Kærlighedsopfordringen ses alle steder i en midtby, der er præget af den store omdannelse. Foto: Johanne Jedig Wejse

Hvad sker der i Adelgade?

Det kan godt være vi lokaljournalister kan synes, at vi er ved at have hørt nok om Adelgade.

Men når en hurtig tur ned til lægen så bliver forpurret af det lukkede kryds ved Ole Lund Kirkegårds Stræde, minder det mig hurtigt om, hvor stort og indgribende projektet er.

Og det er i sandhed ved at tage form, men som jeg bevægede mig rundt mellem afspærringer og ny belægning, begyndte spørgsmålene at banke på. Derfor forsøger jeg i dagens første artikel at give svar på alle de vigtigste spørgsmål om omdannelsen.

Her er, hvad vi ellers har med i dag:

🤾 Selvom alle ikke var enige, så står det nu klart, at Fælledhallen kan få stort skilt med sponsornavn

🎸 Et af hovednavnene til Smukfest har aflyst, og festivalen har fundet en erstatning

⛪️ Aarhus Stift, og dermed alle kirker i Skanderborg, har fået ny biskop

Tak fordi du læser med.

Billede af Johanne Jedig Wejse
Billede af skribentens underskrift Johanne Jedig Wejse Journalist
Hele Adelgade står overfor en stor omdannelse. Lige nu er det Adelgade syd, der er underlagt gravemaskinerne. Foto/kollage: Johanne Jedig Wejse

De graver (stadig) løs på Adelgade: Her får du svar på de syv vigtigste spørgsmål

Hvornår er de færdige, og hvad er det egentlig der sker? Vi dykker ned i den igangværende omdannelse af Adelgade.

Hvornår er de færdige, og hvad er det egentlig, der er på vej? Vi dykker ned i den igangværende omdannelse af Adelgade.

Det er svært at undgå, hvis du kommer i midtbyen. Den igangværende omdannelse af Adelgade gør sit indtog, og i de seneste dage har krydset ved Ole Lund Kirkegaards Stræde været helt lukket.

Derfor har vi samlet svarene på en række spørgsmål, blandt andet ved hjælp af Brian Aagaard Nielsen, der er projektleder og vejingeniør ved Skanderborg Kommune.

Hvad sker der?

Man begynder at ane, hvordan den nye Adelgade ender med at se ud. Nu mangler der især mere af det grønne. Foto: Johanne Jedig Wejse

Adelgade Syd fra krydset ved Ole Lund Kirkegaards Stræde og ned til Alléen er under forvandling. Hele strækningen gentænkes, så det bliver en gågade, hvor langsommere, ensrettet kørsel er tilladt.

Det betyder, at når gravearbejdet er færdigt, vil man kun kunne køre mod syd i bil og med maksimalt 20 km/t. Nye hævede flader skal bidrage til, at den nye fartgrænse bliver overholdt.

Der kommer ny belægning på hele strækningen, og selve kørebanen bliver smallere, så der er mere plads til gående og cyklister.

Derudover skal hele byrummet fornyes med træer og grønne områder og mere opholdsrum, herunder et torv fra sushi-baren på hjørnet af Asylgade og ned forbi Bloms.

Hvornår er det færdigt?

Der har tidligere været fuld af liv og glade dage i Adelgade under Smukfest til det såkaldte Smukby. Og planen er, at gaden kan danne rammer om det igen. Arkivfoto: Per Bille, Ry-Foto

Planen tilsiger, at arbejdet omkring selve Adelgade skal være færdigt i starten af august, så den er klar til Smukfest.

Og det ser ud til at holde, lyder det fra Brian Aagaard Nielsen, der er projektleder og vejingeniør ved Skanderborg Kommune.

- I den forbindelse er det besluttet, at vi skal holde en eller anden form for indvielse. Hvad, er vi ikke helt klar til at løfte sløret for endnu, men det skal markeres, lyder det fra Brian Aagaard Nielsen.

Resten af projektet, der omfatter omdannelse af Asylgade og fortorvet, skal være færdigt inden årets udgang.

Hvad er næste fase?

Lige nu ender afspærringerne før Alléen. Men indenfor et par uger vil arbejdsområdet blive udvidet. Foto: Johanne Jedig Wejse

Efter et par dage med et helt lukket kryds til Ole Lund Kirkegaards Stræde åbner krydset helt op i sin nye mundering.

