Karla Dyhm-Junge og hendes mor er enige om, at der nok skal gå en rum tid, inden de kan vise sig i Netto i Harlev igen. I starten af august skabte de nemlig et værre postyr, da en mail tikkede ind på Karlas telefon. I emnefeltet stod der "holdudtagelse til Paris". Den 21-årige dressurrytter fra Skanderborg var dødtræt efter en weekend med landsholdstræning, og havde desuden favnen fuld af den foretrukne mayonnaise på tilbud. Hun kunne ikke rumme at blive skuffet midt i køen i Netto og ville vente med at åbne mailen.

Men det ville Karlas mor, der selv er tidligere dressurrytter på højt niveau, ikke høre tale om. Det skulle være her og nu i Netto. Sådan blev det, og Karla Dyhm-Junge var blandt de fire navne på dressurholdet, der fra på onsdag skal repræsentere Danmark ved De Paralympiske Lege i Paris.

- Det er jo det største, der findes. Alle ved, hvad de Olympiske Lege (herefter OL) eller De Paralympiske Lege (herefter PL) er. Jeg plejer at kalde det OL. Det er nemmere. Så forstår folk vigtigheden i det. Og der er virkelig ikke noget større end det. Alle sportsgrene er samlet, og alle kæmper om det samme. I ridesport er der aldrig så meget sendetid, som når der er OL eller PL. "Rask OL" har varmet banen op for os, og nu kommer vi, siger Karla Dyhm-Junge.

Det summer af aktivitet mandag eftermiddag på ridecentret i Hørslev lidt uden for Harlev. Her bor Karla Dyhm-Junges makker, kollega, arbejdsredskab og bedste ven. Hesten Daisy. Et imponerende væsen, der tårner op over sin rytter, og et dyr der er trænet til at følge den mindste anvisninger i de komplicerede serier og øvelser, som dressurrytterne skal udføre i deres konkurrencer.

Karla Dyhm-Junge red sin første konkurrence, da hun var fem år. Hun har været til nationale, europæiske og sågar verdensmesterskaber. At dyste har altid været vigtigt for hende, og hun mener selv, hun er født med konkurrence-gen.

- Jeg tror, jeg var otte år, da jeg sagde min mor, at jeg ville til DM. Det havde min daværende træner nemlig været, og hun var den sejeste i min verden.

Nu er det så den helt store ridebane, der venter for Karla Dyhm-Junge i Paris. Der, hvor konkurrencen er allerhårdest, og forventningerne allerstørst, når hun sammen med 31 andre danskere skal dyste om medaljer.

Hvilken følelse fylder mest i dig nu, hvor du snart skal af sted?

- Taknemmelighed. Mest af alt. Over for alle omkring mig. Og uden landsholdstrænerens tro på mig, var det jo ikke lykkes. Men også ydmyghed over at få lov til at være med.

Det lå ikke nødvendigvis i kortene, at Karla Dyhm-Junge skulle komme til at dyrke sport på så højt et niveau, at det kunne udløse en billet til et så stort stævne. Hun har rygmarvsbrok og har et hul i rygsøjlen. Desuden har hun bundet rygmarv. Sidstnævnte blev først konstateret relativt sent. Normalt binder rygmarven sig ikke, men lægger sig til rette i lænden. Hos dressurrytteren binder rygmarven i stedet til knogler, hvilket resulterer i dårlig blodtilførsel og stivhed i benene.

- Da jeg var omkring 14, voksede jeg rigtig meget, og pludselig var der flere ting ved min krop, der ikke virkede. Så udover, at jeg ikke kunne mærke mit venstre ben, kunne jeg pludselig ikke mærke mit højre, og jeg kunne ikke bruge mine arme ordentligt. Først da jeg var 18, blev det konstateret, at jeg havde bundet rygmarv, siger Karla Dyhm-Junge.

Handicappet betyder, at hun lettere end mange af sine jævnaldrende bliver træt. Siden januar har hun sat studierne på pause for at hellige sig missionen om at sikre en plads på det olympiske hold. Det betyder også, at hun bruger otte timer om dagen på ridecentret, men det må foregå i to halvlege, en om formiddagen og en igen om eftermiddagen. Midt på dagen vender hun retur til Skanderborg for at hvile sig.

- Jeg ser ikke så handikappet ud, når jeg går. Men det kommer nok af, at jeg blev drillet lidt i folkeskolen, og derfor altid har gjort meget for at se "normal" ud. Det kan jeg ikke slukke for. Men jeg går rundt. Jeg sidder ikke i kørestol. Det gider jeg ikke. Selvom det er udmattende. Jeg kan for eksempel ikke så godt gå på ridebanesandet, fordi det er ujævnt. Sådan er det bare.

