Hvad er det egentlig, du vil vide? Spørger Georg Larsen, som til daglig bor i et bofællesskab i Voerladegård.

I dag møder jeg ham og en flok andre beboere og pædagoger fra et par af kommunens bosteder for mennesker med fysiske og psykiske handicaps i feriekolonien Ajstruplund syd for Aarhus.

- Jeg vil gerne vide, hvad det betyder for jer, at komme på ferie sammen her.

- Det her, det er min sommerferie. Det er den ferie, jeg får en gang om året. Det er rart at komme lidt hjemmefra. For mig er det særlige ved sådan en koloni hyggen med de andre. Så sidder vi her og slapper af og drikker en masse kaffe, og morer os hver gang, der er nogen, der kommer til at sige noget sjovt.

Sker det da tit?

-  Ja, man får sig da et billigt grin engang imellem, siger han med et grin og sætter trumf på:

- Du skal lige vide, at jeg taler på alles vegne her i dag, for det er mig, der er formand for vores hold.

Han kommer langsomt på benene, hvorefter han begynder at trække op i det ene ærme på T-shirten med rystende hænder.

Under ærmet gemmer der sig en tatovering, som han fik lavet, efter at han sammen med en kammerat fandt et logo med en hylende ulv i en bod under Smukfest for en del år siden.

- Da jeg så den røde ulv, vidste jeg straks, hvad vi skulle hedde: Scooterklubben Ulvene. Det var der, den strandede, forklarer Georg Olsen, imens én af pædagogerne skænker en ny kop kaffe op til ham.

Scooterholdet blev etableret af socialpædagogen Frank Stjerne på et tidspunkt, hvor mange borgere på bostederne havde en scooter. I begyndelsen var der deltagere med fra flere forskellige afdelinger under Skanderborg Fællesskaberne. I dag er der ikke helt så mange forskellige bosteder repræsenteret. Til gengæld må man nu både ankomme til årets sommerlejr på scooter, cykel og med handicapbus.

- Vi blander os ikke så meget, som vi gjorde tidligere. På årets sommerlejr med scooterholdet er de fleste deltager fra Kilden i Skanderborg Øst, og så har vi et par stykker med fra Solsikken i Voerladegård. Det giver rigtig god mening at samle vores beboere på kryds og tværs af bostederne, så de kan møde hinanden og nye venskaber kan opstå. Men det kræver mange ressourcer og meget planlægning at få det til at gå op, og der er løbende blevet sparet på området igennem de 18 år, jeg har været socialpædagog på bostederne i Skanderborg, siger Frank Stjerne.

Georg Larsen er taknemmelig for, at han hører til den gruppe beboere, som har mulighed for at komme med på kommunens sommerferie-tilbud, hvor der er personale med, som kan hjælpe ham døgnet rundt.

- Når min krop ryster så meget, har det noget at gøre med min sygdom. Min mor tog meget stærk medicin for skizofreni, da hun gik rundt med mig i maven for mange år siden, og som ung begyndte jeg at drikke. Jeg var rigtigt hård ved mig selv i mange år, indtil jeg røg ned med en psykose-brandert. Det gik helt galt. Jeg begyndte at høre stemmer og se dyr. Jeg ville ikke byde min bedste ven at have det så dårligt, siger Georg Larsen.

I dag drikker han kun kaffe, men efter mange års ukontrolleret druk er han mærket for livet. Han kan ikke klare sig uden hjælp i hverdagen og bor i ét af kommunens bofællesskaber for folk med psykiske og fysiske handicaps.

- De passer rigtigt godt på mig på i bofællesskabet, og det er jeg taknemmelig for.  Her kan jeg bo i min egen lejlighed og få den hjælp, jeg har brug for, siger han og tilføjer, at der er meget stor forskel på de beboere, der er tilknyttet Solsikken i Voerladegård.

- Det betyder eksempelvis, at jeg kommer mest i fælleshuset ved festlige lejligheder. De andre er mere ringe stillet end mig. Jeg kan ikke kommunikere med dem, ligesom jeg kan kommunikere med dig lige nu. De siger for lidt, siger han og tilføjer, at han heldigvis får dækket sit sociale behov, når han arbejder i aktivitetstilbuddet, Udeholdet, i Firgårde.

- Når man har pause fra arbejdet og skal have sin frokost, er det rart, at man kan snakke med sidemanden i stedet for, at der bare sidder én ved siden af og laver lyde, som man ikke forstår.

