- Lions Club er en international, humanitær organisation, der består af lokale, selvstændige klubber.
- Medlemmerne arbejder frivilligt med at samle penge ind og hjælpe mennesker lokalt, nationalt og internationalt. Pengene går til velgørende formål.
- Klubberne skaffer blandt andet penge gennem arrangementer, salg, indsamlinger og andre aktiviteter.
- I Skanderborg Kommune er der fire lokale klubber: Lions Skanderborg Slot, Lions Galten-Skovby, Lions Ry og Himmelbjerget samt Lions Hørning.
Anmeldelse: Alt for meget snak, da rutineret pop-legende tryllebandt Bøgeskoven
Første dag på årets Smukfest var ved at gå på hæld, da den engelske pop-majestæt atter gjorde sit indtog under bøgetræerne i Skanderborg. Stiften anmelder.
Anmeldelse: Det er akkurat syv år siden, at Robbie Williams sidst triumferede på Bøgescenen foran knap 50.000 festglade tilskuere. Den forestilling var oven i købet startskuddet til Smukfests 40-års jubilæum. Med et historisk minde af den kaliber, satte den britiske entertainer barren højt for sig selv.
Den propfyldte plads foran Smukfests største scene bobler af forventningens glæde, inden onsdagens - og nok hele festivalens - absolutte hovednavn gør sin entré. Skoven bades i blåt lys, mens højttalerne spiller det dramatiske tema fra Wagners berømte komposition, "Valkyrieridtet".
Bandet indtager scenen, og det mørke, blå lys bliver postkasse-rødt, mens en tydeligt kampklar Williams langsomt kommer til syne gennem skæret fra bagscenens enorme LED-skærme - den engelske popstjerne er ikke overraskende klædt i et joggingsæt, som er plastret til med rødt glimmer.
Da klavertemaet til “Let Me Entertain You” blæser gennem bøgebladene, hilser briten lige dele høfligt og flabet; "Allow me to RE-introduce myself - my name is Robbie Fucking Williams!" Kort efter indledes det nye nummer “Rocket” fra Williams’ seneste album, “Britpop”.
"I probably shouldn't tell you this but I just saw someone I slept with in the 90's. And as all of you know I have the fittest fans in the world!”, lyder det kækt, og et kamera finder en fyr på forreste række, som vises på storskærm, mens den engelske popstjerne fortsat roser den unge mand til skyerne.
Hertil følger en længere monolog, hvor Williams filosoferer om, hvorvidt han stadig er aktuel, og om sin berettigelse som performer - publikum får lov til at svare på de eksistentielle spørgsmål.
Forinden hittet “Rock DJ”, pyntes pop-poeten med hurtigbriller og en overdådig rød pelsfrakke, mens dansetrinene får et gevaldigt nøk op på uartighedsskalaen. Så kommer der endnu en rundspørge; "Have you guys seen my film?". Williams fortæller, at filmen “Better Man” slutter med den ikoniske koncert i Knebworth, hvortil han uddyber, at livet faktisk først rigtigt startede; da han mødte sin kone. Eller "that bitch", som de fleste kvinder agter at kalde hende.
Da koncertens første halve time er tilbagelagt, må de mere musikinteresserede publikummer erkende, at mindst halvdelen af showet hidtil har bestået af en potpourri af mere eller mindre vellykkede jokes og lommepoesi. Det er ærgerligt, for når musikken faktisk spiller, så lyder det helt ekstremt godt.
Der begynder langsomt at vise sig en tendens; når monologerne mellem numrene trækker ud, kvitteres der oftest med et radiohit i verdensklasse, og så er det altså svært at være helt utilfreds med omstændighederne, når musikken bliver leveret med ekstraordinær overbevisning og spilleglæde.
Det føles lidt som at blive mødt med uimodståelige hundeøjne, når nogen, man holder af, har lavet ulykker. Netop dén mekanisme er naturligvis også en af den engelske charmørs absolutte forcer.
Det røde joggingsæt udskiftes med et pink jakkesæt, og udtrykket bevæger sig imod det swingede univers med en glimrende fortolkning af Liza Minnellis "New York, New York". Det er en fornøjelse med et visit i swingmusikkens verden, som flere tilhængere godt ved, står sangerens hjerte nært.
Herefter dikteres små øvelokale-lignende brudstykker fra andre kunstnere; eksempelvis "Sweet Dreams", da keyboardspilleren præsenteres og "Walk This Way" under trommeslagerens introduktion. Det er billige point, men det virker som sing-along på en festival, og Smukfest er denne aften ingen undtagelse.
Apropos fællessang får et par uskyldige kvinder på første række æren af at synge de indledende strofer til megahittet, "Come Undone" - det fungerer både drillende og inkluderende på samme tid, og den lille leg med de mest inkarnerede Robbie-fans går rent ind hos det øvrige publikum.
Det kan ikke understreges nok, at koncerten aldrig bliver kedelig. Tværtimod. Indimellem er der små uskønne forsøg på at lave fis med publikum, men med et band og dansere i absolut topklasse i ryggen, er det svært ikke at overgive sig til underholdningsværdien før eller siden.
Gadedrengen fra Stoke-on-Trent forlader scenen til øredøvende applauser efter en smuk fortolkning af Frank Sinatras evergreen,"My Way" fra 1969. Der går kun et øjeblik, før Williams igen troner frem foran det østjyske publikum til tonerne fra et af sine egne største hits; nummeret "Feel" fra 2002.
Lige inden afslutningsnummeret, "Angels", holder Williams en sidste tale om, at han har været lidt nervøs over at vende tilbage til livescenen med en reference til en uheldig situation med en mintpastil, der faldt ned på sangerens mikrofon under en verdensomspændende VM-transmission.
Dommen - 4/6 stjerner:
Forventningerne var tårnhøje onsdag aften i bøgeskoven, og heldigvis var den britiske popkonge utroligt veloplagt. Williams optrådte både rutineret og så nærværende, så man indimellem var efterladt med følelsen af, at hele molevitten var skræddersyet specifikt til det skanderborgensiske publikum.
Koncerten indeholdt dog indimellem mere monolog end musik - halvt så meget snak havde muligvis gjort underværker for slutproduktet. Undertegnede var ikke til stede ved jubilæet for syv år siden, men konklusionen må være, at en svær opgave om at leve op til egen standard blev løst til nød og næppe.
