Brian Laursen (t.h.) og Thomas Ager (t.v.) er sammen med Peter Søndergaard de tre udviklere i Project A, som ejer Almuevej. Foto: Johanne Jedig Wejse
Fra boldbaner til eftertragtede rækkehuse
Det er sjovere at arbejde, hvis man kan lide sin kollega.
Det gælder nok for de fleste brancher - i hvert fald min. Alligevel er det ikke hver dag, jeg taler med ejendomsudviklere, der beskriver hinanden som "kammerater".
Men det gør de lokale udviklere fra Project A, som jeg cyklede til Almuevej i Vrold for at møde.
Ikke bare for at høre om deres venskab, men især om planerne for det boligområde, der skal bygges på de gamle boldbaner. Så i dagens første artikel har jeg samlet alt det, der er værd at vide - og illustrationer af, hvordan det kommer til at se ud.
I dagens anden artikel følger vi op på 16-årige Annika, der siden lørdag har været anbragt på en særligt sikret institution. Her er hendes frihed stærkt begrænset, og det får en socialjurist til at kritisere sagen - selvom hun godt kan se, at kommunen har haft svære kort på hånden.
Her er, hvad vi ellers har med til dig i dag:
🤾♂️ I går aftes var det knald eller fald for Skanderborg-AGFs Champions League-chancer. Læs alt om, hvordan det gik.
🎉 I morgen er Skanderborg vært for børnenes Smukfest, og det med et program, der næsten svarer til børnenes Minds of 99 og Lukas Graham. Vi giver dig overblik over dagen.
🚦 Og SÅ blev Adelgade færdig! Nu fortsætter arbejdet på Asylgade, imens vi alle sammen med fordel kan gå en efterårstur på den nye gågade (med kørsel tilladt).
⚫ En lokal butik havde en træls oplevelse fredag aften, da der var Sort Nat. Vi følger op.
Rigtig god efterårsferie - uanset om du ferier den eller ej 🧡
Johanne Jedig WejseJournalist
Rækkehusene på vej til Almuevej er visualiseret af Project A, som består af de lokale udviklere Brian Laursen (t.v.), Thomas Ager (t.v.) og Peter Søndergaard. Illustration: Project A / Foto: Johanne Jedig Wejse
"Unikt" boligområde med 54 rækkehuse som "Skanderborg mangler": Få det fulde overblik her
Johanne Jedig Wejse jojwe@jfm.dk
Nu er lokalplanen for det kommende boligområde vedtaget. Derfor fortæller udviklerne nu SkanderborgLIV om fælleshus, legeplads, naturen - og selvfølgelig de 54 rækkehuse.
torsdag 8. okt. 2026 kl. 19:21
Johanne Jedig Wejse jojwe@jfm.dk
Nu er lokalplanen for det kommende boligområde vedtaget. Derfor fortæller udviklerne nu SkanderborgLIV om fælleshus, legeplads, naturen - og selvfølgelig de 54 rækkehuse.
Nu har et flertal i Skanderborg Kommune vedtaget lokalplanen, der gør det muligt at omdanne området ved det gamle klubhus på Almuevej 1 i Vrold til et boligområde.
Byggeriet af 54 rækkehuse i både ét og to plan, et nyt fælleshus for hele Vrold og nyanlagte rekreative udearealer med legeplads kan derfor igangsættes.
Og det skaber stor glæde hos udviklerne, Project A, hvor Brian Laursen fortæller, at de regner med at gå i jorden indenfor et års tid.
Et meget forsigtigt skøn er dermed, at de første lejere kan rykke ind i sommeren 2028.
Et grønt område med legepladser, drivhus, fælleshus skal skabe gode rammer for de 54 nybyggede rækkehuse. Illustrationen er en visualisering, udarbejdet af: Project A
De tre udviklere har kendt hinanden "altid", og nu er de gået sammen om at udvikle projektet, udarbejde lokalplanen og opføre byggeriet.
Bag Project A er Brian Laursen, der også er medejer af Murer-Tømrerfirmaet JBL, den selvstændige ejendomsinvestor Thomas Ager og Peter Søndergaard, der også er medejer af det rådgivende ingeniørfirma Trafikplan.
- Vi er kammerater, og vi kommer alle tre fra Skanderborg og bor i byen, så vi er lokalt forankrede. Og det synes vi egentlig er godt - for når man selv bor i byen, så har man da også virkelig lyst til at lave noget ordentligt, fortæller Thomas Ager.
