Der var ikke meget at diskutere, da vi på SkanderborgLIV for nylig kårede Skanderborgs bedste pizza.

Tarantini løb med førstepladsen.

Derfor er forventningerne høje, da vi en tirsdag aften træder ind i det italienske spisehus på Banegårdsvej. For hvis pizzaerne er byens bedste, hvad så med resten af menukortet?

Fire medarbejdere står klar bag baren og tager imod os med smil. Tarantini selv troner midt i det hele, mens patosfyldte italienske croonere flyder ud af højtalerne.

Med tunge, mørke møbler, læderduge på bordene, levende lys og vægge beklædt med klippeimitationer føles stedet lidt som en italiensk temarestaurant, som man kunne forvente den i Lalandia.

Indretningen står i kontrast til det ellers lokkende menukort, der fremstår langt mere moderne i sit udtryk. Trøffel, burrata, Karl Johan-svampe og salsiccia gør det svært at vælge og skaber forventninger til køkkenet.

Vi starter med et glas vin hver, et rødt og et hvidt, men er her begrænset af, at kun husets vine serveres på glas. Til gengæld er 60 kroner pr. glas jo nærmest et slagtilbud efter nutidens restaurantstandarder.

Hvidvinen er frisk, men uden det store særpræg. Rødvinen serveres for varm, og smager støvet, nærmest jordslået, en smag der desværre ikke forbedres i samspil med maden.

Den ene forret er en safrankrydret madpandekage med salsiccia og røget scamorzaost samt Nduja-chilicreme.

Anretningen fremstår en smule rodet, men indbydende gennem sit farverige udtryk. Smagen følger desværre ikke med. Både pandekage og fyld mangler salt og generel dybde, og uden salt og peber på bordet bliver det svært at løfte retten. Osten er gummiagtig, mens den lovede nduja-chilicreme smager af noget, der kunne være hældt direkte fra en flaske. Samlet set ender retten med at fremstå noget anonym.

Bedre går det med den anden forret med tigerrejer på "citronaromatiserede risottochips". Tigerrejer, der ellers let kan blive tørre og miste smag, er her virkelig veltilberedte. De serveres med en afbalanceret mayo og fungerer godt i samspil med den sprøde bund af friturestegte ris, en slags arancini. Den lovede rosmarin er dog svær at smage.

Ved begge serveringer sniger der sig en lidt malplaceret salat ind med iceberg og gulerod, som trækker retten væk fra et italiensk udtryk.

Både støjniveau og stemningen stiger i takt med, at flere og flere borde fyldes, mens der kommer en jævn strøm af gæster for at henter pizza.

Det lægger dog pres på betjeningen. Tjeneren er svær at få kontakt til, vores forretstallerkener bliver stående længe, og da hovedretterne ankommer, mangler vi stadig bestik.

Ejeren, Tarantini, bevæger sig rundt i lokalet, men primært omkring ét bord, som får markant mere opmærksomhed end resten, mens vi aldrig får æren af hans øjenkontakt.

Hovedretterne ankommer dampende og i gavmilde portioner.

En lammeragout med groftskåret pasta har en fin, dyb smag. Kødet er meget mørt og kan spises nærmest uden at blive tygget, mens tomatsaucen med grøntsager fungerer, uden for alvor at gøre væsen af sig.

Men pastaen er overkogt. I en grad, at store stykker hænger sammen i klumper, hvilket overskygger helhedsindtrykket - særligt på en italiensk restaurant, hvor netop pastaen bør være i topklassen. Samtidig drukner retten i et lag, der mest af alt minder om færdigrevet parmesan fra pose.

Den anden hovedret er ifølge menuen tynde pastastrimler med oksemørbrad, Karl Johan svampe i flødelagret trøffelsauce.

Også her er pastaen desværre overkogt. Derudover er det svært at genkende de ellers fremtrædende elementer fra menuen. Trøflen kan hverken duftes eller smages, og det lykkedes ikke at finde en faktisk Karl Johan-svamp.

