En propfyldt bus 300S samler mig op på sidste stop inden Smukfest. I hånden på mine medpassagerer er Breezer, Smirnoff Ice og Tuborg Sommer.

Jeg selv har mit kamera og en vandflaske med på den snørklede tur gennem Skanderborg. Trafikken er tæt, og det er luften i bussen også. Jeg har sommerfugle i maven.

Jeg har været lidt flov over at være journalist på dette medie om Skanderborg, og så aldrig have sat mine fødder på Smukfest. Derfor vil jeg tage jer med, når jeg oplever Smukfest første gang.

Det bliver ikke den fulde festivaloplevelse, som de fleste jeg kender skal have, for dels skal jeg jo arbejde, og dels er jeg småbørnsmor. Men jeg vil prøve at opleve så meget som muligt over de kommende dage – startende med Andreas Odbjerg, der åbner Bøgescenen.

Lige som buschaufføren har annonceret, at vi er fremme ved bøgeskoven, begynder de første spæde regndråber at tromme. Jeg har heldigvis min regnjakke i rygsækken.

En fyr i en golfvogn råber “jeg er ædru”, og ved tjek ind har en hjemløs sat sig for at sælge Hus Forbi. Jeg får mit armbånd på, og bliver bedt om at tømme min vandflaske.

Størrelsen på festivalområdet tager helt ærligt fusen på mig. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, for jeg har jo læst at 50.000 forventes at runde festivalpladsen, og jeg har færdes en del i det nu afspærrede område, men når der sådan kommer scener, boder og festivaltoiletter, tager det sig pludselig meget større ud.

Jeg får lov til at stå med en masse fotografer, der er langt dygtigere end mig, da Andreas Odbjerg åbner Bøgescenen. Igen: Hold da op, der er mange mennesker. Allesammen klar på at synge med på “Smugryger” og “Vredeste Mand i Byen”.

Den første time er fansene forholdsvist forskånede for regn. Men så begynder det at skabe problemer. Du kan i øvrigt se vores billedgalleri fra de våde timer her.

Om det er regn- og tordenvejret, der er skyld i det tekniske udfald for Andreas Odbjerg, ligger vist stadig hen i det uvisse. Men det betyder i hvert fald, at Sanne Salomonsen bliver forsinket på bøgescenerne.

I mellemtiden besøger jeg Nørre Vissing Kros tapasbar, som du kan læse en reportage fra her.

Og så valfarter jeg ellers den (igen overraskende) lange vej mod Stjernescenen. For jeg er mere til Guldimund end Sanne Salomonsen. Faktisk er Guldimund en af dem, jeg allerhelst vil have en festivaloplevelse fra.

Det havde han nok været, uanset hvor mange stjerner Smukfest havde fået på programmet, men jeg kan ikke udlade at medtage, at min første tur i Bøgeskoven er til et program, som har skuffet de fleste mediers musikanmeldere, blandt andet Aarhus Stiftstidendes to musikanmeldere.

Især manglen på stjernestøv har skabt skuffelse op til kickstarten. I år kan gæsterne opleve hovednavne som Diana Ross, Burna Boy og Sam Smith. Og hele 80 procent af kunstnerne til årets festival er danske. Det fik Berlingske til at skrive, at musikprogrammet primært er fra egen andedam og mest ligner programmet til Grøn Koncert.

I en artikel, der i øvrigt karikerer Smukfests publikum som værende far og mor til de teenagere, der for nogle uger siden drak sig fulde på Roskilde.

Jeg synes nu, at de fleste på Smukfest-bussen var min alder (midt-tyverne) eller yngre, men måske er far og mor-publikummet mere til at få parkeringsbøder i Skanderborg by end at tage bussen.

Det må være et af mine fokuspunkter, når jeg de næste dage skal dyppe tæerne i festivallivet.

Skæbnen vil selvfølgelig, at lige som Guldimund skal til at gå på, åbner himlen sig i den grad.

-Ej, jeg håber ikke de aflyser på grund af regnen, udbryder en af de forreste tilhørere.

Endnu et tordenskrald lyder. Jeg må ofre regnjakken på at beskytte kameraet, så jeg kan fange musikerne og det våde publikum.

En halv time inde i koncerten siger en mand længere nede bagved til sin sidemakker:

- Nu kan jeg simpelthen ikke mere.

Jeg forstår ham godt. Jeg er drivvåd og bekymret for mit kamera og har desuden samlet en vandpyt i min regnjakkes lomme, hvor en pose Fishermen's Friend har skabt en brun pløre.

Men så sætter Guldimund sig alene med en akustisk guitar, og synger “Halskæde”, og den regntrætte tilhørers plads bliver straks overtaget af regntøjskkædte fans.

Efter en mere eller mindre vellykket sangleg og en opsang om at passe på hinanden og træde ind overfor grænseoverskridende adfærd, er Guldimund klar til at gå af. Han får dog lov til at blive sendt fra scenen med de første solstråler vi har set i flere timer, og publikum hilser dansende solskinnet velkommen til "Det' kun vigtigt, hvad det er".

