"Der er snart kun ejendomsmæglere, frisører og banker tilbage på Adelgade" - men er det rigtigt? Og kan udlejere være kræsne? Få svarene her
Adelgade og Skanderborgs butiksliv har været til debat efter meldingen om, at Skanderborg Vinhandel rykker til Odder. Tabet af endnu en specialbutik får utilfredse borgere til på sociale medier at konstatere, at der kun er frisører, ejendomsmæglere og banker tilbage. Vi har talt sammen, hvor mange lokaler på Adelgade udgøres af ovennævnte, og vi har også talt ledige lokaler - og det er færre, end man måske skulle tro.
Men kan man som udlejer vælge og vrage og sige nej til flere frisører eller endnu en optiker? Det har vi spurgt en af byens udlejere af erhvervslejemål om, og svaret er klart: Det kan man ikke i dagens Danmark.
Til efteråret står endnu et butikslokale på Adelgade tomt, når Skanderborg Vinhandel 30. september har pakket flaskerne og er rykket til Odder.
Hele balladen omkring vinhandlens beslutning om at flytte til Odder er beskrevet i flere artikler i SkanderborgLIV, og på Facebook blev sagen massivt debatstof i lange kommentarspor, hvor mange begræd butikkens valg om at rykke ud af byen. Og man kunne også læse en vis frygt for Adelgades fremtidige udvikling i kommentarfelterne.
"Der er snart kun ejendomsmæglere, frisører og banker på Adelgade."
"Ja da! Flere ejendomsmæglere, optikere og frisørsaloner i midtbyen."
Da vi her på redaktionen inviterede til åbent redaktionsmøde tilbage i foråret, handlede en del af mødet også om butikslivet på Adelgade, og der var blandt de fremmødte en lignende opfattelse af, at de "spændende" butikker har trange kår på Adelgade.
Butiksdøden er indtruffen - eller er den?
Et tomt butikslokale er et trist syn, og også på pæne Adelgade er synet af tomme butikslokaler som en syl i øjet. Men vores optælling viser faktisk, at der i slut juni "kun" er fem tomme butikslokaler langs Adelgade, størstedelen af dem i den nordlige ende. Tæller man det store skrummel af en tom Kvickly-butik med, og det bør man måske, er antallet seks.
For kort tid siden sagde Pia Heide Sørensen, City Manager i Skanderborg Cityforening, følgende til dette medie.
- Ja, vi har et par tomme lokaler, men vi er absolut ikke den by, der er hårdest ramt. Vi har også nogle store lejemål med mange kvadratmeter, så jeg synes ikke der mangler diversitet i de udbudte butikslokaler.
Vi gik en tur på Adelgade fra nord til syd i sommervarmen og talte ejendomsmæglere, frisører, banker og bedemandsforretninger - for er der egentlig noget om snakken, når de vrede masser på Facebook postulerer, at det er det eneste, der er tilbage på byens fine hovedgade?
Der er ganske vist en del frisører...
Selvfølgelig er der andet end ovennævnte. Men der er også noget om, at netop de kategorier fylder en del, særligt i den nordlige del af Adelgade. I alt talte vi faktisk 99 butikslokaler langs Adelgade - og det er minus Bloms Butikker. De 99 lokaler dækker over alt fra spisesteder til klinkker for skønhedsbehandling - kort sagt alle steder, hvor du kan gå ind og købe en vare eller en tjeneste.
Skal du have ny frisure, hvad end du har et stramt budget eller til den dyre, er der i hvert fald muligheder nok. Inden du læser videre, skal du gætte på, hvor mange frisører man finder langs Banegårdsvej og Adelgade på strækningen startende ved Tarantini og sluttende ved hjørnet, hvor Vestergade krydser Adelgade. Har du dit gæt parat?
Svaret er 14. Og der er selvfølgelig flere andre steder i byen, du kan blive studset og farvet, blandt i Bloms.
Med netbank, Mit ID og så videre er det nemmere end nogensinde at gå i banken uden faktisk at gå i banken. De bankansatte skal dog have kontor et sted, og langs Adelgade finder man stadig seks banker.
Da Skanderborg Kommune er en populær destination for tilflyttere, har ejendomsmæglerne i flere år haft nok at se til, og de fylder da også en del langs byens hovedgade, hvor man finder seks styk fordelt på de store kæder.
Ifølge Optikerforeningen bruger 70 procent af danskere briller eller kontaktlinser, og det giver selvfølgelig grobund for masser af optikere. På Adelgade findes der i dag fem optikere, mens der i Bloms Butikker er endnu en.
Frisører, optikere, banker, ejendomsmæglere og optikere udgør altså 31 af de 99, lidt under en tredjedel af lokalerne på Adelgade.
Kan en udlejer egentlig være kræsen?
Hvad skal der så ske med de lokaler, der bliver tomme, når Skanderborg Vinhandel rykker ud 1. oktober? De færreste drømmer nok om en frisør nummer 15 eller endnu en ejendomsmægler, men snarer om en ny, spændende specialbutik. Finn Damgaard fra Damgaard Ejendomme ejer vinbutikkens lokaler og skal finde en ny lejer. Det skal nok lykkes, for der har allerede været interesse, men nok ikke fra den type forretning, som de fleste håber.
- Der har været flere optikerkæder forbi og kigge på lejemålene. Det er den type forretning, der kigger, og det er jo ikke nødvendigvis det, folk synes er så interessant at få ind. Men det er ikke lejet ud endnu, så alt er muligt, kan man sige. Jeg har hørt rygter om, at der er en, der gerne vil lave en legetøjsbutik i lokalerne, men der er ikke kommet nogen henvendelse til mig, siger Finn Damgaard, der altså bekræfter interesse for vinhandlens lokaler, om det "ikke er vildt og voldsomt".
Kan som udlejer tillade sig at være kræsen i forhold til, hvem der skal drive butik i lokalerne?
- Nej, det kan man på ingen måde. Jo, hvis det skal stå tomt. Men hvis der kommer en, der jævnfør lokalplanen må drive butik i lokalerne, så kan man ikke tillade sig at være kræsen i dagens Danmark. Man kan ikke tillade sig at sige nej tak til en ejendomsmægler eller optiker.
Den stigende nethandel giver den traditionelle detailhandel store udfordringer, og det gør det også svært og risikabelt for specialbutikker at etablere sig i en gågade.
- Man skal de jo selv skaffe finansieringen til at starte en butik, man er også nødt til at betale husleje. Som udlejere stiller vi ikke bare lokaler til rådighed, så man kan teste det af i tre måneder, om det kan gå eller ej. Vi driver jo også en forretning. Og vi skal sikre os den bedst mulige lejer - hvis vi har valgmuligheder. Hvis vi kan vælge, så går vi altid med det sikre kort på hånden, siger Finn Damgaard.
Hvilke butikker mangler du i Skanderborg? Giv gerne dit besyv med i kommentarfeltet herunder.