Retten er dækket af små mørke prikker, som umiddelbart giver indtryk af trøffel, men som hverken i konsistens eller smag lever op til det. Kunne det være de manglende Karl Johan svampe, der er helt fintsnittet? Det efterlader en flødesauce, der fremstår forholdsvis anonym. Kødet er mørt og veltilberedt, men det er ikke nok til at retfærdiggøre prisen på 189 kroner.

Det er svært at få det til at hænge helt sammen.

For Tarantinis kan som bekendt levere høj kvalitet på deres pizza, men det er svært at genfinde samme niveau i resten af køkkenet. Menuen lover mere, end der lander på tallerkenen, og flere retter mangler både præcision og smag.

Det gør det svært for alvor at anbefale andet end det, de allerede har bevist, at de mestrer. Og vi må erkende, at vi ikke har lyst til at vende tilbage og spise pasta en anden gang.

I lang tid har borgerne i Stjær drukket vand med helt op til 35 milligram nitrat pr. liter.

Det er højt - faktisk det højeste niveau i Skanderborg Kommune - og på kortet over drikkevandskvaliteten markerer området sig tydeligt med en rød advarselsfarve.

Nitrat i drikkevand er omdiskuteret, blandt andet fordi forskning peger på en sammenhæng med sundhedsrisici som kræft og påvirkning af tarmbakterier. Det var også et varmt emne i folketingsvalgkampen.

Men nu, få måneder senere, ser billedet anderledes ud.

- I vores nyeste måling er niveauet kommet helt ned på 13 mg/l på grund af de tiltag, vi har gjort, siger Bent Skovsinde, formand for Stjær Vandværk.

Det er næsten en tredjedel af det tidligere niveau. Alligevel er det ikke sikkert, det er nok.

Forklaringen på de høje tal skal findes langt tilbage i tiden.

- Det er fortidens synder. De gamle boringer blev lavet, før man kendte til forurening. Det er gødning fra for 50-60 år siden, siger formanden.

Vandværket har sat ind flere steder på én gang. De har ændret blandingsforholdet mellem boringerne, så mere rent vand fortynd­er det nitratpåvirkede. Samtidig arbejder de på at øge kapaciteten i de nyere og renere boringer.

- Vi kan blande os ned under grænseværdierne, siger Bent Skovsinde.

Derudover er tre ældre boringer under lup. Én ligger over grænseværdien på 50 mg/l og forsøges renoveret, mens de øvrige også kan blive udfaset.

- Hvis det ikke hjælper, kan det være, vi skal etablere nye boringer eller hente vand fra et andet vandværk, siger han.

Det er dog ikke uden konsekvenser. Nye boringer og ledninger kan koste millioner og i sidste ende ramme forbrugerne hårdt. Under valgkampen blev det diskuteret, om staten kunne give et tilskud til de hårdest ramte områder, hvilket endnu er ukendt.

Samtidig balancerer vandværket flere hensyn. De reneste boringer indeholder såkaldt aggressiv kulsyre, som ikke er farlig at drikke, men kan tære på rør og kræver ekstra filtrering.

Stjær har ligget i toppen, når det gælder nitratindhold i drikkevandet i Skanderborg Kommune. Også Hylke ligger relativt højt med målinger omkring 25 mg/l, mens mange andre områder ligger lavere.

Spørgsmålet er dog, om indsatsen er nok.

- Jeg vil gerne understrege, at forbrugerne ikke skal være bekymret som niveauet er nu. Men selvfølgelig er det bedre, jo mindre der er.

Under valgkampen til Folketingsvalget blev nitrat i drikkevandet et af de helt store valgtemaer og en grænse på 6 mg/l blev brugt som et muligt eksempel.

- Vi arbejder videre, men vi ved endnu ikke mod hvad, for vi skal kende de politiske krav, så vi ikke bruger forbrugernes penge forkert, siger formanden.

