Nominer din favorit: Hvor får man Skanderborgs bedste is?
Juni er startet med kompromisløse varmegrader og knastørre græsplæner.
Og mens vi stakåndet sveder os igennem de første sommeruger, har vi besluttet os for at finde det absolut bedste sted at gå hen for at regulere kropstemperaturen ad livsnyderens vej:
Vi skal have fundet Skanderborgs bedste is!
Det kan vi selvfølgelig ikke gøre på egen hånd (vi ville egentlig ønske, vi kunne), og derfor rækker vi nu ud til dig.
Hvor går du hen for at få fingrene i den der helt geniale is, der får alle de andre på det skanderborgensiske marked til at ligne smeltet tricolore, som et barn har blandet op med flad Frem-cola og syntetisk karamelsovs og forladt på en paptallerken til en børnefødselsdag?
Okay, måske behøver forskellene ikke være så slående, men nu ved du, hvor vi vil hen. Det er altså den absolut bedste is, der skal kåres.
Sådan gør du
Så — hvad har vi brug for fra dig? Nederst i denne artikel finder du en boks, og i den sender du os navnet på det sted i hele kommunen, der serverer en is, der må og skal fremhæves - og du må meget gerne beskrive, hvorfor netop det sted er det bedste.
Om det er i vaffel eller bæger, sorbet eller flødeis, en eller elleve kugler - det hænger vi os ikke i. Du er eksperten her, og vi har stor tiltro til din sans for kvalitet — så send os dit bud på det sted, hvor man får Skanderborgs (og det vil altså sige hele kommunens) allerbedste is!
Når du har gjort det, har du nomineret din kandidat. Senere på sommeren samler vi de nominerede kandidater til bunke og kårer en vinder. Alt det skal vi nok fortælle mere om senere.
Lige nu er det bare ned i boksen og skrive løs — vi skulle jo nødig kåre en anden end din favorit, ikke?