I de seneste år er det blevet tydeligt, hvilket omdømme der i samfundet hersker over pædagogfaget. At det ses som noget "alle kan blive."

Den dom er jeg dog ikke enig i. Eller måske kan de rent praktisk få et job, fordi børnehusene i hele landet skriger på hænder. I Skanderborg Kommune drejer det sig om et behov for 12 procent mere personale frem mod 2035. Men det er ikke det samme som, at alle er gode til det.

Det står kun endnu tydeligere, efter jeg selv er begyndt at aflevere mine to små børn i en institution hver eneste morgen. Det føles meget sårbart, og jeg kan næsten ikke komme i tanker om en vigtigere samfundsfunktion.

I dagens første historie skal du møde Dennis Vangkilde Larsen, som jeg - indrømmet - muligvis har et bias overfor, da han arbejder i, ja, mine børns daginstitution. Det gør dog ikke hans historie mindre inspirerende.

Som så mange andre var han fanget i det fortravlede hamsterhjul, der til sidst kostede ham alt alt for meget. Men modsat de fleste andre, tog han konsekvensen og lavede et markant livsskifte.

Derudover kan vi i denne uge byde på følgende:

👋Mød Renosyds nye bestyrelse

🏘️Kommunen køber stor ejendom for at lave byggegrunde

👷Et vigtigt første spadestik er taget

På vegne af redaktionen bag SkanderborgLIV ønsker vi læserne en rigtig god jul - og vender tilbage med et nyhedsbrev i næste uge.

Når man træder ind i laden ved Klostermølle denne vinter, ligner det alt andet end en klassisk kunstudstilling.

Farverige tekstile former og skabninger hænger fra loftet. Nogle drejer langsomt rundt, andre glimter. En barnelignende skikkelse hænger fra loftet, mens en fosterlignende skabning ligger nedenunder.

Sidsel Juul Carlsen fra Gl. Rye sadlede om og sprang ud som kunstner, og hendes aktuelle udstilling kredser om nogle spørgsmål, som hun har reflekteret meget over. Hvornår er man et væsen? Hvornår er man menneske? Hvornår har man berettigelse - og hvornår ikke?

Spørgsmålene har rumsteret siden hun i 2017 bar tvillinger. Den ene havde en alvorlig hjertefejl, og derfor stod parret over for valget mellem at føde et barn, der kun ville leve få år med utallige operationer forude, uden bedre prognose end en patient med uhelbredelig kræft, eller lade det dø allerede i livmoderen.

- Jeg ville egentlig gerne føde det og sige ordentlig farvel, men ikke udsætte det for operationerne. Men det ville min mand ikke, og hvis vi ikke var enige, gav det bare ikke mening. Det ville blive for hårdt, fortæller den 37-årige kunstner. Beslutningen blev at afbryde blodforsyningen i graviditetsuge 22.

Hun bar den døde tvilling helt til fødslen. Og selvom hun ikke ser oplevelsen som et traume, har det alligevel været inspiration til mange af hendes værker, som hun siden sit livsskifte har brugt til at genfinde meningen.

Det er tydeligvis ikke nyt for Sidsel Juul Carlsen at søge mening i sit arbejde. Med sin uddannelse som pædagogisk antropolog har hun primært arbejdet med udsatte, som mentor, som social vicevært for enlige mødre og senest projektleder i NGO’en Home Start.

Men det, der engang føltes vigtigt, forsvandt bag lange dage foran en computer.

- Det giver ikke mening, at jeg møder ind her. Jeg ved godt, vi hjælper nogle familier, men jeg føler mig så langt væk fra dem, at jeg simpelthen ikke kan mærke forskellen, tænkte hun.

Desuden kolliderede det med hjemmelivet. Selvom hun "kun" arbejdede 25 timer om ugen, mens hendes daværende mand opstartede Bageriet i Gl. Rye med 80-timers arbejdsuger, hang hverdagen ikke sammen. Med tre børn, stram økonomi og et arbejdsliv uden gnist, bristede det.

Det endte med en depression og en sygemelding.

Det, Sidsel Juul Carlsen savnede, var ikke kun tid til familien, men også - som mange småbørnsforældre sikkert kan genkende - tid til sig selv. Og tid til egne passionsdrevne projekter.

Efter dagevis i sengen, begyndte energien langsomt at vende tilbage. Nok til, at hun flyttede sig ud på sofaen og greb en hæklenål.

- Der var et eller andet i den der stilhed, som gjorde, at der kom en form for mening for mig, fortæller hun.

Snart voksede værkerne sig større og vildere. Hun hæklede, syede, satte sammen. Og sendte to værker til Kunstnernes Sommerudstilling, og glemte egentlig alt om det.