På lørdag den 9. maj kan du slå følgeskab med Orla Frøsnapper, Næsehornet Otto og Gummi-Tarzan i Byparken i Skanderborg, når Store Sløngeldag løber af stablen.

Her udfoldes Ole Lund Kirkegaard-universet med aktiviteter i Byparken, Kulturhuset og på biblioteket.

Programmet er langt og kommer vidt omkring med både sceneshows, kreative værksteder og udendørs oplevelser.

Derfor har vi lavet fem nedslag, som du i hvert fald skal gøre dig selv og ungerne den tjeneste at opleve på lørdag.

Resten af programmet kan du finde på Sløngeldagenes hjemmeside.

Kan man tegne et kort over barndommen? Et kort med det første kys, med smagen af jordbær, med lyden af naboens transistor.

Et kort, hvor følelsen af mors arme omkring én er tegnet ind, et strejf af hendes fingre på din kind og hendes sang, når alt ånder fred.

Et kort, hvor der er sat et kryds med din fars joviale brummen, hans gode råd og de stærke arme.

Som søskende kan man læse hinandens kort, man ved, hvor de søde jordbær gror, og det hjørne i haven, hvor man byggede verdens største snemand, og hvor storebror røg sin første smøg.

Et kort over de ting, der har sat et aftryk på ens barndom. Deres barndom.

Kristian og Lars Lilholt er hinandens livsvidner, og de har altid delt barndommens kort. Lars er den ældste. Kristian er nummer tre i søskendeflokken på i alt fire. Dertil kommer de to søstre, Mette og Tine.

For de to brødre har musikken været den sti, der trak dem væk fra mørket. Den sti, der gav dem lyset tilbage. For Lars var det det ultimative mørke, der skubbede ham derind. Dødsulykken, der rev bedstevennen Ulrik fra ham:

- Jeg havde maskinskrivning i anden real, da jeg hørte lyden. Vi løb derop, og jeg genkendte med det samme de sorte briller, der lå i blodpølen ved kantstenen. Jeg fik så stort et chok, at jeg ikke havde nogen kontakt med mig selv i lang tid, siger han.

Lars har fortalt historien før, for hændelsen fik stor betydning for hans videre færd, den trak ham ind i et misbrug af sprut og hash. Selv om det er Lars’ tragedie, deler Kristian den med ham.

- Jeg gled ind ved siden af Lars, og jeg stod på sidelinjen. Jeg hørte også lyden af Ulriks knallert, og jeg så, hvad der skete. Jeg var bedste ven med Ulriks lillebror, Peter. Og jeg oplevede efterfølgende på min bror, hvad der sker, når hash og sprut får overtaget, siger han.

Kristians vej ind i musikken er todelt. Han fandt musikken selv midt i et virvar, og samtidig hev Lars ham med i sit gymnasieband og på den videre vej ud på de store scener med Lars Lilholt Band. Samtidig spillede Kristian også sit eget materiale med gruppen Joila på festivalerne i Roskilde, Skanderborg og på Midtfyn.

- Som dreng og teenager bar jeg musikken med mig som en uadskillelig del af mig, og i perioder var den min nærmeste ven. Jeg har altid kunnet søge tilflugt i den, når mørket fortættede sig om mig, siger Kristian.

Han dvæler ved den fundamentale følelse, som musikken giver ham. Og han genkalder sig mindet om klaveret, der stod bag døren i rækkehuset i Aalborg.

- Jeg trådte på sustain-pedalen på klaveret og driftede væk. Jeg fornemmede, at tonerne skabte en ny verden for mig, som var blødere og mere rummelig end virkeligheden med familie, skole, lektier og sport, siger han.

Lars overtager. Som en pedal på en stortromme, der slår takten an, fører han samtalen. Der er et system i deres udveksling af ord. Som en reminiscens fra deres barndom, hvor storebror førte an, og lillebror fulgte med. Lars cementerer det indimellem med sætninger som ”jeg har hovedet oppe i egen røv”, eller med de tangenter, han lader samtalen glide ud ad, som mødet med en fjern kusine eller en gammel kammerat. Den ene bror er vant til journalister, han fodrer dem med anekdoter, den anden er vant til, at storebror fylder lidt rigeligt en gang imellem.

