Er der noget, der er til evig debat i Skanderborg, så er det indretningen af Skanderborg midtby.

Og det er ikke kun indenfor kommunegrænsen, man kan finde skarpe holdninger til byudviklingen.

- Sandt er det, at skoven er grøn og festen smuk, men byen Skanderborg, der ligger blot et stenkast fra skoven, bliver grimmere og grimmere for hvert år, der går, lød det for få dage siden i et debatindlæg i mediet Byrummonitor.dk.

Et indlæg, hvor Helge Torm, der er udvalgsformand i Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur (Land og By Danmark), harcelerede over det, han kalder "en ulykkelig byudvikling", der siden 1970'erne især har "sat sit præg på den nordlige ende af Adelgade".

- Hvor Skanderborg tidligere var en købstad med sit eget særpræg, ligner byen nu mere og mere en forstad til Aarhus, skriver Helge Torm, der står i spidsen for Land og Bys frednings- og bevaringsudvalg, i indlægget.

Men hvorfor nu denne kritik af Skanderborgs byudvikling? Og hvorfor kommer den fra en forening med hovedsæde i Borgergade i Indre København? Og hvad ved Helge Torm, der selv bor i Sorø, egentlig om Skanderborg midtby?

Vi har ringet til Helge Torm for at forstå, hvad der giver anledning til at rette kritik mod byudviklingen i Skanderborg.

Helge Torm, hvad er dit udgangspunkt for at mene noget om byudvikling, og så lige i Skanderborg?

- Jeg er uddannet historiker, og så må jeg sige, at jeg altid har interesseret mig for bevaringsarbejde. Nok siden, jeg var en 15-16 år. Og det har jeg så arbejdet med i min voksne alder. Nu er jeg pensionist og er altid til rådighed for bevaringsarbejde, hvilket kommer til udtryk ved, at jeg er aktiv i By og Land Danmark, hvor jeg også er formand for frednings- og bevaringsudvalget, siger Helge Torm.

- Og det er så det sidste, jeg har udnyttet til mit lille angreb på Skanderborg, siger han.

Men hvorfor lige Skanderborg? Er der ikke rigtig mange byer, man ville kunne sige præcis det samme om - at der sker en modernisering, som måske er på bekostning af byens gamle udtryk?

- Jo, desværre. Og det gør vi skam også. Men vi roser også byer, for der findes også gode eksempler. Vi er ikke kun negative. Men det gør os ondt, når byer, der har en hel del bevaret fra fortiden, ikke passer godt nok på det. Og det gælder særligt byer, der er under et eller andet pres for udvikling, og at handelslivet skal tilgodeses, og så må den gamle bygningskultur vige for det, siger Helge Torm.

- Vi mener ikke, at det bør være sådan. Det ene udelukker ikke det andet. Man kan f.eks. pege på Helsingør, som også er pænt stor og har et rigt handelsliv, samtidig med, at man passer vældig godt på bykernen.

Jeg skal ikke tage noget fra Skanderborgs historie, men nu har Helsingør jo måske trods alt en lidt anden historisk betydning og baggrund end Skanderborg, også hvad angår bygningerne. Tag f.eks. Kronborg. Den slags betyder vel, at det måske er mere nærliggende at værne om den arkitektoniske del af historien i en by som Helsingør?

- Jo, men det var skam ikke givet, at den arkitektur var noget, man ville sikre for eftertiden. For 50 år siden gik det også galt med udviklingen i Helsingør, men så pegede stærke lokale kræfter på, at man ikke behøvede at rive ned og rive ned, men at man kunne bruge noget af det gamle fra fortiden i markedsføringen. Og det lykkedes faktisk at vende udviklingen deroppe, siger Helge Torm.

I dit debatindlæg om Skanderborg skriver du, at byen "bliver grimmere og grimmere for hvert år, der går". Det må du lige forklare. Hvad er det, der springer sådan i øjnene?

- Så må jeg lige starte med at sige, at mit engagement i, hvad der foregår i Skanderborg er begyndt med, at man havde en fredet ejendom på Adelgade, nemlig den fredede kro, som havde været fredet siden 1919. Den kom i fare, fordi bygningen forfaldt mere og mere, og det var jo en sørgelig historie i sig selv. Det endte desværre med, at Slots- og Kulturstyrelsen ophævede fredningen i 2010, siger Helge Torm og fortsætter:

- Det helt absurde var, at byrådet klappede i hænderne. Det er usædvanligt, at de er tilfredse med en affredning. Med, at man siger farvel til noget historisk. Derfor har jeg fået interesse for Skanderborg og været i byen flere gang, både før fredningsophævelsen i 2010 og efter. Og hver gang, jeg har besøgt byen, er der sket en ny ulykke, og så tænker jeg: Hvornår holder det op?

