Bagerbrød i lange baner. Svært ikke at blive lidt småsulten. Bliv klogere på HM Bakery i dagens nyhedsbrev. Et surdejsbageri åbnet i en tid, hvor bagerbutikker på stribe må give up i kampen mod bake-off Foto: Jesper Rehmeier

Hotellet lukker - men hvad skal der så ske?

Det kom som lidt af et chok, nyheden om, at Hotel Ry lukker 1. juli. Altså om under 14 dage.

Det viser sig dog, at forpagterparrets beslutning om at lukke hotellet er kulminationen på flere års professionel og privat strid mellem dem og ejeren af hotellet. Hvad der startede som et venskab og en god arbejdsrelation, er siden endt i et hav af retssager, og nu tager den ene part altså sit gode tøj og går.

Men hvad skal der nu ske med byens hotel, som også både huser bar og restaurant? Fremtiden for Hotel Ry er nok mindst lige så interessant som fortiden, der har ført til skillevejen.

Vi har talt med Michael Gadeberg, der er direktør i det ejendomsselskab, der ejer Hotel Ry. Han er den ene part i konflikten, og foruden at svare på nogle af de anklager, som forpagterparret Thomas og Anette Poulsen retter mod ham, fortæller han også om sine planer for hotellets fremtid. Læs mere om det her.

I dette nyhedsbrev møder vi også HM Bakery, et vaskeægte surdejsbageri med krummer og kreativitet. Bagermester Malte forelskede sig i surdej på en rejse til den anden ende af kloden, og nu har han sin egen bagercafé på Adelgade - og den er folk ved at få øjnene op for.

Vi bringer også en opsigtsvækkende domsafsigelse fra retten i Horsens, hvor en pædagog på Sølund er dømt for at have begået vold mod en udviklingshæmmet beboer uden sprog.

Endelig har vi et fyldigt nyhedsoverblik, hvor der blandt andet er godt nyt til dig, der er på udkig efter Arla Unikas populære og pludseligt sjældne Gammel Knas-ost. Slutteligt har madanmelderen på Aarhus Stiftstidende fældet dom over René Mammens Postyr, og lad os bare sige, at maden smagte!

God weekend og god læselyst.

Billede af Jesper Rehmeier
Billede af skribentens underskrift Jesper Rehmeier Journalist
Malte Simonsen og makkeren Thomas bruger meget tid i bageriet på at nørde brød og finde på opskrifter. Det er vigtigt at eksperimentere, men fokus er også på det, der virker. Foto: Jesper Rehmeier

Skanderborgenserne kan li' lugten i HM Bakery: - Vi tager noget velkendt, men tilføjer lidt flair

Fra australsk eventyr til surdejsmester i Skanderborg. Malte Simonsen har rejst verden rundt for at perfektionere sin passion for bagerhåndværk, og nu nyder lokale kunder godt af hans internationale erfaringer. På HM Bakery i Skanderborg sælges der klassikere som boller, brød og kager, men gerne med et twist og altid med fokus på det gode håndværk.

Malte Simonsen har ikke kun overlevet den første hårde tid, men nu står han ved roret for en voksende forretning, hvor tradition og nytænkning mødes.

På Adelgade ligger surdejsbageriet HM Bakery, hvor bagermester Malte Simonsen bruger de teknikker, han har tillært sig i blandt andet Australien og New Zealand, hvor man længe har haft stolte surdejstraditioner. Bagværket er økologisk, lækkert og ganske vist en smule dyrere, men efterhånden også et hit. Her kan du blive klogere på det lille bageri, hvor man eksperimenterer og gerne vil udfordre - men ikke for meget.

Kan man lokke unge tilflyttere fra Aarhus til, hvis ikke der et sted i byen findes muligheden for at sætte sig med en god kop kaffe og en BMO? BMO, skulle du være i tvivl, står for "bolle med ost", og bollen skal være bagt på surdej, og osten skal gerne være af typen Gammel Knas fra Arla Unika. Det er en menneskeret at have nem adgang til ordentligt bagværk, vil mange mene, når de har vænnet sig til det.

HM Bakery ligger centralt i Skanderborg på Adelgade. Foto: Johanne Jedig Wejse

Så kom blot til 8660, veluddannede cafegæster fra Aarhus. For her kan man, i hvert fald nogle timer om dagen nogle gange om ugen, sætte tænderne i bagværk, der smager af rigtigt håndværk. HM Bakery på Adelgade har i halvandet års tid bagt boller, franskbrød, frugtkager og bagerbutiksklassikere som croissanter, snegle og spandauere. Godt håndværk og gerne et lille twist, som bagermester og indehaver Malte Simonsen beskriver sit sortiment af brød.

- Vi prøver at tage noget velkendt, men tilføje en lille smule mere flair. Det gør vi ved at lave det hele fra bunden af gode råvarer - og det tager længere tid. Der for er det selvfølgelig også lidt dyrere, selvfølgelig er det det. Men det lader til, at folk i Skanderborg gerne vil betale og forstår værdien. Det er måske svært at slippe pengene, første gang man går ind og køber en croissant til 27 kroner, men når man først har smagt den, så ved man, hvad forskellen er, siger Malte Simonsen.