Den ene hest efter den anden trækkes ud af staldene og sendes ud på ridebanerne. Man fornemmer et særligt fællesskab mellem de hesteglade mennesker, som tydeligvis kender hinanden, og hinandens heste, på kryds og tværs.

- Den der hedder Frank. Frank Ocean, ligesom sangeren, siger Karla og peger på en rød hest.

En rytter lykønsker med udtagelsen og spørger, hvilken streamingtjeneste, man kan følge legene på.

- Vi får det vel at vide i god tid, hvornår I skal ride? Det er da skideirriterende, når man først opdager det bagefter, siger den snakkesalige rytter, og Karla Dyhm-Junge forsikrer, at de andre på ridecentret nok skal få besked i god tid.

Daisy og Karla har været makkere siden 2020, hvor hun opgraderede fra en pony til en fuldvoksen model. Hestesport er nok en af de mindst demokratiske sportsgrene i verden, for gode dressurheste er afsindigt dyre. Selvom Daisy er en dejlig hest, og en hest til over 100.000 kroner, er det ikke et dyr af en kaliber, som man kan vinde olympisk guld på, siger Karla Dyhm-Junge.

I en bisætning nævner hun desuden, at et par ridestøvler koster 7000 kroner, og at det koster hende omkring 10.000 kroner om måneden at have Daisy.

Karla Dyhm-Junge, der ellers udstråler masser af selvtillid og tro på egne evner, har da heller ikke en målsætning om at få metal med hjem fra Paris. Det er hendes PL, og det gælder om at lære og suge til sig fra de dygtige holdkammerater på dressurholdet, især Tobias Thorning Jørgensen, der ved PL i Tokyo hentede to guldmedaljer til Danmark.

- Jeg er for ambitiøs, hvis jeg siger en medalje som mål. Så det handler om at nå top 8 første dag. Det vil jeg rigtig gerne. Jeg har ikke råd til at være i toppen, for det kræver en bedre, og dyrere, hest.

Med den enorme bevågenhed, som følger med OL og PL, er der tale om det perfekte udstillingsvindue og en enestående chance for at rykke længere op i eliten inden for dressurridning. Leverer Karla Dyhm-Junge et godt resultat i Paris, er der nemlig en chance for, at en sponsor kan få øjnene op for hende - og betale gildet for en bedre hest.

- Det er derfor, det er så godt, at jeg skal med nu. Jeg ville kunne bruge et godt resultat til at henvende mig til en avler og tilbyde at ride en god hest for dem - uden at skulle betale for hesten. Det ville være dejligt at gøre det så godt, at de kan kende ens navn, når man efterfølgende sender dem en mail og tigger dem om en hest, siger Karla Dyhm-Junge og griner.

Selvom man ikke følger ridesporten til daglig, skal man have levet under en sten denne sommer for at have undgået debatten om dressurridning på topniveau. Flere atleter, inklusiv en dansk toprytter, er havnet i massiv modvind efter lækkede videoer, hvor de pisker dressurhestene.

Så sent som onsdag i denne uge kom det frem, at fødevareminister Jacob Jensen (V) skal have et møde med Dansk Rideforbund for at diskutere strengere straffe, hvis ryttere pisker hestene.

Debatten fylder selvfølgelig ekstremt meget i miljøet, fortæller Karla Dyhm-Junge.

- Det bliver diskuteret hele tiden i toppen. Men det bliver også diskuteret, hvorvidt det er noget, vi diskuterer nok. Jeg kan sige, at det altså er noget, der snakkes om hele tiden.

Dressurrytteren fra Skanderborg har en side på både Facebook og Instagram, hvor hun deler hverdagen med Daisy. Men hun er forsigtig med, hvad hun deler.

- Jeg lægger ikke længere videoer ud af ridning. Jeg er bange for, at nogle tager et screenshot af et eller andet. Jeg prøver at undgå alle videoer. Selvom jeg hverken pisker eller sparker hesten. Jeg rider ikke grimt.

Men du er bange for, at noget kan blive misbrugt eller taget ud af kontekst?

- Ja. Og så er der nogle, der mener, at hvis man rider korrekt, så kan det aldrig blive misbrugt. Og nej, jeg mener heller ikke, at nogle af mine videoer kan misbruges - men jeg vil bare ikke udsætte mig selv for risikoen. Det bliver diskuteret konstant det her.

Her påpeger Dyhm-Junge desuden, at der er forskel på de øvelser, rytterne skal udføre til Olympiske Lege sammenlignet med De Paralympiske Lege.

- Jeg tror, det er med til at forklare, hvorfor jeg aldrig har set det før. Vi skal aldrig presse hesten helt så meget. Vi har helt afgjort svære øvelser, men ikke de helt, helt svære.