Lige nu ser boldbanerne i Vrold ikke ud af meget, men udviklerne Brian Laursen (t.h.) og Thomas Ager (t.v.) og Peter Søndergaard har store planer. Foto: Johanne Jedig Wejse
Derfor er de også godt tilfredse med projektet, som de har justeret efter høringsfasen. Enkelte rækkehuse er blevet flyttet og ændret til etplanshuse.
Med det kommer boligområdet til at rumme 30 rækkehuse i to plan og 24 i ét plan. Anlagt på de gamle boldbaner og indkredset af de eksisterende træer ud mod Vroldvej og Horsensvej.
Rækkehusene i ét plan får egen carport, mens alle rækkehusene får parkering og for- og baghave. De skal opføres i gule teglsten med lodrette trælameller på facaden.
Etplanshusene er seniorvenlige, men udviklerne understreger, at der er plads til alle slags beboere.
Fælleshuset kommer til at erstatte det eksisterende klubhus på Almuevej. Illustrationen er en visualisering, udarbejdet af: Project A
Derudover bliver der anlagt en række fællesfaciliteter i området: fællesbede, legepladser, petanquebane og shelter samt et nyt fælleshus, der erstatter det eksisterende klubhus.
Fælleshuset skal være et samlingssted med fokus på fællesskab og aktiviteter for områdets beboere, og det kan indrettes efter beboersammensætningen.
Og det bliver en særlig opgave for udviklerne, for de har - ligesom mange lokale i øvrigt - selv haft en tilknytning til huset.
- Der er jo enormt mange, der har et forhold til lige præcis det her hus, fordi mange skanderborgensere har holdt fester her - og det har vi også selv. Så det er noget, vi passer på, for det er fedt at kunne give noget tilbage til byen, siger Brian Laursen.
Fælleshuset skal danne rammer om det sociale for områdets beboere. Illustrationen er en visualisering, udarbejdet af: Project A
Af hensyn til naboerne i området bliver der dog ikke samme mulighed som tidligere for at udefrakommende kan leje huset til private fester. I stedet bliver der fokus på at skabe et sted, hvor beboerne kan være sociale, inden de trækker sig tilbage til deres egne hjem.
- Det er der brug for, har vi kunnet høre ude i byen. Så vi har fokuseret meget på det sociale. For hvis man får et godt socialt netværk og bliver glad for at bo her, så har vi også nogle længerevarende lejere. Det er et godt afsæt, siger Thomas Ager.
Udviklerne ligger meget vægt på, at et grønt bælte kommer til at omkranse rækkehusene i boligområdet. Illustrationen er en visualisering, udarbejdet af: Project A
Området kommer til at rumme lejeboliger, men undervejs vil Project A også vurdere, om nogle af rækkehusene også skal sættes til salg. Men allerede nu får de henvendelser fra interesserede, der vil høre, om de kan blive skrevet op.
- Det viser os også, at vi har ramt noget, som Skanderborg mangler. Det bliver unikt, og kan ikke rigtigt sammenlignes - men det er tydeligt, at der er et behov for udvikling af den her art, siger Brian Laursen.
Derfor lægger de heller ikke skjul på, at de gerne vil udvikle flere byggeprojekter sammen fremover. Brian Laursen har tidligere været med til at udvikle Udsigten 8660, ligesom de er i gang med Randløv Vænge. Men tre-parts makkerskabet Project A kan noget særligt.
- Når man skal lave sådan noget her, er det rart, at man kender hinanden. Det giver en tillid, og man ved, hvor man har hinanden. Og vi har jo haft nogle super fede arbejdsdage, hvor vi hygger os og snakker om projektet. Fagligt passer det også rigtig godt, for vi bidrager hver især med nogle kompetencer, siger Thomas Ager.
Brian Laursen (t.v.) og Thomas Ager (t.h.) er sammen med Peter Søndergaard de tre udviklere i Project A, som ejer Almuevej. Foto: Johanne Jedig Wejse
Makkeren Brian Laursen supplerer:
- Ja, så du kan godt skrive, at vi søger mere jord. Vi er ikke færdige.
