Torrild-borgerne og andre modstandere af et muligt biogasanlæg i Odder Kommune har demonstreret ad flere omgange. Arkivfoto: Morten Pape

Vi skal også med på råd om biogas, lyder det fra Skanderborg Kommune

En "betydelig mængde" ekstra lastbiler, lugt der kan påvirke osten fra det nærliggende mejeri, og en påvirket udsigt fra Skanderborg Station og Skanderborg Bakker.

Det er de tre bekymringer, som Skanderborg Kommune flere gange har rejst overfor Odder Kommune i forbindelse med at sidstnævnte planlægger at bygge et biogasanlæg lidt udenfor Torrild, tæt på kommunegrænsen.

Men Skanderborg Kommune oplever simpelthen ikke, at bekymringerne er blevet hørt – eller i bedste fald mangelfuldt beskrevet.

Så i dagens første artikel dykker vi ned i, hvad bekymringerne går på; for hvorfor skal Skanderborg egentlig inddrages i en Odder-sag?

I den anden artikel skal vi omkring sagaen om kirkeklokkerne fra Højvangen Kirke, der nu ser ud til at få en konklusion: Menighedsrådet har i hvert fald planer om at skrue ned.

Og så skal vi på besøg i en særlig pop-up-genbrug, der lige nu har åbent i Adelgade. Men ikke ret længe, så det er bare med at komme afsted!

Vi runder også en alvorlig sag fra børnehuset i Sommerbæk, inden vi kommer omkring en rørende historie om to modige drenge fra Ry. Glem endelig ikke det korte nyhedsoverblik i bunden.

Tak fordi du læser med, og rigtig god weekend.

Billede af Johanne Jedig Wejse
Billede af skribentens underskrift Johanne Jedig Wejse Journalist
Borgere fra Torrild har flere gange protesteret mod planerne om et biogasanlæg i landsbyen, der ligger på den anden side af kommunegrænsen til Odder. Arkivfoto: Hans Jørgensen

Biogasanlæg kan give tung trafik og blokere udsigt i Skanderborg: Kommunen er bekymret

Skanderborg Kommune udtrykker bekymring for et kommende biogasanlæg i nabokommunen Odder, især hvad angår trafikbelastningen med en forventet stigning i lastbiltransporter fra Skanderborg.

Udsigten fra Skanderborg Bakker og stationen kan også blive påvirket af anlægget, hvilket kommunen mener Odder burde have adresseret i miljøvurderingen.

I Odder mener borgmesteren ikke, at de på nuværende tidspunkt burde have undersøgt de mulige konsekvenser for Skanderborg.

Odder burde have undersøgt nærmere, hvordan kommunens planer for et biogasanlæg påvirker både trafik, udsigt og lugt for borgere, vejnet og virksomheder i Skanderborg. Det mener i hvert fald Skanderborg Kommune i et kritisk høringssvar.

Selvom det er i nabokommunen, så er der flere grunde til at være bekymret over planerne for et biogasanlæg i Torrild.

I hvert fald hvis man læser et høringssvar, som byrådet i Skanderborg (undtagen Alternativet) netop har vedtaget at sende til Odder Kommune.

Den første – og nok også største – er trafikken. De fleste transporter til og fra et biogasanlæg ville være lastbiler, og Odder Kommune har tidligere regnet med, at 40 procent af lastbilerne ville komme fra Skanderborg Kommune. Det betyder en større mængde tung trafik end tidligere på kommunens veje.

Den anden er udsigten. Fordi man i dag kan se vindmøllerne ved Torrild fra Skanderborg Station og Skanderborg Bakker, er kommunen bekymret for, om et kommende biogasanlæg vil "påvirke de visuelle oplevelsesmuligheder i dallandskabet" og udsigten fra bakkerne og stationen.

Den tredje er lugten. Specifikt fordi Gjesing Mejeri, der er ejet af Arla, ligger tæt på, og lugtgener muligvis kan påvirke mejeriprodukternes smag og kvalitet.

Alle bekymringerne har administrationen i Skanderborg Kommune bragt op i to tidligere høringssvar med et klart ønske om at få dem undersøgt og belyst.

Mangelfuldt beskrevet

Men nu har Odder Kommune offentliggjort en miljørapport, der går i tråd med forslagene om at ændre kommune- og lokalplaner, så biogasanlægget kan placeres. Kommunen har dog stadig ikke en konkret ansøgning til at etablere anlægget, men vil udpege områdets formål til at være biogas.