Men så tikkede der en mail ind. Værkerne var antaget.

- Jeg tror ikke, jeg fattede det. Det var først, da mine venner sagde, at det faktisk er virkelig stort.

Herefter gik det stærkt.

Udstillinger i Gl. Rye, Gisselfeld, SPOT Festival og nu den store solopræsentation ved Klostermølle. Undervejs opstartede hun værkstedsfællesskabet Haandholdt i Ry, holdte workshops og fik legater. Senest har hun fået penge fra Statens Kunstfond til at skabe et fællesværk på Gudenå Hospice.

Udefra ligner det kometfart. Men Sidsel Juul Carlsen ryster på hovedet.

- Folk vil jo helst høre om succeserne. Men der er jo stadig punkter, hvor man tænker: Hold kæft, det er hårdt, siger hun.

Økonomien er den største udfordring:

- Hvis jeg vidste, der kom fast 20.000 ind, så ville jeg kunne slappe meget mere af. Økonomien er stadig det, jeg mangler at regne ud, siger hun ærligt.

I begyndelsen havde hun et job som handicaphjælper med døgnvagter, der gav økonomisk stabilitet. Det fungerede godt, siger hun. Men efter en skilsmisse kunne det ikke hænge sammen i en hverdag med deleordninger. Snart begynder hun som medhjælper på et plejehjem i Skanderborg for at sikre en smule stabilitet.

Hun lægger ikke skjul på, at der følger en masse administrativt arbejde med livet som selvstændig - det hun ellers flygtede fra. Så har hun reelt skabt et mere meningsfuldt liv?

- Man kan jo godt diskutere, om jeg reelt gjorde en større forskel for samfundet med mit tidligere arbejde, siger hun og forstætter:

- At skabe kunst er jo et ego-projekt. Men jeg håber på, at jeg kan sætte noget i gang hos folk. Måske tanker om at være i verden. Og så giver det mere organiske arbejdsliv bare mere mening for mig.

Kunstner Knud Buhl havde egentlig opgivet. I årevis havde han arbejdet med klima og menneskets aftryk på naturen, men nu var han blevet “en sur gammel mand, der havde mistet troen på, at vi mennesker kan ændre os.”

Indtil han kom til Himmelbjerggården - et tidligere drengehjem ved Himmelbjerget, som Aslaug Færch siden 2017 har forsøgt at omdanne til et bæredygtigt leve- og inspirationssted.

Kort efter besøget ringede han til Aslaug Færch. Den idé, han havde haft med, var droppet. I stedet havde han skabt et nyt værk. Et to meter højt æg, der bryder gennem asfalten og i dag står som et stille statement ved indkørslen. Et symbol på håb - og i dag også på Himmelbjerggårdens rejse.

For da Aslaug Færch købte Himmelbjerggården, var ambitionerne høje. Men idealismen mødte virkeligheden og om dominobrikker faldt projekterne på stribe: Tinyhouses-projektet. Friskolen. Idéen om andels-ejerskab.

Til gengæld voksede andre ting frem. Permakulturfestivaler, skovhave, selvforsyning, forskning og et aktivitetsniveau, der i dag fylder alle årets måneder.

- Det har været et langt større arbejde, end jeg kunne forestille mig. Det var godt jeg ikke vidste det, for så tror jeg ikke, jeg havde kastet mig ud i det. Men i dag er vi nået meget længere, end jeg nogensinde havde turde at håbe på, siger Aslaug Færch.

Da SkanderborgLIV besøgte stedet i 2021, stod projektet stadig i sin begyndelse.

For Aslaug Færch var købet af Himmelbjerggården et radikalt skifte. Hun kom fra en karriere i modebranchen men ville nu dedikere sit liv - og sin betragtelige arv fra familievirksomheden - til bæredygtighed.

Hun fik inspiration fra økolandsbyer i Skotland og Italien, men endte altså i Søhøjlandet. Hun gik i gang med en omfattende klimavenlig renovering, og købte blandt andet købte genbrugsmøbler for 800.000 kroner. Og the rest is history.

Men hvad skete der egentlig med de projekter, hun dengang drømte om?

Den bæredygtig mini-landsby med tiny houses mellem granerne kom faktisk langt. Byrådet bakkede op, Skanderborg Kommune kæmpede for projektet, men i sidste ende blev ansøgningen afvist i ministeriet.

- Man må ikke bygge nye boliger i det åbne land. Det er ret vildt, at man gerne må opføre et almindeligt hus på 500 kvadratmeter i byzoner - men ikke 30 kvadratmeters tiny houses, samtidig med at alle taler om bæredygtighed, siger hun.

