Hendes 4-årige søn fik klamydia efter overgreb - men overgrebspersonen blev aldrig fundet
En dag modtager Louise et opkald, der ændrer familiens liv. Hendes 4-årige søn er testet positiv for klamydia. Men hvordan er det sket, og hvem har givet ham det? Sagen bliver en lang kamp for at få svar, hun aldrig finder. Overgrebspersonen er stadig derude, og nu råber hun op for at forhindre, at der kommer flere ofre.
Hun sover tit hos ham for at hjælpe ham igennem nattens mareridt.
“Du skal i børnehave i dag”, siger hun. “Jeg vil ikke i børnehave”, siger sønnen. Tårerne triller lydløst. “De andre går i skole, du går i børnehave. Sådan er det”, svarer Louise blidt.
Holger spiser sine havregryn i stilhed, før morgentravlheden sætter ind. På vej ud af døren griber han sin abebamse.
Hans små knoer er hvide, så hårdt knuger han sin mors hånd, da de nærmer sig børnehaven. Da de rammer indgangen, falder han helt fra hinanden.
Louise bruger alle sine kræfter på at tvinge ham over i pædagogens favn. Holger hænger ud af vinduet, og mens hans desperate skrig river hendes hjerte tilbage mod børnehaven, kæmper hendes krop sig væk derfra.
I lang tid var morgenerne som denne. Men denne skulle vise sig at blive Holgers sidste i Børnehuset Viften i Låsby.
En overraskelse under dynen
“Sygehus”, “møde i børnehave”, “psykolog.” Louises fingre glider over datoerne i den fyldte kalender, der i dag illustrerer kampen gennem halvandet år, som eksperter til SkanderborgLIV nu kalder for et “dobbelt svigt”.
- Jeg bliver nødt til at fortælle hans historie, så andre måske kan reddes. Jeg er sikker på, der er sket noget nede i den børnehave, og det skal forældrene vide, siger hun.
SkanderborgLIV har gennemgået Holgers journaler fra Skanderborg Kommune, Børnehus Midt, Aarhus Universitetshospital samt Sydøstjylland Politis efterforskningsmateriale og kommunens interne kommunikation omkring sagen.
"Holger (red.) har været udsat for et seksuelt overgreb, da der i anus ses tegn på penetrering og test for klamydia ses positiv," står der blandt andet.
Derfor bringer vi historien
Vi fortæller historien for at sætte fokus på seksuelle overgreb mod børn og på myndighedernes håndtering af mistanken om overgreb. Sagen er fortsat uopklaret, og gerningspersonen er aldrig fundet.
Ifølge eksperter er overgreb mod børn stadig omgærdet af tabu. Åbenhed kan være med til at forebygge overgreb og sikre, at mistanker bliver taget alvorligt.
Louise, Hanne og Holger er opdigtede navne. Redaktionens beslutning om at anonymisere familien er først og fremmest truffet af hensyn til drengen og hans fremtid. Han er endnu ikke gammel nok til selv at overskue konsekvenserne af at få sin historie fortalt offentligt.
Denne historie er blevet til ved hjælp af Gravercentret.
Som den sidste i rækken var Holger den klassiske lillebror, der fulgte trop og som for det meste gjorde, hvad der blev sagt. Han beskrives i en børnefaglig undersøgelse som et “trygt og tillidsfuldt barn, der er nysgerrig på verden” og “virker velopdragen”.
Det var de karaktertræk, der begyndte at briste, da han i 2024 startede i børnehave. Han blev udadreagerende og uregerlig.
Heller ikke bedsteforældrene kunne genkende ham.
- Der skulle intet til at vælte ham. Et simpelt nej kunne gøre ham helt ulykkelig, så han sad længe og græd i stilhed, fortæller Holgers bedstemor Hanne.
Personerne i historien
Holger: 4 år. Udsat for mindst ét overgreb. Overgrebsperson og gerningssted aldrig fundet.