Det betyder også, at der ikke går længe, før vejarbejderne kan bevæge sig videre og begynde på stykket fra Asylgade og ned til Alléen.

Inden for de næste par uger skulle stykket fra Ole Lund Kirkegaards Stræde ned mod Brugsen derfor blive færdigt. Det er især belægningen og beplantningen i form af træer og lignende, der mangler.

Men inden det bliver helt færdigt, vil der være en periode med spærring fra Alléen og ned på Adelgade.

Herefter går arbejdet i gang med torvet fra krydset ved Asylgade og forbi Bloms. En stor plads med chaissésten, der kan lukkes ned og bruges til koncerter.

- Planen er jo, at gaden skal fungere både til hverdag og til fest, og det er torvet blandt andet med til, lyder det fra Brian Aagaard Nielsen.

Hvor tilgængelig er gaden nu - og hvad bliver bedre?

I planlægning af Adelgade Syd har de haft et stort fokus på at få en jævn overflade. Foto: Johanne Jedig Wejse

- Under et anlægsprojekt er det jo altid svært, når man i bund og grund har en byggeplads. Men vi har prøvet at have så god tilgængelighed som muligt, selvom vi anerkender, at det ikke altid er helt nemt med midlertidige ramper og lignende, siger Brian Aagaard Nielsen.

Han fremhæver, at byggelederne har haft et stort fokus på at have adgang til butikkerne undervejs, så de ikke bliver lukket inde under selve anlægsprojektet.

- Der er flere butiksejere, der siger, at det gør ondt på dem, og det er klart. Samtidig har vi en cityforening, der virkelig har bakket op om projektet og kan se, at slutproduktet bliver godt, fordi vi får en anderledes bymidte.

Til gengæld er målet, at adgangsforholdene bliver meget bedre i den nye, blivende situation. Det skyldes nye ramper til alle de butikker, hvor der i dag er niveau-spring, nye ledelinjer langs facaden og over gaden til blinde og svagtseende, samt et fokus på en jævn overflade til gående, rullator og kørestol.

- Vi har virkelig gjort os umage for, at det skal blive en gade, som alle kan få gavn af og alle kan bruge, siger Brian Aagaard Nielsen.

Hvor mange p-pladser forsvinder?

De forholdsvist nye digitale p-tavler fortæller borgerne, hvor der er ledige p-pladser. Arkivfoto: Christian Bæk Lindtoft.

Et andet kritikpunkt både før og undervejs i projektet er parkeringspladser. Men ifølge Brian Aagaard Nielsen kommer der faktisk til at være flere parkeringspladser langs selve Adelgade, når de er færdige.

Nogle af dem kommer dog til at være reserveret til varelevering i formiddagstimerne.

Til gengæld forsvinder der nogle stykker fra Asylgade, bland andet fra pladsen bag cykelforretningen, der skal være mere torv, mindre p-plads.

- Så der forsvinder jo lidt, men vi oplever ikke, at der er et kæmpe parkeringsproblem, når vi ser på de parkeringstællere, vi har. Det er altså til at finde parkering i Skanderborg, og det har det sådan set været rigtig længe, siger Brian Aagaard Nielsen.

Holder budgettet?

Sådan ser skitseforslaget for Asylgade ud. Figur: Lytt Arkitekter

Der er afsat 52 millioner kroner til forskønnelsen af midtbyen. Heraf er cirka 40 millioner afsat til selve det igangværende projekt omkring Adelgade syd.

- Der er ingen indikationer på, at projektet er løbet løbsk. Budgettet ser ud til at holde, lyder det fra projektlederen Brian Aagaard Nielsen.

De resterende er blandt andet afsat til Kulturtorvet - mere om det i næste punkt.

Hvad sker der efter Adelgade Syd?

Omdannelse undervejs i den sydlige del af Adelgade. Foto: Johanne Jedig Wejse

I de 52 millioner afsat til fornyelsen af den sydlige del af midtbyen er der afsat 10 millioner til Kulturtorvet.

Det er lige nu byens centrale torv, der forbinder Kulturhuset med Adelgade, og står over for en større forskønnelse, der efter planen skal stå færdig i 2029.

Vi har ikke tidligere hørt mange detaljer, og Brian Aagaard Nielsen er også påpasselig med at løfte sløret for meget.

- Til Lys Nat vil vi gerne præsentere de første koncepttegninger og bruge muligheden for at høre borgerne om, hvad et nyt torv skal kunne i fremtiden, lyder det.