Scooterholdet har også et medlem uden verbalt sprog, men han har sin ledsager, Inge Hansen, med. Hun har været med på scooterholdets sommerferier som frivillig i flere år, og hun kender Jens så godt, at hun kan afkode hans tavse sprog og sørge for, at han også er en del af lejrfællesskabet.

Der plejer ellers ikke at være adgang for kvinder på scooterholdets sommerferier.

Men Inge har særstatus på scooterholdet. Hun kører nemlig rundt med klubmedlemmet, Jens, på bagsædet af den store, sorte motorcykel, som hun snart har haft i tyve år.

- Den kan stadig væk, og du kan tro, at hun kan finde ud af at køre den, siger Georg Larsen.

Alle lejrdeltagerne er kørt hele vejen fra Skanderborg til kommunens feriekoloni ved Ajstrup Strand, syd for Aarhus, på scooter eller cykel bortset fra formanden for Scooterklubben Ulvene. Han har fået et lift med handicapbussen fra bofællesskabet i Voerladegård, fordi hans krop med alderen er begyndt at ryste så meget, at han ikke længere kan køre på scooter.

Nu nøjes han med at skrue i sin scooter på kammeratens værksted.

- Folk forventer måske ikke så meget af sådan én som mig, men jeg kan mere, end du regner med, siger han og begynder at forklare mig, hvordan man tuner en scooter, så den mindst kan køre 50 kilometer i timen.

- Det trick kender jeg godt. En dag kørte jeg 70 kilometer ned ad Ladegårdsbakken i Skanderborg. Problemet var bare, at det blæste vildt meget. Jeg kom til at slingre, lige da politiet pludselig forbi, og det var jo ikke så godt, siger klubkammeraten, Kennet Sundgaard, som til daglig bor på bostedet Pensionatet i Skanderborg Øst.

- Politiet troede, at jeg havde taget noget, så jeg måtte puste i ballonen. De kunne heller ikke forstå, hvordan min scooter kunne rende så hurtigt ned ad bakken. Jamen, jeg forstår det heller ikke, men jeg har tid til eftersyn i næste uge, sagde jeg, og så slap jeg for en bøde.

- Du har altså også nogle talegaver, der er helt fantastiske. Hvad Kennet kan skrabe sammen af sponsorgaver fra det lokale erhvervsliv, når vi har bingoaften. Det er helt utroligt, men han har også et stort netværk, og der er mange, der kender ham fra Netto i Skanderborg, hvor han arbejder, siger socialpædagog, Daniel Thayser.

- En del af vores beboere er i praktikker rundt omkring i byens butikker. Det betyder vildt meget for dem. Der er mange skæbner og mange uforløste potentialer blandt vores beboere, og samfundet og arbejdslivet er ikke indrettet til dem. Når det lokale erhvervsliv alligevel finder plads til dem, og det er de heldigvis gode til i Skanderborg, kan det rykke meget, siger Frank Stjerne.

Han har været tovholder på scooterholdet, siden det så dagens lys for 10-12 år siden.

I den periode har han blandt andet oplevet, hvor meget Thomas Petersen har rykket sig, siden han fik job i Føtex i Skanderborg.

- Da han skulle møde ind på arbejde i kommunens aktivitetstilbud - Udeholdet i Firgårde, var han nærmest umulig at få op om morgenen. Han syntes ikke, at det var så motiverende. Men da han fik sin Føtex-skjorte på og blev en del af en "rigtig" arbejdsplads, var det pludselig den omvendte verden. I dag er vores største problem, at vi næsten ikke kan få ham overtalt til at holde fri, siger han med et grin.

- Det er dejligt nok at komme hjemmefra, men jeg vil nu hellere på arbejde, indskyder Thomas.

Hvad laver du da i Føtex, som er bedre end at holde ferie?

- Jeg laver ulykker, og så går jeg rundt og fyrer folk. Og så står jeg for at rydde noget af deres  pap væk.

Okay, og det er altså sjovere end at passe Udeholdets gartneri og den slags?

- Ja, og så er der jo også mange flere flotte damer i Føtex, konstaterer han.

Og så griner hele flokken igen.

Den udmelding var han muligvis ikke sluppet så heldigt fra, hvis der havde været damer med på turen, og det er ifølge Frank Stjerne lige netop det, der gør sommerferierne med scooterholdet så særlige.

