Casper planlægger noget vildt og ekstremt i Skanderborg: - Vi kan forvente, at nogle af dem når op på 350 til 400 km
Fysioterapeut Casper Johnny Poulsen fra Skanderborg arrangerer et motionsløb i Dyrehaven, som er lidt ud over det sædvanlige. Faktisk er det temmelig ekstremt.
I stedet for at løbe en fastlagt distance så hurtigt som muligt, skal løberne forsøge at løbe så langt de kan inden for en fastlagt tidsramme.
Og det lyder måske ikke så ekstremt, men de tidsrammer du kan vælge imellem til Casper Johnny Poulsens “motions”-løb er 12, 24 og 48… timer.
Ja, Skanderborg Ultra bliver det første 48-timersløb løb i Danmark, når dets første udgave gennemføres til oktober. Og det tiltrækker allerede nu løbere fra flere nationer, hvoraf nogle af dem vil ende med at tilbagelægge op mod 400 km til fods på to døgn.
Målet med det hele er for det første at skabe noget ekstraordinært i Skanderborg, men det er samtidig også et stort mål for Casper Johnny Poulsen at samle så mange penge som muligt ind til udsatte veteraner.
Han er nemlig selv tidligere soldat og udsendt og driver Skanderborg Veterancafe fra sin fysioterapiklinik.
Det bliver vildt. Så meget tør han allerede nu godt love.
Fysioterapeut Casper Johnny Poulsen sidder i et af spillerskurene på kanten af boldbanen i Dyrehaven i Skanderborg.
Som vinden risler i træerne, og fire lungepatienter, som han træner, traver raskt rundt langs atletikbanen, er det lige nu ikke til at forestille sig de næsten overmenneskelige anstrengelser, som en lang række løbere om få uger vil kaste sig ud i lige her.
De fire lungepatienter vender vi tilbage til senere. Først skal vi lige prøve at begribe, hvad det er, Casper Johnny Poulsen har planer om.
For her i de rolige omgivelser vil en gruppe ekstreme løbere meget snart teste deres grænser og tilbagelægge op mod flere hundrede kilometer til fods over to døgn.
- Vi vil rigtig gerne række ud til alle i byen og sige, at der virkelig kommer til at ske noget fantastisk hernede, siger Casper Johnny Poulsen.
- Noget, som er lidt anderledes. Noget ekstremt. Man kan komme ned og se nogle mennesker, som har en helt anden tilgang til livet og til hvad aktivitet og sundhed er, siger han.
Hundredevis af kilometer
Et motionsløb er nok den pendant, som vil spore de fleste almindelige mennesker ind på, hvad der skal ske, når Skanderborg Ultra for første gang afvikles i Dyrehaven fra den 20. til den 22 oktober i år.
Mens de fleste af os måske tænker, at et marathon eller en iron-man er det vildeste, man kan udsætte sig selv for - og den slags præstationer skal da bestemt heller ikke forklejnes - så er det bare lidt noget andet med et ultraløb.
I den variant, som Casper Johnny Poulsen er ved at realisere, skal man ikke tilbagelægge en bestemt distance og måle sin tid op mod andre. Det er lige omvendt. Du skal løbe i 48, 24 eller 12 timer - og så handler det om, hvor lang en distance, du har tilbagelagt.
Lad os lige få perspektiverne på plads.
- Maratonløbere løber ca. en km på 4 minutter og 30 sekunder, mens ultraløbere ligger på ca. 6 minutter og 30 sekunder pr. km. Så ultraløbere løber lidt langsommere, men til gengæld tygger de altså bare nogle kilometer igennem, siger Casper Johnny Poulsen.
Med en gennemsnitlig hastighed på 4 minutter og 30 sekunder løbes maratondistancen (42,195 km) lige under 3 timer og 10 minutter.
Den distance er et komma i et ultraløb.
- En 12-timersløber kommer til at løbe et sted mellem 100 og 120 km. En 24-timersløber ligger mellem 160 kilometer i den ene ende, mens landsholdsløberne i den anden ende løber ca. 220 km., siger Casper Johnny Poulsen.