Hvornår kan du få fingrene i HM Bakerys brød?

Malte Simonsens café og bagerbutik er ikke åben otte timer om dagen. Herunder kan du se åbningstiderne. 

Onsdag og torsdag fra klokken 7 til 13.
Fredag og lørdag fra klokken 7 til14.
Søndag fra 7 til 12. 

Rejse for at leve - og lære

Og han kender selv forskellen på de surdejsprodukter, han bager, og på det mere masseproducerede samlebåndsarbejde. 33-årige Malte Simonsen gik i lære som bager som 16-årig, og det var i en større kæde af bagerbutikker, hvor surdej ikke rigtig var noget, man brugte. Det er faktisk lidt svært at forestille sig i 2024, hvor tusindvis af danskere har en surdej stående i køkkenet, og hvor man i de større byer bestemt ikke taber kæben, når ekspedienten beder om 27 kroner for en croissant.

Man fornemmer tydeligt, at Malte Simonsen er fascineret af surdej og de processer, dejen gennemgår. Foto: Jesper Rehmeier

Som 21-årig var Malte Simonsen eventyrlysten, og han rejste til Australien for at arbejde i et bageri i Sydney. Her fik han øjnene op for surdejens mange muligheder.

- Når man har spist hvidt brød i Danmark i 20 år, og man så prøver noget, der er godt og ordentligt, så bliver det lidt en øjenåbner. Det ville jeg gerne tage med tilbage og arbejde videre med. Så begyndte surdejsbølgen ar ramme i Danmark, og der var jeg heldig, at jeg havde gjort mig nogle erfaringer.

Surdejen har mange anvendelsesmuligheder, og surdejsboller er nok noget, en del danskere efterhånden har prøvet kræfter med. Husk at "fodre" din surdej jævnligt, så den ikke går tabt. Foto: Jesper Rehmeier

Efter nogle års rejse i Asien, vendte Malte retur til Danmark, nu med drømmen om at starte sit eget bageri. Den drøm er dyr at udleve, og med tomme lommer efter årene med rejser, skulle der tjenes lidt startkapital. Nu kører forretningen med bageri i et erhvervslokale i Brabrand og med cafe og bagerbutik i Skanderborg.

- Det første år med HM Bakery var benhårdt. Men nu har folk i højere grad fået øjnene op for os, og det gør selvfølgelig også noget for økonomien. Det første år arbejdede jeg i bageriet om natten og stod i butikken om formiddagen, samtidig med at jeg også bagte til erhverv. Det blev vel til omkring 80 timers i ugen, og det var hårdt. Men nogle gange er det, hvad der skal til, lyder det fra Malte Simonsen, der i dag har ansatte, både i bageri og café og derfor arbejder knapt så mange timer.

HM Bakery er også en velbesøgt café, og især mandelcroissainterne er et stort hit. Foto: Johanne Jedig Wejse

Klassikerne hitter stadig

I bageriet i Brabrand ruller Maltes bagermakker Thomas croissanter - og det er han god til, for han ruller omkring 300 om ugen. Croissanter, spandauere og snegle er evigt populære, også hos HM Bakerys kunder i Skanderborg, og det samme er de forskellige former for franskbrød og surdejsboller. Bagerne Malte og Thomas er selvfølgelig nørder, og de bruger meget tid på at idéudvikle og eksperimentere. Der skal være plads til at overraske.

Bagerbrød i lange baner. Svært ikke at blive lidt småsulten. Foto: Jesper Rehmeier

- Vi lavede engang en snurre med citron og ingefær og blå birkes. Den så sgu lidt giftig ud. Men folk var vilde med den! Det er sjovt, når man kaster sig ud i noget anderledes, som kunderne rent faktisk godt kan lide, siger Malte Simonsen.

Men det er også en balancegang, for Malte Simonsen er afhængig af, at kunderne vender tilbage til bageriet. Han roser klientellet for at være loyale og interesserede i at holde liv i de lokale steder.

- Jeg tror også, vi skal blive ved med at henvende os til en bred målgruppe. Derfor er kaffen heller ikke for eksperimenterende, og det er på brødet, vi har vores fokus, siger bagermesteren.

Her er gang i gryden med rabarber. Størrelsen på gryden indikerer, at der bestemt ikke er tale om industriel masseproduktion i HM Bakery. Foto: Jesper Rehmeier

At foretagendet er håndholdt fornemmer man tydeligt i bageriet. Her er der kog i en gryde med rabarber, og Malte Simonsen tilsætter sukker og smager til. Han blender, til han synes, den duftende røde masse har den rette konsistens, og det kan altså variere en smule fra gang til gang. Om lidt er det jordbær, der er i sæson, og så skal der selvfølgelig bages kager med jordbær.

Her går det godt, slår bagermester Malte Simonsen fast. Det er sjovt at bage, og det er dejligt at se, at kunderne kan lide det, der kommer ud af ovnene. Lige nu arbejder han på at uddelegere mere af det tidskrævende arbejde til andre, eksempelvis transport af brød til de erhvervskunder, som også er en del af forretningen.

Og hvor er HM Bakery så om fem år?

