Konflikt på skoler endte med kniv, peberspray og tæsk: Her er, hvad der skete
En konflikt mellem en gruppe unge endte med kniv, peberspray og slag på og omkring to skoler i Skanderborg. Men hvad skete der egentlig? SkanderborgLIV var til stede i retten, da sagen blev rullet ud.
Den 13. januar 2025 havde en ung mand sin første skoledag på SCU (Skanderborg-Odder Center for Uddannelse) i Skanderborg.
Efter en konflikt på sociale medier gik han med to andre elever ud på parkeringspladsen for at tale tingene igennem. Men samtalen tog en helt anden drejning.
Den ene trak en peberspray frem og sprøjtede ham i ansigtet. Den anden slog ham flere gange med knyttet hånd. Den unge mand gjorde ifølge sin egen forklaring ikke modstand.
– Jeg havde ingen tanker om, at det kunne udvikle sig. Jeg synes, pebersprayen kom ud af det blå, forklarede han i retten mandag denne uge.
Men det var kun begyndelsen.
Dagen efter eskalerede konflikten yderligere. En kniv kom frem på SCU, peberspray spredte sig blandt eleverne, og konflikten fortsatte helt over på en nærliggende folkeskole.
I denne uge, halvandet år senere, var tre af de fire tiltalte i retten.
En mor til en ung kvinde, tiltalt for at besidde og bruge peberspray, sad på tilskuerrækkerne og gav sin datter et kys på hånden, da sagen skulle til at begynde.
- Det er ikke særlig sjovt, det har virkelig været en hård uge. Jeg håber bare, at de tror på den rigtige historie og vi slipper med en bøde, fortalte den tydeligt berørte mor.
Anklageren kræver ubetinget fængsel til alle tre tiltalte: 60 dage til den unge kvinde, tre-fire måneder til den peberspraytiltalte og fire måneder til den voldstiltalte. For den peberspraytiltalte og voldstiltalte kræver anklageren desuden en advarsel om udvisning, da de ikke er danske statsborgere. De har dog boet i Danmark hele deres liv.
Dommen afsiges den 8. september.
Hånden i lommen
Tøjet var sort og håret bundet i en stram, sort hestehale, da den i dag 19-årige voldstiltalte mand tog plads ved vidneskranken. Selvom blikket virkede roligt, vippede foden konstant under bordet, da anklageren tændte for skærmene.
På dem afspilledes en video, filmet af andre elever, der på afstand viser tre uidentificerbare mænd, hvoraf de to tæsker den tredje. Videoen blev delt blandt elever på Snapchat.
Sådan udviklede konflikten sig
Forud – konflikt på sociale medier
Forud for episoderne havde der gennem noget tid været en konflikt mellem flere af de unge på sociale medier. I retten var det uklart, præcis hvordan og hvorfor konflikten var begyndt.
13. januar – peberspray og slag
På sin første dag på SCU gik en ung mand udenfor med to andre elever for at tale om konflikten. Her blev han pebersprayet af den ene og slået flere gange i hovedet af den anden. Episoden blev filmet. Politiet dukkede op, men ingen ville udpege gerningsmændene, som først blev afsløret dagen efter.
14. januar – broren kom med kniv
Dagen efter opsøgte den forurettedes bror, der ikke var elev på SCU, skolen. Han kom løbende gennem kantinen med en kniv efter en af de unge fra dagen før. Broren er siden blevet dømt i en separat sag for knivtrusler mod to af de unge.
En ung kvinde, der var kæreste med en af de involverede, løb efter broren. Kort efter blev hun ifølge sin forklaring overfaldet af den forurettedes søster og en anden ung kvinde. Hun brugte peberspray mod dem. Sprayen spredte sig, og elever i nærheden kunne mærke den kradse i halsen. Politiet dukkede op med flere patruljer.
14. januar – konflikten fortsatte ved folkeskole
Broren løb videre mod Niels Ebbesen Skolen, hvor der opstod endnu en konfrontation med unge fra den modsatte side af konflikten. Han forklarede i retten, at to af dem havde en kniv. Den ene nægtede dette. En politihund fandt senere en kniv og et knojern ved en container, mens overvågningsoptagelser også indgik i sagen.
September 2026 – dom
Den 8. september falder der dom i sagen.
Både den voldstiltalte og den 19-årige peberspray-tiltalte ville egentlig bare snakke, fortalte de i retten. Løse konflikten. Men ingen af dem kunne forklare, hvordan konflikten, der begyndte på snapchat i tiden forinden, egentlig var begyndt. Ifølge forurettede havde den ene skrevet til ham, at han "kiggede forkert på dem" ved busstoppestedet, hvilket de to tiltalte ikke kunne huske.
På parkeringspladsen flyttede konflikten over i den fysiske verden.
- Jeg følte mig truet, fordi han (forurettede, red.) tog sin hånd i lommen, siger den ene. Derfor så de sig nødsaget til at bruge både peberspray og slag.
Den påstand var forurettede dog var uenig i, da han intet havde i lommen.
Hvem er hvem?
DE TILTALTES SIDE
- Den voldstiltalte. Tiltalt for at have slået forurettede. Ven og klassekammerat med den peberspraytiltalte samt fjerde tiltalte. Var på det tidspunkt elev og er siden blevet bortvist.
- Den peberspraytiltalte. Tiltalt for at have pebersprayet forurettede. Ven med person A og daværende kæreste med kvindelig tiltalte. Var på det tidspunkt elev og er siden blevet bortvist.