Og selvom Skanderborg Kommune ad flere gange har gjort opmærksom på bekymringerne, er de ikke kommet med – eller i bedste fald mangelfuldt beskrevet, som formanden for Klima-, Miljø- og Planudvalget Claus Leick (SF) siger.

Projektområdets afgrænsning og placering. Der skal tages højde for mindre variationer i afgrænsningen. Visualisering: Odder Kommune

Skanderborg Kommune og de bekymringer, der er dukket op omkring biogasanlægget, er slet ikke blevet inddraget nok, og derfor har de bedt politikerne om at behandle høringssvaret, lyder det:

- Vi skal jo ikke have en lang diskussion omkring det – selvfølgelig skal en nabokommune lytte til det, en anden nabokommune siger, så det er jo bare en ekstra runde, hvor det politiske system også kommer ind over, siger Claus Leick.

Det nyeste høringssvar har derfor fået borgmester Frands Fischers underskrift i et håb om, at Odder Kommune i fremtiden også vil belyse, hvilke afledte konsekvenser biogasanlægget får for Skanderborg Kommune. Uden at Skanderborg tager stilling til, om man bakker op om et biogasanlæg.

"Betydelig forøgelse" af lastbilstrafik

Netop Frands Fischer fremhævede især de trafikale konsekvenser og de visuelle påvirkninger.

For ifølge høringssvaret har indledende tal fra Odder Kommune lydt på, at der vil komme 60 ekstra lastbilstransporter per dag per uge, og at cirka 40 procent vil komme fra Skanderborg Kommune.

Da størstedelen af landbruget i Skanderborg Kommune ligger i den nordlige del, vil den mest sandsynlige vej til et nyt biogasanlæg gå gennem Skanderborg by ad Låsbyvej, Ladegårdsbakken og Oddervej.

Samtidig vil en ny omfartsvej muligvis inddrage rundkørslen nord fra Gjesing, og især Nygårdsvej kan blive belastet.

Der står ikke klart, hvordan et biogasanlæg i Torrild, men sådan ser Ribe Biogas ud. Foto: Skraafoto.dk

Alt sammen en "betydelig forøgelse", som Skanderborg Kommune kritiserer Odder for ikke at redegøre for i miljørapporten.

-Vi har ikke mulighed for at vurdere hverken trafiksikkerhed eller belastning af vores vejnet uden en redegørelse, hvilket vi finder utilfredsstillende, lyder det i det seneste høringssvar, som Frands Fischer har underskrevet.

Borgmester er uenig

De mulige visuelle påvirkninger fra Skanderborg Kommune er heller ikke visualiseret i redegørelserne fra Odder Kommune, der i stedet har haft fokus på to andre fotopunkter.

Også her er der klar kritik fra Skanderborg:

- Det er vigtigt for os at kunne vurdere den landskabelige påvirkning og det har vi ingen muligheder for med det der fremgår af miljørapporten, hvilket vi anser som en væsentlig mangel i materialet.

SkanderborgLIV har forholdt både formanden for Udvalget for Klima og Plan i Odder Kommune og Teknikchefen kritikken. Sidstnævnte henviser til, at Odder har sendt et forklarende svar til Skanderborg Kommunes administration.

Men overfor TV2 Østjylland er Odders borgmester Lone Jakobi (S) ikke enig i kritikken.

- Jeg kan da godt forstå, at de er nysgerrige på, om der kan være miljømæssige konsekvenser ind i Skanderborg Kommune. Og det vil blive belyst i en miljøkonsekvensrapport, som er et af de næste skridt, der sker på rejsen frem mod etablering af sådan et biogasanlæg, siger hun.

Hun mener ikke, at de på nuværende tidspunkt burde have undersøgt for mulige konsekvenser ind i Skanderborg Kommune.

- Den miljøvurdering, der er udsendt på nuværende tidspunkt, handler om det planmæssige grundlag, fortæller Lone Jakobi.

LystrupLIV:
De tre klokker er placeret i Højvangen Kirkes 18 meter høje kirketårn. Arkivfoto: Emil Fibiger.

Efter naboklager: Kirke erkender støjproblem og skruer ned for lyden fra kirkeklokker

Efter naboklager har Skanderborg Sogn erkendt, at der er problemer med lydniveauet fra kirkeklokkerne i Højvangen, som nu midlertidigt vil stoppe med at ringe.