Vi sidder i Musikhuset Aarhus, Lars optræder solo samme aften med sin pianist, Kristian Fogh, og lillebror Kristian er med på scenen som gæst i et par numre.

Deres samarbejde har skabt mange af de store hits, som er på Lars’ repertoire; heriblandt ”Den hvide dværg”, ”Cafe Måneskin”, ”Lige ud ad landevejen” og ”Hvor går vi hen, når vi går”. Begge spiller de sangene ved deres respektive koncerter. De kalder dem brødresange.

I 22 år spillede de sammen i Lars’ band, inden Kristian stoppede. Han meldte sig ud for at prioritere sin egen karriere.

- Lars kan fortælle historierne med ord, jeg med toner. Det var nødvendigt for mig at finde tilbage til mig selv. Jeg skulle videre i min egen retning, siger Kristian.

Han får sin første pladekontrakt i foråret 1983, primært på sangen ”Plaza de Mayo”, hvor Lars skrev teksten. Samme år danner Lars sit eget band, Lars Lilholt Band, som Kristian sammen med søsteren Tine bliver en vital del af.

I 1990 udsender bandet live-albummet ”Kontakt”.

Kristian producerer albummet, som bliver trædestenen til den store succes, Lars Lilholt Band er i dag. På pladen er den navnkundige sang ”Kald det kærlighed”.

I vinteren 1993 begynder de at indspille albummet ”Kong Pukkelrygs Land”, som kommer til at indeholde de tre første brødresange indspillet i Lars Lilholt Band-regi heriblandt hittet ”Men aldrig som før”. I 2005 forlader Kristian bandet endeligt for at afsøge et nyt terræn.

- Jeg kan godt forstå, at Kristian ikke længere gad. Hver gang noget ændrer sig, sker der et skred, men det var også ærgerligt, for der findes ikke så mange mennesker som Kristian, der kan skrive melodier, siger Lars Lilholt.

Lars fortsætter med at sætte aftryk på scenerne rundtom i landet, Kristian derimod udgiver fire album mellem 2005 og 2010 og har forskellige kreative projekter kørende. Musikken bliver som vand, der finder vej gennem landskaber, og hans musik lander i kunsten.

I foråret 2006 står han foran billedkunstneren Carsten Franks landskabsmalerier med tilhørende digte, og der opstår en kreativ strøm i ham. Det bliver over 13 år til det, Kristian kalder sit kunstneriske hovedværk: en tværkunstnerisk rejse gennem årstidernes Danmark i musik, billedkunst og film under titlen ”Land”.

Imens på den anden side af cafébordet ringer Lars’ telefon. Der er flere ting, der skal holdes styr på inden koncerten i aften. Kristian ryster overbærende på hovedet over ringetonen. Den brager ud over rummet som et entusiastisk hammondorgel. Hans ord.

Årene efter 2005 ligger som en brakmark, hvor deres indbyrdes forhold blot gror til. Kristian har travlt med egne udgivelser, og Lars turnerer med Johnny Madsen og Allan Olsen i bandet Dalton. De har gang i hver deres projekter, hver deres liv, da pandemien i foråret 2020 pludselig lukker landet ned. Muligheden for at optræde er forsvundet for en stund. Eller som Lars forklarer det:

- Jeg sad bare og gloede, og der skete ingenting, da jeg fik en mail fra Kristian med en melodi og et spørgsmål: ”Kan du bruge den?”

Det blev til sangen ”At være tæt på dig”.

De bliver enige om at genoptage samarbejdet og igen skrive sangene i fællesskab. Nogle af sangene ender på Lars’ nye album, der udkommer i april 2021 under titlen ”Decameron”, men alle sangene sammen med nogle ældre brødresange ender på Kristians eget album ”Uden tid og sted”, der udkommer i september 2023.