-Jeg vil gerne hjem nu. Jeg er træt og våd, siger en mine medpassagerer, der venter på bus 300S.

Det vil jeg også. Nu har jeg fået min første oplevelse med en bøgeskov, der tager sig helt anderledes ud, end jeg er vant til. Så må vi se, hvad de næste dage byder på.

Midt mellem tonerne fra hovednavnene på Bøgescenen og bassen fra open-air natklubben The Hood, tårner en paraply op blandt bøgekronerne. Ikke en hvilken som helst paraply – som der ellers har været godt med behov for – men et stort stativ, hvorfra røde sko dingler i vinden.

Paraplyen er varemærket for Nørre Vissing Kros tapasbar, der for 13. festival i streg forsyner Smukfest-gæsterne med alt godt fra det spanske køkken.

Bag tapasbaren står Morten Mygind og hustruen Birta Lejbølle Madsen, der også til dagligt driver Nørre Vissing Kro – som SkanderborgLIV i øvrigt bragte en madanmeldelse af i maj.

- Vi har valgt at have tapasbar på Smukfest, fordi det er skønt at have det som et afbræk fra hverdagen. Vi laver jo noget helt andet mad til dagligt, men har en glødende ild for hele det spanske køkken, som vi nu kan udleve her, siger Morten Mygind, da SkanderborgLIV besøger tapasbaren på første åbningsdag.

Her er de fire mand stærk om at hælde paella i den store pande bag baren. Morten Mygind fortæller, at de laver paella til 350 mennesker ad gangen, og på Smukfests fem åbningsdage tilbereder de 10.000 tapas.

Da SkanderborgLIV besøger tapasbaren, spænder klientellet bredt. Ved det ene bord sidder et ældre ægtepar, der har købt en flaske bobler og tapasbræt til deling.

Overfor dem har en gruppe unge slået sig ned; en af dem lægger makeup, mens en anden står og svajer og synger med på et helt andet musiknummer, end det, der bliver spillet på "The Hood".

- Her spiser vi med dug på bordet, selvom vi dybest set er et cafeteria – man betaler for maden, henter den selv, og sætter sig. Det har vi gjort, fordi vi vil holde priserne nede, og fordi det skal være spansk, nede på jorden og folkeligt, siger Morten Mygind.

Tapasbaren har 250 siddepladser ved de dug-klædte borde udenfor, og 30-40 pladser i baren. Derudover er der mange, der henter mad ud af huset for at sidde andetsteds:

- Så der er rimelig godt run på, lyder det fra Morten Mygind.

Det spanske, flamenco-inspirerede er et gennemgående tema, både udenfor og indenfor. Overalt hænger sorte og røde højhælede sko, og bag baren er Birta Lejbølle Madsen klædt i spansk dragt fra top til tå.

- Vi har valgt lige fra starten, at vi skulle gå all-in. Og vi elsker vores gamle kro i Nørre Vissing fra 1801, og gør meget ud af detaljerne der – derfor ville vi gøre det samme her, og føre detaljerigdommen videre. Min kone (Birta Lejbølle Madsen, red.) er primus motor for alt dekoration på kroen, og det er hun også her, hvor hun giver den fuld gas, fortæller Morten Mygind.

Det består blandt andet af unika-lamper, knækkede LP'er, og selvfølgelig de føromtalte sorte- og rødmalede sko.

- Vi har vel en 300-400 sko, som hun køber op ved genbrug – så hvis der er nogen, der ikke kan få højhælede sko i Ry-området, så er det fordi hun har købt dem, smiler Morten Mygind.

De har også tre flamenco-dansere ansat, der indimellem – når der er pauser i musikken fra de to scener – underholder med flamenco-dans.

Derudover har Nørre Vissing Kros tapasbar 71 ansatte på tværs af bar og køkken. Flere af de køkkenansatte, kokkene, er lønnede ansatte, mens resten er ansat efter festivalkonceptet; arbejd 26 timer i tapasbaren, og få en partoutbillet til Smukfest.

- De fleste af vores ansatte siger, at der er en festival udenfor, og så er der en festival på den anden side af baren. For vi hygger os også og får et glas vin og noget god mad og slapper af, siger Morten Mygind, der selv sjældent får tid til at nyde musikken på nærmere hold.

Han har for travlt med at stå i køkkenet og svinge gryderne, som han også gør til hverdag i krokøkkenet. Men afvekslingen er til at tage og føle på, for her får han mulighed for at udleve sin passion fra det spanske køkken – en passion, der stammer helt tilbage fra hans tid som guide i Barcelona. Og der er noget for enhver smag, hvis man har Smukfest-adgang og lyst til at forkæle ganen:

- Vi laver tapas og paella og en gammel egnsret der hedder estofat de bou. Så har vi selvfølgelig også vegetarmad, fordi i dag skal vi ramme bredt – og til muslimer laver vi også den catalanske paella uden gris, så de kan være med, siger Morten Mygind.