Der vil blive installeret læderposer omkring pendulerne i klokkerne for at dæmpe lyden, mens en permanent løsning findes.

Der skal tages midlertidige læderposer i brug i historien om de nye kirkeklokker, der i vinters begyndte at ringe i Højvangen.

En klokkekonsulent har foretaget målinger af kirkeklokkerne i Højvangen Kirke, og nu stopper de helt med at ringe, indtil der er sat læderposer omkring pendulerne.

Det skriver Skanderborg Sogn på sognets hjemmeside.

Her fremgår det, at menighedsrådet "erkender, at der er et problem med volumen på klokkerne."

SkanderborgLIV talte allerede inden byggeriet af Højvangen Kirke var færdigt med Rune Kier, der talte på vegne af en gruppe naboer, som var bekymrede for volumen på klokkerne.

- Man kunne jo sætte et støjværn op omkring klokkerne, så de ikke larmer så meget. Eller lade være med at ringe helt så tidligt morgen og aften, sagde Rune Kier dengang.

Og da klokkerne så begyndte at ringe i forbindelse med kirkeindvielsen, var flere af naboerne overraskede over, hvor højt det var. Det sagde Rune Kier og Lone Rømer til SkanderborgLIV.

Du kan høre kirkeklokkerne, da de ringede ved indvielsesgudstjenesten her:

Lige efter kirkeindvielsen var meldingen klar fra menighedsrådsformand i Skanderborg Sogn Anny D. Jessen.

- Nej, vi vil ikke skrue ned, for der er så mange, der føler det er i orden. Der bor rigtig mange mennesker i Skanderborg Sogn, og vi er hele tiden i kontakt med nogen, eksempelvis til rundvisninger. De fleste er faktisk rigtig glade for kirkeklokkerne. Derfor er det meget at lave om for helt få mennesker, siger Anny D. Jessen.

Hun lovede dog, at menighedsrådet ville indkalde til et offentligt møde. Det blev holdt den 20. marts. Her blev målingerne fra klokkekonsulenten præsenteret, og resultatet er, at lydniveauet skal sænkes:

- Alle er enige om, at vi må handle hurtigt for at nedsætte volumen. Derfor blev det besluttet, at vi midlertidigt stopper med morgen- og aftenringningen samt reducerer antallet af ringninger forud for gudstjenester, indtil der er sat læderposer omkring pendulerne i klokkerne, lyder det i nyheden fra Skanderborg Sogn, der fortsætter:

- Denne løsning med læderposer er midlertidig og skal bevirke, at lydniveauet bliver sænket. Dette sker, indtil der findes en permanent og varig løsning på problemet.

Flere tilstedeværende udtrykte tilfredshed

Og ventetiden til at finde en permanent og varig løsning var netop en af bekymringerne fra Rune Kier, da SkanderborgLIV talte med ham første gang. Her spurgte vi, om han ikke tog sorgerne på forskud, når han var bekymret allerede inden ringningerne gik i gang:

- Måske – men det bliver svært at ændre noget, når først klokkerne kimer. I vores snak med menighedsrådet bliver vi mødt med, at man kunne have læst lokalplanen, hvor det har stået de sidste 40 år – ja, det kunne vi, men faktum er, at det tænker man ikke over, når man køber hus i et etableret boligkvarter. Og nej, vi ved ikke, hvor højt det bliver, sagde Rune Kier.

Skanderborg Sogn skriver, at aftenmødet om klokkerne ved Højvangen Kirke var velbesøgt, og at mange af deltagerne gav udtryk for bekymring vedrørende volumen på klokkerne i Højvangen Kirke, mens nogle også ønskede ændrede ringetider.

De understreger dog også, at flere af de tilstedeværende ved mødet udtrykte tilfredshed med klokkerne og klokkeringningen, samt at de op til mødet modtog "en del" positive mails fra personer, som er glade for klokkerne.

Hvad sagde læserne

SkanderborgLIV spurgte i januar, hvad vores læsere tænker om kirkeklokkerne. Her var der opbakning fra langt størstedelen af læserne til, at klokkerne fortsatte.

Ud af 168 besvarelser mener 118, svarende til 70 procent, at kirkeklokkerne skal have lov at ringe som nu. 10 brugere svarer, at klokkerne må ringe som nu, men at der skal skrues ned for lyden.