- Der er vi stadig i Skanderborg håber jeg. Og jeg kan da drømme om, at bageriet måske også i Skanderborg til den tid. Jeg kunne godt forestille mig et stort åbent bageri, men der er selvfølgelig også nogle økonomiske aspekter, der skal være styr på det. Lige nu fokuserer vi på at bage godt brød, forsikrer Malte Simonsen.

De to bagere uddannede sig på samme tid, men det fandt de først ud af, da de mødtes flere år efter. Under uddannelsen var de skiftevis på skole/praktikforløb, og derfor krydsedes deres veje først senere. Foto: Jesper Rehmeier
Om få dage lukker Hotel Ry. Det er kulminationen på år med juridiske tovtrækkerier og professionelle og private tvister mellem forpagterpar og ejer. Foto: Jesper Rehmeier

Hotel Ry lukker, men stedet skal være et aktiv for byen: - Jeg håber, vi finder en ny, der vil drive det på en god måde

Hotel Ry lukker dørene efter en langvarig tvist mellem forpagterparret og direktøren i det ejendomsselskab, der ejer hotelbygningen.

Håbet er nu, at der kan findes en ny forpagter til hotellet, for Hotel Ry skal være et aktiv for byen, lyder det.

Mandag aften meldte forpagterne af Hotel Ry pludselig ud, at hotellet lukker 1. juli. Direktøren i det ejendomsselskab, der ejer hotellet, håber, at der kan findes en ny forpagter til at køre hotellet videre.

Hotel Ry lukker ved udgangen af juni.

Det meddelte forpagterne af hotellet, Thomas og Anette Poulsen, mandag aften i en tekst på hotellets hjemmeside.

I teksten retter parret desuden en heftig kritik af Michael Gadeberg, direktør i det ejendomsselskab, der ejer Hotel Ry. Der henvises til en række voldgiftssager mellem ejendomsselskabet og forpagterne vedrørende huslejen.

Over telefonen siger Anette Poulsen til SkanderborgLIV, at parret ikke har yderligere kommentarer. Hun siger, at det er ærgerligt for byen, men slår fast at parret ikke vil bidrage med "mudderkast" og afbryder snakken, da vi spørger ind til baggrunden for beslutningen om, at hotellet skal lukke om under 14 dage.

Michael Gadeberg fortæller til SkanderborgLIV, at han har svært ved at genkende beskrivelsen i forpagterparrets meddelelse om hotellets lukning.

- Jeg synes, det er særdeles ufint, at det rettes mod mig som person. Jeg er ansat som direktør i ejendomsselskabet og varetager dets interesser. At personificere det mod mig, det synes jeg er ufint. Der er en årsag til, at der har været en række sager mellem ejendomsselskabet og Hotel Ry, og det er jo, at man ikke har kunnet nå til enighed, siger Michael Gadeberg.

Foruden at være involveret i Hotel Ry ejer han virksomheden Dansk Ingeniør Service (DIS) i Stilling.

Der skal findes en ny forpagter

Michael Gadeberg overtog Hotel Ry i 2016 i en konstellation med parret Thomas og Anette Poulsen som forpagtere. Siden 2020 har der været en del knaster i samarbejdet, og nu håber Michael Gadeberg, at tavlen kan vaskes ren med en ny forpagter, der vil udvikle Hotel Ry.

- Det er mit store ønske, at hotellet skal være et aktiv for byen, og at det skal drives på ordentlig og hæderlig vis. Det er da helt åbenlyst, at man kan have sin tvivl om, hvad det er for en udlejer, man møder, når man læser deres beskrivelse, men her vil jeg da gerne henvise til min lange erhvervskarriere, og vil man drive hotellet på en ordentlig måde, er jeg nem at have med at gøre, siger Michael Gadeberg og uddyber:

-Jeg er interesseret i at få nogen ind, som har virkelyst og flid til at holde stedet oppe. Og også gerne løfte niveauet. Vil gerne have et sted i Ry, hvor det er over gennemsnittet. Der er flere, der har henvendt sig gennem tiden.

Han anslår, at han har brugt et tocifret millionbeløb på Hotel Ry, siden han sammen med Thomas og Anette Poulsen overtog driften af stedet.

- Jeg synes, det er ærgerlig og vemodigt, at det er kommet hertil. På den anden side ser jeg det som en kærkommen mulighed til at få brugt kræfterne rigtigt på hotellet til at skabe et godt sted. Jeg har brugt mange kræfter på det her, og det vil jeg gerne blive ved med, siger Michael Gadeberg.

Han oplyser, at der allerede er kommet en henvendelse fra en part, der kunne være interesseret i forpagterskabet af hotellet.

En langstrakt professionel og privat strid

Anette Poulsen siger altså kortfattet i telefonen, at parret ikke begive sig ud i mudderkast, men i pressemeddelelsen henvises der blandt andet til "langvarig chikane, som bare fortsætter og fortsætter, også på det private plan." Det hører med til historien, at forpagterparret og Michael Gadeberg er naboer i Tulstrup og blandt andet har været involveret i stridigheder om byggeri i skel samt opsætning af et vildtkamera - noget, der tidligere er beskrevet i blandt andet Midtjyllands Avis.

