Borgerforening lavede legeplads for småpenge: - Fedt med noget til de mindste
Efter to års arbejde blev legepladsen i Alken indviet i juni 2023. Den er resultatet af en indsats fra Alken Borgerforening, som selv har søgt midlerne og opført legeområdet.
Det er den måde, langt de fleste legepladser i kommunen kommer til. Og de seneste år er tendensen vendt efter et par år med relativt få byggetilladelser.
På fællesarealet i Alken ligger en balancebane bygget af træ. Den lave balancebane er især lavet til børn i alderen 2-7 år, som nu kan nyde det gode vejr på fællespladsen.
De lokale børn har haft muligheden for at nyde legeområdet i et års tid. Det har borgerforeningen i Alken sørget for.
Sådan er det for mange af kommunens legepladser. En borgerforening eller grundejerforening ser behovet, og sørger for at søge både midler og tilladelser.
I 2023 blev der dermed givet byggetilladelser til 16 legepladser rundt i hele kommunen, og fra januar til april i år er der givet 9 byggetilladelser til legepladser. Det viser tal fra Skanderborg Kommune.
Efter et par år med knap så meget aktivitet i 2018 til 2020, hvor der hvert år maks. blev givet 10 byggetilladelser, er tendensen altså vendt i de seneste år.
Selvom tallene også dækker over opførelse og tilbygninger til legepladser på institutioner, så er langt hovedparten af byggetilladelserne givet til borgergrupper i forskellige afskygninger.
Skanderborg Kommune har også puljer, som borgere kan søge til etablering af legepladser. Både Fællesskabspuljen, der uddeler penge til fysiske projekter i naturen og styrker det lokale fællesskab, samt Landsbypuljen, der støtter projekter der gavner det gode liv i landsbyen og landdistrikterne.
Proces på mere end to år
Alken Borgerforening søgte Landdistriktspuljen, da den besluttede sig for at det kommunalt ejede fællesareal i landsbyen manglede en legeplads.
I april 2021 fik foreningen en bevilling på 20.000 kroner til at bygge et lille legeområde, fortæller Asmund Bertelsen, der er kasserer i Alken Borgerforening.
- Det er jo et relativt lavt budget, set i legeplads-sammenhæng. Derfor besluttede vi at lave en balancebane, fordi vi så ikke behøvede et faldunderlag, siger Asmund Bertelsen.
- Og så kom det store arbejde i virkeligheden, fordi vi skulle have alle de forskellige tilladelser på plads til at opføre legepladsen.
Alken Borgerforening fik byggetilladelsen til legepladsen i marts 2023, og hele processen endte altså med at tage mere end to år, for legepladsen blev taget i brug juni 2023.
- Det tog ret lang tid, men det er jo simpelthen bare fordi, at sikkerheden skal være i orden. Men en del af det hænger jo også sammen med, at vi også selv lige skulle finde ud af, hvilken legeplads, vi gerne ville lave, siger Asmund Bertelsen.
Håber at udvide
Han er dog sikker på, at processen sagtens kan gøres hurtigere. Meget af arbejdet gik nemlig med at finde ud af, hvilke regler der er for sikkerhed, og hvordan det gik i tråd med deres budget og borgernes ønsker.
- Det er virkelig vigtigt med sikkerheden, og det var også den helt store bekymring, vi havde inden. Men det er virkelig blevet godt nu, og det er virkelig fedt, at der også er noget til de mindste børn på fællesarealet – og så har vi en boldbane til de større børn, siger Asmund Bertelsen.
Derfor har det heller ikke skræmt dem; faktisk håber borgerforeningen på et tidspunkt at udvide legepladsområdet.
- Det her var jo et meget simpelt projekt og en simpel proces – til et større legeområde ville vi skulle indhente tilbud og beskrive det indgående. Så lige nu mangler vi tiden til at få det gjort. Men jeg tænker, at vi allerede er bedre rustet, fordi vi nu ved, hvordan arbejdsgangen er i det, siger Asmund Bertelsen.
Skanderborg Kommunes Fællesskabspulje gav i 2023 tilsagn om støtte til én legeplads, med overskriften "Spis og sans din naturlegeplads". Men byrådet har tidligere besluttet, at Fællesskabspuljen skulle støtte legepladser.
Derudover gav Landsbypuljen i Skanderborg støtte til en legeplads i Sjelle.