Valgaftenen i 2021, hvor Frands Fischer blev den store stemmesluger og sikrede sig borgmesterposten. Nu kan du tage vores kandidattest og finde ud af, hvilken kandidat, du er mest enig med før valget 18. november. Foto: Christian Bæk Lindtoft.
Tag SkanderborgLIVs kandidattest: Hvem er du mest enig med?
I går offentliggjorde partierne alle deres kandidater til kommunalvalget 18. november.
Og allerede nu kan du finde ud af, hvilken kandidat der mest deler dine synspunkter. Det kan du gøre ved at tage vores kandidattest. Her præsenteres du for en række spørgsmål, som alle de opstillede kandidater også har svaret på, og i sidste ende kan du se, hvem du er mest enig med.
Her skal du blandt andet svare på, om du går ind for byggeri i højden i midtbyerne, om der skal bruges flere penge på klimaområdet, og om der skal være flere parkeringspladser forbeholdt el-biler.
Vi opfordrer dig til at tage så mange kandidattests som muligt, men vores adskiller sig fra flere andre ved at være endnu mere vinklet på netop Skanderborg Kommune (da det er os på SkanderborgLIV, der har lavet spørgsmålene til kandidaterne).
Vi vil selvfølgelig råde dig til, at du følger med i valgkampen, blandt andet her i SkanderborgLIV, og at du måske også prøver at gå til et valgmøde, hvor du kan se kandidaterne lidt nærmere an. Vi sørger for at holde dig opdateret omkring vælgermøde rundt om i kommunen.
Det er selvfølgelig skønt, at 83 mænd og kvinder tager en tørn for nærdemokratiet. Men faktisk er det et markant fald i antallet i forhold til valget i 2021. 26 procent færre kandidater har du at vælge mellem denne gang.
Hvad det betyder, og om vi skal være bekymrede, er vi i gang med at undersøge lige nu, og det kommer du til at læse mere om i weekenden. Her hører vi både fra en af landets førende forskere i kommunalvalg og fra nogle af dem, der har haft svært ved at skaffe kandidater.
God læselyst.
Jesper RehmeierJournalist
Nu har partierne offentliggjort de navne, der er at finde på stemmesedlen til kommunalvalget 18. november. Foto: Morten Stricker/JFM
Så er der frit valg - her er alle 83 kandidater til kommunalvalget
Jesper Rehmeier jerso@jfm.dk
Alle partier har nu offentliggjort deres kandidatlister frem mod kommunalvalget 18. november. Her kan du se alle de politikere, der stiller op for de forskellige partier.
onsdag 8. okt. 2025 kl. 09:36
Jesper Rehmeier jerso@jfm.dk
Alle partier har nu offentliggjort deres kandidatlister frem mod kommunalvalget 18. november. Her kan du se alle de politikere, der stiller op for de forskellige partier.
Alle politiske partier i Skanderborg har nu præsenteret deres kandidater.
83 navne har borgerne at vælge mellem den 18. november. Det er 26 procent færre end ved det seneste kommunalvalg, og det dykker vi ned i her.
57 kandidater mænd, mens 26 er kvinder, og i alt er 11 partier repræsenteret.
Her får du alle partiers kandidater i rækkefølge efter partibogstav.