Gennem årene har parterne været involveret i flere retssager vedrørende Hotel Ry om huslejen, noget forpagterparret også henviser til i deres pressemeddelelse. Ifølge Michael Gadeberg har han dog fået medhold i mindst lige så mange sager som Thomas og Anette Poulsen gennem årene.

I pressemeddelelsen fremgår det, at huslejen stiger fra 1,2 millioner kroner om året til 2,6 millioner kroner. Også her mener Michael Gadeberg, at modpartens beskrivelse mangler nuancer.

- Jeg gav henstand i lejen de første tre år. De fire efterfølgende år halverede jeg lejen. Og nu har jeg haft en uvildig ejendomsmægler til at vurdere stedet. Det har resulteret i en huslejestigning, hvor lejen er sat i forhold til lignende lejemål i området - hvad erhvervslejeloven giver ret til. Jeg har tilbudt at hæve lejen med 25 procent om året frem til 2028, så de får fire år til at vænne sig til den nye leje. Jeg synes faktisk ikke, at jeg har været barsk, siger Michael Gadeberg.

Hotel Ry skriver, at de "overholder alle aftaler i resten af juni måned, dvs. afvikler selskaber og konferencer. Hotellets værelsesudlejning og Gastropubben er åben som sædvanligt, og vi vil gøre hvad vi kan for at sikre vores personale nye arbejdspladser. Det er muligt, at Gastropubben lukker en uges tid før. Men 1. juli 2024 er det slut."

Manden er ikke frataget retten til at arbejde som pædagog, hverken for børn eller personer med handicaps. Foto: Axel Schütt

Ansat pædagog trampede på handicappet beboer: Nu er dommen faldet

En 57-årig mand er blevet idømt 60 dages ubetinget fængsel for vold mod en mandlig beboer med udviklingshæmning.

Retten i Horsens har afsagt dom i sagen, der udspillede sig 29. december sidste år på bostedet Sølund i Skanderborg.

Mandlig ansat på bosted får fængselsstraf for vold mod beboer med udviklingshæmning.

En 57-årig mand er blevet idømt 60 dages ubetinget fængsel for vold mod en mandlig beboer med udviklingshæmning.

Retten i Horsens har afsagt dom i sagen, der udspillede sig 29. december sidste år på bostedet Sølund i Skanderborg.

Her var den 57-årige ansat på bostedet og udsatte ifølge anklageskriftet, som Stiften har fået aktindsigt i, beboeren for vold ved at have presset hans hoved ned mod gulvet, trampet adskillige gange på hans ben, slået ham i hovedbunden og trukket ham i øret, alt imens beboeren sad i skrædderstilling på gulvet.

Trykkede på næsen for at vise smerte

Beboeren har ikke noget sprog og forsøgte derfor at signalere smerte eller ubehag ved at trykke sig selv på næsen.

Anklagemyndigheden gik også efter, at han skulle fratages retten til at arbejde som pædagog og udøve virksomhed på institutioner, opholdssteder eller lignende, der i det væsentligste bebos af børn, unge eller personer med vidtgående psykiske eller fysiske handicaps, samt at hans ret til at virke som dørmand og vagt i autoriserede virksomheder skal tages fra ham, mener anklagemyndigheden.

Denne del af anklagerens påstand var retten dog ikke enig i, og det blev ved fængselsstraffen.

Den 57-årige var tiltalt efter straffelovens §244, som har en strafferamme på op til tre år. Han udbad sig betænkningstid efter dommen.

"Vi vil gerne være et allemandseje og favne et bredt behov her i Skanderborg," har Louise Mammen sagt før åbningen af Postyr, der byder på hele 420 kvadratmeter i stueetagen af Lille Nyhavn i Skanderborg. Foto: Kim Haugaard

Madanmeldelse af Postyr: Velsmag, gode råvarer og fantastisk beliggenhed

I idylliske omgivelser ved Skanderborg Sø har René og Louise Mammen åbnet restaurant Postyr, der imponerer med no-nonsense-gastronomi og velsmag uden så mange dikkedarer. Vores anmelder kvitterer med 5 velfortjente stjerner - og de kommer sammen med en tak til René og Louise Mammen for at turde at satse på Skanderborg, selvom de har rigeligt på tallerkenen. Det kræver mod, knofedt og ikke mindst passion.

I idylliske omgivelser ved Skanderborg Sø har René og Louise Mammen åbnet restaurant Postyr, der imponerer med no-nonsense-gastronomi og velsmag uden så mange dikkedarer.

MADANMELDELSE: Hvis René og Louise Mammen lavede en energidrik, ville jeg være den første til at købe den.

For jeg har altid været fuld af beundring over, hvordan de kan have gang i så mange ting på samme tid. Jeg mener; de har immervæk tre børn, en Michelin-restaurant på Aarhus Ø, en bistro med Bib Gourmand-status og en YouTube-kanal med over 20.000 følgere, hvor René deler opskrifter og køkkentips med danskerne.