Friskolen med planer om 3-dages uge og undervisning i tippier led samme skæbne. Den fik landzonetilladelse i 2023 og nåede at finde en leder, men Undervisningsministeriet udsatte opstarten endnu et år og så mistede initiativgruppen pusten. Projektet blev derfor lagt ned i september samme år.

I dag taler hun om processen som en del af projektets DNA.

- Vi sår mange frø. Nogle vokser, andre gør ikke. Vi eksperimenterer nye veje og jeg mærker, at vi gør en forskel, og det giver mening i den tid vi lever i.

I dag er Himmelbjerggården forvandlet til et sted, der på mange måder er kommet længere, end Aslaug Færch selv turde håbe på.

De gamle bygninger er transformeret til kursus- og konferencefaciliteter med 75 sengepladser, flere spisestuer, undervisningslokaler og kontorfællesskab og camp op til 500 personer.

- Vi har transformeret hele området. Både bygningerne, infrastrukturen og vores miljømæssige aftryk. Folk kommer ofte ind og siger “wow, hvor er her rart”. Nogle får ligefrem tårer i øjnene, siger hun.

I dag rummer stedet 75 sengepladser, tre spisestuer, store undervisningslokaler, kontorfællesskab og et program, der spænder fra lederuddannelser til retreats, forskningsforløb og internationale besøg.

- Vi er virkelig kommet på landkortet som kursus- og konferencecenter. Det er her, virksomheder, forskere og netværk mødes, og der opstår hele tiden nye forbindelser på tværs, fortæller hun.

Udenfor bygningerne er jorden også blevet en central del af fortællingen. Skovhaven, regnvandsopsamling, fritgående høns, køkkenhaver og et stigende niveau af selvforsyning.

- Det er enormt livgivende at arbejde med jorden. Vi bygger lag på lag, og det hele understøtter biodiversitet, skønhed og madkvalitet for dem, der kommer her, siger hun.

På kultursiden har Himmelbjerggården fået midler fra Statens Kunstfond til kunstprojektet Ancient Future, tætte samarbejder med Aarhus Universitet og huser arrangementer som Naturens Grundlovsmøde, permakulturfestivaler og internationale forskningsforløb.

- Pludselig havde vi en august, hvor alt gik op i en højere enhed. Permakulturfestival, skovhavekursus, ukrainske læger i rehabiliteringsretreat, en forskningsfestival med folk fra hele verden og virksomhedsforløb oveni. Det var sådan et “wow”-moment. Der mærkede jeg virkelig kraften i det hele, siger Aslaug Færch.

Og så til million kroners-spørgsmålet: Hvilken forskel gør Himmelbjerggården så egentlig i det grønne regnskab?

Efter en omlægning af varmesystemet sparer stedet 320 tons CO₂ om året. Genbrugsmøblerne er klimaberegnet efter hvor meget CO₂ der er sparet. Madproduktionen i skovhaven binder CO₂ og styrker biodiversiteten. Vegetariske måltider reducerer klimaaftrykket fra gæsternes ophold. Og hver gang et projekt gennemføres, bliver der vurderet på både energi, materialer og drift.

Men der er grænser for, hvad man kan sætte tal på.

- Der er så mange lag i aftryk og bæredygtighed kan sjældent kan reduceres til ét tal. Det er ikke simpelt at være 100 procent bæredygtig. Vi måler det, vi kan, men vi er også et laboratorium for det, vi endnu ikke kan måle, siger hun.

Økonomisk er stedet i en anden bevægelse. Efter år med store investeringer i både bygninger og drift, og dermed otte år med underskud, ser det nu anderledes ud.

- Vi har 30 procent fremgang i år og jeg håber, at vi for første gang lander i balance, siger hun.

Hun nægter at skjule, at det kræver en vis privilegeret position at drive sådan et sted.

- Jeg ved godt, at det er et privilegium at kunne gøre det her. Og netop derfor føler jeg en forpligtelse til at bruge det rigtigt.

Det idealistiske univers i bakkerne rammer dog virkeligheden, så snart hun kommer hjem. Hendes 13-årige datter går, som hun siger “nogle gange helt kontra”.

- Hun gider ikke altid det her. Hun har sine egne interesser som makeup, sociale medier og vil gerne købe ting på Shein ligesom kammeraterne. Nogle gange er det dybt frustrerende. Men selvfølgelig har hun fået værdier med, og så skal hun finde sin egen vej i livet.

Og måske er det netop det, der binder Himmelbjerggården sammen - troen på, at forandring begynder småt. I hjemmet. I hverdagsvalgene. I de samtaler, der sætter sig et sted, man måske ikke ser med det samme.

- Det handler ikke om at redde hele verden. Det gør os handlingslammede. Det handler om, at vi alle sammen kan gøre lidt. At finde ud af, hvad man selv kan. Det er dér, det giver mening, siger hun.