der har virkelig været fart på. Det tog totalt røven på os. Altså vi forventede travlhed, men var lidt bekymrede for, om det ville stilne af efter nogle måneder. Men det gjorde det bare aldrig, fortæller Louise Mammen.

32.000 spisende gæster har været i gennem det første år. Og det var først i februar – ni måneder efter åbning – at der var muligt at komme ind fra gaden og få et bord om aftenen. Indtil da var alt booket lang tid på forhånd.

Antallet af gæster er en helt anden størrelse, end parret er vant til at arbejde med i deres andre restauranter i Aarhus. Og det er en af grundene til, at dét at drive Postyr og at drive restaurant i Skanderborg har været noget andet.

- Det er helt anderledes at drive restaurant i Skanderborg, udbryder René Mammen.

For med stamgæsterne, de skanderborgensiske ansatte og den lokale opbakning er Postyr blevet en helt anden restaurant, end de andre.

- Det er som om, det ikke kun har været vores ønske, at Postyr skulle blive en succes. Det har været hele byens, siger Louise Mammen.

René og Louise Mammen var blot 24 og 25 år gamle, da de i 2005 åbnede deres første restaurant i Aarhus.

Substans var en fiks idé, de fik, da de gik forbi et tomt lokale på Frederiksgade. Uden en krone på lommen var de hurtigt i gang og bare fire dage efter overtagelse, serverede de mad til gæster uden at have hverken gryder, pander eller forberedt noget af maden på forhånd, og når gæsterne var gået, sov parret på en madras i mellemgangen, fortalte de til et i et interview med Aarhus Stiftstidende fra 2022.

Ti år senere fik de deres første Michelinstjerne. Undervejs var de flyttet til Skanderborg i 2008, da de skulle have deres første barn. Siden er to mere – både restauranter og børn – kommet til. The rest is history, som man siger.

- Det var totalt tilfældigt, vi landede i Skanderborg. Men i dag elsker vi det. Nu er vi jo bare fra Skanderborg, siger Louise Mammen.

Det er her, de bor og skal blive, er de enige om. Måske med et lille stop i udlandet.

- Nu har vi boet her i 16 år og kender en del. Selvom vi godt kan savne bylivet i Aarhus – og undre os over, der ikke er mere i Skanderborg – så er det et godt og trygt sted for vores børn at bo og vokse op. Og nu er det jo virkelig fedt, at folk vi kender fra træning, badeklubben og forældre fra skolen også kommer og hilser på os på Postyr, siger René Mammen.

Louise Mammen arbejder på Postyr tre dage om ugen, og lægger ikke skjul på, at hun nyder et liv med mere tilstedeværelse i sit lokalmiljø, hvor hun efterhånden kender mange af stamgæsterne – og de kender hende.

- Jeg hygger mig meget med den lokale følelse, der er på Postyr. Flere kommer tilbage 2-3 gange på en uge og folk spørger tit, om ikke der snart kommer nye retter på kortet, fordi de er igennem det hele, selvom vi synes, at skifter hele tiden, siger Louise Mammen.

Det er en anden forskel fra at drive restaurant i Aarhus, fortæller René Mammen. Flere har en holdning til maden:

- Der er mange flere, der har en holdning til, hvordan en god burger skal være, end til en helt speciallavet michelin-menu, siger René Mammen.

- Det er en helt anden type af gæster, vi har på Substans, hvor konceptet er skræddersyet. Gæsterne kommer for at få en oplevelse og prøver det måske få gange i deres liv. Målet på Postyr har hele tiden været at skabe en hyggelig atmosfære med god mad. Her skal det være meget mere alsidigt. Og det er vi ikke helt i mål med endnu – men vi er godt på vej.

Ligeledes er der mange af de ansatte i restauranten, der er lokale. Blandt andet deres egne to børn, Frede på 13 i opvasken og Alma på 16 i serveringen, mens både venners børn og lokale gymnasieelever også hjælper til. Således er Postyr, som de siger, blevet "one big happy family" - og den første af deres restauranter med uuddannet personale.

- Det var svært fra starten, fordi alle var helt nye. Der var tit en lang kø i døren - og det gav sommetider noget brok. Jeg er helt ærligt imponeret over, at de ansatte ikke bare smed håndklædet i ringen, men de klarede det så godt og er blevet vildt dygtige i dag, siger Louise Mammen.

I Østjylland er både René og Louise Mammen efterhånden velkendte ansigter. Hvis ikke man kender dem som michelinstjerner, så måske fra Renés YouTube-kanal eller Louises medvirken i Robinson. Føler de sig selv som "kendisser"?

- Nej! Udbryder de i kor uden tøven, da jeg spørger.

Det er tydeligvis ikke dét, der er drivkraften for dem. Selvom Louise egentlig godt vil lave mere tv, og René da ikke ville sige nej, hvis de ringede fra Masterchef eller Over Atlanten.

Det er de gode oplevelser, der driver dem.

Derfor rejser de meget som familie, fortæller de. Ikke charterture – lige udover den årlige sommerferie til Gardasøen – men ture, hvor de er på oplevelse. Til New York, på backpacker-rejse i Nordthailand, vandretur på Island og ud at sove i junglen i Cambodia.

Det er de backpackrejser, de ikke fik, da de var unge. I stedet skyndte sig ud i livet som restauratører, hvilket de ærgrede sig over i førnævnte interview med Stiften. Hvorfor havde de så travlt, spurgte de sig selv dengang.