Louise: Holgers mor
Hanne: Holgers bedstemor
Den kommunale sagsbehandler
Leder af Børnehuset Viften
Helle Klinge, chef for Dagtilbud
Louise og Hanne udtrykte løbende på mange møder deres bekymring for Holger til både børnehaven og en kommunal sagsbehandler. De pegede derimod på en generel bekymring for hele familien. Altså, de mente ikke, at Holgers mistrivsel kunne knyttes til børnehaven.
Tre år forinden døde Holgers far i en ulykke, og Louise stod alene tilbage med de fire børn. Derfor var hun allerede tilknyttet kommunens familieafdeling med en sagsbehandler og havde en aftale om aflastning af børnene hos bedsteforældrene hver anden weekend.
- De blev ved med at sige til mig, at hans mistrivsel skyldtes, at hans far var død, eller at jeg var alene med dem. Men han var kun ét år, da han døde. Han kunne slet ikke huske sin far. Og jeg vidste, jeg var en god mor.
Holger fik det stadig værre.
Han begyndte at tisse i sengen hver nat, fik mareridt og ondt i maven, gik tilbage i sin udvikling og græd, når han skulle tørres efter afføring.
Tegn på seksuelle overgreb mod børn
Hvilke tegn skal du være opmærksom på?
Børn, der har været udsat for seksuelle overgreb, kan ændre adfærd og blive mere angste, vrede eller triste. De kan få mareridt, begynde at tisse i sengen eller udvise seksualiseret adfærd, der ikke passer til deres alder. Nogle undgår bestemte personer eller steder, mens andre oplever smerter eller irritation omkring kønsdele og endetarm.
Hvad kan du gøre som forælder?
Lyt til barnet, tag dets fortælling alvorligt, og undgå ledende spørgsmål. Fortæl barnet, at det ikke har gjort noget forkert. Ved mistanke bør du kontakte lægen eller kommunen og eventuelt politiet. Det kan også være vigtigt at søge professionel hjælp til både barnet og familien. Symptomerne kan have andre årsager end overgreb, og nogle børn viser slet ingen tydelige tegn.
En aften sker noget mærkeligt.
Louise undrer sig over, at lyset er tændt på Holgers værelse. Han plejer at kunne falde i søvn af sig selv.
Da hun skubber døren op, møder hun et blik, hun ikke kender. De blå øjne er vidt opspærrede og ansigtet blegt som lagenet. “Gå ud,” råber Holger panisk, men Louise bliver stående.
Hvad er det, han har mellem benene?
Under dynen finder hun en cykelpumpe og et stykke legetøj, han har forsøgt at stikke op i numsen. Hun lover at gå ud, og da hun kommer tilbage, kryber han sammen i skam og bryder ud i gråd.
I weekenden, der følger, fortæller han, at de leger numselege ovre i børnehaven. Med andre børn. Dagen efter nævner han også tre kvindelige ansatte fra børnehaven. Og at have set noget på telefoner og iPads.
Da vidste Louise, at der var noget helt galt. Men endnu ikke hvor slemt det var.
- Hvad fuck mener du?
Tågen ligger tæt rundt om deres Mercedes, da Louise spænder sikkerhedsselen over sin søn på bagsædet. Hun bevarer roen og forsikrer ham om, at det er et helt almindeligt lægetjek. Men hendes vejrtrækning er overfladisk, og kroppen sitrer af bekymring. Det hele er uvirkeligt.
Det er torsdag, ugen efter Holger stoppede i børnehaven. De parkerer ved Aarhus Universitetshospital og tager plads i venteværelset for Center mod Overgreb.
Et varmt smil fra to kvinder i hvide kitler - en læge og en sygeplejerske - møder dem i et stort lokale, hvor Holger med det samme finder legetøjet ude langs væggene. Efter en samtale bevæger de sig ind i et mindre rum med en briks, der minder om dem, kvinder ligger på til en gynækologisk undersøgelse.
Lægen foretager en undersøgelse af Holgers krop, kønsdele og endetarm. De tager også en række tests, som Louise senere vil få svarene på.
Tre dage forinden ringede Louise til børnehavens leder for at fortælle om “numselegen” og hendes mistanke om, at Holger var blevet seksuelt misbrugt. Louise oplevede dog ikke, at lederen forstod alvoren af situationen.