- Den kvindelige tiltalte. Tiltalt for besiddelse og brug af peberspray. Daværende kæreste med person B og tidligere veninde med peberspray tiltalte Mener, at hun brugte peberspray i selvforsvar.
- Den fjerde tiltalte. Ven med person voldstiltalte og tiltalt for knivbesiddelse. Hans sag behandles senere.
DEN ANDEN SIDE - Søskendeflokken
- Den forurettede. Blev pebersprayet og slået 13. januar.
- Broren. Opsøgte SCU med kniv dagen efter. Er i en separat sag dømt for trusler og knivbesiddelse.
- Søsteren. Søster til forurettede og broren. Tidligere veninde med kvindelig tiltalte.
Senere fandt politiet en selfie på voldstiltaltes telefon, hvor han har et let, måske selvtilfreds smil. På billedet stod "peber + boks" samt "pebersprayer ham lidt efter vi ordner ham lidt. Talte dårligt om min mor".
Voldstiltalte anerkendte da også volden og kan egentlig ikke sige, hvad forurettede havde sagt for at fortjene det. Efter episoden gik begge tiltalte tilbage til klasselokalet. De er efterfølgende blevet bortvist fra skolen.
Den forurettede fik både brud på kindbenet, problemer med kæben og måtte sygemeldes i en måned på grund af psykiske mén.
Dagen efter kom broren med kniv
Dagen efter forsatte vildskaben, da forurettedes bror dukkede på på SCU. Han var kommet for at true de to unge, der dagen før havde overfaldet hans bror, fortalte han i retten.
Med en kniv løb han gennem kantinen efter den unge mand, der dagen før havde brugt peberspray mod hans bror.
Efter dem løb den peberspraytiltaltes daværende kæreste. Hun er en af de tre tiltalte i den aktuelle sag og kendte også den anden side af konflikten - hun havde tidligere været veninde med den forurettedes søster, men på dette tidspunkt var venskabet slut.
Tidligere samme dag havde kæresten givet hende en peberspray. Han forklarede i retten, at han frygtede, at hun kunne blive overfaldet på grund af sin relation til ham. Selv forklarede hun, at hun først ikke ville tage imod den.
- Jeg var ikke en del af konflikten, sagde hun, mens hun, mens hun førte sit lange lyse hår bag skulderen og løbende så nervøst mod sin mor på tilskuerrækkerne.
Alligevel endte hun med at lægge pebersprayen i lommen "for en sikkerheds skyld".
Kort efter knivepisoden i kantinen blev hun ifølge sin egen forklaring opsøgt af sin tidligere veninde – altså den forurettedes søster – og en anden ung kvinde. De løb efter hende, tog fat i hendes hår, og den ene slog hende i hovedet med en knyttet hånd. Derfor trak hun pebersprayen frem og sprøjtede mod dem - det var altså selvforsvar, forklarede hun i retten.
De to kvinder på modsatte side af konflikten er lodret uenig og nægter både overfald, slag og at have revet hende i håret - de blev . Pludselig blev de ramt af peberspray - hvilket i øvrigt også kunne mærkes af andre, uskyldige elever i nærheden.
- Det var virkelig vildt. Ens hals kradsede utrolig meget. Vi vidste ikke noget, så vi tænkte: "Hvad sker der lige her?", fortalte daværende elevrådsformand Oscar Nonbye dengang til SkanderborgLIV.
Den forurettedes bror, der løb med kniven, stod ikke selv tiltalt i denne retssag. Kort efter episoden på SCU blev han i en separat sag dømt 30 dages betinget fængsel for trusler og besiddelse af kniv i forbindelse med konflikten. I den aktuelle sag optrådte han derfor som vidne.
Konflikten fortsatte ved folkeskolen
Efterfølgende løb forurettedes bror hen til Niels Ebbesen Skolen. Han var, fortæller han, selv blevet ramt af peberspray og ville have det ud af øjnene.
Ved folkeskolen mødte han igen to af unge mænd fra "den anden side" af konflikten. Han forklarede, at den voldstiltalte først havde en foldekniv, som han gav videre til sin ven. Vennen skulle derefter have svunget kniven mod ham.
Den voldstiltalte afviste forklaringen.
– Jeg har aldrig haft en kniv, forklarede han i retten.
Men den forklaring købte anklageren ikke.
På videoovervågning fra området, kunne den voldstiltalte ses med noget i hånden, mens hans ven senere løb med en genstand, der ifølge anklagemyndigheden lignede en kniv. De blev også set med en jakke eller anden beklædningsgenstand, der på senere tidspunkt i videoen var væk.
Kort efter fandt en politihund en kniv og et knojern under en jakke ved en container i nærheden. Den voldstiltalte fastholdt, at hverken kniven eller knojernet tilhørte ham eller hans ven. Politiet tog ikke DNA-test af våbene.
På bare to dage udviklede en konflikt på sociale medier sig altså til flere voldelige episoder på og omkring skoler i Skanderborg.
Først blev en ung mand pebersprayet og slået på sin første skoledag. Dagen efter opsøgte hans bror de to overfaldsmænd med en kniv, en ung kvinde brugte peberspray mod to andre kvinder, og konflikten fortsatte ved Niels Ebbesen Skolen, hvor endnu en kniv ifølge anklagemyndigheden kom i spil.
Nu er det op til retten at afgøre, hvilke af de tiltaltes og vidnernes forskellige forklaringer der kan lægges til grund. Dommen afsiges den 8. september.