Børnefamilierne kender også René Mammen fra de store reklamer ved McDonald's, hvor han flere gange har lagt navn til deres Homestyle-burgere. Eller fra annoncerne på Facebook, hvor han reklamerer for intelligente kogeplader eller måske fra den populære podcast ”High on cars”, hvor han deler ud af sin kærlighed for hurtige biler. Og fik jeg sagt, at Louise Mammen deltog i Robinson Ekspeditionen sidste år?

René Mammen har da også erkendt, at han faktisk slet ikke havde overskud til at åbne endnu en restaurant. Men så blev der pludselig opført et prestigebyggeri i Skanderborg, hvor Mammen-parret bor. Og chancen for at bringe gastronomien til hjembyen var for stor at modstå, for ”byen mangler virkelig sådan et sted”, har han tidligere sagt.

Postyr har åbent fra 10 til 22 i hverdagene og til midnat i weekenderne. René og Louise Mammen har sagt, at det muligvis kan ændre sig, men nu skal de først finde ud af behovet og tilslutningen til restauranten. Foto: Kim Haugaard
Der er plads til 56 spisende gæster i restauranten og endnu flere, hvis man tæller ekstralokalet med til selskaber. Foto: Kim Haugaard

Og med ”sådan et sted” mener han en restaurant, der skal kunne lidt af det hele. Ét sted, hvor du kan spise croque madame med gammelknas (hvis der snart er mere tilbage) om formiddagen, snuppe en burger til frokost, spise ribeye med bearnaise om aftenen eller gå all in med en 4-retters menu til beskedne 485 kroner (785 kr. inklusiv vinmenu).

Noget tyder på, at Mammen har ret i sin vurdering. For det har ikke været nemt at få bord på Restaurant Postyr, som de har døbt stedet, siden åbningsdagen 6. maj.

Og det gjorde mig oprigtig glad i madhjertet at se, hvordan restauranten var fyldt til bristepunktet, da jeg satte mig til bords en lun majaften med min medspiser og kone. Og jeg forestiller mig, at klientellet er præcis, som Mammen-parret har håbet og drømt om: En god blanding af forældre med teenagebørn, mænd i hawaii-skjorter, en højlydt venindegruppe og par på romantiske dates.

Ikke raketvidenskab

Vi valgte den 4-retters menu og tilkøbte lidt snacks, da man ikke skal sige ”sortfodsskinke” mange gange, før jeg hopper på. Vi tilkøbte også brød, som var svampet på den helt rigtige måde og med sprød og halvbrændt skorpe, drysset med havsalt samt et skvis olivenolie i midten. Friskbagt, sagde de. Og det var det!

Postyr byder på forskellige snacks. Her er det sortfodsskinke og deres hjemmebagte brød med pisket smør. Foto: Anders Hjelmer Paulsen
Ørred, løgsalat, dild og peberrodfløde. Foto: Anders Hjelmer Paulsen

Det undrede mig dog, da vores første forret kom på bordet, at præcis samme brødservering gentog sig. Det blev ikke nævnt på forhånd, og havde vi haft den information, havde vi ikke betalt ekstra for brød, som alligevel var en del af menuen.

Når det er sagt, så var forretten et flot eksempel på, at man kommer langt med gode råvarer og enkel anretning. Saltet ørred var skåret i tynde skiver sammen med en løgsalat, dild, solsikkekerner samt peberrodsfløde, der var skilt med dildolie. Det var ikke raketvidenskab, men det var frisk, lækkert og fortalte på en måde hele stedets dna.

For fælles for alle retter var, at fokus lå på få, velvalgte råvarer og stor velsmag. Ligesom næste ret, der var Postyrs udgave af en klassisk tatar, der kom på en bund af løvstikkemayo og var toppet med tørret tomat og boghvedekerner. Den var næppe anrettet med pincet, men den smagte himmelsk og kødet var hakket i lidt større chunks, præcis som jeg godt kan lide min tatar.

Tatar med tørret tomat, løvstikkemayo og boghvedekerner. Foto: Anders Hjelmer Paulsen

I glasset blev vi præsenteret for en glimrende spätburgunder fra den unge, tyske vinmager Stefan Meyer, der praktiserer biodynamisk vindyrkning i Pfalz. Jeg har tidligere drukket hans chardonnay, som jeg var begejstret for, og jeg kan hermed konkludere, at manden også excellerer i de røde druer.

Og nu vi er ved vinene, bliver man ikke skuffet over at bladre i Postyrs vinkort. Det er overraskende stort og har vægt på de klassiske, europæiske vinregioner. Vores unge, søde (og ret uerfarne) tjener vidste dog ikke meget om vin, men hun søgte øjeblikkeligt hjælp, når hun stødte på spørgsmål, hun ikke kunne svare på. Det var lige efter bogen, og jeg kunne virkelig godt lide hendes ”helt-nede-på-jorden”-væsen.

Ikke sparet på noget

René Mammens livret er grydestegt kylling, og det var netop kylling, der var dagens hovedret. Den var økologisk (fra Gothenborg nær Silkeborg), og vi fik den med hvide asparges, små spinkle gulerødder med top samt kartoffelsalat, der kom i en skål ved siden af. Det var smagen af dansk sommer uden så mange dikkedarer.

