Knudhule, badestedet Knudsø Strand, har Friluftsrådets Blå Flag. Foto: Maria Sofie Neergaard Lorentsen

Hjælp os med at kåre den bedste badesø

Det er officielt sommerferie, og selvom hedebølgen har sluppet sit tag, er der intet bedre end en frisk dukkert.

Vi vil gerne kåre den bedste badesø, og derfor har vi brug for din hjælp.

I dagens nyhedsbrev finder du et overblik over de mest oplagte badesøer i kommunen, hvor vi også fortæller dig, hvilke badesteder der er ved søerne.

Og så er der selvfølgelig afstemningen. For hvor er den bedste badesø?

Husk endelig at give os nogle gode begrundelser. Så følger vi op om et par uger, så du stadig har svaret til dine sensommerlige badeture.

Her er, hvad vi ellers har med til dig i dag:

🪁 Holder du sommerferie med børn? Så er hæftet med lokale tilbud og rabatter noget nær en must-have.

🎪 Vi har jo et par festivaler her i kommunen, men vidste du, at vi lige på den anden side af kommunegrænsen har landets ældste festival i postnummeret 8660?

🤾‍♂️ Skanderborg AGF skal spille i Champions League, og nu ved vi, hvem de er oppe imod.

Tak fordi du læser med!

Billede af Johanne Jedig Wejse
Billede af skribentens underskrift Johanne Jedig Wejse Journalist
Badestemning ved Knudsø, hvor både Knudhule og Sdr. Ege har Friluftsrådets Blå Flag. Foto: Maria Sofie Neergaard Lorentsen

Afstemning: Hvilken sø i Skanderborg Kommune er bedst at bade i?

Sommeren og badehumøret er over os, og nu kan læserne være med til at kåre den bedste badesø i Skanderborg Kommune. Vi har samlet de mest oplagte badesøer, og nu er det op til jer at afgøre, hvilken der skal løbe med sejren.

Sommeren og badehumøret er over os, og nu kan læserne være med til at kåre den bedste badesø i Skanderborg Kommune. Vi har samlet de mest oplagte badesøer, og nu er det op til jer at afgøre, hvilken der skal løbe med sejren.

Det er ikke kun studenterne, der i disse dage er klar til at hoppe i bølgerne. For selvom hedebølgen for nu er overstået, er søvandet begyndt at varme op og en tur til søen er oplagt, uanset om du har ferie eller skal have sommerstemning ind efter arbejde.

Derfor vil vi gerne høre din mening: Hvilken badesø er kommunens bedste?

Vi har samlet et overblik over de fem mest oplagte badesøer, hvor du også kan se de forskellige badesteder. Den finder du her.

Nu er det din tur til at kåre vinderen.

Der findes mange skønne badesteder i kommunens søer. Fotos: Maria Sofie Neergaard Lorentsen, Johanne Jedig Wejse

Her er kommunens badesøer - og stederne, du kan hoppe i

Vi har samlet overblikket over kommunens badesøer, så du her har inspiration til din næste badetur.

Vi har samlet overblikket over kommunens badesøer, så du her har inspiration til din næste badetur.

Rettelse: Tidligere fremgik Ravnsø som en af badesøerne. Vi er blevet opmærksomme på, at badestederne er private, og der derfor ikke er offentlig badning ved søen, som vi derfor har fjernet. Vi beklager fejlen.

Der er fem oplagte badesøer i Skanderborg Kommune. Nogen er meget kendte, og tiltrækker besøgende fra langt ud over kommunegrænsen, mens andre er mere skjult.

De fem badesøer rummer tilsammen 20 badesteder - det er dem, du kan taste ind på gps'en og vide, at der er en badevenlig destination.

Ifølge Skanderborg Kommune har alle kommunens badesteder den bedste kvalitet "udmærket" målt på bakterieniveauer.

Fire af strandene har i øvrigt Friluftsrådets Blå Flag.

Men hvor gemmer de skjulte perler sig, og hvilken badesø er den bedste? Hjælp os med at finde kommunens bedste badesø i denne afstemning.

Skanderborg Sø

Badebro ved Søbadet ud til Skanderborg Sø. Foto: Johanne Jedig Wejse

Skanderborg Sø har mange badesteder, alt efter hvor du ønsker at komme. Men hvis du går efter Friluftsrådets Blå Flag, så er det kun et af stederne, nemlig Søbadet. Hvis du er nysgerrig på badebroerne ved Søbadet, der først var væk og nu tilbage, kan du i øvrigt læse denne artikel.

