Lokal udvikler har brugt millioner på den gamle politistation: Nu står særlig tilføjelse klar
Nu fortælles hele historien om den gamle politistation og rådhus på et nyt museum i ejendommens øverste etage. Museet er åbent efter aftale, men du kan få et smugkig her - sammen med historien om, hvordan det blev til.
Et åbent våbenskab med et tjenestevåben.
Detentionen med den enkle bænk, skældsord og sparkemærker på den tunge dør.
Hjelm og gasmaske udleveret til politiet under 2. verdenskrig.
Og en halvtom kaffekop ved siden af skrivemaskinen på politimester-Frandsens kontor.
Det er ikke svært at leve sig tilbage til politistationens storhedstid, hvor Skanderborgs politistyrke - der bestod af både kriminalbetjente og ordenspoliti - var samlet på Adelgade 38.
Men de seneste år har politistationen primært været kontorfællesskab, efter den gennemgribende renovering med sans for ejendommens historie, som ejeren Finn Damgaard iværksatte i 2018.
Indtil nu, hvor Adelgade 38 altså også kan skrive politimuseum på CV'et.
- Jeg har haft så mange rundvisninger hernede, hvor folk har haft en masse historier at fortælle om bygningen. Det ville være ærgerligt, hvis de ikke blev fortalt, fortæller Finn Damgaard.
I søndags blev det nye politimuseum dermed indviet.
Fremover kan interesserede booke en rundvisning hos Finn Damgaard, ligesom Museum Skanderborg vil afholde byvandringer, der kommer omkring museet.
For det nye museum i den gamle politistation er blevet til i samarbejde med Museum Skanderborg, hvor især fire universitetspraktikanter har stået for arbejdet.
- Det har været en vild proces, hvor de har samlet en masse fortællinger ved at tale med nogle af dem, der har brugt rigtig meget tid hernede. Og det betyder meget, at vi nu kan få de historier frem, siger Finn Damgaard.
Skanderborgs nye politimuseum
Udstillingen er lavet i et samarbejde mellem Museum Skanderborg og Damgaard Ejendomme.
Udstillingen er blevet med hjælp fra en række frivillige skanderborgensere, herunder pensionerede betjente og familiemedlemmer. Derudover ved et sammendrag af dokumenter, fotografier og anden kildemateriale, både fra Skanderborg Historiske Arkiv og private kilder.
De fire udstillingskuratorer er de historiestuderende Anne-Marie Fjelstrup Stenskrog og Freja Carina Hjorslev Rasmussen, og de klassisk arkæologi-studerende Sarah Amalie Korsgaard og Ida Samsø.
Den gamle politistation er ikke åben for offentligheden uden forudgående aftale.
Han ejer udover den gamle politistation en stor del af Skanderborg - vores seneste optælling viste 44 ejendomme med en samlet værdi på ca. 170 millioner. Samtidig er han på vej med det store projekt Kirkegaards Baghave ved Adelgade, som du kan læse mere om her.
Alligevel er den gamle politistation noget helt særligt, og det er også her, Finn Damgaards selskab selv holder til - på øverste etage, sammen med politimuseet.
- Det er en af Skanderborgs flotteste bygninger, og den er jeg stolt af. Den emmer af historie. Så da muligheden bød sig for at fortælle de historier, kunne jeg kun sige "jeps". Selvfølgelig har det været en bekostelig affære at restaurere og nu også etablere museet, men vi er meget glade for resultatet, siger Finn Damgaard.
Du kan klikke dig igennem udvalgte billeder fra politistationen herunder.
Historien om den gamle politistation på Adelgade 38
Skanderborg by købte grunden i 1830 for at opføre byens første rådhus med tingsal, arrest og tjenestebolig. Bygningen blev revet ned igen allerede i 1859, da den var for lille og lå for tæt på landevejen.
Det nye rådhus blev indviet i 1860 og omfattede to af bygningerne, man i dag kan se på Torvet. Den sidste bygning i nordenden blev opført i 1919-1920 og husede politistation og byrådssal.
Fra 1978 og frem mod 2016 rykkede politiet gradvist ud fra lokalerne i takt med, at pladsen blev for trang. I 2016 rykkede de sidste politibetjente ud til Skanderborg Fælled.
Bygningen blev fredet i 1978. I 1985 blev kommunens byrådsmøder flyttet til en anden lokalitet ud mod Asylgade, og byrådssalen blev i stedet brugt som retssal.