Kylling med asparges, gulerødder og syrlig kartoffelsalat. Foto: Anders Hjelmer Paulsen
Mammen-parret anslår, at de brugte 150.000 kroner på at åbne deres første restaurant. - Det kan du gange med mange for det her, har Louise Mammen tidligere udtalt. Foto: Anders Hjelmer Paulsen

Og så sad vi der og betragtede solnedgangens farvespil over Skanderborg Sø, mens vi overvejede, om vores maver havde plads til ost før desserten. Og jeg havde for længst forstået, hvorfor Postyr har fået så varm en velkomst i byen. Alene i maj har 2.500 gæster besøgt de nye lokaler, hvilket taler sit eget tydelige sprog.

Det fik vi

Brød med pisket smør: 40 kr.

Sortfodskinke: 80 kr.

2 x 4-retters sæsonmenu: 970 kr.

2 x vinmenu: 600 kr.

Tilkøb af ost: 240 kr.

Samlet regning for to personer: 1930 kr.

For kombinationen af første klasses beliggenhed, comfort-food og en stilren indretning, må være svaret på succes. Selv på toilettet fortsatte følelsen af høj klasse med røde Vola-armaturer og matchende fliser, og jeg havde følelsen af, at der ikke var sparet på noget.

Det gjaldt også osteserveringen, som dog blev sat på bordet helt uden forklaring. Og det er da at skyde sig selv i foden, når osten er fra Arla Unika i form af Rød Løber, Den Hvide Dame og Gammel Knas. Lige her synes jeg, at betjeningen gik fra uformel til sløset.

Ostetallerken med Arla Unika-oste, der blev serveret sammen med en sødlig æblekompot. Foto: Anders Hjelmer Paulsen
Is på kærnemælk sammen med crumble, rabarber og hyldeblomstfløde. Foto: Anders Hjelmer Paulsen

Men efter en vellykket dessert med bagt rabarber, marengs, kærnemælkis og crumble er jeg ikke i tvivl om, at Postyr lander på 5 velfortjente stjerner. Og de kommer sammen med en tak til René og Louise Mammen for at turde at satse på Skanderborg, selvom de har rigeligt på tallerkenen. Det kræver mod, knofedt og ikke mindst passion.

Det er ikke længe siden, at jeg hørte en podcast, hvor René Mammen fortalte, at han i tiden før flytningen af Substans til Aarhus Ø fik tilbudt et kantinejob hos en stor århusiansk virksomhed, hvor lønnen var højere, end han nogensinde havde tjent og arbejdstiderne mere spiselige. Men som han sagde, ”så bliver jeg nok aldrig klar til sådan noget kantinehejs”.

For han elsker at gøre sig umage og arbejde med gode råvarer. Og det mærker man i den grad på Postyr.

Bedømmelse

Mad og drikke: 5

Postyr er ikke stedet, hvor maden anrettes med pincet. Vi er mere i bistro-genren med fokus på velsmag, gode sæsonbestemte råvarer og høj værdi for pengene. Og det mestrer de. Restauranten har også åben til formiddag, hvor jeg har været forbi til sen morgenmad (hvilket også var en god oplevelse) samt frokost (med stort udvalg af smørrebrød og a la carte-retter).

Service: 4

De unge og venlige tjenere fik os til at føle os godt tilpas med deres jordnære attitude. Når de ikke kunne svare på spørgsmål, sørgede de hurtigt for at hente mere vinkyndig forstærkning. Enkelte gange vippede servicen dog fra uformel til sløset.

Omgivelserne: 6

Man er første parket til vandet med placeringen i Lille Nyhavn, hvor udsigten ikke fås meget bedre. Indretning er tjekket med kolde, rå betonvægge, der møder varmt trægulv samt smukke massive borde og stole fra danske Form & Refine.

Værdi for pengene: 5

785 kroner for en 4-retters menu og vin er bestemt godkendt, niveauet taget i betragtning. Det er også muligt at bestille a la carte, hvor der forsøges at omfavne bredt med alt fra burger til pasta samt diverse børneretter.

Restauranter bedømmes på en skala, hvor 1 stjerne er bundkarakter, og 6 stjerner er topkarakter. I den samlede vurdering runder vi op eller ned.

På Sølund Musik-Festival stoppede flere vilde byger ikke festen. Foto: Bjarne Gul Christensen

Billederne viser fest og glade dage: Men forude venter en kamp for festival

Selvom der var fest i samtlige 72 timer, da Sølund Musik-Festival løb af stablen den 11. til 13. juni, så ændrer det ikke på festivalens økonomiske situation.

Festivallederen Lasse Mortensen gør status, og fortæller at festivalen nu skal prøve at finde varige løsninger.

- Christiansborg synes, at de har prioriteret rigeligt med midler til tilskud til ledsagelse. Men ude på bostederne mangler de midler. Så hvor bliver de penge af? Vi bliver nødt til at finde ud af det i samarbejde, siger Lasse Mortensen.

Sølund Musik-Festival var en stor fest, men det ændrer ikke på en presset økonomi i fremtiden. Se billeder fra festivalen nederst i artiklen.

Den store omtale og de mange indsamlinger fik i sidste uge sin foreløbige kulmination, da Sølund Musik-Festival løb af stablen i Skanderborg 11.-13. juni.