I umiddelbar nærhed af Skanderborg by ligger badestederne Bybadet (ved Kulturhuset), Vandrehjemmet, KærligHeden og Skanderborg Sø Camping. De tre sidstnævnte er dog private.

De andre badesteder er Vestermølle og Næsset mod nord og Ravns Odde ved syd.

Stilling Sø

Stilling Strand ved Stilling Sø har Friluftsrådets Blå Flag. Foto: Johanne Jedig Wejse

Ved Stilling Sø - der på den anden side af kommunegrænsen bliver til Solbjerg Sø - er der to lokale badesteder.

Stilling Strand, der har Friluftsrådets Blå Flag.

Og Hørning Strand, der på Google Maps går under betegnelsen Fregerslev Færgested.

Mossø

Vædebro Strand har afslappet stemning med hængekøjer og SUP'ere. Foto: Maria Sofie Neergaard Lorentsen

Mossø er Danmarks fjerdestørste sø, og Jyllands næststørste, så selvfølgelig har søen ved Alken et par steder, du kan tage en dukkert.

De kommunale badesteder er Dakbjerg, Vædebrovej 53, Vædebro Strand, Fuldbro og Hem Odde.

Mossø er desuden en del af Gudenåsystemet.

Birksø (med mere)

Birksø er god til både sejlads og badning. Foto: Maria Sofie Neergaard Lorentsen

Birksø er jo endnu mere end Mossø en del af Gudenåen, og derfor er det også lidt svært at afgrænse bademulighederne til kun Birksø.

Men hvis man tæller Rye Mølle Sø med, så er der tre badesteder ved Birksø. Det er Holmens Camping, Ry Højskole og Skimminghøj.

Knudsø

Knudhule Badehotel omtaler selv Knudsø Strand som Danmarks bedste søbadestrand. Foto: Johanne Jedig Wejse

Knudsø rummer hele to Blå Flag Strande, nemlig Sdr. Ege og Knudsø Strand (eller Knudhule, som den går i folkemunde).

Derudover kan man også bade i Knudsø fra Birkhede Camping.

Børnebilletten er formateret, så børnene kan have den med rundt og krydse af, når de får en oplevelse. Foto: Per Bille

Sommerferie med børn? Her er et lokalt tilbud, du ikke må gå glip af

Sommerferien kan få ekstra stop på ruten for børn i Skanderborg-området.

Med en ny sommerbørnebillet på tværs af hele området kan børn op til 11 år nemlig få adgang til en lang række oplevelser, lækkerier og aktiviteter i Søhøjlandet.

Det gælder blandt andet AQUA Akvarium & Dyrepark, Labyrinthia, sejlture, GPS-skattejagter, museumsdetektiver, minigolf og mindre lokale forkælelser som is, slush ice og snacks hos lokale butikker og spisesteder.

Danmarks Smukkeste Børnebillet er lavet som et sommerhæfte med 28 aktiviteter, tilbud og rabatter, hvor én billet giver adgang til ét af hvert tilbud. Idéen med hæftet er, at børnene kan samle oplevelser og krydse af undervejs, og den koster 65 kroner.

Fakta: Hvor kan børnebilletten bruges?

Skanderborg-området

  • Børnebillet til escape room hos Escape Games
  • Malebog hos Name It
  • Skattejagt og præmie i Møllehjulet på Ejer Bavnehøj
  • Børnebillet til M/S Dagmar på Skanderborg Sø
  • En pose popcorn i Biografen Skanderborg
  • En kugle is hos Paradis
  • 25 procent på entré til svømmehallen hos Vandvirke
  • Brik cacao hos Kafé K

Ry og Silkeborg-området

  • Skattejagt og præmie i Ørneboden på Himmelbjerget
  • Entré og præmie på Øm Kloster Museum
  • Entré og præmie på Museet Gl. Rye Mølle
  • Dagsbillet til Birkhede Camping inklusiv badeland
  • Entré til ét barn i Åben Hal i Ry Hallerne
  • Lille slush ice hos OK Plus
  • En kugle is hos KASA i Torvehallen
  • En kugle hjemmelavet gelato hos Lakeside
  • Entré til ét barn i Labyrinthia
  • Børnebillet til AQUA Akvarium & Dyrepark
  • GPS-skattejagt på vandet hos Ry Kano
  • Børnebillet til minigolf i Skyttehusets Outdoor Camp
  • Sodavand ombord ved sejlads med Hjejleselskabet