16-årige Annika Balle Olsen er anbragt på Grenen-Dalstrup i Grenå. Foto: Maria Neergaard Lorentsen
Annika har det "forfærdeligt" på særligt sikret afdeling: Ekspert ser flere problemer i sagen
Maria Neergaard Lorentsen manlo@jfm.dk
16-årige Annika fra Skanderborg er anbragt på en særligt sikret afdeling. Socialjurist mener ikke, sagen burde være kommet så vidt, mens en folketingspolitiker peger på en større problematik. Begge ser dog en sag, hvor der ikke findes nemme løsninger.
onsdag 7. okt. 2026 kl. 19:04
Maria Neergaard Lorentsen manlo@jfm.dk
16-årige Annika fra Skanderborg er anbragt på en særligt sikret afdeling. Socialjurist mener ikke, sagen burde være kommet så vidt, mens en folketingspolitiker peger på en større problematik. Begge ser dog en sag, hvor der ikke findes nemme løsninger.
I lørdags flyttede 16-årige Annika Balle Olsen for fjerde gang på to år.
Men denne gang skulle hun kropsvisiteres ved indgangen - og bagved hende blev døren låst.
Efter en afgørelse i Børn- og Ungeudvalget i Skanderborg Kommune blev den 16-årige, der har autisme og ADHD, i lørdags anbragt på den særligt sikrede afdeling på Grenen-Dalstrup. Her skal hun observeres i op til tre måneder.
Som SkanderborgLIV tidligere har afdækket, har hun ikke en kriminel baggrund. Men udvalget vurderer, at den særligt sikrede ramme er nødvendig for at afklare hendes behov, før der kan findes en mindre indgribende løsning. SkanderborgLIV har læst Annikas journal, Familierådgivningens indstilling samt Børne- og Ungeudvalgets afgørelse.
Hvad er Grenen?
Grenen-Dalstrup er en del af Region Midtjyllands specialområde for kriminalitetstruede og dømte børn og unge. Institutionen modtager blandt andet unge, der har begået kriminalitet eller vurderes i risiko for det, men også unge med udadreagerende adfærd, misbrug eller selvskade.
Annika er anbragt på afdeling Syd, der har plads til fem unge. Her bor alene unge med psykisk afvigende adfærd, som vurderes ikke at kunne være på de almindelige sikrede afdelinger.
Indtil for nylig boede Annika midlertidigt i en campinghytte ved Horsens, efter at seneste bosted Corvia opsagde hendes plads.
Nu kritiserer socialjurist Bente Adolphsen kommunens håndtering af sagen. Samtidig peger folketingspolitiker Eva Borchorst Mejnertz på en mere grundlæggende mangel på specialiserede anbringelsessteder.
Begge peger dog på, at sagen er kompliceret - og at kommunen også har stået med svære kort på hånden.
Jurist: Ser ikke grundlag for anbringelse
På Grenen-Dalstrup skal Annika bo sammen med fire andre piger.
Hun får eget værelse med badeværelse og tv, men i starten må hun ikke have sin egen mobiltelefon eller andre ejendele. I stedet kan hun ringe dagligt fra afdelingens telefon. Besøg foregår efter faste sikkerhedsregler, og stedet kan blandt andet bruge kropsscanner eller foretage personundersøgelse af besøgende. Gaver og andre ting skal godkendes af personalet og skal være i original emballage.
Beboerne på afdelingen må ikke forlade værelset uden en voksen og afdelingens yderdøre er aflåste.
- Annika bliver behandlet som en kriminel, siger mor Eva Maria Olsen.
Annika Balle Olsen har ikke gået i skole det seneste år - og kæmpet med det siden 4. klasse. Foto: Maria Neergaard Lorentsen
Socialjurist Bente Adolphsen ærgrer sig over, at Annika er endt på det mest indgribende niveau.
- Sagen ville måske ikke være endt her, hvis kommunen havde handlet anderledes tidligere i forløbet, siger hun.
Derfor kan Annika anbringes på særligt sikret
Barnets lov § 63 gør det muligt at anbringe unge mellem 12 og 17 år på en særligt sikret afdeling – også uden kriminalitet.
Det kræver blandt andet:
at der allerede er grundlag for en sikret anbringelse, eksempelvis for at observere den unge,
at en almindelig sikret afdeling vurderes utilstrækkelig på grund af tidligere særligt voldelig eller psykisk afvigende adfærd,
og at der ved psykisk afvigende adfærd foreligger en lægefaglig vurdering af aktuelle symptomer på psykisk sygdom.
Ved særligt indgribende sager er det Børn- og Ungeudvalget – ikke Familierådgivningen alene – der træffer afgørelsen.