Karla Dyhm-Junge sendes på ridebanen i Paris for første gang den 3. september klokken 9. DR viser de Paralympiske Lege.

- Det her anlæg er en frontløber, og det kommer til at fjerne rigtig meget af det PFAS, som vi ikke hidtil har kunnet rense. Så vi håber selvfølgelig, at anlægget først og fremmest kommer til at virke, og at det bliver en model for, hvordan sådan et problem her kan løses.

Det var et fromt håb, bestyrelsesformand i Renosyd, Kresten Bjerre havde, da han indledte indvielsen af det nye, topmoderne renseanlæg ved nedlagte deponi i Skårup et par kilometer uden for Skanderborg på vejen mod Odder. For det ville da være dejligt, hvis man kunne udvikle et anlæg, der kan reducere den mængde PFAS, der finder vej ud i naturen og dens sårbare økosystemer.

Direktør Henrik Müller i Renosyd, som løser en lang række opgaver i Skanderborg og Odder Kommuner, blandt andet renovation, var næste taler, og han skulle hurtigt slå en ting fast.

- Det her anlæg virker - det ved vi. Det virker faktisk rigtig godt.

For godt nok var der i denne uge officiel indvielse med skåltaler og snoreklipning ved borgmester Frands Fischer (S). Men anlægget har kørt i et par måneder, og resultaterne er faktisk så overvældende positive, at man fra både teknisk og politisk hold regner med, at andre kommuner og affaldsselskaber i Danmark vil kigge mod Skanderborg i kampen mod de såkaldte evighedsstoffer som PFAS.

I et par år har PFAS været en varm kartoffel og en sten i skoen på politikere og tekniske forvaltninger og hele Danmark. I nutiden skal vi rydde op i fortidens synder, som det også blev sagt flere gange, da anlægget blev indviet. Deponiet ved Skaarup lukkede i 2022, og nu er der så en løsning på plads, som kan udskille over 90 procent af den PFAS, inden vandet igen ledes forsvarligt tilbage i spildevandssystemet og i sidste ende ud til Skanderborg Sø.

- Spørgsmålet om PFAS har fyldt rigtig meget. Vi har været trætte af, at vi har været kilde til en PFAS-problematik på spildevandsnettet og ud i naturen i Skanderborg. Så det er dejligt at stå her i dag med et anlæg, der faktisk kører, og som vi kan dokumentere fungerer. På den måde er vi da også med til at skrive en lille smule miljøhistorie, siger Henrik Müller, direktør i Renosyd.

Med til åbningen var en del nysgerrige tekniske ansatte fra nabokommuner, der alle står med samme hovedbrud: Hvordan får vi mindsket udledningen af PFAS på den billigste, mest effektive måde? Henrik Müller er overbevist om, at andre vil lade sig inspirere af løsningen ved Skårup.

- Det her kan rykkes ud alle steder. Det kræver selvfølgelig, at man har styr på vandgennemstrømning og så videre, men ellers kan det bruges alle steder. Jeg er helt sikker på, at vi vil se det andre steder. Vi har fået en del henvendelser fra kollegaer i branchen, som gerne vil på besøg og se det.

I disse år er der altså et stort fokus på PFAS og skadevirkningerne fra den store gruppe af PFAS-kemikalier. Det er en omkostningstung affære, og det har kostet omkring fem millioner kroner at opføre den nye løsning ved Skårup.

Borgmester Frands Fischer er naturligvis også glad for, at man nu i Skanderborg har fået et anlæg, der mindsker udledningen af PFAS til Skanderborg Sø - "vores alle sammens sø", som borgmesteren understregede i sin tale. Også Frands Fischer hjælper til med til at sprede nyheden om den lokale succes.

- Jeg sidder med i KL's Klima- og Miljøudvalg, og der har jeg løftet sløret for, hvad vi har gang i i Skanderborg. Der står et par anlæg andre steder i landet, så det er også noget, der er opmærksomhed på. Hvis man ikke er first movers, som vi er det her, så oplever man lidt, at de andre gerne lige vil se det virke. Men det er jo fortidens synder, som vi skal rydde op i, og det er et fælles ansvar. Vi prøver at tage vores del af ansvaret her, siger Frands Fischer.

I takt med, at man bliver bedre til at undersøge for forskellige skadelige stoffer, er der også en vis risiko for, at der kan dukke nye udfordringer op, og at kommunerne bliver pålagt nye opgaver.

- Jeg tror, vi kommer til at stå over for nye udfordringer i den grønne omstilling. Og vi må tage det i det tempo og den rækkefølge, hvor vi bliver vidende om problemerne. Vi må tage det i det tempo, som det er muligt at håndtere det i. Jeg er bare superglad for, at vi her får skruet langt ned for én forureningskilde til Skanderborg Sø, siger Frands Fischer.

