Lort i vandkanten eller familieidyl: Her er områdets bedste badesø
Der har ingen tvivl været undervejs i afstemningen.
Knudsø trak fra de andre søer fra start, og nu kan vi sætte to streger under, at søen ved Ry er områdets bedste badesø.
Derfor brugte jeg min solbeskinnede weekend på at sammenligne Knudsø med mit stamsted.
Fakta: Afstemning om den bedste badesø
Vi har spurgt jer læsere, hvilken badesø er områdets bedste.
Valget stod mellem Knudsø, Mossø, Skanderborg Sø, Stilling Sø og Birksø.
65 procent af stemmerne faldt på Knudsø, mens 27 procent var på Stilling Sø.
5 procent har stemt på Skanderborg Sø, og 3 procent har stemt på Mossø. Birksø har ingen stemmer fået.
For i kommentarerne til afstemningen kunne jeg især læse, at badestedet Sønder Ege er et besøg værd, og selvom min kollega her på SkanderborgLIV har fortalt mig det samme, så har jeg aldrig været der.
Så vi pakkede bilen og inviterede et par venner med på stranden. Dagen efter havde jeg en aftale med en tilflytter her til byen, som jeg gerne ville vise Søbadet, så sammenligningsgrundlaget var perfekt.
Kommentarer til afstemningen om den bedste badesø
Her er et par af jeres kommentarer til afstemningen:
Svar: Knudsø
Kommentar: Jeg har stemt ud fra, hvilke søer jeg bor tættest på. Skanderborg Sø undgår jeg helt, da den oftest er helt grøn af alger og andet. Jeg bader der om vinteren, når algerne har aftaget. Knudsø er den reneste af dem, jeg kender.
Svar: Stilling Sø
Kommentar: Borgerforeningen har gjort et stort arbejde med gøre Stilling Strand til en attraktion med ny badebro og nye bænke. Desuden store Sankt Hans arrangementer. Vandkvaliteten virker bedre. Har ikke set alger de sidste 2 år. Blåt flag tæller også positivt.
Svar: Knudsø
Kommentar: Dejlig familievenlig badesø. Lækkert vand. Masser af plads på græsset. Gode p-muligheder, kiosk, toiletter mv. Og ikke mindst virkelig smuk udsigt.
Svar: Skanderborg Sø
Kommentar: Vipperne på badebroen ved søbadet 🏊🏼♂️😊
Svar: Stilling Sø
Kommentar: Søen er altid klar og frisk. Der er rolig hyggelig stemning og endda legetøj tilgængelig.
Svar: Knudsø
Kommentar: Tilgængelighed, naturen, det blide udtryk, vandkvalitet
Og Sønder Ege leverede i dén grad. Selvom det var en brandvarm lørdag midt i sommerferien, havde vi ingen problemer med at finde parkering. Friluftsrådets Blå Flag vejrede fra flagstangen, og vi var positivt overraskede over både toiletter, drikkevand og borde-bænkesættene. Vi endte dog på en skyggeplads under et træ, helt nede i søkanten, hvor børnene kunne soppe og lege i det rene sand.
Ingen algesamlinger i vandkanten, og det blå søvand ser indbydende ud, så vi skynder os ud mod badebroer og tømmerflåde. Der går lang tid, før jeg ikke kan se mine tæer under overfladen, og det meste af bunden er lækker sand, så det er nemt at styre udenom tang- og muslingeområderne, der især er omkring tømmerflåden, som er et hit hos ungerne.
Eftermiddagen flyver afsted, og vores venner er klar til at gentage succesen, trods køreturen fra Aarhus. En perle, kalder de stedet, og jeg giver dem helt ret.
Især da jeg dagen efter kommer tilbage til Søbadet. I min iver efter at vise byen frem til den nytilflyttede børnefamilie, havde jeg ikke overvejet, at festivalen allerede nu har indtaget store dele af området. Vi får alligevel parkeret mellem palleløftere og barer under opbygning, men ser hurtigt, at festivalens indtog også gælder et af Søbadets helt store trækplastre for en børnefamilie, nemlig legepladsen. Tilbage er to enkelte vipper, mens min søn sørger over både rutsjebane og gynger.
Men det værste er nu vandkanten, hvor der ligger ikke én, ikke to eller tre, men fire lorte. Som desværre ikke ligner noget, en hund har efterladt. Min nytilflyttede veninde samler dem sammen i en skraldepose, men helt ærligt, så har ingen af os rigtigt lyst til at lade ungerne løbe rundt i vandkanten, og vi er derfor mest i skyggen ved legepladsen eller borde-bænkesættene.
For sammenligningens skyld er jeg dog nødt til at dyppe mig, og jeg vader ud forbi algesamlinger og, ja, lort, med min søn i hånden. Men sandbunden forsvinder hurtigt, og jeg får ham gelejdet op på de flydende plader, som ligger langs den almindelige badebro. For bunden er for slimet og stikkende til, at jeg vil gå på den mere end højst nødvendigt, så dypper mig, så jeg kan træde vande i stedet.
Et par andre badegæster har nydt den yderste badebro med vipperne, og fortæller os, at der nok har været tale om en gruppe med lidt for høj promille, der festede ved søen dagen forinden. Det er ærlig talt svært at forstå, for i hvert fald ét af toiletterne er i rigtig fin stand. For at gøre ondt værre er det netop denne weekend, hvor badning på grund af spildevand er frarådet ved Næsset og Bybadet, så der er ikke mange muligheder for at vise Skanderborg Sø frem som badesø.
Dermed får "algebaljen", som én kommenterede til afstemningen, lov til at suse nedad på min liste over badesteder. For selvom det måske er et uretfærdigt tidspunkt til bedømmelse, så er der trods alt stadig flere uger til festival.
I stedet vil jeg til hver en tid prioritere at køre mod Knudsø, men hvis Ry ikke trækker, har afstemningen givet mig et andet bud på min næste badetur: Stilling Strand, der kom ind på en solid andenplads i afstemningen, og så skøn ud, da jeg skulle tage billeder til artiklen.