- Jeg følte slet ikke, at hun tog mig seriøst, fortæller Louise.
Det er lovpligtigt, at kommunerne har en beredskabsplan til, hvis der opstår en mistanke om, at et overgreb har fundet sted. Sådan en har Skanderborg Kommune.
Men ifølge Pernille Spitz, der er psykolog i Red Barnet og har arbejdet med seksuelle overgreb mod børn i 20 år, er det ikke altid, denne plan siver ned i systemet.
- Hver leder skal kende til den konkrete beredskabsplan og vide præcis, hvad man skal gøre. Men sådan er det desværre ikke altid. Det sker heldigvis heller ikke særlig ofte, at de skal gøre brug af den, og derfor har de fleste ikke meget erfaring.
Sagen her burde være "nem", mener Kirsten Trans, som er direktør i Fefeo, der arbejder med at hjælpe børn og unge, der har været udsat for overgreb. Holgers adfærd og symptomer var så tydelig, at børnehaven burde have set det.
Helle Klinge, chef for Dagtilbud og Sundhed i Skanderborg Kommune, mener dog, at både pædagoger og ledere i kommunen er klædt nok på til at opdage og håndtere mistanke. Børnehaveledere bliver præsenteret for beredskabsplanen samt handlevejledning til forebyggelse, tidlig opsporing og behandling af sager om overgreb mod børn og unge, når de bliver ansat, og at emnet løbende tages op i lederfora, fortæller hun.
Læs hele svaret fra Helle Klinge, chef for Dagtilbud og Sundhed i Skanderborg Kommune, her.
Skanderborg Kommune vil ikke kommentere på den konkrete sag og har derfor kun svaret på en række af de spørgsmål, SkanderborgLIV har stillet dem. De fremgår uredigeret herunder.
Ifølge en efterforskningsekspert, vi har talt med, har daginstitutioner mulighed for at søge rådgivning hos politiets forebyggende enheder om, hvordan sikkerheden kan styrkes. Det fremgår ikke af de udleverede akter, at I har gjort det.
- Der har undervejs været en løbende og tæt dialog med politiet. Som en del af vores beredskabsplan nedsætter vi en koordineringsgruppe i tilfælde af mistanke om overgreb. Koordinationsgruppen har i denne sag løbende været i kontakt med politiet for rådgivning omkring håndtering af sagen.
Børnehavens leder gennemgik efter henvendelse fra politiet ansættelses- og vikarlister for at undersøge, om nogen passede på barnets beskrivelse. Burde I have kortlagt alle personer med adgang til børnehaven, eksempelvis pedeller, rengøringspersonale, madleverandører og andre, som ikke nødvendigvis fremgår af ansættelseslisterne?
- Jeg kan ikke gå ind i den konkrete sag, som politiet har efterforsket. Men jeg vil sige, at sådan en sag, hvor politiet ikke har kunnet udelukke, at der er sket et overgreb i et af vores børnehuse selvfølgelig giver anledning til, at alle omkring børnehuset gransker deres hukommelse i forhold til om der har været personer ude fra, som har haft adgang til huset. Vi har ligesom politiet ikke kunnet pege på nogen.
Blev forældrebestyrelsen orienteret om sagen?
- Ja, børnehusets bestyrelse er blevet orienteret om sagen.
Hvad betyder "skærpet opsyn" helt konkret? Hvilke ændringer blev gennemført i børnehavens hverdag?
- Efter dialog med politiet, hvor vi blev informeret om, at det ikke kunne udelukkes, at der havde fundet overgreb sted i børnehuset, iværksatte vi ud fra politiets anbefalinger et skærpet opsyn. Det blev besluttet, at personalet i børnehaven ikke måtte være alene med børnene. Alle voksne skulle bære gule veste. Man skulle som minimum være to voksne sammen med en gruppe børn. Derudover blev der skærpet opsyn og ekstra runderinger fra ledelsen, hvor der var særligt fokus på eksempelvis legehuse. Det blev desuden besluttet, at alle døre hele tiden skulle være åbne. Der skulle være to voksne ved gyngerne. Medarbejdere på legepladsen skulle kunne se hinanden hele tiden.