- På 48 timer begynder vi at være ovre i noget, hvor kroppen bliver brudt ned, og der kan vi forvente, at nogle af dem når op på 350 til 400 km. Men det kommer altså helt an på, om de peaker den dag, forklarer han.
Støtter udsatte veteraner
Skanderborg Ultra kommer til at være det første 48-timersløb i Danmark.
Der er dog andre ultraløb, blandt andet danmarksmesterskabet i 24-timersløb, som afholdes ved Sæby, 'Mors 100 Miles' på Mors, hvor der i sidstnævnte tilfælde altså løbes rundt regnet 160 km.
Oprindeligt var drømmen, at der skulle lokkes omkring 25 danske løbere til Skanderborg til oktober. Det ville have været en succes, siger Casper Johnny Poulsen. Men indtil videre er der 49 løbere tilmeldt på tværs af fem-seks nationaliteter.
- Det er stukket lidt af, så vi risikerer faktisk at skulle ind at sætte begrænsninger på og sige, at der er simpelthen ikke plads til flere løbere i år, siger han.
Målet med Skanderborg Ultra er imidlertid ikke udelukkende at afvikle et vildt og opsigtsvækkende sportsevent i Skanderborg. Men antallet af tilmeldte løbere betyder mere, end blot at løbet bliver stort.
Målet er også at samle penge ind, fortæller Casper Johnny Poulsen. Penge, der blandt andet kommer fra tilmeldinger, men også fra sponsorer, og som skal gå til udsatte veteraner.
- Det her handler lige så meget om de veteraner, vi forsøger at støtte. Jeg havde ikke regnet med, at løbet ville blive så stort, som det ser ud til at blive nu. Men det er min plan, at alt overskuddet skal gå til at støtte udsatte veteraner, siger Casper Johnny Poulsen.
- Jeg er selv gammel soldat og har meget tilknytning til det miljø. Og jeg har selv været udsendt. En af mine kammerater står for Veterankortet (kort, der giver veteraner rabatter og fordele, red.), og det er blevet landsomspændende med rabatter og tilskud og alt muligt. Problemstillingen er, at han tit søger folk, der lige kan smide en halvtredser eller en hundredelap, fordi der er virkelig mange veteraner, der er pressede. Det, vi kan gøre her, det er at samle en stor pulje penge, så vi rent faktisk kan gøre rigtig meget for nogen, siger Casper Johnny Poulsen, der også driver Skanderborg Veterancafé i sin fysioterapi-klinik.
Derfor er Dyrehaven god til ultraløb
Casper Johnny Poulsen rejser sig fra bænken ved boldbanen og peger rundt på forskellige ting, som lige nu er usynlige for alle andre end ham.
- Her kommer der til at være et telt med liveopdatering på, hvor langt folk har løbet, siger han og peger ud mod græsset.
- Dér kommer en ambassadør fra Hoka (løbetøjsmærke, red.) og sælger tøj, siger han og peger et nyt sted hen.
- Forhåbentlig kommer der også forskellige madboder. Jeg har en kammerat, der er DJ, som kommer herned og spiller musik i dagstimerne - dog ikke om natten. Vi forsøger så godt vi kan på at lave en lille race village, hvor der er en skillevæg med løbere på den ene side og publikum på den anden side, siger han og fortsætter:
- Vi forsøger at gøre lidt en løbefest ud af det for at få noget mere fokus på det. Hvis vi gør det her rigtig rigtig godt, vil vi forsøge at få verdensmesterskabet i 48-timersløb her til i de kommende år. Vi har også mulighed for at få DM i 24-timersløb, som lige nu ligger i Sæby, hertil. Så der er rigtig, rigtig meget på spil med det her arrangement.
Men hvorfor er lige netop Dyrehaven i Skanderborg et godt sted at afvikle et ultraløb, og hvordan skal man i det hele taget gennemføre et løb på op til 48 timer på et ret begrænset område?