Kort før afgørelsen blev Annika tilbudt et åbent botilbud i Brovst nær Aalborg, hvor hun kunne få egen lejlighed. Familien takkede nej på grund af afstanden til familie og venner i Skanderborg.
Det får Bente Adolphsen til at spørge, hvorfor kommunen ikke i stedet gennemførte den anbringelse uden familiens samtykke.
- Man skal selvfølgelig se på nærhedskriteriet. Men hvis der kun er ét egnet sted, må nærhedsprincippet vige. Hvorfor brugte man ikke tvang i forhold til det åbne sted? Man skal se på, hvad der er bedst for pigen, siger hun.
Flere konflikter på den anden side af bordet
Annikas behov - såsom ro, struktur og forudsigelighed - er tidligere afdækket i en VISO-rapport og af tidligere bosteder og socialjuristen frygter, at en særligt sikret afdeling kan få den modsatte effekt på en ung med Annikas sårbarhed.
- Jeg håber ikke, det er for sent at få vendt pigens udvikling, men der er i hvert fald stor risiko for, at vi er lige vidt efter observationsperioden, siger Bente Adolphsen.
SkanderborgLIV har bedt Skanderborg Kommune om at svare på kritikken, men de ønsker ikke at udtale sig om konkrete sager.
Bente Adolphsen har læst Familierådgivningens indstilling og Børn- og Ungeudvalgets afgørelse og forstår derfor også, at sagen er endt, hvor den er.
- Jeg mener fortsat ikke, at en særlig sikret institution er et godt valg til en ung pige som hende, men jeg forstår bedre valget nu.
Hun hæfter sig blandt andet ved, at akterne beskriver et konfliktfyldt forløb omkring de tidligere anbringelser og morens samarbejde med tilbuddene.
- Jeg ser afgørelsen i Børn- og Ungeudvalget som et sidste afmægtigt forsøg på at få vendt den meget skadelige udvikling, pigen er i gang med, skriver Bente Adolphsen.
Moren afviser kritik
Annikas mor, Eva Maria Olsen, afviser, at hun har modarbejdet datterens anbringelser.
- Jeg kan godt forstå, hvis man kun læser kommunens dokumentation, at man giver dem ret. Men passer ikke. Det er et narrativ, der er sat ud af kommunen, fordi de ikke kunne klare deres opgave, siger hun.
Eva Maria Olsen bruger i øjeblikket al sin tid på at hjælpe sin datter Annika med at komme væk fra den særligt sikrede afdeling. Foto: Maria Neergaard Lorentsen
Hun mener ikke, at kommunens dokumentation giver et retvisende billede af datterens udvikling.
Moren peger på, at Annika ifølge familien fik det bedre på Corvia ved Solbjerg, hvor hun begyndte at komme til koncerter, være sammen med venner og familie og deltage i flere aktiviteter, hvilket ikke fremgår af journalen.
Annikas historie kort
Annika har ADHD og atypisk autisme. Ifølge familien begyndte hendes mistrivsel i 4. klasse.
Hun blev anbragt uden for hjemmet i august 2024 og har siden boet på Fonden Ørting ved Odder, Fjordlivet ved Ringkøbing og Corvia ved Solbjerg.
På Fjordlivet fik hun det ifølge familien værre og reagerede med voldsomme nedsmeltninger, hvor hun blandt andet råbte, skreg og kastede med ting. Hun udøvede også selvskade og truede med selvmord. Journalen beskriver et stort behov for ro, struktur og forudsigelighed.
Fjordlivet opsagde hende i april. På Corvia beskriver familien, at Annika hen over sommeren fik det bedre end længe: Hun var til koncerter, i biografen og sammen med venner og familie. Corvia vurderede samtidig, at støj og fælles faciliteter gjorde, at hun ikke kunne trives, og opsagde hendes plads i august.
Siden har hun boet midlertidigt i en campinghytte i Horsens med besøg fra støttepersoner, hvor Annika ifølge hende selv og moren især har fået det bedre på grund af ro og egne faciliteter.
Lørdag den 3. oktober flyttede hun ind på en særligt sikret afdeling på Grenen-Dalstrup.
Corvia bekræfter i et brev, som SkanderborgLIV har læst, at samarbejdet med Eva Maria Olsen var “positivt og baseret på konstruktiv dialog”. Ledelsen beskriver hende som engageret, samarbejdende og som en ressource i arbejdet med Annika, også under kriser.