Det spurgte vi om

Hvad mener du om kirkeklokker, der ringer solen op og ned i 2025?

A: Kirkeklokker hører slet ikke til i 2025. De burde stoppe helt. 11 stemmer

B: Kirkeklokkerne hører til ved kirkelige handlinger og om søndagen. De burde stoppe de daglige ringninger. 29 stemmer

C: Kirkeklokkerne må gerne ringe lige så ofte som nu, men de skal skrues ned. 10 stemmer.

D: Selvfølgelig skal kirkeklokkerne have lov til at ringe som nu. 118 stemmer.

På Facebook har der også været lystigt gang i debatten om kirkeklokkerne. Her giver langt de fleste kommentarer udtryk for opbakning til lyden af kirkeklokker.

- Selvfølgelig skal kirkeklokkerne ringe nyder lyden.

- Det er så hyggeligt at høre på. Lad dem endelig fortsætte.

- Selvfølgelig skal kirkeklokkerne ringe.

Men der er også kommentarer fra folk, der er knapt så begejstrede.

- Tiden er for længst løbet fra religion, kirker og kirkeklokker. Jeg har forståelse for, at man måske ikke endnu kan forbyde eksisterende kirker at ringe med klokker, men nye kirker skal naturlig overholde nøjagtig samme regler og lovgivning for støj som alle os andre.

En bruger genovervejer endda, om Højvangen alligevel er det rette sted at bo.

- En kirke er vel ikke til for at genere folk der bor i nærheden (vi kigger lidt efter nyt hus, men hvis kirken er så generende i Højvangen, bliver det da ikke der, vi vælger at købe).

Noch Einmal ligger på Adelgade 87, hvor der tidligere lå en plakatforretning. Foto: Maria Neergaard Lorentsen

Har du besøgt Skanderborgs nye pop up-genbrug? Hvis ikke, så skynd dig forbi, før den er væk

Noch Einmal er en pop up-genbrugsbutik, der åbnet på Adelgade, hvor otte lokale sælger brugte kvalitetsvarer til overkommelige priser. 
Butikken har åbent fra 5. marts til 30. april og tilbyder et udvalg af møbler, tøj og pynteting.

En "luksus-genbrug" er skudt op på Adelgade. Bag butikken står otte skanderborgensere, der sælger ud af ting med en vis kvalitet, men til gode priser. Noch Einmal er dog kun at finde en måneds tid endnu.

Noch Einmal. For de fleste af vores mange ting, vi gemmer på derhjemme, kan sagtens bruges endnu engang.

Det mener gruppen af skanderborgensere, der endnu engang har åbnet deres egen genbrug med ting fra gemmerne midt på Adelgade.

Men butikken holder kun åbent indtil den 30. april. Så hvis du vil nå at gøre et kup, er det med at komme afsted.

Lokalet er stort og lyst, og i baglokalet gemmer sig både en masse mærketøj og udsigt over Skanderborg Sø. Foto: Maria Neergaard Lorentsen.

Genbrugsguld af kvalitet

Det er femte gang, at Noch Einmal dukker op i Skanderborgs gader. Første gang var i 2015, da ideen opstod hos Rie Nielsen.

- Det startede for 10 år siden, da jeg skulle bygge nyt hus og min tvillingesøster skulle flytte. Vi havde alt for mange ting, og så fandt vi et butikslokale, hvor vi kunne sælge ud. Jeg solgte nærmest alle mine møbler, husker hun.

Men så fik hun blod på tanden, og fem år senere havde hun igen huset fyldt med ting, der skulle sælges ud af. Og sådan forsatte det og butikken dukkede op igen og igen.

I denne omgang er butikken åbnet i Adelgade 87 fra 5. marts til 30. april.

- Tingene vi sælger, skal have en vis kvalitet. Det skal være brugbart og i pæn stand. Og vi får altid at vide at det er dejligt, at det er gode vare til gode priser. I en almindelig genbrug sniger der sig jo mange ting med ind, også tøj der er krøllet eller i stykker, men vi gør meget ud af, at det skal se ordentligt ud, fortæller ophavskvinden.

- Vi gør meget ud af, hvordan vi stiller det op. Det er både sjovt for os, og mere spændende for dem der kommer ind, siger Hanne Laursen.

Der er meget man kan undvære

I denne omgang er der otte personer, der sælger ud. Hanne Laursen er nyeste kvinde i gruppen og var med for første gang, da butikken holdt åbent sidste år.