Derudover er der i 2028 afsat 10 millioner til en fornyelse af Adelgade Nord. I den forbindelse er en søbro på tegnebrættet, som du kan læse mere om her.

Hallen i Fælleden kan nu få nyt navn. Foto: Maria Neergaard Lorentsen

Nu kan Fælledhallen få nyt navn - og store sponsorskilte

Et flertal i byrådet har sagt ja til, at Fælledhallen kan få et sponsornavn og faste skilte. Venstre stemte imod og foreslog i stedet en løsning med digitale reklamer.

Et flertal i byrådet har sagt ja til, at Fælledhallen kan få et sponsornavn og faste skilte. Venstre stemte imod og foreslog i stedet en løsning med digitale reklamer.

Byrådet i Skanderborg har nu sagt ja til, at den store hal i Fælleden kan få et sponsornavn - og store synlige skilte inde i hallen. Beslutningen blev truffet onsdag aften med 23 stemmer for og 4 imod.

Dermed får Skanderborg AGF Håndbold og Skanderborg Håndbold mulighed for at sælge navnet på hallen til en sponsor i en periode på op til fem år.

Venstre stemte imod. Partiet foreslog i stedet en løsning, hvor sponsor kun måtte eksponeres digitalt på storskærme i hallen uden faste skilte. Det forslag faldt.

- Vi mener en digital løsning er pænere og mere fleksibel. Skiltene kan slukkes, når hallen bruges til andet end håndbold, og Fælleden er også et rådhus for borgerne, skriver byrådsmedlem Christina Bottke (V) på sin Facebookside.

Fra digitalt navn til synlige skilte

Baggrunden for ønsket er blandt andet, at kommunens markedsføringsbidrag til klubberne er blevet reduceret, og at klubberne derfor søger nye indtægtskilder.

Det har indtil nu været muligt at have et sponsornavn digitalt, men det har ikke været attraktivt nok, og derfor vil klubberne gerne kunne tilbyde en eventuel sponsor, at navnet står synligt på to skilte i hallen.

- Kommunens bidrag er blevet mindre, så vi skal finde indtægter andre steder. Det her bliver en attraktiv platform for virksomheder i området, som direktør i Skanderborg AGF, Mads Lind, sidste uge sagde til SkanderborgLIV.

Sagen kort:

  • Skanderborg AGF Håndbold og Skanderborg Håndbold vil sælge navnet på Fælledhallen til en sponsor
  • Navnet vil være i stil med: “Fælleden X Arena”
  • Sidste år fik klubberne kun lov til digital eksponering – nu ønsker de også fysiske skilte i hallen
  • Skanderborg Kommune vil tage 70.000 kr. årligt og pengene skal gå til udvikling af faciliteter på Fælleden
  • Aftalen med kommunen siger, at halvdelen af kampene skal spilles i Skanderborg
  • Kommunen skal godkende sponsor, det må ikke være virksomheder der sælger fx alkohol, betting eller tobak. Der er desuden et ønske om en lokal virksomhed
  • Forslaget skal besluttes på næste byrådsmøde

Navnet vil fortsat være Fælledhallen til hverdag, men i forbindelse med sport kan det ændres til eksempelvis “Fælleden X Arena” (X byttes ud med sponsorens navn).

Kommunen vil få 70.000 kroner årligt for rettigheden til navnet. Pengene skal bruges til at udvikle faciliteterne på Fælleden.

Samtidig får kommunen indflydelse på både sponsoren og skiltningen. Det betyder blandt andet, at visse typer virksomheder - som alkohol og betting - ikke vil komme i betragtning. Derudover skal AGF Skanderborg spille halvdelen af deres kampe i Skanderborg.

Bebe Rexha skal spille på Smukfest lørdag aften. Foto: Wolfgang Rattay/Reuters/Ritzau Scanpix

Engelsk hovednavn melder afbud til Smukfest

Den engelske sangskriver Tom Odell kommer alligevel ikke til Smukfest i august. Festivalen har dog allerede fundet hans afløser.

Den engelske sangskriver Tom Odell kommer alligevel ikke til Smukfest i august. Festivalen har dog allerede fundet hans afløser.

Smukfest er blevet et hovednavn fattigere. Den engelske sangskriver Tom Odell måtte tirsdag aften meddele, at han ikke kan spille på årets musikfest i Bøgeskoven i Skanderborg til august.