A - Socialdemokratiet
Frands Fischer
Anni Schmidt Pedersen
Charlotte Strandgaard
Dennis Riber Bramsen
Ditte Højvang Petersen
Frank Møller Worch
Frank W. Damgaard
Henning Sejer Jakobsen
Jesper Arbo Frederiksen
Johan Hjorth Jacobsen
Michael Stensig Bertelsen
Tommas Leth
Andreas Tang-Brock
Lars Jegstrup
Trine Frengler
B - Radikale Venstre
Anne Heeager
Bo Dencker
Christoffer Schou
Hanne Stender Damkjær
Katja Hillers
Kristian Kilt
Kristian Risager Larsen
Lærke Klitgaard
Ole Drøgemüller
Rasmus Bergholdt
René Bargisen
C - Det Konservative Folkeparti
Christian Wibe-Marker
Birgitte Majgaard
Henning Elgaard Andersen
Lars Clausen
Lasse Damsø Pedersen
Lena Aavild
Torben Wallner
F: SF - Socialistisk Folkeparti
Claus Preben Leick
Brian Fuglsang
Rasmus Wagner
Laura Høy Riddersholm
Søren Lahn Sloth
Bente Strager
Ole Juhl Jeppesen
Matilde Bjerregaard Jensen
Charlotte Vindeløv
I: Liberal Alliance
Peter Kruse
Victor Johan Andrea
Jesper Pilgaard Koldsø
Per Laursen
Michael Valentin Ilsø
Thomas Nordahl Madsen
Linda Christie Andrea
M: Moderaterne
Malene Ringberg
Arnbjørn Dávur Fagraklett Vatnhamar
Claus George William Wiese
Susan Kronborg Nielsen
O: Dansk Folkeparti
Frank Rune Nielsen
Daniel Aage Holm
Eigil Frederiksen
Vivian Frederiksen
V: Venstre, Danmarks Liberale Parti
Jens Szabo
Annette Haagerup
Arne Lægaard
Bettina Rix
Christina Bottke
Claus Bloch
Martin Ingemann-Kristiansen
Morten Møller
Peter Glibstrup
Sebastian Støckler
Steffen Gram Lauridsen
Æ: Danmarksdemokraterne ‒ Inger Støjberg
Henning Baverslund Jokumsen
John Haarup Laursen
Jørgen Høilund-Carlsen
Martin Frausing Poulsen
Poul Johansen
Ø: Enhedslisten – De Rød-Grønne
Peter Kjær
Natalia Rafn
Anette Cecilie Skriver
Tine Riisbøll
Henrik Qvist
Maj Bjerno
René Rafn
Iben Bitsch
Simon Enni
Å: Alternativet
Trine Vind
Frands Fischer (S) er favorit til at genvinde borgmesterposten ved kommunalvalget 18. november. Foto: Jesper Rehmeier
Analyse: Skanderborg-valget har en storfavorit, og nye regler rammer ham mindre hårdt end andre
Jesper Rehmeier jerso@jfm.dk
Frands Fischer er storfavorit til at forblive på borgmesterposten de næste fire år. Men alligevel bliver valget spændende at følge, for flere stemmeslugere forlader byrådet, og nogle af de partier, der har landsdækkende medvind, skal se om det er nok til at blæse dem ind på Fælleden. SkanderborgLIV varmer op til de nære demokratis højfest med denne optakt.
lørdag 27. sep. 2025 kl. 06:11
Jesper Rehmeier jerso@jfm.dk
Frands Fischer er storfavorit til at blive på borgmesterposten de næste fire år. Men alligevel bliver valget spændende at følge, for flere stemmeslugere forlader byrådet, og så gør nye regler for politisk markedsføring det sværere at blive set. SkanderborgLIV varmer op til valget ved at kigge lidt nærmere på de tre største partier og deres spidskandidater.
2443.
Så mange satte deres kryds ved Frands Fischers navn, da der var valg i 2021.
775.
Så mange stemmer fik Venstres Jens Szabo.
Frands Fischer blev en vaskeægte stemmesluger, og Jens Szabo skal op i omdrejninger, hvis han skal hente borgmesteren og sætte en mere borgerlig kurs i kommunen efter dette valg.
Den Socialdemokratiske borgmester fra Gl. Rye fik et rigtigt stærkt valg, trods generel tilbagegang i partiet og hos andre socialdemokratiske borgmestre i Østjylland. Det er svært at forestille sig, at han ikke får et godt valg igen. Vælgerne har haft yderligere fire år til at vænne sig til Frands Fischer som borgmester. De har set ham vise kongen rundt på Himmelbjerget. De har set ham tage første spadestik til daginstitutioner, skoler og plejehjem. De har vænnet sig til Frands Fischer som borgmester, en post han overtog midt i en valgperiode i 2019, da partifællen Jørgen Gaarde trak sig fra posten.
Flere røster sår tvivl om, hvorvidt "borgmestereffekten" rent faktisk findes. Altså om det er nok til genvalg, hvis man har været borgmester en periode eller to, hvor man har holdt sin sti ren. Tror man på borgmestereffekten, ser det godt ud for Fischer, der nu har siddet i rundt regnet halvanden periode.