Bostedet kunne dog ikke imødekomme datterens behov for ro, eget bad og mindre støj og hun blev derfor opsagt.
Eva Marie Olsen siger dog, at hun nu godt kan se, at kommunen kan have manglet alternativer. Men hun savner, at kommunen havde inviteret familien til et møde om andre muligheder - og at de burde have undersøgt mulighederne for egen lejlighed med tæt støtte mere grundigt.
- Annika har det forfærdeligt på Grenen - nu fortryder hun, at hun sagde nej til det andet, fortæller hendes mor.
Politiker: Der mangler pladser
Handicapordfører for Socialdemokratiet og medlem af Socialudvalget Eva Borchorst er normalt byrådsmedlem i Aarhus Kommune, hvor hun sidder i netop Børne- og Ungeudvalget, der afgør disse sager. I øjeblikket er hun stedfortræder på Christiansborg. Hun peger på, at sagen også handler om et større problem.
- Der er en grundlæggende problemstilling. Kommuner kan stå i en situation, hvor en sikret anbringelse opleves som den eneste mulighed, fordi de rette tilbud mangler. Men man må aldrig gå på kompromis med barnets sikkerhed, hvis barnet er selvmordstruet eller risikerer at komme alvorligt til skade, siger hun.
Eva Borchorst Mejnertz (S) er til daglig byrådspolitiker i Aarhus. I øjeblikket er hun stedfortræder for Anne Paulin på Christiansborg og sidder i bl.a. socialudvalget. Pressefoto.
Hun oplever, at flere børn og unge med autisme og ADHD bliver anbragt, mens der mangler tilbud til forskellige målgrupper og ledige bufferpladser, når behovet opstår akut. Tal fra Danske Regioner viser i øvrigt, at andelen af "sociale anbringelser" - såsom Annika - på landets sikrede institutioner er steget fra otte procent i 2012 til 36 procent i 2025.
- Vi skal have flere anbringelsessteder, som passer til forskellige målgrupper. Det kan ikke nytte, at unge i voldsom mistrivsel flyttes igen og igen, fordi de ikke er det rette sted. Så ser vi, at de får det værre, siger Eva Borchorst Mejnertz.
Hun har taget udfordringerne omkring anbringelser op politisk og stillet en række spørgsmål til ministeren.
Eva Borchorst Mejnertz (S) har stillet følgende spørgsmål til Monika Rubin (M), Socialminister og minister for nordisk samarbejde.
Hvordan vil ministeren styrke opfølgningen på om de børn der anbringes får et bedre børneliv, herunder på om kommunernes personrettede tilsyn er tilstrækkeligt og fungerer efter hensigten?
Hvordan sikres kvaliteten på bostederne/institutionerne, herunder at der er de rette anbringelsessteder, sådan at der altid er et egnet sted til de børn vi anbringer uanset deres særlige behov og alder? (aktuelt mangler der egnede institutioner til helt små børn, hvor der fx er den fornødne faglighed (fx vedr. autisme mv) og omsorg om natten til små børn (som har været udsat for slemme ting)?
Vil ministeren tage initiativ til en dialog med politikere og børnesagkyndige i Børn og Unge-udvalgene i kommunerne, da det jo er dem der har indsigten i sagerne i kommunerne og i hvad der er af problemer samt sikrer at barnets lov efterleves?
Vil ministeren tage initiativ til at der tilbydes kurser i barnets lov til Børn og Unge-udvalgene i kommunerne, så udvalgenes medlemmer (børnesagkyndige og fritids-/kommunalpolitikere) er bedre klædt på til at sikre at loven og dens intention efterleves?
Politikeren kaster også lys på familiens afvisning af det først tilbudte bosted.
- Hvis det åbne tilbud var det tilbud, kommunen havde, og familien sagde nej, kan man jo ikke trylle andre steder frem, siger hun.
Annika Balle Olsen og familien har anket afgørelsen i Ankenævnet og de forventer at få svar i begyndelsen af november.
Det siger Skanderborg Kommune
Christian Rotbøl, chef for Børn og Unge i Skanderborg Kommune, oplyser, at han ikke kan kommentere den konkrete sag.
Han skriver dog, at kommunen arbejder efter princippet om den mindst indgribende indsats, som samtidig kan sikre den unge nødvendig støtte, behandling og omsorg.