Galten og Skovby

  • Slik til børnene hos Berger Optik
  • Børnebillet til minigolf hos Galten-Skovby Minigolf
  • Slikkepind og 20 procent på Matas Kids Solcreme hos Matas i Galten
  • Børnebolle hos Lagkagehuset i Galten

Hørning

  • Slikkepind hos Profil Optik
  • Æske Mulle chokoladelinser hos Middelfart Sparekasse
  • Chokoladebolle hos SuperBrugsen i Hørning

Mere om børnebilletten

Danmarks Smukkeste Børnebillet koster 65 kroner, og kan bruges til og med 11-års alderen.

Den kan bruges fra nu og til og med 9. august.

Den kan købes hos Beger Optik i Galten, SuperBrugsen i Hørning, Name It i Skanderborg og Kvickly i Ry eller online hos Danmarks Smukkeste.

Børnebilletten er skabt i samarbejde mellem Danmarks Smukkeste og de fire cityforeninger i lokalområdet; Skanderborg, Hørning, Galten-Skovby og Ry. Ry+ er initiativtager til billetten.

Danmarks Smukkeste børnebillet indeholder 28 oplevelser, gaver og rabatter til hele lokalområdet. Screendump fra Danmarks Smukkeste video
Mosstock Festival giver hvert år plads til amatørbands og nye musiknavne. I år er 20 bands valgt ud til Danmarks Ældste Festival, og cirka halvdelen af dem kommer fra nærområdet. Arkivfoto: Henrik C. Sandvad

58 bands ville på plakaten: Kun 20 fik en plads på Mosstock

Programmet til sommerens festival ved Mossø er på plads. Kun 20 bands kom gennem nåleøjet til Danmarks ældste musikfestival.

Programmet til sommerens festival ved Mossø er på plads. Kun 20 bands kom gennem nåleøjet til Danmarks ældste musikfestival.

Mange bands drømmer om at spille på Mosstock Festival ved Mossø. Gennem årene har festivalen været med til at give scenetid til navne som Emmelie de Forest, Saybia, Sine Svendsen, Jette Torp og Stine Bramsen, længe før de blev landskendte.

I år søgte knap 58 bands om en plads på plakaten, men da programmet skulle sættes sammen, var der kun plads til 20.

Nu er programmet for den 54. udgave af Danmarks ældste musikfestival klar, og ifølge formand Niels Godrum var der igen i år langt flere ansøgere, end festivalen havde mulighed for at give plads til.

Mosstock Festival har siden 1971 haft hjemme på marken ved Klostermølle, hvor Gudenåen løber ud i Mossø. Til august afholdes festivalen for 54. gang. Arkivfoto: Morten Pape

- Der er simpelthen så mange gode bands, så det ærgrer os, at vi ikke kan give dem alle sammen en chance. Men når mange af dem ligger tæt op ad hinanden stilmæssigt, er der jo altid nogen, der ikke kan komme med, siger Niels Godrum.

Musikken er nøje udvalgt

Udvælgelsen sker ikke ved, at arrangørerne håndplukker deres personlige favoritter. Nej, først lytter festivalens musikudvalg alle ansøgninger igennem og vurderer dem. Derefter sammensætter et programudvalg den endelige plakat med fokus på både kvalitet og variation.

- Musikudvalget får musikken hjem og lytter det hele igennem. Så giver de karakterer, og bagefter går programudvalget ind og kigger på det. Det hele bliver lagt ind i et regneark, så vi kan se, hvem der har fået flest point, forklarer Niels Godrum.

Fakta: Mosstock Festival

Mosstock Festival finder sted ved Klostermølle fra 30. juli til 1. august 2026. En billet til alle dage koster 200 kroner.

Festivalen blev afholdt første gang i 1971 og har gennem alle årene haft en særlig profil med amatørbands og nyere navne, som også fortsætter i år.

Sidste år havde Mosstock Festival knap 1000 gæster.

Selv om pointene er en vigtig del af udvælgelsen, handler det ikke kun om at finde de højest placerede bands. Festivalen ønsker et alsidigt program, og derfor må arrangørerne nogle gange gå længere ned på listen for at skabe den rette balance mellem genrer og musikalske udtryk.

Mange lokale navne

Når publikum møder op ved Mossø første weekend i august, vil de opleve, at en stor del af programmet kommer fra lokalområdet.