Er kommunens pædagoger og ledere generelt godt nok klædt på til at opdage og håndtere mistanke om overgreb?
- Ja, det mener jeg grundlæggende, at de er. Når en leder bliver ansat præsenteres de for vores beredskabsplan og handlevejledninger til forebyggelse, tidlig opsporing og behandling af sager om overgreb mod børn og unge. Udover det, har vi et fælles digitalt værktøj, som stiller forebyggende materialer til rådighed, så man kan arbejde med problematikkerne. Derudover vil jeg sige, at det er et emne som løbende tages op i de lederfora, vi har på Børn- og ungeområdet.
Er det efter jeres opfattelse korrekt af en institutionsleder at orientere og involvere en medarbejder, som barnet har nævnt i forbindelse med en mulig overgrebssag?
- Det kan man nok ikke svare helt entydigt på. Det afhænger helt af de konkrete omstændigheder og sagens karakter. Jeg kan ikke kommentere den konkrete sag uden at kompromittere min tavshedspligt. Men det kan i nogle tilfælde give mening, at relevante medarbejdere bliver inddraget, når det er sagligt begrundet og nødvendigt for at tage hånd om den bekymring der måtte være.
Kommunen har en beredskabsplan på området. Hvordan sikrer I, at den ikke blot eksisterer på papiret, men også er kendt og bliver brugt i praksis?
Se oven for.
Hvad er kommunens generelle praksis for at sikre børnene i en institution, hvor der er mistanke om, at et overgreb kan have fundet sted?
- Vi har en klar beredskabsplan som også er fulgt i den konkrete sag: Når en leder får kendskab til eller mistanke om overgreb, skal vores interne koordineringsgruppe, straks kontaktes. Gruppen træder sammen med få timers varsel og behandler henvendelser med højeste prioritet. Ved begrundet mistanke sendes en underretning til Familierådgivningen, og det vurderes, om der er grundlag for politianmeldelse eller rådgivning fra politiet. Koordineringsgruppen er med under hele forløbet og blandt andet i dialog med politiet undervejs.
Bør forældre informeres hvis man mistænker der er fundet et overgreb sted?
- Hvis der er tale om en konkret mistanke om et overgreb begået i et børnehus – og der dermed er en sag ift. børnehuset – vil vi orientere forældrene om sagen. I det her tilfælde, hvor der ikke er tale om en konkret mistanke ift. børnehuset, er der ikke en sag at orientere forældrene om. Så det gjorde vi ikke. Vi valgte dog i det konkrete tilfælde at orientere forældrebestyrelsen, da vi fornemmede, at der gik rygter i lokalområdet.
Louise (red.) fortæller, at kommunen bad hende om ikke at fortælle offentligt, at hun mistænkte, at overgrebet var sket i børnehaven, eller hvilken børnehave drengen havde gået i. Kan I genkende det, og hvad var i så fald begrundelsen?
- Det er ikke noget, jeg kan genkende og egentlig heller ikke noget, som jeg mener, vi skal blande os i. Men hvis det er forekommet, at en medarbejder i en eller anden sammenhæng har rådet en forælder til ikke at videregive konkrete informationer offentligt om et overgreb, så er jeg ret sikker på, at det er sket ud fra et hensyn til barnet.
Dagtilbudslederen melder sagen videre til sin chef og skriver, at der er aftalt skærpet opsyn blandt andet på legepladsen med fokus på de andre børn, Holger har nævnt.
Derudover inviterer lederen Louise til et møde få dage efter. Lederen inviterer dog også en af de medarbejdere, som Holger har nævnt blandt de deltagende i “numselegen”.
Det er ikke en del af beredskabsplanen, at lederen skal orientere en medarbejder, der potentielt kan være under mistanke. Lederen skal derimod kontakte en koordineringsgruppe direkte.
Derfor takker Louise nej til mødet.
Denne pædagog bliver senere afhørt af politiet, men aldrig mistænkt. Juridisk har lederen ikke brudt tavshedspligten ved at fortælle en medarbejder om sagen. Alligevel undrer det Louise, at lederen involverer en af de pædagoger, Holger har nævnt, i sagen, før efterforskningen er begyndt.