- Jeg var kommet for langt væk fra Lars og fra mig selv, og det blev vigtigt for mig, at vi kunne smide de sidste parader, jeg følte, vi havde over for hinanden. Coronaen bragte os sammen igen, og som Lars’ kone, Nina, sagde engang: ”Det er, når I to går sammen, at det bliver bedst,” siger Kristian.

Imellem de to brødre er der en særlig dialektik, en vekselvirkning, der trækker på deres elementer fra barndommen. Der hviler en ro over Lars’ furede ansigt, når han fortæller om deres forældre:

- Vi havde et trygt barndomshjem, hvor vi fik lov til alting. Far var arkitekt og spillemand. Mor var meget intelligent og blev korrespondent. Men hun var en ensom sjæl.

Kristian bryder ind, han rokker lidt i stolen, som tager han tilløb.

- Ja, vi havde en fin barndom. Men jeg bærer en del af mors ensomhed med mig, jeg husker den tydeligt første gang som seksårig. Hun så helt fortabt ud, hvis far ikke kom hjem til tiden, og hun kunne gå helt i stå. Den vibe har jeg overtaget, siger han.

Kristian har brugt den nedarvede melankoli i sin musik, men har evnet at lade den hvile der for så at træde ud af den udadvendt og glad.

- Jeg bruger bare mørket konstruktivt, det er ren og skær intuition, at jeg spiller den mørke vej lys, siger han.

- Jeg har et lyst sind. Jeg har ikke tid til tungsind, som Kristian, siger Lars.

Og det opfølgende spørgsmål er næsten for oplagt:

- Hvorfor har Lars fået det lyse sind og Kristian det melankolske?

Lars svarer med et svirp:

- Fordi jeg er den smukkeste!

Latteren over sin egen selvironiske kommentar kommer væltende som et stenskred. Det trækker Kristian med i faldet, og begge ler de ad udsagnet.

Barndommen i Aalborg gav plads til kreativ udfoldelse. For Lars var det lige fra dukketeater, hvor han selv skrev stykkerne, til at producere film på mormorens dengang moderne smalfilmskamera med dobbelt 8-mm-smalfilm, som skulle vendes midtvejs.

- Jeg sad i absolut mørke og vendte de rå film på vores badeværelse. Fik de lys, blev optagelserne ødelagt. Det var stort, at jeg bare fik lov at bruge det. Det troede jeg ikke, da jeg spurgte, men de gav mirakuløst lov. Vores forældre støttede i det hele taget vores kreative udfoldelser. Vi fik jo også instrumenter af dem. Et fælles klaver i stuen. Jeg fik en guitar som 11-årig, og da jeg begyndte at spille violin, fik jeg også en ret hurtigt, siger han.

For Kristian var det musikken og især den instrumentale, der gav ro, og i løbet af gymnasietiden opdagede han for alvor de kompositoriske evner, der blev hans vej i livet.

Begge har de været alvorligt syge. Lars fik i 2022 konstateret tarmkræft, blev indlagt og gik gennem et langt og udmarvende sygdomsforløb. Efter fire måneders genoptræning kæmpede han sig tilbage på scenen og er nu i gang med en vild turné, over 40 koncerter på to måneder:

- Jeg har sat farten op, for jeg troede aldrig, at jeg ville komme til at spille igen, da jeg har mange senfølger. I dag føles det, som rejser jeg rundt med stor maskine omkring mig, der passer på mig. Min kone er min tourmanager, og hun skælder mig ud, når jeg er ved at krydse grænsen for, hvad jeg kan, og så fortæller hun mig, at jeg skal sætte farten ned, siger han.

Kristian er midt i færdiggørelsen af en ny dobbelt instrumental fødselsdagsudgivelse. Processen har været udfordret, fordi han siden oktober 2024 i perioder har været lagt helt ned af stressrelateret helvedesild.