Omkring halvdelen af de udvalgte bands har adresse inden for 20-25 kilometer fra festivalpladsen.

Niels Godrum blev i sin tid så begejstret for den berømte Woodstock festival, at han for 55 år siden arrangerede sin egen lille udgave, nemlig Mosstock Festival, der holdes tæt på den store sø Mossø. Arkivfoto: Peter Hald

Flere af navnene har tidligere gæstet festivalen, men det ser formanden ikke som noget problem.

- De har jo gjort det så godt, at de har fortjent at komme igen, siger han.

Flere frivillige - men stadig brug for flere

Mosstock Festival er afhængig af de mange frivillige, der hvert år hjælper med at få det hele til at fungere.

Ved årets festival er omkring 100 frivillige involveret, og ifølge Niels Godrum går antallet af frivillige på festivalen den rigtige vej.

- Jeg kan se, at antallet af medarbejdere stiger lidt hvert år. Pilen peger den rigtige vej, siger han.

Der er dog stadig brug for flere hænder.

- Vi skal nok op på omkring 125, for at vi har folk nok alle steder. Der er nogle steder, hvor folk må tage et ekstra træk for at få det hele til at hænge sammen, siger Niels Godrum.

Morten Kaalund og Skanderborg AGF blev nummer to i herrehåndboldligaen i seneste sæson. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix.

Skanderborg AGF trækker verdens bedste håndboldhold i Champions League

Skanderborg AGF har fået en interessant gruppe ved klubbens første Champions League-deltagelse nogensinde.

Skanderborg AGF møder verdens bedste håndboldhold i klubbens første Champions League-sæson nogensinde.

Fredag middag var der lodtrækning til næste sæsons Champions League, og her blev Skanderborg AGF udtrukket i gruppe D sammen med de forsvarende Champions League-mestre FC Barcelona, franske Montpellier og rumænske Dinamo Bucuresti.

FC Barcelona vandt den seneste udgave af Champions League for bare to uger siden. Her spillede spanierne mod Aalborg i semifinalen og gik videre efter et utroligt medrivende opgør, som blev afgjort i forlænget spilletid.

I finalen vandt Barcelona mod Füchse Berlin. Her stod århusiansk fødte Emil Nielsen en blændende kamp. Skanderborg AGF får dog ikke æren af at møde verdens bedste håndboldmålmand, da han fra denne sommer skifter klub til ungarske Veszprém.

Men det er stadig et utroligt håndboldhold, der altså skal spille mod Skanderborg AGF i Arena. Med Timothey N'Guessan og Dika Mem i bagkæden, Aleix Gomez på fløjen, Luis Frade og Ludovic Fabregas på stregen og Carlos Ortega på bænken for bare at nævne et par stykker.

FC Barcelona er det største hold i verden og har vundet fire af de seneste seks udgaver af verdens bedste klubhåndboldturnering. I to af gangene har Aalborg været taberen i finalen.

En tur til Frankrig

De to øvrige hold er dog bestemt også stærke.

Franske Montpellier ligner dog på papiret en rigtig god lodtrækning fra 2. seedningslag i forhold til, hvad man kunne være løbet ind i. Montpellier endte blot som nummer tre i den franske Starligue i seneste sæson - langt efter både Paris og Nantes. Til gengæld var klubben i European League-finalen, hvor den tabte knebent til Flensburg-Handewitt.

Montpellier har flere franske A-landsholdsspillere i truppen og var i mange år en fast bestanddel af Champions League. Seneste besøg i turneringen er dog tilbage i 23/24-sæsonen, hvor man nåede til kvartfinalen.

Også Dinamo Bucuresti fra den rumænske hovedstad er en fast del af Champions League, men de har i de seneste sæsoner ikke gjort meget væsen af sig. I seneste sæson røg de suverænt ud af gruppen med bare fire point efter 14 kampe.

Turneringsstrukturen ændres til den kommende sæson, hvor antallet af hold går fra 16 til 24, og hvor der i stedet for otteholdspuljer nu blot er fire i hver.

Det har også åbnet for, at Danmark nu får tre mandskaber i Champions League.

Den danske mester fra Aalborg er røget i en på papiret ganske fornuftig pulje med Paris Saint-Germain fra Frankrig, HC Zagreb fra Kroatien og Celje fra Slovenien.

De danske bronzetagere fra GOG er ligeledes endt i en god gruppe med Sporting CP fra Portugal, Pick Szeged fra Ungarn og Kristianstad fra Sverige.