- I år har jeg lært mere om, hvad der bliver solgt og hvad man egentlig kan undvære, fortæller hun.

- Man tror, at mange af ens ting har affektionsværdi. Men i virkeligheden er der faktisk meget, man godt kan undvære. Nu ser jeg på, hvad mine børn måske gerne vil overtage, når jeg engang ikke er her længere. Og ellers har jeg lært at give slip.

Hanne Laursen er en af de otte personer, der sælger ud af ting i Noch Einmal. Foto: Maria Neergaard Lorentsen

Hanne Laursen har blandt andet sat en påhængsmotor af det britiske mærke Seagull til salg. Derudover kan man finde en Chevrolet modelbil, massevis af forskellige glas og tallerkener af velkendte stel, plakater, malerier, legetøj og især en hel del kvindetøj fra velkendte mærker.

Butikken bliver løbende fyldt op med nye varer, når de otte bagpersoner skiftevis kommer frivilligt på arbejde for at bestyre butikken.

- Vi tror, at det er sidste gang, vi gør det, siger Rie Nielsen. Men tilføjer hurtigt:

- Men det har vi vidst sagt før.

En ældre modelbil til salg. Foto: Maria Neergaard Lorentsen
Sommerbæk Skole og Børnehus åbnede i 2024 med plads til 124 børn. Arkivfoto: Johanne Jedig Wejse

Pædagog slået og sparket af fire børn på legepladsen

En kvindelig pædagog blev overfaldet af fire børn i Sommerbæk Børnehus, hvilket resulterede i sygemelding og en påtale fra Arbejdstilsynet.

Konflikten på legepladsen opstod under en opgave om madforberedelse, og pædagogen blev udsat for både verbale og fysiske angreb.

Skanderborg Kommune udtaler, at konflikter er naturlige i børns udvikling, mens de arbejder på at forbedre arbejdsmiljøet i institutionen.

Børnehaven har fået en påtale, mens Skanderborg Kommune kalder konflikter for en naturlig del af børns udvikling.

Slag og spark på legepladsen er oftest noget, der sker mellem børn.

Men i en sag fra Hørning ved Skanderborg udviklede en konflikt mellem tre børn sig sidste år til, at i alt fire børn endte med at danne front mod en kvindelig pædagog og overfaldt hende på flere måder.

Episoden fandt sted i den integrerede institution Sommerbæk Børnehus i slutningen af september. I en rapport fra Arbejdstilsynet, som TV2 Østjylland har fået aktindsigt i, står der blandt andet, pædagogen blev slået flere gange og sparket.

Arbejdstilsynet betegner episoden som en ulykke, da pædagogen var så psykisk påvirket af den, at hun efterfølgende blev sygemeldt.

Sommerbæk Børnehus i Hørning åbnede i 2024 som en helt ny vuggestue og børnehave med plads til i alt 124 børn.

Ifølge rapporten kommer arbejdsmiljøet ret hurtigt under pres efter åbningen. Blandt andet fordi den daglige leder siger op i løbet af kort tid.

'Dumme kælling' og kast med sand

Allerede i april gør de ansatte opmærksom på, at der er udfordringer med nogle af børnene. At de bliver udadreagerende, når der bliver stillet krav til dem.

I den konkrete situation fra september er pædagogen på legepladsen med 11 børn. En yngre pædagogmedhjælper er også tilstede. De to ansatte er ved at gøre klar til eftermiddagsmad, da tre af børnene kommer i konflikt med hinanden.

Pædagogen forsøger at stoppe konflikten ved at tale med børnene, men et fjerde barn blander sig, og pædagogen bliver angrebet af de fire børn.

Udover at slå, sparke og kaste med sand og skovle, råber de - ifølge rapporten fra Arbejdstilsynet - både "dumme kælling" og "fucking idiot".

Situationen eskalerer hurtigt, og ender lige så hurtigt som den er opstået: "...Skadelidte føler sig magtesløs, og råber børnene an, børnene løber væk fra skadelidte."

Episoden i Sommerbæk Børnehus var altså den foreløbige kulmination på en længere periode med dårligt arbejdsmiljø i institutionen for den ansatte.

I rapporten fra Arbejdstilsynet har den ansatte oplyst, at der op til arbejdsulykken var lavet cirka 20 indberetninger. Den ansatte fortæller også, at antallet af indberettede hændelser godt kunne have været det dobbelte, men at personalet var presset på tid, så de fik dem ikke lavet.