Der må du lige blive lidt mere præcis - hvad er det for nogle 'ulykker', du mener, du ser i Skanderborg?

- Det, der har slået hovedet på sømmet for mig, er det boligbyggeri, der har fundet sted omkring det gamle, fredede rådhus i den sydlige ende af midtbyen. Der lå tre bevaringsværdige ejendomme, som kommunen ejede. Men så kom der en privat investor, der ville bygge noget nyt der i stedet for de tre ejendomme. Og det er jo et stort, ja, gigantisk projekt, med så og så mange boliger. I mine øjne var det en meget betænkelig sag, som blev løst på den værst tænkelige måde, der slet ikke harmonerer med det øvrige byggeri, siger Helge Torm og fortsætter:

- Man kunne have givet det nye et købstadspræg rent arkitektonisk, men det har man ikke gjort. I stedet er det bygget meget ufølsomt. Og hvor stopper det?

Derudover nævner Helge Torm også Adelgade 7, hvor den bygning, der engang tilhørte doktor Hindhede, efter planen skal rives ned i efteråret, hvorefter der skal opføres et kompleks med 12 ejerlejligheder og et butikslejemål.

Som del af sin kritik mod Skanderborgs byudvikling skriver Helge Torm i sit indlæg, at Skanderborg skyller sit historiske særpræg som købstad ud med badevandet og nu ligner "mere og mere en forstad til Aarhus".

Helge Torm, hvorfor må Skanderborg ikke ligne en forstad til Aarhus?

- Skanderborg har jo sine egne rødder i historien, og det må være dem, man dyrker primært, hvis man har en form for lokal patriotisme, siger Helge Torm.

- Man skal værne om det særpræg, man har, fremfor at gøre byen til en anonym størrelse. Skanderborgs særpræg ødelægger man, og byen mister dermed noget image, synes jeg. Men jeg må også erkende, at folk i meget stort omfang er tilfredse med nye bygninger, fordi de jo er tidssvarende, og fordi de er med til at fastholde et økonomisk grundlag for kommunen. Men man skal passe på den med barnet og badevandet, siger han.

Du skriver også i dit indlæg, at udviklingen i Skanderborg er med til at gøre den mere fragmenteret og disharmonisk. Hvad mener du med det? Man kunne jo også sige, at byens arkitektur bliver mere mangfoldig og varieret, når der bygges anderledes i dag end i fortiden, så længe hele den gamle bykerne ikke jævnes med jorden.

- Ja, men jeg må altså sige, at Skanderborg by har nogle bestemte historiske forhold, som byen har udviklet sig under tidligere, og det er indtil nu sket på en forholdsvis harmonisk måde. Alle huse kan ikke stå for evigt, men når der udskiftes, har man indtil nu overhold noget med at bevare proportionerne i udviklingen, især hvad angår husenes højde, siger Helge Torm.

- Hvilken som helst gammel dansk købstad har sin egen skyline, hvor kirkespir eller vandtårn rager op, og det er kendetegnende for byen. Men det bliver så sløret af højhuse, der skyder op. Det gælder også i f.eks. København. Og den slags er for mig at se et historisk tab, selv om nogle siger, at man må bygge op i højden for at skabe plads til flere. Og det kan man jo gøre uden for bymidten, men ikke i selve den gamle by, hvis man føler noget for den. Men det gør man så åbenbart ikke, siger Helge Torm.

Men der må stadig være meget i Skanderborg, der er værd at bevare. Hvad er det, Skanderborg skal kæmpe for, hvis den ikke fortsat skal, som du siger, blive grimmere og grimmere i de kommende år?

- Jeg synes stadig, at den sydlige del af byen har bevaret meget af sit historiske præg, fordi bebyggelsen som sådan er af ældre dato, og den er stadig homogen, og husene ligger på rad og række og er alle én, to eller maksimalt tre etager, og der er en stemning af fortid, som egentlig fortæller meget om byens oprindelse og er en del af byens eget særegne miljø i dag, siger Helge Torm.

- Men det nye byggeri ved siden af det gamle rådhus er utroligt skuffende, og det er et signal om - groft sagt - at man jo ikke stopper der, men at man er parat til at rykke ind i sydbyen. Selv om der er en såkaldt bevarende lokalplan, er jeg bange for, at man ikke kan holde stand, selv om man kridter skoene, for de lokalplaner betyder sjældent så meget, når det kommer til stykket, siger han.

