Ledte forgæves på tv: Nu bor de tre generationer sammen i ønskebyen
"Den gamle dame" i Vrold har plads til både mormor og morfar, forældre og småbørn.
Det startede egentlig lidt som en joke mellem Camilla Skovgaard Jonassen og hendes mor.
Men da hun og partneren Milan Crawford blev forældre, begyndte joken pludselig at blive alvor.
Indtil den nu er kulmineret med, at Camilla Skovgaard Jonassens forældre, Anita Skovgaard Jakobsen og Per Bertelsen, er flyttet ind i underetagen af parrets nyerhvervede hus, Karensminde, i Vrold.
Camilla Skovgaard Jonassen bliver ofte mødt af forundring fra sine jævnaldrende, der siger ting som "jeg skulle f.... ikke bo med mine forældre eller svigerforældre":
- Men det er jo, fordi de ikke ved, hvor godt vi har det sammen. Vi kan godt komme til at glemme, hvor privilegerede vi er at have den relation, siger Camilla Skovgaard Jonassen.
Nu glæder familien sig til at tage hul på livet i en tværgenerationel bolig, hvor mormor og morfar kun er en trappe og en dør fra deres snart to børnebørn.
For langt fra Skanderborg
Familien ledte længe efter et passende sted, og havde især fokus på at finde et hus med to separate afdelinger. Der var de også omkring TV 2-programmet 3 x Beliggenhed, hvor de dog måtte sande, at de steder typisk havde for mange hektar jord og lå for langt fra Skanderborg.
- Det blev tydeligt for os, at det er vigtigere for os med noget bymiljø end to forskellige enheder. Og så ønskede vi os et hjem med detaljer og charme, siger Camilla Skovgaard Jonassen.
Derfor er det endt med en gennemrenoveret lejlighed i underetagen til den ældre generation i det store hus i Vrold, hvor de to yngste generationer til gengæld har gennemrenoveret stueetagen og førstesalen.
- Vi havde godt set huset her, men havde i første gang afskrevet det, da vi ikke havde kendskab til området. Efter en del frem og tilbage tog vi herud og gik en tur og kunne sagtens se os bo her, siger Camilla Skovgaard Jonassen.
Solgt huset i Viby
Så selvom de egentlig havde affundet sig med, at generationsboligen ikke blev til noget, og var ved at lede efter et hus til dem selv, inviterede de forældrene med til huset i Vrold.
- Vi lod det være op til dem at kigge og se, om de kunne se sig selv i det, fortæller Camilla Skovgaard Jonassen.
Det kunne forældrene godt, og derfor solgte de deres hus gennem 25 år i Viby og er netop flyttet permanent ind hos den lille familie.
Det er Camilla Skovgaard Jonassen og Milan Crawford, der ejer huset, som forældrene så lejer sig ind i. Og så har de beholdt deres sommerhus, hvor de bruger de fleste ferier og weekender.
- Så vi ender jo ikke med at sidde på nakken af hinanden. Selvom vi så godt nok også tager med i sommerhuset i flere af vores ferier og weekender, smiler Camilla Skovgaard Jonassen.
Ingen holder sig tilbage
De lægger især vægt på den ærlighed, der præger deres indbyrdes samtaler. Uanset om det er mor og datter, der tager dem, eller hele flokken.
- Det vigtigste er, at ingen holder sig tilbage. Vi er også sådan nogle typer, der ikke går og gemmer tingene til en særskilt samtaleaften - vi vil hellere tale om det, når det opstår, siger Milan Crawford.
Derfor taler de også åbent om de udfordringer, der kan være ved at have bedsteforældrene i underetagen. For lige over soveværelset ligger den halvandetåriges legeværelse, og det kan være en udfordring, hvis han vågner klar til leg klokken fem om morgenen. Ligesom sønnen kan have svært ved at forstå, hvis de bare lige skal hente noget i underetagen, at det ikke nødvendigvis betyder et besøg hos mormor og morfar.
- Men det har ikke været et problem, det er nok mest en bekymring fra vores side, fordi vi gerne vil give dem lidt luft, siger Milan Crawford.
I stedet nyder de at se, hvor meget det betyder for relationen til bedsteforældrene.
- Han savner dem, når der går en uge, uden vi ses, og de er bare et hit. Det der særlige bånd, det er jo meningen med det hele, siger Camilla Skovgaard Jonassen.
Parret afslutter:
- Så vi har fundet drømmehuset, hvor der er plads til os alle, plads til kærlighed, godt naboskab og til at vokse.