Får påtale for dårligt arbejdsmiljø

Det dårlige arbejdsmiljø i den forholdsvist nyåbnede institution opstod relativt kort tid efter, at den daglige leder sagde op. Herefter opstod i 'ledelsesmæssigt tomrum' i institutionen, som det er beskrevet.

Den ansatte fortæller også om, at der ofte var kun to pædagoger på en stue til at holde styr på en stor børnegruppe, og man derfor havde efterspurgt en tredje ansat til stuen.

På baggrund af ulykken har Arbejdstilsynet givet institutionen en påtale for ikke at have tilrettelagt arbejdet, så risikoen for vold var effektivt forebygget.

I afgørelsen skriver tilsynet videre, at alle involverede skal informeres om påtalen og baggrunden for den.

Institutionen skal derudover ikke foretage sig yderligere, fordi, som der står i rapporten, forholdene allerede er bragt i orden.

Det er blandt andet sket ved at sikre ro omkring børnene, så de oplever færre forandringer, ansætte flere pædagoger samt at 'de ansatte er klædt på til at kunne håndtere situationer med krævende børn.

Det er ikke første gang, at slag, spark, spyt i ansigt og tilråb i børnehaven bliver meldt til Arbejdstilsynet. Blandt andet fik børnehaven Solstrålen i Horsens i 2023 et påbud for en række lignende episoder.

"Konflikt er en del af børns udvikling"

Skanderborg Kommunes Børn og Ungechef, Christian Rotbøl, ønsker ikke at udtale sig om den konkrete sag af hensyn til de involverede, men siger i et skriftligt svar:

- Det er selvfølgelig ubehageligt og utrygt, hvis man som medarbejder oplever konflikter med børnene, det samme gælder jo for børnene.

Han understreger, at konflikter aldrig helt kan undgås, og når de opstår, er det vigtigt at håndtere dem.

- Vi definerer ikke børns udadreagerende adfærd som vold. Vi opfatter det derimod som en del af børns udvikling, at de kan komme i konflikt med hinanden og med voksne omkring dem.

På spørgsmålene om, hvad der er gjort for at forbedre arbejdsmiljøet, og hvordan arbejdsmiljøet er i dag, svarer Børn- og Ungechefen:

- Vi arbejder altid på at skabe et godt og tillidsfuldt arbejdsmiljø, hvor medarbejdere og nærmeste leder er i løbende dialog i forbindelse med deres daglige arbejde.

- Vi er som kommune i tæt dialog med ledelserne i alle dagtilbud og ved, at alle arbejder for et trygt og godt arbejdsmiljø sammen med medarbejderne.

Efter den pågældende ansatte sygemelding, er flere ting i institutionen iværksat, og vedkommende er i dag tilbage på sin arbejdsplads.

Ikke korrekt fremstilling

Hos Skanderborg Kommune anfægter man i øvrigt sagen, som den er fremstillet i Arbejdstilsynets rapport.

Blandt andet, at der skulle være tale om 20 indberetninger, og at der sagtens kunne have været lavet dobbelt så mange, men at medarbejderne ikke havde tid.

Ifølge Skanderborg Kommune er der kun lavet 12 indberetninger, som alle er lavet hen over 18 dage i september med overfaldet på legepladsen som kulmination.

Skanderborg Kommune mener heller ikke, at angrebet på legepladsen er korrekt gengivet i rapporten. Blandt andet skulle børnene ikke have råbt "fucking idiot" og "dumme kælling". Disse udsagn mod den ansatte, forklarer kommunen, er fremkommet i en helt anden situation.

Men Arbejdstilsynet fastholder forløbet som beskrevet og skriver i et svar:

- Gengivelsen af ulykkesforløbet stammer fra kommunens anmeldelse af ulykken. Skanderborg Kommune har desuden haft tilsynsrapporten og dets konklusioner til høring og har ikke haft bemærkninger.

SkanderborgLIV har kontaktet Skanderborg Kommune, der oplyser, at de ikke har yderligere kommentarer.

Kathrine er mor til de tre drenge Hector, Conrad og Seier. Pressefoto: Røde Kors

To-årig fik nugget galt i halsen: Brødre på fem og seks år redder fra kvælning

To-årige Seier fik en kyllingenugget galt i halsen under en middag, men hans to brødre, Hector og Conrad, handlede hurtigt for at redde ham.