Så hvordan går det så med travlheden i dag?

- Det går godt, smiler René Mammen. Underforstået, de har travlt som sædvanligt.

- Vi får mange ideer, begge to. Det er nærmest lidt en sygdom. Vi kan godt have en enkelt dag med ro på, men der skal ikke gå mere end to-tre dage, før vi er på vej til at flytte til Lissbon eller at åbne en grillbar, griner han.

Sommetider er der også ideer, der virkede gode, men pludselig ikke var så sjove, når de skulle udføres et halvt år senere, indvender han.

Hvad er så jeres næste vilde ideer?

- Der ikke nye restauranter på tegnebrættet lige nu, men vi har masser af ideer for Postyr, siger René Mammen.

Da de for nylig lavede Substans-takeover på Postyr, var det en kæmpe succes. Det var nærmest udsolgt med det samme. Derfor vil de lave flere events. Quizaftener, wine-makers, ølsmagninger og lørdagsjazz på torvet. Der skal være mindst ét event om måneden, siger Louise Mammen.

- Hvis ikke man er i udvikling, så er man i afvikling. Det mener jeg virkelig. Man skal kæmpe for ikke at gå i forfald som mennesker, siger Louise Mammen og tilføjer.

- Det er meget "os" at sige ja til ting, derfor støtter vi også hinanden og hjælper hinanden i mål, for man får jo kun de oplevelser, man siger ja til.

De lysegrønne bøgeblade blafrer i forårssolen, hvor Rasses Skovpølser igen har slået lugerne op til en ny sæson i Dyrehaven. Den ikoniske grillbar med det græsbeklædte tag begyndte som en lille pølsehytte i 1962 og er siden blevet landskendt for sin prisvindende bøfsandwich.

Da Lars Andersen og Jakob Hjulmand overtog stedet i 2023, lovede de ikke at lave “en McDonalds ud af Rasses”, men at bevare stedets særlige sjæl.

Døren går konstant op og i, og det overrasker os, at her er så travlt til frokost på en ganske almindelig tirsdag.

Men snart forstår vi præcist hvorfor.

Det er altid en fryd at overvære arbejdet i køkkenet. På Rasses arbejder personalet hurtigt, men med overskud og smil på de rene og ordentlige borde.

Menukortet frister med hotdogs toppet med alt fra purløgsaioli til puffede flæskesvær, men vi ender med en bøfsandwich - den må jo afprøves - og en såkaldt øf med svær, altså en flæskestegsburger.

Vi tripper, da vi spotter Frems hindbærbus og abrikossodavand samt Hancocks Sport-Cola. Et nostalgisk udvalg, der spiller perfekt sammen med den historiske institution, vi befinder os i.

Bøfsandwichen er en mastodont. Simpelthen. Udover toppingen i form af hjemmelavede ristede løg, kan man faktisk ikke se, hvad der egentlig gemmer sig under den brune sovs.

Det er ikke en spise for dem, der hader fedtede fingre eller nervøst tørrer sig om munden mellem hver bid. Sovsen finder vej til mundvigene, og hænderne bliver hurtigt klistrede. Men det er fuldstændig ligegyldigt, for bøfsandwichen er fremragende.

Min medspiser griner, mens hun kæmper for at holde sammen på den sovsede mastodont. Da den dybe, kraftige sovs rammer tungen, smager det af juleaften. Gammeldags på den helt rigtige måde. Den mediumstegte bøf er perfekt rosa og stadig saftig.

Konklusionen fra min medspiser er klokkeklar: Det er den bedste bøfsandwich, hun nogensinde har fået. Og hun har spist en del af dem rundt i hele landet.

Flæskestegsburger er en simpel anretning og ofte med cirka de samme ingredienser. Men den er uhyre svær at ramme lige i skabet. Sværene skal være sprøde, kødet saftigt og mængderne nøje afmålt.

Hos Rasses mestrer de alle dele.

Man kan næsten ikke høre sine egne tanker for de knasende svær, der får min mave til at råbe efter mere. Hvordan får de dem mon så sprøde, debatterer vi. Er de friturestegt? Men sådan kan de vel ikke have holdt kødet så saftigt? De tre tynde skiver sikrer, at der er fyld i hvert bid.

Desværre er en fjerdedel af bollen blevet gennemblødt af den hjemmesyltede rødkål.

Og fritterne?

Wow, var det første ord, der blev udbrudt. Hvad der lignede tarvelige frysepommes viser sig at være antageligt hjemmeskårne og rent faktisk med en smag af kartoffel.

Efter 30 minutter er de stadig ligeså sprøde, og mens jeg kæmper mig igennem næsten alle fritterne, fordi jeg simpelthen ikke kan lade være, står min medspisers og griner lidt af hendes fyldte mave.

Ligesom de mange andre hjemmelavede ingredienser er der ægte purløg i mayonnaisen. Det sætter to streger under indtrykket af, at det hele er gennemført.

Rasses Skovpølser er ikke bare en grillbar. Det er meget mere. En gourmet gastrogrill, der formår at være to mod det traditionelle danske køkken, men fusioneret med nutidens higen efter kvalitet og gode råvarer.

Det er ikke ufortjent, at Rasses har vundet både priser og er blevet en institution i byen.

Vi går mætte derfra. Meget mætte. Mens vi vralter gennem bøgeskoven taler vi om, hvornår vi skal tilbage og prøve resten af menukortet.