Sådan så Frands Fischer (S) ud på valgnatten i 2021, hvor han fik mandat til at fortsætte som borgmester. Foto: Christian Bæk Lindtoft
En ting, man i hvert fald ved, er, at vælgerne straffer dumheder og møgsager, når de skal sætte kryds. Er der betændte politiske historier i lokale eller landsdækkende medier, vil politikerne få det at føle.
Tingene kører, generelt, rigtig fint i Skanderborg Kommune med Frands Fischer ved roret som en stabil styrmand. Der klæber sig ingen lortesager til hans foretrukne hvide gummisko, og selvom der indimellem er murren i krogene over solcelleanlæg, folkeskoler og generel brok over "dem inde på Fælleden", så har Frands Fischer udmærket sig ved at være en kompetent og veltalende, om end måske lidt kedelig, øverste chef for kommunen.
Og hvad så med dem, der vil vælte ham? For selvom folk kan lide Fischer, også hans politiske modstandere, så er der trods alt modstandere. Og Venstre Jens Szabo har, som den eneste i skrivende stund, meldt sig på banen som borgmesterkandidat.
Det er Ry-mandens anden omgang som borgmesterkandidat, og valget som spidskandidat blev ekstremt tæt i infighten med unge Sebastian Støckler. Med snart 25 år i kommunalpolitik, samt flere perioder som udvalgsformand er det nu, hvis Szabo skal være borgmester.
Jens Szabo er et særdeles kendt ansigt i Ry, hvor han har været aktiv i foreningslivet i årtier. Det er anden gang, han er Venstres spidskandidat. Foto: Jesper Rehmeier
Det bliver svært for at sige det rent ud.
Jens Szabo skal i hvert fald starte med at hente flere stemmer helt lokalt i Ry - selvom han vil være borgmester for hele kommunen. Men der er konkurrence om stemmerne i Ry, for byen ved Julsø er en højborg for kommunens folkevalgte. Ved seneste valg var der flotte stemmetal til både SF's Claus Leick, Socialdemokratiets Andreas Brock-Tang og ikke mindst Konservatives Thomas Cordtz, der med 1.004 stemmer fik tredjeflest af alle - stemmer, der selvfølgelig ikke kun blev hentet i Ry.
Den gode nyhed er, at de 1.000 stemmer nu er up for grabs som man siger på nydansk, for Cordtz genopstiller ikke. Jens Szabo kan håbe på, at en del af de stemmer vil tilfalde ham. For selvom Cordtz' energiske arvetager Christian Wibe-Marker uden tvivl regner med at få andel i de 1.000 stemmer, er det ikke utænkeligt, at de i nogen grad bliver hos en kandidat fra Ry. Og Wibe-Marker er ikke fra Ry. Ved kommunalvalget stemmer vi typisk meget mere lokalt og personligt på den kandidat, vi mener vil det bedste for vores område. Partibogstavet betyder mindre.
Og Venstre og Konservative er trods alt i valgforbund sammen. Jens Szabo har tidligere sagt til SkanderborgLIV, at han gerne så de borgerlige partier blive enige om at pege på én borgmesterkandidat, gerne ham. Det er ikke svært at forstå håbet om at sende et klart budskab til de borgerlige vælgere. Men som Wibe-Marker sagde til SkanderborgLIV, så er det i sidste ende konstitueringen, der er afgørende for udfaldet af valget. Ingen amerikanske tilstande her, og dermed ikke entydig opbakning til Szabo fra det borgerlige valgforbund.