Hvis du her til sidst skal prøve at placere Skanderborgs arkitektoniske kvaliteter på en slags karakterskala, hvad er så byens skønhedsværdi sammenlignet med byer af lignende størrelse?

- Nu har vi ikke nogen skala for vurdering af købstæder i Danmark. Det overlader vi til andre. Men jeg vil sige, at for mig at se er Skanderborg et sted i midten. En blød mellemvare mellem det, der er supergodt, og det, der er fuldstændig forvansket. Skanderborg er lidt en fifty-fifty - meget er ødelagt, men der er også meget tilbage, så det er nu, man må til at tænke sig om. Hvad vil man med den resterende historiske bebyggelse? Vi er i tolvte time nu, hvis man vil vende udviklingen, siger Helge Torm.

Hendes egen oplevelse er, at hun har stået på randen til en tilværelse præget af hjemløshed og alkoholisme.

Men noget kom imellem Louise Marie Pedersen fra Skanderborg og den profeti. Givetvis noget i hende selv, men ikke noget, der er let at sætte på formel, ikke noget, der er let at forklare.

Og derfor lever hun nu ikke et liv i hjemløshed, som hendes far, der var alkoholiker, gjorde det.

Til gengæld står hun på randen til - måske - at kunne være med til at hjælpe rigtig mange andre ud af lige præcis hjemløshed.

Foreningen Hjemløsninger, som ligger i Skanderborg, og som Louise Marie Pedersen er stifter og direktør af, har nemlig lige modtaget 3,5 mio. kr. i støtte fra fonden Oak Foundation Denmark til at udvikle sit koncept i samarbejde med Kolding Kommune.

- De penge betyder alt for vores forening, siger Louise Marie Pedersen.

- Jeg tror ikke, at det er gået ordentligt op for mig, og da jeg skulle skrive det på LinkedIn, tænkte jeg: "Er det virkelig rigtigt det her?", fortæller hun.

Lige nu har kommunerne ikke særlig gode betingelser for at tage de rette værktøjer i brug, når de skal forsøge at hjælpe borgere ud af hjemløshed. Helt grundlæggende har kommunerne ikke et tilstrækkeligt samlet billede af deres hjemløsegruppe, fortæller hun.

Hun er ret overbevist om, at kommunerne f.eks. ikke har et reelt billede af, hvor mange af deres borgere, der lever i hjemløshed.

Og det er dér, Louise Marie Pedersen og Hjemløsninger vil begynde: Med at finde ud af, hvor mange hjemløse, den enkelte kommune har ansvar for at tage sig af.

- Hjemløshed er et komplekst socialt problem, der hele tiden ændrer form for den enkelte. Det er forskellige problematikker, der kan være årsag til hjemløshed, og mennesker bevæger sig ind og ud af hjemløshed hele tiden, siger Louise Marie Pedersen.

Men udfordringens karakter, står i kontrast til den viden man har om selvsamme udfordring, siger hun.

Lige nu bliver antallet af hjemløse i landets kommuner opgjort ved, at kommunerne hvert andet år i uge seks tæller de hjemløse, de har kendskab til, og sender det tal ind til VIVE (Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd), der samler tallene i en rapport.

- Men den kortlægning er ikke tilstrækkelig, fordi den er et øjebliksbillede. Og der er et mørketal, som vi ikke aner, hvor stort er - og som vi ikke har nogen strategi for at kaste lys over, siger Louise Marie Pedersen og kommer med et eksempel.

- Lad os sige, at kortlægningen viser, at der i en kommune er 55 hjemløse, siger Louise Marie Pedersen og fortsætter:

- Så tager kommunen udgangspunkt i det tal, når de taler om hjemløshed. Når de sætter penge af på budgettet til at håndtere hjemløshed, og når de laver strategier for at hjælpe borgere ud af hjemløshed. Men det er enormt problematisk, for der er ikke 55 hjemløse i den kommune. Der blev registreret 55 i lige præcis den uge. Men når der går to år mellem optællingerne i én uge, kan du jo ikke bruge tallene til noget her og nu, forklarer Louise Marie Pedersen.

Og det er der, Foreningen Hjemløsninger kommer ind i billedet.

Louise Marie Pedersens mission er nemlig at udvikle redskaber til kommunerne, som vil gøre dem i stand til i realtid at kunne monitorere, hvor mange hjemløse, der helt aktuelt er i kommunen, og samtidig vil man kunne sammenholde de data med andre væsentlige informationer om den enkeltes situation.