- Anbringelse på en sikret eller særligt sikret institution er blandt de mest indgribende indsatser efter barnets lov og kan alene anvendes, når lovens betingelser er opfyldt, skriver han.
Ifølge Christian Rotbøl er det altid en forudsætning for at indstille til en særligt sikret anbringelse, at den unges behov ikke vurderes at kunne imødekommes forsvarligt gennem mindre indgribende eller åbne tilbud.
Vi har desuden spurgt ham, om Annikas sag giver anledning til at se på praksis vedrørende tvangsanbringelser af unge med diagnoser på en særligt sikret afdeling. Det har han ikke svaret på.
Magnus Petersen er nu den keeper i Champions League med tredjebedst redningsprocent. Foto: Skanderborg AGF
Haps, jeg spiser dig! - Skanderborg AGF's keeper blev helten i historisk Champions League-sejr
Mathias Maznikar-Hansen matha@stiften.dk
Vind-eller-forsvind. Torsdagens opgør mod Montpellier var sådan en kamp. Og Magnus Petersen var i Skanderborg AGF-målet den store figur. Nu kan klubben pludselig selv afgøre sin skæbne.
fredag 9. okt. 2026 kl. 06:20
Mathias Maznikar-Hansen matha@stiften.dk
Vind-eller-forsvind. Torsdagens opgør mod Montpellier var sådan en kamp. Og Magnus Petersen var i Skanderborg AGF-målet den store figur. Nu kan klubben pludselig selv afgøre sin skæbne.
Magnus Petersen og Gustav Bruun kender hinanden pænt godt.
De delte lejlighed sammen, da de brød igennem i herrehåndboldligaen for Nordsjælland Håndbold. Dengang arbejdede keeperen Petersen på en kaffebar og fik hverdagen til at hænge sammen som et ungt talent.
Nu er han for alvor brudt igennem lydmuren.
I seneste sæson viste Magnus Petersen, at han er en af landets mest spændende målmænd.
Skanderborg AGF: Johan Hansen 8, Kristjan Örn Kristjansson 5, Emil Lærke 5, Andreas Søgaard 5, Fredrik Olsson 5, Jeppe Cieslak 4, Alexander Jensen 2, Gustav Bruun 1, Morten Kaalund 1.
Montpellier: Drevy Paschal 6, Bryan Montes 5, Arthur Lenne 4, Arthur Lenne 4, Pol Valera 3, Zvonimir Srna 3, David Balaguer 3, Agustin Casado 2, Rogerio Moraes 1, Benjamin Richert 1.
Redningsprocenter: Skanderborg AGF: Magnus Petersen 40 % (20/50). Montpellier: Charles Bolzinger 29 % (6/21), Remi Desbonnet 17 % (4/24)
Dommere: Edmunds Bogdanovs og Ivars Cernavskis (Letland)
Torsdag aften leverede han en præstation, der vil få håndboldfans i resten af Europa til at skærpe sanserne.
20 (!) redninger, 40 procent på bogen og en gigantisk nøglerolle blev det til, da Skanderborg AGF vandt 36-32 mod Montpellier.
Det var klubbens første sejr i Champions League. En sejr, som nu gør, at de faktisk er foran franskmændene i tabellen.
I toppen af eliten
Petersens tyve redninger var tæt på en fordobling af hans samlede total i Champions League i denne sæson.
Nu er han pludselig den tredjebedste keeper i verdens bedste klubturnering efter halvdelen af gruppespillet. Kun Emil Nielsen (gisp) og FC Barcelonas Sergey Hernandez (gisp) har nu gjort det bedre end Petersen.
Og han indrømmer da også, at han i sin vildeste fantasi ikke havde regnet med sådan en aften i Arena, dengang han i sin tid skrev under på en aftale med klubben.
- Først og fremmest er jeg jo pavestolt. Det er lidt en kliché, men det er man jo. Og så tror jeg, at det er rigtig godt for selvforståelsen, at man også kan levere den her slags præstationer.
- Det har været en lidt broget første del af sæsonen. Det er rigtig rart, at man lige beviser over for sig selv og klubben, at man har niveau, siger Magnus Petersen.
Champions League, pulje E
1. FC Barcelona (6 point, +19)
2. Skanderborg AGF (3 point, -7)
3. Montpellier (2 point, -1)
4. Dinamo Bucuresti (1 point, -11)
Top to går videre til mellemrunden i Champions League. Nummer tre og fire falder ned i European League.