Det bliver vist aldrig hverdag at åbne en ny restaurant. Heller ikke selvom det er tredje gang, man prøver det. Der er stadig sommerfugle i maven, når man åbner dørene og skal møde de folk, der gerne skal blive til glade, trofaste og tilbagevendende gæster.

Sådan lød det fra Louise og René Mammen, da SkanderborgLIV mødte dem i Restaurant Postyr 3. maj i år på en dejlig forårsdag, der blev til Lys Nat og bød på det første kig indenfor i den imponerende restaurant.

Nu har ægteparret, der bor i Skanderborg, bespist byens borgere i nogle måneder, og faktisk har de netop gjort status over den første, hektiske tid sammen med personalet.

- Det er jo gået helt vildt godt og over al forventning. Jeg må sige, at der har været bred opbakning fra Skanderborg og opland. Der kommer også mange gæster fra Ry og Odder og selvfølgelig også fra Aarhus, siger Louise Mammen, der har vagt i Restaurant Postyr tre gange om ugen.

Særligt er hun glad for, at Postyr ser de samme ansigter ved bordene igen og igen.

- At der er så mange gengangere, og at vi allerede har så mange stamgæster, det er jeg virkelig taknemmelig for. Det er gået hurtigt, og mange spørger, hvornår retterne på menuen skifter, for nu har de prøvet det hele og vil gerne komme igen. Det er jo bare sindssygt positivt.

Og hvorfor er det nu lige så vigtigt med gengangere? 

- Det er jo dem, der gør, at man overlever, selvom nyhedens interesse har fortaget sig. Vi er selvfølgelig afhængige af, at folk kommer igen, også når de har prøvet os én gang, Det er særligt vigtigt i en lidt mindre by som Skanderborg. Lykkes det ikke at få gengangere, overlever man ikke så længe, og alle restauranter er afhængige af en eller anden form for stamgæster og i særdeleshed herude i oplandsbyerne, siger Louise Mammen.

Siden åbningen har René og Louise Mammen ændret lidt på Postyrs åbningstider. Restauranten åbner nu klokken 11.30 i stedet for klokken 10.

- Det har handlet om at finde ud af, hvad der fungerer, og hvad der er efterspørgsel på. Vi fornemmede ret hurtigt, at folk ikke så os som en morgenmadscafé, men mere som en frokostrestaurant, forklarer Louise Mammen.

Og frokostgæster har restauranten haft mange af.

- Vi ser mange, der kommer i frokostpausen og får to stykker smørrebrød, og så er der ude af døren igen på en halv time. Det er tydeligt at mærke, at de skal videre på arbejde. Faktisk tror jeg, at alsidigheden er en af grundene til, at folk kommer igen. Vi er jo ikke en restaurant, hvor man har prøvet det hele på ét besøg, og mange kommer både for at prøve frokost, kaffe og kringle om eftermiddagen og den lidt større middag med tre eller fire retter om aftenen, fortæller Louise Mammen.

Foruden det nyeste skud på hjemmebanen i Skanderborg driver parret også restaurant Pondus og den michelinstjerne-hædrede restaurant Substans, begge i Aarhus. Postyr er den største restaurant, og Louise Mammen fortæller, at der er 30 ansatte tilknyttet Postyr. Det har taget lidt tid at få holdet op at stå og få styr på alle de børnesygdomme, der følger med, når man kaster sig ud i noget nyt.

- Det har været turbulente tre måneder, hvor vi lige har skullet finde os selv, og vi er vist selv blevet lidt overrasket over, hvor stort et hold, det kræver at drive en restaurant med så mange borde. Nu synes jeg, vi står med et hold, hvor alle er gode. Det har været en stejl læringskurve, men det er helt sindssygt, så dygtige de er blevet alle sammen, lyder det rosende fra Louise Mammen.

Spisekortet opdateres løbende og i takt med årstiderne, men der skal også andre ting på menuen, kan Louise Mammen oplyse.

- Vi er blevet enige om, at vi skal have nogle events. Måske sådan noget som jazzlørdage i samarbejde med vinbutikken eller en vinsmagning. Nogle forskellige temaaftener. Det arbejder vi på nu her, så vi også kan tilbyde nogle lidt anderledes ting. Måske vi laver en "bøf og biograftur", med en hurtigere, lidt billigere middag, inden man kan gå i biografen.

Det er ikke så skidt at drive restaurant i sin hjemby, fortæller Louise Mammen, der blandt glæder sig over at kunne cykle til at og fra arbejde.

- Det er også sjovt at se venner og bekendte og forældre til børnenes venner eller nogle man kender fra cross fit-holdet blandt restaurantens gæster.

ㅤㅤㅤㅤㅤ