- Jeg må desværre meddele, at jeg på grund af en uforudset personlig forpligtelse ikke længere kan optræde på Smukfest den 8. august. Jeg havde virkelig glædet mig til at være der og spille for jer alle, så jeg er virkelig ked af at måtte gå glip af det. Tusind tak for jeres forståelse, og jeg håber at se jer meget snart, lyder beskeden fra englænderen, der blandt andet er kendt for sangen "Another Love" fra hans debutplade "Long Way Down".

Smukfest har allerede fundet en afløser for den engelske singer-songwriter. Det bliver sangerinden Bebe Rexha, som kommer forbi Smukfest og spiller sange som "I'm Good", "Meant to Be" og "In The Name Of Love".

Den amerikansk-albanske sangerinde er i løbet af de seneste år blevet et stort navn på den internationale popscene og har blandt andet lavet musik sammen med David Guetta, Nicki Minaj og Lil Wayne.

Årets udgave af Smukfest finder sted 2. til 9. august. Alle partoutbilletter er for længst udsolgt.

Esben Thusgård bliver den nye biskop over Aarhus Stift. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Ny biskop: Esben skal finde sig en anden løberute

Esben Thusgård er valgt til ny biskop i Aarhus Stift, der blandt andet dækker over Skanderborg. Stiftet får en chef, der elsker at bage brød, holder bier i sin have og er far til fem børn. Og så drømmer han om at bringe folkekirken ind som en berigelse i hverdagslivet hos os alle sammen.

Esben Thusgård er valgt til ny biskop i Aarhus Stift, der blandt andet dækker over Skanderborg. Stiftet får en chef, der elsker at bage brød, holder bier i sin have og er far til fem børn. Og så drømmer han om at bringe folkekirken ind som en berigelse i hverdagslivet hos os alle sammen.

Aarhus Stift skal have ny biskop, og han hedder Esben Thusgård.

De cirka 2.100 menighedsrådsmedlemmer og præster i stiftet, der rækker fra Horsens og Skanderborg til Randers og ud på Djursland, har kunnet stemme på de tre kandidater, der stillede op, og efter anden valgrunde står Esben Thusgård nu tilbage som vinder.

56-årige Esben Thusgård, der i dag er provst i Nordre Provsti og sognepræst i Risskov, flytter ind i bispeboligen på Dalgas Avenue i det sene forår. Søndag 31. maj bispevies han, som det hedder, i Aarhus Domkirke.

Det skæve og skrøbelige

Esben er født og opvokset i Vestjylland i en familie, hvor "kirkegang, søndagsskole og ikke mindst en rask politisk diskussion var helt naturlig", som han selv skriver. Der var langt til de nærmeste legekammerater, så drengen brugte en del fritid på at læse, mens han traskede igennem folkeskole og gymnasium for sluttelig at aftjene sin værnepligt som militærnægter, inden Aarhus Universitet kaldte.

"I stedet for hæren fik jeg Korshæren ind under huden. Her mødte jeg for alvor - og fik kærlighed til - det skæve, skøre og skrøbelige liv, der leves på bagsiden af Danmark", skriver den nye Aarhus-biskop, der i studieårene var vikar på Kirkens Korshærs varmestue, inden han som nyuddannet præst rykkede videre til Hobro Sogn. I 2011 vendte han ”hjem” til Aarhus, til Risskov Kirke.

Kirken ud til folket

For Esben gælder det i dag som dengang, hvor han begyndte på teologistudiet, at han er "optaget af livets store spørgsmål: Hvad er meningen med det hele? Hvorfor er der så megen godhed i verdenen, når vi også møder så meget mørke?".

For ham er det bl.a. vigtigt at bringe folkekirken i spil som samtalepartner til alle, der kan have brug for eksistentielle diskussioner, og det gør man bedst ved at flytte kirken ud til folket i stedet for at presse folket ind til kirken.

"Troen skal ikke være adskilt fra hverdagslivet eller stivnet i dogmer i kirken, men gøres levende som frihed, ånd og retning i vores fælles liv", skriver han. Derfor har han været aktiv i f.eks. skole-kirke-samarbejde, i kirkens grønne omstilling, i Aarhus Vinterherberg og i projektet "Kirken i byen".

Bier og marcipanbrød

Med sig til bispeboligen bringer han sine to bistader og sine mange bøger foruden sin hustru Jette, med hvem han har fem børn – den ene er det socialdemokratiske byrådsmedlem Anna Thusgård.