Borgergade i Skanderborg er et af byens mest idylliske kvarterer. Gaden er smal, og på en dejlig solskinsdage giver de mange gule huse med røde tegltage mindelser om sommerferie i Skagen. I et af gadens bindingsværkshuse bor Anni Schmidt sammen med sin mand og deres søn. Det har været deres hjem siden 2015, og de nyder at bo i huset både sommer og vinter. Men for andet år i træk rømmer de hjemmet en lille uges tid i sensommeren.

Det er selvfølgelig i den uge, hvor Smukfest sætter Skanderborg på landkortet og folk strømmer til byen fra nær og fjern. Det der med at sove i telt er ikke lige alles kop te, og derfor er efterspørgslen efter alternativ indkvartering stor. Hele året har man i diverse gruppe på Facebook, og selvfølgelig på udlejningsportalen Airbnb, kunnet se opslag fra skanderborgensere, der udlejer deres hjem til de festivalgæster, der gerne vil have bekvemmelighed og lidt mere fred og ro, når de skal have en pause fra champagnebaren og bøgescene.

Anni Schmidt og familie udlejer for andet år i træk deres hus til de samme gæster. Gæsterne har tydeligvis forelsket sig i Borgergade og den perfekte beliggenhed i forhold til festivalområdet, for inden de slog sig ned i Annis hus, boede de i flere år hos naboerne i festivalugen.

- Og jeg er helt sikker på, at de gerne vil bo her næste år også. De skrev til os allerede tilbage i oktober sidste år og spurgte, om de kunne bo her igen i 2024. Smukfest er en institution, og det at være af sted og bo godt er for nogle noget, man bare skal. Det er uomtvisteligt. Og hvis valget er mellem at bo her eller i et telt derude, så er der jo helt klart nogen, der foretrækker det her. Og de betaler gerne, hvad det koster, siger Anni Schmidt, der sammen med familien rykker på campingplads i de dage, gæsterne indtager deres hjem.

Og hvad de betaler, vil Anni Schmidt ikke ud med. Men det fine bindingsværkshus i Borgergade kan meget vel se frem til nye vinduer, for et par af sprosserne er blevet lidt trætte, og intet holder som bekendt evigt. Nye vinduer er en bekostelig affære, og dagene med udlejning bliver et fint tilskud til den udskiftning - selv når der er betalt skat og ophold på campingplads.

- Eller også ender vi med at bruge pengene på noget andet. Jeg synes, det er folk vel undt, at de lejer deres huse ud under festivalen. Der er også nogle, der lejer deres indkørsler ud til parkering - og det gør da heller ikke ondt på mig.

Ifølge Anni Schmidt er det kun godt, at borgere i byen, som ikke skal være en del af Smukfest, også kan få glæde og gavn af festivalen. Smukfest er nemlig et stort gode for hele Skanderborg.

- Jeg synes, det bidrager enormt positivt til vores kommune og til vores by. Der er også mange engagerede foreninger, der får meget ud af det, og det sætter Skanderborg på landkortet. Butikker og restauranter har kronede dage. Jeg synes virkelig, det bidrager positivt, og ja, så er der lidt småproblemer med parkering og den øgede mængde trafik og mange folk på gaderne. Men det er en uge, og så er det slut. Jeg synes, det er skønt og hyggeligt, siger Anni Schmidt.

Hvad angår næste års Smukfest, er det ikke sikkert, at huset i Borgergade igen skal lejes ud til de gode gæster fra Nordsjælland. Næste år skal familien måske være en mere aktiv del af festivalen.

- Det kan være, at vi skal være frivillige og tage en tørn på den måde, eller at vi køber en billet og tager med som gæster.

Hvis det var mig, der boede her, så ville jeg aldrig nogensinde være i mit hus i, når der er Smukfest. Jeg ville leje det ud hvert år, tage pengene og holde ferie i de varme lande i november...

- Ja, men jeg synes også, det er fedt at være her, fordi der er en fed stemning i hele byen. Jeg synes helt grundlæggende, at alle i Skanderborg fortjener at få det bedste ud af festivalen på den måde, de nu kan. Om det så er ved at melde sig som frivillige, deltage som gæst eller rejse væk og leje deres hus ud, siger Anni Schmidt.

Igen i år afholdt Smukfest deres 'Smukoptog', hvor en parade bestående af blandt andet den italienske karnevalstrup La Compagnia del Carnevale og en række mærkelige figurer marcherede fra Kærligheden til Sherwood.

Hovedelementet i optoget er de tre vogne, hvor figurer som en stor isbjørn og en Greta Thunberg sætter fokus på vores planet og FN's 17 verdensmål.

Medskaberne bag paraden er den italienske Compagnia Carnevale, der hvert år står bag karnevalet i hjembyen Viareggio.

Så er det nu! Der er fuld gang i Smukfest, og det har vi glædet os meget til her på redaktionen. Min kollega Johanne er med i felten, mens jeg holder øje med festivalen her fra kontoret. Og i denne artikel kommer vi lidt rundt omkring festivalens første døgn.