Christian Wibe Marker for formand for Konservatives byrådsgruppe i Skanderborg Kommune og har nu siddet i byrådet i fire år. Foto: Jesper Rehmeier
Ved valget i 2021 havde Konservative et kanonvalg. Pape-Power og alt det der. Foruden de 1000 stemmer til Cordtz havde også Torben Wallner et virkeligt godt valg med 883 stemmer. Siden de glade dage med Pape-Power er det gået den forkerte vej for det gamle godsejerparti, i hvert fald i de landsdækkende målinger. Men det leder videre til en vigtig pointe:
Et kommunalvalg er ikke et midtvejsvalg. Selvom det er fristende at skele til de landsdækkende målinger og forsøge at oversætte det direkte til kommunalvalget, er det, ifølge valgforskningen, ikke retvisende. Og det er gode nyheder for et parti som Konservative, der har en stærk lokal tilstedeværelse og er velorganiseret både fra centralt hold og lokalt i kommunerne. Og som før har "overpræsteret" med dårlige landsdækkende meningsmålinger.
Forudsigelsen herfra er, at valget trods alt ikke bliver lige så godt som i 2021, hvor partiet fik valgt fire kandidater ind. En mand som Christian Wibe-Marker kan dog godt tillade sig at drømme om et godt valg med fine personlige stemmetal. Han er en af byrådets yngre stemmer, repræsenterer børnefamilierne og har haft fire år til at møve sig ind i vælgernes bevidsthed, senest som gruppeformand.
Det borgerlige valgforbund, der skal tage kampen op mod rød blok. Fra venstre mod højre: Danmarks Demokraternes Martin Frausing, Peter Kruse fra Liberal Alliance, Frank Rune Kristensen Nielsen fra Dansk Folkeparti, Jens Szabo fra Venstre og Christian Wibe-Marker fra Konservative. PR-foto
Én ting adskiller dette valg markant fra de seneste mange valg. Fra 1. oktober er det nemlig ikke længere muligt for politiske kandidater og partier at købe eksponering på Facebook. Det betyder, at politikerne ikke kommer til at dukke op med deres budskaber i dit feed som annonceret indhold.
Slut med politiske reklamer på Facebook
Fra oktober det forbudt at lave politiske annoncer på Facebook og Instagram. Det vil sige, at politikere og partier ikke må betale for at 'booste' opslag.
Politikerne må selvfølgelig stadig lave opslag på deres egne profiler og håbe på, at de organisk når ud til små mange brugere som muligt.
Det er Meta, der ejer Facebook og Instagram, der har besluttet at det skal være slut med annoncer med politiske budskaber. Ifølge techgiganten er forbuddet nødvendigt på grund af ny EU-lovgivning.
Kilder: Meta og Danmarks Radio
Det begrædes af mange kandidater, for den målrettede annoncering er ekstremt effektiv til at nå netop de potentielle vælgere, man gerne vil nå. Der er ingen tvivl om, at det er Frands Fischer, der rammes mindst hårdt af de begrænsede muligheder for at reklamere på Facebook, alene fordi kendskabsgraden til ham er størst.
Men borgmesteren må stadig, i lighed med alle andre politikere, være kreativ og finde på andre måder at blive set ud og få budskabet ud. Du kan nok godt forvente, at der bliver skruet gevaldigt op for flyers, busreklamer, uddeling af rundstykker og kaffe, og hvad kandidaterne ellers kan finde på. Et bud herfra er, at man som vælger nok skal blive træt af smagen af parti-indpakkede bolscher inden valget.
I et kommende nyhedsbrev kigger vi nærmere på de andre politiske partier, der også håber at få valgt folk ind i byrådet. Her ser vi også nærmere på, hvad forbuddet mod politiske reklamer betyder for dem.
Anne Heeager og Claus Leick havde gode valg i 2021. Nederst i højre hjørne ses det blå valgforbund, der vil udfordre Frands Fischer. Foto: Christian Bæk Lindtoft, privatfoto.
Analyse: To partier håber på kanonvalg, men der kan være udsigt til færre nye ansigter i byrådet
Jesper Rehmeier jerso@jfm.dk
Liberal Alliance og Socialistisk Folkeparti drømme om at veksle gode meningsmålinger til gode kommunalvalg, men de to ting hænger ikke nødvendigvis sammen. Vi ser nærmere på de partier, der har to eller færre pladser i byrådet i denne analyse.
torsdag 2. okt. 2025 kl. 16:05
Jesper Rehmeier jerso@jfm.dk
Liberal Alliance og Socialistisk Folkeparti drømme om at veksle gode meningsmålinger til gode kommunalvalg, men de to ting hænger ikke nødvendigvis sammen. Vi ser nærmere på de partier, der har to eller færre pladser i byrådet i denne analyse.