- Vi havde en stor fest i samtlige 72 timer, lyder det fra festivalleder Lasse Mortensen.

Dermed har festivalen også cementeret sin plads som verdens største festival for udviklingshæmmede.

Det ændrer dog ikke på årsagen til de forgangne måneders store omtale af festivalen: De sælger ikke nok billetter til selv at køre rundt.

Til sidste uges festival solgte de lige så mange billetter som i 2023: Cirka 6.000. Det vil sige, at omsætningen også lyder på det samme, og det er ikke nok til at få økonomien til at hænge sammen.

- Deltagelsen i år er god, hvis man husker på, at folk har svært ved at komme afsted, lyder det fra Lasse Mortensen.

Lasse Mortensen er festivalleder og talsmand for Sølund Festival. Foto: Johanne Jedig Wejse

Den helt store udfordring fra Sølund Musik-Festival er ledsagelsen. Mange af gæsterne fra festivalens kernepublikum har nemlig behov for en ledsager, men her støder flere ind i problemer, og ledsageren kan være nødsaget til selv at betale for at være arbejde.

På flere andre festivaler kan ledsagere komme ind gratis. Hvorfor skal de eller kommunen betale for adgang til Sølund? 

- Andre festivaler har 25.000 gæster, og ud af dem 300 med behov for ledsagelse. Derfor kan de 25.000 godt betale den lille ekstraudgift. Men for os ville det gå helt galt. Hver gang jeg sælger 2,99 borgerbilletter, så sælger jeg en ledsagerbillet – så 1500 ledsagere kan ikke engang gøre det. Hvis ledsagere skal have gratis adgang, så skal jeg fordoble prisen på billetterne, og det går ud over alle dem, der ikke har brug for ledsager, siger Lasse Mortensen.

Han fortæller, at det næste stykke tid derfor skal gå med at finde en bedre løsning, og at de allerede har tråd i både Kulturministeriet og Socialministeriet.

- Christiansborg synes, at de har prioriteret rigeligt med midler til tilskud til ledsagelse. Men ude på bostederne mangler de midler. Så hvor bliver de penge af? Vi bliver nødt til at finde ud af det i samarbejde.

Det vil de blandt andet gøre ved at række ud til nogle af dem, der har haft mulighed for at komme på festival – for at høre, hvorfor de har mulighed for at komme år efter år.

- Vi har forpligtet os til, med alle de donationer vi har fået, at lave en god fest og skabe noget livskvalitet for de her mennesker. De skal have kultur som alle andre, og det agter vi at give dem mulighed for, siger Lasse Mortensen.

Du kan finde et stort galleri med billeder fra festivalen på Spotted. Men her er et udpluk:

Billedserie fra Sølund Festival – her fra tirsdag. Foto: Bjarne Gul Christensen
Billedserie fra Sølund Festival – her fra torsdag. Foto: Bjarne Gul Christensen
Billedserie fra Sølund Festival – her fra onsdag. Foto: Bjarne Gul Christensen
Billedserie fra Sølund Festival – her fra torsdag. Foto: Bjarne Gul Christensen
Billedserie fra Sølund Festival – her af Birthe Kjær torsdag. Foto: Bjarne Gul Christensen
Det skal du også vide - kort nyt

Kort nyt: Lokalformand vil have S ud af regeringen, nye krav til parkering – og lokal vinder af Le Mans

Velkommen til dit nyhedsoverblik fra SkanderborgLIV.

Først de helt hurtige nyheder...


📚 Det lille forlag Book Lab fra Ry har modtaget Forening for Boghåndværks prestigefyldte F. Henriksen medalje for deres arbejde med at udgive smukke bøger, skriver forlaget i en pressemeddelelse. Herfra lyder et stort tillykke, og en opfordring til at slå vejen forbi Boeletvej i Ry for at se forlaget med egne øjne.


🏆 Nu kan du indstille personer, foreninger og institutioner til tre af Skanderborg Kommunes fire priser inden for kultur- og idrætsområdet. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse. Så er det med at gå i tænkeboks, om du kender nogen, der fortjener at vinde ”Årets talent”, ”Årets ildsjæl” og Skanderborgprisen ”Sporen”, der gives for en særlig indsats til gavn for det frivillige foreningsliv.


🩰🎨 Nu har Kulturskolen Skanderborg åbnet for tilmelding til de forskellige kreative hold til sæson 2024/2025. Her vil to af de mest populære hold, tegning og ballet, nu finde sted i de nye lokaler på fællesskabshuset Flok. Det skriver Kulturskolen Skanderborg i en pressemeddelelse.


🧀 Var du også i krise over den forgangne uges nyhed om, at Danmark snart løb tør for osten Gammel Knas? Så fortvivl ikke. Arla meldte nemlig ud, at vi ikke løber tør for osten, og lokalt er den kommet på lager hos vinbar- og butikken La Klas i Lille Nyhavn. Så er BMO'en, vi nævnte i HM Bakery-artiklen, vist reddet alligevel.