Ved pointlighed er de indbyrdes kampe afgørende.
Trak skodderne for
Petersen var faktisk årsagen til, at Skanderborg AGF overhovedet kom ind i kampen i første omgang.
Det startede nemlig noget sjusket, noget rodet. Skanderborg AGF's allerførste angreb gav en omstilling til Montpellier, som scorede, og i de efterfølgende 23 minutter var Skanderborg AGF ikke foran på et eneste tidspunkt.
Montpellier havde noget nemmere ved at komme til skud, mens mange af Skanderborg AGF's angreb løb lidt ud i sandet. I den periode var det Magnus Petersen og hans på dagen fantastiske firemands-midterblok foran ham, der langsomt, men sikkert, spiste sig ind i kampen.
De sidste 14 minutter af første halvleg bød kun på fem franske scoringer. Petersen reddede flere kæmpechancer og havde især den tidligere Aalborg-bagspiller Jack Thurin totalt nede i sækken. Han gik fra banen med nul scoringer på seks afslutninger.
Det spil fortsatte bare efter pausen, hvor Petersen blandt andet reddede et tidligt straffe og fik Arena til at eksplodere. Kortvarigt stod han med en redningsprocent på 50.
Og til sidst i kampen, da Montpellier skulle give deres allersidste skud, var det ham, der tog fra.
- Det var megafedt. Det er svært at være sur over rent statistisk. Og mit midterforsvar er megadygtige. De to ting hænger jo ofte sammen, siger Magnus Petersen.
Nu kan de afgøre det selv
Og hvad betyder det så?
Det betyder, at Skanderborg AGF er i live.
Om en uge venter fjerde spillerunde i Champions League-gruppespillet. Nu står klubben lige pludselig med en mulighed for at afgøre det hele selv.
Skanderborg AGF's Champions League-program
9. september: FC Barcelona - Skanderborg AGF - 28-39
29. oktober: Skanderborg AGF - FC Barcelona (20:45)
FC Barcelona er stukket af og vandt da også sikkert på hjemmebane mod Dinamo Bucuresti torsdag aften. De har derfor de maksimale seks point og er de facto allerede videre.
Skanderborg AGF har tre point, Montpellier to og Bucuresti en.
Tempo vandt børnenes MGP i 2025, og kommer til Skanderborg for at holde børnefest. Arkivfoto: Jacob Schultz
Stjernespækket program: Kickstart efterårsferien med Smukfest for børnene
Johanne Jedig Wejse jojwe@jfm.dk
Børnenes Smukfest er igen rykket fra Smukfest-ugen til efterårsferien. Vi har samlet alt, der er værd at vide.
onsdag 7. okt. 2026 kl. 10:55
Johanne Jedig Wejse jojwe@jfm.dk
Børnenes Smukfest er igen rykket fra Smukfest-ugen til efterårsferien. Vi har samlet alt, der er værd at vide.
Årets store gratis musikshow for de skanderborgensiske børn indtager snart Skanderborg Midtby.
For på lørdag den 10. oktober kan du begynde efterårsferien med børnenes Smukfest, et samarbejde mellem Smukfest, Walthers Musikcafé og Skanderborg Cityforening. Det skriver Cityforeningen.
Festlighederne starter kl. 10 i Byparken i Skanderborg, og kl. 10.30 indtager Hr. Skæg - med det borgerlige navn Mikkel Lomborg - scenen.
Hr. Skæg har været en populær karakter på DR Ramasjang i hele kanalens levetid. Arkivfoto: Preben Madsen
Kl. 12 går RayRay på scenen. Han er kendt for "Danmarks sundeste børnekoncert", så mon ikke pulsen kommer lidt op. Efterfølgende er der mulighed for, at ungerne (eller du selv) kan hilse på RayRay.
Festen rundes af kl. 14 med Unge Stjerner, der blandt andet har tilknytning til børnenes MGP.
Det gælder vinderen fra 2025 Tempo, der vandt med sangen "Lyst til at hop'", og finalisten Aida med sangen "Sig det bare".
Den sidste unge stjerne er Delara, der spillede hovedrollen i DRs Den Magiske Klub og har optrådt i flere MGP-sammenhænge med titelsangen "Alt er magisk".
Efter deres optræden er der mulighed for at møde de unge stjerner.
Ud over de deltagende musikere er der boder og festligheder, ligesom byens butikker, caféer og restauranter har åbent.