Det er som regel kampen om borgmesterposten, der løber med alle overskrifterne. De politikere, der får flest stemmer, fylder mest i medierne. Det er de store partier, der sætter sig på formandsposterne i udvalgene.
Men et kommunalvalg handler om meget andet, for der vælges hele 29 medlemmer til byrådet. Nogle af dem, der får vælgernes tillid bliver gengangere, mens der helt sikkert også kommer nye ansigter ind.
Og som vi skrev i vores analyse af de tre største partier og deres spidskandidater, så kommer nye regler for politisk markedsføring til at ramme særligt hårdt for de nye, mere ukendte kandidater. Det er ikke længere muligt at købe sig til eksponering på Facebook, og mens Frands Fischer efterhånden nok må siges at have opbygget en vis kendskabsgrad, bliver det anderledes svært for en kandidat at sparke døren ind, når folk ikke kender vedkommende, og kandidaten ikke kan lave direkte, målrettet markedsføring på nettet.
Sidste gang blev der valgt 12 nye byrådsmedlemmer ind. Vi forudsiger et lavere antal denne gang. Men lad os se lidt nærmere på partierne, der har haft to eller færre mandater i byrådet i denne valgperiode.
SF og LA har medvind
Selvom man skal passe på med at kigge for meget på de nationale meningsmålinger, når det handler om kommunalvalget, lægger vi alligevel ud med at se nærmere på de to partier, der virkelig rykker i det landspolitiske. Socialistisk Folkeparti og Liberal Alliance. SF og LA. Et parti fra det røde valgforbund og et fra det blå.
Claus Leick (SF) har været udvalgsformand for Klima, Miljø- og Planudvalget i Skanderborg i denne periode. Foto: Christian Bæk Lindtoft.
SF har i de seneste fire år haft en stærk tilstedeværelse i byrådet. Claus Leick er formand for det vigtige Klima, Miljø- og Planudvalg, og Charlotte Vindeløv havde et suverænt valg med hele 846 personlige stemmer. De to spidskandidater kan nok regne med genvalg, og det kan ikke udelukkes at partiets medvind kan resultere i et tredje mandat.
Brian Fuglsang og Søren Lahn Sloth er blandt de øvrige navne på SF's liste. Sidstnævnte stillede op til kommunalvalget i Favrskov Kommune i 2021 og fik faktisk flere stemmer end partiets spidskandidat, men grundet partiets opstillingsform gik stemmerne, og dermed mandatet i byrådet, til spidskandidaten i stedet.
Det andet parti med massiv medvind er Alex Vanopslaghs Liberal Alliance. Ifølge den seneste Voxmeter-måling ligger både SF og LA til cirka 12 procent af stemmerne, hvis der var folketingsvalg i morgen.
Lokalt stiller partiet med syv kandidater anført af erhvervsmanden Peter Kruse. Men hvor andre partier, som eksempelvis Konservative, flere gange har overpræsteret, når de nationale meningsmålinger har været dårlige, ser det anderledes ud for LA. Ifølge valgforsker Roger Buch har partiet underpræsteret ved de fire kommunalvalg, de hidtil har stillet op i, og har typisk omsat kun 50-60 af stemmerne af den landspolitiske styrke til lokale stemmer.
Det bliver spændende at se, hvordan de klarer det denne gang i en kommune, hvor der ikke er en overflod af de 18-24 årige, primært mænd, der er LA's kernevælgere. Liberal Alliance er i høj grad også forbundet med Alex Vanopslagh, og han er trods alt ikke på kandidatlisten i Skanderborg Kommune.
Men mon ikke, det kan blive til et mandat for partiet.
Radikale ryster posen - overgår Heeager sig selv?
Radikale Venstre har to pladser i byrådet, og det håber partiet på at kunne fast i. Anne Heeager fik næstfleste stemmer af alle ved valget i 2021, og hendes stjerne er sådan set kun vokset siden. Hun er landsforperson for Radikale Venstre og er desuden med i hovedbestyrelsen og forretningsudvalget i partiet. Hun skal nok få rigtig mange stemmer igen.
