Anmeldelse: Will Smith indtog Smukfest - men var det oprigtig spilleglæde eller ren Hollywood?
Hollywood-stjernes skød showet i gang med en modig beslutning.
ANMELDELSE: Hollywoodstjernen, Will Smith, der i 90’erne blev kendt som "The Fresh Prince of Bel-Air" eller "Rap Fyr i L.A.", lukkede torsdag Bøgescenen på Smukfest
Det skete med en klar agenda om at overvinde folkets gunst med sin første koncert på dansk jord.
Det store spørgsmål er, om den friske prins er blevet rådden med en generelt lunken modtagelse af comebackalbummet, "Based on A True Story", der udkom tilbage i marts og markerede Smiths første nye plade i 20 år.
Og så var der jo lige hele skandalen for tre år siden, hvor aftenens hovednavn for rullende kamera kylede en lussing direkte i fjæset på Chris Rock, som var vært til den 94. Oscaruddeling i Los Angeles. Tal om et bagslag af dimensioner. Det kommer vi desværre nærmere ind på senere.
Tolv minutter før verdensnavnet betræder Bøgescenens gulvbrædder, tester konferencierne badevandstemperaturen hos publikum og spørger, om de er klar. Svaret er et spændt hvin og en sitrende stemning blandt festivalgæsterne, der fylder hele pladsen foran Smukfests største scene.
En dyb basdrone buldrer pludseligt gennem skoven; suppleret med det genkendelige kor-tema, "Na-na-na (...)" fra Smiths største hit, "Gettin’ Jiggy Wit It". Hovedpersonen, klædt i rød kasket og jakke, løber ud på gulvet og tager røven på hele den fremmødte menneskemasse inklusiv undertegnede, da koncerten starter ud med netop dén sang.
Det virker umiddelbart som en meget modig beslutning at skyde showet i gang med sit allerstærkeste kort – især med tanke på kunstnerens moderate mængde hits. Nummeret bliver udtrukket så meget, som overhovedet muligt med ekstra omkvæd og frem-og-tilbage-sang mellem stjernen og publikum.
Et kvarter senere byder Will Smith en ung kvinde ind på scenen, der agerer tolk fra engelsk til dansk; det føles totalt malplaceret at oversætte den ellers tydeligt talende amerikaner - lad os bare sige, at budskaberne fra scenen er forholdsvis nemme at forstå - selv på et så eksotisk sprog som engelsk.
"It’s my first time in your beautiful country", "We are gonna have a hiphop party tonight", osv. Ja, man kan selv næsten gætte sig til resten. Efter det tåkrummende indslag starter en langtrukken medley af andre kunstneres ikoniske skæringer, som House of Pains "Jump Around" og Sir Mix-A-Lots “Jump On It”, og så skal der naturligvis hoppes alvorligt igennem.
Til trods for, at Smith ikke tror på, at det danske publikum fatter et ord engelsk, forstår han til gengæld tydeligt sine spilleregler og aftenens mission – spil noget, de kender og få dem til at hoppe i takt. Opgaven bliver løst, omend den er ekstremt let købt.
Melodramatiske strygere blæser pludselig gennem bøgeskoven som underlægning til en frygtelig lang og nærmest gospel-lignende prædiken fra Hollywood-helten med budskabet om, at alle mennesker kender følelsen af have haft det hårdt i livet. Vi ved godt, hvad du personligt refererer til, Hr. Smith.
På samtlige storskærme kører der nu en video, der ligner startsiden på de fleste online filmtjenester, med en uendelig perlerække af DVD-omslag fra rapper-skuespillerens mest kendte film. Imens spiller bandet en hidsig fortolkning af temasangen fra "Bad Boys".
45 minutter inde i denne performative pærevælling har Smith nu iklædt sig en lang, sort trenchcoat, mens han hopper febrilsk på stedet og råber gentagende; "Oh yeah!" til vild pyroteknik, der kunne få selv Rammsteins teknikere til at løfte nysgerrigt på brynene.
Hen mod showets klimaks påkalder storskærmene sig atter opmærksomhed med en advarsel om, at rumvæsner er godt i gang med at overtage planeten. Scenen befolkes nu af knap 100 statister - alle klædt i sorte jakkesæt som i filmserien, "Men in Black" til sangen af samme navn, hvorefter Smith holder sin “Neuralyzer” op foran sig; en anordning, der i filmuniverset sletter folks hukommelse.
Publikum har stadig ingen anelse om, hvad de har i vente, for Smith gemmer endnu et gimmick oppe i ærmet. Han flankeres igen af sin dybt unødvendige, jyske tolk og en ømt spillende violinist med en følsom beretning om de svære år i kølvandet på dén aften, der skulle have været en af hans største. Så bukker han sig mod scenekanten og hiver gudhjælpemig sin Oscarstuette frem.
Med pokal i stolt udstrakt arm takker stjernen rørstrømsk alle, der har "støttet ham hele vejen". Violinen klinger dybt sørgmodigt, og der fiskes efter medynk til den helt store guldmedalje. Situationen er muligvis det mest vulgære, denne anmelder nogensinde har bevidnet på en scene.
Den ønskede effekt af sådan et stunt var muligvis gået rent hjem hos et amerikansk publikum; Smiths store problem var desværre bare, at han befandt sig i en bøgeskov i Jylland. Halvdelen af publikum har nu fået patos helt op til halsen og udvandrer hastigt, mens de øvrige koncertgængere bades i konfetti under sidste nummer.
Konklusion: Folk kom for at se giraffen, og de fleste blev stående, indtil den amerikanske zoo havde lukket Bøgescenen. Det var nærmest umulig at gennemskue, om der var tale om oprigtig spilleglæde eller bare høj professionalisme. Energien var intakt hele vejen - men der var desværre ikke meget original musikalsk substans til at understøtte projektet. Oplevelsen var lige dele leflende, spækket med patos til bristepunktet og til tider ulideligt amerikansk – sagt på beskedent jysk.