Programmet står til at slutte kl. 15. Det er gratis at deltage.
Borgmester Frands Fischer (S) lagde den sidste sten i den fornyede Adelgade. En sten med et relief af "Otto er et næsehorn", som er en af omkring 20 fliser med figurer fra Ole Lund Kirkegaards bøger. Foto: Skanderborg Kommune
Sidste sten er lagt: Nu er den nye handelsgade klar
Johanne Jedig Wejse jojwe@jfm.dk
To måneder senere end først planlagt er gravearbejdet nu færdigt i Adelgade Syd. Det blev markeret af borgmesteren til Sort Nat.
mandag 5. okt. 2026 kl. 12:53
Johanne Jedig Wejse jojwe@jfm.dk
To måneder senere end først planlagt er gravearbejdet nu færdigt i Adelgade Syd. Det blev markeret af borgmesteren til Sort Nat.
Fredag aften fik nysgerrige besøgende til Sort Nat en ekstra oplevelse, da borgmesteren markerede, at fornyelsen af Adelgade Syd nu er færdig.
Det skriver Skanderborg Kommune i en pressemeddelelse.
Den nye handelsgade er blevet en gågade med ensrettet kørsel fra krydset ved Ole Lund Kirkegaards Stræde og videre mod Vestergade.
Det betyder, at gående har fortrinsret, og at kørsel er højst 15-20 km/t på strækningen.
Ombygningen har kostet omkring 40 millioner, og det omfatter også næste fase, der omfatter Asylgade mellem SuperBrugsen og Fri Cykler. Arbejdet med ny belægning i Asylgade begynder i uge 41 og forventes færdigt inden årsskiftet.
Forsinkelse og åbningsfest
Borgmesteren er ifølge pressemeddelelsen "supertilfreds" med resultatet, ligesom han takker for samarbejdet med mange af midtbyens aktører og entreprenøren Svend Erik Lind.
Det på trods af, at projektet blev forsinket to måneder, da det i første omgang var målet, at gaden skulle stå klar inden Smukfest. Det skyldes ifølge pressemeddelelsen vejret og andre uforudsete hændelser.
- Vejarbejde er altid noget bøvl, det ved vi godt. Men nu har vi fået en bymidte med meget mindre trafik, så der er mere ro til ophold i området og plads til gående, cykler og ikke mindst en lille snak, når man mødes. Jeg er sikker på, at en attraktiv gade er til gavn for både butikker og handlende, siger Frands Fischer.
Den 31. oktober kl. 11 inviterer kommunen alle interesserede til en indvielsesfest i Adelgade, hvor telt, scene og underholdning fylder gadebilledet, og hvor der bliver mulighed for at købe mad og drikke.
Den nye Adelgade under ombygning. Arkivfoto: Johanne Jedig Wejse
40-årig sigtet: Håndgemæng i lokal butik til Sort Nat
Johanne Jedig Wejse jojwe@jfm.dk
En person gik "amok" til Sort Nat, med knubs og skrammer til følge for personalet.
mandag 5. okt. 2026 kl. 13:30
Johanne Jedig Wejse jojwe@jfm.dk
En person gik "amok" til Sort Nat, med knubs og skrammer til følge for personalet.
En ubehagelig og lettere ubehøvlet person, der ville ud uden at betale for tre trøjer, resulterede i en træls hændelse for Mr. Bjerg i Adelgade til Sort Nat i fredags.
Her endte det med håndgemæng med butikkens indehaver Kenneth Bjerg, som fik sendt personen ud af hoveddøren.
Det skriver Mr. Bjerg på Facebook. SkanderborgLIV har været i kontakt med Kenneth Bjerg, der ikke ønsker at medvirke til historien.
Men Sydøstjyllands Politi bekræfter overfor SkanderborgLIV, at de var til stede ved hændelsen, og at en 40-årig mand fra Skanderborg nu er sigtet for butikstyveri.
Den trælse hændelse, som Mr. Bjerg selv beskriver det, har fået flere kunder til efterfølgende at henvende sig. Og i kommentarsporet er det da også tydeligt, at der var mange vidner til optrinnet.
En person skriver, at gerningsmanden var "fuldstændig væk" og gik helt "amok", og at personale fra både Reeses Vin og Gregers Tøj følte sig nødsaget til at træde til.
- Vi er rystede og chokerede, men okay med lidt knubs og skrammer til følge, lyder det i Facebook-opslaget fra Mr. Bjerg.