Det sikre navn på holdkortet hos Radikale Venstre har i årevis, årtier sågar, været Tage Nielsen fra Galten. Men han genopstiller ikke. I stedet har Ole Drøgemüller skiftet sit mandat hos Socialdemokratiet ud med et partikort hos Radikale. Han håber på genvalg, men fra valgforskningen ved man, at vælgerne kan være tilbøjelige til at straffe de politikere, der skifter parti - selvom det er helt legalt og meget almindelig praksis i både folketing og byråd.
Anne Heeager ved valget i 2021, hvor hun fik meget imponerende 1041 stemmer, kun overgået af Frands Fischer (S) med 2443. Privatfoto
Og Ole Drøgemüller er ikke den eneste, der har skiftet parti siden valget i 2021. Han er end ikke den eneste, der har forladt Socialdemokratiet, for Malene Ringberg har også vendt partiet ryggen og stiller nu op for Moderaterne. Martin Frausing Poulsen blev valgt ind for Dansk Folkeparti, men repræsenterer i dag Danmarksdemokraterne.
Moderaterne er stadig et nyt parti uden stærke, veletablerede lokale partiforeninger, og Danmarksdemokraterne er, på samme måde som Liberal Alliance, et parti der er stærkt forbundet med dets politiske leder, nemlig Inger Støjberg. Partiet hed sågar Danmarksdemokraterne – Inger Støjberg i begyndelsen. Dette bliver også det første kommunalvalg for Støjbergs politiske projekt.
Både Martin Frausing Poulsen og Ole Drøgemüller forlod deres partier i byrådet i 2022. Frausing Poulsen skiftede til Danmarksdemokraterne, og Ole Drøgemüller hoppede over til Radikale Venstre - selvom han bad om lov til at vende retur til Socialdemokratiet. Det ønskede partiet ikke. Foto: Christian Bæk Lindtoft og Skanderborg Kommune.
Det bliver interessant at se, om Ringberg og Frausing Poulsen kan opnå genvalg for de nye og i kommunalvalgs-regi uprøvede partier. Der er bestemt ingen garantier for det. Med 285 stemmer ved valget i 2021 var Martin Frausing Poulsen den, der fik næstefærrest stemmer i Skanderborg Kommune.
Malene Ringberg havde desuden en uheldig hovedrolle, da SkanderborgLIV for et års tid siden gennemgik byrådsmedlemmernes fravær fra møder i de politiske udvalg samt byrådsmøder. Her var hun den politiker med mest fravær, og selvom der ikke er regler om fravær i det politiske, vil vælgerne muligvis straffe det. Det kan heller ikke udelukkes, at nogle vælgere vil være en smule forbeholdne over for Moderaterne efter de mange negative historier fra Folketinget.
Mira Issa Bloch fra Alternativet har i denne periode siddet i byrådet. Hun fortalte i 2022 offentligt om det, hun opfattede som chikane i byrådet, og hun genopstiller ikke. Det kan blive svært for partiet at få valgt en ny kandidat.
Peter Kjær er igen Enhedslistens spidskandidat til kommunalvalget i Skanderborg. Foto: Christian Bæk Lindtoft
Peter Kjær fra Enhedslisten blev valgt ind som det tynde øl med 227 stemmer. Enhedslisten har tradition for at klare det på yderste mandat, så at sige, og det kan heller ikke udelukkes, at de igen formår at få valgt en kandidat ind. Peter Kjær er igen spidskandidat.
Det bliver rigtig interessant at se, hvordan de forskellige partier, både de mere etablerede og de relativt nye klarer kommunalvalget anno 2025, særligt med de udfordringer, politikerne står over for, når deres mulighed for digital markedsføring indskrænkes. I Skanderborg Kommune er der tradition for brede forlig og budgetaftaler, hvor de fleste partier, også dem, der kun har et enkelt mandat, støtter op og bidrager til det gode samarbejde, som så godt som alle i byrådet altid er hurtige til at kvittere for.
SkanderborgLIV ønsker alle, ikke mindst kandidaterne, et rigtig godt valg og en god valgkamp.