- I VIVEs kortlægning får kommunerne bare en overordnet profil. Men ud af de 55 hjemløse, jeg talte om før, kan kommunen ikke trykke sig ind på nummer fire ud af 55 og se noget om, hvem han eller hun er, og hvilke udfordringer vedkommende har. I VIVEs rapport er det kommunernes sagsbehandlere, der udfylder informationer om, hvorfor de tror, at den og den person er blevet hjemløs. Det er i min bog ikke særlig gode data - så der skal man ud at tale med dem selv, siger Louise Marie Pedersen.

Den 38-årige skanderborgenser har gennem en årrække arbejdet med hjemløshed, men det var egentlig ikke meningen.

Og så måske alligevel.

Hun kommer selv fra et hjem, hvor faderen var alkoholiseret og faktisk levede som hjemløs. Og hun kunne lige så vel selv være endt i en lignende situation forklarer hun.

- Jeg har en meget kraftig følelse af, at det kunne have været mig selv. Ser man på statistikkerne, så taler sandsynligheden for, at jeg nok skulle have været alkoholiker og hjemløs uden uddannelse lige nu. Jeg levede selv i det, man nok vil karakterisere som en udsat familie, fortæller Louise Marie Pedersen.

- Så jeg har været igennem systemet og igennem ting, der egentlig burde have sendt mig ud på en deroute. Jeg har selv stået i situationer, hvor jeg ikke selv har følt mig hørt eller forstået af systemet, siger hun.

Når det alligevel lykkedes for Louise Marie Pedersen at skabe sig en sti i livet, der førte et andet og bedre sted hen, handler det ifølge hende selv om flere ting.

- Jeg tror, at jeg har en stærk social intelligens og en ok analytisk hjerne til at kunne finde ud af, hvad jeg skulle gøre for at løse det for mig selv, siger hun.

Det betød, at hun evnede at skabe tætte relationer med mennesker, hun kunne spejle sig i og læne sig op ad - og som bekræftede hende i, at hun duede til noget og var noget for nogen.

Dybest set ved hun ikke helt selv, hvordan hun skal forklare, at hun i dag er et bedre sted, end hun havde frygtet.

- Det var måske en form for stædighed. Og så er jeg stødt ind i de rigtige mennesker på de rigtige tidspunkter.

Den følelse af, at hun formåede at kappe forbindelsen mellem fortid og fremtid, betød efter endt uddannelse som antropolog, at hun mest tænkte, at hun virkelig bare ville arbejde med noget, der havde så social tyngde som muligt.

- Jeg havde længe en tanke om, at jeg fandme ikke skulle beskæftige mig med socialområdet. Det skulle være let og luftigt og dejligt, siger Louise Marie Pedersen.

Men så fik hendes egen historik alligevel sat en krog i hende. Rent metaforisk taler vi ikke om en krog et tyngende blylod og fortidens dårligdomme fæstnet til sig.

Snarere en lille fin krog med en lap papir og en opgavebeskrivelse.

- Måske er det nogle af de ting, der hører med fra min baggrund, der gør, at jeg stadig lidt føler, at det er mig selv, der er på spil med det her projekt, siger Louise Marie Pedersen og fortsætter:

- Jeg kan også mærke, at jeg bare føler et kæmpe ansvar, fordi jeg har gennemført en uddannelse og har hus og kernefamilie her i Skanderborg-området. Jeg kan næsten føle mig lidt skyldig over alle de ting, jeg har, når jeg tænker på dem, der intet har, siger Louise Marie Pedersen.

Med de nye midler fra Oak Foundation kan nu begynde at se konturerne af det system, hun drømmer om: Et, hvor kommunerne kan tælle det reelle antal hjemløse, hvor man har viden om deres udfordringer og bedre kan hjælpe dem.

Første skridt er hun allerede i fuld gang med. Nemlig at ansætte en dataekspert, finde ud af hvilke data, der er behov for at indsamle, hvor de skal gemmes, og hvordan de skal bruges til at reducere antallet af hjemløse i kommunen.

Når det er på plads, håber hun, at mange andre kommuner kan se perspektiverne, efter et for hende forhåbentligt frugtbart samarbejde med Kolding Kommune.

- For jeg synes faktisk godt, at vi kan gøre det bedre på det her område i Danmark. Det er rigtig godt, at vi har en national kortlægning, for uden den havde vi ingenting. Men det motiverer mig at gå efter et sindssygt stort mål som at bekæmpe hjemløshed i Danmark, og jeg bliver bare skide stædig, når jeg synes, at noget er uretfærdigt i forhold til det enkelte menneske, men også økonomisk set lidt dumt. For vi har altså nogle penge i det her velfærdssamfund, som vi skal bruge bedst muligt, og det gør vi ikke på hjemløseområdet lige nu, siger Louise Marie Pedersen.