Louise bliver opfordret til at sende sin dreng tilbage i børnehaven, da de vil “have fokus på, at Holger (red.) kommer tilbage i børnehave og bliver glad for at gå i børnehave”.
- Hvordan skulle jeg på nogen måde kunne sende mit barn tilbage?
Louise holder møde med kommunen den 12. marts. Til mødet er også dagtilbudslederen og den kommunale sagsbehandler. Lederen fortæller, at personalet holder mere øje med steder, hvor børnene er alene, blandt andet toiletterne, fører skærpet opsyn og er opmærksomme på børnenes lege. Hun oplyser også, at forældrene til de nævnte drenge er blevet orienteret.
Overblik: Sådan udviklede sagen sig
Slut februar 2025: Moren finder Holger med en cykelpumpe. Han fortæller om “numseleg” med børn og voksne i børnehaven.
6. marts 2025: Lægerne på AUH finder arvæv og tegn på indtrængen, efter at Holgers praktiserende læge har sendt ham direkte videre til Center for Overgreb.
12. marts 2025: Moren holder møde med kommunen og børnehaven. Holger henvises til Børnehus Midt, hvor et behandlingsforløb starter op.
13. marts 2025: Moren får besked om, at Holger er testet positiv for klamydia. Politiet indleder efterforskning.
Marts–april 2025: Politiet afhører Holger to gange og undersøger flere spor. Kommunen iværksætter en sikkerhedsplan.
April 2025: Politiet henlægger sagen uden at finde en gerningsperson.
Dagen efter bliver Louises frygt stadfæstet.
Den kommunale sagsbehandler er på besøg. De sidder ved bordet og maler, da Louises iPhone ringer. “Hej, jeg ringer fra Center for Overgreb på Aarhus Universitetshospital” lyder det i telefonen, og Louise haster ud på trappen foran huset.
“Hvad fuck mener du,” råber Louise.
Ikke da hun hører, at sønnen har arvæv og skader på endetarmen, der tyder på indtrængen. Men på grund af en anden besked.
Louise skriver febrilsk på sin telefon, så går hun indenfor og viser med rystende hånd skærmen til sagsbehandleren.
Der står: “Det er lægen, og Holger er testet positiv for klamydia”.
Efterforskningen - de fire hypoteser
Samme aften, som Louise får testresultatet, banker det på døren hos familien i Låsby.
Udenfor står to civilklædte politibetjente, Holgers sagsbehandler samt en børne- ungerådgiver i Skanderborg Kommune.
Louise har - ligesom kommunen og AUH - meldt sagen til politiet. De beder hende komme med ud i bilen, hvor hun bliver afhørt. Hvordan opdagede du det? Har du nogen mistænkte, spørger de.
Afhøringen foregår ifølge Louise udramatisk, og hun fortæller, at hun ikke ser noget suspekt ved de tre kvindelige pædagoger, Holger har nævnt. Heller ikke ved en mandlig pædagog, som Holger i øvrigt er glad for og meget tryg ved. Louise peger altså ikke på nogen gerningsperson, men er sikker på, at det må være sket i børnehaven.
Politiet arbejder videre ud fra fire “åbenlyse hypoteser”. At det er sket i børnehaven, i eget hjem, i aflastning hos familie eller gennem leg med andre børn i børnehaven.
Hele familien - Louise, hendes eksmand, som hun var sammen med, efter Holgers far døde, de tre søskende samt bedsteforældre - afgiver frivilligt en klamydiatest. Alle testene er negative. Der er heller ikke noget at spore et år tilbage i deres lægejournaler. Politiet skriver i sagsakterne, at det kan være sket hjemme eller i pleje, men der er ingen mistanke.
Så er der mistanken om smitte via legetøj, da Holger selv fortæller om numseleg med tre andre drenge.
Alle tre drenge har en samtale med en kommunal medarbejder og en tryghedsperson. Ingen af drengene kender til en “numseleg”, men omtaler dog en “skifteleg” i puderummet, som kan gå vildt for sig. Drengene vurderes til at være i trivsel, og politiet vælger ikke at videoafhøre dem.