I bispeboligen vil han formodentlig fortsat skabe tid til glæden ved at bage brød, for "når ungerne kommer hjem, og der dufter af nybagt brød, går der ikke længe, før køleskabet ikke længere er til at kende – og der er liv i huset".

Og så skal han i øvrigt finde sig en ny løberute til den daglige, nødvendige start på dagen. Løbes skal der – også, fordi den nye biskop har en særlig hang til marcipanbrød.

Den nye Kjeld Holm?

Esben Thusgårds løfter var klare, da han stillede op som kandidat til biskop over Aarhus Stift:

"Jeg vil arbejde for, at folkekirken tager ansvar – også for de store dagsordener som klima, beredskab, mistrivsel og ensomhed. Folkekirken har noget særligt at bidrage med, når det handler om at leve med det, vi ikke forstår eller ikke har magten over. Jeg vil arbejde for, at folkekirken, dit og mit sted, også fremover er et meningsskabende og levende fællesskab. For dem, der har brug for kirken – og for dig, der hver dag tager ansvar".

Flere har udtrykt ønske om at se ham udfolde sig som den nye Kjeld Holm, en biskop, der om nogen kunne sætte ord på tiden, moralen og det meningsfulde. Det, syntes Esben selv, nu nok er "store krav at stille til bette Esben fra Vestjylland". Men lad os nu se.

Med 12 mål skilte Emma Ejrup Navne sig særligt ud denne onsdag i kampen mellem Skanderborg Håndbold og HØJ Elite Kvinder. Illustration: Wayne Southwell & Shutterstock

Emma Ejrup Navne banker 12 mål ind i gyser mellem Skanderborg Håndbold og HØJ Elite Kvinder

Skanderborg Håndbold og HØJ Elite Kvinder deler pointene i målrigt opgør. Få overblikket over kampen her.
Håndbold: Det blev en pointdeler, som 157 fremmødte var vidne til onsdag klokken 18:30.

Skanderborg Håndbold var ellers foran 17-14 hjemme i Fælledhallen - bane 1 ved pausen 17-14, men mistede så føringen i 2. halvleg.

HØJ Elite Kvinder slog tilbage og sikrede sig uafgjort 34-34 og dermed det ene point.
• Skanderborg Håndbolds Katrine Jacobsen scorede 1. halvlegs sidste mål og sikrede hjemmeholdet en føring på 17-14.
• Med hele 12 scoringer var der ingen, der kunne røre Emma Ejrup Navne fra HØJ Elite Kvinder på topscorerlisten.
• Skanderborg Håndbold fik tilkendt to straffekast, som blev sikkert sat ind. HØJ Elite Kvinder var lige så sikker på deres straffekast, hvilket blev til fire mål.
• Skanderborg Håndbold fik følgende udvisninger: Katrine Jacobsen.
• Mens HØJ Elite Kvinder fik noteret: Anne Cathrine Delfs Lundbye, Filippa Nedovic x2.
Skanderborg Håndbold: Astrid Lynnerup 9, Nicoline Lauritsen 7, Katrine Jacobsen 5, Ida Götzsche 4, Suna Hansen 4, Cecilie Frydendahl Nørskov 2, Frida Møller 2, Dicte Sønderskov Andersen 1, Isabella Mathorne 0, Liva Strøm Andersen 0, Lucca Else Bøg Hede 0.
HØJ Elite Kvinder: Emma Ejrup Navne 12, Filippa Nedovic 5, Ida Gullberg 5, Matilde Dalbo Kirkegaard 3, Julie Groth Persson 2, Lea Plambeck Florin 2, Clara Kvisgaard 1, Anne Cathrine Delfs Lundbye 1, Caroline Duelund Ebsen 1, Trine Mortensen 1, Liv Navne 1, Marita Mortensen 0, Sarah Nørklit Lønborg 0, Emily Stang Sando 0, Mia Rej 0.
Skanderborg Håndbold spiller deres næste kamp mod EH Aalborg 03. maj klokken 15.00 i Skansen Hal 1.

HØJ Elite Kvinder skal på samme dag og tidspunkt møde Silkeborg-Voel KFUM i Ølstykke-hallerne.
Bambuni Kvindeligaen
#HoldKVUTScoreP
1.HØJ Elite Kvinder3210102-837
2.Silkeborg-Voel KFUM320187-876
3.Ringkøbing Håndbold320192-885
4.EH Aalborg200250-651
5.Skanderborg Håndbold301293-1011