Svaret på de to spørgsmål er egentlig det samme, forklarer Casper Johnny Poulsen: En kort omgang på lige præcis én kilometer.
- Vi har valgt at lave en rute, der er præcis 1 km lang for at gøre det let for løberne. For når du er ude at løbe på 36. time, hvor du vil måske har tilbagelagt 190 km, så begynder du altså at være træt, og måske har du ikke lige spist, og din krop gør ondt. Hvis du har løbet 196 omgange, så er det i den situation ikke så let at regne distancen, hvis én omgang er f.eks. 1,251 km. Vi ville gerne gøre det simpelt. Har du løbet 200 omgange, ja, så har du løbet 200 km, siger Casper Johnny Poulsen.
Ruten på 1.000 meter er også placeret i Dyrehaven, fordi området er relativt fladt. Og så er den lavet med to løkker, så løberne altid er ret tæt på målområdet, hvor især 24- og 48-timersløberne får brug for forplejning og et telt at sove kortvarigt i.
Det betyder også, at samaritterne altid er tæt på løberne, forklarer Casper Johnny Poulsen. Men særligt den flade rute er central, for den kan være nøglen til, at den første udgave af Skanderborg Ultra kan komme til at skabe opmærksomhed.
- Når ruten er flad, kan der blive sat verdensrekorder, siger Casper Johnny Poulsen.
Dansk verdensmester deltager
Helt flad er den nu ikke. For hver runde på 1.000 meter kommer løberne til at løbe fire højdemeter, og det lyder måske ikke af meget.
- Men når du har løbet 200 omgange, så snakker vi altså lige pludselig rigtig mange højdemeter, siger Casper Johnny Poulsen og peger ud mod det hjørne af Dyrehavens boldbane, hvor man kan gå ned mod Dagmarbroen.
- Vi har et punkt herovre, som vi kalder for “bjerget” hernede, siger han.
"Bjerget" er en stigning på måske en meter opad.
- Det virker som ingenting de første par gange, men efter noget tid kan man faktisk godt mærke, at det begynder at gå opad der, siger han og vender sig så mod de fire lungepatienter, der er tilbage fra fem kilometers gåtur på ultraruten.
- Alle kan være med, også dem, der sidder her, siger han og forklarer, at lungepatienterne kommer til at deltage i 12-timersløbet og selv laver deres egen indsamling til veteranerne.
De fire har joket med at have 100 kilometer som målsætning, men deres grin, når dét mål bliver nævnt, vidner om, at det nok bliver justeret en del.
Men kommer man og overværer Skanderborg Ultra kan man utvivlsomt også forvente at se løbere, der går efter de trecifrede kilometerdistancer.
Enkelte af de tilmeldte løbere har tidligere deltaget i Marathon Des Sables, et legendarisk 250 kilometer langt ultraløb i den marokkanske ørken.
Og så kommer også Kristina Schou Madsen fra Kolding. Følger man ikke med i ultraløb, vil man måske kende hende fra tv-programmet 'Korpset' på TV 2, som hun gennemførte. Men det er hendes meritter som ekstremløber, man skal bide mærke i her.
Hun har verdensrekorden i at bestige Kilimanjaro på tid. Hun er det menneske i verden, der på med den hurtigste tid har gennemført syv maratonløb på syv kontinenter på syv dage.
Som den første kvinde nogensinde vandt hun i februar 2023 ultraløbet Ice Ultra, hvor 230 kilometer skal tilbagelægges på fem dage nord for polarcirklen i Sverige. Nå ja, og så vandt hun faktisk også halvmaraton-løbet ved Galten Byfest i maj i år i tiden 1 time, 28 minutter og 58 sekunder (hastighed på 4 minutter og 13 sekunder/km).
- Kristina Schou Madsen kommer og er hjælpeløber for en næsten blind mand, der skal løbe hernede, siger Casper Johnny Poulsen.
- Hun er jo en af verdens bedste ultraløbere, og det er superfedt, at hun vælger at komme. For hun er jo virkelig professionel, så det vil noget, siger han.