Af den grund konkluderer politiet, at denne hypotese er usandsynlig, men “at det i teorien kan ske via gunstige forhold.”
Klamydia er en bakterie, og ifølge en retsmediciner, SkanderborgLIV har talt med, lever den dårligt uden for kroppens miljø. Den kan under “tilstrækkeligt fugtigt og lunt miljø” overleve på en overflade i 2-3 timer, men kan ikke overføres via eksempelvis et håndklæde.
Sporet om smitte overført via legetøj slutter her.
Tilbage står én af hypoteserne.
- Han har aldrig haft en legeaftale. Han er ikke andre steder end herhjemme, hos mine forældre - eller i børnehaven, siger Louise.
Holger bliver afhørt to gange.
Ved første afhøring 18. marts fortæller han, at han kender til numseleg. Han kan ikke huske, om det er børn eller voksne, eller hvad der er puttet op i numsen. Flere gange taler han i øst og vest, men fortæller noget om at “putte en lille bitte tiger op i numsen på Kængurustuen.”
Kængurustuen er den stue, som Holger går på i børnehaven.
Politiet skriver i efterforskningsakterne 25. marts, at Holger ikke gav de svar, de havde håbet på og frygter, at efterforskningen ender uden mistanke eller opklaring.
Men 27. marts ringer Louise til politiet. Der er et nyt spor - og hun har det på en lydfil.
“Det er en mand, jeg kan ikke huske, hvad han hedder,” siger Holger på lydfilen. Var du alene, eller var der andre voksne? Jeg var helt alene.
Derfor afhøres Holger igen. Til afhøringen skifter Holger flere detaljer ud undervejs, han siger eksempelvis “hun” i stedet for “han”, og at det var en bil og ikke en tiger. Han siger også til afhøreren, at han vil snyde hende.
Holger fortæller dog også flere konkrete ting.
Eksempelvis at han havde sort tøj på, var klædt ud som en abe, og det var lyst, mens det skete. Igen siger Holger, at det er sket på Kængurustuen. At det er sket på gulvet. At han er alene, og at de andre børn ikke har set det.
Han fortæller også, at han havde lukkede øjne.
“Hvorfor havde du lukkede øjne,” spørger afhøreren. “Fordi han sagde, jeg skulle”, siger Holger. Han fortæller også, at han ikke har sagt det til nogen, fordi den voksne sagde, at han ikke måtte.
Børnehavelederen gennemgår efter anmodning fra politiet det seneste års ansættelses- og vikarlister. Men ifølge hende passer ingen på beskrivelsen.
Få dage senere afhører politiet de tre kvindelige ansatte, Holger har nævnt i første ombæring. Ikke som mistænkte, da politiet ikke vurderer det som sandsynligt, at overgrebet er begået af dem.
Ingen af dem kan genkende “numselegen” og mener ikke at have set på iPad eller telefon med Holger. De har for nylig holdt fastelavn i børnehaven, men de mener ikke, der var en mand klædt ud som abe.
Men under afhøringen nævner Holger pludselig én bestemt person med tilknytning til børnehaven.
Denne person afhøres også, og han afleverer også frivilligt en klamydiatest, som viser sig at være negativ. Derfor bortfalder mistanken.
Ifølge politiet ender sporene i sagen om overgrebet her.
Men Louise undrer sig. Hvorfor tester de ikke alle pædagoger i børnehaven for klamydia?
- Man kan ikke bede om en urinprøve uden begrundet mistanke, forklarer politiforsker ved Københavns Professionshøjskole og tidligere efterforsker Thomas Roer.
For at teste skal man have en dommerkendelse, ligesom ved ransagning af et hus. Men det er endnu mere indgribende, og derfor sværere at få godkendt, når det handler om kroppen.
Thomas Roer mener, ligesom flere andre eksperter, SkanderborgLIV har talt med, at efterforskningen har været grundig ud fra de beføjelser, politiet har.
Men politiet kunne godt have gjort mere, siger han.