... og så videre til resten af dit nyhedsoverblik 👇

Lokalformand for Socialdemokratiet: Træd ud af regeringen

Socialdemokratiet i Skanderborg kårer den nuværende borgmester Frands Fischer som partiets borgmesterkandidat. Han præsenteres her af formanden Leo Fodgaard Hansen. Foto: Socialdemokratiet Skanderborg

Socialdemokratiet fik et historisk dårligt valg ved Europaparlamentsvalget, og derfor bliver partiet nødt til at lave drastiske ændringer. Sådan lyder det fra flere stemmer i Socialdemokratiets bagland, skriver TV2.

Heriblandt Leo Fodgaard Hansen, der er foreningsformand for Socialdemokratiet i Skanderborg. Han siger til TV2, at Socialdemokratiet har behov for at gå "bodsgang" overfor vælgerne, og at partiet bør trække sig helt fra regeringssamarbejdet med Venstre og Moderaterne.

- Hvis vi skal bevise over for vores kernevælgere, at vi vil noget andet, så tror jeg altså, at vi skal gøre noget dramatisk. At træde ud af regeringen er rimelig dramatisk, siger han til TV2.

Han understreger desuden, at Socialdemokratiet hører hjemme "til venstre for midten", men nu har bevæget sig for langt til højre. Derudover langer han ud efter beslutningen om at afskaffe Store Bededag.

SkanderborgLIV har spurgt borgmester Frands Fischer, der også er fra Socialdemokratiet og netop blevet genudpeget som borgmesterkandidat af blandt andre Leo Fodgaard Hansen, hvad han tænker om lokalformandens udmelding. Frands Fischer har ingen kommentarer.

Fra Hørning til podiet i Le Mans

Nicklas Nielsen (th.) vandt sammen med Antonio Fuoco fra Italien (midten) og Miguel Molina fra Spanien (tv.) i det 92ende Le Mans-løb. Foto: Fred Tanneau/AFP/Ritzau Scanpix

Vi skrev i sidste uge, at vi havde en lokal repræsentant i årets udgave af 24-timersløbet på Le Mans.

Og sandelig, om ikke vi nu har en lokal vinder. 

Alle landets medier kunne pludselig berette om en dansk vinder af Le Mans, der blev sendt på TV2.

Det var 27-årige Nicklas Nielsen fra Hørning, der med holdet vandt i Ferrari nummer 50. Han er første danske vinder siden 2013, skriver TV2 Sport.

Nicklas Nielsens hold i Ferrari nummer 50 tog revanche for sidste år, hvor de blev nummer fem. 

Ifølge TV2 Sport var 13 danskere til start i løbet, og flere kæmpede om sejren i de forskellige klasser. Men Nicklas Nielsen, og for en stund danskeren Michael Christensen, kørte med om den samlede sejr via Hypercar-klassen.

Det er nogle helt særlige biler, der bliver kørt i til 24-timers løbet Le Mans. Foto: Christophe Petit Tesson/EPA/Ritzau Scanpix

Minimumskrav om cykelparkering på vej

Fremover skal der være særlige parkeringspladser til cykler ved særligt pladskrævende butikker. Foto: Mette Mørk

Skanderborg Kommune er på vej med en ny standard for parkering, der forventes at blive vedtaget på byrådsmødet i næste uge.

Her skal to forhold ændres:

For det første indføres en dispensationsmulighed for parkeringskravet, hvis en eksisterende bygning ændrer anvendelse.

Det betyder, at hvis nogen køber en bank, og omdanner den til restaurant, så skal der bygges flere parkeringspladser – men det vil nu være muligt at dispensere fra, så bygningen i fremtiden blot skal bevare de eksisterende parkeringspladser.

For det andet kommer der nu krav om cykelparkering ved særligt pladskrævende butikker. Der skal altså fremover være minimum fem pladser til cykelparkering ved eksempelvis byggemarkeder og møbelforretninger, der er over 1.500 kvadratmeter.

Flygtningelejr for tyskere: Ny bog skildrer Dyrehaven efter 2. verdenskrig

Bogen Flygtningelejren Sølund er skrevet af Martin Philipsen Mølgaard, museumsinspektør og arkivleder ved Museum Skanderborg, og Julie De Vos, arkæolog ved Museum Skanderborg. Foto: Leif Erik Vaag/Turbine Forlaget

I slutningen af 2. verdenskrig kom tyske flygtninge til Skanderborg. De blev placeret i de tidligere tyske hovedkvarter for Luftwaffe i Dyrehaven, der fra sommeren 1945 blev omdannet til flygtningelejr.

En flygtningelejr, der er omdrejningspunktet i en ny bog. Bogen Flygtningelejren Sølund - De tyske flygtninge i Skanderborg 1945-1946 er netop blevet udgivet ved forlaget Turbine af Museum Skanderborg. Det skriver forlaget og museet.

Bogen er skrevet af Martin Philipsen Mølgaard og Julie De Vos. 

Martin Philipsen Mølgaard er historiker ansat som museumsinspektør og arkivleder ved Museum Skanderborg. Han arbejder især med formidling af 2. Verdenskrig.

Julie De Vos er arkæolog ved Museum Skanderborg, og hun arbejder især med samtidsarkæologi og konflikt.