De to drenge, kun fem og seks år gamle, er nu nomineret til Årets Førstehjælperpris af Røde Kors for deres modige indsats.

Det kunne være gået helt galt, da lille Seier på to år fik en kyllingenugget galt i halsen. Men hans to storebrødre reagerede hurtigt, og derfor er de nu nomineret som årets livreddere.

En hyggelig aften med mad fra McDonald's tog en hård drejning, da to-årige Seier pludselig ikke kunne få vejret.

Hans mor, Kathrine, var kortvarigt ude af rummet, men storebroren Conrad opdagede hurtigt, at noget var helt galt.

Han løb efter deres mor, mens den anden bror Hector begyndte at banke Seier mellem skulderbladene. Inden deres mor nåede at gribe ind, fløj en kyllingenugget ud af Seiers mund.

Derfor er de to drenge indstillet til prisen som Årets Førstehjælper 2025, som uddeles af Røde Kors og Aleris Hospitaler. Det skriver Røde Kors i en pressemeddelelse.

Mor er stadig rystet

Drengenes onkel Christian, der er læge, har nomineret Hector og Conrad til Årets Førstehjælperpris for deres imponerende indsats.

- Hector og Conrad har reddet deres lillebrors liv ved at handle korrekt og resolut. Det er langt over, hvad man kan forvente af to børn på fem og seks år, siger han.

Hector forklarer selv sin reaktion helt simpelt:

- Jeg har set det på iPad'en på YouTube. Det var falskt, men i videoen bankede de ham i ryggen, så det gjorde jeg på Seier.

Fakta: Førstehjælp til børn

· Statistisk set er ulykker den største trussel mod børns helbred og de mindste børn (0-4 år) tegner sig for de fleste fatale ulykker blandt børn.

· De hyppigste ulykker for børn er, at de slår hovedet eller brækker noget, bliver klemt eller skærer sig, eller at de brænder sig eller kommer i kontakt med noget giftigt.

· Hver år kommer ca. 2.000 børn under 1 år på skadestuen på grund af uheld eller ulykker. Det samme gælder for ca. 31.000 børn i alderen 1-4 år. Ulykker sker oftest i hjemmet, i haven eller på legepladsen.

· Røde Kors tilbyder specialiserede kurser i førstehjælp til børn

Kilde: Sundhedsstyrelsen og Røde Kors

Kathrine er stadig rystet over episoden, men samtidig stolt af sine drenge.

- Jeg kan slet ikke forstille mig, hvad der kunne være sket, hvis ikke Hector og Conrad havde reageret så hurtigt. De vidste instinktivt, hvad de skulle gøre, siger hun.

Det er i år 34. gang, Røde Kors kårer Årets Førstehjælper. Prisen på 10.000 kroner er sponsoreret af Aleris Hospitaler, og vinderen bliver kåret i starten af april 2025 blandt de tre nominerede.

Kort nyt blåt logo

Kort nyt: Lokalt forlag går konkurs. Vej dit skrald. Socialdemokratiet klar til valg.

Her er ugens korte nyheder fra Skanderborg.

ㅤㅤㅤㅤㅤ

Forlag i Ry begæret konkurs - forfattere er frustrerede

Ditte Jensen og Søren Hørdum står bag Book Lab. Foto: Tor Birk Trads

Book Lab er med flere priser i bagagen kendt for sine æstetiske bogdesigns. Men ikke meget længere.

For det profilerede forlag har nu begæret om konkurs blandt andet på en svigtende julehandel sidste år, ovenpå længere tid med dårlig økonomi.

Vi har kæmpet hver eneste dag, ikke kun for at redde Book Lab, men også for at redde de mange bogprojekter, som vores samarbejdspartnere har stolet på, vi kunne realisere sammen med dem. Desværre er det ikke lykkedes at nå frem til en løsning, som kan sikre Book Lab, vores medarbejdere og samarbejdspartnere fremover, skriver administrerende direktør Søren Hørdum til Midtjyllands Avis.

De seneste dage har flere forfattere stillet sig frem og kritiseret samarbejdet med Book Lab, blandt andet på grund af bøger, der ikke er kommet frem, og manglende betaling.

