Dennis droppede karriereræset, halverede lønnen og fandt et meningsfuldt arbejdsliv
Dennis byttede deadlines, myldretidstrafik og jagten på resultater ud med nærvær og børnelatter. 2,5 års sygemelding pressede ham til at finde en ny vej, og i dag mærker han for første gang, hvad et meningsfuldt arbejdsliv kan være.
Fire-fem børn drøner hen over gulvet, da Dennis Vangkilde Larsen træder ind ad døren i vuggestuen i Ry. De smiler, hviner og alle vil have et kram.
- Jeg får sindssygt meget kærlighed her. Og det driver mig hver eneste dag, siger den 42-årige pædagogmedhjælper fra samme by.
Den retning lå dog ikke i kortene. Før dette arbejdsliv startede dagen med pendling, præstation og højt tempo, der til sidst væltede ham omkuld.
- Jeg sad der i myldretiden og tænkte: Dennis, er det virkelig sådan her du vil bruge dit liv?
Højt at flyve, dybt at falde
Dennis Vangkilde Larsen vidste som ung, at han skulle arbejde med kommunikation og efter adskillige uddannelser på Handelshøjskolen og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, kom han i praktik i København.
- Det var helt vildt fedt. Jeg fik et kamera på ryggen og skulle rundt i hele København.
Dem der turde droppe hamsterhjulet
Mange drømmer indimellem om at slippe hamsterhjulet og finde en mere meningsfuld vej i livet. Men hvordan gør man det i praksis - og hvad venter på den anden side? I denne serie møder vi tre mennesker, der har forladt den klassiske karriere til fordel for et mere passionsdrevet arbejdsliv på egne præmisser.
Men efter studiet fik han job i en større erhvervsmæglervirksomhed, hvor tempoet pludselig var et helt andet, og han skulle køre Østjylland tyndt. Aarhus mandag, Horsens tirsdag, Randers torsdag, Kolding ugen efter. Når han havde løst to opgaver, lå der ti nye. Han havde aldrig lært opskriften til work-life-balance og "ingen siger stop for dig," forklarer han.
- Jeg ville bare gerne performe, og jeg var dygtig til det, jeg lavede.
Efter en fyring fra et toksisk arbejdsmiljø fik Dennis Vangkilde Larsen nyt job, men her voksede presset videre. Barn nummer to var på vej, og oveni det fulgte en flytning til Ry. Der var ikke plads til at trække vejret i hverdagen, og så fulgte stressen med.
Efter måneder i ræset lød lægens ufravigelige dom. Du har alle tegn på stress. Du skal sygemeldes nu.
Sygemeldingen endte med at vare i 2,5 år.
Det uforudsigelige skifte
I årene, hvor Dennis Vangkilde Larsen langsomt fandt tilbage til sig selv gennem yoga, mindfulness og lange samtaler med sin kone, begyndte nye tanker at spire. De talte i timevis om, hvad et meningsfuldt arbejdsliv egentlig er, og hvilke værdier han faktisk ville leve efter.
Midt i den proces stod én erkendelse særligt klart.
- Det gav sgu mere mening for mig at være noget for andre, frem for at skabe profit for en virksomhed, fortæller han.
Små bemærkninger udefra skubbede også til ham. Når han hentede sine børn, kunne pædagogerne se noget i ham, og en dag sagde en bekendt: “Jamen, jeg troede da, du var pædagog?” En sætning, der satte sig dybere, end han først forstod.
Og måske var inspirationen der hele tiden. Tidligere troede han, at succes handlede om prestige, løn og præstation, men i virkeligheden var det et helt andet ideal, der havde fulgt ham siden barndommen - hans store forbillede, en pædagog ved navn Michael.
Derfor søgte han jobbet som pædagogmedhjælper, først i Bakkely og senere i Lynghoved. Et fag med stigende mangel på hænder, massive udfordringer med at rekruttere og hvis omdømme har lidt en hel del de senere år. I Skanderborg Kommune er der behov for 12 procent mere pædagogisk personale frem mod 2035.
Beslutningen betød at lønnen blev halveret, og at familiens rejser til London og Lanzarote måtte byttes ud med Camping i Ebeltoft. Og det viste sig hurtigt at betale sig.
Det tog kun få minutter, før Dennis Vangkilde Larsen mærkede, at noget var anderledes.
- Jeg satte mig ned og læste for et barn, mens jeg ventede på lederen. Det føltes helt naturligt, og børnene søgte mig helt af sig selv, fortæller han.
I institutionens hverdag fandt han en ro og en kultur, der stod i skarp kontrast til hans tidligere arbejdsliv. Humoren var bedre, tonen blødere, og kommunikationen - den, han havde brugt hele sit tidligere arbejdsliv på - fik en ny funktion.
- Her skal man være virkelig god til at kommunikere med sine kolleger. For hvis man "lige" går på toilet og man ikke taler sammen, ender børnene med at sidde alene.
Da vi rejser os fra interviewet og går ud i fællesrummet, får hans ord en stille efterklang. Et par børn kommer løbende hen mod ham, og selvom han egentlig har fri, har han aldrig for travlt til at give et kram.