- Hvis jeg havde det på samme måde som Lars med et hold omkring mig, der arbejder for min musik, ville jeg også give den maks. gas. Jeg har i de seneste 20 år haft alle kasketter på i min egen enmandshær, og jeg kan og vil ikke holde samme tempo længere. Ironisk nok har det været en fed erkendelse, for gennem mit sygdomsforløb har jeg evnet at vælge musikken til. Nu vil jeg bare nyde at skabe og udgive min musik, og spille den live, når nogen ønsker at samarbejde om det, siger han.

Om det er med ord eller toner, har de begge evnet at fortælle historier. De har fundet hver sin vej - eller rettere, de har fundet hjem, for som Kristian slutteligt formulerer det:

- Musikken har vi brugt hele vores liv. Scenen er vores hjem. Det er her, vi er trygge.

Eller som Lars udtrykker det i det første vers fra sangen ”Det sidste ord”:

”Vi har alle en historie, du har din, og jeg har min, fortællinger gør verden mere beboelig, i munden på hinanden, modig og forsagt, til vi skilles ved den sidste nattevagt.”

Skanderborg Kommune har fundet tre kandidater til årets Grøn Skanderborg Pris, og nu er afstemningen åben.

Tre kandidater er udvalgt, og både borgere online og gæster til Lys Nat den 29. maj kan være med til at afgøre, hvem der løber med prisen, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Prisen hylder lokale initiativer, der nedbringer CO2 og ressourceforbrug og inspirerer andre. I år har kommunens Grønne Panel haft otte indstillinger at vælge imellem.

De tre nominerede er Værdicentralen, Erling Weber Jensen og Henrik Borgtoft.

Værdicentralen er genbrugsbutikken, der sørger for at genbruge varer fra genbrugspladserne i Renosyd. De er nomineret for dagligt at redde knap to tons genstande fra at blive affald og i stedet sende dem videre til genbrug.

Erling Weber Jensen er direktør for Skanderborg Andelsboligforening. Han er indstillet for sit arbejde med grøn omstilling i boligforeningen, hvor der blandt andet er arbejdet med affaldssortering, genbrug og fællesspisning med overskudsmad.

Henrik Borgtoft er økologisk landmand i Adslev, og han er nomineret for en årrække med grønne initiativer i Adslev, blandt andet kvashegn, skovrejsning og et reparationsværksted.

- Der er heldigvis rigtig mange, der har gode ideer her i Skanderborg, både virksomheder, privatpersoner og foreninger. Den store udfordring har været at vælge mellem de indstillede, men vi har fundet tre superkvalificerede kandidater, der er klar til at modtage digitale stemmer og blive kåret den 29. maj, siger Claus Leick (SF) fra Det Grønne Panel i pressemeddelelsen.

Vinderen findes ved en kombination af stemmer afgivet online og ved Klimakaravanevognen under Lys Nat, hvor afstemningen foregår fra kl. 17, fremgår det af pressemeddelelsen.

Du finder den online afstemning her, hvor de tre nominerede også præsenteres yderligere.

Pizza er det ultimativt mest købte take away-måltid som take away. Det anslås, at der bliver spist 5 milliarder af pizzaer hvert år globalt - 30-35 millioner bare i Danmark.

Derfor er det også naturligt, at det er den type spisested vi ser allerflest af i bybilledet, også her i Skanderborg, hvor der er hele otte steder at vælge i mellem.

Vi har sat os for at finde byens bedste pizza. For at gøre testen fair har vi indsnævret feltet til steder, der arbejder med en mere klassisk, italiensk tilgang.

I tråd med en stor del af demografien i Skanderborg, har vi valgt at teste som børnefamilier, og derfor kommer der et input hist og her fra de yngste medlemmer af panelet. Vi er nok ikke de første børnefamilier, der tyer til en pizza til aftensmad.

Det var i øvrigt let at kåre både bund og top - men blandt nummer to og tre var det straks sværere. De ligger tæt op ad hinanden, og vi vil anbefale at købe den, du bor tættest på, så den er så frisk som mulig, når du får den hjem.