- Jargonen er helt anderledes, end den ville være, hvis pigerne også var med. Det kan drengene godt lide. Sommetider synes de, at der går for meget hønsegård og intriger i den til hverdag, og at pigerne fylder lidt for meget. Sommerlejren med scooterholdet giver os en mulighed for at skabe endnu bedre og tættere relationer til den her gruppe beboere, som også har brug for at blive set og hørt,  siger han.

Kollegaen Daniel Thayer nikker.

-Det kan godt være lidt hårdt at være på hele tiden fem dage i streg, men det er en fantastisk måde at være sammen på. Man kommer dybere ind på hinandens liv, og det betyder vildt meget i det pædagogiske arbejde, som mest af alt handler om relationer, siger han.

Midt i et sommerhusområde syd for Aarhus, hvor boligpriserne har været på raketfart de seneste år, ejer Skanderborg Kommune en 12.000 kvadratmeter stor grund.

På grunden står der en lyseblå bygning, som Skanderborg Kommune sammen med den kommunalt ejede institution, Sølund, købte for seks millioner kroner i 2008.

Bygningerne rummer feriekolonien Ajstruplund,  og det var ifølge tidligere forstander i på Sølund, Maurits Eijgendaal, tilfældigheder, som førte ham og kommunen på sporet af den usædvanlige bolighandel.

En bolighandel, som betyder, at Ajstruplund tilhører Skanderborg Kommune og at feriekolonien bliver drevet af og udlejet igennem Sølund.

- Når man har en institution, hvor der bor 225 beboere med fysiske og psykiske udviklingshandicaps, kan det være forbundet med mange udfordringer at tage dem med ud af huset. Men de har også brug for at komme på ferie engang imellem. At komme ud af den daglige trummerum, lytte til havet og få vind i næsen. Men der er ikke mange steder, som er indrettet efter deres behov, siger Maurits Eijgendaal og husker tilbage på sine tyve år som forstander på  Sølund fra 1991 til 2011.

I nullerne begyndte han at lege med tanken om at overtage et sted i nærheden af Skanderborg, som var egnet til korte ophold, og som Sølund selv kunne indrette efter beboernes særlige behov.

- For mig har det altid været vigtigt at kunne give mennesker med udviklingshandicaps sanseindtryk, som kan stimulere dem, samtidig med at de befinder sig i et trygt og genkendeligt rum. Derfor gav det god mening for mig, at Sølund skulle have sin egen feriekoloni. Et fristed som vores beboere kunne vende tilbage til igen og igen, siger Maurits Eijgendaal.

I første omgang havde han kig på nogle bygninger i nærheden af Hou, som han forsøgte at få lov til at købe.

- Jeg bor i Hou, og tænkte at det ville være smart, hvis jeg selv kunne gå og passe det i min fritid, fortæller den tidligere forstander.

Ejeren var ikke interesseret i at sælge stedet, men henledte hans opmærksomhed på, at den tidligere ejer af Ajstruplund lidt længere oppe af kysten var på jagt efter nogen, der ville overtage stedet.

- Sammen med Skanderborg Kommune fik vi skrabet penge nok sammen, så vi kunne købe stedet, som var i en forfærdelig stand, da vi overtog det, husker Maurits Eijgendaal, som sendte Sølunds daværende håndværker-team til Mariendal Havbakker for at sætte de slidte bygninger i stand og indrette nye handicapvenlige badefaciliteter.

Selvom handicapområdet har været igennem store besparelser og sammensætningen af beboerne på Sølund i dag er meget anderledes, end den var, da Sølund fik nøglerne til Ajstruplund i hånden i december 2008, er tiden ifølge Sølunds nuværende leder, Anne-Marie Kruse, ikke løbet fra den gamle feriekoloni.

- Vi værner stadig om vores feriekoloni, som er blevet brugt ekstra meget under corona-pandemien. Det har været svært for os at lave isolationsboliger på Sølund under pandemien. Her har Ajstruplund været et af de steder, vi kunne sende smittede beboere og ansatte hen. Det har været guld værd, siger Anne-Marie Kruse og tilføjer, at Ajstruplund især i sommerperioden bliver brugt til mange forskellige formål og af mange forskellige brugere.

- Vi lejer både feriekolonien ud til privatpersoner og andre bosteder. Udgifterne til drift og vedligehold plejer at gå nogenlunde lige op med de lejeindtægter, vi får ind, så det løber rundt, og det er vi glade for. Det betyder meget for os på Sølund, at vi har en feriekoloni i nærheden, som er indrettet til vores behov og som både kan bruges til fælles ferier for hele bo-enheder og korte ophold for en enkelt beboer eller to, siger Anne-Marie Kruse.