Undersøgt alle med adgang til børnehaven: Pedeller, rengøringspersonale, madleverandører og så videre - og selv have tjekket ansættelseslisterne, frem for at bede børnehavelederen om det. Men det vil alligevel være svært at bede om urinprøve eller at tage DNA-prøver, da det er for længe siden.
- Der er tale om en sag, hvor politiet foretog alle de efterforskningsskridt, som skønnedes relevante, i forsøget på klarlægge, hvad der var sket, oplyser vicepolitiinspektør Christian Skyt i et skriftligt svar.
Han ønsker ikke at gå i detaljer, men forklarer, at det ikke har været muligt at finde tilstrækkelige beviser mod en konkret gerningsperson, og at anklagemyndigheden derfor valgte at opgive sagen. Efter en klage, vurderede Statsadvokaten også, at politiet havde gjort, hvad der på det tidspunkt var muligt, men at sagen kunne genoptages, hvis der kom nye væsentlige oplysninger.
Læs hele svaret fra Sydøstjyllands Politi.
Der er tale om en sag, hvor politiet foretog alle de efterforskningsskridt, som skønnedes relevante, i forsøget på klarlægge, hvad der var sket.
Af hensyn til sagens parter ønsker vi ikke at gå i detaljer med, hvilke konkrete efterforskningsskridt, der blev foretaget.
På baggrund af efterforskningen har det ikke været muligt at tilvejebringe tilstrækkelige bevise for, at en konkret gerningsperson har begået et strafbart forhold. Sagen blev på den baggrund sendt til anklagemyndigheden, der traf afgørelse om at opgive sagen, da videre forfølgning ikke kunne ventes at føre til, at nogen blev dømt.
Afgørelsen blev påklaget til Statsadvokaten i Viborg. Statsadvokaten tiltrådte politikredsens afgørelse og vurderede i den forbindelse, at politiet havde foretaget de efterforskningsskridt, som på tidspunktet var mulige, men at sagen kunne genoptages, såfremt der fremkom nye væsentlige oplysninger.
Midt i april, godt en måned efter sagen blev åbnet, henlægger politiet sagen.
Et “dobbelt svigt”
Holger reder selv sin seng hver morgen.
Sirligt placerer han hver en bamse og øverst sidder aben, som han bar med sig overalt, da mistrivslen var værst.
I april 2025, efter Louise i februar fik mistanken om overgrebene, flyttede hun og hendes fire børn til en anden by og satte huset i Låsby til salg. Da Holger stoppede i den gamle børnehave, stoppede han også med at tisse i sengen, var ikke længere udadreagerende og fik igen overskud til at lege med sine søskende.
Han begyndte kort efter i en ny børnehave, hvor han faldt til efter en langsom optrapning og kom i et behandlingsforløb hos Børnehus Midt, der koordinerer samarbejdet mellem politi, kommune og sundhedsvæsen i sager om overgreb, som har fortsat siden.
Nu er Holger startet i skole. Han har fået tildelt særlige opgaver af læreren, er dygtig og har indhentet meget af det tabte.
Selvom fremtiden virker lige så lys som væggene i det nye hus, føler Louise sig tom.
Spørgsmålene lever stadig ubesvarede inde i hende.
Hvem er overgrebspersonen? Hvor er overgrebet sket? Og hvorfor fortalte kommunen aldrig de andre forældre i børnehaven om sagen?
Ifølge direktør i foreningen Fefeo Kirsten Trans og Helle Cleo Borrowman, der er Forperson i Landsforeningen Spor, er der her tale om et "dobbelt svigt".
For det største svigt handler ikke længere om Holger - han har fået hjælp - men af de børn, der potentielt har været eller kan blive udsat for overgreb.
Sådan en sag kan starte en tsunami i en børnehave. For det er enhver forælders værste mareridt. Men alligevel er der bedre måder en tavshed, siger Psykolog i Red Barnet, Pernille Spitz.