Blandt andet har vinder af Den Store Bagedyst i 2023 Terese Sau Hansen haft en aftale med Book Lab omkring en opskriftbog. Men hun har ikke modtaget betaling, mens en stor del af de aftalte bøger ikke er kommet frem til aftalte butikker, fortæller hun til Dit Ry. Fotografen bag billederne i hendes bog har heller ikke fået betaling.

Lignende beretninger fortæller andre forfattere, herunder lokale Casper Dallhof fra Ry, der har lavet en fotobog om Sølund, der aldrig har fået udbetalt en krone fra salget af bøger.

- Jeg har trods alt leveret 25 års arbejde til Book Lab, og jeg kommer aldrig til at se en eneste krone. Sammen med de mange øvrige historier, der er kommet frem om Book Lab, er det meget, meget frustrerende, lyder det fra Casper Dallhof til Dit Ry.

Socialdemokratiet er klar med kandidatliste

Socialdemokratiet er nu klar med kandidatliste til årets kommunalvalg. Kilde: Socialdemokatriet, Skanderborg

Så er Socialdemokratiet i Skanderborg også klar med holdopstillingen til efterårets kommunalvalg.

- Jeg synes vi har sammensat et meget stærkt hold, og det er vi overordnet tilfredse med. For det er vigtigt, når vi er det største parti og skal genvinde borgmesterkæden. Af den årsag håber vi også på at kunne tilføje et navn eller to, siger Formanden for socialdemokratiets kandidatudvalg Flemming Vind Christiansen og fortsætter:

- Listen består af velkendte navne, der allerede har deres gang på Fælleden i Skanderborg, heriblandt Trine Frengler, Andreas Tang-Brock, Jesper Arbo Frederiksen og Frank Damgaard. Listen tilføjer derudover nye navne såsom selvstændige Anni Schmidt Petersen, der driver iværksætterhuset ByMakers i Skanderborg. Dennis Riber Bramsen, der til dagligt er leder i Pleje og Rehabilitering-afdelingen i Aarhus Kommune, og associated professor i biological & chemical engineering Henning Sejer Jakobsen, der er bosat i Hørning. Foruden hyrevognschaufføren Lars Jegstrup Jensen og Charlotte Strandgaard, leder af den boligsociale indsats ”Fælles om Højvangen”. Derudover finder man på listen Ditte Højvang Damsgaard fra Ry, osteopat, og Johan Hjorth Jacobsen, som er økonom og underviser på Journalisthøjskolen og Aarhus Universitet.

Nu kan du få at vide, hvad dit skrald vejer

Har du også gået med en indebrændt nysgerrighed for at finde ud af, hvad dit affald vejer? Så er der godt nyt på vej. Foto: Morten Pape

Mon du ved, hvor meget glas, mad- og drikkevarekartoner og madaffald du smider ud på en uge?

Hvis du hører til Renosyd, der er affaldsselskabet i Skanderborg og Odder, så kan du nu gå ind og se dit private affaldsdata.

Det skriver TV2 Østjylland.

Målet med at gøre det private affaldsdata tilgængeligt er, at folk begynder at tænke mere på deres affald. Det siger Michael Nørgaard Hansen, som er vicedirektør i Renosyd, til TV2 Østjylland.

Han uddyber, at Renosyd vejer affaldsbeholderen, når den bliver tømt, og så får borgerne adgang til deres "skraldedata" - altså hvor meget det har vejet. Det skal gøre det nemmere for brugeren at tænke miljømæssigt. Skanderborg ligger nemlig lunt i svinget, når det kommer til kommuner med mest affald.

Vicedirektøren understreger dog, at skraldedataen ikke skal bruges til at differentiere priserne, så dem med meget skrald betaler mere end dem med lidt.

Semi-lav skilsmisserate i Skanderborg Kommune

Skilsmisserater varierer en del fra kommune til kommune. I skanderborg er raten rimelig lav. Kilde: Lavenla

I Skanderborg var der i 2024 5,3 skilsmisser pr. 1000 indbyggere. Det viser en ny kortlægning lavet af Lavendla baseret på tal fra Danmarks Statistik.

Det er relativt lavt sammenlignet med eksempelvis Næstved, der har landets højeste skilsmisserate på 7,8 og Lemvig, der har landets laveste på 3,3.

Af østjyske kommuner har Favrskov den laveste rate på 4,8, mens Norddjurs topper på 6,9.

I alt var der 2024 12.856 skilsmisser i Danmark, hvilket er et rimeligt stabilt niveau set over de seneste år.