Selvom man ikke ved, om det er foregået i børnehaven, pointerer alle tre eksperter, at det også handler om at sende en besked til overgrebspersonen om, at "vi ved, du er derude". Overgreb mod børn er ofte en del af et mønster, og med åbenhed kan man muligvis finde andre ofre, forhindre flere overgreb og få nye oplysninger frem i sagen. Det giver også mulighed for at uddanne personale og forældre.
- Hvis der er tale om en konkret mistanke om et overgreb begået i et børnehus – og der dermed er en sag ift. børnehuset – vil vi orientere forældrene om sagen. I det her tilfælde, hvor der ikke er tale om en konkret mistanke ift. børnehuset, er der ikke en sag at orientere forældrene om. Så det gjorde vi ikke, siger Helle Klinge, chef for Dagtilbud og Sundhed i Skanderborg Kommune.
SkanderborgLIV spørger Helle Klinge, hvorfor der i et referat fra drengens journal fra juni står, at det “formentlig” er sket i børnehaven, hvis ikke Skanderborg Kommune har vurderet, at overgrebet relaterer sig til børnehaven.
Kort efter modtager redaktionen et særligt rettelsesnotat. Der står: “Det burde have været formuleret således: Holger (red.) har været udsat for et overgreb, ifølge mor, i hans børnehave tilbage i januar/februar 2025.”
- Hvis man skal pege fingre af nogen lige nu, så er det kommunens øverste chef for hele området, siger Helle Cleo Borrowman.
Skanderborg Kommune orienterede i stedet forældrebestyrelsen, da de fornemmede, at der gik rygter i lokalområdet, oplyser Helle Klinge.
Forældrerepræsentant for Viften Anne Sofie Larsen Thorsted var ikke til stede under det pågældende bestyrelsesmøde, men fortæller at der gik rygter om sagen mellem forældrene, efter at Louise selv lavede et opslag på Facebook i juni i år.
Hun beskriver dog, at hun føler sig tryg ved, at ledelsen har håndteret sagen korrekt og ser også, hvordan det kunne have skabt panik at melde det ud, mens efterforskningen stod på.
- Jeg føler mig tryg ved at aflevere mine børn i børnehaven, siger hun.
Angsten kan stadig ramme Holger om morgenen, når han bliver sat af foran skolen. Ikke fordi han ikke er glad for skolen, forsikrer han. Men fordi han skal gå ind uden sin mor.
Holger er ikke den samme som før, fortæller både Louise og mormor Hanne.
- Jeg føler den dårlige samvittighed hver eneste dag. Hvordan kunne vi ikke se det? Men vi vidste jo ikke, hvad vi skulle se efter, siger Holgers bedstemor.
Senfølger efter seksuelle overgreb
60-80 procent af alle børn og unge, der har været udsat for overgreb får senfølger. Det gælder især PTSD, angst, depression og personlighedsforstyrrelser. Det forbindes også med lavt selvværd, tvangsforestillinger, problemer med krop og seksualitet, spiseforstyrrelser, stofmisbrug, selvskadende, suicidal eller seksualiseret adfærd, forhøjet BMI og hjerteproblemer.
Fysisk sætter det sig i nervesystemet og skaber et menneske i alarmberedskab. Derfor kan nogle have svært ved at færdiggøre uddannelse eller holde på arbejde på grund af symptomer, der let kan forveksles med eksempelvis ADHD, fordi man konstant er på overarbejde. Nogle får autoimmune sygdomme, hjertekarsygdomme og neurologiske sygdomme.
Louise har givet en klar besked til lærerne på Holgers nye skole, der kender til sagen. De må aldrig være bange for at give ham et kram.
For der skal ikke gøres forskel. Overgrebet er en del af hans historie, men han må ikke blive til sin historie.
Sagen blev henlagt af Anklagemyndigheden, men Sydøstjyllands Politi oplyser, at efterforskningen kan genoptages hvis, der kommer nye væsentlige oplysninger frem.
Efter SkanderborgLIV begyndte at grave i sagen, har kommunen valgt at oplyse forældregruppen på Aula dagen før udgivelse. I næste uge kigger vi videre på sagen.
Hvis man ligger inde med oplysninger om sagen eller undringer, er I velkommen til at kontakte os på manlo@jfm.dk.